Foto: Dejan Obretkovic.

Enmandshæren olfi.dk vinder FUJ Graverprisen 2019


Del:


Det blev journalist Peter Ernstved Rasmussen fra nichemediet olfi.dk, der løb med hovedprisen, da FUJ-Priserne blev uddelt lørdag aften under Graverdagen i København.

Peter Ernstved Rasmussen vandt FUJ Graverprisen 2019 for sit projekt "Nepotisme og inhabilitet i Forsvarets top".

De andre nominerede projekter til FUJ Graverprisen var DR's afdækning af "Sagen om Dan-Bunkering" og DR og Politikens projekt "Cumex-files. Hvordan Europa blev plyndret for 410 milliarder kroner".

Juryens vinderbegrundelse til Peter Ernstved Rasmussen lyder:

"God graverjournalistik kræver tid og ressourcer. Mange af de nominerede og indstillede projekter til FUJ Priserne har kostet mediearbejdspladser mange, mange månedslønninger. Én nomineret skiller sig ud i dette lys. 

Peter Ernstved Rasmussen har ene mand formået at afsløre en rådden kultur med nepotisme, embedsmisbrug og inhabilitet blandt de øverste chefer i Forsvaret og Forsvarsministeriet. Chefen for den danske hær er fjernet permanent fra sit job som følge af enmandshæren Olfi.dk. Peter Ernstved Rasmussen har blandt andet tilvejebragt, hvordan hærchefen har fået sin kæreste ind på to forskellige uddannelser, til trods for hendes manglende erfaringer. Derudover blev kæresten ansat i en specialdesignet stilling, som hun var den eneste ansøger til. 

Og hærchefen er ikke ét broddent kar. Vi ved nu – takket være Olfi.dk – at man også i Forsvarskommandoen og i Forsvarsministeriets Personalestyrelse åbenbart kan få placeret kærester og ægtefæller i job, der ikke bliver slået op, og at der bliver set igennem fingre med, at forvaltningslovens regler og Forsvarets egen HR-politik ikke overholdes. Peter Ernstved Rasmussen er et bevis for, at man kan opnå meget med ihærdighed og gammeldags journalistiske dyder."

Udover Graverprisen uddelte juryen også FUJ Formidlingsprisen, FUJ Aktualitetsprisen og FUJ Metodeprisen. Du kan se vinderne og juryens vinderbegrundelse herunder. Nederst i artiklen kan du også se juryens begrundelser til de projekter, der blev nomineret og dermed var værdige til at vinde, men blev slået på målstregen.

Vinder af FUJ Formidlingsprisen

Foto: Dejan Obretkovic.

Det blev Politiken-journalist Kristian Corfixen, der fik tildelt FUJ Formidlingsprisen for sin dokumentariske bog "Sygeplejersken" udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhoff.

Juryens begrundelse lyder: 

Sygeplejersken fra Nykøbing Falster Sygehus er dømt ved to retsinstanser for forsøg på at slå patienter ihjel, og politi og presse har for flere år siden endevendt sagen. Så var der egentlig noget tilbage for en undersøgende journalist, kunne man spørge? Til det må man bare svare ja. Det var der i den grad for Kristian Corfixen, og det er der kommet en både væsentlig og ekstremt velfortalt bog ud af.

Med alle graverjournalistens dyder har Kristian Corfixen indsamlet tusinder af sider dokumenter og opsøgt alle sagens hovedpersoner. Selv den dømte sygeplejerske i fængslet indvilligede i interview. Nok fordi Kristian Corfixen hele vejen har bestræbt sig på at gå upartisk til værks i sin jagt på svar: Hvad var det egentlig, der skete, hvorfor reagerede ingen tidligere på mistanken om, at for mange patienter døde på sygeplejerskens vagter, og har sygehusvæsenet lært noget af sagen?

Historien fortælles i genskabte scener, blandt andet af den fatale nattevagt, som førte til, at sygeplejersken blev politianmeldt. Bogens miljøbeskrivelser, personer og spændingskurve gør Sygeplejersken til en læseoplevelse ud over det sædvanlige og et forbilledligt stykke dokumentarisk journalistik.

Vindere af FUJ Aktualitetsprisen

Foto: Dejan Obretkovic.

