Gå tilbage

Demokratiets blinde øje

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Jesper Tynell

Projektets beskrivelse

Titel:
Demokratiets blinde øje
Beskrivelse:
Det koster millioner af kroner, hver gang en undersøgelseskommission bliver sat til at undersøge magtmisbrug og ulovligheder i forvaltningen. Til gengæld giver det indtryk af, at hver en sten nu vil blive vendt og de ansvarlige stillet til ansvar.

De mange dokumenter og afhøringer, de mange år kommissioner er nedsat i og de tykke beretninger på flere tusind sider giver indtryk af stor grundighed og indsigt.

Selvom det jævnligt vækker undren, når kommissioner konkluderer, at de ikke rigtig kan drage nogen til ansvar selv for velovervejede og åbenlyse ulovligheder, så taler politikere, professorer og pressen ofte kommissionerne op til at være demokratiets sidste, stærke bolværk. Fx ved fejlagtigt at henvise til, at kommissioner afhører embedsmænd under vidneansvar, eller til at kommissionerne får udleveret alle relevante dokumenter.

Intet kunne være mere forkert.

Danske undersøgelseskommissioner kan ikke afhøre de involverede embedsmænd under vidneansvar. De kan derfor risikofrit afgive de mest fantasifulde og urigtige forklaringer over for en undersøgelseskommission og gør det.

Og undersøgelseskommissioner får heller ikke adgang til alle relevante e-mails, lydoptagelser og andre dokumenter.

Som projektet her viser, kan de enkelte medarbejdere og myndigheder manuelt slette dokumenter og gør det. Eller sætte systemer op til automatisk at slette materiale på et bestemt tidspunkt og gør det. Myndighederne kan også undlade at søge efter dokumenter i de mail- og backup-systemer, de har – og undlader det.

Derfor kan undersøgelseskommissioner have vanskeligt ved at komme til bunds i de sager, de skal undersøge.

Med afsæt i Skattesags-, Statsløse- og frem for alt i Tibetkommissionens arbejde, viser projektet således, at de nuværende undersøgelseskommissioner reelt ikke er det store, stærke bolværk, de giver indtryk af.

Tværtimod kan de måske snarere betragtes som demokratiets blinde øje.
Publicering:
P1 Orientering i perioden 12. marts 2018 til 23. august 2018 (Uddrag vedlagt).

Samtidig som artikler på dr.dk (Uddrag vedlagt).

Herudover samtidig i TV-Avisen, DR2 Dagen, m.v. (Udvalg vedlagt som ekstramateriale).

Idéen:

Idébeskrivelse:
Da Tibetkommissionen offentliggjorde sin 2.001 siders beretning, lagde jeg mærke til, at kommissionen på side 428 skrev, at ”det ikke havde været teknisk muligt at genskabe en række mails, blandt andet mails til og fra tidligere politidirektør Johan Martini Reimann”. De to ord ”blandt andet” indikerede, at problemet måske var større, end kommissionen lod ane.
Jeg så efter, om andre kommissioner havde antydet lignende problemer.
På side 145 i en betænkning fra ”Udvalget om undersøgelseskommissioner”, udtaler et medlem af Skattesagskommissionen, at det er problematisk, at nogle myndigheder ”løbende sletter e-mails, fordi så meget af det relevante materiale findes i denne form.” Det skrev Skattesagskommissionen intet om i sin beretning.
Også to medlemmer af Statsløsekommissionen nævner, at mail-backup er vigtig. I deres 2.997 siders beretning stod dog blot, at Integrationsministeriet ikke havde taget backup, og at ”slettede mails blev opbevaret elektronisk i 30 dage efter sletningen."
Tidshorizont:
For at undersøge hvor meget relevant materiale, undersøgelseskommissionerne aldrig havde fået indsigt i, begyndte jeg så småt i januar 2018 at stille spørgsmål til og begære aktindsigt i relevante myndigheders korrespondance med de tre kommissioner om udlevering af e-mails og andre dokumenter. Samtidig begyndte jeg at studere det juridiske grundlag herfor, sideløbende med jeg lavede radioindslag om andre emner.

Fra februar til august 2018 har jeg hovedsageligt arbejdet med denne sag.

I den periode har jeg været væk i 9 af ugerne for at afvikle ophobet ferie.

Forud for projektet har jeg tidligere fulgt både Statsløsekommissionens og Tibetkommissionens arbejde tæt ved bl.a. at overvære hhv. alle og de fleste af kommissionernes afhøringer.

Nyhed:

De fem øverste chefer i Københavns Politi fik slettet deres mailkonti, inden Tibetkommissionen skulle undersøge sagen. Dermed blev kommissionen med kommissionsformandens ord ”afskåret fra at undersøge tingene til bunds” (12.03.2018).

Skattesagskommissionen og Statsløsekommissionen blev ligeledes forhindret i at komme til bunds i deres sager pga. sletteautomatik, og fordi embedsmænd manuelt ”var gået ind og havde slettet rub og stub”, som Skattesagskommissionens formand udtrykker det (13.03.2018).

Tibetkommissionen fik heller ikke adgang til ministre og embedsmænds mailbokse. I modsætning til andre myndigheder havde Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Rigspolitiet slet ikke søgt i sine e-mailsystemer (18.04.2018).

Udenrigsministeriet lå i realiteten inde med flere former for backup - også af afgåede ministre og embedsmænds e-mails - men fortalte aldrig om det. Kommissionen lagde til grund, at de var slettet og væk (23.05.2018).

Flere politiledere fortæller, at de også ved tidligere Kina-besøg har forhindret demonstranter i at vise bannere og flag. Det bekræftes af dokumenter og af flere andre kilder i politiet. Men det kom aldrig frem, da Tibetkommissionen undersøgte sagen. Ifølge politilederne skete det efter anmodning fra Udenrigsministeriet og højtstående ledere i Københavns Politi (14.06.2018).

