Skoledemokratiets skyggeside
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Louise Enstrøm, Thomas Foght
Projektets beskrivelse
Titel:
Skoledemokratiets skyggeside
Beskrivelse:
Den politiske talentfabrik, interesseorganisationen Danske Skoleelever (DSE), er gennem størstedelen af sin levetid gang på gang – og ofte af ministre og direktører – blevet hyldet for sit arbejde med at ’fremme elevdemokratiet og grundskoleelevernes interesser’. Men bag facaden er børn og helt unge mennesker lige så længe blevet udnyttet, sideløbende med at de ansvarlige voksne i flere sammenhænge har skaltet og valtet med foreningens millioner, der i høj grad tilflyder fra statskassen.
Således har Ekstra Bladet gennem en lang række artikler afsløret, hvordan DSE’s frivillige mindreårige er blevet tvunget til at knokle op mod 80 timer om ugen i organisationens tjeneste, sideløbende med at den mangeårige, voksne sekretariatschef har tiltusket sig en betragtelig milliongage ved at lønforhandle med selvsamme børn.
Med Ekstra Bladets historier er det kommet frem, at organisationen i årevis har huset børn i en kontorbygning, der ingenlunde var godkendt til beboelse, ligesom det bl.a. er blevet afsløret, at Egmont Fonden allerede for flere år siden stoppede sin millionstøtte efter mistanke om misbrug af fondens donation.
Ekstra Bladets mange afsløringer har fået flere myndigheder til at skride ind, ligesom flere fonde og samarbejdspartnere fortsat genovervejer og/eller helt har stoppet deres opbakning til organisationen.
DSE har de seneste fem år modtaget cirka 54 millioner kroner i offentlig støtte og er, som den store maskine organisationen har udviklet sig til at være, i meget høj grad afhængig af de økonomiske håndsrækninger, der efterhånden per automatik kommer fra staten.
Alligevel – har dækningen gang på gang vist – betragter organisationen sig som værende 100 pct. privat og selvstyrende, hvorfor den i egne øjne ikke har behøvet indordne sig efter de samme regler, alle andre er underlagt.
Ekstra Bladets dækning har med andre ord blotlagt en mildt sagt demokratisk gråzone, som myndighederne i flere tilfælde nu er blevet tvunget til at forholde sig til.
Således har Ekstra Bladet gennem en lang række artikler afsløret, hvordan DSE’s frivillige mindreårige er blevet tvunget til at knokle op mod 80 timer om ugen i organisationens tjeneste, sideløbende med at den mangeårige, voksne sekretariatschef har tiltusket sig en betragtelig milliongage ved at lønforhandle med selvsamme børn.
Med Ekstra Bladets historier er det kommet frem, at organisationen i årevis har huset børn i en kontorbygning, der ingenlunde var godkendt til beboelse, ligesom det bl.a. er blevet afsløret, at Egmont Fonden allerede for flere år siden stoppede sin millionstøtte efter mistanke om misbrug af fondens donation.
Ekstra Bladets mange afsløringer har fået flere myndigheder til at skride ind, ligesom flere fonde og samarbejdspartnere fortsat genovervejer og/eller helt har stoppet deres opbakning til organisationen.
DSE har de seneste fem år modtaget cirka 54 millioner kroner i offentlig støtte og er, som den store maskine organisationen har udviklet sig til at være, i meget høj grad afhængig af de økonomiske håndsrækninger, der efterhånden per automatik kommer fra staten.
Alligevel – har dækningen gang på gang vist – betragter organisationen sig som værende 100 pct. privat og selvstyrende, hvorfor den i egne øjne ikke har behøvet indordne sig efter de samme regler, alle andre er underlagt.
Ekstra Bladets dækning har med andre ord blotlagt en mildt sagt demokratisk gråzone, som myndighederne i flere tilfælde nu er blevet tvunget til at forholde sig til.
Publicering:
Den første artikel, hvori de første tidligere frivillige børn stod frem og fortalte om deres oplevelser, udkom på EB.dk og på forsiden af avisen 1. februar. Den seneste artikel udkom 5. juli, og der er forventeligt flere på vej.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Idéen til projektet opstod, fordi vi i november modtog en henvendelse fra et forældrepar til en 16-årig dreng, som var startet som frivillig på DSE’s sekretariat i Aarhus få måneder forinden efter lovning om, at han til gengæld ville modtage et ”efterskolelignende ophold”.
