Krænkelser i det katolske samfund
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Mie Louise Raatz, Michael Lund, Christian Birk, Maria Thykjær Jespersen og Mathias Svold
Projektets beskrivelse
Titel:
Krænkelser i det katolske samfund
Beskrivelse:
Det er mere end ti år siden, at bølgen af overgrebssager, der havde rystet den globale katolske kirke, ramte Danmark. Et sekulariseret land som det danske gik ikke fri af de alvorlige sager om pædofile overgreb og krænkelser, der havde rokket grundlæggende ved tilliden til det katolske bispedømme.
Der blev derfor lovet bod og bedring. Krænkere skulle udelukkes fra kirken. Kirken kunne ikke overleve flere pædofile præster. Derfor vakte det også opsigt, da vi på Berlingske i februar udgav de første artikler om, hvordan præster dømt og involveret i overgrebs- og krænkelsessager var fortsat i den katolske kirke. Enten herhjemme eller ved at blive sendt til udlandet. Denne praksis er ellers stik imod de retningslinjer, der skulle sikre kirken imod nye overgrebssager. Nultolerancen var i stedet erstattet med en kritisabel beskyttelse af krænkerne, lød kritikken fra ofre og eksperter.
Over en række artikler kunne vi fortælle, hvordan præster dømt for blandt andet besiddelse af børneporno og “troværdige” anklager om udnyttelse af unge drenge havde kunnet fortsætte deres virke i kirken - og fortsatte med at have tæt kontakt til børn.
Berlingske kunne derudover afdække flere nye krænkelsessager fra den katolske kirke i Danmark. På det prestigefyldte katolske Niels Steensens Grundskole og Gymnasium havde en præst eksempelvis krænket en række unge skolepiger. Da han blev opdaget, blev han blot sendt retur til Polen, hvor han fortsatte med at have kontakt til børn i den lokale menighed. Men i Danmark blev skoler og elever aldrig fortalt om omfanget af mandens krænkelser.
Efterfølgende blotlagde vi endnu en krænkelsessag fra den katolske institution. Igen blev elever, forældre og offentlighed holdt i mørke. Igen gentog historien sig: Præsterne fortsatte i kirken, mens de krænkede piger stod svigtet tilbage.
Der blev derfor lovet bod og bedring. Krænkere skulle udelukkes fra kirken. Kirken kunne ikke overleve flere pædofile præster. Derfor vakte det også opsigt, da vi på Berlingske i februar udgav de første artikler om, hvordan præster dømt og involveret i overgrebs- og krænkelsessager var fortsat i den katolske kirke. Enten herhjemme eller ved at blive sendt til udlandet. Denne praksis er ellers stik imod de retningslinjer, der skulle sikre kirken imod nye overgrebssager. Nultolerancen var i stedet erstattet med en kritisabel beskyttelse af krænkerne, lød kritikken fra ofre og eksperter.
Over en række artikler kunne vi fortælle, hvordan præster dømt for blandt andet besiddelse af børneporno og “troværdige” anklager om udnyttelse af unge drenge havde kunnet fortsætte deres virke i kirken - og fortsatte med at have tæt kontakt til børn.
Berlingske kunne derudover afdække flere nye krænkelsessager fra den katolske kirke i Danmark. På det prestigefyldte katolske Niels Steensens Grundskole og Gymnasium havde en præst eksempelvis krænket en række unge skolepiger. Da han blev opdaget, blev han blot sendt retur til Polen, hvor han fortsatte med at have kontakt til børn i den lokale menighed. Men i Danmark blev skoler og elever aldrig fortalt om omfanget af mandens krænkelser.
Efterfølgende blotlagde vi endnu en krænkelsessag fra den katolske institution. Igen blev elever, forældre og offentlighed holdt i mørke. Igen gentog historien sig: Præsterne fortsatte i kirken, mens de krænkede piger stod svigtet tilbage.
Publicering:
Vores artikler om sagen blev publiceret digitalt på berlingske.dk og i Berlingskes printavis fra februar 2023 og frem til maj 2023. Afsløringerne blev også dækket i Berlingskes podcast “Pilestræde” i februar 2023.
Idéen:
Idébeskrivelse:
I maj 2022 fortalte Berlingske, hvordan en centralt placeret ansat ved Københavns domkirke havde forgrebet sig på en mindreårig dreng. To andre yngre mænd var desuden blevet forulempet af den ansatte. Det viste sig, at hele den kirkelige top var advaret om det pædofile overgreb, men alligevel fortsatte manden sit arbejde ved domkirken. Indtil Berlingske beskrev sagen.
Det var under afdækningen af denne sag, at vi på Berlingske fik et tip om, at billedet slet ikke var enestående i de religiøse miljøer: Katolske præster, der var dømt og anklaget for overgreb, kunne uhindret fortsætte deres arbejde med børn i den katolske kirke. Efter at have researchet i arkiver og i nyere billedmateriale kunne vi konstatere, at mindst fem præster var fortsat i kirken trods en historik med overgreb og krænkelser. Samtidig kunne vi konstatere, at kirken i en række af sagerne havde holdt overgrebssagerne skjult for offentligheden og de børn og øvrige katolikker - i strid med kirkens egne retningslinjer.
Det var under afdækningen af denne sag, at vi på Berlingske fik et tip om, at billedet slet ikke var enestående i de religiøse miljøer: Katolske præster, der var dømt og anklaget for overgreb, kunne uhindret fortsætte deres arbejde med børn i den katolske kirke. Efter at have researchet i arkiver og i nyere billedmateriale kunne vi konstatere, at mindst fem præster var fortsat i kirken trods en historik med overgreb og krænkelser. Samtidig kunne vi konstatere, at kirken i en række af sagerne havde holdt overgrebssagerne skjult for offentligheden og de børn og øvrige katolikker - i strid med kirkens egne retningslinjer.
Tidshorizont:
Processen har været opdelt i flere faser: Identifikation og lokalisering af de omtalte præster, indhentning af dokumentation for deres overgreb eller seksualforbrydelser, samtaler med krænkede børn og forældre samt formidling af ældre og nyere billede- og videomateriale samt grafik og tegninger. I alt er der gået fem måneder fra de første indledende researchgreb til publiceringen af artiklerne på video, digitalt og på print.
Nyhed:
Vi kunne bl.a. afsløre:
- At en magtfuld præst og rådgiver for den katolske biskop i Danmark modtog et bødeforlæg for at fotografere en afklædt skolepige i smug, røre ved en anden og belure flere af dem i badet - og blev derefter sendt til Polen, hvor han fortsatte sin præstegerning og havde kontakt til mindreårige.
-At en anden polsk præst havde brugt størstedelen af sit rådighedsbeløb på børneporno, var idømt bødestraf og derefter sendt til Polen, hvor han kunne fortsætte sin præstegerning i en stor provinsby.