Kort efter politiet blev tvunget til at udlevere de afslørende lydfiler i Tibetsagen, indførte Rigspolitiet krav om automatisk sletning af alle lydoptagelser (23.08.2018).

Konsekvens:

Politisk flertal i folketinget kræver regler for, hvordan myndigheder skal gemme afgåede og nuværende medarbejderes slettede mails (13.03.2018).

Justitsministeren vil udarbejde generelle retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring og sletning af e-mails. (19.04.2018) .

Rigspolitiet ændrer foreløbig praksis, så politiet midlertidigt gemmer slettede mails i et år i stedet for 30 dage (01.05.2018).

Politisk flertal vil have slettede e-mails hentet ud af de hidtil ukendte backupsystemer (24.05.2018).

Justitsministeren genåbner Tibet-kommissionen (07.06.2018).

Justitsministeren udvider Tibet-kommissionens opdrag, så den nu også skal undersøge politiets ageren under tidligere statsbesøg fra Kina (14.06.2018).

Justitsministeriet vil etablere en permanent whistleblowerordning, som embedsmænd og betjente fremover vil kunne indberette til, og som den nye Tibetkommission vil kunne få oplysninger fra (20.06.2018).

Rigspolitiet standser den automatiske sletning af politiets lydoptagelser midlertidigt, mens det overvejer at ændre slettekravene permanent (23.08.2018).

Metode:

Projektet er baseret på en række klassiske metoder: Fortløbende og gentagne begæringer om aktindsigt hos de myndigheder, der har leveret materiale til kommissionerne. Samtaler med embedsmænd i systemet ad bagdøren. Gentagne skriftlige spørgsmål til myndighederne ad fordøren. Læsning og tilbagevendende genlæsning af beretninger, aktindsigter, love, lovforarbejder, lovkommentarer og andre dokumenter. Oprettelse og løbende udbygning af tidslinje og dokumentoversigter. Kildearbejde med gentagne frokoster, møder og lange telesamtaler med mange kilder i politiet - primært aftener og weekender, når de har fri. Systematisk søgen efter de rigtige politikilder, der fx har været med til chefmøder og har førstehåndsviden derfra - bl.a. ved brug af gamle håndbøger med oversigter over ansatte i Københavns Politi og Rigspolitiet i netop de år, der har været højtstående besøg fra Kina. Lejlighed til at affotografere en oversigt over, hvilke politifolk, der er gået på pension de seneste år for at finde frem til kilder, der i sidste ende evt. også ønsker at stille op til kamera og mikrofon. Søgen efter nuværende kontaktoplysninger vha. nettet og gennem andre kilder i politiet, m.m.

Når projektet har fået så relativ stor en gennemslagskraft og mange konsekvenser, tror jeg, imidlertid det skyldes en række yderligere principper.

’DEN MEST HABILE KILDES PRINCIP’
Når dokumentationen er i hus, er det afgørende hvem, man vælger som medvirkende kilder til at vurdere og kommentere på de faktuelle oplysninger. I den forbindelse står en række lektorer, professorer, forskere, politikere og andre ofte i kø for komme med udtalelser, der leverer gode citater og saftige overskrifter. Men det er sjældent, at de er de mest habile kilder og dermed de mest overbevisende afsendere, man kan vælge til at udlægge teksten.
Hvis regering eller myndigheder har fremlagt en rapport med tvivlsomme oplysninger, vil ordførere fra oppositionen i kraft af deres rolle ofte have tendens til hurtigt at udtalte, at det er løgn og bedrag – også selvom det ikke er tilfældet. Selv hvis det vitterligt er tilfældet, vil deres udsagn derfor ikke have den store kildemæssige værdi, fordi de siger noget, de under alle omstændigheder kan have tendens til at sige.
Det samme gælder for en række lektorer og professorer, der kan mistænkes for at udtale sig politisk eller uden at have sat sig ordentligt ind i sagerne først (hvad jævnligt også sker i praksis). Selv hvis de har ret, vil de hurtigt blive opfattet som parter i en diskussion, i det øjeblik myndighederne eller rapportens forfatter fx fastholder det modsatte. Forsker fremlægger rapport, en anden forsker siger, at den er fyldt med fejl. Justitsministeriet siger, det handler lovligt. Professor siger, det handler ulovligt. A siger ét, og B siger noget andet, og hvad skal man så tro som læser, lytter eller seer? Det bliver man ikke nødvendigvis klogere af. Og det får ikke nødvendigvis et folketingsflertal eller en minister til at ændre praksis eller lign.
Her kan det være en fordel at tænke efter det, jeg kalder for ’den mest habile kildes princip’. At stille sig selv spørgsmålet; hvem vil være mindst tilbøjelig til at drage den mere eller mindre indlysende konklusion, materialet lægger op til? Hvem vil dermed tale direkte imod sin tendens og derfor udtale sig mest overbevisende og evt. kunne hæve udsagnet over al diskussion?
Hvis en forsker fremlægger en rapport, som man ved nærlæsning opdager er fyldt med fejl, ja så er det ikke tre andre forskeres udsagn om, at der er fejl i rapporten, der vil overbevise mest. Det vil det derimod, hvis man kan interviewe forskeren selv, og få vedkommende til selv at konstatere eller bekræfte, at der er fejl i rapporten. Så er det ikke længere til diskussion. Så er man i mål og gør på den måde reelt lytterne, læserne og seerne klogere.
På samme måde, hvis regeringen vil øremærke flere penge til et bestemt område hos politiet, hvor man kan se, det i årevis har været overbemandet og har haft ubrugte midler stående hen. Hvem er så den kilde, der mest overbevisende kan konstatere, at det er penge ud ad vinduet? Oppositionen? Nej. En kriminolog? Nahhh, han synes nok bare privat, at politiet skal have færre penge, vil nogle modtagere tænke. Men hvis nu det er så indlysende, hvorfor så ikke spørge Politiforbundets formand? Jo, han vil udtale sig overbevisende, hvis han konstaterer, at det er penge ud ad vinduet, fordi alle ved, at han med udsagnet taler direkte imod sin tendens og interesse, der ellers normalt altid er at arbejde for flere penge til politiet. Den mest habile kilde vil i denne sammenhæng dog nok være den minister, der har fremsat forslaget. Hvis han konkluderer, at det er penge ud ad vinduet, når man viser ham dokumentationen, er man helt i mål.

