FUJ SAMLER IND TIL MEDIER I UKRAINE

foto Hanna Hrabska

 

 

 

 

 

Foto: Hanna Hrabska

 

Ukrainske medier er hårdt presset under oprøret. SCOOP, der støtter undersøgende journalistik i Østeuropa, sætter nu gang i en indsamling til uafhængige ukrainske medier. Det sker i samarbejde med tyske n-ost, hvis medlemmer er journalister med Østeuropa som speciale.

 

Vi samler i første omgang ind til to uafhængige medier, der allerede har eller satser på undersøgende journalistik: den engelsksprogede ugeavis Kyiv Post og den ny uafhængige tv-station hromadske.tv. I begge tilfælde drejer det sig om medier, hvis journalister har fået støtte fra SCOOP. Regeringen prøver at spænde ben, politiet angriber journalister målrettet, medierne mangler ressourcer, og medarbejderne er ved at segne af træthed.

 

Vi ved ikke, hvor mange penge SCOOP og n-ost kan samle ind. Så i første omgang har vi sat os som mål at samle 2.000 euro ind (1.000 til hvert af de to medier). Når målet er nået, vil vi på en pressekonference i Kyiv overrække det indsamlede beløb. Formålet er nemlig at give dem både moralsk og økonomisk støtte.

 

Hvis I støtter med et større beløb,  vil vi udvide modtagerkredsen til andre uafhængige ukrainske medier og lægge lidt mindre vægt på, om de bruger undersøgende journalistik.

 

Vi samler penge ind via FUJ’s konto i Danske Bank, Holmens Kanal afdeling: Reg. nr. 4001, konto 1001 3690. Husk at mærke beløbet Ukraine.

Overfører du fra udlandet, er det IBAN DK8630000010013690. Swift er DABADKKK.

 

Man kan ydermere støtte Kyiv Post direkte ved at tegne abonnement på webudgaven. Det er her: http://www.kyivpost.com/payment/. Så kan man døgnet rundt følge udviklingen i Kyiv.

Man kan også følge via hromadske.tv’s livestream: http://hromadske.tv/ . Stationen begyndte at sende i november og har allerede nu mellem 1,5 og 2 millioner unikke brugere per døgn.

 

Vedhæftet finder I en kommentar fra den ukrainske journalist Oleg Khomenok, der er national koordinator for SCOOP i Ukraine. Oleg har skrevet den til n-ost. Her kan I læse, hvorfor det er nødvendigt at støtte.

 

Publiceret 2014