På lige fod
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Ida Nathan, Jonas Pröschold og Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Projektets beskrivelse
Titel:
På lige fod
Beskrivelse:
Politikens serie undersøger, hvordan au pair-ordningen i Danmark fungerer i dag, og i hvor høj grad ordningen lever op til sit oprindelige formål om at være kulturudveksling. Au pair betyder ’på lige fod’ og da forordningen om au pairer i 1972 blev vedtaget, var hensigten, at unge mennesker skulle have mulighed for at lære en fremmed kultur at kende ved at bo hos en familie på lige fod med de øvrige familiemedlemmer. I årenes løb har flere rapporter rejst tvivl om, hvorvidt ordningen reelt fungerer som kulturudveksling, eller om den har udviklet sig til en ordning, hvor au pairerne snarere er billig arbejdskraft for danske familier.
Diskussionen blev igen aktuel, da den norske regering i foråret meddelte, at den agter at nedlægge au pair-ordningen med argumentet om, at ordningen ikke længere lever op til sit formål. Da det skete, var journalisterne bag Politikens serie allerede i gang med deres research.
Serien er gået grundigere til værks end nogen tidligere afdækning af au pair-ordningen og har artikel for artikel belyst ordningen fra alle sider. Den har givet detaljeret indblik i de konfliktfyldte situationer, der udspiller sig inden for hjemmets fire vægge hos værtsfamilierne og har konkret vist, hvor stor forskel au pairernes indkomst gør for deres familier i hjemlandet.
Den åbne og nysgerrige research endte som en afdækning af en række væsentlige samfundsforhold: En ordning, der i nogle tilfælde bliver brugt af danske værtsfamilier til at udnytte og undertrykke sårbare mennesker. En kontrolinstans, der svigter de mennesker, den burde beskytte. Og værtsfamilier, der ligesom au pairerne, oplever at stå uden beskyttelse.
Historierne har på hver sin måde medvirket til at gøre det klart, at au pair-ordningen i dag har meget lidt at gøre med kulturudveksling, og serien har vakt fornyet politisk diskussion om ordningen.
Diskussionen blev igen aktuel, da den norske regering i foråret meddelte, at den agter at nedlægge au pair-ordningen med argumentet om, at ordningen ikke længere lever op til sit formål. Da det skete, var journalisterne bag Politikens serie allerede i gang med deres research.
Serien er gået grundigere til værks end nogen tidligere afdækning af au pair-ordningen og har artikel for artikel belyst ordningen fra alle sider. Den har givet detaljeret indblik i de konfliktfyldte situationer, der udspiller sig inden for hjemmets fire vægge hos værtsfamilierne og har konkret vist, hvor stor forskel au pairernes indkomst gør for deres familier i hjemlandet.
Den åbne og nysgerrige research endte som en afdækning af en række væsentlige samfundsforhold: En ordning, der i nogle tilfælde bliver brugt af danske værtsfamilier til at udnytte og undertrykke sårbare mennesker. En kontrolinstans, der svigter de mennesker, den burde beskytte. Og værtsfamilier, der ligesom au pairerne, oplever at stå uden beskyttelse.
Historierne har på hver sin måde medvirket til at gøre det klart, at au pair-ordningen i dag har meget lidt at gøre med kulturudveksling, og serien har vakt fornyet politisk diskussion om ordningen.
Publicering:
Artiklerne er blevet publiceret i Politiken og på pol.dk fra 6. august 2023 og frem til deadline. Der er foreløbigt publiceret 18 artikler, hvoraf 15 er vedlagt. Journalisterne har også medvirket i Politikens podcast ‘Du lytter til Politiken’.
Idéen:
Idébeskrivelse:
I begyndelsen af året begyndte journalisterne bag serien at researche på au pair-ordningen af almindelig, journalistisk nysgerrighed. Au pairer har i årtier været et velkendt syn i dele af landet, men det er en gruppe mennesker, der sjældent kommer til orde i den offentlige samtale og som langt hen ad vejen befinder sig i et lukket miljø. Dertil kommer, at de på mange måder befinder sig i en sårbar position ved at bo hos deres arbejdsgiver.
Da den norske regering i marts meddelte, at den agter at nedlægge au pair-ordningen, aktualiserede det en undersøgelse af forholdene for au pairer herhjemme.
Da den norske regering i marts meddelte, at den agter at nedlægge au pair-ordningen, aktualiserede det en undersøgelse af forholdene for au pairer herhjemme.
Tidshorizont:
Vores indledende research begyndte i starten af året. Nyheden om at den norske regering agter at nedlægge au pair-ordningen kom ud 29. marts. Derfra gik researchen ind i en mere intensiv fase, hvor vi begyndte at mødes med baggrundskilder og søge aktindsigter hos myndighederne. Vi har arbejdet fuld tid på projektet i juni, juli og august.
Nyhed:
Vi har afdækket, at der er au pairer, der bliver tvunget til at arbejde langt mere, end reglerne tillader, og at nogle bliver udsat for voldsomt nedværdigende behandling af deres værtsfamilier. Gennem detaljerede casehistorier har vi givet indblik i de situationer, der udspiller sig. Vi har fortalt, at der aktuelt er 35 personer, der har karantæne fra at have au pair i Danmark, og at flere au pairer er endt med at få erstatning.
Vi har afdækket myndighedernes svigt på området og fortalt, at au pairer risikerer at blive politianmeldt og udvist af landet, når de går til myndighederne og rapporterer om overarbejde. Det har ikke tidligere været offentligt kendt.
Vi har sandsynliggjort, at ordningen for både au pairer og værtsfamilier handler mere om arbejde end kulturudveksling. Det er sket ved at belyse, at ni ud af ti au pairer sender penge til deres familier, og at myndighederne 16 gange har politianmeldt au pairer, som de mistænker for at være ulovligt i landet, fordi de har børn.
Vi har vist, hvor vigtig det økonomiske incitament er for au pairerne ved at besøge en familie i Filippinerne, hvis levestandard er blevet hævet betragteligt takket være de penge, døtrene har sendt hjem.
Vi har afdækket, at der også er værtsfamilier, der kommer i klemme i de nuværende regler. Nogle oplever, at au pairen uden varsel siger op eller forsvinder, hvilket efterlader familien med store økonomiske tab.
Vi har afdækket myndighedernes svigt på området og fortalt, at au pairer risikerer at blive politianmeldt og udvist af landet, når de går til myndighederne og rapporterer om overarbejde. Det har ikke tidligere været offentligt kendt.
