Døde pigers dagbog
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Maria Lyhne Høj, Laurits Nansen, Annegerd Lerche Kristiansen, Laura Marie Sørensen
Projektets beskrivelse
Titel:
Døde pigers dagbog
Beskrivelse:
I ‘Døde pigers dagbog’ bliver et hemmeligt netværk blandt 1000 af landets allermest psykisk sårbare piger gravet frem. Pigerne er typisk mellem 15 og 29 år, og de har etableret netværket på det sociale medie Instagram, hvor de på profiler med dæknavne kan dele tanker om og metoder til at begå selvmord.
Netværket bliver kaldt PRIV - for ‘private’ eller ‘privat’, og medlemmerne vogter over en intern tavshedspligt, så hverken medlemmernes familier eller sundhedsfagligt personale kender til forummet.
Særligt grundigt kildearbejde med kontakt til nogle af netværkets medlemmer har gjort det muligt at få adgang ind i det hemmelige netværk. Mange timers gennemsøgning i netværket har givet overblik over medlemmerne og det indhold, de deler - både de døde og de fortsat aktive medlemmer. Dernæst har et tæt samarbejde med en technoantropolog på Aalborg Universitet gjort det muligt at trække gigantiske mængder data ned fra netværket, så vi har kortlagt og lavet mere overordnede søgninger, der blandt andet har ført til døde pigers profiler.
Flere af medlemmerne bruger netværket som dagbog, hvor de deler voldsomme, blodige billeder og videoer af selvskade - og gør det i flere tilfælde helt frem til deres selvmord. Det resulterer i en, ifølge eksperter, ‘syg konkurrence’; - Jo sværere selvskade, jo bedre. De glorificerer døden og det at gå i døden sammen.
Vi opsøger vi familier, der først efter vores kontakt bliver bekendt med, at deres børn var en del af PRIV-netværket frem mod deres død. Ligeledes opsøger vi sundhedsfagligt personale landet over, som intet kender til netværket - de føler sig ‘sat skakmat’ og ‘bagud ift. de unges brug af sociale medier’, selvom flere af brugerne er indlagt på psykiatriske afdelinger. Ledende overlæger i psykiatrien lover i den forbindelse, at de fremadrettet vil sætte fokus på patienters digitale liv.
Vi konfronterer Instagram, der faciliterer rammerne for netværket og lader blodigt materiale ligge på deres platform imod virksomhedens politik.
Netværket bliver kaldt PRIV - for ‘private’ eller ‘privat’, og medlemmerne vogter over en intern tavshedspligt, så hverken medlemmernes familier eller sundhedsfagligt personale kender til forummet.
Særligt grundigt kildearbejde med kontakt til nogle af netværkets medlemmer har gjort det muligt at få adgang ind i det hemmelige netværk. Mange timers gennemsøgning i netværket har givet overblik over medlemmerne og det indhold, de deler - både de døde og de fortsat aktive medlemmer. Dernæst har et tæt samarbejde med en technoantropolog på Aalborg Universitet gjort det muligt at trække gigantiske mængder data ned fra netværket, så vi har kortlagt og lavet mere overordnede søgninger, der blandt andet har ført til døde pigers profiler.
Flere af medlemmerne bruger netværket som dagbog, hvor de deler voldsomme, blodige billeder og videoer af selvskade - og gør det i flere tilfælde helt frem til deres selvmord. Det resulterer i en, ifølge eksperter, ‘syg konkurrence’; - Jo sværere selvskade, jo bedre. De glorificerer døden og det at gå i døden sammen.
Vi opsøger vi familier, der først efter vores kontakt bliver bekendt med, at deres børn var en del af PRIV-netværket frem mod deres død. Ligeledes opsøger vi sundhedsfagligt personale landet over, som intet kender til netværket - de føler sig ‘sat skakmat’ og ‘bagud ift. de unges brug af sociale medier’, selvom flere af brugerne er indlagt på psykiatriske afdelinger. Ledende overlæger i psykiatrien lover i den forbindelse, at de fremadrettet vil sætte fokus på patienters digitale liv.
Vi konfronterer Instagram, der faciliterer rammerne for netværket og lader blodigt materiale ligge på deres platform imod virksomhedens politik.
Publicering:
Webdok og tv-dokumentar blev lagt på nettet 16. februar. Dagen efter blev dokumentaren vist på DR1, og løbende blev der lagt artikler på dr.dk. I dagene efter opfølgende indslag i radio og tv. Et halvt år efter blev historien atter op på DR.