Forældrene havde store bekymringer om flere forhold og havde på den baggrund besluttet at trække deres søn helt ud af organisationen. På baggrund af forældreparrets fortællinger begyndte vi at søge aktindsigt der, hvor det var muligt, ligesom vi begyndte at kontakte flere både nuværende og forhenværende frivillige og ansatte hos DSE.
Forældrene havde store bekymringer om flere forhold og havde på den baggrund besluttet at trække deres søn helt ud af organisationen. På baggrund af forældreparrets fortællinger begyndte vi at søge aktindsigt der, hvor det var muligt, ligesom vi begyndte at kontakte flere både nuværende og forhenværende frivillige og ansatte hos DSE.
Tidshorizont:
Researchen blev så småt indledt i november måned, og vi arbejder fortsat løbende på sagen.
Nyhed:
Offentligheden har med afsløringerne fået kendskab til en lang række uacceptable forhold i ikke bare de frivillige børns hverdag, men også i DSE’s voksne ledelses forvaltning af statens penge.
Første afsløring handlede således om voldsomt pressede arbejdsuger på op til 80 timer for de mindreårige frivillige. Derefter kunne vi fortælle, at sekretariatschefen, Robert Holst Andersen, samtidig selv indkasserede en årsløn på mere end en million kroner – en løn han havde fået ”oparbejdet” ved årlige forhandlinger med DSE’s altid nytiltrådte formænd i 16-årsalderen. Forhandlinger, der ligeledes havde bevirket, at det kun var børnene, der kunne fyre ham.
Sidenhen kom det frem, at Egmont Fonden i 2019 ganske usædvanligt havde smækket kassen i over for organisationen efter mistanke om misbrug af fondens midler. En historie, der blev fulgt op af en afsløring om, at tidligere ansatte var blevet bedt om at underskrive yderst tvivlsomme kontrakter netop vedrørende det af fonden finansierede projekt.
Ekstra Bladet har også afsløret, hvordan de tilknyttede børn uden opsyn af voksne passede en statsfinansieret hotline, der har til hensigt at hjælpe børn med skolerelaterede spørgsmål, men som i realiteten ofte blev brugt som livline af voldsramte og selvmordstruede børn. Noget, den voksne ledelse var fuldt ud bekendt med, men aldrig havde sat ind overfor.
Slutteligt er det kommet frem, at DSE i årevis ulovligt har huset børnene i en kontorbygning i et industrikvarter i Aarhus.
Første afsløring handlede således om voldsomt pressede arbejdsuger på op til 80 timer for de mindreårige frivillige. Derefter kunne vi fortælle, at sekretariatschefen, Robert Holst Andersen, samtidig selv indkasserede en årsløn på mere end en million kroner – en løn han havde fået ”oparbejdet” ved årlige forhandlinger med DSE’s altid nytiltrådte formænd i 16-årsalderen. Forhandlinger, der ligeledes havde bevirket, at det kun var børnene, der kunne fyre ham.
Sidenhen kom det frem, at Egmont Fonden i 2019 ganske usædvanligt havde smækket kassen i over for organisationen efter mistanke om misbrug af fondens midler. En historie, der blev fulgt op af en afsløring om, at tidligere ansatte var blevet bedt om at underskrive yderst tvivlsomme kontrakter netop vedrørende det af fonden finansierede projekt.
Ekstra Bladet har også afsløret, hvordan de tilknyttede børn uden opsyn af voksne passede en statsfinansieret hotline, der har til hensigt at hjælpe børn med skolerelaterede spørgsmål, men som i realiteten ofte blev brugt som livline af voldsramte og selvmordstruede børn. Noget, den voksne ledelse var fuldt ud bekendt med, men aldrig havde sat ind overfor.
Slutteligt er det kommet frem, at DSE i årevis ulovligt har huset børnene i en kontorbygning i et industrikvarter i Aarhus.
Konsekvens:
Den første hammer faldt allerede efter de første historier, da Undervisningsministeriet indledte et omfattende tilsyn af DSE og samtidig tilbageholdt al offentlig støtte. Derudover blev ministeren indkaldt til et lukket samråd om sagen af det ansvarlige udvalg.
Sidenhen bremsede også Danmarks største fond, Novo Nordisk Fonden, og Tryg Fonden deres millionstøtte, ligesom flere kommuner fortsat genovervejer deres engagement i organisationen. Derudover indledte Aarhus Kommune en sag mod foreningen i forbindelse med afsløringen om, at DSE’s frivillige børn i årevis havde boet ulovligt på organisationens sekretariat.
