Gå tilbage

Anbragt - med vold og magt i vildmarken

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Rikke Dyrberg og Ketil Alstrup

Projektets beskrivelse

Titel:
Anbragt - med vold og magt i vildmarken
Beskrivelse:
I 2007 blev 13-årige Amal Hassna anbragt i Norge uden varsel, uden hendes eget tilsagn og uden nogen pædagogisk forberedelse af plejefamilien.

Hun forklarer, at den mekaniker-uddannede projektleder, der hentede hende på institutionen i Slagels, var voldelig overfor hende og kaldte hende luder.

På det tidspunkt var hendes tidl. plejefar under efterforskning for at have misbrugt hende seksuelt - noget han senere blev dømt for.

Amal boede i Norge i knap et år hos to forskellige plejefamilier. Plejefaren i den anden familie var tidligere sigtet - men ikke dømt - for sexovergreb mod mindreårige piger, og derfor måtte han i følge norske myndigheder ikke får en plejetilladelse.

Dette vidste Amal dog ikke, og hun vidste heller ikke at anbringelsen blev afbrudt akut, da de norske myndigheder opdagede, at hun boede hos manden.

Det kom først frem da vi i januar 2017 for alvor begyndte at grave i Amals ophold i Norge. Det viste sig også at anbringelse i udlandet var ulovlig. Og det viste sig, at der var et vidne, der var med til at hente Amal, og som forklarede, at hun var blevet udsat for unødig vold af projektlederen Ole Nielsen.

Efterfølgende fandt vi frem til tre andre unge, der også havde være ulovligt anbragt i udlandet af danske kommuner via Ole Nielsen, og de fortalte han også havde været voldelig mod dem. En af dem fortalte, at Ole Nielsen havde taget kvælertag på ham og tvunget ham til at spise nervemedicin på vej til Sverige.

Anbringelserne foregik omkring år 2007, og da TV 2 kontaktede de relevante kommuner i 2017, der indrømmede de at anbringelserne var ulovlige og uhensigtsmæssige for de i forvejen omsorgssvigtede unge.

I programmet ser man de fire unge møde projektlederen Ole Nielsen igen, og de konfronterer de ham med deres anklager, og han svarer igen med anklager om, at det var de unge, der var voldelige og udenfor pædagogisk rækkevidde.

Programmet viser hvordan udsatte og anbragte børn nemt kan udsættes for nye svigt uden nogen reagerer.
Publicering:
Dokumentaren blev sendt på TV 2 den 28. sep 2017 - og en forløber til den blev sendt en uge førd en 21. sep.
De ligger fortsat på TV 2 Play.
Dertil kommer en del artikler, nyhedsindslag og debat på NEWS om anbringelser af børn og forældelsesfrister.

Idéen:

Idébeskrivelse:
Rikke Dyrberg dækkede i 2008 sagen om en plejefars sexmisbrug af de forældreløse søstre Amal, Sapran og Nanna Hassna.

Hun fik kontakt til søstrene og hjalp dem henover flere år med at søge aktindsigt i deres barndoms anbringelser og få kontakt til personer, der kendte dem dengang

I feb 2016 resulterede det i en dokumentar om søstrenes anbringelse hos plejefaren, og om deres principieller retssag mod Slagelse Kommune for at have svigtet deres tilsyn.

Men søstrenes forklaringer og aktindsigterne overbeviste Rikke og sidenhen TV 2 om at svigtet ikke sluttede, da de blev fjernet fra plejefaren. Tværtimod.

Derfor begyndte Rikke sammen med Ketil i januar 2017 at arbejde på en ny dokumentar om søstrenes barndom som fik titlen 'Anbragt - efter helvedet' og blev sendt 21. sep 2017.

Undevejs viste det sig, at en række andre børn havde været udsat for samme ulovlige anbringelser som Amal Hassna og flere af dem kunne fortælle om fysisk og psykisk vold fra den samme projektleder - Ole Nielsen.
Tidshorizont:
Rikke Dyrberg har haft kontakt til søstrene i omkring ti år og hjulpet dem med at skaffe aktindsigt og dokumentation for hvad der foregik i deres barndom, samt kontakt til pædagoger og andre, der kendte dem dengang.

I februar 2016 lavede hun første program om dem til TV 2 (Anbragt i Helvede), og allerede dengang talte Rikke og søstrene om, at det også ville være relevant at sætte fokus på anbringelserne efter tiden hos den pædofili-dømte plejefar.

I januar 2017 tog det arbejde så fart på TV 2, og her blev Ketil Alstrup også knyttet på projektet, som varede indtil september 2017.