Vi har sandsynliggjort, at ordningen for både au pairer og værtsfamilier handler mere om arbejde end kulturudveksling. Det er sket ved at belyse, at ni ud af ti au pairer sender penge til deres familier, og at myndighederne 16 gange har politianmeldt au pairer, som de mistænker for at være ulovligt i landet, fordi de har børn.
Vi har vist, hvor vigtig det økonomiske incitament er for au pairerne ved at besøge en familie i Filippinerne, hvis levestandard er blevet hævet betragteligt takket være de penge, døtrene har sendt hjem.
Vi har afdækket, at der også er værtsfamilier, der kommer i klemme i de nuværende regler. Nogle oplever, at au pairen uden varsel siger op eller forsvinder, hvilket efterlader familien med store økonomiske tab.
Konsekvens:
Et bredt flertal af partier både i og uden for regeringen har som konsekvens af serien gjort klart, at de vil have ændret reglerne for au pair-ordningen.
SF har indkaldt beskæftigelses- og integrationsminister Kaare Dybvad i samråd om ordningen, og Dansk Folkeparti har meddelt, at de kommer til at bede ministeren redegøre for myndighedernes kontrol med ordningen.
Radikale Venstre har meddelt, at der ’uomgængeligt skal ske ændringer med au pair-ordningen’ og peger på fire konkrete områder, hvor partiet mener, at reglerne skal justeres. Blandt andet vil partiet have indført en mindsteløn og ændret reglerne, så en au pairs opholdstilladelse ikke er afhængig af en kontrakt med en værtsfamilie.
Dansk Folkeparti vil have Kaare Dybvad til at redegøre for, hvorfor Styrelsen for International Rekruttering og Beskæftigelse politianmelder au pairs.
Flere partier har meddelt, at de vil have ministeren til at tage initiativ til, at au pairer i fremtiden får samme rettigheder som andre arbejdstagere, der udfører husligt arbejde og børnepasning. Herunder, at de arbejder på samme overenskomstmæssige vilkår som en husassistent eller en pædagogmedhjælper. Det vil blandt andet betyde en timeløn på 145 kroner i timen. I dag får en au pair en betaling på 37 kroner i timen.
SF har indkaldt beskæftigelses- og integrationsminister Kaare Dybvad i samråd om ordningen, og Dansk Folkeparti har meddelt, at de kommer til at bede ministeren redegøre for myndighedernes kontrol med ordningen.
Radikale Venstre har meddelt, at der ’uomgængeligt skal ske ændringer med au pair-ordningen’ og peger på fire konkrete områder, hvor partiet mener, at reglerne skal justeres. Blandt andet vil partiet have indført en mindsteløn og ændret reglerne, så en au pairs opholdstilladelse ikke er afhængig af en kontrakt med en værtsfamilie.
Dansk Folkeparti vil have Kaare Dybvad til at redegøre for, hvorfor Styrelsen for International Rekruttering og Beskæftigelse politianmelder au pairs.
Flere partier har meddelt, at de vil have ministeren til at tage initiativ til, at au pairer i fremtiden får samme rettigheder som andre arbejdstagere, der udfører husligt arbejde og børnepasning. Herunder, at de arbejder på samme overenskomstmæssige vilkår som en husassistent eller en pædagogmedhjælper. Det vil blandt andet betyde en timeløn på 145 kroner i timen. I dag får en au pair en betaling på 37 kroner i timen.
Metode:
Vi indledte med at foretage en kortlægning på Facebook af grupper, hvor au pairer og værtsfamilier kommunikerer. Fra opslagene i grupperne kunne vi konstatere, at au pairerne og værtsfamilierne ofte etablerer kontakt via Facebook, og at særligt mange filippinske kvinder efterlyser danske værtsfamilier. Det var medvirkende til, at vi senere besluttede at sende en journalist til Filippinerne.
Vi kontaktede flere au pairer, som vi ud fra Facebook kunne identificere befandt sig i Danmark. Det førte til, at vi kom i kontakt med en au pair, der på det tidspunkt fungerede som en slags uformel leder af det filippinske au pair-miljø i Nordsjælland. Vi vurderede, at hun kunne være en hjælper ind i miljøet. For at etablere hendes tillid, mødtes vi med hende på en af hendes fridage - en lørdag - og forklarede om vores projekt. Hun viste sig senere at blive en stor hjælp i forhold til at komme i kontakt med andre au pairer. Hun havde en høj status i miljøet og vidste, hvem der var relevant for os at tale med. Hun sørgede for, at vi fik lov at deltage ved et arrangement i Messiaskirken, som vi beskriver i en reportage. Hun sikrede sig, at de tilstedeværende au pairer på forhånd var orienteret om, at vi kom og var indforstået med, at de kunne blive citeret, hvis de talte med os.
Vi blev også medlem af en lukket Facebookgruppe for værtsfamilier. Fra diskussionerne i gruppen stod det klart, at forholdet mellem au pairer og værtsfamilier kan være særdeles konfliktfyldt. Gruppen blev senere værdifuld for os, da vi skulle i kontakt med værtsfamilier. Blandt andet fik vi kontakt til en kilde, der medvirkede i en forsidenyhed om værtsfamilier.
Vi interviewede flere norske kilder og fik det norske justitsministerium til at sende os notater om au pair-ordningen i Norge. Her kunne vi blandt andet læse, at de norske myndigheder kan forbyde familier, der bryder reglerne for au pair-ordningen, at have au pair, og at der i tidens løb er 131 nordmænd, der har fået sådan et forbud. Den oplysning gav os anledning til at undersøge, om der fandtes tilsvarende sanktioner i Danmark.
I Danmark er det Styrelsen for International Rekruttering og Integration, der fører tilsyn med værtsfamilier. Vi havde flere samtaler med styrelsen for at få vejledning i, hvordan vi kunne søge aktindsigt, så vi fik et fyldestgørende billede af omfanget af karantænesager og få indblik i sagernes indhold. Vi opsøgte flere organisationer, der beskæftiger sig med au pairer i Denmark og spurgte om de ville mødes til uforpligtende snakke. Det gjorde vi ud af et håb om, at de kunne hjælpe os med at identificere au pairer, der har oplevet konflikter med værtsfamilien. Blandt andet mødtes vi med lederen af organisationen Au pair Network, to medarbejdere fra den humanitære organisation Caritas og fire medarbejdere hos FOA - en jurist, en sagsbehandler, en politisk ansvarlig medarbejder og en chef.
Både FOA og Au Pair Network fortalte os, at de kendte til adskillige grove sager om udnyttelse, og at de kunne hjælpe os med at dokumentere nogle af sagerne.
Aktindsigter
Vi søgte aktindsigt hos både myndigheder, politikredse og flere retskredse.
Hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration anmodede vi om aktindsigt i samtlige afgørelser de seneste ti år, hvor værtsfamilier er blevet idømt karantæne. En karantæne gælder i to eller fem år. Det afslog styrelsen med et argument om, at det var for resssourcekrævende. Vi klagede over afgørelsen, men SIRI fastholdt sin vurdering. Vi kunne dog godt få aktindsigt i sager, hvor karantænen stadig gælder.
Vi søgte også aktindsigt i antallet af politianmeldelser, SIRI havde foretaget af værtsfamilier og au pairer de seneste fem år og indholdet af politianmeldelserne. Det blev imødekommet.
Vi søgte aktindsigt hos alle landets politikredse i anmeldelser, der involverede au pairer. Forud for, at vi søgte aktindsigterne, havde vi talt til baggrund med politiet og var blevet vejledt i, hvordan de kunne søge tematisk på au pairer i POLSAS. Vi brugte også politiet til at hjælpe os med at faktatjekke oplysninger, der fremgår af vores artikler. Da vi fik aktlisterne fra politikredsene, henvendte vi os til de relevante retskredse og søgte aktindsigt i de sager, der kunne være ført til dom. I de sager, hvor der var faldet dom, søgte vi aktindsigt i dommen.
Vi har været i dialog med Center for Menneskerettigheder og fået dem til at oplyse, hvad de har kendskab til af sager, hvor au pairer har været genstand for menneskehandel. De vurderede, at de bedre kunne svare os fyldestgørende, hvis vi talte til baggrund i stedet for at søge aktindsigt, så det gjorde vi.
Kontakt til case
Da vi fik aktindsigterne fra SIRI, stod det klart for os, at der er adskillige sager, hvor myndighederne har udstedt karantæne til en værtsfamilie. Aktindsigterne var anonymiserede og en væsentlig udfordring for os var at identificere de implicerede au pairer og familier. Med FOA’s hjælp fik vi kendskab til to sager, hvor au pairer er endt med at få erstatning fra deres værtsfamilier.
I den ene sag hjalp FOA os med at formidle kontakt til au pairen og vi interviewede den pågældende au pair – hende der i vores historier hedder Jasmine - med hjælp fra en filippinsk tolk. Interviewet foregik på Whatsapp, da au pairen befandt sig i Tyskland. I den anden sag ønskede au pairen – hende vi kalder Andrea - ikke at tale med os, men med FOA’s mellemkomst kommunikerede vi med hende og sikrede os, at vores udlægning af hendes historie var korrekt. Hendes historie beskrev vi alene ud fra den skriftlige dokumentation i sagen.
I begge sager hjalp FOA os med at skaffe omfattende skriftlig dokumentation. Blandt andet fik vi stævningen mod au pairernes værtsfamilier, der redegjorde detaljeret for au pairernes oplevelser. Vi fik også de bilag, der indgik i sagerne. Det var blandt andet uddrag af korrespondancer mellem au pairerne og værtsfamilierne på sociale medier, vidneudsagn fra tidligere au pairs og naboer og billeder af de sedler, familierne havde lagt til au pairerne. I den ene sag var en lydfil afgørende for, at au pairen fik erstatning. Vi hørte ikke selve lydfilen, men vi fik et skriftligt resumé af samtalen.
For os var det afgørende, at der var indgået forlig i sagerne, da det indebar en grad af erkendelse fra værtsfamiliernes side. I den ene sag havde au pairen fået 20.000 kroner og i den anden sag havde au pairen fået over 40.000 kroner.
Vi interviewede flere andre au pairer. Dem fik vi kontakt til med hjælp fra en kvinde, der udover at arbejde som sagsbehandler hos FOA, har en fortid som au pair og arbejder frivilligt med au pairer. Hun er selv filippiner og fungerede også som tolk.
Rundspørge
Vi ønskede at indsamle kvantitativ dokumentation, der kunne være med til at kvalificere, at de konkrete casehistorier ikke var enkeltstående tilfælde.
Derfor lavede vi et elektronisk spørgeskema med en række spørgsmål, som vi formidlede til nuværende og tidligere au pairs på to måder: dels indsamlede vi emailadresserne fra deltagerne ved au pair caféen i Messiaskirken og sendte dem et link til spørgeskemaet. Derudover fik vi flere kilder til at hjælpe os med at dele linket i lukkede facebookgrupper for nuværende og tidligere au pairer, som vi ikke selv havde adgang til. Vi indsamlede i alt 41 besvarelser. Resultatet fra rundspørgen viste blandt andet, at de fleste au pairer sender penge hjem til deres familier. Det var med til at sandsynliggøre, at det økonomiske incitament spiller en væsentlig rolle for mange au pairer. Det var også værdifuldt for os at læse besvarelserne i fritekstfelterne, hvor mange au pairer skrev, at de arbejdede for meget og beskrev situationer, hvor de ikke følte sig godt behandlet.
Kontakt til værtsfamilier og filippinske kilder
Det var et stort ønske for os at beskrive au pair-ordningen fra alle sider, herunder også værtsfamilierne. Særligt ville vi gerne tale med en af de 35 værtspersoner, der har fået karantæne. I aktindsigten fra SIRI var alle personoplysninger anonymiseret, så det var umuligt for os at identificere dem fra aktindsigten.
Vi kontaktede et dansk au pair-bureau, der satte os i forbindelse med en værtsfar, der aktuelt har karantæne. Da vi begyndte at publicere de første artikler, blev vi kontaktet af flere værtsfamilier. Vi blev også kontaktet af Margrethe Roelsen, som vi lavede en selvstændig artikel om.
Vi ville gerne vise, hvad au pair-ordningen betyder for au pairernes familier i hjemlandet. Derfor besluttede vi, at Sebastian Stryhn Kjeldtoft skulle flyve til Filippinerne og beskrive, hvad det betyder for en filippinsk familie at få sendt penge hjem. Det danske au pair-bureau hjalp os i kontakt med en familie, hvis to døtre har været au pairer i Danmark. Sebastian lavede en reportage fra familiens hjem og interviewede en række andre filippinske kilder, der medvirkede i en anden artikel.
Vi kontaktede flere au pairer, som vi ud fra Facebook kunne identificere befandt sig i Danmark. Det førte til, at vi kom i kontakt med en au pair, der på det tidspunkt fungerede som en slags uformel leder af det filippinske au pair-miljø i Nordsjælland. Vi vurderede, at hun kunne være en hjælper ind i miljøet. For at etablere hendes tillid, mødtes vi med hende på en af hendes fridage - en lørdag - og forklarede om vores projekt. Hun viste sig senere at blive en stor hjælp i forhold til at komme i kontakt med andre au pairer. Hun havde en høj status i miljøet og vidste, hvem der var relevant for os at tale med. Hun sørgede for, at vi fik lov at deltage ved et arrangement i Messiaskirken, som vi beskriver i en reportage. Hun sikrede sig, at de tilstedeværende au pairer på forhånd var orienteret om, at vi kom og var indforstået med, at de kunne blive citeret, hvis de talte med os.
