Gå tilbage

Papes familieløgn

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Peter Jeppesen, Christian Ørtoft, Per Mathiessen, Christina Ehrenskjöld

Projektets beskrivelse

Titel:
Papes familieløgn
Beskrivelse:
Skyggediplomati og historier fra de varme lande blev sidste år dagsordenen under folketingsvalget, efter Ekstra Bladet kunne afsløre en række centrale usandheder, der i årevis var blevet fortalt af den konservative partileder Søren Pape Poulsen.
Normalt står Det Konservative Folkeparti for lov, orden og redelighed, men med Ekstra Bladets afsløringer kom det frem, hvordan Søren Pape Poulsen fejlagtigt havde oplyst befolkningen om, at hans partner var nevø af en tidligere præsident i Den Dominikanske Republik, ligesom han i den offentlige debat havde påstået, at hans partner var jøde. Begge fortællinger var centrale i opbygningen af Søren Pape Poulsens eget brand som politiker.
Eller som den dominikanske avis Diario Libre summerede sagen i 2022:
'Historien lyder som manuskriptet til en moderne sæbeopera. En ukendt ung dominikaner, der finder sit livs kærlighed i en kendt højrefløjspolitiker fra Danmark, som ender med at gifte sig med ham og lever et drømmeliv. Men stribevis af løgne forvandler fyrens drøm til et mareridt, fordi han slog sig op på at være nevø til tidligere præsident Danilo Medina og skulle have jødiske rødder. Men det var alt sammen løgn.'
Derudover havde Søren Pape Poulsen som minister benyttet sin partner som tolk i forbindelse med møder hos repræsentanter for regeringen i det caribiske land. Møder der var listet som officielle i Den Dominikanske Republik, men som Søren Pape Poulsen hævdede var møder af privat karakter. Historierne rokkede ved grundopfattelsen af Søren Pape Poulsens troværdighed.
Publicering:
Projektet er blevet publiceret i perioden 24. august 2022 til 3. november.

Idéen:

Idébeskrivelse:
I forbindelse med det konservative Landsråd i 2014 præsenterede partileder Søren Pape Poulsen Josue Medina Vasquez som sin partner blandt andet med ordene:
- Josue har læst internationale studier i New York, hvor hans mor bor, og hans onkel er præsident i Den Dominikanske Republik, så han har politik tæt på.
Seks år senere - 31. juli 2020 - sidder vi en flok journalister og idéudvikler. Snakken falder på Søren Pape og hans partner - eller rettere partnerens familierelationer. For har nogen egentlig set den konservative partileder og Josue Medina Vasquez sammen med præsident Danilo Medina?
Efterfølgende viser den indledende research, at der har været et dødsfald i præsidentfamilien. I 2019 er Danilo Medinas far, Juan Pablo Medina, død. Hvis Josue Medina Vasquez’s far er bror til Danilo Medina, må det i givet fald være Josue Medina Vasquezs farfar, der er død. Men hverken på hans egne sociale medier eller i dominikanske medier ses skyggen af Papes mand til begravelsen. Det stemmer ikke.
Tidshorizont:
Ideen startede i juli 2020, men researchen viser sig langt mere omfattende end først antaget, og den første historie udkommer derfor først i august 2022.

Nyhed:

Det har givet offentligheden de oplysninger, at Søren Pape Poulsen var gift med en mand, der ikke var den, som han udgav sig for at være. Han var ikke nevø til en tidligere præsident. Han var heller ikke – som påstået – jøde.
Og endelig gav det offentligheden den viden, at justitsminister Søren Pape udenom Udenrigsministeriets officielle kanaler havde diplomatiske møder med regeringsmedlemmer i et andet land. Flankeret af sin dybt utroværdige ægtefælle i rollen som oversætter.
I sidste ende har historierne vist, at selv i et moderne samfund kan det lykkedes at komme til bal hos dronningen på et spin af løgne.
Magtfulde interesser har haft en klemme på Søren Pape. Når en mulig kommende statsminister over for repræsentanter for fremmede magter (fx israelske diplomater) i strid med sandheden påstår, at hans ægtefælle er jøde, bliver han sårbar for afpresning. Ekstra Bladets afsløringer har vist, hvor alvorlige konsekvenser disse løgne fik for hans statsministerdrøm. Men fordi offentligheden nu har fået disse oplysninger, er risikoen for afpresning væk.
Derudover har sagen rokket ved befolkningens opfattelse af Søren Pape; at han var den mest troværdige politiker og siden statsministerkandidat. Historierne har blotlagt, hvordan han kynisk har brugt sin mand til at bygge sig selv op som politiker, og hvordan han holdt fast i de falske historier, indtil han ikke længere kunne undslå sig sandheden. Og hvor han i sidste ende fravalgte sin mand til fordel for sin karriere.