I projektet her har jeg således forsøgt at lave indslagene og artiklerne efter ’den mest habile kildes princip’.
Dokumentationen viser fx, at medlemmerne af den øverste ledelse i Københavns Politi fik slettet deres mailbokse, inden Tibetkommissionen undersøgte deres rolle i forløbet. Hvem er den mest habile kilde til på den baggrund at konkludere, at kommissionen ikke er kommet til bunds i sagen? En professor, der hurtigt er blevet vist papirerne og kort har fået at vide, hvad det handler om? Nej. En tidligere kommissionsformand fra en anden kommission? Nej.
Den mest habile kilde er derimod formanden for den kommission, der selv har skrevet, at politiledelsen ”ikke har haft nogen viden om” de ulovlige ordre og de urigtige oplysninger til folketinget. Hvis hun siger, at hun og kommissionen ikke er kommet til bunds i sagen, så går udsagnet fra at være en påstand til at blive betragtet som et faktum. Og dermed får den samme historie en helt anden og større overbevisningskraft.
Samme princip er forsøgt anvendt i de øvrige indslag og artikler i projektet. Da dokumentationen fx viser, at Rigspolitiet har pålagt Københavns Politi at automatisk at slette alle optagelser af politiets radiokommunikation efter 6 måneder, hvem er så den mest habile kilde til at konkludere, at det er en ulempe for betjente på gaden, og at optagelserne derfor bør bevares længere? Advokaten for Tibet-demonstranterne? Nej, han vil under alle omstændigheder gerne bevare optagelserne, fordi det er dem, der gør det muligt at vinde sager mod politiet. De mest habile kilder til det udsagn er derimod de betjente, der har været på gaden under kinesiske statsbesøg, hvis stemmer findes eller fandtes på lydoptagelserne. Det giver udsagnet en helt anden overbevisning, hvis det er dem selv, der siger, at det er en fordel for dem, hvis optagelserne gemmes.
Problemet er, at det ikke altid er lige let at få de mest habile kilder til at stille op og medvirke. I denne sag, er der derfor brugt betydelig tid og kræfter på at overbevise de to medvirkende kommissionsformænd om, at det måske kunne være en fordel for fremtidige undersøgelseskommissioner, hvis de stod frem og fortalte om, hvordan slettede e-mails har forhindret dem i at komme til bunds. Her spillede løfter om at fokusere på principperne og på systemet frem for personerne en væsentlig rolle, ligesom det også spillede en rolle for dem hver især, at den anden kommissionsformand også stillede op. På samme måde har det kostet store mængder tid at få politifolk til at stille op til andre indslag. Men det har samtidig været helt afgørende for, at indslagene kunne få den vægt bag ordene, der følger af ’den mest habile kildes princip’.