- At selveste Vatikanet omgjorde en sag, hvor en dansk præst efter anklager om overgreb ellers var sendt på tvungen pension af den danske katolske kirke. Efterfølgende købte kirken et hus til præsten, hvorfra han i dag prædiker for en menighed.
- At en præst efter beskyldninger om at kysse og nusse gymnasieelever, som han underviste, modtog en påtale fra biskoppen, hvorefter han fortsatte som præst i udlandet.
- At en katolsk præst havde kunnet fortsætte i jobbet i Hillerød i mere end et årti, på trods af at kirken betragtede anklager mod præsten om overgreb for "troværdige".
- At en en sårbar elev på en katolsk skole havde oplevet upassende berøringer fra en central dansk præst, og at sagen blev forsøgt dysset ned af katolikker.
- At den katolske kirke grundlæggende ikke lever op til egne garantier og regler, når præster anklaget eller dømt for krænkelser fortsætter i den katolske kirke. Et "systematisk svigt", som ofre og internationale eksperter udtrykte det.
- At en magtfuld præst og rådgiver for den katolske biskop i Danmark modtog et bødeforlæg for at fotografere en afklædt skolepige i smug, røre ved en anden og belure flere af dem i badet - og blev derefter sendt til Polen, hvor han fortsatte sin præstegerning og havde kontakt til mindreårige.
-At en anden polsk præst havde brugt størstedelen af sit rådighedsbeløb på børneporno, var idømt bødestraf og derefter sendt til Polen, hvor han kunne fortsætte sin præstegerning i en stor provinsby.
- At selveste Vatikanet omgjorde en sag, hvor en dansk præst efter anklager om overgreb ellers var sendt på tvungen pension af den danske katolske kirke. Efterfølgende købte kirken et hus til præsten, hvorfra han i dag prædiker for en menighed.
- At en præst efter beskyldninger om at kysse og nusse gymnasieelever, som han underviste, modtog en påtale fra biskoppen, hvorefter han fortsatte som præst i udlandet.
- At en katolsk præst havde kunnet fortsætte i jobbet i Hillerød i mere end et årti, på trods af at kirken betragtede anklager mod præsten om overgreb for "troværdige".
- At en en sårbar elev på en katolsk skole havde oplevet upassende berøringer fra en central dansk præst, og at sagen blev forsøgt dysset ned af katolikker.
- At den katolske kirke grundlæggende ikke lever op til egne garantier og regler, når præster anklaget eller dømt for krænkelser fortsætter i den katolske kirke. Et "systematisk svigt", som ofre og internationale eksperter udtrykte det.
Konsekvens:
En lang række af eksperter i ind- udland var overraskede over de mange konkrete sager, som ifølge dem var håndteret i direkte strid med de regler, som den katolske kirke selv har vedtaget for år tilbage for at komme problemet med overgreb begået af deres præster til livs.
I den danske katolske kirke tog biskoppens egen rådgiver i netop overgrebssager højst opsigtsvækkende bladet fra munden og udtalte skarp kritik.
Sagerne på skolen NSG førte ligeledes til indførelsen af en whistleblowerordning samt nye regler og retningslinjer for de katolske præster, der har deres faste gang på skolen. De førte ligeledes til, at skolen blev sat under granskning af Undervisningsministeriets tilsynsenhed for private skoler.
En gruppe menige katolikker samlede sig samtidig for at offentligt tage afstand fra deres egen kirkes håndtering af sagerne og for at lægge pres på deres biskop for at tage affære.
I flere af enkeltsagerne fik afsløringerne ligeledes konsekvenser for de involverede præster: Blandt andet i vores afsløring af præsten, der modtog bødestraf for at belure unge skolepiger og siden var fortsat sin præstegerning i Polen. Sammen med den polske medieorganisationen Fundacja Reporterów opsøgte og konfronterede vi præsten såvel som hans overordnede. Siden blev han suspenderet og kunne ikke fortsætte sin gerning som ungdomspræst på en række polske lejrture. Den anden polske præst, vi kunne afsløre, blev sat under skærpet overvågning og fik forbud mod at have kontakt med børn og unge.
I den danske katolske kirke tog biskoppens egen rådgiver i netop overgrebssager højst opsigtsvækkende bladet fra munden og udtalte skarp kritik.
Sagerne på skolen NSG førte ligeledes til indførelsen af en whistleblowerordning samt nye regler og retningslinjer for de katolske præster, der har deres faste gang på skolen. De førte ligeledes til, at skolen blev sat under granskning af Undervisningsministeriets tilsynsenhed for private skoler.
En gruppe menige katolikker samlede sig samtidig for at offentligt tage afstand fra deres egen kirkes håndtering af sagerne og for at lægge pres på deres biskop for at tage affære.
I flere af enkeltsagerne fik afsløringerne ligeledes konsekvenser for de involverede præster: Blandt andet i vores afsløring af præsten, der modtog bødestraf for at belure unge skolepiger og siden var fortsat sin præstegerning i Polen. Sammen med den polske medieorganisationen Fundacja Reporterów opsøgte og konfronterede vi præsten såvel som hans overordnede. Siden blev han suspenderet og kunne ikke fortsætte sin gerning som ungdomspræst på en række polske lejrture. Den anden polske præst, vi kunne afsløre, blev sat under skærpet overvågning og fik forbud mod at have kontakt med børn og unge.
Metode:
Arbejdet med serien har krævet tålmodighed, slid og et greb dybt ned i den journalistiske værktøjskasse, hvor især kildearbejde og internetresearch har spillet en afgørende rolle.
De første tip om sagen var relativt flyvske og havde mere karakter af undren og mistanker end egentlig konkrete spor. Det stod hurtigt klart, at det ville kræve mindst tre “lag” af research at kunne dokumentere, at præster bag krænkelser fortsat arbejdede i den katolske kirke - og at de ikke bare sad bag et støvet skrivebord og lavede papirarbejde, men fortsat havde kontakt til en bredere menighed. Først og fremmest skulle vi finde dokumentation for seksualforbrydelserne. Dernæst skulle vi lokalisere præsterne i dag. Og endelig skulle vi dokumentere, at de fortsat havde kontakt med almindelige borgere, herunder børn og unge.
Første skridt var helt grundlæggende at identificere overgrebspræsterne. Nogle af dem blev allerede navngivet i medier tilbage i 10’erne og kunne derfor ret let identificeres ud fra helt åbne kilder. Sværere var det med de sager, der var omtalt i anonymiseret form i den katolske kirkes egen advokatundersøgelse fra 2011 af overgrebssagerne. Med hjælp fra gode kolleger, der dækkede de gamle sager for over ti år siden, lykkedes det os at få kontakt til ofre eller vidner, der kunne identificere gerningsmændene på baggrund af detaljer i omtalerne af de enkelte sager i advokatundersøgelsen.