Sekretariatschefen fratrådte desuden i al stilfærdighed sin stilling under ministeriets tilsyn, og han er i dag endegyldigt fortid i den organisation, han ellers havde stået i spidsen for siden 2005.
I juli udkom det foreløbige resultat af ministeriets tilsyn så, og i det revses organisationen for netop de forhold, Ekstra Bladet har afdækket.
I udkastet lægges der således bl.a. op til, at det fremover skal være en tilskudsbetingelse, at sekretariatschefens løn nedjusteres betragteligt, ligesom den mindreårige bestyrelse i DSE i fremtiden skal tilknyttes en ekstern og af ministeriet godkendt rådgiver, som skal vejlede børnene om juridiske og økonomiske forhold.
Ydermere kræves det, at DSE fremover sørger for, at de unges arbejdstid fastholdes indenfor bestemte rammer, ligesom det bl.a. forlanges, at de mindreårige er under langt mere voksenopsyn end hidtil.
Sidenhen bremsede også Danmarks største fond, Novo Nordisk Fonden, og Tryg Fonden deres millionstøtte, ligesom flere kommuner fortsat genovervejer deres engagement i organisationen. Derudover indledte Aarhus Kommune en sag mod foreningen i forbindelse med afsløringen om, at DSE’s frivillige børn i årevis havde boet ulovligt på organisationens sekretariat.
Sekretariatschefen fratrådte desuden i al stilfærdighed sin stilling under ministeriets tilsyn, og han er i dag endegyldigt fortid i den organisation, han ellers havde stået i spidsen for siden 2005.
I juli udkom det foreløbige resultat af ministeriets tilsyn så, og i det revses organisationen for netop de forhold, Ekstra Bladet har afdækket.
I udkastet lægges der således bl.a. op til, at det fremover skal være en tilskudsbetingelse, at sekretariatschefens løn nedjusteres betragteligt, ligesom den mindreårige bestyrelse i DSE i fremtiden skal tilknyttes en ekstern og af ministeriet godkendt rådgiver, som skal vejlede børnene om juridiske og økonomiske forhold.
Ydermere kræves det, at DSE fremover sørger for, at de unges arbejdstid fastholdes indenfor bestemte rammer, ligesom det bl.a. forlanges, at de mindreårige er under langt mere voksenopsyn end hidtil.
Metode:
Mange af vores kilder var helt unge mennesker, som var og er flittige brugere af diverse sociale medier. Det viste sig at være en stor hjælp i vores research, fordi vi i flere tilfælde kunne bruge de mange, mange digitale spor, de fleste af dem havde efterladt sig på diverse sociale medier, til at godtgøre deres beretninger.
Bl.a. kunne vi ved at dykke ned i deres Snapchat-, Instagram-, Facebook-, Messenger- og TikTok-profiler i flere tilfælde finde opslag og beskeder, der bekræftede deres historier, som eksempelvis gik på, at de ofte havde været på farten helt ud på de meget tidlige og sene timer i DSE’s tjeneste, eller at de havde været uden opsyn på tidspunkter, hvor de burde have været det.
Ifm. den første historie om de unges ekstreme arbejdsuger besluttede vi os ud fra samme princip også for at kortlægge en tilfældigt udvalgt arbejdsuge for en af de mindreårige. Dette gjorde vi ved at indsamle diverse oplysninger fra vedkommendes SoMe-profiler, vedkommendes skema fra DSE, vedkommendes kalender, baggrundsdata fra billeder på vedkommendes smartphone, rejsekortsdata, taxaboner, mad-kvitteringer samt Messenger- og SMS-beskeder.
På den måde kunne vi lægge puslespillet brik for brik og dermed godtgøre, at den unge den pågældende uge havde været på farten i organisationens tjeneste i minimum 54 timer og ofte på meget obskure tidspunkter af døgnet.
I løbet af vores dækning har vi også i høj grad benyttet os af løbende aktindsigter i alt fra korrespondancer myndighederne imellem, korrespondancer mellem DSE og myndighederne, referater fra møder mellem DSE og myndighederne, høringssvar, tilsynsnotater m.v.
Udover at dette selvfølgelig har kastet konkrete historier af sig, så har det også været god måde, hvorpå vi løbende har kunnet fastholde et indtryk af, hvordan DSE, der oftest ikke var særligt meddelsomme over for os, reelt forholdt sig til hele miseren.
