DANSKE JOURNALISTER OPRETTER PRIS I UKRAINE

Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ)  har taget initiativ til en ny pris for undersøgende journalistik i Ukraine. Prisen på 1.000 euro (cirka 7.500 kr.) for årets bedste ukrainske undersøgelse overrækkes for første gang 6. juni på Pressens Dag i Ukraine.

 

Hele beløbet er samlet ind blandt danske journalister på Journalistforbundets ’Fagligt Forum’ i København. Årets modtager af Carsten Nielsen-legatet Henrik Kaufholz, Politiken, der også er formand for FUJ’s internationale udvalg,  startede indsamlingen med at lægge 7.500 kr. af legatet i en af de røde indsamlingsbøsser. I løbet af aftenen kom der i kontanter og tilsagn om yderligere 14.000 kr. ind. Dermed er prisen sikret for de kommende tre år.

 

Ideen til prisen kommer fra den ukrainske journalist Vlad Lavrov, Kyiv Post, der også har været med til at organisere hjemmesiden YanukovychLeaks, hvor den ukrainske ekspræsidents personlige papirer offentliggøres. Vlad Lavrov har – som flere andre i gruppen bag YanukovychLeaks –  i flere omgange fået økonomisk støtte til sin undersøgende journalistik fra projektet Scoop.

 

Scoop  drives af FUJ i samarbejde med International Media Support og begyndte 2003 i Ukraine. Scoop har i mellemtiden fået aflæggere i Vestafrika, Mellemøsten og Centralasien og har i alt støttet mere end 600 undersøgelser – heraf har to vundet internationale priser, flere har sikret sig nationale anerkendelser og yderligere godt 25 har fået regionale og lokale udmærkelser.

 

Prisen overrækkes af Brita Kvist Hansen, DR, der er Scoop-koordinator for Aserbajdsjan. Det sker på et seminar, der holdes på ekspræsident Viktor Janukovitjs lystejendom Mesjyhirja lidt uden for Kyiv,  hvor den ukrainske journalistgruppe fandt titusindvis af papirer, der dokumenterer det tidligere styres korruption.

 

Yderligere oplysninger: Henrik Kaufholz, mob. 40 25 76 18

Scoops koordinator i Ukraine: Oleg Khomenok. Mail:oleg.khomenok@gmail.com<oleg.khomenok@gmail.com> og mobil  +380 50 36 08 246

 

Se også yanukovychleaks.org  og www.i-scoop.org

 

Bidrag til prisen modtages med tak. FUJ’s indsamlingskonto i Danske Bank har reg.nr  4001, konto 1001 3690

 

Publiceret 2. maj 2014