Mærsk mørke hemmelighed
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Mathias Blædel, Magnus Mio, Henrik Jensen og Thomas Arent
Projektets beskrivelse
Titel:
Mærsk mørke hemmelighed
Beskrivelse:
Projektet afdækker storstilet dansk våbeneksport i efterkrigstiden, som aldrig har været beskrevet tidligere. På baggrund tusindvis af hidtil ukendte dokumenter fra Rigsarkivet, billedmateriale og dagbogsnotater fra en våbenhandler i Mærsk-koncernen har det været muligt at beskrive en ukendt flig af danmarkshistorien, som gør op med fortællingen om Danmark som en nation, der ikke solgte våben til krigsførende nationer.
Sagen oprulles i en artikelserie samt podcasten “Mærsks mørke hemmelighed”, hvor en række forhold om den Mærsk-ejede våbenfabrik Dansk Industri Syndikat, også kendt Riffelsyndikatet, blotlægges. Det er blandt andet kommet frem, at den danske våbenfabrik op gennem 1950’erne og 1960’erne solgte våben til brutale regimer og diktatorer som Colombia, Indonesien og og Portugal. Samtidig er det beskrevet, at enorme mængder våben blev solgt til en virksomhed med direkte forbindelse til den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som efterfølgende bevæbnede kontroversielle kupmagere med de danske våben.
Projektet dokumenterer også, at Danmarks gennem tiderne mest kendte erhvervsmænd i skikkelse af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller selv spillede en aktiv rolle i at presse den daværende regering til at blåstemple et kontroversielt våbensalg til det indonesiske militær, mens landet var plaget af uroligheder. Selvsamme militær stod få år efter bag en omfattende etnisk udrensning af mindst 500.000 personer under det indonesiske folkedrab, hvor projektet også har dokumenteret, at der blev brugt danske våben.
Dermed fortæller projektet ikke blot en ny historie om Danmark som våbenproducerende langt ind i efterkrigstiden. For projektet føjer også et nyt lag til nekrologen om Mærsk Mc-Kinney Møller. I legenden om Mærsk McKinney-Møller kan det med projektet nu også tilføjes, at Mærsk-familien tjente store summer på våbensalg til kontroversielle endestationer.
Sagen oprulles i en artikelserie samt podcasten “Mærsks mørke hemmelighed”, hvor en række forhold om den Mærsk-ejede våbenfabrik Dansk Industri Syndikat, også kendt Riffelsyndikatet, blotlægges. Det er blandt andet kommet frem, at den danske våbenfabrik op gennem 1950’erne og 1960’erne solgte våben til brutale regimer og diktatorer som Colombia, Indonesien og og Portugal. Samtidig er det beskrevet, at enorme mængder våben blev solgt til en virksomhed med direkte forbindelse til den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som efterfølgende bevæbnede kontroversielle kupmagere med de danske våben.
Projektet dokumenterer også, at Danmarks gennem tiderne mest kendte erhvervsmænd i skikkelse af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller selv spillede en aktiv rolle i at presse den daværende regering til at blåstemple et kontroversielt våbensalg til det indonesiske militær, mens landet var plaget af uroligheder. Selvsamme militær stod få år efter bag en omfattende etnisk udrensning af mindst 500.000 personer under det indonesiske folkedrab, hvor projektet også har dokumenteret, at der blev brugt danske våben.
Dermed fortæller projektet ikke blot en ny historie om Danmark som våbenproducerende langt ind i efterkrigstiden. For projektet føjer også et nyt lag til nekrologen om Mærsk Mc-Kinney Møller. I legenden om Mærsk McKinney-Møller kan det med projektet nu også tilføjes, at Mærsk-familien tjente store summer på våbensalg til kontroversielle endestationer.