Louise Drivsholm, Martin Bahn og Lasse Skou Andersen fra Information fik tildelt FUJ Aktualitetsprisen for deres artikelrække om "Landbrugets påvirkning af klimaforskning"

Juryens begrundelse lyder: 

Det var ikke svært at se, at der var landbrugspenge på spil, da en tilsyneladende uafhængig forskningsrapport beskrev oksekød som en mindre klimasynder end nydelsesmidler som alkohol, kaffe og slik. Finansieringen fremgik af forskernes egen rapport. Men landbruget havde ikke blot finansieret forskningen på Aarhus Universitet og DTU. Landbruget fik noget for pengene. Der ligger en enorm magt i at få lov til at styre framingen af forskning, der lægges frem som neutral viden. Det er især dét, Lasse Skou Andersen, Louise Drivsholm og Martin Bahn på forbilledlig vis har afdækket lag for lag. De dokumenterer, hvordan landbruget selv får lov til at skrive hele afsnit i den videnskabelige rapport, der bærer universitetets stempel. 

Information afdækker på kort tid væsentlige metodefejl og 'cherrypicking' i rapportens data. Og de påviser, at også pressemeddelelsen og rapportens forside og titel er dikteret af det landbrug, som forskerne skulle udforske klimakonsekvenserne af. Informations journalister har afdækket et principielt problem, der rækker langt ud over den enkelte rapport: En stribe andre rapporter gennemgås nu, og både universiteter og minister vil stramme op på retningslinjerne for samarbejder med industri og andre særinteresser.  

Vindere af FUJ Metodeprisen

Foto: Dejan Obretkovic.

Årets metodepris gik til Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard og Natascha Reé Mikkelsen for deres bog "Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein" udgivet på Politikens Forlag.

Juryen begrundelse lyder:

Det er fælleshistorien over dem alle: Mange medier har forsøgt at afdække, hvad der førte til terrorangrebet i København i 2015, hvor Omar el-Hussein først angreb et debatmøde i Krudttønden på Østerbro og siden synagogen i Krystalgade. To blev dræbt - og morgenen derpå også Omar el-Hussein selv. Med bogen 'Terroristen fra Nørrebro' gør journalisterne Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard og Natascha Reé Mikkelsen imidlertid det umulige: De skriver en besættende, handlingsmættet gyser om terrorangrebet, dets forudgående forløb og efterspillet. De gør det trods massiv modstand fra de centrale myndigheder mod at udlevere materiale i sagen. De gør det med en ekstrem grundighed: Interviews med 130 mundtlige kilder, adgang ad andre veje til centrale dokumenter, brug af et princip om at gå bevidst nuanceret til kilderne. 

Arbejdet bringer afgørende nyt frem: Omar el-Hussein havde fået indsmuglet islamistisk materiale, da han sad i fængsel forud for angrebet, og han stod på en radikaliseringsliste. Men blev alligevel løsladt og begik sin udåd. Det er afgørende journalistik om en afgørende begivenhed i den nyere danmarkshistorie.

Nominerede til FUJ Graverprisen

Niels Fastrup, Thomas Svaneborg, Mads Ellesøe og John Hansen, DR og Politiken, var nomineret for "Cumex-files. Hvordan Europa blev plyndret for 410 milliarder kroner

Juryens begrundelse:

I løbet af de seneste år har et netværk af bankfolk, børshandlere og advokater i samarbejde med nogle af verdens største banker tømt de europæiske statskasser for mindst 410 milliarder kroner. Det er, med Egon Olsens ord, kuppet over alle kup.

Var det ikke for Niels Fastrup, Thomas Svaneborg, Mads Ellesøe og John Hansen var det fulde omfang af dette historiske svindelnummer måske aldrig blevet kendt.

Da den danske skandale om svindel med udbytteskat rullede, satte de fire journalister sig for at undersøge sagen i et større perspektiv.

De samlede medier på tværs af Europa i et netværk, som gjorde det muligt at indsamle og analysere hundredtusindvis af dokumenter og få helt centrale kilder i tale.

På den baggrund lykkedes det ikke alene at kortlægge omfanget af svindlen. Det lykkedes også at sætte navn på de ansvarlige og tegne et præcist portræt af den kultur, der fødte århundredets økonomiske forbrydelse.

Det er forbilledligt arbejde med betydning ikke bare i Danmark, men i hele verden.