Et andet ’værktøj’, vi efter flere løbende overvejelser endte med at gøre brug af, var kilder, der fortsat var tilknyttet DSE i et eller andet omfang.
De fungerede som vores øjne og ører ’bag murerne’ og hjalp os i flere tilfælde med at skaffe dokumentation og informationer, vi ellers ikke havde kunnet skaffe, i form af eksempelvis fællesmails fra ledelsen, interne referater af møder med relevans for sagen, billeder af børnenes boligforhold, interne indrapporteringer vedr. den såkaldte Elevtelefon m.v.
Bl.a. kunne vi ved at dykke ned i deres Snapchat-, Instagram-, Facebook-, Messenger- og TikTok-profiler i flere tilfælde finde opslag og beskeder, der bekræftede deres historier, som eksempelvis gik på, at de ofte havde været på farten helt ud på de meget tidlige og sene timer i DSE’s tjeneste, eller at de havde været uden opsyn på tidspunkter, hvor de burde have været det.
Ifm. den første historie om de unges ekstreme arbejdsuger besluttede vi os ud fra samme princip også for at kortlægge en tilfældigt udvalgt arbejdsuge for en af de mindreårige. Dette gjorde vi ved at indsamle diverse oplysninger fra vedkommendes SoMe-profiler, vedkommendes skema fra DSE, vedkommendes kalender, baggrundsdata fra billeder på vedkommendes smartphone, rejsekortsdata, taxaboner, mad-kvitteringer samt Messenger- og SMS-beskeder.
På den måde kunne vi lægge puslespillet brik for brik og dermed godtgøre, at den unge den pågældende uge havde været på farten i organisationens tjeneste i minimum 54 timer og ofte på meget obskure tidspunkter af døgnet.
I løbet af vores dækning har vi også i høj grad benyttet os af løbende aktindsigter i alt fra korrespondancer myndighederne imellem, korrespondancer mellem DSE og myndighederne, referater fra møder mellem DSE og myndighederne, høringssvar, tilsynsnotater m.v.
Udover at dette selvfølgelig har kastet konkrete historier af sig, så har det også været god måde, hvorpå vi løbende har kunnet fastholde et indtryk af, hvordan DSE, der oftest ikke var særligt meddelsomme over for os, reelt forholdt sig til hele miseren.
Et andet ’værktøj’, vi efter flere løbende overvejelser endte med at gøre brug af, var kilder, der fortsat var tilknyttet DSE i et eller andet omfang.
De fungerede som vores øjne og ører ’bag murerne’ og hjalp os i flere tilfælde med at skaffe dokumentation og informationer, vi ellers ikke havde kunnet skaffe, i form af eksempelvis fællesmails fra ledelsen, interne referater af møder med relevans for sagen, billeder af børnenes boligforhold, interne indrapporteringer vedr. den såkaldte Elevtelefon m.v.
Modstand:
Ledelsen i DSE har fra start forsøgt at forhale og ikke mindst diskreditere vores dækning.
Dette har de eksempelvis gjort ved gang på gang at protestere til myndighederne over konkrete aktindsigtsanmodninger, vi har haft sendt, ligesom de flere gange har nægtet at svare på konkrete spørgsmål og er kommet med mere eller mindre slet skjulte trusler om at ’gå videre med sagen’.
Sideløbende har de mindreårige bestyrelsesformænd flere gange i opslag på deres sociale medier klandret vores dækning for at være ’ond’, ’beskyldende’ og ’urigtig’. Opslag, som vi ved, at stribevis af både tidligere og nuværende medlemmer af organisationen har fået besked på at gå ind og bakke offentligt op om.
Til alt det er der ikke meget andet at sige, end at vi, hver gang vi har mødt modstand, har forholdt os i ro og har ladet vores dækning tale for sig selv.
Dette har de eksempelvis gjort ved gang på gang at protestere til myndighederne over konkrete aktindsigtsanmodninger, vi har haft sendt, ligesom de flere gange har nægtet at svare på konkrete spørgsmål og er kommet med mere eller mindre slet skjulte trusler om at ’gå videre med sagen’.
Sideløbende har de mindreårige bestyrelsesformænd flere gange i opslag på deres sociale medier klandret vores dækning for at være ’ond’, ’beskyldende’ og ’urigtig’. Opslag, som vi ved, at stribevis af både tidligere og nuværende medlemmer af organisationen har fået besked på at gå ind og bakke offentligt op om.