Publicering:
Artikelserien blev publiceret på Frihedsbrevet.dk og i Frihedsbrevets app fra 7. februar 2022 til 12. april 2022. Fra 1. marts 2022 blev artiklerne fulgt op af fem afsnit i podcasten “Mærsks mørke hemmelighed”.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Tilbage i 2018 blev freelancejournalist Sacha Sennov første gang tippet om, at store mængder kasser med papirer fra Riffelsyndikatet var dukket op hos Rigsarkivet. Det var højst interessant, al den stund at det hidtidige fokus på syndikatets forretninger havde centreret sig om perioden under Anden Verdenskrig. Omkring årtusindskiftet afslørede Berlingske virksomhedens våbensalg til Nazityskland, men hvad der skete i perioden efter krigen, var et ubesvaret spørgsmål, og det ansporede til at grave videre i sagen.
Vi indledte i juni 2021 et samarbejde med Sacha Sennov, hvorefter vi sammen fik identificeret dokumenterne i Rigsarkivet og påbegyndte gennemgangen og sorteringen af det omfangsrige materiale. Sidenhen fortsatte Sacha Sennov arbejdet sammen med journalister fra Berlingske, mens vi på Frihedsbrevet selv arbejdede videre med historierne sideløbende. De første afsløringerne udkom i begge medier i februar 2022 efter måneders arbejde med dokumenterne.
Vi indledte i juni 2021 et samarbejde med Sacha Sennov, hvorefter vi sammen fik identificeret dokumenterne i Rigsarkivet og påbegyndte gennemgangen og sorteringen af det omfangsrige materiale. Sidenhen fortsatte Sacha Sennov arbejdet sammen med journalister fra Berlingske, mens vi på Frihedsbrevet selv arbejdede videre med historierne sideløbende. De første afsløringerne udkom i begge medier i februar 2022 efter måneders arbejde med dokumenterne.
Tidshorizont:
Gennemgangen af de mange kasser i Rigsarkivet stod på fra juni 2021 til februar 2022.
Første del af arbejdet gik med at sortere materialet og få overblik over ordrebøger, bestyrelsesreferater og leveringsoversigter fra våbenfabrikken. Dokumenterne var indleveret af syndikatet selv og ifølge historiker Steen Andersen, der selv har set en del af materialet, var det et meget fragmenteret materiale. Af samme årsag brugte vi i den indledende fase adskillige arbejdsdage på få at få overblik over materialet. Sideløbende fik vi i september adgang til en kasse med dagbøger forfattet af afdøde Axel Willy Salicath, som var våbenhandler i syndikatet. Den efterfølgende gennemgang af dagbøgerne stod på i flere måneder.
Første del af arbejdet gik med at sortere materialet og få overblik over ordrebøger, bestyrelsesreferater og leveringsoversigter fra våbenfabrikken. Dokumenterne var indleveret af syndikatet selv og ifølge historiker Steen Andersen, der selv har set en del af materialet, var det et meget fragmenteret materiale. Af samme årsag brugte vi i den indledende fase adskillige arbejdsdage på få at få overblik over materialet. Sideløbende fik vi i september adgang til en kasse med dagbøger forfattet af afdøde Axel Willy Salicath, som var våbenhandler i syndikatet. Den efterfølgende gennemgang af dagbøgerne stod på i flere måneder.
Nyhed:
Projektet har afsløret et hemmeligt samarbejde mellem CIA og den Mærsk-ejede våbenfabrik. Derudover er sløret løftet for, at danske våben var et instrument i blodige konflikter flere steder og er blevet brugt som et værktøj i USA’s udenrigspolitik.
Ifølge Steen Andersen, seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet med indgående kendskab til den danske våbenhistorie og Danmarks rolle under Den Kolde Krig, betyder de nye oplysninger, at kapitlerne om dansk våbeneksport efter Anden Verdenskrig skal skrives om.
Samtidig fortæller det også en ny historie om den største, danske erhvervsmand i nyere tid, Mærsk Mc-Kinney Møller, der som aktionær, menigt bestyrelsesmedlem og siden næstformand og formand for bestyrelsen var dybt involveret i de kontroversielle våbensalg.
Det kunne vi afsløre ved at gennemgå 30 års dagbogsnotater fra en af Riffelsyndikatets største våbensælgere, orlogskaptajn Axel Willy Salicath. Dagbøgerne giver et unikt indblik i de inderste tanker hos én af de formentligt største våbensælgere i Danmarkshistorien.