Idéen:
Idébeskrivelse:
På DR Dokumentar har vi tidligere lavet en dokumentarserie fra en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Jeg undrede mig over, hvor meget tid de indlagte patienter brugte på deres mobiltelefoner. På en lukket afdeling skærmer man ellers børnene og de unge fra alle mulige andre stimulanser - men hvad med adgangen til det store internet og alt det, der ligger dér? Det har man hidtil ikke interesseret sig synderligt for på afdelingerne - eller set som en decideret fare. Serien dengang havde et andet fokus, men senere hørte vi i dokumentargruppen om en historie fra en norsk kollega på NRK. Hun arbejdede med en historie om en gruppe sårbare norske unge, hvis selvmord kunne være koblet sammen i et forum på Instagram. Vi satte os for at finde ud af, om der kunne være et lignende dansk fænomen.
Tidshorizont:
Den tidligste research blev påbegyndt i april 2019. Arbejdet med dokumentation og formidling tog omkring otte måneder, og historien kaster fortsat historier af sig - senest i august 2020, hvor Instagram blev konfronteret med, at der stadig ligger mange, voldsomme og blodige billeder - selvom tech-giganten af flere omgange har lovet at forbedre overvågningen.
Nyhed:
Hvilke oplysninger har historien/ projektet givet offentligheden? (maks. 1500 tegn)
Det er et hidtil ukendt - men omfattende - netværk, der bliver gravet frem i projektet. Offentligheden har ikke tidligere kendt til, at unge menneskers selvmord kan være koblet sammen i et bestemt netværk på Instagram. Tendensen er, at de unge er med til at skubbe hinanden mod grovere selvskade og i yderste tilfælde ud i selvmord.
Hverken eksperter, fagpersoner eller nærmeste pårørende kender til det liv, der leves i PRIV-netværket blandt nogle af landets skrøbeligste unge.
Overlæger i børne- og ungdomspsykiatrien fortæller ligefrem, at de ‘er for gamle’ og ‘ikke har fulgt med udviklingen i det liv, de unge lever på nettet i dag.’
Dækningen har udstillet, at Instagram ikke har formået at fjerne billeder af voldsom selvskade, selvom det strider mod virksomhedens politik og gentagne løfte om at fjerne det.
Netværket breder sig over landegrænser, og det viser sig, at lignende netværk findes i eksempelvis Norge, England og USA.
Det er et hidtil ukendt - men omfattende - netværk, der bliver gravet frem i projektet. Offentligheden har ikke tidligere kendt til, at unge menneskers selvmord kan være koblet sammen i et bestemt netværk på Instagram. Tendensen er, at de unge er med til at skubbe hinanden mod grovere selvskade og i yderste tilfælde ud i selvmord.
Hverken eksperter, fagpersoner eller nærmeste pårørende kender til det liv, der leves i PRIV-netværket blandt nogle af landets skrøbeligste unge.
Overlæger i børne- og ungdomspsykiatrien fortæller ligefrem, at de ‘er for gamle’ og ‘ikke har fulgt med udviklingen i det liv, de unge lever på nettet i dag.’
Dækningen har udstillet, at Instagram ikke har formået at fjerne billeder af voldsom selvskade, selvom det strider mod virksomhedens politik og gentagne løfte om at fjerne det.
Netværket breder sig over landegrænser, og det viser sig, at lignende netværk findes i eksempelvis Norge, England og USA.
Konsekvens:
Historien har skabt øget fokus på unge psykiatriske patienters liv på sociale medier landet over. Før dokumentaren spurgte børne- og ungdomspsykiatrien over hele landet ikke ind til deres patienters digitale liv - selvom digitale relationer for mange af patienterne fylder mere end deres “fysiske” liv. Det har ændret sig efter dokumentaren.
Psykiatriordførere fra samtlige partier har været på banen, og Venstre, Radikale Venstre og SF har bedt sundhedsministeren gå ind i sagen.
Instagram er blevet holdt ansvarlig - og har af flere omgang lovet at overvåge bedre og undlade at billeder af eksempelvis løkker i loftet og bloddryppende håndled ligger. Derudover siger de, at de vil blive bedre til at handle på de anmeldelser, der kommer på voldsomme opslag. I den forbindelse har retsordførere været på banen og vil se på, om der skal lovgives, så Instagram bliver forpligtet til at fjerne billeder af voldsom selvskade.