PAPIR UNDER FØDDERNE
Et andet forhold, der muligvis har været med til at give projektet relativ stor gennemslagskraft og mange afledte konsekvenser, er det forhold, at de fremlagte oplysninger så vidt muligt altid har været underbygget af skriftlig dokumentation, også selvom der i forvejen er flere mundtlige kilder på. Selv de mest habile kilder kan huske forkert og skal derfor også dobbelttjekkes.
Selvom formanden for Tibetkommissionen allerede i det første interview kunne tilføje, at kommissionen heller ikke havde fået adgang til ministres mailkonto, så ventede vi i over en måned med at publicere denne oplysning, til det var lykkes at få aktindsigt i papirer, der bekræftede dette udsagn. Først og fremmest for at beskytte lyttere, seere og læsere mod at blive bundet noget forkert på ærmet. Men også for at beskytte vores stærkeste kilde mod evt. (begrundede eller ubegrundede) beskyldninger om at huske forkert.
Det betød også, at der gik lang tid, før vi publicerede historien, hvori flere politiledere står frem og fortæller, at de også ved tidligere Kina-besøg har forhindret demonstranter i at vise bannere og flag. Denne ene betjents udsagn om, at han og hans kolleger snød demonstranter på Christianshavns Torv, var umiddelbart lette at verificere. Det lykkedes relativt hurtigt at få Støttekomiteen for Tibet til at finde mails frem fra 2002, hvori de dagen efter forløbet beskrev det på præcis samme måde, som politilederen nu gjorde 16 år senere.
Værre var det med den anden politileders udsagn om, at han og hans kolleger havde forhindret Falun Gong-demonstranter i at blive set ved Hotel Radisson på Amager. Falun Gong afviste i første omgang, at bevægelsen overhovedet havde været etableret i Danmark helt tilbage i 2002. Og selv da det efterfølgende lykkedes at finde avisreportager fra andre Falun Gong-demonstrationer i København i 2002, der viste, at det var forkert, så fastholdt bevægelsens danske talskvinde, at der i alt fald ikke havde været problemer med at blive set ved Hotel Radisson på Amager. Til sidst lykkedes det imidlertid at finde frem til et brev, som talskvinden selv havde sendt til den daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, kort tid efter, hvori hun netop beklager sig over, at hun og Falun Gong blev forhindret i at blive set ved Hotel Radisson på Amager. Først da vi kunne vise hende dette brev, og hun alligevel medgav, at det var rigtigt, valgte vi langt om længe at bringe historien og lade de to politiledere fortælle, hvordan de også tidligere havde forhindret demonstranter i at blive set. På det tidspunkt havde jeg ellers også været i kontakt med en stribe aktive betjente, der ligeledes havde været med og bekræftede forløbet, men som ikke selv ønskede at stå frem og lade sig optage.
En tredje betjent i radioindslaget og den tilhørende artikel, perspektiverede det yderligere ved at fortælle, hvordan han også ved et kinesisk statsbesøg helt tilbage i 1995 havde været med at gemme demonstranter væk bag Planetariet. Disse informationer nåede jeg derimod aldrig at få verificeret. I en avisartikel nogle dage senere blev han beskyldt for at huske forkert, mens ingen afviste de to andre betjentes beretninger om, hvordan de havde forhindret demonstranterne i at blive set. Måske viser det, hvor meget mere uafviselige kilders udsagn bliver, når man kan henvise til, at man også har papir under fødderne.
Kravet om papir under fødderne gælder i øvrigt også for alle ekspertudsagn. Forud for interview med juraprofessorer har jeg læst og sendt dem det retsgrundlag, deres vurderinger falder indenfor. Fx har jeg indscannet de relevante kapitler i bogen (lovkommentaren) ”Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle”, overstreget relevante passager og sendt dem til to medvirkende professorer, og til en tredje juraprofessor sendt forarbejderne til politiloven, Tibetkommissionens juridiske vurderinger af grundloven, politiloven, menneskerettighedskommissionen, wienerkonventionen m.v. Trods disse forberedelser af dem, udtalte to ud af tre professorer under interviewoptagelserne med dem faktuelt forkerte gengivelser af juraen på området, hvorfor vi måtte standse optagelserne, henvise dem til hvad der står i retsgrundlaget, hvorefter vi tog optagelsen om igen med en faktuelt korrekt gengivelse af juraen i stedet. Den ene professor gengav fx den udbredte fejlopfattelse, at de involverede embedsmænd bliver afhørt under vidneansvar og derfor har pligt til at tale sandt over for undersøgelseskommissioner. Efter at have gjort ham opmærksom på fejlen, spurgte han selv, om vi ikke kunne tage optagelsen om igen, så han ikke sagde noget forkert.
Og det er bestemt ikke fordi de to professorer er specielt ukyndige eller mindre inde i deres stofområde end andre professorer og lektorer. Jeg oplever jævnligt, at juraprofessorer og -lektorer ikke har papir under fødderne, når de udtaler sig, hvorfor det er nødvendigt at bibringe dem det, hvis lyttere, seere og læsere ikke skal blive bibragt et helt forkert verdensbillede. De er kilder som alle andre, der kan tage fejl. Derfor skal deres udsagn og grundlaget for deres vurderinger altid kontrolleres, hvis man skal undgå fejl. Særligt hvis man ønsker, at centraladministrationen skal tage de journalistiske afdækninger alvorligt, og at de dermed potentielt kan få gennemslagskraft og konsekvenser.
En sådan journalistisk ansvarlighed er til gengæld vanskelig at leve op til for journalister, der laver live-udsendelser. I forløbet kommenterede en fjerde jurist og en avisredaktør på et tidspunkt sagen live i et radioprogram, hvor de begge udtalte, at undersøgelseskommissioner foretager deres afhøringer under vidneansvar. Det er som sagt en så udbredt vrangforestilling, at ingen af de to tilsyneladende havde tjekket, om de havde papir under fødderne. Den udbredte forestilling om undersøgelseskommissioner som demokratiets stærke værn er således i sig selv med til at gøre dem til demokratiets blinde øje.