Ifølge Steen Andersen, seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet med indgående kendskab til den danske våbenhistorie og Danmarks rolle under Den Kolde Krig, betyder de nye oplysninger, at kapitlerne om dansk våbeneksport efter Anden Verdenskrig skal skrives om.
Samtidig fortæller det også en ny historie om den største, danske erhvervsmand i nyere tid, Mærsk Mc-Kinney Møller, der som aktionær, menigt bestyrelsesmedlem og siden næstformand og formand for bestyrelsen var dybt involveret i de kontroversielle våbensalg.
Det kunne vi afsløre ved at gennemgå 30 års dagbogsnotater fra en af Riffelsyndikatets største våbensælgere, orlogskaptajn Axel Willy Salicath. Dagbøgerne giver et unikt indblik i de inderste tanker hos én af de formentligt største våbensælgere i Danmarkshistorien.
Konsekvens:
Som direkte konsekvens af projektet har førende historikere og politikere opfordret til, at der foretages en uvildig historisk kulegravning af våbensalget, som endnu ikke er iværksat.
Særligt er det blevet påpeget, at Mærsk-fabrikkens våbensalg i det skjulte gik stik imod Danmarks officielle udenrigspolitiske interesser. Eksempelvis havnede de danske våben i Guatemala, hvor amerikanerne brugte dem til at bevæbne en oprørsgruppe, som skulle vælte en demokratisk valgt præsident. Det konfliktede med Danmarks officielle politik, al den stund at Danmark via FN's Sikkerhedsråd pressede på for at få undersøgt netop USA’s rolle i kuppet mod en demokratisk valgt præsident, som amerikanerne ikke var begejstrede for.
Selv erkendte Mærsk-familien også efter afsløringerne, at engagementet i Riffelsyndikatet ikke er en investering, som “man ville foretage i dag”.
Særligt er det blevet påpeget, at Mærsk-fabrikkens våbensalg i det skjulte gik stik imod Danmarks officielle udenrigspolitiske interesser. Eksempelvis havnede de danske våben i Guatemala, hvor amerikanerne brugte dem til at bevæbne en oprørsgruppe, som skulle vælte en demokratisk valgt præsident. Det konfliktede med Danmarks officielle politik, al den stund at Danmark via FN's Sikkerhedsråd pressede på for at få undersøgt netop USA’s rolle i kuppet mod en demokratisk valgt præsident, som amerikanerne ikke var begejstrede for.
Selv erkendte Mærsk-familien også efter afsløringerne, at engagementet i Riffelsyndikatet ikke er en investering, som “man ville foretage i dag”.
Metode:
De mange kasser med dokumenter fra Riffelsyndikatet var i årevis på Tøjhusmuseets loft, og kun ganske få mennesker anede, at de var der. Materialet, som var indleveret af syndikatet selv, var udfordrende at arbejde med fra begyndelsen.
Dokumenterne var ikke ligefrem fyldestgørende, og de fremstod som brudstykker af et langt større materiale. Kasserne bestod af interne dokumenter som eksempelvis ordrebøger, bestyrelsesreferater og leveringsoversigter fra den danske våbenfabrik.
I den indledende fase bestod arbejdet derfor i en grovsortering. Gennem ordrebøgerne forsøgte vi først at få overblik over, hvilke lande våbenfabrikken havde eksporteret til, og det fremgik, at det blandt andet var lande som Colombia, Indonesien og Portugal.
I ordrebøgerne kunne vi se årstallene for de enkelte ordrer, og derefter gik vi i gang med at krydstjekke tidspunktet for våbensalget med historiske kilder - eksempelvis historiske værker, CIA’s onlinearkiv og videnskabelige rapporter - for på den måde at få en ide om, hvorvidt de pågældende våbensalg i det hele var kontroversielle. I tilfældet Colombia foregik salget eksempelvis i 1956, hvor landets krigsministerium bestilte 1.000 maskinpistoler og 500.000 patroner hos den danske fabrik med hovedsæde i København. På det tidspunkt var landet hærget af en blodig borgerkrig, som kostede tusindvis af mennesker livet.