De mest komplicerede sager at efterforske var de nyere navne, som aldrig havde været omtalt, men som blot flourerede på rygtebasis i det katolske miljø. Her var vi nødt til at opstøve kilder dybt inde i det katolske miljø, ofte inde i de enkelte menigheder, som enten havde kendskab til konkrete overgrebssager eller blot havde hørt de løse rygter - eller undret sig over præsternes pludselige exit fra menigheder. En øvelse, der krævede tålmodighed og talrige, dybe telefonsamtaler og kaffebesøg hos modstræbende kilder, der var i syv sind om, hvorvidt de skulle hjælpe os - og dermed potentielt skade deres kirke og tro. Enkelte samvittighedsfulde personer valgte i sidste ende at hjælpe os videre med navne på to præster og centrale detaljer om sagerne. Da vi havde fået navnene bekræftet, gjaldt det om at fremskaffe dokumentation for overgrebene. Her lykkedes det os - takket være kilder hos myndighederne - at spore os ind på rette politikredse og domstole, der havde behandlet sagerne. Et møjsommeligt arbejde med masser af blindgyder. Efter ugers med forgæves aktindsigter i dombøger og bødeforlæg lykkedes det os endelig at fremskaffe dokumentation for, at de to præster var idømt bøder for hhv. besiddelse af børneporno og flere tilfælde af blufærdighedskrænkelser af skolepiger.
Sidstnævnte sag havde endda fundet sted på den populære københavnske katolske skole Niels Steensens Gymnasium og Grundskole, og da vi begyndte at kontakte kilder på om omkring skolen fik vi identificeret et øjenvidne til en af krænkelserne. Efter en række samtaler indvilgede hun i at stå frem og fortælle om oplevelsen.
I denne indledende researchfase lykkedes det os at identificere i alt fem katolske præster, der enten var blevet straffet for seksualforbrydelser eller anklaget for krænkelser - anklager, som den katolske kirkes egne advokater havde vurderet som “troværdige”.
Næste skridt i researchen var at finde dokumentation for, at disse præster fortsat havde deres virke i den katolske kirke, og fortsat havde kontakt til en menighed med børn og unge. Et arbejde, der skulle vise sig at bringe os langt uden for landets grænser. Én af præsterne var efter præstestillinger i Bogota og Mellemøsten nu endt som katolsk præst i en stor, international menighed i Singapore. Dette fandt vi ud af gennem omfattende søgninger på nettet, herunder i diverse udenlandske lokalmedier.
En anden var netop gået på pension fra jobbet som præst i Hillerød - et job han uhindret havde kunnet varetage i mere end et årti på trods af offentlige anklager om voldsomme overgreb i 10’erne. Ved at benytte hjemmesiden waybackmachine fandt vi arkiverede versioner af sognets hjemmeside, hvor adskillige billeder helt frem til sidste år viste præsten i selskab med sognets børne og unge, som han også underviste i konfirmationsforberedelse.
En tredje lokaliserede vi i en katolsk orden i Sorø, hvor han holdt gudstjenester. Igen viste billedmateriale, fundet på bl.a. sociale medier, at den pågældende jævnligt havde kontakt til unge fra menigheden i sit lokale kapel og sågar jævnligt vikarierede i andre katolske kirker i Danmark.
Sværest var det at lokalisere de to præster, der efter bøder for seksualforbrydelser i Danmark pludselig var forsvundet fra deres respektive menigheder uden nærmere forklaring. Igen måtte vi søge dybt og bredt på nettet, før vi fandt den ene i spidsen for et jesuitisk kursuscenter uden for Warszawa. Nærmere søgninger i fotoarkiver hos lokale jesuiterkirker i Warszawa-området, samt korrespondance med lokale pressefotografer og arkivarer i Polen, viste os, at den pågældende mand ved flere lejligheder havde ageret som præst ved gudstjenester, hvor et stort antal børn og unge deltog. Han var endvidere tidligere basketballtræner for lokale pigehold, leder på en katolsk spejderforening og lokal tovholder på modtagelsen af ukrainske flygtningebørn, viste vores research.
Den sidste præst, der var dømt for at besidde børneporno, var særligt svær at identificere og lokalisere, idet vi slet ikke havde nyere billeder af præsten. Det lykkedes os dog at finde et 12 år gammelt, polsk, katolsk menighedsblad, hvor den pågældende fortalte om sit arbejde i Danmark. Artiklen var ledsaget af et grynet foto, men det muliggjorde, at vi med rimelighed kunne identificere ham som ansat i en større kirke lidt uden for Warszawa. Det var dog uklart for os, om han rent faktisk virkede som præst og afholdt gudstjenester, så igen måtte vi gennemgå tusindvis af fotos fra kirken og menigheden på hjemmesider og sociale medier. Efter flere dages research stødte vi omsider på tre billeder, hvor den pågældende iført præstekjole velsignede børn og unge i kirken. Vi følte os dog ikke på helt sikker grund, og derfor besluttede vi os for at tage til gudstjeneste i Polen for med egne øjne at dokumentere, at en børnepornodømt præst kunne fortsætte i jobbet. En iskold februardag indfandt vi os derfor i kirken på hovedgaden i Pabianice, hvor præsten ganske rigtigt dukkede op og afholdt gudstjeneste for en næsten fyldt kirke med adskillige børn og unge blandt sognebørnene.
For at sikre, at sagen også fik mediedækning i Polen, rakte vi et par uger før publiceringen ud til den polske medieorganisationen Fundacja Reporterów, der driver nyhedssitet Frontstory.pl. De tog med kyshånd imod vores research og kunne på få uger finde endnu flere opsigtsvækkende detaljer frem om de to polske præster - bl.a. om deres meget aktive arbejde med børn og unge. Vores polske kolleger sikrede, at sagen fik massiv medieomtale i polske medier og affødte kraftige reaktioner i det polske katolske miljø.
Vores research kunne omsider lede frem til publiceringen af første artikel i serien. Serien affødte en lang række reaktioner, herunder tip om en ny krænkelsessag fra føromtalte Niels Steensens Gymnasium og Grundskole. Igen var det en tilknyttet præst, der var mål for anklagerne, og igen lykkedes det os gennem samtaler med en lang række kilder at kunne etablere kontakt til ikke bare et vidne på skolen, men også offerets familie, der bekræftede overgrebet. Den nye krænkelsessag endte med at blive et helt selvstændigt spor i serien, som mødte voldsomme reaktioner fra eksperter og forældre.