Vi blev også medlem af en lukket Facebookgruppe for værtsfamilier. Fra diskussionerne i gruppen stod det klart, at forholdet mellem au pairer og værtsfamilier kan være særdeles konfliktfyldt. Gruppen blev senere værdifuld for os, da vi skulle i kontakt med værtsfamilier. Blandt andet fik vi kontakt til en kilde, der medvirkede i en forsidenyhed om værtsfamilier.
Vi interviewede flere norske kilder og fik det norske justitsministerium til at sende os notater om au pair-ordningen i Norge. Her kunne vi blandt andet læse, at de norske myndigheder kan forbyde familier, der bryder reglerne for au pair-ordningen, at have au pair, og at der i tidens løb er 131 nordmænd, der har fået sådan et forbud. Den oplysning gav os anledning til at undersøge, om der fandtes tilsvarende sanktioner i Danmark.
I Danmark er det Styrelsen for International Rekruttering og Integration, der fører tilsyn med værtsfamilier. Vi havde flere samtaler med styrelsen for at få vejledning i, hvordan vi kunne søge aktindsigt, så vi fik et fyldestgørende billede af omfanget af karantænesager og få indblik i sagernes indhold. Vi opsøgte flere organisationer, der beskæftiger sig med au pairer i Denmark og spurgte om de ville mødes til uforpligtende snakke. Det gjorde vi ud af et håb om, at de kunne hjælpe os med at identificere au pairer, der har oplevet konflikter med værtsfamilien. Blandt andet mødtes vi med lederen af organisationen Au pair Network, to medarbejdere fra den humanitære organisation Caritas og fire medarbejdere hos FOA - en jurist, en sagsbehandler, en politisk ansvarlig medarbejder og en chef.
Både FOA og Au Pair Network fortalte os, at de kendte til adskillige grove sager om udnyttelse, og at de kunne hjælpe os med at dokumentere nogle af sagerne.
Aktindsigter
Vi søgte aktindsigt hos både myndigheder, politikredse og flere retskredse.
Hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration anmodede vi om aktindsigt i samtlige afgørelser de seneste ti år, hvor værtsfamilier er blevet idømt karantæne. En karantæne gælder i to eller fem år. Det afslog styrelsen med et argument om, at det var for resssourcekrævende. Vi klagede over afgørelsen, men SIRI fastholdt sin vurdering. Vi kunne dog godt få aktindsigt i sager, hvor karantænen stadig gælder.
Vi søgte også aktindsigt i antallet af politianmeldelser, SIRI havde foretaget af værtsfamilier og au pairer de seneste fem år og indholdet af politianmeldelserne. Det blev imødekommet.
Vi søgte aktindsigt hos alle landets politikredse i anmeldelser, der involverede au pairer. Forud for, at vi søgte aktindsigterne, havde vi talt til baggrund med politiet og var blevet vejledt i, hvordan de kunne søge tematisk på au pairer i POLSAS. Vi brugte også politiet til at hjælpe os med at faktatjekke oplysninger, der fremgår af vores artikler. Da vi fik aktlisterne fra politikredsene, henvendte vi os til de relevante retskredse og søgte aktindsigt i de sager, der kunne være ført til dom. I de sager, hvor der var faldet dom, søgte vi aktindsigt i dommen.
Vi har været i dialog med Center for Menneskerettigheder og fået dem til at oplyse, hvad de har kendskab til af sager, hvor au pairer har været genstand for menneskehandel. De vurderede, at de bedre kunne svare os fyldestgørende, hvis vi talte til baggrund i stedet for at søge aktindsigt, så det gjorde vi.
Kontakt til case
Da vi fik aktindsigterne fra SIRI, stod det klart for os, at der er adskillige sager, hvor myndighederne har udstedt karantæne til en værtsfamilie. Aktindsigterne var anonymiserede og en væsentlig udfordring for os var at identificere de implicerede au pairer og familier. Med FOA’s hjælp fik vi kendskab til to sager, hvor au pairer er endt med at få erstatning fra deres værtsfamilier.
I den ene sag hjalp FOA os med at formidle kontakt til au pairen og vi interviewede den pågældende au pair – hende der i vores historier hedder Jasmine - med hjælp fra en filippinsk tolk. Interviewet foregik på Whatsapp, da au pairen befandt sig i Tyskland. I den anden sag ønskede au pairen – hende vi kalder Andrea - ikke at tale med os, men med FOA’s mellemkomst kommunikerede vi med hende og sikrede os, at vores udlægning af hendes historie var korrekt. Hendes historie beskrev vi alene ud fra den skriftlige dokumentation i sagen.
I begge sager hjalp FOA os med at skaffe omfattende skriftlig dokumentation. Blandt andet fik vi stævningen mod au pairernes værtsfamilier, der redegjorde detaljeret for au pairernes oplevelser. Vi fik også de bilag, der indgik i sagerne. Det var blandt andet uddrag af korrespondancer mellem au pairerne og værtsfamilierne på sociale medier, vidneudsagn fra tidligere au pairs og naboer og billeder af de sedler, familierne havde lagt til au pairerne. I den ene sag var en lydfil afgørende for, at au pairen fik erstatning. Vi hørte ikke selve lydfilen, men vi fik et skriftligt resumé af samtalen.
For os var det afgørende, at der var indgået forlig i sagerne, da det indebar en grad af erkendelse fra værtsfamiliernes side. I den ene sag havde au pairen fået 20.000 kroner og i den anden sag havde au pairen fået over 40.000 kroner.
Vi interviewede flere andre au pairer. Dem fik vi kontakt til med hjælp fra en kvinde, der udover at arbejde som sagsbehandler hos FOA, har en fortid som au pair og arbejder frivilligt med au pairer. Hun er selv filippiner og fungerede også som tolk.
Rundspørge
Vi ønskede at indsamle kvantitativ dokumentation, der kunne være med til at kvalificere, at de konkrete casehistorier ikke var enkeltstående tilfælde.
