Gå tilbage

I de forkerte hænder

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Helle Fuusager og Thomas Arent

Projektets beskrivelse

Titel:
I de forkerte hænder
Beskrivelse:
Forestil dig, at embedsfolk - dengang du var barn - traf en altafgørende beslutning på dine vegne. Nemlig beslutningen om, hvorvidt du skulle vokse op med dine forældre eller bo på en institution.

Forestil dig så, at der i den beslutning blev lagt vægt på en psykologundersøgelse, som er svindel. Fup og fidus. At psykologen, der undersøgte dig og dine forældre, løj om at være læge, brugte ikke-valide metoder og pyntede på undersøgelsen ved at skrive fagfolk på, som aldrig var med. At din rapport blev udarbejdet i rod og kaos, og at der blev copy pastet indhold fra andre familiers rapporter ind i din. Og at ingen af de ansvarlige instanser opdagede eller gjorde en dyt.

Det er virkeligheden for en række udsatte børn i Danmark. Podcasten ‘I de forkerte hænder’ afdækker, hvordan kommuner i vid udstrækning har hyret den ikke-autoriserede psykolog Michael Adam Guul, hvis rapporter og arbejdsmetoder afsløres i at være både fejlbehæftede, kritisable og uetiske. Så grelt, at eksperter frygter, at børn er blevet tvangsfjernet eller ikke-tvangsfjernet på fejlagtigt grundlag.

Ved hjælp af blandt andet skjulte lydoptagelser, 27 lækkede rapporter og et hav af kilder dokumenterer serien, hvordan en psykolog har kørt rovdrift på tvangsfjernelsessager, og at flere kommuner - blåøjede og gang på gang - har godkendt afgørende rapporter indeholdende graverende fejl og mangler. Og endnu værre; hvordan særligt én kommune ignorerede advarsler, afviste forældres opråb og løj om psykologens meritter.

Serien sætter fokus på den mest indgribende foranstaltning, myndigheder kan foretage, og den eksemplificerer på grufuld vis, hvad der åbenbart kan slippe igennem et af de vigtigste systemer i vores retssamfund - uden indgriben fra de instanser, borgerne forventer agere gatekeepere. Serien er lavet af journalist Helle Fuusager og podcastredaktør Thomas Arent.
Publicering:
Serien består af seks afsnit publiceret 18 juni - 19 juli på ekstrabladet.dk, Spotify og Apples podcastapp. Udover podcasten er der udgivet 22 netartikler - herunder flere som breaking - fire videofortællinger samt flere forsider i avisen.

Idéen:

Idébeskrivelse:
Helle Fuusager har tidligere afsløret autoriteter i at svigte deres embede - og det er formentlig derfor, at hun i februar 2021 modtog et tip om den omtalte psykolog. Tippet gik på, at han er involveret i en straffesag, og senere viste en aktindsigt, at anklagemyndigheden har tiltalt ham for trusler, vold, tvang med mere. Sagen var umiddelbart af privat karakter, men gav - grundet alvoren og omfanget - anledning til at sætte spørgsmålstegn ved psykologens virke i tvangsfjernelsessager.

Det første gennembrud sker, da Helle Fuusager kommer i kontakt med den forurettede i straffesagen, som viser sig også at have fungeret som sekretær for psykologen. Hun har nemlig skjulte lydoptagelser, der dokumenterer, hvordan rapporter blev udarbejdet. Optagelserne fik os straks til at se potentiale i en lydfortælling.
Tidshorizont:
I alt er der brugt seks måneder på projektet.

Det tog sin begyndelse i februar, hvor Helle Fuusager modtog tippet. Herfra researchede hun et par måneder på historien ved siden af andre projekter, indtil hun - i midten af april - vurderede at have dokumentation nok til at gå all in på sagen. Dokumentationen pegede allerede på dette tidspunkt i retning af en meget alvorlig sag.
Fra midt april begyndte vi derfor at arbejde intenst med projektet. Vi indsamlede materiale, søgte aktindsigt, lavede interviews, skrev manuskript og begyndte at klippe samtidig med, at Helle Fuusager fortsatte sin research. Sådan kørte vi en løbende proces helt frem til udgivelse af sidste episode, fordi vi på den måde hele tiden var åbne for, at historien kunne udvikle sig med nye cases, tips og reaktioner.

Nyhed:

Projektet tager lytteren med ind i et forrået system, som det ellers kun er udsatte borgere, der stifter bekendtskab med. Og den udpensler på en mareridtsagtigt måde, hvor dårlig kvalitetssikringen og retssikkerheden er i den mest indgribende foranstaltning, vores retsstat udøver mod forældre og børn.

På konkret niveau afslører serien graverende fejl, mangler og løgne i Michael Adam Guuls arbejde, som kommuner har brugt. Derudover får serien gravet kritisable forhold i særligt Tårnby Kommune frem - herunder mistænkeligheder omkring familiechefens rolle, hvor advarsler, klager og korrespondance ikke er journaliseret, alt imens lydoptagelser dokumenterer, hvordan familier i systemet bliver fejet af og løjet for.