De første tip om sagen var relativt flyvske og havde mere karakter af undren og mistanker end egentlig konkrete spor. Det stod hurtigt klart, at det ville kræve mindst tre “lag” af research at kunne dokumentere, at præster bag krænkelser fortsat arbejdede i den katolske kirke - og at de ikke bare sad bag et støvet skrivebord og lavede papirarbejde, men fortsat havde kontakt til en bredere menighed. Først og fremmest skulle vi finde dokumentation for seksualforbrydelserne. Dernæst skulle vi lokalisere præsterne i dag. Og endelig skulle vi dokumentere, at de fortsat havde kontakt med almindelige borgere, herunder børn og unge.
Første skridt var helt grundlæggende at identificere overgrebspræsterne. Nogle af dem blev allerede navngivet i medier tilbage i 10’erne og kunne derfor ret let identificeres ud fra helt åbne kilder. Sværere var det med de sager, der var omtalt i anonymiseret form i den katolske kirkes egen advokatundersøgelse fra 2011 af overgrebssagerne. Med hjælp fra gode kolleger, der dækkede de gamle sager for over ti år siden, lykkedes det os at få kontakt til ofre eller vidner, der kunne identificere gerningsmændene på baggrund af detaljer i omtalerne af de enkelte sager i advokatundersøgelsen.
De mest komplicerede sager at efterforske var de nyere navne, som aldrig havde været omtalt, men som blot flourerede på rygtebasis i det katolske miljø. Her var vi nødt til at opstøve kilder dybt inde i det katolske miljø, ofte inde i de enkelte menigheder, som enten havde kendskab til konkrete overgrebssager eller blot havde hørt de løse rygter - eller undret sig over præsternes pludselige exit fra menigheder. En øvelse, der krævede tålmodighed og talrige, dybe telefonsamtaler og kaffebesøg hos modstræbende kilder, der var i syv sind om, hvorvidt de skulle hjælpe os - og dermed potentielt skade deres kirke og tro. Enkelte samvittighedsfulde personer valgte i sidste ende at hjælpe os videre med navne på to præster og centrale detaljer om sagerne. Da vi havde fået navnene bekræftet, gjaldt det om at fremskaffe dokumentation for overgrebene. Her lykkedes det os - takket være kilder hos myndighederne - at spore os ind på rette politikredse og domstole, der havde behandlet sagerne. Et møjsommeligt arbejde med masser af blindgyder. Efter ugers med forgæves aktindsigter i dombøger og bødeforlæg lykkedes det os endelig at fremskaffe dokumentation for, at de to præster var idømt bøder for hhv. besiddelse af børneporno og flere tilfælde af blufærdighedskrænkelser af skolepiger.
Sidstnævnte sag havde endda fundet sted på den populære københavnske katolske skole Niels Steensens Gymnasium og Grundskole, og da vi begyndte at kontakte kilder på om omkring skolen fik vi identificeret et øjenvidne til en af krænkelserne. Efter en række samtaler indvilgede hun i at stå frem og fortælle om oplevelsen.
I denne indledende researchfase lykkedes det os at identificere i alt fem katolske præster, der enten var blevet straffet for seksualforbrydelser eller anklaget for krænkelser - anklager, som den katolske kirkes egne advokater havde vurderet som “troværdige”.
Næste skridt i researchen var at finde dokumentation for, at disse præster fortsat havde deres virke i den katolske kirke, og fortsat havde kontakt til en menighed med børn og unge. Et arbejde, der skulle vise sig at bringe os langt uden for landets grænser. Én af præsterne var efter præstestillinger i Bogota og Mellemøsten nu endt som katolsk præst i en stor, international menighed i Singapore. Dette fandt vi ud af gennem omfattende søgninger på nettet, herunder i diverse udenlandske lokalmedier.
En anden var netop gået på pension fra jobbet som præst i Hillerød - et job han uhindret havde kunnet varetage i mere end et årti på trods af offentlige anklager om voldsomme overgreb i 10’erne. Ved at benytte hjemmesiden waybackmachine fandt vi arkiverede versioner af sognets hjemmeside, hvor adskillige billeder helt frem til sidste år viste præsten i selskab med sognets børne og unge, som han også underviste i konfirmationsforberedelse.
En tredje lokaliserede vi i en katolsk orden i Sorø, hvor han holdt gudstjenester. Igen viste billedmateriale, fundet på bl.a. sociale medier, at den pågældende jævnligt havde kontakt til unge fra menigheden i sit lokale kapel og sågar jævnligt vikarierede i andre katolske kirker i Danmark.
Sværest var det at lokalisere de to præster, der efter bøder for seksualforbrydelser i Danmark pludselig var forsvundet fra deres respektive menigheder uden nærmere forklaring. Igen måtte vi søge dybt og bredt på nettet, før vi fandt den ene i spidsen for et jesuitisk kursuscenter uden for Warszawa. Nærmere søgninger i fotoarkiver hos lokale jesuiterkirker i Warszawa-området, samt korrespondance med lokale pressefotografer og arkivarer i Polen, viste os, at den pågældende mand ved flere lejligheder havde ageret som præst ved gudstjenester, hvor et stort antal børn og unge deltog. Han var endvidere tidligere basketballtræner for lokale pigehold, leder på en katolsk spejderforening og lokal tovholder på modtagelsen af ukrainske flygtningebørn, viste vores research.
Den sidste præst, der var dømt for at besidde børneporno, var særligt svær at identificere og lokalisere, idet vi slet ikke havde nyere billeder af præsten. Det lykkedes os dog at finde et 12 år gammelt, polsk, katolsk menighedsblad, hvor den pågældende fortalte om sit arbejde i Danmark. Artiklen var ledsaget af et grynet foto, men det muliggjorde, at vi med rimelighed kunne identificere ham som ansat i en større kirke lidt uden for Warszawa. Det var dog uklart for os, om han rent faktisk virkede som præst og afholdt gudstjenester, så igen måtte vi gennemgå tusindvis af fotos fra kirken og menigheden på hjemmesider og sociale medier. Efter flere dages research stødte vi omsider på tre billeder, hvor den pågældende iført præstekjole velsignede børn og unge i kirken. Vi følte os dog ikke på helt sikker grund, og derfor besluttede vi os for at tage til gudstjeneste i Polen for med egne øjne at dokumentere, at en børnepornodømt præst kunne fortsætte i jobbet. En iskold februardag indfandt vi os derfor i kirken på hovedgaden i Pabianice, hvor præsten ganske rigtigt dukkede op og afholdt gudstjeneste for en næsten fyldt kirke med adskillige børn og unge blandt sognebørnene.
For at sikre, at sagen også fik mediedækning i Polen, rakte vi et par uger før publiceringen ud til den polske medieorganisationen Fundacja Reporterów, der driver nyhedssitet Frontstory.pl. De tog med kyshånd imod vores research og kunne på få uger finde endnu flere opsigtsvækkende detaljer frem om de to polske præster - bl.a. om deres meget aktive arbejde med børn og unge. Vores polske kolleger sikrede, at sagen fik massiv medieomtale i polske medier og affødte kraftige reaktioner i det polske katolske miljø.