I løbet af researchen får vi så via aktindsigter og interviews dokumenteret, at Amal Hassna ikke var det eneste barn, der blev udsat for ulovlige anbringelser i udlandet via den samme projekteleder - Ole Nielsen - og derfor beslutter vi sammen med TV 2 at lave endnu et program om disse unges anbringelser og deres anklager.

Nyhed:

Projektet har vist hvordan søstrene selv efter de blev fjernet fra den pædofile plejefar nær Skælskør igen blev svigtet af kommunen i ulovlige og ugunstige anbringelser, og for en tid blev de tre traumatiserede søstre også splittet fra hinanden. Dette bliver fortalt i dokumentaren 'Anbragt - efter helvede' sendt den 21. september 2017.

Slagelse Kommune ønskede ikke at medvirke i den dokumentar, men efter den var færdig, så de programmet i gennem og borgmesteren stillede så op til interview i Nyhederne og beklagede overfor søstrene.

Derudover bragte researchen flere skeletter frem fra skabet.

Det viste sig at en række andre børn var blevet anbragt ulovligt i udlandet af danske kommuner ligesom Amal Hassna og via samme projektleder.

Ved hjælp af aktindsigter og de unges hukommelse fik vi kontakt til i alt ti af de unge som havde været anbragt i udlandet via projektlederen Ole Nielsen - syv af dem forklarede, at han havde været voldelig overfor for dem - noget Ole Nielsen benægter. Tværtimod forklarer han, at de var voldelige mod ham.

I programmet medvirker tre af disse unge, og kommunerne ansvarlige for disse anbringelser erkender, at det var ulovligt og beklager overfor de unge.

Researchen viste også at Amal Hassna, som selv var blevet sexmisbrugt få år tidligere, var blevet anbragt hos en mand i Norge, som ikke havde plejetilladelse, og i følge myndighederne ikke kunne få det, da han tidligere var sigtet for flere forhold af sexmisbrug mod børn.

Konsekvens:

Først og fremmest har nogle unge mennesker fået mulighed for at fortælle deres historie om en anbringelse, som har vist sig at være ulovlig, og først efter TV 2 har gået kommunerne på klingen har de unge fået en undskyldning.

Desuden har de unge fortalt om oplevelser med projektlederen, som handler om fysisk vold, ulovlig medicinering og nedværdigende behandling fra Ole Nielsens side, som tilsyneladende havde til formål at bryde dem ned, så de var nemmere at håndtere.

Ole Nielsens forklaring var helt anderledes - nemlig at de unge var voldelige og udenfor pædagogisk rækkevidde.

Oftest var det ord mod ord, men i enkelte tilfælde viste researchen, at der var vidner, underretninger og fx en medicinæske, som bakkede de unge forklaring op.

I programmet mødes de unge med Ole Nielsen og konfronterer ham, uden dog at nå til enighed om hvad der var foregået i mellem dem.

Efterfølgende har flere af dem anmeldt Ole Nielsen for vold, men det har vist sig at sagerne var forældede.

Flere politikere i og uden for regeringen lovede i den forbindelse, at forældelsesfristerne for overgreb mod børn skal ændres. Disse løfter er indtil videre kun delvist indfriede, og lovforhandlingerne foregår stadig.

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-12-02-anmeldte-grov-vold-fire-maaneder-for-sent-jeg-har-det-ad-helvede-til-med-det
http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-09-28-kan-ikke-anmelde-vold-paa-grund-af-foraeldelsesfrister-det-vil-politikerne-aendre

Metode:

Først og fremmest har Rikke Dyrbergs mangeårige forhold til søstrene gjort, at de har været trygge nok til at medvirke i disse dokumentarer.

Amal Hassna valgte at være anonym i første dokumentar om plejefaren fra Skælskør, men i de seneste to besluttede hun at stå frem med ansigt.

Amal havde fortalt, at hun ikke var det eneste barn, der var anbragt i Norge via Ole Nielsen, men det var jo ti år siden, og børnenes identiteter var ikke så nemme at finde.

Derfor var det ene spor fokuseret på at søge aktindsigt på Amals anbringelse hos myndigheder i Danmark og Norge, og det andet handlede om at finde andre unge, der var blevet anbragt på lignende vis.

Det foregik dels via Amals hukommelse og dels ved aktindsigt hos kommunerne om deres samarbejde med Ole Nielsen og hans daværende firma Vildmarksprojektet.

Der kom flere gennembrud - fx var der i en aktindsigt et navn, der kunne læses trods overstregningen, og efterhånden som vi kom i kontakt med de unge, så kunne nogen af dem hjælpe os videre til de næste ligesom de kunne hjælpe os i forbindelse med plejefamilier, de boede hos i Norge og Sverige.

Det lykkedes i sidste ende at finde ti af disse unge, og syv af dem fortalte uafhængigt af hinanden, at Ole Nielsen havde været voldelig mod dem.

