VINDERNE AF FUJ PRISEN 2011

AVIS

De statsløse
Af Ulrik Dahlin og Anton Geist, Information.
Begrundelse fra jury: Det er klassisk undersøgende journalistik, Ulrik Dahlin og Anton Geist præsterer i deres afslørende artikelserie af et ministeriums systematiske og ulovlige afslag på et statsborgerskab til flere end 375 statsløse. Det begynder med et tip fra et medlem af Folketingets Indfødsretsudvalg og ender med afsløringen af en af de største politiske skandaler siden Tamilsagen. Journalisterne er både idérige og vedholdende, og arbejder sig systematisk og målrettet gennem adskillige dokumenter, hvoraf de fleste er skaffet gennem aktindsigt. De afdækker og dokumenterer på forbilledlig vis Integrationsministeriets ulovlige praksis. Sagen foranlediger, at Birthe Rønn Hornbech må gå af som minister, mens en dommerundersøgelse skal forsøge at placere både det politiske og det juridiske ansvar.

________________________________________________________________

MAGASIN

Kamstrup-sagen
Af Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov, Fagbladet 3F
Begrundelse fra jury: To ansvarlige ministre undlod i flere år at informere en række kviksølvmedarbejdere om, at de i prøver taget i 60’erne og 70’erne havde haft et skyhøjt indhold af kviksølv i prøver af deres urin. Det var for ”ikke at vække uro”. Det tog journalisterne 15 måneder at få den nødvendige aktindsigt i Arbejdstilsynet om de gamle målinger fra termometerfabrikken Kamstrup og 27 andre virksomheder. Et videre detektivarbejde ledte frem til 20 tidligere ansatte på Kamstrup. Mange af dem har i årtier haft sygdomssymptomer, som kunne skyldes deres tidligere, farlige arbejdsmiljø. Nu kom de tættere på sandheden, og en erstatningssag er blevet indledt.

________________________________________________________________

RADIO

Fusk med elskrot,
Af Jacob Kildetoft Schultz og Tanja Nyrup Madsen, DR P1 Dokumentar.
Begrundelse fra jury: Gennem systematisk og vedholdende research afdækker de to journalister, at det kommunalt ejede genbrugsanlæg DCR-Miljø fire gange om året har kørt 24 tons miljøfarligt affald ud af landet på falske papirer. Radiodokumentaristernes afsløringer påviser sløseri hos både de kommunale miljømedarbejdere, der har skrevet under på virksomhedens miljøgodkendelse, og den kollektive returordning, der betaler virksomheden for at bortskaffe den brugte elektronik. Begge steder har man overset det systematiske fuskeri, og Jacob Schultz og Tanja Nyrup Madsen dokumenterer, at kontrollen på hele skrotområdet er særdeles lemfældig.

________________________________________________________________

TV/FILM

Operation X
Redaktionen bag Operation X, Monday Production ApS.

Begrundelse fra jury: Der er tale om forbilledligt undersøgende journalistik, når Operation X i fem udsendelser undersøger om resultatet bliver bedre service og velfærd – eller om det fører til misbrug af offentlige midler – når private virksomheder overtager opgaver fra det offentlige. I programmerne afslører Operation X overbetaling til private høreklinikker for udlevering af høreapperater. At der sker overfakturering af handicaphjælp hos et privat firma. At private busselskaber sparer penge på defekte partikelfiltre og alligevel kan bestå miljøkontrol. At private kursusudbydere kan sælge AMU-kurser – uden relevant indhold – med store statslige rabatter i form af løntabsgodtgørelse til følge.
Afsløringerne har haft stor gennemslagskraft og ført til politiske konsekvenser. Blandt andet blev 26 virksomheder og skoler efter Operation X programmet om private udbydere af AMU-kurser mødt med et samlet tilbagebetalingskrav på 35 millioner kroner af Undervisningsministeriet, som desuden satte en kulegravning af hele AMU-området i gang. Journalisterne i Operation X viser vedholdende vilje og stor opfindsomhed i programmerne, hvor de blandt andet åbner en privat kursusvirksomhed for at afsløre systematisk og omfattende svindel med statslige støttekroner. Operation X tjener som et forbillede for alle journalister, der arbejder med undersøgende journalistisk ved konsekvent at arbejde med nye, kreative metoder.

________________________________________________________________

BOG

De afviste
Af Anton Geist og Esben Geist

Begrundelse fra jury: Anton Geist og Esben Geist fremlægger en systematisk og overbevisende kortlægning af de afviste irakiske asylansøgere ved hjælp af undersøgende metoder som aktindsigt, war logs fra Wikilieaks, reportagerejse til Irak og omfattende interview med danske beslutningstagere.
Bogen “De afviste” står tilbage som et samlet og vigtigt portræt af 10 års dansk udlændingepolitik, hvor de afviste irakiske asylansøgere har været et centralt omdrejningspunkt. Ved at fortælle de afviste irakiske asylansøgeres historier dokumenterer bogen dels de menneskelige omkostninger og det politiske spil skjult for offentligheden. Anton Geist og Esben Geist afdækker eksempelvis forløbet omkring den dansk-irakiske hjemsendelsesaftale. Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) brød hjemsendelsesaftalen dagen efter og holdt aftalebruddet skjult for Folketinget. Bogen bør være en øjenåbner for beslutningstagere og den danske offentlighed om grundlaget for at sende de afviste irakiske asylansøgere tilbage til Irak.

________________________________________________________________