Serien indeholder desuden flere afsløringer i hovedafsløringen - for eksempel, at VIA University College beholdte psykologen som underviser, selvom han havde polititilhold mod en elev. Og skjulte lydoptagelser afdækker uddannelseslederens måde at håndtere sagen på.

Fagfolk har før kritiseret forældrekompetenceundersøgelser; de er nemlig svære at efterprøve og klage over trods deres store indflydelse. Alligevel har ingen medier før beskæftiget sig indgående med emnet. Formentligt fordi det er uhåndgribeligt, og man let fortaber sig i enkeltsager. Serien formår at sætte de indgribende undersøgelser på dagsordenen i en ramme, der gør historien relevant for et bredt publikum. Og den undersøger et vigtigt forvaltningsmæssigt led i en proces, som alt for ofte går galt.

Konsekvens:

Ankestyrelsen har sendt et brev ud til landets kommuner og bedt dem identificere og genvurdere de sager, som psykolog Michael Adam Guul har været involveret i. Ankestyrelsen gennemgår også selv de sager, hvor hans arbejde har spillet en rolle.

Herudover er minister Astrid Krag kaldt i samråd, idet politikerne ønsker en debat om, hvordan denne type sager kan undgås fremadrettet - blandt andet diskuteres en certificeringsordning for at kvalitetssikre psykologarbejdet i tvangsfjernelsessager på baggrund af serien, ligesom der pågår en debat om bedre tilsyn samt ændring af autorisationsreglerne - i modsætning til eksempelvis læger og sygeplejersker kan psykologer ikke fratages deres mulighed for at agere som fagperson. Psykologer kan arbejde uden autorisation, hvilket er tilfældet for Michael Adam Guul, der på den måde også undgår tilsyn, og at forældre og forvaltninger kan klage over ham til Psykolognævnet.

Michael Adam Guul personligt er blevet politianmeldt af Tårnby Kommune, der har brugt ham mest. De har desuden igangsat to eksterne undersøgelser. Heraf skal den ene undersøge de 21 konkrete sager, psykologen har været involveret i, mens den anden skal undersøge forholdene i familieafdelingen. Yderligere er kommunens familiechef fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning. Der er desuden en debat i Aarhus Kommune, som har gjort brug af psykologen i syv børnesager, eftersom flere politikere i kommunen ønsker en uvildig undersøgelse af forløbet.

Metode:

Sårbare kilder:
Det vigtigste arbejde i forbindelse med projektet har bestået i at tale med kilder. Mange af dem har været sårbare og frygtet reaktionen fra enten kommunen eller Michael Adam Guul eller begge parter. Derfor har de færreste haft lyst til at dele deres historie som udgangspunkt - hverken med os eller offentligheden. Helle Fuusager har derfor også talt med mange flere kilder end dem, der er endt med at medvirke.

Særligt er der brugt meget tid på de etiske overvejelser og arbejdet omkring Sophie Madsen, som er en afgørende karakter i fortællingen. Hun er psykologens tidligere kæreste og sekretær og er også den forurettede part i straffesagen. Sophie Madsen er vigtig for historien, fordi hun alene kan bidrage med unik viden og dokumentation om Michael Adam Guuls arbejde, ligesom hun alene kan koble straffesagen til hans virke som psykolog for diverse myndigheder. I starten var hun bange og ønskede ikke at medvirke. Særligt frygtede hun Michael Adam Guuls reaktion. Efter mange besøg og samtaler blev hun efterhånden tryg ved journalisten og projektet, og til sidst indvilligede hun i at stå frem med sin historie, fordi hun blev indigneret over kommunernes manglende indgriben trods advarsler, og fordi det var vigtigt for hende, at de involverede familier blev hørt.

Også arbejdet med de forældre, Michael Adam Guul har undersøgt, har fyldt meget. Først og fremmest har det taget lang tid at finde forældrene, komme i kontakt med dem på den rigtige måde og herefter gøre dem trygge i at skulle medvirke. Måden, vi gjorde dette på, var at gå igennem diverse advokater, der repræsenterer familier i tvangsfjernelsessager. Herfra ledte den ene kilde os videre til den næste og så fremdeles. Mange af disse familier har mistet tilliden til systemet og frygtede også, at det ville skade deres sag - herunder deres børns situation - hvis de kritiserede kommunen. Vi har været opmærksomme på at balancere vores tilgang - trods familiernes sårbarhed har vi skulle gå kritisk til dem og stille krav om at gennemgå forskellig dokumentation og afgørelser. Det har vi skulle gøre på en nænsom måde og med respekt for, at vi betræder det mest sårbare og private i disse familiers liv. Familier, som stadig er dybt berørte og påvirkede af deres forløb. Fordi disse kilder langt fra er medievante og ressourcestærke, har processen taget en del længere tid end sædvanligt, når det kommer til at få lavet aftaler, fremskaffet de rigtige dokumenter med videre.