Konsekvens:

Hvis man anerkender, at troværdighed er den vigtigste valuta for partiledere og statsministerkandidater, har projektet haft en afgørende indflydelse på folketingsvalget sidste år.
Søren Pape Poulsen var ved historiernes begyndelse målt til at være den mest troværdige partileder, og han stod aldeles stærkt i meningsmålingerne, hvor partiet svingede mellem 16 og 19 procent af stemmerne. Partifællerne håbede på, at de takket være Pape-power ville få 20 nye mandater.
Med andre ord var han italesat som et sandsynligt bud på en ny statsminister. Men partiet endte ved folketingsvalget sidste år med at få 5,5 procent af stemmerne, tabte to mandater - og partiet opnåede ikke at komme i regering.
Politisk står han i dag afpillet og svækket. Partiet ligger til 4,4 procent i den nyeste Voxmeter-måling. Altså yderligere tilbagegang. Balladen ulmer frem mod forårets Europa-Parlamentsvalg.
Konservative koryfæer melder sig ud af partiet. Der tales åbent om, at han bør udskiftes som leder.
På den private front endte Søren Pape Poulsen med at gå fra Josue Medina Vasquez, der flyttede til Spanien.

Metode:

I første omgang har en stor del af researcharbejdet foregået via især sociale medier, lokale medier og google for at kortlægge, om der var en relation mellem Josue Medina Vasquez og den nu tidligere præsident Danilo Medina. Her har det handlet om at identificere familiære relationer.
Ret hurtigt står det klart for os, at vi har brug for at foretage research i Den Dominikanske Republik, hvor ingen af os – heller ikke holdets spansktalende journalister - har konkret erfaring med at arbejde.
Derfor beslutter vi at hyre freelancejournalister/fixere til at lave indledende research, søge efter attester og adgang til officielle arkiver, hvis det er muligt.
Her havde vi glæde af det journalist-netværk - The Global Investigative Journalism Network (GIJN) - som i vores tilfælde var skabt ved at deltagelse i the Global Investigative Journalism Conference, der er en konference i undersøgende journalistik afholdt hvert andet år.
Vi brugte dog lang tid på at finde ’fixere’, som rent faktisk kunne skaffe officielle attester. Og selv efter, vi fandt de rigtige samarbejdspartnere, brugte vi lang tid på at skaffe disse officielle attester, som for os var helt afgørende for at finde sandheden om Søren Pape Poulsens ægtefælle.
Endelig har det været arbejde i marken, hvor vi var i Den Dominikanske Republik af to omgange for at kortlægge, om der var nogen i Josue Medina Vasquez nærmiljø, der kendte til hans påståede familiære relation til Danilo Medina.
Desuden var det også gennem feltarbejdet, at det lykkedes os at finde ud af, at Josue ikke var jøde, som Søren Pape Poulsen har påstået. Ekstra Bladet havde to forskellige reportere afsted til Caribien – og i begge tilfælde talte de spansk på højt niveau/flydende. Det havde stor betydning for udbyttet, selvom vi i begge tilfælde også havde tilknyttet en meget kompetent lokal journalist som fixer.
Alle lyd- og videooptagelser på spansk er blevet oversat til dansk af en autoriseret tolk. Det var ekstremt tidskrævende – men der måtte ikke kunne opstå tvivl om nuancer eller fortolkninger i oversættelsen fra spansk til dansk.
Herunder følger en tidslinje over vores research og forskellige værktøjer.
Juli 2020
Bred ideudvikling. Hvad skal vi kaste os over på lang sigt? EB er et tabloidmedie. Søren Papes mand kommer på bordet. Han har kørt spritkørsel og været involveret i ballade på et værtshus, hvor han var offer for vold. Få måneder tidligere blev sagen endeligt afsluttet ved Højesteret. Voldsmanden havde siddet alt for længe varetægtsfængslet viste det sig. Josue Medina har en lidt flamboyant adfærd og skulle angiveligt være nevø til en præsident. Vi undrer os over, hvorfor man aldrig har set Pape sammen med præsident Danilo Medina?
September 2020
Vi får via en fixer kontakt til en nær beslægtet til præsident Danilo Medina. Vedkommende fortæller, at familien ikke kender Josue Medina Vasquez, men vedkommende ønsker ikke at stå frem.