HEGNSPÆLE
En tredje ting, der kan have givet projektet gennemslagskraft og relativt mange konsekvenser, er de hegnspæle, jeg har forsøgt at slå i omkring historierne. Metoden går ud på at tænke i, hvilke forkerte forforståelser og (falske) argumenter, historierne oplagt kan blive mødt med og forsøgt skudt ned med, og på forhånd imødegå disse forforståelser og (falske) argumenter i indslag og artikler.
Den første historie handler fx om, at Københavns Politis fem øverste chefers mails var blevet slettet og væk, og at slettede mails kun bliver opbevaret i 30 dage. Her ville det være klassisk, hvis myndighederne ville forsøge at afmontere historien ved at påstå, at persondatalovgivning og måske endda også Datatilsynet gjorde det vanskeligt at opbevare slettede mails i mere end 30 dage. ’Vi ville gerne, men vi må ikke for juraen’-argumentet. Embedsmænd kalder det selv at sætte ’en falsk spærreballon’ op, når de mod bedre vidende skriver, at det vil være ulovligt at gøre et eller andet, som regeringen ikke ønsker at gøre (se side 274 i Mørkelygten, 2016). Og jeg kunne tidligt i forløbet høre på politiets repræsentanter, at de allerede tænkte i, om det overhovedet ville være lovligt at opbevare slettede mails i mere end 30 dage, da jeg drøftede historien med dem.
Inden vi overhovedet publicerede den første historie, læste jeg derfor grundigt op på juraen og på Datatilsynets tidligere afgørelser og vejledninger på området, og lavede for en sikkerheds skyld et interview med Datatilsynets direktør, hvori hun oplyste, at tilsynet aldrig har udtalt, at man kun må opbevare slettede mails i 30 dage.
Herudover fandt jeg frem til, at blandt andre Skatteministeriet uden problemer opbevarer nuværende og fratrådte medarbejderes slettede mails i 5 år. Med eksemplets magt blev eventuelle argumenter om, at enten juraen eller computere ikke kan rumme så lang en opbevaring af så mange mails, på den måde på forhånd fejet af bordet.
Den samme form for hegnspæle blev fx også anvendt i indslagene og artiklerne om, hvordan Rigspolitiet har pålagt Københavns Politi automatisk at slette alle lydoptagelser af radiokommunikation efter 6 måneder. Ved at optage en lille reportage fra Akuttelefonen 1813 og 112, hvoraf det fremgår at de gemmer lydoptagelser af alle interne og eksterne opkald på både telefon og radio i 10 år, var det på forhånd vist, at det i praksis godt kan lade sig gøre for andre myndigheder at gemme optagelserne i årevis. Og at det herudover også ville give andre myndigheder vanskeligheder i klagesager, hvis de ligeledes slettede lydfilerne automatisk efter 6 måneder.
Den form for hegnspæle kan således i nogen grad forhindre myndigheder i at demontere historierne ved at sætte falske spærreballoner op.
En anden form for hegnspæle består i på forhånd at nedbryde forkerte forforståelser. Fx den udbredte fejlopfattelse, at embedsmænd har pligt til at journalisere alle relevante e-mails i journalsystemet. Altså i det system, som undersøgelseskommissionerne i vid udstrækning har fået adgang. Hvis det var korrekt, ville det næppe være så stort et problem for undersøgelseskommissioner, at de bliver afskåret fra få adgang til bestemte personers ujournaliserede e-mails. Så ville de væsentlige mails jo alligevel være at finde i journalsystemet.
Men sådan er det ikke. Og derfor var det vigtigt at gøre historien relevant ved ganske enkelt at citere fra forarbejderne til den lov, der beskriver journaliseringspligten (OFL § 15). Journaliseringspligten er nemlig relativt begrænset, hvilket ”indebærer at ganske mange e-mails, som en forvaltningsmyndighed (eller den enkelte ansatte) modtager, ikke skal journaliseres”, som der står i lovbemærkningerne. Herudover fortæller begge de to kommissionsformænd, at det er deres erfaring, at inkriminerende e-mails sjældent bliver lagt ind i journalsystemet. ”De mails vi fandt, som vi syntes var interessante – jeg tror, at der var meget lidt af det, der var journaliseret”, som formanden for Skattesagskommissionen fx udtaler i vores indslag og artikler.
Da vi publicerede den første historie den 12. marts 2018, var der i de efterfølgende dage flere politikere, der gav udtryk for de to forkerte forforståelser, at embedsmændene skulle have en altomfattende journaliseringspligt, og at undersøgelseskommissionerne afhører dem under vidneansvar. Da debatten om sagen var ved at tage en sådan ufunderet drejning, gik jeg tre dage senere ind og skrev artiklen ”Journalisering og afhøringer kan ikke erstatte slettede mails – Selvom Tibet-kommissionen og Skattesags-kommissionen kunne afhøre vidner og læse journaliserede dokumenter, forhindrede slettede mails dem i at komme til bunds i sagerne” med ovenstående oplysninger og flere underbyggende udsagn fra de to kommissionsformænd i. Herefter har de to forkerte forforståelser tilsyneladende ikke længere spærret for, at historierne blev taget alvorligt politisk og kunne få en række konsekvenser.

Modstand:

Projektet har flere steder mødt den velkendte modstand, der består i at behandlingen af aktindsigtbegæringer og svar på simple faktuelle spørgsmål - trækker ud i månedsvis. Bogstaveligt talt. Rigspolitiet var fx i foråret mere end 3 måneder om at bevare en række faktuelle spørgsmål, hvoraf nogle den dag i dag stadig er ubesvarede. Pressemedarbejdere kan i den forbindelse spille en central rolle. Mens Rigspolitiets pressemand i lange perioder undlod at respondere på henvendelser og daglige rykkere, betød ansættelsen af Københavns Politis nye pressekvinde fra 1. marts og frem øjensynlig, at der omvendt kom fart i besvarelserne af spørgsmål og aktindsigtbegæringer her. I forhold til Rigspolitiet begyndte jeg på et tidspunkt, at sætte Justitsministerens pressefolk på cc på mine henvendelser til Rigspolitiet og skrev eksplicit og venligt i et PS, at det var fordi, jeg nu havde ventet tre måneder på svar og ville orientere departementet løbende herom. Derfor viste det sig også at være en fordel, at pressemedarbejderen den 6. juli besvarede en henvendelse fra juni måned ved at skrive: ”Jeg går på ferie i dag. (…) Grundet sommerferien må det forventes, at et svar først vil kunne forventes i august.” Herefter kunne jeg lettere henvende mig direkte til de jurister i Rigspolitiet, der skulle behandle mine spørgsmål og den meget begrænsede begæring om aktindsigt. På den måde fik jeg kort efter de to ønskede dokumenter udleveret midt i juli måned, mens pressemanden var på ferie. Dermed havde jeg dokumentation for historien om, at Rigspolitiets nye krav om automatisk at slette alle lydoptagelser efter 6 måneder.
I forhold til Udenrigsministeriet havde jeg det omvendte forløb. Her havde jeg først en god og direkte kontakt – både mundtligt og skriftligt – til de fagpersoner i ministeriet, der har viden om ministeriets mange backupsystemer og mulighederne for at hente slettede e-mails ud herfra. Da vi skulle til at publicere og forelagde for UM’s pressefolk blev der på et tidspunkt en tendens til, at det blev sværere at få klare svar og til sidst lød beskeden, at ministeriet ikke ønskede at besvare flere spørgsmål. Herefter har jeg kun kunnet få svar ved nævne nogle af de ubesvarede spørgsmål for folketingspolitikere, hvorefter ordførere fra DF og AL har valgt at stille spørgsmålene skriftligt, og ministeriet til sidst har svaret.
I den forstand er det værd at bemærke, at Udenrigsministeriets villighed til at besvare faktuelle spørgsmål er langt bedre end hos andre myndigheder. Statsministeriet og PET har været langt mere tilbageholdende med at oplyse, hvordan deres backupsystemer og lign. er indrettet. Flere af hovedhistorierne er således primært kommet til at handle om netop Udenrigsministeriet af den simple grund, at det var netop herfra, det (først) var muligt at få dokumenter og oplysninger. For at kompensere herfor har vi flere gange oplyst om, at andre myndigheder slet ikke har svaret.
Da sagerne begyndte at rulle og blev politiske, begyndte flere myndigheder som vanligt også at komme med forskellige former for omfattende ikke-svar. Hvis jeg fx bad om at få be- eller afkræftet, at ministeriet havde et backupsystem, der gik fem år eller mere tilbage i tiden, kunne svaret være, at det ikke har været hensigten med systemet, at man skal gå tilbage og genskabe slettede mails. Spørgsmålet handler om, hvorvidt man kan eller ikke kan, men svaret taler alene om ’hensigten’ uden at svare på, om det kan lade sig gøre.
Denne form for kommunikation har jeg forsøgt at imødegå ved at lave gentagne, omfattende og detaljerede forelæggelser, hvori jeg i god tid skriver til myndighederne præcis hvilke påstande, vi har tænkt os at publicere og vedlægger links og henvisninger til dokumentationen herfor. Herunder også, at vi betragter den form for svar som ikke-svar og derfor vil oplyse lytter, seere og læsere om, at myndighederne ikke har besvaret spørgsmål.
Ved til sidst at sætte en 48-timers-frist på disse forelæggelser, er det i flere tilfælde lykkes at få myndighederne til i sidste øjeblik at bekræfte de udsagn, de ellers har undveget at forholde sig til. I flere tilfælde har minutiøse forelæggelser, spørgsmål og begæringer om aktindsigt i bestemte dokumenter således ført til, at myndighederne allerede før, vi har publiceret, er gået offentligt ud og meddelt, hvilke konsekvenser vores historier vil få.
Da vi fik fx indsigt i, hvordan Udenrigsministeriet havde et såkaldt Enterprise Vault-system og to andre systemer med backup af mails, spurgte vi med henvisning hertil endnu en gang politiet, om de ikke også havde den form for komprimerings-systemer, der reelt indeholdt backup af mails. Kort tid efter fandt politiet, ved hvad de selv kaldte for ”en rutinemæssig serverkontrol”, netop sådan et mailarkiv (07.06.2018).
Da vi forelagde myndighederne, at vi havde talt med en række betjente, der fortalte, at de også ved tidligere Kina-besøg havde forhindret demonstranter i at blive set, og vi samtidig begærede aktindsigt i operationsbefalingerne og de taktiske befalinger herfra, som betjente havde fortalt os om indholdet af, fandt politiet til sidst endnu en belastende taktisk befaling frem, og Justitsministeren gik – med direkte henvisning til P1 Orienterings aktindsigtbegæring – ud og udvidede Tibetkommissionens opdrag til også at omfatte tidligere Kina-besøg flere timer før, vi havde publiceret historien (14.06.2018).
Da vi siden juni 2018 gentagne gange havde spurgt Rigspolitiet, hvorfor det havde forkortet Københavns Politis frist for opbevaring af lydoptagelser fra mindst 3 år til højst 6 måneder, første endnu en omfattende forelæggelse af alle udsagn 48 timer før publicering til, at Rigspolitiet i sidste øjeblik stillede op til et telefoninterview og fortalte, at de havde standset den automatiske sletning (23.08.2018).
På den måde har massive, løbende forelæggelser for myndighederne af de oplysninger, vi havde, flere gange været med til at vende modstand til medvind – dog ofte først i timerne op til, vi publicerede, og efter lang tids forgæves forsøg på at få svar.