Eksperter benytter vores research til videre forskning på området.
Den brede offentlighed er blevet gjort opmærksom på, at børn og unge kan støde på denne form for netværk. Det har blandt andet ført til, at forældre er blevet opmærksomme på det. Det oplevede vi i den opfølgning, vi lavede i august 2020, hvor en mor til en ung pige i PRIV-netværket slog alarm, og vi dermed kunne fortælle, at der i dele af PRIV-netværket bliver uddelt point for at filme selvmordsforsøg.
Psykiatriordførere fra samtlige partier har været på banen, og Venstre, Radikale Venstre og SF har bedt sundhedsministeren gå ind i sagen.
Instagram er blevet holdt ansvarlig - og har af flere omgang lovet at overvåge bedre og undlade at billeder af eksempelvis løkker i loftet og bloddryppende håndled ligger. Derudover siger de, at de vil blive bedre til at handle på de anmeldelser, der kommer på voldsomme opslag. I den forbindelse har retsordførere været på banen og vil se på, om der skal lovgives, så Instagram bliver forpligtet til at fjerne billeder af voldsom selvskade.
Eksperter benytter vores research til videre forskning på området.
Den brede offentlighed er blevet gjort opmærksom på, at børn og unge kan støde på denne form for netværk. Det har blandt andet ført til, at forældre er blevet opmærksomme på det. Det oplevede vi i den opfølgning, vi lavede i august 2020, hvor en mor til en ung pige i PRIV-netværket slog alarm, og vi dermed kunne fortælle, at der i dele af PRIV-netværket bliver uddelt point for at filme selvmordsforsøg.
Metode:
Maria Lyhne Høj har stået for størstedelen af researchen. Når der står jeg, refererer det til hende.
Indledende research blandt mundtlige kilder pegede i retning af, at mange sårbare unge måske brugte skærmtiden i PRIV-netværket. Videre samtaler med forskellige kilder pegede i retning af, at der fandtes et netværk, hvor man delte voldsomme billeder af selvskade og tanker om selvmord. Henad vejen fik vi undercover-adgang i netværket. Her kunne vi gennemtrawle netværket, og vi fandt frem til danske selvmord koblet til et overraskende stort, mørkt forum, som viste sig også at sprede sig over landegrænser - blandt andet til Norge, England, USA og Australien.
Grundigt kildearbejde.
Vi arbejdede længe med de mundtlige kilder. Nogle af dem var ‘gamle kilder’, som jeg havde ‘gemt og passet på’ fra tidligere historier. Flere besluttede sig undervejs for at bryde den tavshedspligt, der ellers er forudsætningen for at være medlem i PRIV-netværket - ‘ikke sladre til de voksne’. Medlemmerne var bange for, at flere piger ville tage deres eget liv, hvis ikke de fortalte om det, og det var tungen på vægtskålen, da de besluttede sig for at stå frem.
Forældrene til de døde piger fandt jeg efter grundige gennemsøgninger i netværket. Selvom brugerne har dæknavne er de ‘uforsigtige’ i deres opslag og kommentarer, og her kunne jeg ofte finde oplysninger som navne, bopæl, eventuelle indlæggelsessteder, navne på familiemedlemmer og billeder af dem selv. Ved at benytte oplysninger fra netværket, kunne jeg i flere tilfælde lave krydssøgninger og finde forældre frem på Facebook eller andre steder på nettet. Moderen til Maja Luna fandt jeg på Facebook. Jeg var ikke sikker på, hun var den rette, men senere fandt jeg en video fra en demonstration foran Christiansborg for bedre forhold i psykiatrien, hvor et brev om hendes datter, Maja Lunas, selvmord bliver læst højt. Hendes navn og billeder passede. Herefter fandt jeg moderen på Krak og foretog det første (svære) opkald. Senere besøgte jeg hende af flere omgange i Jylland.
Et andet forældrepar fandt jeg eksempelvis gennem en søgning på familienavnet. Jeg havde fundet ud af i netværket, at moderen var psykiater, og jeg tillod mig at ringe på et arbejdsnummer, jeg fandt, og kunne ad den vej skabe kontakt.
Jeg mødte også begrænsninger i researchen. Eksempelvis blev jeg bekendt med flere koordinerede selvmordsforsøg linket til netværket. Jeg fandt frem til det ene forældrepar, men ikke de øvrige, så jeg kom ikke videre med den del af historien.