September 2020
Det har været offentligt fremme, at Josue har mistet sin far som teenager. Vi kan imidlertid kun finde en bror til præsident Danilo Medina, som er død. Hans navn er Guillermo, og han døde i 1961. Josue Medina Vasquez er først født i 1985. Det hænger ikke sammen.
https://opac.pucmm.edu.do/virtuales/html/dominicanos2/danilo/biografia.htm
https://hoy.com.do/cartas-al-director-ante-una-muerte-2
Desuden finder vi i slutningen af september ud af, at Josue Medina Vasquez er født i Venezuela, og vi bliver derfor opfordret til at kontakte Benjamin Morales Melendez, der er redaktør på Diario Libre.
Samtidig falder vi over et opslag på Facebook, hvor blandt andre Inger Støjberg og Mai Mercado er sammen med Søren Pape og Josue Medina Vasquez i Den Dominikanske Republik. På flere billeder optræder Josue Medina Vasquez, men et billede stikker ud: Her står de danske regeringsmedlemmer sammen med netop præsident Danilo Medina, men på præcis det billede er Josue Medina Vasquez ikke at finde.
Vi undrer os over, at Josue og Pape ikke er fotograferet sammen med den påståede præsident-onkel. Vi er dog også klar over, at homoseksualitet kan været et tabu i Latinamerikanske lande. Og at der derfor kan være en fornuftig forklaring.
September 2020 kontakter vi ligeledes den særdeles respekterede journalist Ewald Scharfenberg, der svarer i slutningen af september, at det er svært at finde oplysninger i Venezuela, da det ikke er digitaliseret.
September 2020 svarer Benjamin Morales Melendez, at det ikke har været muligt at finde noget.
April 2021 er der imidlertid nyt fra Benjamin Morales Melendez, hvor vi får et dokument, der bekræfter, at Josue Medina Vasquez er født i Venezuela. Vi får ved samme lejlighed navnene på hans mor og far.
Desuden har journalisterne været i kontakt med endnu en familiær kilde, der siger: ’Han er ikke i familie med Danilo Medina, de har bare samme efternavn.’
Igen er det anonymt, og derfor bekræfter det kun vores tese. At Søren Pape og Josue Medina Vasquez har løjet om familierelationen til præsidenten. Vi forsøger, om vi kan få skriftlig dokumentation, men vi får at vide, at det ikke kan lade sig gøre.
Vi forsøger efterfølgende at finde en fixer i Venezuela, der kan hjælpe os. I første omgang forgæves. Ingen kan finde de nødvendige dokumenter. Derfra ligger historien stille meget længe, mens vi passer vores øvrige arbejde og grubler over næste træk.
Marts 2022 får vi kontakt til en ny fixer i Venezuela, der viser sig at være afgørende. Allerede samme dag hjælper fixeren os med at identificere Josue Medina Vasquez’ dåbsattest.
April 2022 får vi fat i dåbsattester på hans forældre samt vielsesattest og dødsattest på faderen. Alt bekræfter vores tese: Josue Medina Vasquez er ikke nevø til Danilo Medina.
Juli 2022 lander vi i Den Dominikanske Republik. Igen har vi glæde af The Global Investigative Journalism Network. Her igennem har vi fået navne på flere dygtige lokale journalister. Valget falder på Hogla Enecia Pérez, som hjælper os som fixer.
I løbet af nogle dage kommer vi i kontakt med advokaten Carlos Salcedo, som bliver helt afgørende. Han en af landets mest fremtrædende advokater, og har i mange år repræsenteret ”præsidentfamilien” Medina Sánchez i forskellige roller.
Altså den familie, som Josue Medina Vasquez Poulsen i Danmark påstår at tilhøre.
Familiens ubestridte overhoved, ekspræsident Danilo Medina Sánchez, har siden 1970’erne været toppolitiker. Nogle af ekspræsidentens søskende har også været toppolitikere, og de burde altså også være onkel og tante til Josue Medina Vasquez Poulsen, hvilket de benægter.
Advokat Carlos Salcedo accepterer et interview optaget på video. Både forud for interviewet og under interviewet har vi vist ham et billede Josue Medina Vasquez, ligesom vi har oplyst hans fulde navn. I video-interviewet fastslår advokaten, at Josue Medina Vasquez ikke er i familie med ekspræsidenten: Der er ikke nogen familiær relation. Han er hverken nevø eller noget andet.