Derfor lavede vi et elektronisk spørgeskema med en række spørgsmål, som vi formidlede til nuværende og tidligere au pairs på to måder: dels indsamlede vi emailadresserne fra deltagerne ved au pair caféen i Messiaskirken og sendte dem et link til spørgeskemaet. Derudover fik vi flere kilder til at hjælpe os med at dele linket i lukkede facebookgrupper for nuværende og tidligere au pairer, som vi ikke selv havde adgang til. Vi indsamlede i alt 41 besvarelser. Resultatet fra rundspørgen viste blandt andet, at de fleste au pairer sender penge hjem til deres familier. Det var med til at sandsynliggøre, at det økonomiske incitament spiller en væsentlig rolle for mange au pairer. Det var også værdifuldt for os at læse besvarelserne i fritekstfelterne, hvor mange au pairer skrev, at de arbejdede for meget og beskrev situationer, hvor de ikke følte sig godt behandlet.
Kontakt til værtsfamilier og filippinske kilder
Det var et stort ønske for os at beskrive au pair-ordningen fra alle sider, herunder også værtsfamilierne. Særligt ville vi gerne tale med en af de 35 værtspersoner, der har fået karantæne. I aktindsigten fra SIRI var alle personoplysninger anonymiseret, så det var umuligt for os at identificere dem fra aktindsigten.
Vi kontaktede et dansk au pair-bureau, der satte os i forbindelse med en værtsfar, der aktuelt har karantæne. Da vi begyndte at publicere de første artikler, blev vi kontaktet af flere værtsfamilier. Vi blev også kontaktet af Margrethe Roelsen, som vi lavede en selvstændig artikel om.
Vi ville gerne vise, hvad au pair-ordningen betyder for au pairernes familier i hjemlandet. Derfor besluttede vi, at Sebastian Stryhn Kjeldtoft skulle flyve til Filippinerne og beskrive, hvad det betyder for en filippinsk familie at få sendt penge hjem. Det danske au pair-bureau hjalp os i kontakt med en familie, hvis to døtre har været au pairer i Danmark. Sebastian lavede en reportage fra familiens hjem og interviewede en række andre filippinske kilder, der medvirkede i en anden artikel.
Modstand:
Der har ikke været konkrete personer, der har forsøgt at lægge os hindringer i vejen, men der har på flere andre måder været modstand.
Au pair-miljøet er et lukket miljø, der er svært at komme ind i. Derfor har det været afgørende at finde personer, der kunne hjælpe os i kontakt med au pairer, der befinder sig i landet.
Én ting er at komme i kontakt med au pairer. Noget andet er at finde au pairer, der har lyst til at fortælle om deres dårlige oplevelser. Vi har undervejs fået kendskab til en lang række sager, hvor au pairer er blevet udsat for grov udnyttelse, som vi ikke har haft held til at dokumentere. I en del tilfælde har au pairen ikke haft lyst til at dele sin historie.
En au pair befinder sig i en sårbar situation, fordi au pairen bor hos den familie, der er au pairens arbejdsgiver. Desuden risikerer au pairen at miste sin opholdstilladelse i Danmark, hvis familien opsiger kontrakten. For mange au pairer har det store konsekvenser, fordi familien i hjemlandet har en forventning om, at de sender penge hjem.
Andre au pairer, der har forladt Danmark, har ikke ønsket at fortælle om deres oplevelser, fordi de ønsker at lægge sagen bag sig.
Helt lavpraktisk har det været en udfordring at mødes med au pairerne. En au pair har som regel kun en fridag i løbet af ugen, hvilket typisk er i weekenden. Derfor har vi måtte bruge en del weekenddage på at mødes med de au pairer, vi har interviewet. En anden barriere er sproget. En au pair kan maksimalt have to års ophold i Danmark, så de kan sjældent tale dansk og typisk er deres engelsk begrænset.
Det er heller let at få værtsfamilierne i tale. En del familier oplever – eller frygter – at, der er en stigmatisering forbundet med at have en au pair, og det gælder især de familier, der har haft konflikter med deres au pair.
Sebastian Stryhn Kjeldtofts reportage i Filippinerne var forbundet med adskillige risici. Au pairs kommer ofte fra fattige landdistrikter, i dette tilfælde fra Mindanao. Øen har i nu seks år været plaget af militante oprørsbevægelser, terrorhandlinger og kidnapninger af især vestlige besøgende, som enten er blevet dræbt eller løsladt mod løsepenge. Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til den østlige del af øen (niveau 3), mens alle rejser frarådes øens vestlige side (niveau 4).
Forinden afgang vurderede vi sikkerhedsrisici i samarbejde med et professionelt sikkerhedsfirma, som opererer i krise- og krigszoner. På baggrund af deres rådgivning besluttede vi at gennemføre rejsen, men under skærpede sikkerhedsforanstaltninger. Det indebar blandt andet, at Sebastian blev digitalt sporet under turen, at han boede på et sikret hotel og benyttede en særlig chauffør, som blev vurderet at være pålidelig.
Med den slags rejser er det altid svært at vide, om den faktiske sikkerhedssituation afspejler myndighedernes generelle advarsler. Men i dette tilfælde var også de lokale bekymrede. Familien Anter, hvis hjem Sebastian besøgte og beskrev i en reportage i serien, havde således hyret en lokal sikkerhedsvagt under opholdet. Til en anden artikel interviewede Sebastian en ung kvinde, som få dage senere rejste til Danmark for at blive au pair. Interviewet foregik over videoopkald, da kvinden boede på den vestlige side af Mindanao, hvor islamistiske terrorgrupper er aktive og regelmæssigt i skudkamp med filippinske elitestyrker.
Au pair-miljøet er et lukket miljø, der er svært at komme ind i. Derfor har det været afgørende at finde personer, der kunne hjælpe os i kontakt med au pairer, der befinder sig i landet.
Én ting er at komme i kontakt med au pairer. Noget andet er at finde au pairer, der har lyst til at fortælle om deres dårlige oplevelser. Vi har undervejs fået kendskab til en lang række sager, hvor au pairer er blevet udsat for grov udnyttelse, som vi ikke har haft held til at dokumentere. I en del tilfælde har au pairen ikke haft lyst til at dele sin historie.
En au pair befinder sig i en sårbar situation, fordi au pairen bor hos den familie, der er au pairens arbejdsgiver. Desuden risikerer au pairen at miste sin opholdstilladelse i Danmark, hvis familien opsiger kontrakten. For mange au pairer har det store konsekvenser, fordi familien i hjemlandet har en forventning om, at de sender penge hjem.
Andre au pairer, der har forladt Danmark, har ikke ønsket at fortælle om deres oplevelser, fordi de ønsker at lægge sagen bag sig.
Helt lavpraktisk har det været en udfordring at mødes med au pairerne. En au pair har som regel kun en fridag i løbet af ugen, hvilket typisk er i weekenden. Derfor har vi måtte bruge en del weekenddage på at mødes med de au pairer, vi har interviewet. En anden barriere er sproget. En au pair kan maksimalt have to års ophold i Danmark, så de kan sjældent tale dansk og typisk er deres engelsk begrænset.
