Tilliden dør i mørke
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Michael Thykier
Projektets beskrivelse
Titel:
Tilliden dør i mørke
Beskrivelse:
Når du sætter dig i et flysæde, spænder sikkerhedsselen og hører flyets motorer tænde, så overlader du al kontrol til andre. Du er nu nødt til at stole på, at en ting har førsteprioritet: sikkerheden. ”Tilliden dør i mørke” og den øvrige dækning af den såkaldte banelyssag er afsløringen af, at det ikke altid er tilfældet.
”Tilliden dør i mørke” viser, hvordan den mest alvorlige sikkerhedsbrist i Københavns Lufthavnens nyere historie skulle have resulteret i totalt stop for flytrafikken, da et livsfarligt problem på start- og landingsbanerne viste sig. Lufthavnens ledelse besluttede at lade trafikken fortsætte trods egne eksperters vedvarende advarsler.
Den livsfarlige situation opstod, da adskillelige såkaldte banelys tilbage i 2018 pludselig begyndte at rive sig løs på start- og landingsbanerne i Københavns Lufthavn. Hvis et fly rammer et banelys under start eller landing, kan det forårsage alvorlig skade og i værste fald koste menneskeliv.
Den journalistiske udfordring i sagen er at få den konkrete sikkerhedsbrist til at træde frem for læseren i al sin alvor. Netop den udfordring blev styrende for, hvordan Politiken valgte at fortælle og designe historien.
Da Politiken i november 2020 kom i besiddelse af de fortrolige hoveddokumenter i sagen, indledtes et arbejde, som kom til at strække sig over de følgende fire måneder. Hovedhistorien breakede søndag 14. februar 2021 med en gennemarbejdet digital fortælling, som fik navnet ”Tilliden dør i mørket”. Historien kørte også på forsiden af printavisen, men vi valgte tidligt at satse hårdt på den digitale fortælling.
I de følgende uger bragte Politiken flere afslørende historier i sagen, som blandt andet afdækkede hvordan alvorligheden af sikkerhedsbristen blev skjult for dem, hvis liv var bragt i fare: passagerne og piloterne. Dækningen fortsatte ind i marts, hvor fokus skiftede til, at også Folketinget fik for få oplysninger i sagen, som i dag er sendt videre til den højeste instans for flysikkerhed i Europa, EASA.
”Tilliden dør i mørke” viser, hvordan den mest alvorlige sikkerhedsbrist i Københavns Lufthavnens nyere historie skulle have resulteret i totalt stop for flytrafikken, da et livsfarligt problem på start- og landingsbanerne viste sig. Lufthavnens ledelse besluttede at lade trafikken fortsætte trods egne eksperters vedvarende advarsler.
Den livsfarlige situation opstod, da adskillelige såkaldte banelys tilbage i 2018 pludselig begyndte at rive sig løs på start- og landingsbanerne i Københavns Lufthavn. Hvis et fly rammer et banelys under start eller landing, kan det forårsage alvorlig skade og i værste fald koste menneskeliv.
Den journalistiske udfordring i sagen er at få den konkrete sikkerhedsbrist til at træde frem for læseren i al sin alvor. Netop den udfordring blev styrende for, hvordan Politiken valgte at fortælle og designe historien.
Da Politiken i november 2020 kom i besiddelse af de fortrolige hoveddokumenter i sagen, indledtes et arbejde, som kom til at strække sig over de følgende fire måneder. Hovedhistorien breakede søndag 14. februar 2021 med en gennemarbejdet digital fortælling, som fik navnet ”Tilliden dør i mørket”. Historien kørte også på forsiden af printavisen, men vi valgte tidligt at satse hårdt på den digitale fortælling.
I de følgende uger bragte Politiken flere afslørende historier i sagen, som blandt andet afdækkede hvordan alvorligheden af sikkerhedsbristen blev skjult for dem, hvis liv var bragt i fare: passagerne og piloterne. Dækningen fortsatte ind i marts, hvor fokus skiftede til, at også Folketinget fik for få oplysninger i sagen, som i dag er sendt videre til den højeste instans for flysikkerhed i Europa, EASA.
Publicering:
"Tilliden dør i mørke" og den efterfølgende dækning blev bragt på Politikens hjemmeside samt i printavisen i perioden 14. februar 2021 til 15. marts 2021.