Systematisk gennemgang af netværket på Instagram.
Det var et stort materiale, hvor der var behov for systematik for at have overblik over profilerne og det materiale, de delte. Jeg benyttede excel-ark, hvor jeg indføjede profil/dæknavne og mulige rigtige navne, som jeg senere kunne bruge til søgninger på eksempelvis Facebook. Jeg havde også en kolonne med oplysninger omkring personen - eksempelvis antal selvmordsforsøg eller indlæggelsessteder. Jeg forsøgte også at holde styr på de forskellige metoder. Eksempelvis var et af de nyere metoder at tappe blod, indtil blodprocenten blev så lav, at man kunne dø af det. (Arbejdet med researchen var en lidt barsk omgang.)
Da det efterhånden blev uoverskueligt at holde styr på materialet i excel-ark-versionen, fik jeg fat i det databearbejdningsprogram, der hedder Tableau, som skulle gøre det muligt bedre at overskue store mængder data. Jeg tog kontakt til en technoantropolog på Aalborg Universitet, da det viste sig at blive omfattende. Han hjalp med at kortlægge netværket, så vi kunne få overblik over et konkret antal medlemmer i netværket, hvor ofte medlemmerne kommunikerer med hinanden og helt konkret, hvad de deler - hvilke billeder, videoer, likes og kommentarer. Vi var forsigtige med måden vi opbevarede data - eventuelle personfølsomme oplysninger især - så vi ikke kunne komme i karambolage med persondataloven, og så vi kunne passe på medlemmerne.
Udgangspunktet for arbejdet var enkelte profiler, som er medlemmer af netværket. De profiler gav adgang til andre private profiler, hvoraf de fleste er med i netværket. Alt materiale blev hentet (billeder, billedtekst, kommentarer, likes og mentions) - og det skaffede os i første omgang omtrent 30.000 posts. Ved hjælp af søgeord fandt vi dels frem til materiale, der portrætterer selvmord og selvskade, samt omtaler af medlemmer af netværket, der har taget deres eget liv eller forsøgt.
Efterfølgende hentede vi informationer om de brugere, der bliver fulgt af de første, oprindelige brugere. Ved at bruge informationer, om hvem der følger hvem, opbyggedes et visuelt netværk, hvor to brugere er forbundet, hvis den ene følger den anden. Netværkets størrelse er på nuværende tidspunkt 12.555 brugere. Ved at filtrere alle verificerede og brugere med åbne profiler fra, kom vi frem til en størrelse på omkring 1000 lukkede, hemmelige profiler, som formodes at være aktive i PRIV-netværket. Programmet Jupyter Notebook og Python blev brugt til at hente og udforske data og programmet Gephi blev brugt til nærmere netværksanalyse.
Under researchen til dokumentaren talte vi med Region Hovedstaden, der ikke kendte til netværket og havde begrænset fokus på deres patienters digitale liv. De øvrige regioner kendte heller ikke til netværket, viste det sig. Vi udførte derfor endnu en rundringning til ledende overlæger i børne- og ungdomspsykatrien i alle landets regioner og spurgte dem systematisk ind til deres fokus på deres patienters digitale liv - eller mangel på samme. Det skabte indhold til en nyhedsopfølgning, som gav historien endnu et principielt lag, der var landsdækkende.
Indledende research blandt mundtlige kilder pegede i retning af, at mange sårbare unge måske brugte skærmtiden i PRIV-netværket. Videre samtaler med forskellige kilder pegede i retning af, at der fandtes et netværk, hvor man delte voldsomme billeder af selvskade og tanker om selvmord. Henad vejen fik vi undercover-adgang i netværket. Her kunne vi gennemtrawle netværket, og vi fandt frem til danske selvmord koblet til et overraskende stort, mørkt forum, som viste sig også at sprede sig over landegrænser - blandt andet til Norge, England, USA og Australien.
Grundigt kildearbejde.
Vi arbejdede længe med de mundtlige kilder. Nogle af dem var ‘gamle kilder’, som jeg havde ‘gemt og passet på’ fra tidligere historier. Flere besluttede sig undervejs for at bryde den tavshedspligt, der ellers er forudsætningen for at være medlem i PRIV-netværket - ‘ikke sladre til de voksne’. Medlemmerne var bange for, at flere piger ville tage deres eget liv, hvis ikke de fortalte om det, og det var tungen på vægtskålen, da de besluttede sig for at stå frem.