Vores research kunne omsider lede frem til publiceringen af første artikel i serien. Serien affødte en lang række reaktioner, herunder tip om en ny krænkelsessag fra føromtalte Niels Steensens Gymnasium og Grundskole. Igen var det en tilknyttet præst, der var mål for anklagerne, og igen lykkedes det os gennem samtaler med en lang række kilder at kunne etablere kontakt til ikke bare et vidne på skolen, men også offerets familie, der bekræftede overgrebet. Den nye krænkelsessag endte med at blive et helt selvstændigt spor i serien, som mødte voldsomme reaktioner fra eksperter og forældre.
Modstand:
Vi har undervejs i forløbet oplevet modstand på adskillige niveauer. Under vores dialog med den polske katolske kirke og jesuiterorden om de to polske præster oplevede vi, at kirken gik ekstremt langt for at bremse historien: Kirken løj blandt andet direkte over for os, da talsmænd hævdede, at de to præster intet havde med børn at gøre i dag - på trods af, at vi kunne fremlægge fotografier og øjenvidneskildringer, der direkte modbeviste dette.
Også herhjemme glimrede den danske katolske kirke ved sin ekstreme lukkethed. Ofte blev vores mails og skriftlige spørgsmål ikke besvaret, og under telefoninterview valgte kirkens talsperson flere gange at besvare vores spørgsmål med demonstrativ tavshed i røret.
Størst modstand oplevede vi, da vi undervejs i forløbet blev tippet om en nyere krænkelsessag på Niels Steensens Gymnasium & Grundskole. Tippet gik på, at en centralt placeret katolsk præst skulle have forulempet en skolepige ved et arrangement på skolen, og efter en del research lykkedes det os at få kontakt til både et øjenvidne og selve offerets far, der begge bekræftede forløbet. Da vi forelagde historien for skolen og kirken, skete flere besynderlige ting: Pludselig blev vores chefredaktion kontaktet af en fremtrædende dansk katolik, der bestrider et borgerligt embede med stor indflydelse og magt. Selv om han åbenlyst intet kendte til sagens detaljer, advarede han chefredaktionen mod at vi bragte historien, fordi den - ifølge ham - ikke passede og baserede sig på en misforståelse. Dette var i direkte modstrid med offerets og vidnets udlægning af sagen. Ydermere blev vi en sen aften kontaktet af direktøren for et fremtrædende dansk kommunikationsbureau, der var blevet hyret af skolen. Budskabet var det samme: Der var ikke hold i beskyldningerne. Både den fremtrædende katolik og kommunikationsbureauet påstod uden for citat, at offeret var utroværdigt, og de fremsatte begge udokumenterede beskyldninger over for redaktionen om offerets mentale tilstand og troværdighed. Da ingen af parterne kunne fremlægge skyggen af dokumentation for deres påstande - og da både offerets far og vores øjenvidne fastholdt deres udsagn - valgte vi alligevel at udgive historien. Forløbet efterlod os det indtryk, at vi med sagen havde ramt direkte ind i et magtfuldt netværk af katolske mænd med tunge poster i dansk politik og erhvervsliv, som gerne tager brutale og ufine metoder i brug for at forsvare og dække over hinanden - uanset deres gerninger.
Også herhjemme glimrede den danske katolske kirke ved sin ekstreme lukkethed. Ofte blev vores mails og skriftlige spørgsmål ikke besvaret, og under telefoninterview valgte kirkens talsperson flere gange at besvare vores spørgsmål med demonstrativ tavshed i røret.
Størst modstand oplevede vi, da vi undervejs i forløbet blev tippet om en nyere krænkelsessag på Niels Steensens Gymnasium & Grundskole. Tippet gik på, at en centralt placeret katolsk præst skulle have forulempet en skolepige ved et arrangement på skolen, og efter en del research lykkedes det os at få kontakt til både et øjenvidne og selve offerets far, der begge bekræftede forløbet. Da vi forelagde historien for skolen og kirken, skete flere besynderlige ting: Pludselig blev vores chefredaktion kontaktet af en fremtrædende dansk katolik, der bestrider et borgerligt embede med stor indflydelse og magt. Selv om han åbenlyst intet kendte til sagens detaljer, advarede han chefredaktionen mod at vi bragte historien, fordi den - ifølge ham - ikke passede og baserede sig på en misforståelse. Dette var i direkte modstrid med offerets og vidnets udlægning af sagen. Ydermere blev vi en sen aften kontaktet af direktøren for et fremtrædende dansk kommunikationsbureau, der var blevet hyret af skolen. Budskabet var det samme: Der var ikke hold i beskyldningerne. Både den fremtrædende katolik og kommunikationsbureauet påstod uden for citat, at offeret var utroværdigt, og de fremsatte begge udokumenterede beskyldninger over for redaktionen om offerets mentale tilstand og troværdighed. Da ingen af parterne kunne fremlægge skyggen af dokumentation for deres påstande - og da både offerets far og vores øjenvidne fastholdt deres udsagn - valgte vi alligevel at udgive historien. Forløbet efterlod os det indtryk, at vi med sagen havde ramt direkte ind i et magtfuldt netværk af katolske mænd med tunge poster i dansk politik og erhvervsliv, som gerne tager brutale og ufine metoder i brug for at forsvare og dække over hinanden - uanset deres gerninger.
Etik:
Et helt afgørende etisk spørgsmål for os har været, om vi skulle navngive de dømte og anklagede præster omtalt i serien.
Der er ingen tvivl om, at det er i offentlighedens interesse at genbesøge de krænkelses- og overgrebssager, som kastede den katolske kirke ud i den største krise i nyere tid. Den katolske kirke i Danmark lovede bod og bedring, lavede omfattende handlingsplaner og understregede, at selv potentielle krænkere skulle udelukkes fra embedet som præst. Under ingen omstændigheder måtte kirken nøjes med blot at forflytte præster, lød det fra Vatikanet. Da de dømte og anklagede præster altså fortsatte i embedet - og tillige havde kontakt med børn og unge - uden konsekvenser, valgte vi at navngive alle bortset fra én. I forhold til navngivning havde vi groft sagt tre grupper af præster, hvor de etiske spørgsmål varierede:
1. Præsterne, der fortsatte i Danmark:
To af de præster, vi omtalte i serien, havde kunnet fortsætte arbejdet trods dokumentation for krænkelser og overgreb i den katolske kirke i Danmark. Det drejer sig om Hans Esmark og Stephen Holm. I kølvandet på afdækningen af overgrebssagerne i den katolske kirke i Danmark iværksatte kirken i 2011 en advokatundersøgelse, der skulle blotlægge omfanget af seksuelle krænkelser begået af blandt andet katolske præster. I den fandt undersøgerne, at anklagerne om overgreb og krænkelser begået af Esmark og Holm var “troværdige”. I Holms tilfælde vurderede undersøgerne endda, at der var risiko for, at han ville gentage sine ugerninger. Alligevel fortsatte Hans Esmark og Stephen Holm altså i kirken trods dens påståede nultolerance over for potentielle krænkere. Kirkens forklaring var, at politiet på grund af en overskredet forældelsesfrist ikke kunne forfølge sagerne strafferetligt.