En helt andet form for skift mellem modstand og medvind har vist sig i arbejdet med at opsøge politikilder med førstehåndsviden om, hvad ledelsen i Københavns Politi har haft af viden og givet af ordrer i forbindelse med de forskellige Kina-besøg – og dermed viden om, hvad Tibetkommissionen aldrig fik indsigt i.
Her har timing været afgørende. I dagene efter, vi har publiceret nye historier, har det været langt lettere at få adgang til nye politikilder, end når der er gået et stykke tid. På samme måde har eksisterende kilder ville fortælle langt mere i dagene efter, vi har publiceret, end når der er gået en uge eller mere, og de ikke længere er så opbragte over de nye oplysninger.
Der er ingen tvivl om, at politikildernes motivation for at tale med mig primært har været, at de over en bred kam er vrede over, at to af deres kolleger er endt med at stå alene tilbage med aben, mens ledelsen i Københavns Politi og ansatte i PET og Udenrigsministeriet er slupper for kritik. Hver gang vi har publiceret nye historier om, hvordan hhv. politiledelsen, ministre og embedsmænd er sluppet for at blive undersøgt til bunds, har harmen været mere tilstede, og lysten til at hjælpe deres to kolleger ved tale med mig og få sandheden frem så meget desto større. Tiden, der går, har i den forstand vist sig som en form for modstander.
Netværk kan på samme måde både være en modstander og en hjælper i arbejdet med at få kilder til at åbne sig og tale – og evt. ligefrem medvirke i radio og tv. Til indslaget om det nye krav om automatisk sletning af alle lydfiler, havde jeg kontakt med fem forskellige politikilder, der alle udtrykte et tilsvarende syn på sagen, som den politileder, der endte med at medvirke. To af de øvrige kilder nåede jeg ligefrem at lave optageaftaler med, inden de i sidste øjeblik bakkede ud. Den ene fordi han inden da nåede hjem og talte med sin kone, der var bange for, hvad der kunne ske, hvis han optrådte i radio og tv. Den anden fordi, han nåede at tale med sin advokat.
Da det tager relativt langt tid at finde frem til de rette kilder, åbne dem og efterfølgende få dem til at beslutte sig for at medvirke i radio og tv, er det selvfølgelig kostbart at miste kilder igen pga. betænkeligheder i deres netværk. I den forbindelse kan det være værd at overveje, om det er prisen værd at have et tv-hold med ude og lave alle optagelser i bestræbelserne på også at få historierne i fjernsynet. Mens interview til radio og artikler kan klares med det samme over telefonen, så snart en kilde har besluttet sig, så kræver tv planlægning af transport, mandskab, aftaler om location osv. Ting der alt sammen tager tid, og som så kan betyde, at fx koner, kolleger, advokater eller kilderne selv når at få kolde fødder og bakker ud, inden optagelserne er i hus. I den konkrete situation blev løsningen til sidst, at vi kørte historien med én politikilde i lyd og billede og refererede, at en række andre politikilder, vi havde talt med, havde en lignende opfattelse.
Kildernes forhold til kollegerne har i den forbindelse vist sig yderst afgørende at få på plads, når det handler om at få kontakt til nye politikilder og om at få gamle til at levere ny indsigt. Hvis det er kildernes opfattelse, at de hjælper deres to tiltalte kolleger ved at lægge oplysninger på bordet, gør de det i højere grad. Hvis det derimod er deres opfattelse, at de tværtimod modarbejder de to kolleger ved at tale, lukker informationsstrømmen hurtigt ned.
Derfor har det vist sig afgørende, hvordan de to tiltalte politifolk og deres nærmeste relationer opfatter situationen. Dem lytter en del af de øvrige kolleger jævnligt til, inden de beslutter sig for, om de vil mødes og tale sammen eller lign. Når de centrale aktører selv eller nogle af deres nærmeste relationer har sagt god for mig som journalist, har det således været meget lettere at få møder og samtaler i stand med andre vigtige kilder. Omvendt har jeg flere gange fornemmet, at centrale aktørers bekymringer ved at give mig indsigt i bestemte forhold, i perioder kan have afholdt visse af de øvrige kilder fra at lukke op for posen og give los. Nogen har ligefrem sagt det direkte.
Det er således min erfaring fra projektet, at det på en arbejdsplads som politiets præget af et stærkt sammenhold under det øverste ledelsesniveau kan betale sig først at bruge tid på at opnå de mest toneangivende aktørers tillid. Det kan få andre kilder til at skifte indstilling, så kontakten med dem bliver præget af medvind i stedet for modstand.

Etik:

De mest udfordrende etiske overvejelser i forbindelse med projektet knytter sig til arbejdet med at opdyrke og vedligeholde kilder inden for politiet.