Idéen:
Idébeskrivelse:
I november 2019 indløb et tip til Politiken. En kilde med kendskab til Københavns Lufthavns øverste ledelse gav avisen et uddrag af en foreløbig rapport. Den foreløbige rapport afslørede, at Københavns Lufthavn var ved at undersøge, hvordan det kunne ske, at medarbejdere på banerne fandt smadrede banelys, som helt åbenbart var til fare for flysikkerheden, uden at flytrafikken blev indstillet, som det står i lufthavnens procedurer og i international lovgivning.
Den produktion, som indstillingen af ”Tilliden dør i mørke” omhandler, fandt sted et helt år senere. Da var det lykkedes Politiken via omfattende og vedvarende opsøgende kildearbejde at komme i besiddelse af den fulde og nu færdige hændelsesrapport udarbejdet af Københavns Lufthavn. Her fremgik det, at lufthavnens eksperter i flysikkerhed klart konkluderede, at lufthavnen havde opereret imod, hvad der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og at ledelsen i lufthavnen havde overhørt eksperternes advarsler om den livsfarlige situation.
Den produktion, som indstillingen af ”Tilliden dør i mørke” omhandler, fandt sted et helt år senere. Da var det lykkedes Politiken via omfattende og vedvarende opsøgende kildearbejde at komme i besiddelse af den fulde og nu færdige hændelsesrapport udarbejdet af Københavns Lufthavn. Her fremgik det, at lufthavnens eksperter i flysikkerhed klart konkluderede, at lufthavnen havde opereret imod, hvad der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og at ledelsen i lufthavnen havde overhørt eksperternes advarsler om den livsfarlige situation.
Tidshorizont:
Det arbejde, som indstillingen omhandler, begyndte i november 2020 og seneste artikel i dækningen blev publiceret 15. marts 2021.
Arbejdet begyndte, da Politiken i november 2020 kom i besiddelse af den fulde hændelsesrapport udarbejdet af lufthavnens egne sikkerhedseksperter. Herefter intensiverede journalisten kontakten til de kilder, som endte med at gøre det muligt at skrive historien.
Den store digitale fortælling blev publiceret 14. februar 2021.
Da transportministeren har bedst EASA gennemgå sagen, er den ikke slut endnu. Og journalisten har deres stadig kontakt til flere kilder i sagen.
Arbejdet begyndte, da Politiken i november 2020 kom i besiddelse af den fulde hændelsesrapport udarbejdet af lufthavnens egne sikkerhedseksperter. Herefter intensiverede journalisten kontakten til de kilder, som endte med at gøre det muligt at skrive historien.
Den store digitale fortælling blev publiceret 14. februar 2021.
Da transportministeren har bedst EASA gennemgå sagen, er den ikke slut endnu. Og journalisten har deres stadig kontakt til flere kilder i sagen.
Nyhed:
”Tilliden dør i mørke” afslørede, at Københavns Lufthavns ledelse i november 2019 lod flytrafikken fortsætte, selvom lufthavnens egne sikkerhedsregler og international lovgivning foreskrev, at den skulle være indstillet totalt. Det skulle den, da lufthavnens egne sikkerhedseksperter vurderede problemet med de løse banelys på start- og landingsbaner til at udgøre en såkaldt risiko A. En tilstand, som ifølge reglerne »under ingen omstændigheder kan accepteres«.
Med dokumentation i fortrolige rapporter, e-mails og vidneudsagn blev det afdækket, hvordan ledelsen i lufthavnen trods deres viden lod trafikken fortsætte. Og at dette også var lufthavnens egen konklusion på sagen. Det til trods, hørte offentligheden aldrig om sagen, før Politiken skrev historien.
Dækningen afslørede, at banelysene i årevis var blevet misvedligeholdt. De var blevet spændt for hårdt med et moment mange gange højere, end hvad fabrikanten anbefalede. Politiken kunne samtidig skrive, at der blandt lufthavnens personale var en »tavs viden« om problemet og en kultur, hvor man ikke gav kritiske oplysninger om nedslidte og potentielt farlige elementer på banerne videre i systemet.