Det er heller let at få værtsfamilierne i tale. En del familier oplever – eller frygter – at, der er en stigmatisering forbundet med at have en au pair, og det gælder især de familier, der har haft konflikter med deres au pair.
Sebastian Stryhn Kjeldtofts reportage i Filippinerne var forbundet med adskillige risici. Au pairs kommer ofte fra fattige landdistrikter, i dette tilfælde fra Mindanao. Øen har i nu seks år været plaget af militante oprørsbevægelser, terrorhandlinger og kidnapninger af især vestlige besøgende, som enten er blevet dræbt eller løsladt mod løsepenge. Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til den østlige del af øen (niveau 3), mens alle rejser frarådes øens vestlige side (niveau 4).
Forinden afgang vurderede vi sikkerhedsrisici i samarbejde med et professionelt sikkerhedsfirma, som opererer i krise- og krigszoner. På baggrund af deres rådgivning besluttede vi at gennemføre rejsen, men under skærpede sikkerhedsforanstaltninger. Det indebar blandt andet, at Sebastian blev digitalt sporet under turen, at han boede på et sikret hotel og benyttede en særlig chauffør, som blev vurderet at være pålidelig.
Med den slags rejser er det altid svært at vide, om den faktiske sikkerhedssituation afspejler myndighedernes generelle advarsler. Men i dette tilfælde var også de lokale bekymrede. Familien Anter, hvis hjem Sebastian besøgte og beskrev i en reportage i serien, havde således hyret en lokal sikkerhedsvagt under opholdet. Til en anden artikel interviewede Sebastian en ung kvinde, som få dage senere rejste til Danmark for at blive au pair. Interviewet foregik over videoopkald, da kvinden boede på den vestlige side af Mindanao, hvor islamistiske terrorgrupper er aktive og regelmæssigt i skudkamp med filippinske elitestyrker.
Etik:
En væsentlig etisk overvejelse har handlet om forelæggelse. Det er et journalistisk grundprincip, at man skal høre alle parter i en historie og lade kritiserede parter komme til orde. I historierne om Jasmine og Andrea bliver værtsfamilierne fremstillet i et meget negativt lys, men vi har ikke haft mulighed for at forelægge kritikken for familierne eller høre deres version, fordi der i de to sager er indgået en tavshedsklausul mellem au pair og familie, og au pairerne og FOA afviste at bryde tavshedsklausulen og give os oplysninger om værtsfamilierne.
Det er en åbenlys svaghed ved vores historier, at vi ikke har kunne få værtsfamiliernes version. Dog vurderede vi i de to sager, at der var en grad af erkendelse i det forhold, at værtsfamilierne havde indgået forlig med au pairerne og betalt dem økonomisk erstatning. Som led i erstatningssagerne var der indhentet omfattende skriftlig dokumentation for kvindernes påstande mod familierne, hvilket vi fik adgang til. Det var afgørende for, at vi vurderede, at kvindernes beskrivelser var pålidelige.
Vi beskriver to andre casehistorier indgående. Det er dem, vi kalder Kyla og Grace. Heller ikke i de sager har vi haft mulighed for at kontakte værtsfamilierne for at få deres version. Det skyldes, at au pairerne betingede sig, at vi ikke kontaktede familierne. I de to sager har der ikke været ført en erstatningssag, hvilket betyder, at der ikke findes samme grad af skriftlig dokumentation for au pairernes oplevelser. Derfor har vi i formidlingen af historierne understreget, at det er au pairernes oplevelser.
Stort set alle de au pairer, der medvirker i artiklerne, optræder anonymt. I reportagen fra Messiaskirken er der et par enkelte au pairer, der medvirker med navn, men de udtaler sig kun helt kort.
Au pairerne betingede sig anonymitet for at medvirke, og det accepterede vi ud fra en vurdering af, at de har gyldige grunde til ikke at ville optræde med navn. Som nævnt har nogle af au pairerne indgået tavhedsklausuler. Andre au pairer er bekymret for konsekvenserne, hvis de medvirker med navn. De au pairer, der udtaler sig anonymt i reportagen fra Messiaskirken, bor stadig hos deres værtsfamilier.
Au pairen Kyla var bekymret for, at hun kunne risikere at komme i myndighedernes søgelys, når hun i artiklen fortalte, at hendes første værtsfamilie havde bedt hende om at arbejde for meget. Den bekymring fandt vi rimelig, eftersom vi som led i serien har afdækket, at SIRI i nogle tilfælde politianmelder au pairs, der er blevet tvunget til at arbejde for meget.
Au pairen Grace fortæller i vores artikel, at hun har en søn i Filippinerne, som hun efterlod, da hun tog til Danmark som au pair. Det er i strid med reglerne, og hendes frygt er, at hun risikerer udvisning, hvis SIRI får kendskab til hendes barn. Den frygt fandt vi også begrundet, eftersom vi i serien fortæller, at der er en au pair, der er blevet udvist fra Danmark, fordi hun undlod at oplyse myndighederne om, at hun havde et barn.
Artiklen med Margrethe Roelsen affødte en del etiske overvejelser. Hun retter voldsom kritik mod sine tre tidligere au pairer og beskylder blandt andet den ene for at have stjålet 15.000 kroner. Hendes anklager mod au pairerne var meget personlige og handlede blandt andet om helbredsmæssige forhold. De anklager har vi ikke udpenslet i artiklen, fordi vi mente, at det var krænkende for au pairen. Vi har efterprøvet Margrethe Roelsen anklager mod au pairerne ved at søge aktindsigt i politirapporter- og politianmeldelser samt kommunikationen mellem Styrelsen for International Rekruttering og politiet. For at sikre os, at vi havde belæg for det vi skrev, sendte vi artiklen til faktatjek hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Vi gjorde os store bestræbelser for at forelægge kritikken for Margrethe Roelsens tre tidligere au pairer. Den ene au pair har med FOA’s hjælp stævnet Margrethe Roelsen, og den pågældende au pair fik vi kontakt til gennem FOA. Au pairen var voldsomt påvirket af Margrethe Roelsens anklager mod hende. Derfor gav vi hende god tid til at forholde sig til kritikken, og hun fik artiklen at se i sin fulde længde, inden vi interviewede hende. Med hjælp fra en tolk interviewede vi hende i over en time. Vi forelagde også artiklen for FOA.
Vi vendte tilbage til Margrethe Roelsen og præsenterede hende for au pairens svar på kritikken.