Også for en række andre lande viste krydstjekket med historiske kilder, at våbensalget var foregået, mens landene var konflikthærgede, ellers mens brutale diktatorer var ved magten. Derfra gik vi i gang med at tale med historikere, som hjalp os med at forstå konteksten.
I materialet fandt vi også informationer om kunder på våbenfabrikken, som hverken var diktatorer eller brutale regimer, men som på overfladen lod til at være mere tilforladelige. En af ordrebøgerne viste, at en virksomhed kaldet Western Arms Corporation i 1951 placerede nogle af de største ordrer i Riffelsyndikatets historier på hele 106.000 maskinpistoler.
Vi gik derefter i gang med at søge oplysninger om virksomheden i historiske kilder og databaser som eksempelvis CIA’s onlinearkiv samt National Security Archives. I løbet af arbejdet sendte vi ligeledes flere anmodninger til CIA, hvorefter de foretog søgninger i deres arkiver på baggrund af vores forespørgsler. På den måde var vi stand til at slå fast, at virksomheden Western Arms Corporation var en virksomhed med forbindelse til CIA.
Efterfølgende talte vi med historikere om opdagelsen, som fortalte, at Western Arms Corporation med al sandsynlighed var en af de “skyggevirksomheder”, som CIA brugte til at lave kontroversielle våbenhandler, som blev sendt til eksempelvis oprørsgrupper i kommunistiske lande, hvor USA havde storpolitiske interesser under Den Kolde Krig.
Vi ville dog gerne undersøge, præcist i hvilke lande de danske våben var brugt, men sporet endte i første omgang med ordrebogen, hvor salget til amerikanerne var beskrevet.
Et bud på svaret fandt vi dog i det oprindelige materiale. En af CIA-virksomhedens repræsentanter hed Samuel Cummings, fremgik det, og så gik vi i gang med at fremsøge oplysninger om ham i historiske arkiver. Det stod hurtigt klart, at manden var en berygtet våbenhandler i efterkrigstiden med direkte forbindelse til CIA. Vi fandt eksempelvis frem til bogen “Deadly Business” og gamle artikler fra amerikanske aviser via førnævnte databaser, og her stod det beskrevet, at Samuel Cummings leverede våben, som CIA brugte til at vælte regeringen i Guatemala i 1954. Det var i første omgang uvist, om det var danske våben.
Vi gik sideløbende i gang med at fremsøge billedmateriale fra nogle af de konflikter, hvor vi vidste, at CIA havde spillet en rolle under Den Kolde Krig. I den forbindelse dukkede nogle billeder fra netop kuppet i Guatemala i 1954, hvor USA via CIA forsynede en oprørsgruppe med våben for at vælte en demokratisk valgt præsident. Billederne viste oprørsgrupperne bære den let genkendelige Madsen-riffel, som blev produceret af den Mærsk-ejede våbenfabrik i København. Vi verificerede billedmaterialet ved at søge billederne frem på omvendte billedsøgninger på søgemaskiner som Google, Yandex og Bing, og derefter hjalp historikere fra Rigsarkivet med yderligere verificering. På den måde sandsynliggjorde vi, at de danske våben kunne være solgt til en skyggevirksomhed for at havne i en blodig konflikt.
Materialet fra Rigsarkivet ledte os også videre på andre spor.
Gennem research på de centrale aktører, som fremgik af materialet, var vi nemlig i stand til at lokalisere efterkommere af enkelte af Riffelsyndikatets våbensælgere. Vi tog kontakt til dem både i håb om yderligere oplysninger og materiale. Det lykkedes at finde frem til efterkommerne til en helt central våbensælger. De lå inde med en lang række af våbensælgerens gamle dagbøger, som vi fik lov at låne til research.