Begge præster var blevet omtalt og navngivet i pressen tilbage i 2010, da anklagerne mod dem første gang så dagens lys. Stephen Holm havde desuden på sin private blog flere år senere omtalt anklagerne og den advokatundersøgelse, der blandt andet omhandlede hans person.
Dermed var begge præster og anklagerne imod dem altså allerede offentlige, inden vi genbesøgte deres sager. Når vi gjorde det, skyldtes det blandt primært kirkens manglende reaktion over for præsterne. For Holms vedkommende havde den katolske kirke endda udstyret ham med en privat bolig, hvor han kunne fortsætte som præst, efter at Holm på et tvivlsomt grundlag var blevet renset af Vatikanet.
Ofrene var aldrig blevet hørt af Vatikanet, og ofrenes perspektiv var endnu et argument for at genbesøge sagerne og navngive præsterne. Kirken havde - ifølge eksperter - ladet hensynet til præster veje over hensynet til de krænkede yngre mænd, mens præsterne havde haft samvittighed til at fortsætte som præster trods de ugerninger, som kirken altså mente var fundet sted.
Deres autoritative ansvar over for en menighed og rollen som religiøs forkynder, der forudsætter, at de optræder med en særlig agtelse og værdighed i stillingen, medvirkede også til, at vi fandt det rimeligt ikke at anonymisere dem. Overordnet set mener vi derfor, at det var i offentlighedens interesse at navngive præsterne på ny.
Vi rakte op til udgivelsen af artiklerne ud til begge præster og forelagde detaljeret, men ingen af dem ønskede at medvirke.
2. Præster, der fortsatte i udlandet:
To andre af de præster, vi omtalte i serien, blev trods domme for henholdsvis blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno, forflyttet til et andet embede inden for den katolske kirke.
Det drejede sig om henholdsvis Michal Gutkowski og Radoslaw Pawlowski, der fortsatte deres virke i hjemlandet Polen trods Vatikanets tidligere betoning af, at problemet med krænkende præster ikke afhjælpes ved bare at flytte dem.
En tredje, Reinhold Sahner, blev efter anklager om seksuelt grænseoverskridende adfærd forflyttet til udlandet, hvor han i dag arbejder som katolsk præst i Singapore.
Alle tre præster navngav vi i serien, men af forskellige grunde:
Reinhold Sahner var tidligere omtalt i pressen og havde også selv tidligere frivilligt optrådt i medierne om hans sag. Blandt andet i en dokumentar fra Danmarks Radio. Da han med forflyttelsen og sin krænkende adfærd var et billede på den overordnede problemstilling, vi rejste, valgte vi at navngive ham ligesom de øvrige præster. Men dog i en artikel, der fokuserede på de gråzonetilfælde, som katolske præster, der anklages for krænkelser og overgreb, også kan havne i.
Da vi researchede på sagen om Michal Gutkowski blev vi klar over, at hans krænkelser var meget mere omfattende end tidligere beskrevet. Derudover var hans tidligere arbejdsgivers, Niels Steensens Grundskole og Gymnasium, håndtering af sagen ganske speciel. Gutkowski blev efter de anonymiserede beskrivelser af sagen dømt i Danmark for blufærdighedskrænkelse. Da han qua sin autoritative stilling inden for den katolske kirke i Danmark havde et særligt ledelsesansvar, og - trods et forbud - fortsat havde kontakt til børn og unge, valgte vi at navngive ham. Denne beslutning var også et resultat af, at Gutkowski og hans polske arbejdsgiver ikke havde orienteret den tidligere arbejdsplads, NSG, om, hvor mange piger på skolen, han reelt havde krænket.
Radoslaw Pawlowski blev efter sin dom for besiddelse og download af børneporno forflyttet til et embede i Polen, hvor han fortsat har kontakt til børn og unge. Det til trods for at hans polske arbejdsgiver fortalte, at han ikke arbejdede med mindreårige. Den alvorlige bødestraf, forflytningen af Pawlowski til Polen og hans fortsatte virke i hjemlandet var medvirkende til, at vi i også i dette tilfælde valgte at navngive præsten.
3. Præsten, der fortsat arbejder i Danmark:
Udover de fem præster, vi navngav, beskrev vi udførligt håndteringen af en helt aktuel og mørkelagt krænkelsessag fra NSG. Her havde en fremtrædende katolsk præst fra bispedømmet ifølge en forælder til en elev på skolen befamlet eleven. Men trods skolens fokus på dens slag sager valgte ledelsen på daværende tidspunkt at lukke sagen internt.
I denne sag valgte vi ikke at navngive præsten - dette skyldtes flere forhold: Præsten var hverken sigtet eller dømt, og i modsætning til de andre krænkelsessager, hvor der enten forelå en dom eller bødeforlæg eller vidneudsagn, der var stemplet som “troværdige” af advokatundersøgelsen, så havde vi hér udelukkende udsagn fra offeret og et øjenvidne. Vigtigst for os var det dog, at offerets familie ikke ønskede at navngive præsten i offentligheden, da det ville kunne identificere barnet. Vores primære hensyn var eleven og hendes forældre.
Da vi alligevel valgte at omtale episoden med præsten i anonymiseret form, skyldtes det særligt skolens og kirkens specielle håndtering af sagen - samt de opsigtsvækkende relationer, der var mellem skolen, kirken, rektor og præsten. Der var altså i høj grad principielle ting på spil. Desuden besluttede familien efter en del betænkningstid at medvirke i en opfølgende artikel, fordi faderen følte sig dårligt behandlet af skolen på grund af håndteringen af sagen.