Forældrene til de døde piger fandt jeg efter grundige gennemsøgninger i netværket. Selvom brugerne har dæknavne er de ‘uforsigtige’ i deres opslag og kommentarer, og her kunne jeg ofte finde oplysninger som navne, bopæl, eventuelle indlæggelsessteder, navne på familiemedlemmer og billeder af dem selv. Ved at benytte oplysninger fra netværket, kunne jeg i flere tilfælde lave krydssøgninger og finde forældre frem på Facebook eller andre steder på nettet. Moderen til Maja Luna fandt jeg på Facebook. Jeg var ikke sikker på, hun var den rette, men senere fandt jeg en video fra en demonstration foran Christiansborg for bedre forhold i psykiatrien, hvor et brev om hendes datter, Maja Lunas, selvmord bliver læst højt. Hendes navn og billeder passede. Herefter fandt jeg moderen på Krak og foretog det første (svære) opkald. Senere besøgte jeg hende af flere omgange i Jylland.
Et andet forældrepar fandt jeg eksempelvis gennem en søgning på familienavnet. Jeg havde fundet ud af i netværket, at moderen var psykiater, og jeg tillod mig at ringe på et arbejdsnummer, jeg fandt, og kunne ad den vej skabe kontakt.
Jeg mødte også begrænsninger i researchen. Eksempelvis blev jeg bekendt med flere koordinerede selvmordsforsøg linket til netværket. Jeg fandt frem til det ene forældrepar, men ikke de øvrige, så jeg kom ikke videre med den del af historien.
Systematisk gennemgang af netværket på Instagram.
Det var et stort materiale, hvor der var behov for systematik for at have overblik over profilerne og det materiale, de delte. Jeg benyttede excel-ark, hvor jeg indføjede profil/dæknavne og mulige rigtige navne, som jeg senere kunne bruge til søgninger på eksempelvis Facebook. Jeg havde også en kolonne med oplysninger omkring personen - eksempelvis antal selvmordsforsøg eller indlæggelsessteder. Jeg forsøgte også at holde styr på de forskellige metoder. Eksempelvis var et af de nyere metoder at tappe blod, indtil blodprocenten blev så lav, at man kunne dø af det. (Arbejdet med researchen var en lidt barsk omgang.)
Da det efterhånden blev uoverskueligt at holde styr på materialet i excel-ark-versionen, fik jeg fat i det databearbejdningsprogram, der hedder Tableau, som skulle gøre det muligt bedre at overskue store mængder data. Jeg tog kontakt til en technoantropolog på Aalborg Universitet, da det viste sig at blive omfattende. Han hjalp med at kortlægge netværket, så vi kunne få overblik over et konkret antal medlemmer i netværket, hvor ofte medlemmerne kommunikerer med hinanden og helt konkret, hvad de deler - hvilke billeder, videoer, likes og kommentarer. Vi var forsigtige med måden vi opbevarede data - eventuelle personfølsomme oplysninger især - så vi ikke kunne komme i karambolage med persondataloven, og så vi kunne passe på medlemmerne.
Udgangspunktet for arbejdet var enkelte profiler, som er medlemmer af netværket. De profiler gav adgang til andre private profiler, hvoraf de fleste er med i netværket. Alt materiale blev hentet (billeder, billedtekst, kommentarer, likes og mentions) - og det skaffede os i første omgang omtrent 30.000 posts. Ved hjælp af søgeord fandt vi dels frem til materiale, der portrætterer selvmord og selvskade, samt omtaler af medlemmer af netværket, der har taget deres eget liv eller forsøgt.
Efterfølgende hentede vi informationer om de brugere, der bliver fulgt af de første, oprindelige brugere. Ved at bruge informationer, om hvem der følger hvem, opbyggedes et visuelt netværk, hvor to brugere er forbundet, hvis den ene følger den anden. Netværkets størrelse er på nuværende tidspunkt 12.555 brugere. Ved at filtrere alle verificerede og brugere med åbne profiler fra, kom vi frem til en størrelse på omkring 1000 lukkede, hemmelige profiler, som formodes at være aktive i PRIV-netværket. Programmet Jupyter Notebook og Python blev brugt til at hente og udforske data og programmet Gephi blev brugt til nærmere netværksanalyse.