Ovenstående blev afdækket og visualiseret i den digitale fortælling ”Tilliden dør i mørket”, mens den øvrige dækning blandt andet afslørede, at Københavns Lufthavns ledelse ved et møde med piloter fra adskillige selskaber og sikkerhedsmedarbejdere på banerne gav urigtige oplysninger om sagens alvorlighed og nedtonede risikoen.
Med dokumentation i fortrolige rapporter, e-mails og vidneudsagn blev det afdækket, hvordan ledelsen i lufthavnen trods deres viden lod trafikken fortsætte. Og at dette også var lufthavnens egen konklusion på sagen. Det til trods, hørte offentligheden aldrig om sagen, før Politiken skrev historien.
Dækningen afslørede, at banelysene i årevis var blevet misvedligeholdt. De var blevet spændt for hårdt med et moment mange gange højere, end hvad fabrikanten anbefalede. Politiken kunne samtidig skrive, at der blandt lufthavnens personale var en »tavs viden« om problemet og en kultur, hvor man ikke gav kritiske oplysninger om nedslidte og potentielt farlige elementer på banerne videre i systemet.
Ovenstående blev afdækket og visualiseret i den digitale fortælling ”Tilliden dør i mørket”, mens den øvrige dækning blandt andet afslørede, at Københavns Lufthavns ledelse ved et møde med piloter fra adskillige selskaber og sikkerhedsmedarbejdere på banerne gav urigtige oplysninger om sagens alvorlighed og nedtonede risikoen.
Konsekvens:
Efterspillet i sagen foregik på Christiansborg og i relationen mellem Københavns Lufthavn, Trafikstyrelsen, transportministeren og Folketingets transportudvalg. De allermest kritiske oplysninger fra Københavns Lufthavns rapport om sagen nåede aldrig frem til Folketinget. Ministeren og udvalget fik udelukkende lov at se udvalgte konklusioner fra lufthavnens rapport. Trafikstyrelsens rapport udelod flere af de mest belastende oplysninger, herunder de massive advarsler fra lufthavnens eksperter. Trafikstyrelsen gav den begrundelse, at oplysningerne var fortrolige.
Det resulterede i, at transportminister Benny Engelbrecht måtte svare på en byge af spørgsmål i sagen fra ordførerne. Ministeren besluttede at anmode den højeste myndighed i europæisk luftfart, EASA, om at granske sagen. Herunder at undersøge, hvorvidt lufthavnen og Trafikstyrelsen levede op til deres ansvar i sagen. EASA forventes at gennemføre sit eftersyn i løbet af efteråret 2021.
Konsekvenserne af sagen blev endvidere, at Københavns Lufthavn har indført nye og mere strikse procedurer for vedligeholdelse af materiel på og omkring start- og landingsbanerne. Ifølge lufthavnen kontrolleres og vedligeholdes banelysene i dag i langt større omfang end tidligere.
Desuden gik Københavns Lufthavn i gang med et omfattende arbejde med de tusindvis af banelys. Lufthavnen oplyste i marts 2021, at man da havde skiftet mere end 2.400 banelys, og at arbejdet på daværende tidspunkt havde kostet i omegnen af 19 millioner kroner.
Det resulterede i, at transportminister Benny Engelbrecht måtte svare på en byge af spørgsmål i sagen fra ordførerne. Ministeren besluttede at anmode den højeste myndighed i europæisk luftfart, EASA, om at granske sagen. Herunder at undersøge, hvorvidt lufthavnen og Trafikstyrelsen levede op til deres ansvar i sagen. EASA forventes at gennemføre sit eftersyn i løbet af efteråret 2021.
Konsekvenserne af sagen blev endvidere, at Københavns Lufthavn har indført nye og mere strikse procedurer for vedligeholdelse af materiel på og omkring start- og landingsbanerne. Ifølge lufthavnen kontrolleres og vedligeholdes banelysene i dag i langt større omfang end tidligere.
Desuden gik Københavns Lufthavn i gang med et omfattende arbejde med de tusindvis af banelys. Lufthavnen oplyste i marts 2021, at man da havde skiftet mere end 2.400 banelys, og at arbejdet på daværende tidspunkt havde kostet i omegnen af 19 millioner kroner.