Der er ingen tvivl om, at det er i offentlighedens interesse at genbesøge de krænkelses- og overgrebssager, som kastede den katolske kirke ud i den største krise i nyere tid. Den katolske kirke i Danmark lovede bod og bedring, lavede omfattende handlingsplaner og understregede, at selv potentielle krænkere skulle udelukkes fra embedet som præst. Under ingen omstændigheder måtte kirken nøjes med blot at forflytte præster, lød det fra Vatikanet. Da de dømte og anklagede præster altså fortsatte i embedet - og tillige havde kontakt med børn og unge - uden konsekvenser, valgte vi at navngive alle bortset fra én. I forhold til navngivning havde vi groft sagt tre grupper af præster, hvor de etiske spørgsmål varierede:
1. Præsterne, der fortsatte i Danmark:
To af de præster, vi omtalte i serien, havde kunnet fortsætte arbejdet trods dokumentation for krænkelser og overgreb i den katolske kirke i Danmark. Det drejer sig om Hans Esmark og Stephen Holm. I kølvandet på afdækningen af overgrebssagerne i den katolske kirke i Danmark iværksatte kirken i 2011 en advokatundersøgelse, der skulle blotlægge omfanget af seksuelle krænkelser begået af blandt andet katolske præster. I den fandt undersøgerne, at anklagerne om overgreb og krænkelser begået af Esmark og Holm var “troværdige”. I Holms tilfælde vurderede undersøgerne endda, at der var risiko for, at han ville gentage sine ugerninger. Alligevel fortsatte Hans Esmark og Stephen Holm altså i kirken trods dens påståede nultolerance over for potentielle krænkere. Kirkens forklaring var, at politiet på grund af en overskredet forældelsesfrist ikke kunne forfølge sagerne strafferetligt.
Begge præster var blevet omtalt og navngivet i pressen tilbage i 2010, da anklagerne mod dem første gang så dagens lys. Stephen Holm havde desuden på sin private blog flere år senere omtalt anklagerne og den advokatundersøgelse, der blandt andet omhandlede hans person.
Dermed var begge præster og anklagerne imod dem altså allerede offentlige, inden vi genbesøgte deres sager. Når vi gjorde det, skyldtes det blandt primært kirkens manglende reaktion over for præsterne. For Holms vedkommende havde den katolske kirke endda udstyret ham med en privat bolig, hvor han kunne fortsætte som præst, efter at Holm på et tvivlsomt grundlag var blevet renset af Vatikanet.
Ofrene var aldrig blevet hørt af Vatikanet, og ofrenes perspektiv var endnu et argument for at genbesøge sagerne og navngive præsterne. Kirken havde - ifølge eksperter - ladet hensynet til præster veje over hensynet til de krænkede yngre mænd, mens præsterne havde haft samvittighed til at fortsætte som præster trods de ugerninger, som kirken altså mente var fundet sted.
Deres autoritative ansvar over for en menighed og rollen som religiøs forkynder, der forudsætter, at de optræder med en særlig agtelse og værdighed i stillingen, medvirkede også til, at vi fandt det rimeligt ikke at anonymisere dem. Overordnet set mener vi derfor, at det var i offentlighedens interesse at navngive præsterne på ny.
Vi rakte op til udgivelsen af artiklerne ud til begge præster og forelagde detaljeret, men ingen af dem ønskede at medvirke.
2. Præster, der fortsatte i udlandet:
To andre af de præster, vi omtalte i serien, blev trods domme for henholdsvis blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno, forflyttet til et andet embede inden for den katolske kirke.
Det drejede sig om henholdsvis Michal Gutkowski og Radoslaw Pawlowski, der fortsatte deres virke i hjemlandet Polen trods Vatikanets tidligere betoning af, at problemet med krænkende præster ikke afhjælpes ved bare at flytte dem.
En tredje, Reinhold Sahner, blev efter anklager om seksuelt grænseoverskridende adfærd forflyttet til udlandet, hvor han i dag arbejder som katolsk præst i Singapore.
Alle tre præster navngav vi i serien, men af forskellige grunde:
Reinhold Sahner var tidligere omtalt i pressen og havde også selv tidligere frivilligt optrådt i medierne om hans sag. Blandt andet i en dokumentar fra Danmarks Radio. Da han med forflyttelsen og sin krænkende adfærd var et billede på den overordnede problemstilling, vi rejste, valgte vi at navngive ham ligesom de øvrige præster. Men dog i en artikel, der fokuserede på de gråzonetilfælde, som katolske præster, der anklages for krænkelser og overgreb, også kan havne i.
Da vi researchede på sagen om Michal Gutkowski blev vi klar over, at hans krænkelser var meget mere omfattende end tidligere beskrevet. Derudover var hans tidligere arbejdsgivers, Niels Steensens Grundskole og Gymnasium, håndtering af sagen ganske speciel. Gutkowski blev efter de anonymiserede beskrivelser af sagen dømt i Danmark for blufærdighedskrænkelse. Da han qua sin autoritative stilling inden for den katolske kirke i Danmark havde et særligt ledelsesansvar, og - trods et forbud - fortsat havde kontakt til børn og unge, valgte vi at navngive ham. Denne beslutning var også et resultat af, at Gutkowski og hans polske arbejdsgiver ikke havde orienteret den tidligere arbejdsplads, NSG, om, hvor mange piger på skolen, han reelt havde krænket.
Radoslaw Pawlowski blev efter sin dom for besiddelse og download af børneporno forflyttet til et embede i Polen, hvor han fortsat har kontakt til børn og unge. Det til trods for at hans polske arbejdsgiver fortalte, at han ikke arbejdede med mindreårige. Den alvorlige bødestraf, forflytningen af Pawlowski til Polen og hans fortsatte virke i hjemlandet var medvirkende til, at vi i også i dette tilfælde valgte at navngive præsten.
3. Præsten, der fortsat arbejder i Danmark:
Udover de fem præster, vi navngav, beskrev vi udførligt håndteringen af en helt aktuel og mørkelagt krænkelsessag fra NSG. Her havde en fremtrædende katolsk præst fra bispedømmet ifølge en forælder til en elev på skolen befamlet eleven. Men trods skolens fokus på dens slag sager valgte ledelsen på daværende tidspunkt at lukke sagen internt.
I denne sag valgte vi ikke at navngive præsten - dette skyldtes flere forhold: Præsten var hverken sigtet eller dømt, og i modsætning til de andre krænkelsessager, hvor der enten forelå en dom eller bødeforlæg eller vidneudsagn, der var stemplet som “troværdige” af advokatundersøgelsen, så havde vi hér udelukkende udsagn fra offeret og et øjenvidne. Vigtigst for os var det dog, at offerets familie ikke ønskede at navngive præsten i offentligheden, da det ville kunne identificere barnet. Vores primære hensyn var eleven og hendes forældre.
Da vi alligevel valgte at omtale episoden med præsten i anonymiseret form, skyldtes det særligt skolens og kirkens specielle håndtering af sagen - samt de opsigtsvækkende relationer, der var mellem skolen, kirken, rektor og præsten. Der var altså i høj grad principielle ting på spil. Desuden besluttede familien efter en del betænkningstid at medvirke i en opfølgende artikel, fordi faderen følte sig dårligt behandlet af skolen på grund af håndteringen af sagen.
Formidling:
Fordi vi tidligt oplevede dele af det katoske miljø som både lukket og ukendt for mange, var det vigtigt for os at finde de rigtige stemmer til at fortælle historierne og dermed gøre det vedkommende for læseren.
