Hvem skal have FUJ-Priserne 2016?

Hvem skal have FUJ Priserne 2016?

Det er blevet tid til at indstille kandidater til FUJ Priserne 2016.

FUJ Priserne adskiller sig forsat fra andre journalistiske priser ved at fokusere på den journalistiske metode. Modtagere af en FUJ-pris belønnes først og fremmest for at grave grundigere og mere konsekvent end de fleste og for at lægge ny og væsentlig viden frem for offentligheden. Men der er sket noget nyt i år.

Tidligere blev prisen uddelt i kategorierne: Radio, tv/film, avis, magasin, bøger og web. Fra i år er kategorierne blevet platformsneutrale og er ændret til:

  • FUJ’s Graverpris
  • FUJ’s Formidlingspris
  • FUJ’s Metodepris
  • FUj’s Aktualitetspris

Begrundelsen bag skiftet i kategorierne kan du læse om på journalisten.dk

Kriterierne

For at vinde en af priserne skal det indstillede journalistik som tidligere leve op til flest mulige af en række fastlagte overordnede kriterier. Kriterierne kan du læse om her.

Derudover har hver enkelt pris sit eget særlige kriterie, som er:

  • FUJ’s Graverpris: Prisen går til journalisten/journalisterne bag årets vigtigste, undersøgende historie.
  • FUJ’s Metodepris: Prisen går til journalisten/journalisterne, der har benyttet den mest nyskabende metode i arbejdet med en undersøgende historie.
  • FUJ’s Formidlingspris: Prisen går til journalisten/ journalisterne, der har formidlet en undersøgende historie bedst.
  • FUJ’s Aktualitetspris: Prisen går til journalisten/ journalisterne, der inden for cirka 30 dage efter en fælles nyhedsbegivenhed har publiceret undersøgende journalistik udløst af nyhedsbegivenheden.

Før du indstiller, skal du have taget stilling til, hvilken kategori du vil indstille i.

Indstilling

Selve indstillingen kommer også til at foregå anderledes – og forhåbentlig lettere – end den plejer. FUJ har udarbejdet en online formular, som skal udfyldes felt for felt. Undervejs i formularen skal det indstillede materiale uploades.

Man kan højst indstille 15 artikler og/eller samlet set to timers udsendelse. Bøger indstilles i deres fulde hele.

Den indstillede journalistik skal være publiceret i perioden fra 1. oktober 2015 og frem til 31. august 2016.

Du behøver ikke færdiggøre indstillingen på én gang, da den kan gemmes undervejs.

Metoderapport

For at komme i betragtning hos juryen skal den/de indstillede journalist(er) traditionen tro udarbejde en metoderapport, hvori de redegør for metoden bag deres journalistik.

Det foregår via en elektronisk online formular, som automatisk bliver sendt af sted til den indstillede journalist, når hans/hendes stykke journalistik er blevet indstillet.

Tidsfrister

Indstillinger og metoderapporter skal være sendt af sted senest fredag den 16. september kl. 23.59.

I slutningen af oktober bliver det offentliggjort, hvem juryen har nomineret til FUJ Priserne 2016

Priserne bliver uddelt på Dansk Journalistforbunds Fagfestival, som bliver afholdt den 20. og 21. november i Odense. Her vil de nominerede til de fire priser også præsentere deres arbejde og metoder.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til indstillinger eller metoderapport, kan du skrive til fuj-prisen@fuj.dk eller kontakte Laura Marie Sørensen fra FUJ’s bestyrelse på 20 24 34 10.