Gennemgang af rapporter:
Det lykkes at få fremskaffet 27 rapporter, som Michael Adam Guul har udarbejdet for forskellige kommuner i 2018. Disse dannede grundlag for en stor del af projektet, da det var via rapporterne, vi kunne dokumentere de generelle problemer i psykologens undersøgelser og metoder.

Helle Fuusager startede med at gennemgå samtlige afgørelser på Psykolognævnets hjemmeside for at få overblik over, hvad der normalt giver kritik af forældrekompetenceundersøgelser, således hun var bekendt med typiske fejl, mangler og faldgruber. Herudover læste hun de daværende retningslinjer for denne type undersøgelser, ligesom hun gennemgik en specifik sag, hvor kritik af Michael Adam Guuls rapport havde ført til en ny undersøgelse af en anden psykolog. Med denne viden i baghovedet gennemlæste hun alle de fremskaffede rapporter systematisk og noterede sig undervejs alle de mulige fejl og mangler - eksempelvis de åbenlyse såsom manglende datoer og opdrag.

Herefter kontaktede Helle Fuusager en lang række eksperter. Det tog en del tid både at finde og overtale de rigtige til opgaven. Gruppen af kompetente eksperter er begrænset, og samtidig er psykologfaget exceptionel tilbageholdende med at kritisere hinanden offentligt. Derudover er det typisk ildeset, at psykologer vurderer andres FKU-rapporter, fordi sagerne er komplekse, og man dårligt kan vurdere resultater i en FKU uden selv at have talt med/undersøgt de pågældende familier. Her blev psykologerne dog overbeviste efterhånden, idet de fejl og mangler, der var tale om, var så graverende og åbenlyse, og ikke handlede om specifikke resultater eller fortolkningsspørgsmål. Derfor endte de rigtige og mest kompetente eksperter også helt unikt med at sige ja til at hjælpe. Særligt psykologen fra Psykolognævnet og psykologen fra Ankestyrelsen blev vigtige ekspertkilder.

Vi lod eksperterne læse tilfældigt udvalgte rapporter, sendte dem relevante uddrag fra rapporter og gennemgik Helle Fuusagers observationer og notater med dem. Efter at have fået deres tilføjelser med mere samlede vi en oversigt/liste over de mest konkrete og håndgribelige kritikpunkter. Herefter gennemgik Helle Fuusager på ny de 27 rapporter systematisk og noterede præcist, i hvor mange tilfælde de enkelte kritikpunkter hver især var opfyldte.

Derudover brugte Helle Fuusager meget tid på at gennemgå rapporterne for sammenfald, eftersom Sophie Madsen påstod, at de ofte copy pastede. Til det brugte hun et plagiat-program, som kunne holde de enkelte rapporter op mod hinanden for at finde eventuelle sammenfald. Mange sammenfald var naturlige (som f.eks. hans navn eller metodebeskrivelser), men der var også sætninger og afsnit, der virkede mere obskure, fordi det var vurderinger af og konklusioner om forældre og børn. Alle disse blev kopieret over i et dokument, hvorefter vi lagde alle rapporter sammen i et langt dokument, hvor hun så kunne søge på ord, sætninger og afsnit for at se, hvor mange gange de hver især optrådte. Altså brugte vi plagiat-programmet til at få en ide om, hvilke sætninger/afsnit der muligvis var genbrugt. Herefter lavede Helle Fuusager manuelle søgninger for at finde ud af, om det rent faktisk var tilfældet - og i så fald i hvor høj grad. Det var via denne metode, vi kunne endeligt bekræfte, at Michael Adam Guul havde copy pastet. Vi fandt blandt andet vurderende sætninger og observationer, der optrådte 10, 12, 16 gange og så videre. Og det var også via denne metode, at Helle Fuusager opdagede, at særligt to observationer og to rapporter var enslydende. Disse eksempler sendte vi også til eksperter, som vurderede, at der var tale om copy paste - en metode, Michael Adam Guul selv indrømmede senere hen.

Aktindsigt:
Vi har undervejs i arbejdet gjort brug af et hav af aktindsigtsanmodninger. Både til kommuner, universiteter, ved retten og via forældre, der har søgt indsigt i egne sager. Alle disse skulle gennemgås kritisk og grundigt.

Modstand:

Michael Adam Guul:
Modstanden mod projektet er særligt kommet fra Michael Adam Guul. Han har sendt over 100 mails med diverse trusler, som har været alt fra professionelle trusler til trusler af mere personlig karakter. Til sidst i processen blev truslerne så alvorlige, at vi besluttede at lade vores advokat bistå dele af korrespondancen.

På samme måde har Michael Adam Guul kontaktet og truet samtlige medvirkende kilder, ligesom han i flere tilfælde - øjensynligt - har forsøgt at snyde flere kilder ved at sende dem kryptiske beskeder, som formentlig har haft til hensigt at få dem til at svare på en måde, som han har kunne bruge til sin fordel.