Metode:
”Tillid dør i mørke” er blevet til ved hjælp af en række metoder kendt fra den undersøgende journalistik. Mest signifikant er den vedvarende kildekontakt, som Politikens journalist har haft til aktørerne i sagen. Både de kilder, som citeres i dækning, og de som ikke gør.
Københavns Lufthavn og Trafikstyrelsen lukkede i udgangspunktet sagen i foråret 2020 med Trafikstyrelsens konkluderende rapport. Men kontakten mellem journalisten og sagens aktører fortsatte hen over sommeren og ind i efteråret 2020. Det var den kontakt og flere fysiske møder, der gjorde, at journalisten hen på efteråret kom i besiddelse af den fulde hændelsesrapport fra lufthavnen.
I dækningen efter publiceringen af ”Tilliden dør i mørke” fortsatte kildekontakten og møderne med kilderne. Den kontakt gjorde blandt andet, at historien om, hvordan piloter fra flere forskellige flyselskaber følte sig ført bag lyset i sagen, kunne skrives.
Brugen af aktindsigt har tillige været afgørende for tilblivelsen af historien. Aktindsigter sendt og modtaget i perioden efteråret 2019 til foråret 2021 har gjort det muligt at beskrive processen fra akut situation i Københavns Lufthavn til færdig, men mangelfuld rapport i Trafikstyrelsen. Og fra indberetning til Trafikstyrelsen til transportministerens brev og anmodning til EASA om assistance til at gennemgå sagen.
Under tilblivelsen af den digitale fortælling indledte journalisten et tæt samarbejde med konsulenten Paul Hulme Harrison. Journalisten vurderede, at det var afgørende for historiens fremstilling og troværdighed, at visualiseringerne i artiklen så at sige kunne blåstemples af en ekspert, som ikke selv havde aktier i konflikten. Efter længere samtaler og fremsendt dokumentation indvilgede Paul Hulme Harrison i samarbejdet, og det gjorde journalisten og de samarbejdende grafikere i stand til - meget konkret og uden at nedtone sagens alvorlighed - at visualisere den risiko, som ledelsen i Københavns Lufthavn løb ved at lade trafikken fortsætte. Alt sammen med rygdækning i ekspertens faglighed.
Københavns Lufthavn og Trafikstyrelsen lukkede i udgangspunktet sagen i foråret 2020 med Trafikstyrelsens konkluderende rapport. Men kontakten mellem journalisten og sagens aktører fortsatte hen over sommeren og ind i efteråret 2020. Det var den kontakt og flere fysiske møder, der gjorde, at journalisten hen på efteråret kom i besiddelse af den fulde hændelsesrapport fra lufthavnen.
I dækningen efter publiceringen af ”Tilliden dør i mørke” fortsatte kildekontakten og møderne med kilderne. Den kontakt gjorde blandt andet, at historien om, hvordan piloter fra flere forskellige flyselskaber følte sig ført bag lyset i sagen, kunne skrives.
Brugen af aktindsigt har tillige været afgørende for tilblivelsen af historien. Aktindsigter sendt og modtaget i perioden efteråret 2019 til foråret 2021 har gjort det muligt at beskrive processen fra akut situation i Københavns Lufthavn til færdig, men mangelfuld rapport i Trafikstyrelsen. Og fra indberetning til Trafikstyrelsen til transportministerens brev og anmodning til EASA om assistance til at gennemgå sagen.
Under tilblivelsen af den digitale fortælling indledte journalisten et tæt samarbejde med konsulenten Paul Hulme Harrison. Journalisten vurderede, at det var afgørende for historiens fremstilling og troværdighed, at visualiseringerne i artiklen så at sige kunne blåstemples af en ekspert, som ikke selv havde aktier i konflikten. Efter længere samtaler og fremsendt dokumentation indvilgede Paul Hulme Harrison i samarbejdet, og det gjorde journalisten og de samarbejdende grafikere i stand til - meget konkret og uden at nedtone sagens alvorlighed - at visualisere den risiko, som ledelsen i Københavns Lufthavn løb ved at lade trafikken fortsætte. Alt sammen med rygdækning i ekspertens faglighed.
Modstand:
Arbejdet med ”Tilliden dør i mørke” har fra begyndelsen været præget af modstand fra såvel Københavns Lufthavn som Trafikstyrelsen.