Til interviewaftalen medbringer han en skriftlig udtalelse fra præsidentfamilien, som understøtter de officielle attester, som vi selv har gravet frem gennem flere år.
Desuden opsøger vi det kvarter, hvor Josue Medina Vasquez voksede op, og hvor folk tydeligt husker ham og hans familie, som missionerende kristne i deres kirke.
Vi medbringer med printede farvefotos af Josue Medina Vasquez og Søren Pape Poulsen, der sammen optræder eksempelvis på den røde løber, til galla hos dronningen og i VIP-logen i Boxen i Herning, så de gamle naboer får et indblik i det officielle Danmark, som Papes partner er blevet en del af.
Både venner, naboer og menighedsfæller, som har kendt familien til Søren Papes ægtefælle i årtier afviste, at der var familiære bånd til præsident Danilo Medina.
Juli 2022 på baggrund af de nye oplysninger beder vi om aktindsigt i alle de akter, der er, om Papes besøg i Den Dominikanske Republik, mens han var justitsminister. Idet tidligere socialminister Mai Mercado var med på turen og ligeså tidligere integrationsminister Inger Støjberg søger vi ligeledes i disse ministeriet.
Juli 2022 svarer Socialministeriet, at der ikke er nogen væsentlige akter i sagen ud over, at det er noteret, at ministeren er til stede i landet, og at det i lokale medier omtales som en diplomatisk rejse.
August 2022 svarer Justitsministeriet, at der tidligere er givet aktindsigt i sagen, og de gensender derfor den tidligere aktindsigt. Integrationsministeriet svarer, at der ikke er nogen relevante akter.
15. august 2022 Søren Pape Poulsen melder sig som statsministerkandidat.
24. august 2022 publicerer vi den første artikel: Papes familieløgn afsløret.
Samme dag tager vi igen af sted til Den Dominikanske Republik.
26. august 2022 publicerer vi historien: Venner og naboer: Aldrig hørt om Papes præsident-påstand. På baggrund af den historie undrer flere i det konservative bagland sig over, at vi har interviewet folk, der syvende dages adventister; de har alle sammen det indtryk, at Josue Medina Vasquez er jøde.
Vores journalist er samtidig landet i Den Dominikanske Republik, og vi begynder derfor at researche på dels, hvad Pape har udtalt om sin mands religion. Dels, hvad der er generalier på hans religion i Den Dominikanske Republik.
Alle vores kilder i Den Dominikanske Republik og Venezuela fortæller, at Josue Medina Vasquez kommer fra en kristen familie. De er bestemt ikke jøder. De fortæller, at Josue Medina Vasquez har modtaget den kristne dåb – og at mor, mormor, mostre mv er kristne adventister.
Vi finder et jule-interview fra december 2018 i Ekstra Bladet, hvor Søren Pape fortæller, at hans ægtefælle er af jødisk familie. De har faktisk fejret jul sammen med Papes svigermor, svigerinde og hendes børn.
Vi finder video af en antisemitisme-konference på Christiansborg, hvor Søren Pape fortæller til hele det danske jødiske samfund og israelske diplomater, at ægtefællen er jøde – og er kommet i synagogen hver uge fra han var spæd med sin familie.
Vi finder et P1-program om tro, hvor Søren Pape fremstiller sig selv som et menneske med dyb indsigt i troen og religion. Også her fortæller han om ægtefællens dybt troende jødiske familie og opvæksten med synagogen, som det faste omdrejningspunkt.
Det virker fuldstændig uforståeligt.
Vi besøger den jødiske menighed i Den Dominikanske Republik, som ikke kender noget som helst til familien. Desuden tager vores fixer i Venezuela kontakt til syvende dages adventistkirken i landet, hvor de tydeligt husker, hvordan Josue Medina Vasquez samt hans familie kom i kirken, mens de boede i landet. Herfra slår de også op, at Josue Medina Vasquez er døbt i en syvende dages adventistkirke i Den Dominikanske Republik.
9. september: På baggrund af den nye research kan vi nu publicere artiklerne: Ny afsløring: Fuppede danske jøder og Papes jul med fem kristne: Troede de var jøder.