Til alt det er der ikke meget andet at sige, end at vi, hver gang vi har mødt modstand, har forholdt os i ro og har ladet vores dækning tale for sig selv.
Etik:
Igennem en stor del af dækningen ville DSE’s 16-årige for- og næstformand gerne 'gå forrest' og påtage sig ansvaret for at svare på Ekstra Bladets kritiske spørgsmål – en opgave, den voksne sekretariatschef også helt fra start og gang på gang insisterede hårdnakket på, at de skulle varetage.
Dette diskuterede vi gentagne gange på redaktionen, bl.a. fordi de er yderst intelligente, veltalende og ressourcestærke.
Vi valgte dog at holde fast i, at det var den voksne sekretariatschef, der skulle stå offentligt til ansvar af hensyn til den formodede, offentlige kritik, der ville ramme – og ramte – ledelsen oven på afsløringerne.
En af hovedårsagerne var, at vi allerede ved første udgivelse var så langt i vores research, at vi vidste, at der med overvejende sandsynlighed ville komme flere yderst grove forhold frem, og vi ønskede grundlæggende ikke, at det 16-årige formandskab skulle associeres med problemer og ulovligheder, der reelt var begået af den mangeårige, voksne ledelse.
Der var og er tale om unge mennesker med store karriereambitioner, og vi vurderede, at det – hvis vi lod DSE’s årelange møgsager klæbe sig til dem – potentielt kunne spænde ben for dem i fremtiden.
Samtidig var det allerede fra begyndelsen tydeligt, at den voksne sekretariatschef, som på daværende tidspunkt havde haft det overordnede ansvar for organisationen i mere end 15 år, personligt var roden til mange af de problemer, der herskede i DSE, mens det mindreårige formandskab var tiltrådt få måneder forinden og derfor på ingen måde havde haft ’en finger med i spillet’.
Denne beslutning udtrykte formandskabet flere gange stor utilfredshed med, og de brød sig ikke om at blive omtalt som ”mindreårige”. Til trods for, at vi egentlig havde sympati med deres utilfredshed, valgte vi dog efter løbende drøftelser at stå fast.
Af de årsager brugte vi også mange kræfter og ressourcer på – med kamera – at konfrontere Robert Holst Andersen, der gang på gang via mail havde stukket hovedet i busken og helt havde undladt at svare på de mest kritiske spørgsmål.
Vi havde naturligvis mindst lige så mange etiske overvejelser ift. de unge, der stod frem med den hårde kritik af organisationen.
Vi vidste, at det aldrig ville være helt omkostningsfrit for dem at “lægge sig ud” med DSE og måske i særdeleshed med deres jævnaldrende DSE-fæller, som de havde kendt i mange år, og som fortsat levede og åndede for organisationen.
Alt dette tog vi løbende mange grundige samtaler med kilderne og deres forældre om, ligesom vi sørgede for både at briefe og debriefe alle, så godt vi overhovedet kunne, flere gange i løbet af dækningen.
Hvor de jævnaldrende formænd protesterede for at få lov til at stå på mål for organisationen, fortalte disse kilder om deres personlige oplevelser med organisationen og konsekvenserne af dem.
Her fandt vi det i særdeleshed vigtigt at foretage en grundig vurdering af hver enkelt kilde ift., hvad vedkommende kunne magte at stå frem med, og hvordan kilden i sidste ende skulle eksponeres.
Disse grundige vurderinger medførte naturligt en række fravalg, og flere ellers potentielt store og vigtige historier nåede således aldrig spalterne på den konto. Bl.a. fordi flere af de kilder, vi interviewede, viste sig at være så påvirkede af det hele, at vi helt undlod at inddrage deres betragtninger i dækningen. I andre tilfælde valgte vi ’bare’ at holde dem anonyme.
En anden etisk overvejelse gik også på dét, at vi havde enkelte kilder, der stadig var tilknyttet DSE på den ene eller anden måde, og som hjalp os med at skaffe dokumentation og information, vi ellers ikke ville have haft mulighed for at indhente.
Brugen af disse personer og den dokumentation, de kunne skaffe, gjorde vi os også mange overvejelser om.
Eksempelvis strakte vi os langt for at sikre os, at det aldrig med sikkerhed ville kunne vides, hvem af vores mange kilder, den interne dokumentation og de ellers fortrolige oplysninger, vi valgte at viderebringe, kom fra, og så gav vi alle, der havde noget på spil, mulighed for selv at gennemse både artikler og videoer inden udgivelse.