De to andre au pairer kontaktede vi på Facebook, hvor vi skrev til dem på Messenger og anmode dem om at blive venner. Vi kommenterede også på deres billeder for at gøre dem opmærksom på vores henvendelse. De vendte ikke tilbage, og den ene blokerede os på Facebook.
En anden etisk overvejelse handlede om brugen af Facebook. I reportagen fra Messiaskirken citerer vi en diskussion fra en lukket gruppe for værtsfamilier. Vi havde fået adgang til gruppen ved at svare på en række spørgsmål, herunder om vi selv har au pair, hvilket vi svarede ja til, selvom det ikke er tilfældet. Med andre ord var vi ‘under cover’ i gruppen. Som journalist bør man nøje overveje, hvornår man skal undlade at give sig til kende. Vi vurderede, at det var relevant at få indblik i værtsfamiliernes diskussioner, og at vi ikke kunne have adgang til dem på anden vis. Det viste sig også at være en stor hjælp og gav adgang til flere kilder.
Man kan også diskutere, om det er fair at citere fra en lukket facebookgruppe. Vi mente, at det var relevant at give et indblik i den konkrete diskussion. Vi citerede medlemmerne af gruppen anonymt og orienterede dem forud for publicering om, at de ville blive citeret.
Det er en åbenlys svaghed ved vores historier, at vi ikke har kunne få værtsfamiliernes version. Dog vurderede vi i de to sager, at der var en grad af erkendelse i det forhold, at værtsfamilierne havde indgået forlig med au pairerne og betalt dem økonomisk erstatning. Som led i erstatningssagerne var der indhentet omfattende skriftlig dokumentation for kvindernes påstande mod familierne, hvilket vi fik adgang til. Det var afgørende for, at vi vurderede, at kvindernes beskrivelser var pålidelige.
Vi beskriver to andre casehistorier indgående. Det er dem, vi kalder Kyla og Grace. Heller ikke i de sager har vi haft mulighed for at kontakte værtsfamilierne for at få deres version. Det skyldes, at au pairerne betingede sig, at vi ikke kontaktede familierne. I de to sager har der ikke været ført en erstatningssag, hvilket betyder, at der ikke findes samme grad af skriftlig dokumentation for au pairernes oplevelser. Derfor har vi i formidlingen af historierne understreget, at det er au pairernes oplevelser.
Stort set alle de au pairer, der medvirker i artiklerne, optræder anonymt. I reportagen fra Messiaskirken er der et par enkelte au pairer, der medvirker med navn, men de udtaler sig kun helt kort.
Au pairerne betingede sig anonymitet for at medvirke, og det accepterede vi ud fra en vurdering af, at de har gyldige grunde til ikke at ville optræde med navn. Som nævnt har nogle af au pairerne indgået tavhedsklausuler. Andre au pairer er bekymret for konsekvenserne, hvis de medvirker med navn. De au pairer, der udtaler sig anonymt i reportagen fra Messiaskirken, bor stadig hos deres værtsfamilier.
Au pairen Kyla var bekymret for, at hun kunne risikere at komme i myndighedernes søgelys, når hun i artiklen fortalte, at hendes første værtsfamilie havde bedt hende om at arbejde for meget. Den bekymring fandt vi rimelig, eftersom vi som led i serien har afdækket, at SIRI i nogle tilfælde politianmelder au pairs, der er blevet tvunget til at arbejde for meget.
Au pairen Grace fortæller i vores artikel, at hun har en søn i Filippinerne, som hun efterlod, da hun tog til Danmark som au pair. Det er i strid med reglerne, og hendes frygt er, at hun risikerer udvisning, hvis SIRI får kendskab til hendes barn. Den frygt fandt vi også begrundet, eftersom vi i serien fortæller, at der er en au pair, der er blevet udvist fra Danmark, fordi hun undlod at oplyse myndighederne om, at hun havde et barn.
Artiklen med Margrethe Roelsen affødte en del etiske overvejelser. Hun retter voldsom kritik mod sine tre tidligere au pairer og beskylder blandt andet den ene for at have stjålet 15.000 kroner. Hendes anklager mod au pairerne var meget personlige og handlede blandt andet om helbredsmæssige forhold. De anklager har vi ikke udpenslet i artiklen, fordi vi mente, at det var krænkende for au pairen. Vi har efterprøvet Margrethe Roelsen anklager mod au pairerne ved at søge aktindsigt i politirapporter- og politianmeldelser samt kommunikationen mellem Styrelsen for International Rekruttering og politiet. For at sikre os, at vi havde belæg for det vi skrev, sendte vi artiklen til faktatjek hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Vi gjorde os store bestræbelser for at forelægge kritikken for Margrethe Roelsens tre tidligere au pairer. Den ene au pair har med FOA’s hjælp stævnet Margrethe Roelsen, og den pågældende au pair fik vi kontakt til gennem FOA. Au pairen var voldsomt påvirket af Margrethe Roelsens anklager mod hende. Derfor gav vi hende god tid til at forholde sig til kritikken, og hun fik artiklen at se i sin fulde længde, inden vi interviewede hende. Med hjælp fra en tolk interviewede vi hende i over en time. Vi forelagde også artiklen for FOA.
Vi vendte tilbage til Margrethe Roelsen og præsenterede hende for au pairens svar på kritikken.
De to andre au pairer kontaktede vi på Facebook, hvor vi skrev til dem på Messenger og anmode dem om at blive venner. Vi kommenterede også på deres billeder for at gøre dem opmærksom på vores henvendelse. De vendte ikke tilbage, og den ene blokerede os på Facebook.
En anden etisk overvejelse handlede om brugen af Facebook. I reportagen fra Messiaskirken citerer vi en diskussion fra en lukket gruppe for værtsfamilier. Vi havde fået adgang til gruppen ved at svare på en række spørgsmål, herunder om vi selv har au pair, hvilket vi svarede ja til, selvom det ikke er tilfældet. Med andre ord var vi ‘under cover’ i gruppen. Som journalist bør man nøje overveje, hvornår man skal undlade at give sig til kende. Vi vurderede, at det var relevant at få indblik i værtsfamiliernes diskussioner, og at vi ikke kunne have adgang til dem på anden vis. Det viste sig også at være en stor hjælp og gav adgang til flere kilder.
Man kan også diskutere, om det er fair at citere fra en lukket facebookgruppe. Vi mente, at det var relevant at give et indblik i den konkrete diskussion. Vi citerede medlemmerne af gruppen anonymt og orienterede dem forud for publicering om, at de ville blive citeret.
Formidling:
Det har været en overvejelse for os, i hvilken rækkefølge vi skulle publicere artiklerne. Vi ønskede, at serien kom hele vejen rundt om au pair-ordningen, og vinklerne skulle formidles i en logisk rækkefølge, hvor læserne ikke manglede information undervejs.