Mathias Friis, Astrid Fischer, Line Gertsen og Morten Frandsen, DR, var nomineret for "Sagen om Dan-Bunkering"

Juryens begrundelse:

Vi ved godt, at der sidder virksomheder rundt omkring i verden, som overtræder sanktioner, fordi de kan tjene penge på det. Men hvis det så er et dansk firma i Middelfart, så tænker man: 'Det var alligevel pokkers. Det havde jeg ikke set komme'. Sådan siger en ekspert om "Sagen om Dan-Bunkering". Og det er en opsigtsvækkende historie. DR's journalister har afdækket, hvordan det fynske firma bryster sig af at hjælpe syrere på flugt fra Assad-regimet – og samtidig har solgt jet-brændstof til russisk militær, som har haft det formål at levere brændstof til bombetogter i Syrien. Leverancerne skete til trods for EU-sanktioner, der for at beskytte civilbefolkningen forbyder salg, leverancer og overførsler af netop jet-brændstof til anvendelse i Syrien. 

Sagen om Dan-Bunkering er ikke bare historien om en anløben dansk virksomhed. DR har samtidig dokumenteret en massiv mangel på handlekraft hos dansk politi, der har sendt aben rundt mellem forskellige dele af korpset. På den måde har politiet i stedet for at reagere modarbejdet Danmarks udenrigspolitik, både i forhold til Syrien og vores allierede.

Nominerede til FUJ Formidlingsprisen

Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen og Signe Mansdotter, DR, var nomineret for "Det perfekte offer 2"

Juryens begrundelse:

Hvis et samfund bedømmes på, hvordan vi behandler vores svageste, så er denne historie eksemplet på, hvordan vi kan spille fallit. Emil Eusebius Olhoff-Jakobsens og Signe Mansdotters podcastserie, Det Perfekte Offer 2, afdækker sagen om en dansk psykolog, der i begyndelsen af 2019 blev kendt skyldig i byretten for at misbruge sin patients behandlingsmæssige afhængighed af ham til at udnytte hende seksuelt. 

Ikke alene lykkedes det at få sagens offer, Sarah, i tale. Også hendes dagbog og sms-korrespondancer med psykologen bliver brugt aktivt i ly af radioens anonymitet. Gennem klassiske undersøgende metoder afdækker Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen et dobbelt overgreb på Sarah. Psykolognævnet kendte allerede i 2017 til psykologens krænkelser, men det undlod at reagere på den viden. 

Det Perfekte Offer 2 er en forbilledlig dokumentar, der for hvert afsnit tager lytteren med ind i et nyt niveau af svigt, der er sagligt researchet og fængende rullet ud. Det radiofoniske univers både understøtter Sarahs fortælling og forstærker spændingen i den systematiske afdækning af hendes sag. 

Nominerede til FUJ Aktualitetsprisen

Line Tolstrup Holm, Lars Nørgaard Pedersen, Katrine Jo Andersen, Chris Kjær Jessen og Henrik Jensen, Berlingske, var nomineret for "Hvem er Rasmus Paludan?"

Juryens begrundelse:

I en valgkamp er det pressens fornemste opgave at klæde vælgerne på til at foretage et oplyst valg. Herunder at teste om politikernes holdninger hænger sammen med deres handlinger. Berlingskes simple spørgsmål 'Hvem er Rasmus Paludan?' har afdækket, hvordan en politiker - der siger, han kæmper for ubegrænset ytringsfrihed – systematisk har sagsøgt mennesker, der har benyttet deres ytringsfrihed til at kritisere ham. Han gik til valg på at forøge politistyrken til 30.000 mand – men har systematisk misbrugt sin ret til aktindsigt i politiets personalemapper til personlig chikane af de politifolk, der har med hans egne sager at gøre. 

Berlingskes journalister afdækker desuden, hvordan politikeren, der står for frihed for den enkelte, gennem flere år har stalket en ung mand og hans familie - og fem gange har overtrådt et polititilhold i sagen. Hvis man forestiller sig scenariet, at Rasmus Paludan var blevet valgt – uden at Berlingske havde afdækket og oplyst vælgerne om misforholdene mellem hans holdninger og hans handlinger – så ville man med rette kunne klandre danske medier for at forsømme en vigtig demokratisk opgave. Derfor skal Berlingske også roses for rettidig omhu. Trods tidspresset er historierne gennemsyret af den undersøgende journalistiks grundighed, redelighed og en gennemsigtighed, der tjener som forbillede for andre medier.