I forbindelse med projektet havde vi en journalist, der i adskillige uger udelukkende var afsat til at læse dagbøgerne i tæt på tre måneder. Dagbøgerne var håndskrevet i en meget sirlig, svært læselig skråskrift, hvilket få personer på redaktionen kunne tyde. Vi brugte derfor et såkaldt skråskriftsalfabet fra både 1800-tallet og 1900-tallet fra Rigsarkivet, så vi kunne lære at tyde våbensælgerens skråskrift. Det gjorde, at vores journalist til sidst kunne læse dagbøgerne relativt flydende. Arbejdet mundede ud i et 113 siders langt dokument inddelt i datoer, hvor vi oplistede handlingsforløbet, aktørerne og de centrale oplysninger. Derudover transkriberede vi citater, som vi fandt relevante for projektet.
Arbejdet med dagbøgerne bidrog i høj grad til et fortællende lag i podcasten, hvor våbensælgeren gennem sine dagbøger spillede en central rolle i forhold til at formidle det relativt komplekse stof til lytteren. Samtidig udmøntede arbejdet med dagbøgerne sig i en helt central afsløring, fordi dagbøgerne var det eneste historiske materiale, der kunne beskrive skibsreder Mærsk McKinney-Møllers personlige rolle i våbensalget.
Dagbøgerne afslørede, at han var personligt involveret i forhandlinger om våbensalg, og at der foregik forhandlinger om netop dette på hans kontor. Det systematiske arbejde med det relativt svært tilgængelige historiske materiale hjalp altså til at besvare et af de helt centrale spørgsmål i serien - nemlig hvor meget Mærsk selv vidste om våbensalget.
Vi verificerede oplysningerne fra dagbogen ved at krydstjekke eksempelvis navne, årstal og hændelser fra dagbøgerne med historiske kilder.
Dokumenterne var ikke ligefrem fyldestgørende, og de fremstod som brudstykker af et langt større materiale. Kasserne bestod af interne dokumenter som eksempelvis ordrebøger, bestyrelsesreferater og leveringsoversigter fra den danske våbenfabrik.
I den indledende fase bestod arbejdet derfor i en grovsortering. Gennem ordrebøgerne forsøgte vi først at få overblik over, hvilke lande våbenfabrikken havde eksporteret til, og det fremgik, at det blandt andet var lande som Colombia, Indonesien og Portugal.
I ordrebøgerne kunne vi se årstallene for de enkelte ordrer, og derefter gik vi i gang med at krydstjekke tidspunktet for våbensalget med historiske kilder - eksempelvis historiske værker, CIA’s onlinearkiv og videnskabelige rapporter - for på den måde at få en ide om, hvorvidt de pågældende våbensalg i det hele var kontroversielle. I tilfældet Colombia foregik salget eksempelvis i 1956, hvor landets krigsministerium bestilte 1.000 maskinpistoler og 500.000 patroner hos den danske fabrik med hovedsæde i København. På det tidspunkt var landet hærget af en blodig borgerkrig, som kostede tusindvis af mennesker livet.
Også for en række andre lande viste krydstjekket med historiske kilder, at våbensalget var foregået, mens landene var konflikthærgede, ellers mens brutale diktatorer var ved magten. Derfra gik vi i gang med at tale med historikere, som hjalp os med at forstå konteksten.
I materialet fandt vi også informationer om kunder på våbenfabrikken, som hverken var diktatorer eller brutale regimer, men som på overfladen lod til at være mere tilforladelige. En af ordrebøgerne viste, at en virksomhed kaldet Western Arms Corporation i 1951 placerede nogle af de største ordrer i Riffelsyndikatets historier på hele 106.000 maskinpistoler.
Vi gik derefter i gang med at søge oplysninger om virksomheden i historiske kilder og databaser som eksempelvis CIA’s onlinearkiv samt National Security Archives. I løbet af arbejdet sendte vi ligeledes flere anmodninger til CIA, hvorefter de foretog søgninger i deres arkiver på baggrund af vores forespørgsler. På den måde var vi stand til at slå fast, at virksomheden Western Arms Corporation var en virksomhed med forbindelse til CIA.
Efterfølgende talte vi med historikere om opdagelsen, som fortalte, at Western Arms Corporation med al sandsynlighed var en af de “skyggevirksomheder”, som CIA brugte til at lave kontroversielle våbenhandler, som blev sendt til eksempelvis oprørsgrupper i kommunistiske lande, hvor USA havde storpolitiske interesser under Den Kolde Krig.