Københavns Lufthavn er en af Danmarks største virksomheder og arbejdspladser og nyder en privilegeret position som uomgængeligt infrastrukturelt knudepunkt i Danmark. Lufthavnen har en fortid som statsejet virksomhed, og lufthavnens bånd til Trafikstyrelsen er historisk set tæt. Lufthavnen har forsøgt undsige Politikens dækning af sagen på flere måder og niveauer.
Da arbejdet med ”Tilliden dør i mørke” blev indledt i det sene efterår 2020, havde Københavns Lufthavn beslutte sig for ikke at stille op til interviews om sagen med Politiken eller i øvrigt udlevere oplysninger om sagen til avisen. På forespørgsler om, hvordan dele af udredningen af sagen var foregået, fik Politiken gentagne gange nej. Kun enkelte gange fik Politiken skriftlige svar fra lufthavnen, som i disse tilfælde dog fastholdt, at sagen var lukket.
Af Politikens aktindsigter hos såvel Trafikstyrelsen som Transportministeriet fremgik det, at Københavns Lufthavn i løbet af efteråret 2020, den mellemliggende vinter og foråret 2021 havde været i massiv kontakt med styrelsen og ministeriet. Store dele af kommunikationen bestod af omfattende skrivelser fra lufthavnen, som undsagde Politikens journalistik og i flere tilfælde miskrediterede Politikens kilder.
Af aktindsigterne fremgik det desuden, at Trafikstyrelsen og Transportministeriet i flere tilfælde – og uden supplerende kommentarer - sendte lufthavnens skrivelser videre til ordførerne i Folketingets transportudvalg. Transportudvalget måtte altså ikke se lufthavnens fortrolige rapport, men de måtte gerne se lufthavnens skrivelser, som var afsendt af lufthavnens public affairs-afdeling. Skrivelserne indeholdt en række påstande, som kunne tilbagevises ved at læse den fortrolige rapport, som ordførerne dog ikke måtte se. Herunder at lufthavnens trafik skulle være stoppet fuldstændigt.
Af Politikens research fremgik det desuden, at Københavns Lufthavn undervejs i sagen entrerede med public affairs-bureauet PrimeTime. Bureauet modtog blandt andet den fortrolige rapport, som Folketingets transportudvalg altså ikke måtte se af fortrolighedshensyn.
Trafikstyrelsen var indledningsvis mere meddelsom over for Politikens journalist, men da Politiken i foråret begyndte at skrive historier om, at Trafikstyrelsen i sin rapport ikke nævnte, at Københavns Lufthavn havde overtrådt international lovgivning, blev styrelsen mindre meddelsom. Fra da af bestod størstedelen af kommunikationen mellem Politiken og Trafikstyrelsen af aktindsigter, og styrelsen afslog gentagne gange interview om sagen. I stedet sendte styrelsen skriftlige citater fra chefer i styrelsen. Citater, der som hovedregel ikke svarede på Politikens fremsendte spørgsmål.
Dækningen af banelyssagen har af de ovenstående grunde været aldeles afhængig af kilderne og de fortrolige dokumenter, som kom Politikens journalist i hænde. Det har givet en række etiske overvejelser.
Københavns Lufthavn er en af Danmarks største virksomheder og arbejdspladser og nyder en privilegeret position som uomgængeligt infrastrukturelt knudepunkt i Danmark. Lufthavnen har en fortid som statsejet virksomhed, og lufthavnens bånd til Trafikstyrelsen er historisk set tæt. Lufthavnen har forsøgt undsige Politikens dækning af sagen på flere måder og niveauer.
Da arbejdet med ”Tilliden dør i mørke” blev indledt i det sene efterår 2020, havde Københavns Lufthavn beslutte sig for ikke at stille op til interviews om sagen med Politiken eller i øvrigt udlevere oplysninger om sagen til avisen. På forespørgsler om, hvordan dele af udredningen af sagen var foregået, fik Politiken gentagne gange nej. Kun enkelte gange fik Politiken skriftlige svar fra lufthavnen, som i disse tilfælde dog fastholdt, at sagen var lukket.