Da historierne rummede forklaringer og udsagn fra mange forskellige synsvinkler, arbejdede vi aktivt med at finde og få repræsentanter fra alle sider af sagerne til at stå frem og agere de forskellige historiers fortællere.
I én artikel brugte vi et vidne til en overgrebsepisode som artiklens fortæller og motor, i en anden artikel brugte vi et offer som fortæller og motor - ligesom vi rejste til Polen for at opsøge gerningsmændene og få deres side af sagen.
Rejsen til Polen blev ligeledes foretaget i et forsøg på via reportage at tage læserne så langt ind i de katolske miljøer som muligt.
Allerede i vores researchfase stod det nemlig klart, at det blev svært for os at komme ind bag de katolske mure og lukkede rum for at kunne beskrive rekonstruktioner og oplevelser i detaljer.
Fordi flere af sagerne handlede om grove anklager, hvor det ofte kun var to personer med modstridende forklaringer, der havde været i rummet, blev særligt den fotografiske dokumentation vigtig for os. Både fra episoderne tilbage i tid såvel som i præsternes nuværende virke.
For at styrke den skrevne journalistiks troværdighed traf vi tidligt i processen dels valget om, derfor at bruge vores omfattende billedmateriale aktivt i formidlingen, men også at få et tæt samarbejde med fotograf Mathias Svold og grafiker Maria Thykiær Jespersen op at stå.
Vi brugte blandt andet de især mange ældre billeder til at lokalisere steder og scener, som kilderne i fortællingen kunne genskabe for læseren - ligesom vi bad kilderne gennemgå deres eget foto-materiale på deres telefoner fra tiden, dagen, timen hvor de påståede overgreb havde fundet sted.
På samme måde blev dokumenterende fotografier af præsternes fortsatte virke i udlandet en del af formidlingen.
Fordi der var tale om etisk svære sager, hvor der især var mange mindreårige involveret, var vores visuelle såvel som skrevne sløring af en række forurettede personer vigtig i også den formidlingsmæssige del. Samtidig havde vi brug for at stadig komme tæt på og skabe identifikation. To umiddelbart modstridende hensyn.
Vi valgte derfor i samarbejde med fotograf og grafiker at sløre personerne med en særlig streg, der samtidig gav os mulighed for at arbejde med den visuelle del af formidlingen - hvor vi her også forsøgte at komme ind bag de lukkede katolske mure og i læserens oplevelse placere kilderne i tid og sted. Stregen gav nemlig grafikeren mulighed for f.eks. at tegne en gerningsmand ind på et foto af selve overgrebsstedet. På den måde tog vi både hensyn til offeret og i flere tilfælde også den slørede gerningsmand, hvis identitet ikke var kendt af offentligheden. Samtidig gjorde den digitale streg formidlingen levende, da den blev udarbejdet som en gif, der bevægede sig gennem fortællingen.
Fordi vi i flere af fortællingerne prioriterede at tage artiklens hovedkilde med tilbage på det sted, hvor f.eks. et overgreb havde fundet sted, havde vi samtidig mulighed for at tilkoble en videojournalist til projektet. Det gjorde, at vi rent formidlingsmæssigt og visuelt kunne tage læseren med endnu tættere på i enkelte tilfælde.
Endelig deltog en af journalisterne på holdet i et afsnit af Berlingskes podcast Pilestræde, der var dedikeret til afsløringen. Her kunne vi nærmere forklare materialet, vores research og historiernes konsekvenser.
Da historierne rummede forklaringer og udsagn fra mange forskellige synsvinkler, arbejdede vi aktivt med at finde og få repræsentanter fra alle sider af sagerne til at stå frem og agere de forskellige historiers fortællere.
I én artikel brugte vi et vidne til en overgrebsepisode som artiklens fortæller og motor, i en anden artikel brugte vi et offer som fortæller og motor - ligesom vi rejste til Polen for at opsøge gerningsmændene og få deres side af sagen.
Rejsen til Polen blev ligeledes foretaget i et forsøg på via reportage at tage læserne så langt ind i de katolske miljøer som muligt.
Allerede i vores researchfase stod det nemlig klart, at det blev svært for os at komme ind bag de katolske mure og lukkede rum for at kunne beskrive rekonstruktioner og oplevelser i detaljer.
Fordi flere af sagerne handlede om grove anklager, hvor det ofte kun var to personer med modstridende forklaringer, der havde været i rummet, blev særligt den fotografiske dokumentation vigtig for os. Både fra episoderne tilbage i tid såvel som i præsternes nuværende virke.
For at styrke den skrevne journalistiks troværdighed traf vi tidligt i processen dels valget om, derfor at bruge vores omfattende billedmateriale aktivt i formidlingen, men også at få et tæt samarbejde med fotograf Mathias Svold og grafiker Maria Thykiær Jespersen op at stå.
Vi brugte blandt andet de især mange ældre billeder til at lokalisere steder og scener, som kilderne i fortællingen kunne genskabe for læseren - ligesom vi bad kilderne gennemgå deres eget foto-materiale på deres telefoner fra tiden, dagen, timen hvor de påståede overgreb havde fundet sted.
På samme måde blev dokumenterende fotografier af præsternes fortsatte virke i udlandet en del af formidlingen.
Fordi der var tale om etisk svære sager, hvor der især var mange mindreårige involveret, var vores visuelle såvel som skrevne sløring af en række forurettede personer vigtig i også den formidlingsmæssige del. Samtidig havde vi brug for at stadig komme tæt på og skabe identifikation. To umiddelbart modstridende hensyn.
Vi valgte derfor i samarbejde med fotograf og grafiker at sløre personerne med en særlig streg, der samtidig gav os mulighed for at arbejde med den visuelle del af formidlingen - hvor vi her også forsøgte at komme ind bag de lukkede katolske mure og i læserens oplevelse placere kilderne i tid og sted. Stregen gav nemlig grafikeren mulighed for f.eks. at tegne en gerningsmand ind på et foto af selve overgrebsstedet. På den måde tog vi både hensyn til offeret og i flere tilfælde også den slørede gerningsmand, hvis identitet ikke var kendt af offentligheden. Samtidig gjorde den digitale streg formidlingen levende, da den blev udarbejdet som en gif, der bevægede sig gennem fortællingen.
Fordi vi i flere af fortællingerne prioriterede at tage artiklens hovedkilde med tilbage på det sted, hvor f.eks. et overgreb havde fundet sted, havde vi samtidig mulighed for at tilkoble en videojournalist til projektet. Det gjorde, at vi rent formidlingsmæssigt og visuelt kunne tage læseren med endnu tættere på i enkelte tilfælde.
Endelig deltog en af journalisterne på holdet i et afsnit af Berlingskes podcast Pilestræde, der var dedikeret til afsløringen. Her kunne vi nærmere forklare materialet, vores research og historiernes konsekvenser.