Modstand:

Journalister bliver ofte mødt med spin og bortforklaringer, når involverede personer vil påvirke vinklingen eller ligefrem bremse historier.
Men Det Konservative Folkeparti og andre interessenter gik usædvanligt langt i denne sag.
Der blev spredt misinformation og fortalt usandheder i et omfang, så vi kunne blive usikre på ellers bundsolide kilder.
Forsøg på intimidering - og hvad vi opfattede som latente trusler – betød også, at vi undervejs var bekymret for sikkerheden hos samarbejdspartnere og kilder i Den Dominikanske Republik, der absolut ikke er et ufarligt land at opholde sig.
Vi vil her komme med nogle kortere eksempler på intimiderende adfærd – og derefter en lidt lang beskrivelse af et usædvanligt forløb, hvor Det Konservative Folkeparti forsøgte at bremse publicering af artikler og stoppe Ekstra Bladets research.
1) En af journalisterne på historien er freelancer (men har tidligere været fastansat på Ekstra Bladet, hvor journalisten medvirkede til research og ideudvikling på historien helt fra begyndelsen). Et hul mellem to arbejdsgivere i sommeren 2022 gjorde det muligt for Ekstra Bladet at hyre journalisten til en research- og reportagerejse i Den Dominicanske Republik.
I den forbindelse blev freelancejournalisten ud af det blå kontaktet af en pressechef i en indflydelsesrig dansk interesseorganisation, som ville vide, hvorfor journalisten på vegne af Ekstra Bladet opsøgte kilder i Den Dominicanske Republik om Josue Medina Vasquez. De to kender hinanden i forvejen. Men pressechefen er tidligere presserådgiver hos de konservative.
2) Efter hjemkomsten og publicering af første historie begynder freelancejournalisten i et nyt job hos et produktionsselskab bag et stort tv-program. Her bliver journalisten igen kontaktet af den samme person, der siger, at han har en besked fra Den Konservative Pressetjeneste: Journalisten vil aldrig igen få interview med folk fra Det Konservative Folkeparti.
3) Ekstra Bladet brugte en såkaldt fixer i Den Dominicanske Republik, som til dagligt er journalist på en radiostation. Denne lokale fixer/journalist var med Ekstra Bladets udsendte på besøg hos forskellige kilder.
Det var stærkt ubehageligt for vores samarbejdspartner, at hendes daglige arbejdsgiver (chefredaktør) ret hurtigt blev ringet op af truende lokale personer, som påstod, at hun hjalp EB med at lave usande historier, som var skadelige for Josue Medina Vasquez.
Ekstra Bladet blev bekymret for hendes sikkerhed. Det bad vi den konservative pressechef om at videreformidle til de rette personer i Den Dominicanske Republik. Herunder Josue Medina Vasquez, som befandt sig i landet.
4) Flere af vores kilder i Den Dominicanske Republik blev også opsøgt, efter vi havde forelagt oplysninger for den konservative pressetjeneste eller publiceret artikler om sagen. Det var kilder, som blot havde fortalt sandheden om Josue Medina Vasquez’s opvækst, familie, religion mv.
5) En kilde blev presset til at indtale en video, hvor han på spansk bad os om ikke at bruge hans udtalelser. I videoen - som vi fik tilsendt via den konservative pressetjeneste – forklarede kilden, at han ikke måtte udtale sig om K-formandens ægtefælle Josue Medina Vasquez.
Reelt medvirkede Det Konservative Folkeparti dermed i et forsøg på at presse en kilde til at trække helt korrekte udsagn tilbage for at stoppe en kritisk historie.
6) Sideløbende med ovenstående former for pres oplevede vi et meget langvarigt forsøg på at bremse vores artikler om statsministerkandidaten Søren Papes gådefulde ægtefælle.
Historien handlede jo i udgangspunkt om, at den konservative formands ægtefælle Josue Medina Vasquez ikke (som ellers påstået) var nevø til den nu tidligere præsident Danilo Medina Sánchez fra Den Dominikanske Republik. Det viste vores omfattende materiale entydigt.
Men hurtigt må det have stået klart for Søren Pape og hans nærmeste folk, at vores research også ville afsløre, at ægtefællen og samleveren gennem ni år heller ikke var jøde. Denne opdigtede religiøse baggrund, havde K-formanden ellers brugt politisk og fremhævet med stadig større detaljerigdom ved adskillige lejligheder.