Vi ville dog gerne undersøge, præcist i hvilke lande de danske våben var brugt, men sporet endte i første omgang med ordrebogen, hvor salget til amerikanerne var beskrevet.
Et bud på svaret fandt vi dog i det oprindelige materiale. En af CIA-virksomhedens repræsentanter hed Samuel Cummings, fremgik det, og så gik vi i gang med at fremsøge oplysninger om ham i historiske arkiver. Det stod hurtigt klart, at manden var en berygtet våbenhandler i efterkrigstiden med direkte forbindelse til CIA. Vi fandt eksempelvis frem til bogen “Deadly Business” og gamle artikler fra amerikanske aviser via førnævnte databaser, og her stod det beskrevet, at Samuel Cummings leverede våben, som CIA brugte til at vælte regeringen i Guatemala i 1954. Det var i første omgang uvist, om det var danske våben.
Vi gik sideløbende i gang med at fremsøge billedmateriale fra nogle af de konflikter, hvor vi vidste, at CIA havde spillet en rolle under Den Kolde Krig. I den forbindelse dukkede nogle billeder fra netop kuppet i Guatemala i 1954, hvor USA via CIA forsynede en oprørsgruppe med våben for at vælte en demokratisk valgt præsident. Billederne viste oprørsgrupperne bære den let genkendelige Madsen-riffel, som blev produceret af den Mærsk-ejede våbenfabrik i København. Vi verificerede billedmaterialet ved at søge billederne frem på omvendte billedsøgninger på søgemaskiner som Google, Yandex og Bing, og derefter hjalp historikere fra Rigsarkivet med yderligere verificering. På den måde sandsynliggjorde vi, at de danske våben kunne være solgt til en skyggevirksomhed for at havne i en blodig konflikt.
Materialet fra Rigsarkivet ledte os også videre på andre spor.
Gennem research på de centrale aktører, som fremgik af materialet, var vi nemlig i stand til at lokalisere efterkommere af enkelte af Riffelsyndikatets våbensælgere. Vi tog kontakt til dem både i håb om yderligere oplysninger og materiale. Det lykkedes at finde frem til efterkommerne til en helt central våbensælger. De lå inde med en lang række af våbensælgerens gamle dagbøger, som vi fik lov at låne til research.
I forbindelse med projektet havde vi en journalist, der i adskillige uger udelukkende var afsat til at læse dagbøgerne i tæt på tre måneder. Dagbøgerne var håndskrevet i en meget sirlig, svært læselig skråskrift, hvilket få personer på redaktionen kunne tyde. Vi brugte derfor et såkaldt skråskriftsalfabet fra både 1800-tallet og 1900-tallet fra Rigsarkivet, så vi kunne lære at tyde våbensælgerens skråskrift. Det gjorde, at vores journalist til sidst kunne læse dagbøgerne relativt flydende. Arbejdet mundede ud i et 113 siders langt dokument inddelt i datoer, hvor vi oplistede handlingsforløbet, aktørerne og de centrale oplysninger. Derudover transkriberede vi citater, som vi fandt relevante for projektet.
Arbejdet med dagbøgerne bidrog i høj grad til et fortællende lag i podcasten, hvor våbensælgeren gennem sine dagbøger spillede en central rolle i forhold til at formidle det relativt komplekse stof til lytteren. Samtidig udmøntede arbejdet med dagbøgerne sig i en helt central afsløring, fordi dagbøgerne var det eneste historiske materiale, der kunne beskrive skibsreder Mærsk McKinney-Møllers personlige rolle i våbensalget.
Dagbøgerne afslørede, at han var personligt involveret i forhandlinger om våbensalg, og at der foregik forhandlinger om netop dette på hans kontor. Det systematiske arbejde med det relativt svært tilgængelige historiske materiale hjalp altså til at besvare et af de helt centrale spørgsmål i serien - nemlig hvor meget Mærsk selv vidste om våbensalget.
