Gå tilbage

De perfekte vidner

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Frederik Brun Madsen

Projektets beskrivelse

Titel:
De perfekte vidner
Beskrivelse:
Dokumentaren går bag om en af de største hashsager i Danmark ved navn Nordlys. Lige før sagen blev færdigbehandlet blev en anklager suspenderet, mistænkt for urent trav, hvilket er usædvanligt.

Tre hemmelige politiagenter havde arbejdet undercover i mere end et år som hashkøbere med daglig gang på Pusherstreet i Christiania. Som vidner i retten skulle politiagenterne fremstå som troværdige politifolk med en god hukommelse. Agenterne skulle levere de altafgørende beviser mod pusherne, og i retten skulle agenterne huske tusindvis af konkrete, detaljerede observationer mod 83 tiltalte pushere. De tiltalte blev samlet sendt 220 år i fængsel.
Dokumentaren hviler på et læk af dokumenter, der viser, hvad der er sket bag kulisserne hos anklagemyndigheden. På overfladen lignede selve retssagen en succes for politi og anklagemyndighed. Politiagenternes vidneudsagn blev tillagt stor værdi og troværdighed i de omfattende domme, der siden fulgte. Sagerne måtte helt i højesteret, der stadfæstede en ny form for medvirken til at handle med hash på. Alle domme hviler på baggrund af de tre agenters iagttagelser og vidneudsagn. Såkaldte vidnebeviser.

Bag kulissen havde anklagerne helt fra starten af anvendt arbejdsmetoder, der ikke var blevet fremlagt i retten. Dokumentaren afdækker for første gang dele af hvad der er sket. Politividnerne var blevet grundigt og systematisk instrueret af anklagerne inden de afgav forklaring i retten; centralt bevismateriale og arbejdsmetoder var ikke fremlagt i retten; vidnerne fortalte i flere tilfælde ikke sandheden og ledelsen hos Københavns Politiet har i et vist omfang kendt til den tække kontakt med vidnerne.
Publicering:
”De perfekte vidner” er titlen på en dokumentar sendt på DR1, 10. januar 2018. Efter dokumentaren blev sendt fortsatte jeg et samarbejde med en gruppe retsreportere fra TV-Avisen, der bragte opfølgende historier på baggrund af min research.

Idéen:

Idébeskrivelse:
Jeg ville forsøge at skaffe flere oplysninger, end dem der kom frem under et retsmøde, hvor en anklager blev suspenderet efter mistanke om kontakt med et vidne. Flere kilder mente og gættede på, at anklageren havde handlet på egen hånd. Men det undrede mig. Hvorfor ville en erfaren anklager i et kæmpe sagskompleks instruere et vidne på egen hånd lige før domfældelse? Der havde været mange anklagere inde over sagerne på kryds og tvær af hinanden i byret og landsret. Den suspenderede anklager var en erfaren senioranklager udlånt fra Statsadvokaten i København. Efter nogen tids research modtog jeg ca. 9000 lækkede dokumenter.
Tidshorizont:
Min interesse og research startede i efteråret 2016, hvor en anklager blev suspenderet. På et tidspunkt modtog jeg et større læk af dokumenter. Jeg gik i produktion på fuld tid medio 2017. Før jeg gik i optagelse, produktion og klip på selve dokumentaren, havde jeg brugt samlet set en måneds tid på at systematisere og kvalificere historiens data - det egentlige metodiske forarbejde, som primært beskrives i denne rapport.

Nyhed:

Lækket viste for første gang hvor systematisk og flittig en udveksling af oplysninger, der har fundet sted mellem politividner og anklagere under retssagen. Forinden var sagen alene referater i nyhedshistorier fra retsmøderne. Lækket var i sig selv helt unikt.

Lækket afdækker, hvordan anklagerne sendte manuskriptlignende skemaer, der bevis efter bevis hen over hundredvis af sider beskriver, hvad vidnerne skulle sige i retten. Skemaerne gjorde, at vidnerne kunne huske talrige konkrete detaljer, der lå op til flere år tilbage. Dokumentaren afdækker, at vidnerne også blev tilskyndet til at sige ting i retten, de slet ikke kunne huske eller var faktuelt tvivlsomme. F.eks. da en mistænkt udpeges af et politividne på en video, selv om vidnet forinden havde skrevet til anklageren, at han ikke kunne genkende tiltalte. Dokumentaren viser hvordan et vidne bliver opfordret til at droppe en udregning af grampriser, fordi anklageren ønsker et andet resultat. Desuden afdækkes, hvordan vidnerne ikke fortæller sandheden, når de bliver spurgt om de har talt om sagerne og sluttelig afdækkes, hvordan ledelsen har kendt til kontakten med agenterne.