Under researchen til dokumentaren talte vi med Region Hovedstaden, der ikke kendte til netværket og havde begrænset fokus på deres patienters digitale liv. De øvrige regioner kendte heller ikke til netværket, viste det sig. Vi udførte derfor endnu en rundringning til ledende overlæger i børne- og ungdomspsykatrien i alle landets regioner og spurgte dem systematisk ind til deres fokus på deres patienters digitale liv - eller mangel på samme. Det skabte indhold til en nyhedsopfølgning, som gav historien endnu et principielt lag, der var landsdækkende.
Modstand:
Hvis magtfulde interesser eller personer aktivt eller passivt har forsøgt at forhindre offentliggørelse af projektet/historien, så beskriv her hvordan og hvordan du/I har håndteret presset. (igen maks-grænse)
Allerede undervejs i den tidligste research tog vi kontakt til organisationer, der beskæftiger sig med selvmord for at rådføre os omkring de unge og omkring de pårørende. Ydermere rådførte vi os om måden at formidle en historie som denne. Blandt flere organisationer er det holdningen, at man slet ikke bør beskæftige sig med selvmord i medierne - overhovedet. Og flere organisationer mente, at det ville være vanskeligt at vise materiale fra det netværk, vi kunne løfte sløret for, efterhånden som researchen skred frem. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS, havde det svært med vores formidling af det voldsomme materiale, men anerkendte alligevel vigtigheden i at fortælle om fænomenet, efter vi havde bragt historien.
Eftersom netværket er hemmeligt og beror på tavshedspligt blandt medlemmerne, mødte vi modstand fra enkelte medlemmer i PRIV-netværket. De mente, at vi skulle fortælle mere om den positive interaktion, der også kan være blandt medlemmer i netværket. Vi mener, vi ramte balancen, og det dystre i netværket var dominerende set i forhold til den ros og opbakning, som også var en del af brugernes korrespondance.
Allerede undervejs i den tidligste research tog vi kontakt til organisationer, der beskæftiger sig med selvmord for at rådføre os omkring de unge og omkring de pårørende. Ydermere rådførte vi os om måden at formidle en historie som denne. Blandt flere organisationer er det holdningen, at man slet ikke bør beskæftige sig med selvmord i medierne - overhovedet. Og flere organisationer mente, at det ville være vanskeligt at vise materiale fra det netværk, vi kunne løfte sløret for, efterhånden som researchen skred frem. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS, havde det svært med vores formidling af det voldsomme materiale, men anerkendte alligevel vigtigheden i at fortælle om fænomenet, efter vi havde bragt historien.
Eftersom netværket er hemmeligt og beror på tavshedspligt blandt medlemmerne, mødte vi modstand fra enkelte medlemmer i PRIV-netværket. De mente, at vi skulle fortælle mere om den positive interaktion, der også kan være blandt medlemmer i netværket. Vi mener, vi ramte balancen, og det dystre i netværket var dominerende set i forhold til den ros og opbakning, som også var en del af brugernes korrespondance.
Etik:
Et vigtigt fokus var at fortælle historien uden at komme til at inspirere andre til selvskade eller selvmord. Derfor var hele projektet en lang, etisk balancegang. Vi fandt det nødvendigt at beskrive, at det her netværk findes - også for at advare og kalde på handling. Materialet i netværket er i mange tilfælde grusomt, blodigt. Vi ønskede at ramme en balance, hvor vi viste, så man forstår, hvad netværket handler om - men ikke viser så meget, at andre kan blive inspireret. Særligt de mange, mange blodige billeder er begrænsede eller i nogen tilfælde slørede i vores formidling.
Vi havde et stort ansvar i forhold til kilderne. Netværket består af de allermest skrøbelige - og både de, der vælger at stå frem og de, der ikke ønsker, at netværket skal afsløres, skulle vi passe på. Vi brugte meget tid på at tale med de piger, der stillede op - og med deres netværk. Ligesom vi rådførte os med psykologer og andet fagpersonale. Det var også vigtigt for os at være forsigtige i hensynet til de medlemmer af netværket, der ikke ønskede opmærksomhed på PRIV. Førende eksperter mente, at det kunne vise sig at blive en lettelse for dem ikke længere at skulle føle sig forpligtede over for tavshedspligten i gruppen, og de positive reaktioner fik vi også efterfølgende. Flere havde fået modet til at tale med enten familie eller behandlere, efter der var kastet lys over netværket.
