WORKSHOP D. 2. NOVEMBER OM “FÆNGSLET”

Tirsdag d. 2. november kl. 17-19 afholdes næste FUJ-workshop i Indre By, København. Der er plads til 16 personer, og pladserne fordeles efter først – til – mølle princippet. Tilmelding er nødvendig på infofuj@gmail.com

Kom og hør hvordan to journalister fra DR Dokumentar fik udleveret nøgler og ID kort til Danmarks største åbne fængsel og herefter kunne komme og gå som de ville i Horserød Statsfængsel. Dag og nat. I et år. Uden censur og kontrol. Resultatet er dokumentarserien “FÆNGSLET”, der sendes i 10 afsnit på DR1 dette efterår.

Et fængsel er en gavebod af historier, men man er som journalist oppe imod en mur af mistro, røverhistorier og modstand mod TV. Hvordan manøvrerer man med sit DV kamera i det minefelt? Hvordan får man fangerne til at åbne op? Hvordan bevarer man fortroligheden hos de indsatte, samtidig med at man følger de ansatte tæt? Hvordan skaber man tillid, fortrolighed og tryghed i begge lejre ? Hvordan holder man styr på, hvem der vil filmes, når der ryger 1000 indsatte igennem lejren i løbet af et år? Kan det lade sig gøre at komme ud i den anden ende uden fjender?

Journalisterne, Lisbeth Barret og Vibeke Heide-Jørgensen, står bag “FÆNGSLET”. Begge har arbejdet med dokumentarisme i 20 år og har både lavet serier (bl.a. Politiskolen, Dahlgårds Tivoli, Har vi travlt mor?) og enkeltstående dokumentarer (Bl.a. Valomanden, Muhammedkrisen under huden).

 

Publiceret 2010