Af Politikens aktindsigter hos såvel Trafikstyrelsen som Transportministeriet fremgik det, at Københavns Lufthavn i løbet af efteråret 2020, den mellemliggende vinter og foråret 2021 havde været i massiv kontakt med styrelsen og ministeriet. Store dele af kommunikationen bestod af omfattende skrivelser fra lufthavnen, som undsagde Politikens journalistik og i flere tilfælde miskrediterede Politikens kilder.
Af aktindsigterne fremgik det desuden, at Trafikstyrelsen og Transportministeriet i flere tilfælde – og uden supplerende kommentarer - sendte lufthavnens skrivelser videre til ordførerne i Folketingets transportudvalg. Transportudvalget måtte altså ikke se lufthavnens fortrolige rapport, men de måtte gerne se lufthavnens skrivelser, som var afsendt af lufthavnens public affairs-afdeling. Skrivelserne indeholdt en række påstande, som kunne tilbagevises ved at læse den fortrolige rapport, som ordførerne dog ikke måtte se. Herunder at lufthavnens trafik skulle være stoppet fuldstændigt.
Af Politikens research fremgik det desuden, at Københavns Lufthavn undervejs i sagen entrerede med public affairs-bureauet PrimeTime. Bureauet modtog blandt andet den fortrolige rapport, som Folketingets transportudvalg altså ikke måtte se af fortrolighedshensyn.
Trafikstyrelsen var indledningsvis mere meddelsom over for Politikens journalist, men da Politiken i foråret begyndte at skrive historier om, at Trafikstyrelsen i sin rapport ikke nævnte, at Københavns Lufthavn havde overtrådt international lovgivning, blev styrelsen mindre meddelsom. Fra da af bestod størstedelen af kommunikationen mellem Politiken og Trafikstyrelsen af aktindsigter, og styrelsen afslog gentagne gange interview om sagen. I stedet sendte styrelsen skriftlige citater fra chefer i styrelsen. Citater, der som hovedregel ikke svarede på Politikens fremsendte spørgsmål.
Dækningen af banelyssagen har af de ovenstående grunde været aldeles afhængig af kilderne og de fortrolige dokumenter, som kom Politikens journalist i hænde. Det har givet en række etiske overvejelser.
Etik:
Hændelsesudrederen Robert Strauss og hans nu tidligere kollega Camilla Rosenquist er de to mest fremtrædende kilder i ”Tilliden dør i mørke”. De to kilder har et klart udgangspunkt: At Københavns Lufthavn underkendte deres faglighed, tilsidesatte passagernes sikkerhed og senere dækkede over det over for offentligheden. Derfor måtte journalisten stille sig selv spørgsmålet, hvordan kildernes påstande i videst mulige udstrækning kunne dokumenteres. Samtidig måtte journalisten være åben for dokumentation, som kunne modsige de to kilders klare udgangspunkt. Forholdene omkring sagens hoveddokument, lufthavnens fortrolige rapport, blev nøglen til denne etiske problematik.
Rapporten er udarbejdet af Robert Strauss, Camilla Rosenquist og en tredje hændelsesudreder. Den består af dokumentation af fysiske fund, forklaringer på hændelsesudredernes vurderinger og interview med talrige medarbejdere i lufthavnen. Konklusionerne er skrevet af Strauss, Rosenquist og den tredje kollega. Rapporten er gennemlæst og auditeret af en ekstern ekspert valgt af Københavns Lufthavns ledelse. Herefter er den godkendt af lufthavnen selv og sendt til Trafikstyrelsen som dokumentation på lufthavnens arbejde med sagen.
Hverken Københavns Lufthavn eller Trafikstyrelsen har fremsendt nogen former for dokumentation for, at konklusionerne i Københavns Lufthavns fortrolige rapport ikke skal fortolkes sådan, som Strauss, Rosenquist samt yderligere eksperter gør det i Politikens dækning.
Med andre ord baserer anklagerne mod lufthavnen i Politikens dækning sig ikke kun på kildernes udsagn, men i allerhøjeste grad på den rapport, som lufthavnen selv har blåstemplet og sendt til myndighederne. Strauss og Rosenquist bruges i fortælling derfor mest af alt til at formidle konklusionerne og til at fortælle om deres egne tanker. Eksempelvis da Rosenquist fortæller, at hun advarede egen familie om at flyve fra lufthavnen.