Vi gjorde os mange overvejelser om at vise materiale fra en kvinde, der er død, og ikke selv kan svare for sig. Men det var hendes familie, venner og behandleres ønske, at hendes historie kom frem, og derfor vurderede vi, at det var etisk forsvarligt. Derudover spillede det også ind, at hun selv havde delt sin historie, mens hun var i live, til en stor skare af følgere. Ydermere havde Maja Luna selvudgivet en bog på Saxo, ligesom hun var i gang med en opfølger, hvori hun fortalte åbent om sygdom, selvmordsforsøg og sin egen, svære kamp.
Vi har på alle platforme været opmærksomme på, at der blev henvist til Livslinien i forbindelse med dækningen i tilfælde af, at nogle seere/brugere skulle få selvmordstanker.
Vi havde et stort ansvar i forhold til kilderne. Netværket består af de allermest skrøbelige - og både de, der vælger at stå frem og de, der ikke ønsker, at netværket skal afsløres, skulle vi passe på. Vi brugte meget tid på at tale med de piger, der stillede op - og med deres netværk. Ligesom vi rådførte os med psykologer og andet fagpersonale. Det var også vigtigt for os at være forsigtige i hensynet til de medlemmer af netværket, der ikke ønskede opmærksomhed på PRIV. Førende eksperter mente, at det kunne vise sig at blive en lettelse for dem ikke længere at skulle føle sig forpligtede over for tavshedspligten i gruppen, og de positive reaktioner fik vi også efterfølgende. Flere havde fået modet til at tale med enten familie eller behandlere, efter der var kastet lys over netværket.
Vi gjorde os mange overvejelser om at vise materiale fra en kvinde, der er død, og ikke selv kan svare for sig. Men det var hendes familie, venner og behandleres ønske, at hendes historie kom frem, og derfor vurderede vi, at det var etisk forsvarligt. Derudover spillede det også ind, at hun selv havde delt sin historie, mens hun var i live, til en stor skare af følgere. Ydermere havde Maja Luna selvudgivet en bog på Saxo, ligesom hun var i gang med en opfølger, hvori hun fortalte åbent om sygdom, selvmordsforsøg og sin egen, svære kamp.
Vi har på alle platforme været opmærksomme på, at der blev henvist til Livslinien i forbindelse med dækningen i tilfælde af, at nogle seere/brugere skulle få selvmordstanker.
Formidling:
Historien handler om et netværk - bag skærmen. Vi skulle have det netværk væk fra computer og mobilskærm og ud, hvor vi kunne mærke de mennesker, det i virkeligheden handler om.
I stedet for at begynde med at fortælle om forum på nettet og svært tilgængelige data - tog vi i vores formidling fat i det mest nære først - menneskene - og igennem de mennesker kunne vi koble fakta på og fortælle en ellers svær ‘skærmhistorie’ mere gribende. Vi tror på, at man er nødt til at møde mennesker, man kan relatere til - så vi tog fat i moren til en af de piger, der har begået selvmord. Hun var lige så uvidende om netværket, som vi andre var i udgangspunktet, og hendes behov for at vide mere, ville vi lade seeren relatere til.
Vi forsøgte at styrke formidlingen af technoantropologens ellers svære arbejde ved at placere ham i et særligt studie, hvor vi kunne gøre det ‘kedelige’ dataarbejde mere konkret og ‘spiseligt’.
Der ligger flere timers udviklingsarbejde i grafikken, som vi bruger til at vise PRIV-netværket på Instagram i tv-dokumentaren. Vi ønskede ikke blot at vise eller affotografere en mobiltelefonskærm - men udvikle et univers, der kunne give formidlingen flere lag og mere kraft. Der er arbejdet dels med det særlige, visuelle udtryk, dels med at balancere det voldsomme materiale i netværket, så vi viste, så man kan forstå - men ikke viste for meget. Særligt billeder med meget blod, holdt vi på et minimum, fordi vi ved, at det er noget af det mest ‘triggende’.