Konsekvens:

Jeg kan ikke redegøre for præcis hvilke af nedenstående konsekvenser, der er sket direkte som følge af min dokumentar. Konsekvenserne illustrerer til gengæld sagens alvor og væsentlighed.

To dage før dokumentaren blev sendt i januar 2018 gik Rigsadvokaten ud med en pressemeddelelse om, at de ville ændre reglerne for den måde en anklager skal samarbejde med et vidne.

I en del af Nordlyssagen har dommerne i landsretten trukket sig – det skete nogle måneder efter min dokumentar blev sendt. Der blev siden indsat et nyt dommerpanel, der stadig er ved at finde ud af hvordan sagen skal gå om.

Det uafhængige politiklagenævn (DUP) rejste nogle måneder efter dokumentaren blev sendt tiltale mod den suspenderede anklager. Politiklagenævnet gik i gang med at efterforske sagen helt tilbage i 2016.

Efter min dokumentar blev sendt kom det frem, at en dommer blev kritiseret af den Særlige Klageret for en mail, der også var kommet frem i lækket. Den konkrete mail bragte vi i TV Avisen, som jeg samarbejdede med i dækningen af sagen efter dokumentaren blev sendt på DR1.

Metode:

Dokumentaren hviler på et læk af ca. 9000 fortrolige dokumenter, der stammer fra anklagemyndigheden. Forinden dette læk havde jeg sikret mig, at min omgang med fortrolige kilder var meget vanskelig at spore. Min nidkære beskyttelse af kilder viste sig siden at være yderst relevant, da politiet efter dokumentaren blev sendt valgte at rejse en efterforskning af mine kilder. Det vil jeg komme ind på senere i denne metoderapport.
Jeg havde sikret mig således:

• Ingen sporbar elektronisk kontakt med fortrolige kilder. Møder fandt sted uden medbragt telefon. Vi havde forinden aftalt ikke at efterlade elektroniske spor. En kilde foretrak krypteret kommunikation, en anden kilde foretrak den klassisk metode: mød op fysisk og bank på døren.

• Når jeg fik udleveret printede dokumenter, affotograferede jeg dem med en digital scanner, der omdannede papirer til filer. Filerne blev efterfølgende lageret på et sikret, krypteret USB-stik. Printede dokumenter blev løbende destrueret.

• Når der var tale om overlevering af digitalt materiale, blev det overleveret på et USB-stik. Materialet blev kopieret til mit eget USB-stik og det originale USB-stik blev destrueret.

• Intet lækket materiale blev gemt på redaktionens fællesdrev eller lign.

• På mit usb-stik anvendte jeg et stabilt og gennemprøvet krypteringsværktøj, så hvis nogen fik fat i mit USB-stik, ville det kræve kendskab til en række oplysninger om min kryptering – og kendskab til min personlige kode. Krypteringen kan i sig selv ikke brydes.

• Der blev alene arbejdet med materiale på en computer, der ikke var tilsluttet nettet.

• Efterhånden som jeg fik indsamlet materialet og bearbejdet det i Excel (se nedenfor) arbejdede jeg med at sikkerhedskopiere materialet, der blev gemt på en back up et sikkert sted.

Arbejdet med lækket
Materialet fremstod som en stor digital rodebunke. Materialet var ikke systematiseret og bestod af lange, arbitrære mailtråde ofte med tunge dokumenter vedhæftet. Det krævede en metode, der kunne ryde op, systematisere og omsætte materialet til klar journalistik. Det krævede tid, og det krævede solide arbejdsteser og konkrete pejlemærker.

