SCOOP-STØTTET PROJEKT VINDER INT. PRIS

Ved den Globale konference for undersøgende journalistik i Geneve 22-25.april 2010 modtog fire journalister fra Moldova og Rumænien Global Shining Light Award for deres artikler om Moldovas nu tidligere præsidents magtmisbrug og svindel.

Scoop er en del af FUJs internationale arbejde, og Scoop har i en årrække støtte undersøgende journalistik i Østeuropa.

Det er set før i historien, at undersøgende journalistik kan fælde en præsident, og det måtte den nu tidligere præsident Vladimir Voronin sande sidste år, da det lykkedes et journalistisk team at afsløre, hvordan han igennem flere år havde misbrugt sin stilling til at berige sig selv og sin familie.

Moldova er et lukket land, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til information men ved hjælp af ihærdighed og stor kreativitet, lykkedes det journalisterne f.eks. at dokumentere hvordan ex-præsident Voronins private ejendomsbesiddelser var steget enormt i hans præsidentperiode, og hvordan han og hans familie brugte deres magt til at monopolisere ydelser til staten, som så blev leveret af Voroninfamiliens private firmaer.

Artiklerne blev trykt i marts 2009 lige før valget i Moldova og spillede en afgørende rolle for præsidentens fald.
– Vi kunne ikke have gjort det uden støtte fra Scoop, sagde Dumitru Lazur, da han sammen med holdet modtog prisen i Genève.

Den udenlandske støtte – både i form af penge og kollegialt journalistisk netværk er vigtig for udviklingen af undersøgende journalistik i et land som Moldova, der stadig er stærkt præget af den kommunistiske fortid.
Læs hele artiklen og flere artikler fra andre Scoop-støttede projekter i regionen her.

Publiceret 26.april 2010