Alle deres udsagn vedrørende de materielle forhold i sagen kan dokumenteres ud fra lufthavnens rapport, hvilket løbende blev gjort i ”Tilliden dør i mørket” samt i den øvrige dækning af sagen. Hertil kommer, at Politiken har benyttet eksperter i flysikkerhed til at forklare alvoren af de faktiske omstændigheder på start- og landingsbanerne i de dage, hvor den akutte fare var til stede.
Rapporten er udarbejdet af Robert Strauss, Camilla Rosenquist og en tredje hændelsesudreder. Den består af dokumentation af fysiske fund, forklaringer på hændelsesudredernes vurderinger og interview med talrige medarbejdere i lufthavnen. Konklusionerne er skrevet af Strauss, Rosenquist og den tredje kollega. Rapporten er gennemlæst og auditeret af en ekstern ekspert valgt af Københavns Lufthavns ledelse. Herefter er den godkendt af lufthavnen selv og sendt til Trafikstyrelsen som dokumentation på lufthavnens arbejde med sagen.
Hverken Københavns Lufthavn eller Trafikstyrelsen har fremsendt nogen former for dokumentation for, at konklusionerne i Københavns Lufthavns fortrolige rapport ikke skal fortolkes sådan, som Strauss, Rosenquist samt yderligere eksperter gør det i Politikens dækning.
Med andre ord baserer anklagerne mod lufthavnen i Politikens dækning sig ikke kun på kildernes udsagn, men i allerhøjeste grad på den rapport, som lufthavnen selv har blåstemplet og sendt til myndighederne. Strauss og Rosenquist bruges i fortælling derfor mest af alt til at formidle konklusionerne og til at fortælle om deres egne tanker. Eksempelvis da Rosenquist fortæller, at hun advarede egen familie om at flyve fra lufthavnen.
Alle deres udsagn vedrørende de materielle forhold i sagen kan dokumenteres ud fra lufthavnens rapport, hvilket løbende blev gjort i ”Tilliden dør i mørket” samt i den øvrige dækning af sagen. Hertil kommer, at Politiken har benyttet eksperter i flysikkerhed til at forklare alvoren af de faktiske omstændigheder på start- og landingsbanerne i de dage, hvor den akutte fare var til stede.
Formidling:
Hvordan gør man det helt klar for læseren, hvor kritisk og farligt at løst banelys på en start- eller landingsbane faktisk er?
Det var grundspørgsmålet, Politikens journalist og samarbejdende grafikere og layoutere stillede sig selv, da arbejdet med ”Tilliden dør i mørket” gik i gang i det sene efterår 2020.
Ambitionen blev, at ”Tilliden dør i mørke” skulle placere læseren så tæt på de kritiske dage i Københavns Lufthavn som muligt. Det skulle gøres i et samspil mellem den skriftlige fortælling, som følger hændelsesudreder Robert Strauss, sagens dokumenter - som i den undersøgende journalistik er af så afgørende karakter - og grafikkens mulighed for at placere læseren i lufthavnen, hvor blinkende, ødelagte banelys og passagerfly i bevægelse danner artiklens visuelle rum.
Ekspert i flysikkerhed og Københavns Lufthavns daværende hændelsesudreder Robert Strauss var hovedskriver på lufthavnens fortrolige rapport. Han blev valgt som hovedperson i fortællingen. Han tager læseren med på arbejde den dag, han mødte ind til meldingen om, at et alvorligt sikkerhedsproblem var blevet opdaget. Han indvier læserne i sine konkrete overvejelser, da han kategoriserede situationen som en risiko A velvidende, at dette skulle betyde et totalt stop for flytrafikken og store økonomiske tab for hans arbejdsgiver. Og han tager læseren helt ind i sine bekymringer om passagernes sikkerhed og hans dårlige samvittighed over at forlade lufthavnen ved fyraften, mens passagererne sætter sig i flyene, som drøner ud over startbanerne.
Den skriftlige del af fortællingen er opbygget af en række scener. Et greb, som skal fastholde læseren i et forløb, som har såvel anslag som spændingskurve, klimaks og efterspil.