En tidslinje – før og efter der rejses tiltale
Jeg gik tilbage til start for at undersøge, hvad der var sket. Jeg ville tegne en tidslinje, der gav mig et solidt overblik over hele sagen fra den blev efterforsket til der var afsagt domme i by- lands- og højesteret. Skæringspunktet var efter der blev rejst tiltaler og lå et anklageskrift på bordet. Under en efterforskning er det nemlig normalt i dansk retspraksis at have en faglig, juridisk sparring mellem anklagere og politifolk under selve efterforskningen. Desuden sidder politifolk og anklagere ofte fysisk under samme tag og deler arbejdsplads. Men en anklager må ikke fortsætte den tætte faglige kontakt, hvis politimanden senere skal forberede sig på at vidne i retten, hvilket politifolk ofte gør. Jeg ville derfor koncentrere mig om kontakten efter tiltalerne var blevet rejst og sagerne var på vej i retten. Fra det tidspunkt, hvor agenterne ikke længere var efterforskere, men centrale vidner.

Arbejdsteser og pejlemærker
Da jeg gik i gang med at undersøge materialet var mit fokus desuden at søge efter en systematik i den måde vidnerne og anklagerne havde kontakt med hinanden på. Jeg ville samtidig prøve at undgå at fortabe mig i alle de opsigtsvækkende mails (dem var der en del af) med upassende omtale af kollegaer, forsvarer, dommere og ikke mindst tiltalte. Nogle mails var desuden allerede blevet læst op i retten, og selv om det da bestemt er værd at diskutere omgangstonen hos anklagemyndigheden, antog jeg, at den slags interne mails ville kunne findes på stort set alle danske arbejdspladser. Fokus måtte hele tiden være at undersøge om anklagerne havde påvirket vidnerne til at sige noget bestemt i retten.

Jeg ville gå efter så mange konkrete eksempler på, at vidnerne havde sagt noget helt bestemt i retten, de forinden var blevet instrueret i at sige. Det var det helt grundlæggende strafferetslige skisma i sagen, eftersom et vidne i en dansk retssag under ingen omstændigheder må instrueres af en anklager (eller en forsvarer for den sags skyld).

Jeg arbejdede med en række arbejdsspørgsmål og pejlemærker:

• Fokus på kontakt efter, der var rejst tiltale.
• Hvor mange anklagere har haft kontakt med vidnerne?
• Er der tale om en særlig metode til at håndtere sagen?
• Søg efter alle former for replikker, ord, betydning og instrukser vidner har gentaget i retten.
• Hvor højt i systemet har ledelsen haft kendskab til kontakten?
• Søg efter konkrete eksempler - sandheden er altid konkret i god journalistik!

Aktindsigt i retsbøgerne
For at arbejde meningsfuldt med lækket måtte jeg have fat i den officielle del af sagen: hvad har vidnerne sagt i retten? Jeg søgte aktindsigt i retsbøger hos Københavns Byret. Retsbøgerne fyldte et par tusinde sider. Jeg fik ved tro og love adgang til at bladre alt materialet igennem hos Københavns Byret, og herefter kunne jeg begære aktindsigt og få udleveret kopier til at arbejde videre med. Retsbøgerne fik jeg digitalt, hvilket var en stor fordel.

En søgemaskine i Sublime Text
Jeg besluttede mig for at arbejde med materialet digitalt og fik brug for en måde at søge i materialet. Dels fordi det var det sikreste, og fordi materialet var omfattende. Materialet ville fylde 30-40 store ringbind, hvis jeg skulle printe alt ud. Og på print ville jeg ikke få samme mulighed for at kunne søge i materialet, som hvis jeg havde det digitalt.

Jeg fik hjælp af min kollega, journalist Bo Elkjær fra DR's undersøgende databaseredaktion, som hjalp med at skrabe rå tekst ud af filerne og omdanne det til søgbare tekstfiler. På den måde kunne jeg ved hjælp af et lille program ved navn Sublime Text (https://www.sublimetext.com/) søge i materialet. Programmet blev et nyttigt redskab, som jeg brugte flittigt undervejs, når der skulle findes et navn eller søges på et ord.

Overblik og tidslinje i Excel
Jeg oprettede et Excel-ark, der skulle skabe et overblik over materialet. Det krævede naturligvis en sund gennemlæsning af samtlige mails og vedhæftede dokumenter, hvilket var det mest tidskrævende, da jeg løbende skulle markere materiale som var det med digitale post-it-sedler. Det vil sige: skrive det ind i Excel under kategorier og med referencer og links. Excel viste sig at havde nogle helt essentielle funktioner:

• Det skabte min kronologiske tidslinje, der blev mit vigtigste overblik over sagen.