Vi verificerede oplysningerne fra dagbogen ved at krydstjekke eksempelvis navne, årstal og hændelser fra dagbøgerne med historiske kilder.
Modstand:
I forbindelse med projektet har vi opfordret Mærsk til at give os adgang til deres eget historiske arkiv for at komme til bunds i våbensalget. Men virksomheden ønskede ikke at bidrage til undersøgelsen ved at give os adgang til deres egne oplysninger.
Det har heller ikke været muligt at få et egentligt interview med Mærsk om forholdene. Det har både familiens holdingselskab og virksomheden selv afvist. Først efter dækningen havde kørt noget tid, udtalte Ane Uggla, datter af Mærsk McKinney-Møller sig om sagen.
Den nuværende topchef i Mærsk, Søren Skou, ville heller ikke udtale sig om sagen på et pressemøde i en helt anden anledning.
“Jeg har haft lidt småtravlt, så jeg har ikke helt fået læst artiklerne,” lød det kort, da han blev foreholdt afsløringen på et pressemøde, hvor Mærsk præsenterede sit årsregnskab.
Det har heller ikke været muligt at få et egentligt interview med Mærsk om forholdene. Det har både familiens holdingselskab og virksomheden selv afvist. Først efter dækningen havde kørt noget tid, udtalte Ane Uggla, datter af Mærsk McKinney-Møller sig om sagen.
Den nuværende topchef i Mærsk, Søren Skou, ville heller ikke udtale sig om sagen på et pressemøde i en helt anden anledning.
“Jeg har haft lidt småtravlt, så jeg har ikke helt fået læst artiklerne,” lød det kort, da han blev foreholdt afsløringen på et pressemøde, hvor Mærsk præsenterede sit årsregnskab.
Etik:
Både artikelserien og podcasten omhandler i nogen grad Mærsk Mc-Kinney Møller og hans personlige involvering og ansvar. Der har været en række etiske overvejelser i den forbindelse i og med, at han er død og derfor ikke har mulighed for genmæle.
Det har derfor været en overvejelse, hvor skarpt vi kunne vinkle på ham som person og bringe potentielt tilsværtende ting frem om hans person. Her har det dog været en central overvejelse, at han var en person, der fyldte og fylder så meget som offentlig person.
Virksomheden Mærsk er unægteligt koblet sammen med Mærsk Mc-Kinney Møller og fortællingen om ham er så stærkt koblet sammen med virksomhedens nutidige brand, så vi vurderede, at dækningen af hans person ikke var til at komme udenom uden at gå på kompromis med journalistikken. Vi har selvfølgelig forelagt både virksomheden og familiefonden samtlige af de ting, som vi bringer frem og givet dem rig mulighed for at kommentere på det. Det har de som nævnt ikke ønsket.
Der har samtidig været en række etiske overvejelser i forhold til de efterkommere af våben sælgerne og andre, der arbejdede for Riffelsyndikatet, som vi også inddrager i vores dækning. Det har været en balance i forhold til, hvor mange detaljer vi kunne bringe om dem, og om man kunne navngive dem. Af samme grund har vi været i løbende dialog med dem, og de har fået mulighed for at høre og se alt materialet inden publicering.
En yderligere etisk overvejelse har været, at vi har arbejdet med et fragmenteret materiale, hvor vi ikke altid har kunnet se den fulde sammenhæng, dokumenterne indgik i. Det har medført det åbenlyse, at vi har taget de rette forbehold i vores formidling, og det har også betydet, at vi har haft meget tæt dialog med særligt to historikere, som har brugt mange timer på at hjælpe os med at forstå dokumenternes kontekst og betydning.
Det har derfor været en overvejelse, hvor skarpt vi kunne vinkle på ham som person og bringe potentielt tilsværtende ting frem om hans person. Her har det dog været en central overvejelse, at han var en person, der fyldte og fylder så meget som offentlig person.
Virksomheden Mærsk er unægteligt koblet sammen med Mærsk Mc-Kinney Møller og fortællingen om ham er så stærkt koblet sammen med virksomhedens nutidige brand, så vi vurderede, at dækningen af hans person ikke var til at komme udenom uden at gå på kompromis med journalistikken. Vi har selvfølgelig forelagt både virksomheden og familiefonden samtlige af de ting, som vi bringer frem og givet dem rig mulighed for at kommentere på det. Det har de som nævnt ikke ønsket.