FLAMINEX BURGER PROBLEMET
Den største udfordring har været det, man kunne kalde for ’flaminex burger problemet’. ’Flaminex burger’ er et udtryk, som den undersøgende, britiske journalist Nick Davies bruger om den gode begrundelse for at åbne døren helt og lukke én ind i privaten, som man som journalist hurtigt skal nå at levere til en kilde, når man lige har trykket på dørklokken og vedkommende åbner døren på klem og skeptisk spørger, hvad man vil. I det korte øjeblik kilden har sat døren på klem eller har valgt at tage telefonen for at høre, hvem der ringer, gælder det om kort og præcist at servere en flaminex burger: De ord, der skal få døren til at gå op eller telefonforbindelsen til at forblive varm.
Langt de fleste inden for Københavns Politi er som sagt tossede over, at to af deres kolleger har måttet tage skraldet for Tibetsagen, mens den øverste ledelse (de ikke politiuddannede jurister) er gået fri. Da mine historier i radio, tv og på nettet har handlet om, hvordan Københavns Politis øverste ledelse, Rigspolitiet, Udenrigsministeriet og Statsministeriet slet ikke er blevet undersøgt til bunds, havde jeg allerede inden, jeg ringede på eller ringede op, en vis sympati hos de mange betjente, jeg tog kontakt til. Men det var stadigvæk nødvendigt at servere en flaminex burger – en god grund til at tale med mig og fortælle mig ting, som normalt bliver holdt inden for murerne.
I den forbindelse kan der opstå det problem, at man får serveret så god en begrundelse for, at kilden skal stå frem og fortælle bestemte ting, at man bagefter kan blive i tvivl om, hvorvidt de udsagn, man får med hjem, blot et ekko af det, man selv har sagt eller er helt nye oplysninger, der først er opfundet til (be)lejligheden.
Jeg kunne fx ringe op og sige: ”Hej, det er Jesper Tynell fra Danmarks Radio. Du har måske lagt mærke til de seneste dages historier om, at Udenrigsministeriets embedsmænd slet ikke har fået undersøgt deres mails i forbindelse med Tibetsagen. Det er mig, der har lavet dem og fortsat arbejder på sagen.” Herefter vil kilden typisk sige, ”Jo bestemt” og forklare, at det er helt urimeligt, at hans to kolleger har fået hele skylden, når han selv og alle andre i politiet er sikre på, at ledelsen i den grad har været ind over. Jeg vil måske så sige, ”Ja jeg har allerede talt med flere af dine kolleger, der også er tossede over, at Claus og Henrik er endt med at skulle tage skraldet for den sag.” Og så vil jeg forklare, at jeg arbejder på at kunne dokumentere, hvad der virkelig er sket, og at det i praksis måske også kan hjælpe de to kolleger med at slippe af krogen, hvis nogen fortæller det. I alt fald forholder det sig sådan, at alle dem, der har sagt til Tibetkommissionen, at de handlede efter ordrer fra deres overordnede, de har undgået at blive pålagt et ansvar. Så hvis sandheden er, at det hele er sket efter anmodning eller ordre fra nogen højere oppe, så kan man ikke udelukke, at de to også kan slippe for et ansvar, hvis det kommer frem.
Det er formentlig fuldstændig sandt, når jeg har sagt noget i den stil til en kilde. Og det kan i praksis virke som en god flaminex burger, der mange gange har givet mulighed for at mødes eller for på anden vis at tale sammen i længere tid.
Men en sådan indgangsbøn kan også let give kilden en opfattelse af, at det vil være godt at begynde at fortælle, at det hele et kommet højere oppefra – også selv hvis det ikke er tilfældet. Den flaminex burger, der kan være en betingelse for at få adgang til kilden, er altså også den, der kan få én til at tvivle på kilden efterfølgende.
Selv hvis man ikke har serveret en alt for saftig flaminex burger i netop dette tilfælde, kan tvivlen efterfølgende nage, hvis kilden har været i kontakt med andre kilder, der har sagt god for én på baggrund af en lignende forklaring. Uden at vide det, kan det være, man slet ikke har talt med to eller flere uafhængige kilder, men med kilder, der har samstemt forklaring med det fælles formål at hjælpe deres to kolleger.
Den form for tanker sloges jeg med, da Falun Gong først benægtede, at de overhovedet havde været i Danmark i 2002, og senere sagde, at de i alt fald ikke havde haft problemer med at se den kinesiske premierminister ved Hotel Radisson. Når politilederen til kamera og mikrofon fortalte, at han og hans kolleger også dengang forhindrede demonstranterne i at blive set, var det så bare for at hjælpe sine to kolleger ved at sætte kryds på alle dørene i byen, så der ikke kun var kryds på deres dør? Havde jeg serveret dem begrundelsen for at medvirke så godt, at de havde opfundet og leveret lige det, der skulle til?
Flaminex burger problemet gør det altså endnu mere vigtigt at dobbelttjekke disse kilder på kryds og tværs. Fx ved få kilderne til at levere så mange detaljer som muligt, der kan efterprøves på anden vis.
På grund af disse tanker, var det derfor endnu mere vigtigt, at vi først publicerede de to betjentes vidneudsagn om 2002-besøget, da det til sidst lykkedes at finde et brev fra Falun Gong til den daværende udenrigsminister, hvori bevægelses talskvinde i samtiden beskrev, hvordan hun og de andre var blevet forhindret i at se premierministeren ved Hotel Radisson, præcis sådan som politikilden forklarede nu 16 år senere.

MENNESKET SOM ET MÅL I SIG SELV
En andet etisk overvejelse i forbindelse med kildearbejdet er af mere menneskelig karakter. I bund og grund strider en væsentlig del af kildearbejdet mod vores kantianske moralfilosofi om, at man som menneske ikke må behandle andre mennesker som middel til at opnå et andet mål. Når vi taler om at servere en flaminex burger og vinde kilders tillid, er det som udgangspunkt med et helt andet mål end kilderne for øje, nemlig for at få adgang til ny information. Og når kilderne omvendt ønsker at tale med os, er det som udgangspunkt ikke fordi, de vil tale med os som privatpersoner, men fordi vi repræsenterer et massemedie, der måske vil viderebringe noget af det, de har interesse i at få offentligt frem.
Men efterhånden som en kilderelation udvikler sig og tilliden over tid vokser, har jeg oplevet, at begge parter kan føle ubehag ved, at en tættere og tættere kontakt i bund og grund baserer sig på et bytteforhold. Det kan føre til, at nogle kilder begynder at tale om, at ”vi” skal opnå bestemte mål og hjælpe hinanden eller sammen hjælpe fx de to tiltalte betjente.
I den forbindelse har jeg selv haft god gavn af at eksplicitere, at formålet med mit arbejde ikke er at hjælpe nogen, men at afdække, hvad der er sket og belyse, hvis demokratiet bliver trådt under fode. En sådan tilgang kan i sig selv være tillidsskabende, fordi det er at tale rent ud af posen og i øvrigt også appellerer til, at kilden kan se sig selv bidrage til et højere formål ved at levere oplysninger eller medvirke. Det gør det muligt at tale sammen borger til borger, uden at blive privat, og samtidig uden (udelukkende) at gøre det som led i et bytteforhold.

Formidling:

Mange af de vigtigste tanker omkring formidling, er allerede beskrevet i metodeafsnittets beskrivelser af ’den mest habile kildes metode’, behovet for ’papir under fødderne’ og ’hegnspæle’. Disse metoder har formentlig være nogle af de vigtigste greb til at sikre projektet gennemslagskraft og overbevisning.

Men herudover besluttede vi helt fra projektet start, at historierne i serien skulle udkomme i både radio, tv og på nettet. Derfor har jeg haft fotograf eller tv-hold med ude og lave alle optagelser, så lyden kunne bruges i radioen og billederne samtidig bruges på tv. Det har ført til, at alle de centrale radioindslag er blevet fulgt op af artikler på dr.dk, men også af tv-indslag i DR2 Dagen og samme aften i TV-Avisen 21.30. Det nye og gode samarbejde med disse redaktioner i huset har helt givet også været medvirkende til, at give projektet så relativ stor en gennemslagskraft.