• Jeg kunne Identificere dokumenter under kategorier og emner, så jeg kunne finde nye vinkler og sammenhænge.

• Hurtige links til dokumenterne med et enkelt klik eller opslag.

Vedhæftet (Excel A) ses et billede af øverste del af excel-arket (knap 47 mails), der i alt rummer ca. 1000 mails og dokumenter kategoriseret med emner og links. Øverst i tabellen ses hvordan jeg har kategoriseret dokumenterne under min hovedfane "dokumenter". Til venstre ses selve tidslinjen. Øverst til højre er links til det krypterede materiale og andre kilder. Arbejdet var en løbende proces, hvor samtlige dokumenter blev tilpasset og renset under hovedfanen. Excel-arket blev min allervigtigste journalistiske livline. Det sorte er overstreget, da det er fortroligt.

Vedhæftet - eksempel Excel A.



Vedhæftet ovenfor (Excel A) under hovedfanen "dokumenter" findes en række underfaner, hvor jeg har samlet andre nyttige del-overblik, f.eks. en fane med et overblik over hvert enkelt vidnes afhøring i retten med direkte referencer til retsbøgerne.

Eksemplet nedenfor(Excel B) viser en fane med et vidne. Det er afhøringerne af et af de tre centrale vinder, politiagenten P509 med referencer til de retsbøger, jeg fik via aktindsigt. Mine egne fortrolige noter ud for de enkelte afhøringer er overstreget med sort.

Vedhæftet – eksempel Excel B.



Da jeg efter nogle dage havde læst mig ned i dele af materialet faldt jeg over mails med store vedhæftede filer. De var sendt fra anklagerne direkte til de centrale politiagenter kort før de skulle møde i byretten. Anklagerne kaldte det selv for skemaer, og da jeg læste mig ind i skemaerne, kunne jeg se, at det var anklagernes udførlige overblik over alle beviser mod de tiltalte med anførte detaljer, noter, beskrivende hints og klare replikker. Skemaerne var historiens reelle gennembrud, for nu kunne jeg se, at der faktisk var tale om en systematisk påvirkning af vidnerne. Jeg kunne finde skemaer sendt direkte til samtlige vidner fra stort set alle hovedanklagere i sagskomplekset, og jeg fandt desuden en instruks til alle anklagere om at udarbejde skemaerne - sendt fra en af en anklager, der havde været helt fra sagen blev efterforsket. Skemaerne, der blev sendt til agenterne, var dog ikke lige detaljerede, men var alle sendt direkte til vidnerne.
Nedenfor (Skema A) ses forsiden på et skema (det tæller flere hundredvis af sider) sendt fra en anklager et vidne før afhøringen i byretten. I dette eksempel har jeg fremhævet bemærkninger med rødt.

Vedhæftet - Skema A.



Næste skridt var at undersøge om jeg kunne spore bemærkningerne i retsbøgerne, og i kraft af det metodiske forarbejde bl.a. med Sublime Text kunne jeg relativt nemt finde eksempler i retsbøgerne fra skemaerne. Afsmitningen fra skema til retsbog var omfangsrig, og jeg kunne efter nogle dages arbejde notere flere hundrede overlap på ord, sætninger og betydninger i agenternes forklaringer. Jeg fik løbende noteret i Excel, når jeg fandt en afsmitning, så jeg til sidst hade et komplet overblik med referencer.

Da jeg var igennem alt materialet begyndte jeg at sortere i de mange eksempler, og valgte at gå efter de mest klare eksempler. Nogle eksempler på afsmitning blev også valgt fordi den tiltalte samtidig ville tale med mig og medvirke i programmet.
Nedenfor (Skema B) ses et eksempel, der viser, hvordan den tiltalte udpeges. Helt simpelt – tiltalte er set på en "bænk". Den slags eksempler fylder mest i materialet og var nemmest at notere.

Vedhæftet - Skema B.



Nedenfor (Skema C) ses et andet eksempel på en afsmitning, der viser, at vidnet skal huske en vigtig replik: vidnet har angiveligt hørt en pusher sige til en kunde, at der er solgt store mængder hash. Sætningen "distortion har tørlagt os" gjorde det nemt for mig at søge i retsbogen. Den slags eksempler krævede dog en dybere læsning, men fandtes også i stort omfang.