Generelt har Michael Adam Guul fremsendt adskillige usammenhængende mails med forskellige dokumenter og screenshots, som, han mener, udgør dokumentation for sine forskellige påstande. Vi har skullet forholde os til det fremsendte, hvilket har været vanskeligt, eftersom det, han har sendt, på ingen måde kan kategoriseres som normal dokumentation. Det har for eksempel været screenshots af private Messenger-samtaler med anonyme Facebook-profiler, som vi ikke har kunnet identificere. Et andet eksempel er, at han har sendt screenshots af tekster skrevet i Word, som vi ikke har kunnet datere eller se en afsender på. Ligeledes har vi flere eksempler på, at Michael Adam Guul har forsøgt at konstruere dokumentation. For eksempel har han kontinuerligt argumenteret for, at kritikken mod ham er startet af psykolog Karen Krag, fordi han kritiserede hende først. Som dokumentation for dette sendte han papirer fra en specifik sag, som Karen Krag har været involveret i, hvortil han vedhæftede et Word-dokumentet med sine personlige kritikpunkter af hendes arbejde. Men man kunne ikke se, hvem dokumentet var sendt til og i så fald hvornår. Da vi foreholdte Michael Adam Guul dette, lød svaret, at kritikken var sendt til Psykolognævnet. Kort herefter modtog Karen Krag besked fra Psykolognævnet om, at Michael Adam Guul havde sendt en klage over hende, og han forsøgte herefter at bruge dette som dokumentation på, at han altså kritiserede hende først, selvom klagen reelt var indsendt på bagkant. Et andet eksempel på denne måde at modarbejde os på er, at han sendte screenshots fra en privat Messenger-samtale med en ekspert i testning - ifølge Michael Adam Guul dokumenterede de usammenhængende udklip fra samtalen, at brug af copy paste og enslydende rapporter er et normalt fænomen. Men da jeg kontaktede eksperten, forklarede han det helt modsatte og sagde, at hans svar var taget ud af kontekst, og at han ikke var klar over Michael Adam Guuls intention med samtalen. På samme måde har man selv skulle være varsom med at skrive til Michael Adam Guul på en måde, som kunne misforstås eller manipuleres ind i en forkert kontekst: For eksempel tilbyder Michael Adam Guul nu såkaldte second opinions, hvor han lader sig betale for at gennemgå andre psykologers FKU-rapporter. Eksperter har i den forbindelse fortalt, at det er at stikke desperate forældre blår i øjnene, og Helle Fuusager skrev derfor til Michael Adam Guul i en mailkorrespondance, at hun “havde forstået det som om, at second opinions ikke kunne bruges’. Selvom sætningen skal forstås som en konstatering, har Michael Adam Guul valgt at betragte det som en indrømmelse på, at hun havde misforstået noget, og han har derfor siden yndet at bruge citatet som ‘bevis’ for, at ‘journalisten ikke har styr på sin research’.

Generelt han forsøgt at miskreditere både Helle Fuusager og alle medvirkende. Michael Adam Guul har således i forbindelse med publiceringerne været aktiv både på sin egen åbne Facebook-profil samt på sin hjemmeside, hvor han forsøger at underminere både journalistens, hovedkilden Sophie Madsens, forældres og eksperternes troværdighed med forskellige udokumenterede påstande. For eksempel påstår han i flere tilfælde, at Helle Fuusager har personlige relationer til de medvirkende, hvilket er usandt, ligesom han beskylder Sophie Madsen for at være psykisk syg og have snydt med sine eksaminer på socialrådgiveruddannelsen. Herudover er eksperter blevet beskyldt for at holde hånden over hinanden, være pædofile, snyde med autorisationer, snyde med førtidspensioner med videre. Påstande han også har forsøgt sig med i andre medier - herunder i Deadline 28 august samt i en artikel i Politiken 23 juni. Vi har desuden set eksempler på lange mails tilsendt diverse medier, hvor Michael Adam Guul har forsøgt at få disse til at lave historier om journalisten, Ekstra Bladet og Sophie Madsen baseret på løse, udokumenterede påstande.

Alt dette har af gode grunde gjort det sværere at få folk til at stå frem, fordi de ikke magter diverse beskyldninger eller chikane fra Michael Adam Guul. Flere gav udtryk for at være direkte bange for ham, fordi de fandt ham utilregnelig. Alt sammen begrundet frygt fra kildernes side, hvilket gjorde det sværere både lavpraktisk og etisk at fastholde vigtigheden i historien og kildernes medvirken. Særligt de udsatte og sårbare. Vi har derfor også skullet overveje, hvilke kilde vi eventuel skulle undlade at få til at deltage i projektet.

