VEDTÆGTER FOR FORENINGEN FOR UNDERSØGENDE JOURNALISTIK

§ 1: Navn og formål
Foreningens navn er “Foreningen for Undersøgende Journalistik” (forkortet til FUJ).

Stk. 2: Formål
Foreningens formål er at fremme undersøgende, dybdeborende og kritisk journalistik. Det kan blandt andet ske ved at arrangere møder, seminarer, undervisning og kurser med relevante emner og ved at bidrage til øget kontakt, samarbejde og erfaringsudveksling mellem medlemmerne og med tilsvarende foreninger i udlandet. Foreningen arbejder ligeledes for at øge adgangen til offentlige institutioners dokumenter og data.

§ 2: Medlemsforhold
Som medlem kan optages alle journalistiske mediearbejdere, herunder redaktører, redaktionelle medarbejdere, researchere og bibliotekarer ved journalistiske medier samt lærere og studerende ved journalistiske uddannelser og medieuddannelser. Tvivlsspørgsmål i forbindelse med optagelsesbegæringer afgøres af foreningens bestyrelse. Foreningens bestyrelse kan dispensere fra de ovenfor nævnte optagelseskrav.

Stk. 2: Kontingent
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 3: Eksklusion
Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens love. Eksklusion af medlemmer kan kun foretages af generalforsamlingen og med skriftlig angivelse af grund.

§ 3: Bestyrelsen
Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på mindst 5 og højst 9 medlemmer valgt på generalforsamlingen for 1 år ad gangen. Bestyrelsens formand vælges særskilt også for 1 år. Desuden vælger generalforsamlingen to suppleanter til bestyrelsen med angivelse af deres rækkefølge. Genvalg kan finde sted til alle poster.
Bestyrelsen konstituerer sig senest på førstkommende møde efter generalforsamlingen med næstformand, sekretær og kasserer. I tilfælde af formandens udtræden af foreningens bestyrelse fungerer næstformanden som formand frem til næste ordinære generalforsamling.

Stk. 2: Bestyrelsesarbejdet 
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsdagsorden. Bestyrelsesmøde holdes, når formanden finder det fornødent, eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden. Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat.
Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed men er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 3: Forretningsudvalg 
Bestyrelsen kan af sin midte nedsætte et forretningsudvalg til at handle på bestyrelsens vegne i mindre sager, der ikke tåler udsættelse. Forretningsudvalgets dispositioner skal forelægges førstkommende bestyrelsesmøde til godkendelse.

§ 4: Foreningens struktur
Generalforsamlingen og bestyrelsen er foreningens drivkraft. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg, der inddrager medlemmer uden for bestyrelsen. Såfremt der er behov for det, kan der oprettes særlige interessegrupper under foreningen.

§ 5: Generalforsamlingen
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling holdes én gang årligt og senest 30. april. Datoen skal så vidt muligt fastlægges og offentliggøres senest to måneder før. Indkaldelse af en generalforsamling skal ske med angivelse af dagsorden og med mindst tre ugers varsel enten i foreningens medlemsblad eller ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer. Med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling skal følge foreningens regnskab.

Stk. 2: Møde- og stemmeret
Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der har betalt kontingent.

Stk. 3: Dagsorden
Generalforsamlingen vælger en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
På den ordinære generalforsamling aflægger bestyrelsen beretning om foreningens virksomhed siden sidste ordinære generalforsamling. Beretningen tjener alene til orientering og sættes ikke til afstemning. Endvidere fremlægges regnskabet for det forløbne regnskabsår til generalforsamlingens godkendelse. Eventuelle indkomne forslag drøftes, og kontingent samt budget fastlægges. Endelig vælges formand, øvrige bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsessuppleanter, revisorer samt revisorsuppleanter.

Stk. 4: Forslag
Forslag fra medlemmerne, der ønskes sat til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslag til vedtægtsændringer skal dog være formanden i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen og af bestyrelsen distribueres til medlemmerne senest 3 uger før generalforsamlingen sammen med indkaldelsen eller i særskilt skrivelse. Det påhviler forslagsstilleren selv at sikre sig, at forslag modtages i overensstemmelse med fristen. Formanden skal umiddelbart efter modtagelse af forslag bekræfte dette over for forslagsstilleren. Forslag, der ikke er rettidigt modtaget, kan ikke komme til afstemning på generalforsamlingen.

Stk. 5: Afstemninger
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed undtagen ved vedtægtsændringer og opløsning af foreningen, hvor der gælder særlige regler (§§8,9). Hvert medlem har én stemme. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt mindst tre af de tilstedeværende medlemmer ønsker det. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog således at fuldmagt kun kan gives til et andet medlem, og således at hvert fremmødt medlem højst kan medbringe tre fuldmagter. En fuldmagt er kun gyldig, såfremt den er afleveret til og godkendt af dirigenten ved generalforsamlingens begyndelse.

Stk. 6: Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal ligeledes indkaldes, når mindst 20 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund og forslag til dagsorden. En ekstraordinær generalforsamling skal holdes senest 6 uger efter modtagelse af begæring herom. Varslingsregler er som for den ordinære generalforsamling.

§ 6: Regnskab
Foreningens regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af foreningens to revisorer, hvoraf mindst den ene skal være valgt blandt medlemmerne uden for bestyrelsen.
De af generalforsamlingen valgte revisorer kan til enhver tid forlange indsyn i foreningens regnskabsbilag og kassebeholdning og skal gøre bestyrelsen opmærksom på eventuelle uregelmæssigheder i så henseende.
Kassereren fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomiske stilling altid kan aflæses heri.

§ 7: Tegning og hæftelse
Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser.
Foreningen hæfter alene med sin formue.

§ 8: Vedtægtsændringer
Til ændring af foreningens vedtægter, herunder fusion med andre foreninger, kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 9: Opløsning
Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.
Den generalforsamling, der opløser foreningen, tager stilling til, hvad der skal ske med en eventuel formue.

Således vedtaget 27. april 2001

Jørgen Flindt Pedersen
Tommy Kaas
Thomas Breinstrup
Pia Thordsen
Pernille Tranberg
Henrik Grunnet
Stig Dall
Nils Mulvad
Ivan Rod