Første interview med dem foregik uden at fortælle hvad de andre havde sagt om Ole Nielsen og anbringelsen, for at de ikke skulle 'smitte af' på hinandens forklaringer. Alligevel var de unges forklaringer foruroligende ens.

Efterhånden fik vi også kontakt til andre voksne, som kendte til anbringelsen og Ole Nielsens adfærd, og nogle af disse bekræftede dele af de unges forklaringer.

Fx havde en svensk plejefar gemt de underretninger han sendte til danske kommuner om Ole Nielsen, samt de piller med stærk nervemedicin som Ole Nielsen havde givet ham med besked om at medicinere den unge Karsten, selvom det var Ole Nielsens navn, der stod på pilleæsken.

Ole Nielsen afslog flere gange interview, men til sidst valgte han alligevel at stille op og endda også til at mødes med de unge.

Modstand:

Alle kommuner har afvist at stille op til tv-interview om anbringelserne, og i stedet sendt os skriftlige svar.

Flere pressetalsmænd for kommunerne har forsøgt at forklare os, at det ikke var en relevant historie da den jo var ca. 10 år gammel, men i sidste ende valgte kommunerne at beklage anbringelserne, og Slagelse Kommunes borgmester besluttede at stille op til tv-interview til Nyhederne og NEWS efter at have set de færdige programmer.

Etik:

Vi har haft lange samtaler med de unge, der besluttede sig til at medvirke.

En af de fire har vi indvilget i, at hun kunne medvirke anonymt, fordi hun ikke i hverdagen ønskede at blive genkendt eller sat i forbindelse med hendes barndom og den vold hun fortalte om. Dette mener vi kan forsvares idet dele af hendes historie bekræftes af en svensk plejefar, samt at både kommunen og Ole Nielsen er bekendt med hendes rigtige identitet. Desuden er hendes forklaring sammenlignelig med de tre andre unges.

Vi har også haft en lang række telefoninterviews med personer, der havde med de unge at gøre, da de var børn, og de fleste ønskede ikke at medvirke i programmet. I få tilfælde har vi alligevel bragt uddrag af disse samtaler, fordi de var relevante for at kaste lys over hvad der foregik. Dette gælder fx en psykolog som samarbejdede med Ole Nielsen og modtog en underretning fra den svenske plejefar om Ole Nielsens aggressive opførsel og medicinering af en af de unge.

Vi har også mødt og efterfølgende skrevet med Amals anden norske plejefar, som tidligere havde være sigtet for sexovergreb mod børn. Han er aldrig blevet dømt, men alene sigtelserne var nok til at de norske myndigheder ikke ville lade ham være plejefar. Alligevel var han uden de norske myndigheders viden blevet plejefar for Amal og flere andre børn, og da Amal i hast blev bragt hjem til Danmark var det netop fordi, at de norske myndigheder havde opdaget dette. Selvom danske myndigheder blev orienteret om dette, så har Amal aldrig fået forklaringen før hun sammen med TV 2 gravede til bunds i sagen. I programmet valgte vi derfor at omtale denne plejefar, men at sløre hans identitet, netop fordi manden ikke er dømt.

Selve mødet mellem Ole Nielsen og de unge var også særlig situation. Alle fem personer indvilgede i, at vi kunne filme med, og vi har været med omhyggelige med at lade de relevante og ofte modsatrettede forklaringer om konkrete hændelser komme med i programmet, så seerne selv kan vurdere det.

Formidling:

Vi har forsøgt at skildre den granskning af de unges barndom via en rejse tilbage til Sverige og Norge med Amal og de andre, samt at filme møderne så reelt som muligt. Når Amal møder sin første plejefar fra Norge og Simone møder sine plejeforældre, så er det faktisk første gang i ti år de mødes og taler om hvad der foregik dengang. Dette var vigtigt både for formidlingen af de intense følelse de unge har om anbringelserne, men også for at kunne skildre så reelt som muligt hvordan plejefamilierne reagerer på børnene forklaringer om Ole Nielsen.

Da de unge møder Ole Nielsen er det også første gang, de konfronterer ham med hvad de mener der foregik, og derfor er mødet også en form for sandhedens time, hvor det var vigtigt at være til stede med kameraet.

Vi ved ikke præcist hvem der har ret i hvad, men vi fremlægger løbende i programmet hvad der kan findes af objektive informationer, og lader de unge mødes med Ole Nielsen fylde forholdsmæssigt meget i programmet, så begge parter kan komme til orde.

I sidste ende må seerene selv vurdere hvem de tror på, men det er i hvert fald klart, at advarsler om de unges anbringelse via Ole Nielsen i flere situationer blev ignoreret eller ikke undersøgt til bunds af myndigheder og fagpersoner.