Vi valgte at starte med at etablere, at der er værtsfamilier, der bryder reglerne og behandler deres au pair dårligt. Det var i høj grad au pairernes oplevelser, vi fortalte. Vi vidste, at vi senere i serien ville fokusere på værtsfamiliernes oplevelser, men det var også vigtigt for os at få værtsfamiliernes perspektiv, når vi fortalte, at de brød reglerne. Derfor valgte vi tidligt i serien at bringe historien med Thomas, der har karantæne.
Derefter gik vi videre til at undersøge de danske myndigheders kontrol med ordningen og fortalte, at SIRI politianmelder au pairer, der rapporterer om overarbejde.
Derefter vendte vi blikket mod Filippinerne og au pairernes familier. Vi fortalte, at 9 ud af 10 au pairer sender penge hjem, og bragte reportagen og nyhedsfeauturen fra Filippinerne. Artiklerne viste, at det økonomiske incitament spiller en væsentlig rolle for au pairerne.
Efterfølgende fortalte vi om værtsfamilierne, der oplever problemer med deres au pairer og mener, at reglerne for ordningen bør ændres. Det gjorde vi med historien om Margrethe Roelsen og nyheden om, at værtsfamilier advarer om snyd og bedrag begået af au pairer.
Den seneste historie, vi har bragt, er en politisk opfølgning, hvor vi har spurgt partierne om deres syn på ordningen. Det står klart, at der er flertal for at se på reglerne for ordningen. Politikerne giver klart udtryk for, at serien har vist, at der er brug for at justere reglerne.
Au pair-ordningen er blevet undersøgt journalistisk adskillige gange i årenes løb. Vi ønskede at afdække forhold, der ikke tidligere var kommet til offentlighedens kendskab, og havde en ambition om at beskrive de allerede kendte problemer om overarbejde og udnyttelse på en måde, der gav et hidtil uset indblik i konflikterne mellem au pairer og værtsfamilier.
I flere af casehistorierne har vi gengivet sms’er og whatsapp-korrespondance i de digitale fortællinger. Det er dokumentation, der er med til at give historierne troværdighed. Det giver desuden en konkret forståelse af, hvad au pairerne oplever i konflikterne med værtsfamilierne.
Det er en formidlingsmæssig udfordring at arbejde med sårbare kilder, der ønsker at være anonyme. Det er ofte ikke muligt at tage billeder af kilderne, og hvis de endelig stillede op, ville vi ende med en masse billeder af au pairer, der sidder med ryggen til eller kigger ned. Derudover er det udelukket at bruge arkivbilleder af andre au pairer til en case, der fortæller om overgreb og udnyttelse. Derfor besluttede vi hurtigt, at vi skulle have en tegner tilknyttet projektet, som kunne skabe illustrationer til vores cases. Valget faldt på tegneren Clara Jetsmark, som har skabt alle illustrationer og den grafiske profil til projektet. Samarbejdet har fungeret ved, at vi har sendt råskitser af artiklerne til Clara Jetsmark, der derefter har illustreret historierne. Vi har fået lavet tegninger til alle artikler i serien. På den måde har de fået et ensartet udtryk, hvilket har en værdi, når man bringer en serie over længere tid, fordi læserne kan afkode en sammenhæng.
Serien er endnu ikke slut, og vi arbejder fortsat på en række vinkler.
Vi valgte at starte med at etablere, at der er værtsfamilier, der bryder reglerne og behandler deres au pair dårligt. Det var i høj grad au pairernes oplevelser, vi fortalte. Vi vidste, at vi senere i serien ville fokusere på værtsfamiliernes oplevelser, men det var også vigtigt for os at få værtsfamiliernes perspektiv, når vi fortalte, at de brød reglerne. Derfor valgte vi tidligt i serien at bringe historien med Thomas, der har karantæne.
Derefter gik vi videre til at undersøge de danske myndigheders kontrol med ordningen og fortalte, at SIRI politianmelder au pairer, der rapporterer om overarbejde.
Derefter vendte vi blikket mod Filippinerne og au pairernes familier. Vi fortalte, at 9 ud af 10 au pairer sender penge hjem, og bragte reportagen og nyhedsfeauturen fra Filippinerne. Artiklerne viste, at det økonomiske incitament spiller en væsentlig rolle for au pairerne.
Efterfølgende fortalte vi om værtsfamilierne, der oplever problemer med deres au pairer og mener, at reglerne for ordningen bør ændres. Det gjorde vi med historien om Margrethe Roelsen og nyheden om, at værtsfamilier advarer om snyd og bedrag begået af au pairer.
Den seneste historie, vi har bragt, er en politisk opfølgning, hvor vi har spurgt partierne om deres syn på ordningen. Det står klart, at der er flertal for at se på reglerne for ordningen. Politikerne giver klart udtryk for, at serien har vist, at der er brug for at justere reglerne.
Au pair-ordningen er blevet undersøgt journalistisk adskillige gange i årenes løb. Vi ønskede at afdække forhold, der ikke tidligere var kommet til offentlighedens kendskab, og havde en ambition om at beskrive de allerede kendte problemer om overarbejde og udnyttelse på en måde, der gav et hidtil uset indblik i konflikterne mellem au pairer og værtsfamilier.
I flere af casehistorierne har vi gengivet sms’er og whatsapp-korrespondance i de digitale fortællinger. Det er dokumentation, der er med til at give historierne troværdighed. Det giver desuden en konkret forståelse af, hvad au pairerne oplever i konflikterne med værtsfamilierne.
Det er en formidlingsmæssig udfordring at arbejde med sårbare kilder, der ønsker at være anonyme. Det er ofte ikke muligt at tage billeder af kilderne, og hvis de endelig stillede op, ville vi ende med en masse billeder af au pairer, der sidder med ryggen til eller kigger ned. Derudover er det udelukket at bruge arkivbilleder af andre au pairer til en case, der fortæller om overgreb og udnyttelse. Derfor besluttede vi hurtigt, at vi skulle have en tegner tilknyttet projektet, som kunne skabe illustrationer til vores cases. Valget faldt på tegneren Clara Jetsmark, som har skabt alle illustrationer og den grafiske profil til projektet. Samarbejdet har fungeret ved, at vi har sendt råskitser af artiklerne til Clara Jetsmark, der derefter har illustreret historierne. Vi har fået lavet tegninger til alle artikler i serien. På den måde har de fået et ensartet udtryk, hvilket har en værdi, når man bringer en serie over længere tid, fordi læserne kan afkode en sammenhæng.
Serien er endnu ikke slut, og vi arbejder fortsat på en række vinkler.