De visuelle elementer gør den konkrete sikkerhedsmæssige problematik eksplicit for læseren: Rubrikken ”Tilliden dør i mørke” tændes, blinker og slukker. Et kort over Københavns Lufthavn skitseret med banelys ledsager underrubrikken, og fotos fra Københavns Lufthavn får ved hjælp af et grafisk og dynamisk lag nyt liv og får banelysene til at træde frem.
Igennem fortællingen dokumenteres historien med uddrag og billeder af sagens dokumenter. Den fortrolige rapport bladres visuelt igennem. De ødelagte banelys præsenteres ved de rå fotos fra rapporten. Et dynamisk kort over lufthavnen viser, hvor de løse banelys blev fundet.
Sagens alvorlighed visualiseres ved passagerfly, som, når læseren scroller gennem artiklen, kører hen over en startbane, rammer et løst banelys og kører ned i den blotlagte brønd. Visualiseringen viser de mulige udfald af et havari. Hjulstellet kan knække, banelyset kan ramme vinger, styresystemer eller motorer. Udfald, som kan betyde alvorlig personskade. Visualiseringen er udarbejdet i samarbejde mellem journalist og grafikere samt den selvstændige konsulent og ekspert i flysikkerhed Paul Hulme Harrison, talsmand for Ingeniørforeningens luftfartsgruppe.
Det var grundspørgsmålet, Politikens journalist og samarbejdende grafikere og layoutere stillede sig selv, da arbejdet med ”Tilliden dør i mørket” gik i gang i det sene efterår 2020.
Ambitionen blev, at ”Tilliden dør i mørke” skulle placere læseren så tæt på de kritiske dage i Københavns Lufthavn som muligt. Det skulle gøres i et samspil mellem den skriftlige fortælling, som følger hændelsesudreder Robert Strauss, sagens dokumenter - som i den undersøgende journalistik er af så afgørende karakter - og grafikkens mulighed for at placere læseren i lufthavnen, hvor blinkende, ødelagte banelys og passagerfly i bevægelse danner artiklens visuelle rum.
Ekspert i flysikkerhed og Københavns Lufthavns daværende hændelsesudreder Robert Strauss var hovedskriver på lufthavnens fortrolige rapport. Han blev valgt som hovedperson i fortællingen. Han tager læseren med på arbejde den dag, han mødte ind til meldingen om, at et alvorligt sikkerhedsproblem var blevet opdaget. Han indvier læserne i sine konkrete overvejelser, da han kategoriserede situationen som en risiko A velvidende, at dette skulle betyde et totalt stop for flytrafikken og store økonomiske tab for hans arbejdsgiver. Og han tager læseren helt ind i sine bekymringer om passagernes sikkerhed og hans dårlige samvittighed over at forlade lufthavnen ved fyraften, mens passagererne sætter sig i flyene, som drøner ud over startbanerne.
Den skriftlige del af fortællingen er opbygget af en række scener. Et greb, som skal fastholde læseren i et forløb, som har såvel anslag som spændingskurve, klimaks og efterspil.
De visuelle elementer gør den konkrete sikkerhedsmæssige problematik eksplicit for læseren: Rubrikken ”Tilliden dør i mørke” tændes, blinker og slukker. Et kort over Københavns Lufthavn skitseret med banelys ledsager underrubrikken, og fotos fra Københavns Lufthavn får ved hjælp af et grafisk og dynamisk lag nyt liv og får banelysene til at træde frem.
Igennem fortællingen dokumenteres historien med uddrag og billeder af sagens dokumenter. Den fortrolige rapport bladres visuelt igennem. De ødelagte banelys præsenteres ved de rå fotos fra rapporten. Et dynamisk kort over lufthavnen viser, hvor de løse banelys blev fundet.
Sagens alvorlighed visualiseres ved passagerfly, som, når læseren scroller gennem artiklen, kører hen over en startbane, rammer et løst banelys og kører ned i den blotlagte brønd. Visualiseringen viser de mulige udfald af et havari. Hjulstellet kan knække, banelyset kan ramme vinger, styresystemer eller motorer. Udfald, som kan betyde alvorlig personskade. Visualiseringen er udarbejdet i samarbejde mellem journalist og grafikere samt den selvstændige konsulent og ekspert i flysikkerhed Paul Hulme Harrison, talsmand for Ingeniørforeningens luftfartsgruppe.