FUJ PROTESTERER MOD AFVISNING AF SCOOP-TRÆNER

FUJ har klaget til de russiske myndigheder over, at grænsekontrollen i Kaliningrad forleden afviste den ukrainske journalist Oleg Khomenok, der skulle holde oplæg på et seminar for russiske journalister om undersøgende journalistik.

Oleg Khomenok er national koordinator i Ukraine for Scoop – et støtteprojekt for undersøgende journalistik i det meste af Østeuropa – og har i årevis undervist i dybdeborende journalistik i Rusland, flere lande i Centralasien, Kaukasus og Ukraine.

Han blev afvist ved grænsen uden nogen nærmere forklaring. Han blev henvist til at få flere oplysninger på det russiske konsulat i Kijev, der foreløbig stiller sig uvidende an.

Seminaret i Kaliningrad var arrangeret af Scoop Russia, som FUJ driver sammen med den svenske forening for undersøgende journalistik, FGJ, og International Media Support. I Rusland står den russiske organisation Regional Press Instititute for det praktiske arbejde i Scoop Russia, der er finansieret af den svenske bistandsorganisation Sida.

Afvisningen af Oleg Khomenok er alvorlig. Den tyder for det første på, at det russiske efterretningsvæsen FSB er begyndt at følge Scoop Russia, og for det andet kan det bremse udviklingen af nationale og internationale netværk, hvor journalister hjælper og støtter hinanden på tværs af regionale og nationale grænser.

Brevet fra FUJ’s formand John Hansen til de russiske myndigheder er sendt både til Ruslands ambassade i København og Udenrigsministeriet i Moskva.

 

 

LÆS BREVET HER:

 

 

FØLG SAGEN HER:

 

Det globale netværk for undersøgende journalistik (CIJN) har ligeledes reageret. Det kan du læse mere om her: CIJN Members Protest Russia Entry Denial 

 

Publiceret 2012