K-formand Søren Pape nægtede at mødes med os. Han nægtede at blive præsenteret for vores research, og han nægtede at svare på spørgsmål. Derfor gik kommunikationen primært gennem pressetjenesten.
Forelagt vores research påstod den konservative pressetjeneste på vegne af Søren Pape, at vores centrale kilder løj og/eller slet ikke var, hvad de udgav sig for.
For at bremse Ekstra Bladets historier foregav pressechefen for Det Konservative Folkeparti, at han løbende var i direkte forbindelse med den tidligere præsident Danilo Medina Sánchez. Altså den påståede onkel.
Pressechefen rejste personligt til Den Dominikanske Republik, hvor Søren Papes ægtefælle også opholdt sig.
Pressechefen påstod bl.a., at der ville blive lavet en video, hvor Søren Papes ægtefælle og ’præsident-onklen’ sammen stod frem og forklarede, hvordan de var i familie.
Videoen skulle en gang for alle tilbagevise Ekstra Bladets research. Pressechefen ville selv være til stede under optagelsen af videoen. Og han oplyste altså flere gange – over adskillige dage – at han kommunikerede direkte med ekspræsident Danilo Medina.
Både i skrift og tale fastslog Søren Papes presseafdeling, at stort set alle Ekstra Bladets kilder løj, og det ville ekspræsidenten altså personligt stå frem og sige offentligt.
Dermed ville det jo blive påstand mod påstand – og så måtte folk selv afgøre, hvem de ville tro på. Ekstra Bladets kilder eller den tidligere præsident.
Sådan lød melodien fra den konservative topledelse via pressechefen.
Formålet var, at Ekstra Bladet skulle lægge kommende historier ned og/eller stoppe med at undersøge de usande påstande, som Søren Pape i flere år havde fremsat offentligt om sin ægtefælle.
Vores oplevelse var, at sagen blev håndteret af Søren Pape, generalsekretæren for Det Konservative Folkeparti, formandens særlige rådgiver og pressechefen. Senere har det vist sig, at partitoppen også fik ekstern rådgivning i krisekommunikation fra Benjamin Rud Elberth.
Ekstra Bladets kilder (skriftlige og menneskelige) dokumenterede utvivlsomt, at enten løj den tidligere justitsminister og måske kommende statsminister Søren Pape – eller også løj hans ægtefælle og samlever gennem ni år om sin familiebaggrund og religion.
Vi drøftede også den mulighed, at ”nogen” kunne have en klemme på ekspræsidenten – og dermed afpresse ham til at lyve i en video, som derefter ville blive offentliggjort.
Det lyder fuldstændig paranoidt. Men et sted i kulissen spøgte tydeligvis personer, som med alle midler ville stoppe Ekstra Bladets historier.
Vi opdagede under vores research, at Søren Pape aktivt havde opbygget et stærkt politisk netværk i Den Dominikanske Republik. En nær ven af ægteparret – fra en velstående familie i det caribiske land - har hjulpet med at knytte disse kontakter.
Netværket opstod ikke fordi ægtefællen var nevø til præsidenten, men fordi Søren Pape som dansk justitsminister uden om de officielle diplomatiske kanaler hyppigt havde politiske møder i ægtefællens hjemland. Ifølge mødereferater havde Søren Pape indgået aftaler om øget samarbejde mellem de to lande. Den politiske ledelse i landet vidste altså godt, hvem Søren Pape var. Ikke mindst fordi det danske justitsministerium med Søren Pape i spidsen i 2018 officielt havde anmodet om lokale livvagter til Inger Støjberg under en fælles ferie i landet.
I ægtefællens hjemland blev Søren Pape derfor beskrevet som oppositionens leder og Danmarks kommende statsminister.
Nogle dage efter offentliggørelsen af vores første artikel lykkedes det for Josue Medina Vasquez at komme ind i samme rum som den tidligere præsident. Hos sin påståede onkel. En person fra Søren Papes netværk, som tilhører samme parti som ekspræsidenten, medvirkede ved arrangementet.
Josue Medina Vasquez lavede under mødet en form for selfie-video med den påståede præsidentonkel, som tilsyneladende ikke forstod, hvad der foregik. Seancen har en kilde beskrevet som uhøflig adfærd og et forsøg på at få en selfie med en kendt person.
I TV 2 News-programmet ”Lippert” 8/9-2022 nævnte Søren Pape den pågældende video-seance, som et bevis på onkel-nevø-relationen.
- I sidste uge besøgte min mand eks-præsidenten samt eks-udenrigsministeren. Jeg blev ringet op i et videokald, og så talte vi lige lidt sammen. Så de har den relation, sagde Søren Pape i TV 2-programmet.