I webdokken besluttede vi at fortælle om PRIV-netværket gennem en enkelt bruger — pigen Maja Luna, som var en aktiv del af PRIV, og som begik selvmord i april 2019. Ved hjælp af det grundige kildearbejde havde vi flere hundrede PRIV-opslag fra Maja Luna, ligesom vi havde adgang til hendes selvudgivne dagbøger og private videooptagelser. Tilsammen gav det os mulighed for at fortælle den store historie om PRIV gennem Maja Lunas konkrete fortælling — og derfor kunne vi give et helt nært indblik i den fatale tiltrækning, som PRIV havde på Maja Luna og har på mange andre. For at webdokken skulle afspejle Maja Lunas liv på PRIV, valgte vi samtidig rent visuelt at lave webdokken i et Instagram-format og at lade Maja Lunas opslag på PRIV (de, der ikke var for voldsomme til publicering) drive fortællingen frem. Eksempelvis valgte vi at lade Maja Lunas eget profilbillede på PRIV være topbilledet på fortællingen. Samtidig var vi naturligvis bevidste om ikke at “trigge” potentielle sårbare læsere, som kunne risikere at blive tiltrukket af PRIV, og vi valgte derfor at få en nuværende PRIV-bruger til at advare mod netværket til sidst i fortællingen.
I konfrontationen med Martin Ruby fra Facebook/Instagram og i interviewet med ekspert i sociale medier, ledende psykolog Lotte Rubæk - både i forbindelse med dokumentaren og under opfølgningen i august 2020 - har vi bevidst arbejdet med, at de skulle se materialet. Ved at se deres reaktioner kunne seerne få indtryk af, hvor voldsomt materialet var, uden at vi viste seerne det direkte.
I stedet for at begynde med at fortælle om forum på nettet og svært tilgængelige data - tog vi i vores formidling fat i det mest nære først - menneskene - og igennem de mennesker kunne vi koble fakta på og fortælle en ellers svær ‘skærmhistorie’ mere gribende. Vi tror på, at man er nødt til at møde mennesker, man kan relatere til - så vi tog fat i moren til en af de piger, der har begået selvmord. Hun var lige så uvidende om netværket, som vi andre var i udgangspunktet, og hendes behov for at vide mere, ville vi lade seeren relatere til.
Vi forsøgte at styrke formidlingen af technoantropologens ellers svære arbejde ved at placere ham i et særligt studie, hvor vi kunne gøre det ‘kedelige’ dataarbejde mere konkret og ‘spiseligt’.
Der ligger flere timers udviklingsarbejde i grafikken, som vi bruger til at vise PRIV-netværket på Instagram i tv-dokumentaren. Vi ønskede ikke blot at vise eller affotografere en mobiltelefonskærm - men udvikle et univers, der kunne give formidlingen flere lag og mere kraft. Der er arbejdet dels med det særlige, visuelle udtryk, dels med at balancere det voldsomme materiale i netværket, så vi viste, så man kan forstå - men ikke viste for meget. Særligt billeder med meget blod, holdt vi på et minimum, fordi vi ved, at det er noget af det mest ‘triggende’.
I webdokken besluttede vi at fortælle om PRIV-netværket gennem en enkelt bruger — pigen Maja Luna, som var en aktiv del af PRIV, og som begik selvmord i april 2019. Ved hjælp af det grundige kildearbejde havde vi flere hundrede PRIV-opslag fra Maja Luna, ligesom vi havde adgang til hendes selvudgivne dagbøger og private videooptagelser. Tilsammen gav det os mulighed for at fortælle den store historie om PRIV gennem Maja Lunas konkrete fortælling — og derfor kunne vi give et helt nært indblik i den fatale tiltrækning, som PRIV havde på Maja Luna og har på mange andre. For at webdokken skulle afspejle Maja Lunas liv på PRIV, valgte vi samtidig rent visuelt at lave webdokken i et Instagram-format og at lade Maja Lunas opslag på PRIV (de, der ikke var for voldsomme til publicering) drive fortællingen frem. Eksempelvis valgte vi at lade Maja Lunas eget profilbillede på PRIV være topbilledet på fortællingen. Samtidig var vi naturligvis bevidste om ikke at “trigge” potentielle sårbare læsere, som kunne risikere at blive tiltrukket af PRIV, og vi valgte derfor at få en nuværende PRIV-bruger til at advare mod netværket til sidst i fortællingen.
I konfrontationen med Martin Ruby fra Facebook/Instagram og i interviewet med ekspert i sociale medier, ledende psykolog Lotte Rubæk - både i forbindelse med dokumentaren og under opfølgningen i august 2020 - har vi bevidst arbejdet med, at de skulle se materialet. Ved at se deres reaktioner kunne seerne få indtryk af, hvor voldsomt materialet var, uden at vi viste seerne det direkte.