Nedenfor (Skema C) et eksempel på at ord, der ikke kunne søges på i Sublime Text, men reelt havde en afsmitning. En sort "plasticpose" i skemaet blev til en sort "sæk" i retsbogen.

Vedhæftet - Skema C.



Og sluttelig et eksempel (Skema D) på et sted "Carl Madsens Plads" ved Pushestreet, der nemt kan søges på og findes i forklaringen om, at en tiltalt er set på en cykel.

Vedhæftet – Skema D.



Skemaerne kom siden til at skifte form efter sagerne skulle for i landsretten (Skema E). Skemaerne blev udvidet og kom til at ligne talepapirer, hvor både spørgsmål og svar var skrevet til vidnerne. Et af de udvidede skemaer var knyttet til den dømte Teresa Petersen, der medvirker som case i dokumentaren. Under retssagen forklarede hun, at hun havde et alibi for at være observeret flere gange i Pusherstreet. Hun havde drevet en frugtbod i området omkring gaden, men den forklaring blev flere af vidnerne instrueret i at tilbagevise, hvilket de gjorde både i byret og landsret. '

Vedhæftet – Skema E.



Tilsvarende kunne man i retsbøgerne fra landsretten spore, hvad der stod i det udvidede skema. I dokumentaren uddybes sagen med Teresa Petersen, så det undlader jeg at omtale nærmere - metoden er for så vidt den samme som ovenfor beskrevet.
Vidnernes kontakt med anklagerne

Et "praktisk" møde med en ankalger?
Da jeg havde fundet eksempler nok til både at kunne dokumentere, at der var tale om en systematisk instruktion af vidner via skemaerne sendt fra de fleste anklagere i Nordlyssagen før byretten og samtidig havde nok eksempler, der kunne fremlægges meningsfuldt i dokumentaren, blev jeg optaget af at finde andre spor og sammenhænge i materialet. Hvad havde vidnerne f.eks. svaret, når de blev spurgt i retten, hvordan de havde forberedt sig?

Det startede med denne nyhedsartikel: http://nyheder.tv2.dk/krimi/2014-10-03-advokat-sat-paa-plads-i-christiania-sag-det-er-uhoert. I artiklen bliver det omtalt, at et politividne havde forklaret, at hun havde et "praktisk" møde med en chefanklager før byretten. Det resulterede i et skænderi mellem forsvarerne og dommeren i byretten.

Artiklen handler om, hvordan to forsvarsadvokater irettesættes af dommeren, fordi de bliver ved med at protestere og spørge ind til hvorfor agenten har holdt det "praktiske" møde med anklageren. Det må man normalt ikke før en afhøring med mindre det helt undtagelsesvist bliver aftalt med retsformanden – og så skal mødet i øvrigt holdes sammen med forsvaret.

Vidnets udsagn stod i skærende kontrast til hvad lækket viste: at der havde været flittig og nærmest daglig kontakt med vidnerne. Der fandtes rig dokumentation for, at vidnerne havde afholdt mange møder, havde talt i telefon og skrevet flittigt sammen med anklagerne på mail. Da jeg undersøgte det nærmere gik det op for mig, at forsvarerne flere gange havde spurgt ind til forberedelsen, og ved en dybere læsning i retsbøgerne fandt jeg syv eksempler (hvor eksemplet fra artiklen ovenfor slet ikke er ført ind i retsbogen, trods protest fra forsvarerne).

Igen og igen forklarede vidnerne, at de kun havde haft dette ene praktisk møde med en navngiven anklager: vidnerne gentog igen og igen, at de ikke havde haft kontakt med andre og ikke drøftet, hvad de skal sige i retten. Det lød alt for påfaldende, at agenterne hele tiden gentog den samme historie.

I dokumentaren fremlagde jeg derfor flere af de svar, jeg fandt i retsbøgerne, der alle rejste tvivl om politividnernes forklaring - her to eksempler fra retsbogen:
3. november 2014 Agent P510: "Vidnet forklarede, at han forinden nærværende retsmøde havde været til et orienterende (…). Det var et møde om, hvad man skulle forvente i retten. Det generelle afhøringstema blev ham ligeledes forklaret. Han kunne ikke stille spørgsmål til sagen, kun til den praktiske gennemførelse af retssagen. De drøftede ikke, hvad han skulle sige i retten. Med til mødet var ud over vidnet også agenterne P509 og P511. Vidnet har ikke drøftet indholdet af sine forklaringer med sine kolleger. De har kun talt om, hvordan det føles at være i retten".