Lukkede systemer:
Også Tårnby Kommune har forsøgt at modvirke historierne. De har forhalet aktindsigtsanmodninger, hvor de konsekvent har overskredet svarfrister, ligesom de i flere tilfælde har forsøgt at afvise anmodninger på forkert grundlag. Det har trukket store dele af researchen i langdrag, fordi Helle Fuusager har skulle bruge meget tid på at klage over afgørelser, modargumentere og kæmpe en kamp for næsten hvert eneste udleveret dokument. Desuden har Tårnby Kommune kun bidraget med meget lidt materiale til at opklare, hvad der er foregået i forvaltningen - trods et intenst samarbejde i de mest indgribende sager, findes der ingen korrespondance mellem psykologen og kommunen overhovedet, ligesom der ikke findes bekymringshenvendelser, klager eller lignende, som er journaliseret. Dette har gjort arbejdet med at kortlægge samarbejdet ekstremt vanskeligt, og alt dokumentation, der peger på, hvad kommunen vidste, har skulle skaffes ad omveje. Desuden har systemerne generelt lukket sig om sig selv - for eksempel har borgmesteren i Tårnby Kommune hele vejen igennem nægtet at stille op til interview eller svare på spørgsmål, ligesom Helle Fuusager er blevet nægtet at snakke med de mest relevante personer fra både Tårnby Kommune og Via University College. På samme måde har eksempelvis institutionen Bethesda, som også har gjort særligt meget brug af psykologen, nægtet at medvirke i interviews, ligesom deres svar på spørgsmål har vist sig at modstride fakta i sagen. For eksempel påstår de at have brugt Michael Adam Guul i ni sager, selvom vi har skaffet 11 rapporter udarbejdet for dem. De har også svaret, at de ingen klager/bekymringer har modtaget, hvilket modstrider både Sophie Madsens påstand, ligesom flere embedsfolk fortæller at have klaget over kvaliteten i konkrete rapporter.


Etik:

Sophie Madsen:
Sophie Madsen, som er en af hovedkilderne, er psykologens ekskæreste og offer i den verserende straffesag, hvilket betyder, at hun er meget partisk. Vi har derfor måttet overveje etikken i at lade hende få så meget taletid og vægt i historien. Vi har dog vurderet, at Sophie Madsen har kunnet dokumentere alle sine påstande mod Michael Adam Guul - enten via de skjulte lydoptagelser, aktindsigt ved politiet, diverse journaler, gamle beskeder, mails og lignende. Desuden bekræftede indholdet af de 27 lækkede rapporter netop de problematikker, som Sophie Madsen fortalte om arbejdet. For eksempel copy paste-metoden. Desuden var Sophie Madsen hele vejen igennem ærlig omkring egne fejl, hun havde begået både i relationen til Michael Adam Guul og i forhold til sin rolle som sekretær. Hun kunne desuden tilbagevise samtlige af Michael Adam Guuls påstande - eksempelvis at hun ikke lider af borderline, som han konsekvent påstår. Vi har også talt med adskillige kilder rundt om Sophie Madsen, som bekræfter forløbet og hendes version. Både familiemedlemmer, veninder samt kilder tæt på Michael Adam Guul. De enkelte påstande, vi ikke kunne få verificeret, undlod vi fra dækningen - for eksempel at Sophie Madsen ikke blev betalt for arbejdet. Vi var herunder meget opmærksomme på, hvordan vi skulle håndtere påstanden om, at Michael Adam Guul har udsat Sophie Madsen for vold. Han er tiltalt for disse forhold, men ikke dømt. Det er dog umuligt at fortælle historien om relationen, og hvorfor hun ikke turde gå, mens de arbejdede med rapporterne, uden at have denne væsentlige del af forklaringen med. Vi har dog valgt at henholde os til, at dette er et forhold, han er tiltalt for, og i podcasten henviser vi til, at denne påstand er Sophie Madsens alene.

Sophie Madsen virkede desuden hverken hævngerrig eller motiveret ift. at ramme Michael Adam Guul personligt - tværtimod var hun modvillig til at stå frem grundet frygt for ham, og sagde i sidste ende ja for at hjælpe de involverede familier og lette sin egen dårlige samvittighed over venstrehåndsarbejdet. Sophie Madsen har tidligere forsøgt at gøre opmærksom på problematikkerne omkring rapporterne ved at kontakte Tårnby Kommune m.fl., uden at hendes opråb er blevet hørt - og det var i høj grad indignationen over dette, der fik hende motiveret til at medvirke.

Vi diskuterede også, hvorvidt Sophie Madsen og Michael Adam Guuls personlige relation var relevant for offentligheden. Vi kom dog frem til, at deres relation og udviklingen af denne var vigtig at beskrive for at kunne forstå, hvordan Sophie Madsen kunne sidde og udføre rapporterne under trusler og kummerlige forhold uden at gå sin vej eller råbe vagt i gevær. Desuden fortæller deres personlige historie om andre systemsvigt; kommuner fremhæver blandt andet ansættelsen på VIA University College som grundlaget for, at de opfattede Michael Adam Guul som både kompetent og troværdig. Men historien om Sophie Madsens og Michael Adam Guuls relation sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt VIA University College levede op til deres ansvar, da de lod Michael Adam Guul fortsætte som underviser trods et polititilhold mod en elev. Desuden fortæller deres relation og måde at møde hinanden på også noget om Michael Adam Guuls måde at forvalte sin autoritet som psykolog på. Forholdet startede nemlig, da han som underviser og psykolog tilbød at hjælpe hende med en angstproblematik.