Hverken Søren Pape eller hans pressechef anede dog, hvad der egentlig foregik på videoen.
Dagen efter erkendte Søren Pape for første gang på Facebook, at hans ægtefælle havde løjet.

Etik:

Vi har haft rigtig mange etiske overvejelser undervejs. Det er en ganske opsigtsvækkende historie, og derfor har vi brugt rigtig meget tid på at tænke over formidlingen. Vi har med vilje ikke offentliggjort nogen personlige dokumenter i sagen. Vi har også været meget opmærksomme på, at vi ikke ville gå efter Josue Medina Vasquezs familie. Vi har hele tiden haft for øje, at dette var historien om Søren Pape Poulsen svigtende dømmekraft.
Da vi for alvor får hul på researchen i foråret og forsommeren sidste år, kommer vi under skærpet pres, idet Ekstra Bladets ledelse gerne vil have historien ud hurtigst muligt, så det ikke hedder sig, at historien er gemt til valget. Derfor bliver en af journalisterne på projektet også kaldt hjem fra ferie, så historien kan komme ud, så snart den er klar. Med andre ord har der latent været et både internt og eksternt pres både før, under og efter offentliggørelsen af historierne.
Derudover endte vi også med at bringe en historie på baggrund af urigtige oplysninger fra Udenrigsministeriet. Vi havde fået et tip om, at Søren Pape Poulsen havde forbrudt sig mod Corona-reglerne på en af sine ture til Den Dominikanske Republik. Vi gik derfor til Udenrigsministeriet, der bekræftede, at Søren Pape Poulsen ikke måtte rejse til landet på det tidspunkt. Vi var i kontakt med Udenrigsministeriet ad flere omgange, og de holdt fast, men ministeriet ville ikke gå til citat på grund af valgkampen, lod ministeriet forstå. Og da vi ikke har nogen grund til at tro, at et ministerium vil komme med urigtige oplysninger, konfronterede vi Søren Pape Poulsen. Han erkendte, at han havde forbrudt sig mod reglerne. På den baggrund skrev vi historien.
Efterfølgende fik TV2 i første omgang bekræftet de samme oplysninger, og kanalen lavede derfor en citathistorie og et interview med Søren Pape Poulsen, der igen erkendte. Men efterfølgende blev mediet opmærksom på, at Søren Pape Poulsen gerne måtte rejse til Den Dominikanske Republik. Vi rettede derfor henvendelse til Udenrigsministeriet på ny og understregede alvorligheden af at få de rigtige oplysninger. Udenrigsministeriet dobbelttjekkede derfor de nye oplysninger igen, og ministeriet kom frem til, at Søren Pape Poulsen ikke havde forbrudt sig mod reglerne. Så snart vi havde de nye oplysninger, gik vi ud og rettede historien. Vores chefredaktion valgte oveni at sende en undskyldningen, idet historien var kommet ud midt i valgkampen.

Formidling:

Fordi artiklerne er publiceret i Ekstra Bladet, er udgangspunktet, at de skal fortælles i et let forståeligt sprog og på relativt lidt plads. Derfor har vi også været opmærksomme på, at vi i formidlingen ikke har foldet hele den lange researchfase ud.
Idet det er særdeles kontroversielt offentligt at afsløre, at Josue Medina Vasquez ikke er den person, som han selv og Søren Pape Poulsen har udgivet ham for at være, har vi været meget opmærksomme på dokumentationen i formidlingen. Derfor har vi også brugt video til at dokumentere, hvem vi har talt med i Den Dominikanske Republik. I den forbindelse er alt blevet oversat af professionelle oversættere.
Derudover har Søren Pape Poulsen viderebragt de falske historier om sin partner på lyd og billede, hvilket har gjort, at vi visuelt har kunnet sætte hans udsagn op over for den nye viden og research.
Vi har noteret, at især i Den Dominikanske Republik var videodokumentationen medvirkende årsag til, at det også blev en stor historie i Josue Medina Vasquez hjemland.