19. november 2014. Agent P11: "Han havde ikke drøftet sin forklaring med nogen inden mødet i retten, og han havde heller ikke drøftet sine forklaringer i de øvrige Pusherstreet-sager med nogen, herunder heller ikke med andre agenter".

Da det lå klart, at der var en systematisk påvirkning, og at vidnerne tilsyneladende heller ikke fortalte om det i retten, valgte jeg at undersøge nogle af de andre eksempler, jeg havde kategoriseret i Excel. Det var mails, der faldt uden for arbejdet med skemaerne. En række mails var noteret, fordi ordlyden eller substansen i sig selv var interessant. Her fandtes mails der meget tydeligt aftalte en konkret forklaring i retten eller meget tydeligt aftalte hvordan vidnerne skulle undgå at komme ind på den ømtålelige kontakt med anklagerne og holde sig til at de ikke havde talt om hvad de skulle sige. Altså er aftalt "cover up" som juraprofessor Eva Smith kaldte det i dokumentaren.

Talte vidnerne sandt?
Andet gennembrud i min research opstod, da fandt jeg fandt eksempler, der kunne så direkte tvivl om, hvorvidt vidnerne var villige til at undertrykke beviser eller sige ting, de slet ikke kunne huske. Jeg fokuserede på to opsigtsvækkende mails: Det ene handlede om at udpege en mand, som vidnet faktisk ikke kunne genkende på en videooptagelse. Den anden var en korrespondance med et politividne, der var villig til at underkende et bevis - en beregning af grampriser i sagskomplekset. Arbejdet med de to eksempler bestod i endnu engang at undersøge retsbøgerne for at se, hvad der var blevet sat i retten. Eksemplerne er uddybet i dokumentaren.

Kendte ledelsen til kontakten?
Et af de sidste pejlemærker var at undersøge, hvor meget ledelsen hos politiet og anklagemyndigheden kendte til den tætte kontakt med politividnerne. Det viste sig, at der i materialet fandtes mails fra ledelsen i Københavns Politi. En af lederne (den daværende leder af Nordlys-aktionen) var med på cc. og fik tilsendt udvidede skemaer til de centrale politiagenter før afhøringer i landsretten. Det var mails, der bl.a. omhandlede tiltalte Teresa Petersen og en række andre tiltalte. Det valgte jeg at fremlægge i dokumentaren, da det var utænkeligt, at denne politileder ikke kendte til den tætte kontakt mellem anklagerne og de centrale politividner.

Tilbage stod en helt grundlæggende undren over materialet, der ikke viste mange spor fra medarbejdere, der rejste spørgsmål og tvivl til metoderne og kontakten med vidnerne. Der var i materialet en larmende tavshed på den front. Af de knap 9000 dokumenter i lækket fandt jeg således kun en enkelt mail, hvor en yngre anklager, under oplæring, ikke ønskede at sende sine mails direkte til vidnerne, da han var i tvivl om det var i overensstemmelse med retsplejeloven.

Modstand:

Jeg har ikke kendskab til, at nogen aktivt har forsøgt at forhindre mig i at offentliggøre historien - den største modstand var for så vidt en udpræget lukkethed fra modparten. Rigsadvokaten valgte som den eneste meget sent i processen at stille op til et interview (selv om jeg havde været i kontakt med pressechefen et halvt år forinden og her fået afslag). Under interviewet ønskede Rigsadvokaten ikke at svare på konkrete spørgsmål, de ville kun gentage samme indøvede sætning om at de tog sagen alvorligt og ikke ville sige noget konkret.