Michael Adam Guul:
Vi har undervejs overvejet, om vi kunne forsvare at bringe så mange afsløringer om en enkelt navngiven mand, som også ud fra sine mails og svar virkede psykisk ustabil og utilregnelig. Vi vurderede dog, at han har båret tilstrækkeligt med gyldne kæder, idet han har spillet så afgørende en rolle i de mest indgribende myndighedssager - og mange af dem. Han har tjent offentlige millioner på sit embede, og graden og alvoren af hans forseelser talte derfor også for at bringe hans navn.

Herudover har Michael Adam Guul velvilligt stillet op til flere interviews og svaret på spørgsmål og kritik, ligesom han har deltaget aktivt i sagen både på sin Facebook-profil, sin hjemmeside og i andre medier, hvor han har fulgt dækningen og fremsat diverse påstande om seriens medvirkende og afsløringerne. Vi ville i sidste ende ikke kunne fortælle historien med samme virkning og troværdighed uden at bringe hans navn, eftersom hans egne svar i vores interviews også fungerer som dokumentation i sig selv. Svarene bekræfter blandt andet kildernes påstande om ham som person og psykolog, ligesom de bidrager til forståelse af hele sagens absurditet.

En væsentligt faktor blev også, at Michael Adam Guul ikke benægter de mange forhold, han kritiseres for. Han indrømmer både copy paste-delen, at han har kaldt sig for læge, at han har truet Sophie Madsen, at han ikke overholder retningslinjerne osv. Der er derfor ikke uenighed om det faktuelle grundlag, som historien bygger på. Michael Adam Guul er blot uenig i, at disse forhold er problematiske og mener, at kritikken af ham udspringer af en generel uretfærdig aversion mod ham fra systemets side.

Forældre til sårbare, anbragte børn:
Vi har løbende i processen skullet overveje, om forældrene til tvangsfjernede børn har kunnet gennemskue konsekvenserne af at medvirke og lade os gennemgå deres fortrolige dokumenter. Både de og deres børn har netop været igennem en turbulent og psykisk hård tid, og vores arbejde fører ikke nødvendigvis til, at forældrene får deres børn igen. Vi har derfor skulle passe på med ikke at tænde et håb i disse forældre, og vi har skullet være tydelige omkring, at pointen med historierne ikke er, at deres børn ikke burde være anbragt. Ligesom vi har været tydelig om, at historierne hverken tager stilling til de konkrete anbringelser, eller det at anbringe børn i det hele taget, idet vores historier fokuserer på undersøgelserne og dermed grundlaget.

De forældre, der i sidste ende medvirker i fortællingen, er dem, vi har vurderet havde mest dokumentation, der pegede på, at Michael Adam Guuls undersøgelse var afgørende, samt de familier som virkede stærkest omstændighederne taget i betragtning. Vi har dog for at beskytte børnene ladet forældrene stå frem anonymt, så børnene hverken nu eller senere i livet skal se deres personlige børnesag gennemhullet og beskrevet i Ekstra Bladet.

GDPR og personfølsomme oplysninger:
I de lækkede og fremskaffede rapporter var der en masse personfølsomme oplysninger, hvorfor det første, Helle Fuusager gjorde, var at slette alle personlige og uvæsentlige oplysninger som navne, CPR-numre, adresser med videre. Desuden er rapporterne udelukkende blevet opbevaret på et USB-stik, som kun hun har haft adgang til. Dette også for at beskytte de kilder, der har lækket og udleveret rapporter.

Brug af skjulte optagelser:
Vi skulle tage stilling til, om vi kunne forsvare at bruge de skjulte optagelser af Michael Adam Guul og Sophie Madsen. På den ene side kan man argumentere for, at optagelserne krænker privatlivets fred, eftersom de er optaget hjemme hos Sophie Madsen og indeholder snak mellem Michael Adam Guul og Sophie Madsen, der umiddelbart kan synes at være af ren privat karakter. Efter nøje overvejelser og samtlige snakke med en advokat og vores redaktører, endte vi med at beslutte at bringe dele af optagelserne. Argumentet for denne beslutning var først og fremmest, at selvom de er optaget hjemme hos Sophie Madsen, så er alle optagelser lavet, mens Michael Adam Guul er sit virke som psykolog for offentlige myndigheder. Desuden nægter Michael Adam Guul, at rapporterne blev til under rodede og kaotiske forhold, ligesom han nægter, at truslerne mod Sophie Madsen påvirkede indholdet i rapporterne. Hvorvidt omstændighederne for udarbejdelsen af rapporterne er kritisable eller ej, er en vurderingssag. Michael Adam Guul mener altså, at det er i orden, mens diverse eksperter kalder det uacceptabelt. Det er derfor vigtigt at afspille klippene, så lytteren selv kan danne sig et indtryk af de forhold, hvorunder rapporterne blev til. Lyden tjener derudover som dokumentation på, at Michael Adam Guul truede sin assistent i forbindelse med arbejdet, hvilket er en del af forklaringen på, at hans metoder ikke blev opdaget allerede dengang. Derudover dokumenterer lyden, at der blev brugt copy paste, og at han fik Sophie Madsen til at udarbejde rapporterne, selvom hun ikke var officielt ansat. Michael Adam Guul er også i både vores interviews og i vores mailkorrespondance blevet forelagt, at optagelserne ville blive brugt, hvilket han, hverken før eller efter podcasten udkom, har protesteret imod.