Der har samtidig været en række etiske overvejelser i forhold til de efterkommere af våben sælgerne og andre, der arbejdede for Riffelsyndikatet, som vi også inddrager i vores dækning. Det har været en balance i forhold til, hvor mange detaljer vi kunne bringe om dem, og om man kunne navngive dem. Af samme grund har vi været i løbende dialog med dem, og de har fået mulighed for at høre og se alt materialet inden publicering.
En yderligere etisk overvejelse har været, at vi har arbejdet med et fragmenteret materiale, hvor vi ikke altid har kunnet se den fulde sammenhæng, dokumenterne indgik i. Det har medført det åbenlyse, at vi har taget de rette forbehold i vores formidling, og det har også betydet, at vi har haft meget tæt dialog med særligt to historikere, som har brugt mange timer på at hjælpe os med at forstå dokumenternes kontekst og betydning.
Formidling:
På mange måder er stoffet svært tilgængeligt, fordi det er tale om en historisk sag. Det har betydet, at der ikke har været mange nulevende personer at fortælle projektet igennem. En yderligere udfordring har været, at de historiske konflikter er særdeles komplekse.
Vores artikelserie har vi formidlet i et nøgtern, klassisk nyhedssprog, og vi har haft stort fokus på at forklare konteksten meget grundigt hver eneste gang netop på grund af de historiske referencer, som mange ikke kender det fulde omfang af. I specielt vores podcast har vi haft fokus på at skabe en dramaturgisk og fascinerende fortælling.
Podcasten er skabt som et komplet univers, hvor dokumentationen i den skrevne del af projektet spiller en aktiv fortællende rolle. Det er blandt andet gjort gennem et greb, hvor en skuespiller i rollen som våbensælgeren Salicath læser op fra de mange dagbøger, som serien er skrevet ud fra. Tanken bag er at gøre fortællingen levende og give lytteren en følelse af at træde tilbage i den tid, hvor våbenhandlerne foregik. Samtidig veksler vi mellem dette lag og et nutidslag, hvor de undersøgende journalister på projektet interviewes om de afsløringer, som de har fundet i materialet fra Rigsarkivet.
Podcast-serien er fortalt i kapitler, der hver især følger berettermodellen, men ligeledes skabes der i slutningen af hvert kapitel sceniske momenter, der fører lytteren ind i det næste kapitel. På den måde har vi forsøgt at skabe en flydende fortællingen, som søger at fascinere lytteren og på den måde formidle seriens til tider komplekse indhold.
Vores artikelserie har vi formidlet i et nøgtern, klassisk nyhedssprog, og vi har haft stort fokus på at forklare konteksten meget grundigt hver eneste gang netop på grund af de historiske referencer, som mange ikke kender det fulde omfang af. I specielt vores podcast har vi haft fokus på at skabe en dramaturgisk og fascinerende fortælling.
Podcasten er skabt som et komplet univers, hvor dokumentationen i den skrevne del af projektet spiller en aktiv fortællende rolle. Det er blandt andet gjort gennem et greb, hvor en skuespiller i rollen som våbensælgeren Salicath læser op fra de mange dagbøger, som serien er skrevet ud fra. Tanken bag er at gøre fortællingen levende og give lytteren en følelse af at træde tilbage i den tid, hvor våbenhandlerne foregik. Samtidig veksler vi mellem dette lag og et nutidslag, hvor de undersøgende journalister på projektet interviewes om de afsløringer, som de har fundet i materialet fra Rigsarkivet.
Podcast-serien er fortalt i kapitler, der hver især følger berettermodellen, men ligeledes skabes der i slutningen af hvert kapitel sceniske momenter, der fører lytteren ind i det næste kapitel. På den måde har vi forsøgt at skabe en flydende fortællingen, som søger at fascinere lytteren og på den måde formidle seriens til tider komplekse indhold.