Nominerede til FUJ Metodeprisen

Carl Emil Arnfred og Sebastian Stryhn Kjeldtoft, Politiken, var nomineret for "Junkmedierne i Danmark"

Juryens begrundelse:

En underskov af nye medier er vokset frem også i Danmark. Nogle gode, andre mindre gode, nogle dårlige. Men hvordan skal man undersøge og bedømme disse medier, også dem der ikke leverer direkte des- og misinformation, men som heller ikke lever op til de kriterier, der karakteriserer publicistiske medier? Politikens undersøgende journalister, Carl Emil Arnfred og Sebastian Stryhn Kjeldtoft, gjorde det ved grundigt at opstille en stribe objektive kriterier, som en gruppe uafhængige medieeksperter tog i anvendelse for at bedømme adskillige af disse nye medier: Fra Den Korte Avis til Dagens.dk. De påviste, hvordan politikere uden noget særligt kvalitetstjek brugte disse mediers oplysninger i deres arbejde i Folketinget. Samtidig afslørede de to journalister nogle af de tvivlsomme digitale annoncemodeller, nogle af disse medier anvender, ved hjælp af sofistikerede digitale analysemetoder. Samlet set blev det til et projekt, der bedre, dybere, grundigere end nogen andre før, men samtidig fair og afbalanceret fik sat det kritiske lys på de nye gråzonemedier.

Sebastian Gjerding, Bo Elkjær og Lasse Skou Andersen, Information, var nomineret for "Den sorte liste: Er dine pensionspenge investeret ansvarligt

Juryens begrundelse:

En journalistisk gennemgang af danske pensionsselskabers etik og massive investeringer i aktier er ikke nyt. Men journalisterne Sebastian Gjerding, Bo Elkjær og Lasse Skou Andersen fra Information har bragt gennemgangen op på et nyt niveau.

Ved brug af flere datajournalistiske værktøjer har de systematisk kortlagt Danmarks 17 største pensionsselskabers beholdning af aktier og vurderet selskabernes etik ud fra branchens egne standarder. For at undgå fejl har journalisterne lavet et nødvendigt, manuelt kontrolarbejde og forelagt deres datamateriale med over 34.000 aktieposter for pensionsselskaberne inden offentliggørelse.

Desuden har journalisterne bygget et digitalt værktøj, så læserne kan gå på opdagelse i pensionsselskabernes investeringer. Andre medier kan ligeledes gratis granske hele det unikke datamateriale og bruge det som inspiration til egne historier. Der er tale om en prisværdig åbenhed om data og egen journalistisk metode.

På baggrund af datamaterialet har Information bragt flere afsløringer af kontroversielle aktieinvesteringer i afbalancerede artikler med proportionerne i behold.

Jeppe Findalen, Cecilie Strømgaard Patscheider, Radio24syv, var nomineret for "Liget i cellen"

Juryens begrundelse:

En tidlig morgen i 2016 bliver en ung somalisk flygtning fundet død i en celle i Vridsløselille Fængsel. Forinden har han været bæltefikseret næsten uafbrudt i ni døgn af ansatte, som efter eget udsagn ikke er klædt ordentligt på til den opgave, myndighederne har sat dem til at løse. Meget tyder på, at det kan være skyld i dødsfaldet.

Var det ikke for Jeppe Findalen og Cecilie Strømgaard Patscheider var denne historie formodentlig aldrig kommet til offentlighedens kendskab. Som de eneste opdagede de to journalister udeladelser i en rapport og valgte at undersøge sagen. Ved at sammenholde utallige anonymiserede dokumenter og følge spor til Sverige, England og Somalia lykkedes det at samle et puslespil, der til sidst gjorde det muligt at kortlægge det tragiske forløb minut for minut. Det er fremragende, kreativt og vedholdende journalistisk arbejde, som bør inspirere andre.

Årets jury er:

Tom Jensen, chefredaktør for Berlingske (formand)

Tanja Nyrup Madsen, redaktionschef Mandag Morgen

Carl Emil Arnfred, chef for Politikens gravergruppe

Louise Voller, undersøgende reporter, Danwatch

Morten Halskov, undersøgende reporter, Fagbladet 3F

Dorte Schou, redaktionschef, TV2

Martin Kjær Jensen, redaktionschef, Deluca Dokumentaristen

Astrid Fischer, undersøgende reporter, DR


  Gå tilbage