Til gengæld har jeg siden offentliggørelsen oplevet et stort pres på mine kilder. I foråret 2018 blev jeg indkaldt til afhøring hos Vestegnens Politi i Albertslund. Politiet havde sat mandskab i gang med at finde kilderne til det fortrolige læk fra anklagemyndigheden. Flere af de medvirkende i programmet er desuden blevet afhørt. Når politiet vælger at efterforske sagen, der kolliderer med nogle af grundpillerne i journalistikkens trosbekendelse (nedfældet i § 172 i retsplejeloven, der groft sagt sikrer, at en journalist eller en redaktør ikke skal røbe en fortrolig kilde), så overbeviste det mig om, at det i dag er nødvendigt at træde ekstra varsomt og foretage flere forholdsregler i omgangen med fortroligt materiale (beskrevet tidligere i denne rapport). Håndteringen af politiets efterforskning er sket ved, at jeg sagde ja til at lade mig afhøre i knap to timer af to politifolk ledsaget af DR’s jurachef Peter Skov, der bistod mig som advokat. Men lad det står krystalklart: jeg kunne aldrig kunne drømme om at røbe mine kilder.

Etik:

Der har været en række etiske overvejelser knyttet til projektet, hvor jeg vil nævne den vigtigste, der handler om anonymisering af navne og personer.

Vi ville gerne holde fokus på sagen og systemet, men gjorde en undtagelse ved at nævne navnet på den tiltalte anklager, der nu skal for retten tiltalt for embedsmisbrug og forsøg på at medvirke til at afgive falsk forklaring.

DR Dokumentar valgte kun at nævne navnet på denne ene anklager med henvisning til, at anklageren forsøgte at få nedlagt navneforbud, men blev afvist i landsretten. Spørgsmålet blev altså afprøvet juridisk. Retsformanden mente, at sagen mod den tiltalte var af væsentlig offentlig interesse, men nedlagde samtidig såkaldt adresseforbud.

DR valgte vi at nævne navnet, men ikke vise et billede af anklageren.

En anden anklager blev også sigtet, men fik nedlagt navneforbud i sagen. Der ligger altså to meget forskellige juridiske kendelser til grund for DR’s etiske og samtidig meget juridiske hensyn til anonymisering. Og blandt andet derfor valgte vi at anonymisere alle øvrige medarbejdere i lækket.

Formidling:

Dokumentaren hviler på en mængde dokumenter, der er svære at formidle på tv. Jeg brugte derfor en del tid på at arbejde med nogle af de redskaber, der findes i den dramaturgiske værktøjskasse til netop denne genre.

Efter at have bearbejdet lækket var det min kongstanke at forsøge at få en række centrale forsvarsadvokater til at genfortælle historien i interviews klippet sammen med stilistik gennemarbejdede grafiske rekonstruktioner i retten. Helt simpelt, men gennemført konsekvent med samme belysning osv. Jeg gennemførte alle interviews med systemet og forsvarer og eksperter efter den model. Eva Smith blev den gennemgående ekspert, mens forsvarsadvokaterne blev gennemgående vidner til det, der var sket i retten. Kun Rigsadvokaten valgte at stille op for modparten, og ville i øvrigt ikke sige noget konkret.

Jeg valgte at fokusere på nogle bestemte nøglescener i manuskriptet, der knyttede sig situationer, jeg havde gravet frem i lækket og ville uddybe – som beskrevet i det metodiske afsnit.

Der blev desuden arbejdet med et storyboard efter manuskriptet lå nogenlunde klar. Storyboardet blev udarbejdet i samarbejde med Toke Blicher Møller https://www.tbmstudio.dk/, der har instrueret og efterbehandlede de grafiske rekonstruktioner. Vi valgte at gøre det tydeligt, at der vare tale om illustrationer for at undgå at komme til ligne dårlige rekonstruktioner, som ofte er set før.

Kontrasten til dette blev, når vi mødte de tiltalte. Med udgangspunkt i egne håndholdte optagelser fra besøg hos de tiltalte var kameraet konsekvent håndholdt (i modsætning til de andre interviews), og her nærmede vi os en mere klassiske reportageform, der skabte en konsekvent dynamik. Det samme var tanken bag den måde vi valgte at illustrere det lækket materiale på. Her havde vi printede udvalgte mails ud fra lækket og filmet mens vi affotograferede dem. Det skabe en god stemning, som ligeledes kunne bryde fortællingen op.

Til at scene- og kapitelskift anvendte vi desuden droneoptagelser for at få illustrere det store perspektiv i historien. Dronerne blev f.eks. gennemgående og konsekvent brugt fra åbningsskuddet - vi flyver hen over Pusherstreet i fuglepersketiv til slutskuddet - nu flyver vi ind gennem Pusherstreet, mens rulleteksterne går på.