De andre skjulte lydoptagelser, som indgår i fortællingen, har også været diskuteret med både chefredaktører og vores advokat. Her var valget dog mere ligetil, eftersom disse udelukkende afslørede magtfulde ledere og chefer varetage deres offentlige embede. Desuden brugte vi kun de dele af klippene, der havde en dokumentationsmæssig værdi. For eksempel påstod Tårnby Kommune i det første interview, at de ikke brugte Michael Adam Guul som læge, hvorfor det var nødvendigt at afspille lydklippet, hvor deres familiechef netop præsenterer psykologen som læge over for familier. På samme måde dokumenterer lydfiler fra møder, at kritik af psykologens rapporter netop blev fejet af, hvilket er vigtigt, eftersom kommunen har påstået, at der ingen bekymringer og klager var over rapporterne.

Formidling:

Det var fra begyndelsen tydeligt, at en podcastserie var den rette formidlingsform til at samle fortællingen om psykolog Michael Adam Guuls fejlbehæftede, kritisable arbejdsmetoder samt svigtet fra de kommuner, som har til opgave at sikre børns tarv.
Blandt andet fordi en stor del af vores dokumentation helt unikt eksisterede i form af skjulte lydoptagelser lavet af en række kilder. En del er optaget af hovedkilden Sophie Madsen, der har fungeret som assistent for Michael Adam Guul, og som dokumenterer, hvordan arbejdet reelt er foregået. Optagelserne giver et unikt indblik i den kaotiske arbejdsproces, hvor psykologen truer assistenten og hendes familie på livet. For at kunne bruge denne dokumentation bedst og stærkest muligt - og for at kunne formidle alvor, stemninger, intonation og nuancer i deres ordvekslinger og i de trusler, der er fanget på lydoptagelserne - stod det klart, at fortællingen skulle formidles på lyd. Det samme gælder for de skjulte optagelser, der dokumenterer, hvordan en plejefamilie bliver afvist, da de overfor kommunen forsøger at gøre opmærksom på fejl i deres rapport, eller hvordan kommunen lyver over journalisten, når de siger, at de ikke brugte Michael Adam Guul som læge. Det samme gælder særligt de konfronterende interviews med myndigheder, hvor afspilninger i næsten uredigeret form tilføjer merværdi, fordi man kan høre pauser og tonefald, og hvordan de ansvarlige undervejs i interviewet må trække udsagn tilbage, gøre indrømmelser med videre.

Vi har tidligt i processen været særligt opmærksomme på at skabe de bedst mulige rammer for at optage interviews med kilder, ofre og andre involverede og lade disse indgå i fortællingen. Vi har haft fokus på det udstyrsmæssige inden for de muligheder, vi havde til rådighed, men var også optaget af at fange umiddelbare reaktioner og følelser over for eksempel telefonopkald. Dette så materialet og indholdet i podcasten stod stærkest og mest autentisk. Det lykkes for eksempel med det unikke indblik i sorgen og smerten hos en mor, der har fået tvangsfjernet sine børn på baggrund af en fup og fidus-rapport eller reaktionen fra eksperter, hvis navne er blevet misbrugt. Deres historier bliver ekstraordinært gribende, når de bliver formidlet på lyd. Følelsesudbrud eller en pause i en sætning under et interview med en kilde formidler konsekvenserne af psykologens fejlbehæftede arbejde præcist og stærkt.

Udover at arbejde med interviews har vi arbejdet med at inkorporere den journalistiske arbejdsproces med det formål at skabe en lydfortælling med et dragende samspil mellem form og indhold. Vi anvender derfor også journalisten som en jeg-fortæller fremfor at bruge en vært. Og vi har arbejdet med at blande undersøgende journalistik, afsløringer og nyheder med nogle af de klassiske dramaturgiske greb som scenestruktur, karakterudvikling, tempo og suspense. En fortælling, der i et medrivende tempo hele tiden driver historien fremad og holder lytteren nysgerrig og interesseret. Alt sammen med det formål at skabe en stærk serie, der kan både fastholde og nå det bredest mulige publikum.

Vi har således haft fokus på at skabe en dramatisk fortælling, men med respekt for dens alvor og de konsekvenser historien har eller kan få for de involverede parter, og vi har arbejdet målrettet med at skabe en podcastserie med et særegent udtryk i både stil og tone, som adskiller sig fra andre lignende produktioner i det evigt voksende udbud af podcasts. Den er derfor fortalt i et ærligt og ligefremt sprog og med en ”no bullshit”-tilgang til udenomssnak og bortforklaringer i de alvorlige sager, serien behandler. Herunder er det den første podcast af sin genre på Ekstra Bladet, hvilket betød, vi skulle opfinde en form for ny fortællemæssig identitet. Her var det netop vigtigt, at formatet nåede ud til en anden og bredere målgruppe, men stadig indeholdte en Ekstra Bladet-ånd. Vi har for eksempel forsøgt at indkapsle Ekstra Bladets identitet med den omtalte “no bullshit’ tilgang som eksempelvis kan ses i speaks som ‘men det er løgn’ og ‘fup og fidus-rapporter’.

I begyndelsen lavede vi en oversigt over podcastafsnittene, hvor vi fordelte materiale, kilder og så videre ud på de tiltænkte afsnit. Denne opbygning kunne vi tage udgangspunkt i, men vi valgte at publicere de første to episoder af podcastserien, inden alle de andre episoder var færdige. Det gjorde vi, så vi havde muligheden for at inkorporere reaktioner og ny research i episoderne så tæt på udgivelse som muligt. En arbejdsmetode, der giver materialet nerve og aktualitet, og som gav os naturlige gaver og overraskelser i arbejdet med fortællingen. Det betød, at vi arbejdede med en meget levende og omskiftelig struktur og storyline, hvor vi konstant lagde til og trak fra, og hvor virkeligheden hele tiden påvirkede podcastserien. Det bidrog til, at vi kunne formidle den allermest skarpe, præcise og levende fortælling. Og vi jonglerede hele vejen igennem mellem det allerede eksisterende materiale, og nye tips, nye kilder, ny udvikling i sagen med videre. Her var det en konstant balance mellem at give lytteren bidder af det mest opsigtsvækkende materiale på de rigtige tidspunkter, men også gemme overraskelser til senere afsnit. For eksempel diskuterede vi, hvorvidt vi skulle lade en af Michael Adam Guuls trusler indgå i anslaget i episode 1, eller om vi skulle gemme dette som en overraskelse senere i afsnittet. Vi blev dog enige om, at vi selv havde oplevet både på os selv, og når vi præsenterede historien over for chefer og kollegaer, at de blev hooked, når de hørte eksempler på truslerne. Derfor besluttede vi at give noget af dette væk allerede i starten - også fordi vi vurderede, at vi stadig ville have rigeligt med overraskelsesmomenter tilbage.

Et væsentligt valg i formidlingen er, at vi langt hen ad vejen krydsklipper mellem Sophie Madsens personlige fortælling og den mere overordnede fortælling, som handler om psykologens arbejde med tvangsfjernelser. I starten overvejede vi at fortælle historien i det forløb, som vi havde oplevet gennem researchen - nemlig at vi først blev bekendt med straffesagen og Sophie Madsens personlige historie om en vanvittig psykolog, og at man efter denne histories afslutning kunne skrue op for blusset og gøre sagen ‘værre og værre’ ved at tune mere og mere over på vinklen med tvangsfjernelser. Dog vurderede vi, at vi var nødt til at prioritere vinklen om tvangsfjernelser højere, eftersom det var den journalistisk stærkeste historie. Derfor overvejede vi også at bytte helt rundt på fortællingerne og starte med at fortælle om rapporterne og tvangsfjernelserne og slutte historien med Sophie Madsen. Men med denne opbygning ville vi ikke kunne benytte Sophie Madsen optimalt. Hun er nemlig en stærk formidler, repræsenterer stor identifikation og havde stærk dokumentation. Derfor besluttede vi at krydsklippe mellem de to forløb, hvilket gjorde arbejdet med historiens struktur og røde tråd mere udfordrende. Dog synes vi, at dette valg i sidste ende har gjort serien og den samlede fortælling langt mere original, ligesom de to parallelle forløb bidrager til det høje tempo og bedre fastholdelse.

Thomas Arent og Helle Fuusager samarbejdede hele vejen igennem forløbet, men bidrog med hver deres faglighed. Thomas Arent har en baggrund fra filmskolen, og han formåede at løfte den undersøgende journalistik til nye højder ved hjælp af greb og inspiration fra fiktionsverdenen. På den måde kunne vi kombinere dybdeborende journalistik med filmiske værktøjer, hvilket har haft stor betydning for det aftryk og den styrke, projektet har haft ved udgivelsen.

Podcastserien er hovedproduktet, men projektet er udkommet som crossmedia på den måde, at vi også har skrevet adskillige artikler til ekstrabladet.dk, ligesom flere afsløringer har ramt forsiden af Ekstra Bladet, og videofortællinger har præget både sitet og sociale medier. Dette har været med til at øge opmærksomheden om podcasten samt lægge yderligere pres på de ansvarlige myndigheder. Denne formidlingsform har desuden betydet, at vi har kunne komme hele vejen rundt om historien, fordi vinkler, nuancer og mellemregninger, som ikke har passet til en nyhedsartikel, har kunne indgå på video eller i podcasten, ligesom sidehistorier undtaget fra lydfortællingen har kørt godt på ekstrabladet.dk. Artikler og videoerne har også givet lydfortællingerne mere værdi. For eksempel har flere lyttere givet positivt udtryk for brugeroplevelsen ved at se artiklen, hvor Michael Adam Guuls fejl og mangler visuelt og grafisk er præsenteret, ligesom mange fandt det spændende at se hovedkarakteren Sophie Madsen på video.