Dette diskuterede vi gentagne gange på redaktionen, bl.a. fordi de er yderst intelligente, veltalende og ressourcestærke.
Vi valgte dog at holde fast i, at det var den voksne sekretariatschef, der skulle stå offentligt til ansvar af hensyn til den formodede, offentlige kritik, der ville ramme – og ramte – ledelsen oven på afsløringerne.
En af hovedårsagerne var, at vi allerede ved første udgivelse var så langt i vores research, at vi vidste, at der med overvejende sandsynlighed ville komme flere yderst grove forhold frem, og vi ønskede grundlæggende ikke, at det 16-årige formandskab skulle associeres med problemer og ulovligheder, der reelt var begået af den mangeårige, voksne ledelse.
Der var og er tale om unge mennesker med store karriereambitioner, og vi vurderede, at det – hvis vi lod DSE’s årelange møgsager klæbe sig til dem – potentielt kunne spænde ben for dem i fremtiden.
Samtidig var det allerede fra begyndelsen tydeligt, at den voksne sekretariatschef, som på daværende tidspunkt havde haft det overordnede ansvar for organisationen i mere end 15 år, personligt var roden til mange af de problemer, der herskede i DSE, mens det mindreårige formandskab var tiltrådt få måneder forinden og derfor på ingen måde havde haft ’en finger med i spillet’.
Denne beslutning udtrykte formandskabet flere gange stor utilfredshed med, og de brød sig ikke om at blive omtalt som ”mindreårige”. Til trods for, at vi egentlig havde sympati med deres utilfredshed, valgte vi dog efter løbende drøftelser at stå fast.
Af de årsager brugte vi også mange kræfter og ressourcer på – med kamera – at konfrontere Robert Holst Andersen, der gang på gang via mail havde stukket hovedet i busken og helt havde undladt at svare på de mest kritiske spørgsmål.
Vi havde naturligvis mindst lige så mange etiske overvejelser ift. de unge, der stod frem med den hårde kritik af organisationen.
Vi vidste, at det aldrig ville være helt omkostningsfrit for dem at “lægge sig ud” med DSE og måske i særdeleshed med deres jævnaldrende DSE-fæller, som de havde kendt i mange år, og som fortsat levede og åndede for organisationen.
Alt dette tog vi løbende mange grundige samtaler med kilderne og deres forældre om, ligesom vi sørgede for både at briefe og debriefe alle, så godt vi overhovedet kunne, flere gange i løbet af dækningen.
Hvor de jævnaldrende formænd protesterede for at få lov til at stå på mål for organisationen, fortalte disse kilder om deres personlige oplevelser med organisationen og konsekvenserne af dem.
Her fandt vi det i særdeleshed vigtigt at foretage en grundig vurdering af hver enkelt kilde ift., hvad vedkommende kunne magte at stå frem med, og hvordan kilden i sidste ende skulle eksponeres.
Disse grundige vurderinger medførte naturligt en række fravalg, og flere ellers potentielt store og vigtige historier nåede således aldrig spalterne på den konto. Bl.a. fordi flere af de kilder, vi interviewede, viste sig at være så påvirkede af det hele, at vi helt undlod at inddrage deres betragtninger i dækningen. I andre tilfælde valgte vi ’bare’ at holde dem anonyme.
En anden etisk overvejelse gik også på dét, at vi havde enkelte kilder, der stadig var tilknyttet DSE på den ene eller anden måde, og som hjalp os med at skaffe dokumentation og information, vi ellers ikke ville have haft mulighed for at indhente.
Brugen af disse personer og den dokumentation, de kunne skaffe, gjorde vi os også mange overvejelser om.
Eksempelvis strakte vi os langt for at sikre os, at det aldrig med sikkerhed ville kunne vides, hvem af vores mange kilder, den interne dokumentation og de ellers fortrolige oplysninger, vi valgte at viderebringe, kom fra, og så gav vi alle, der havde noget på spil, mulighed for selv at gennemse både artikler og videoer inden udgivelse.
Formidling:
Vi tænkte fra start video ind som en del af vores formidling og sørgede således for, at alle bærende interviews og eventuelle konfrontationer i videst muligt omfang blev optaget og sat ind i en grafisk kontekst, så der – både visuelt og auditivt – var en rød tråd hele vejen gennem dækningen. Således blev læserne også på dén måde kontinuerligt mindet om, at der var tale om én afsløring ud af efterhånden mange.
Derudover var det – fordi vi havde med unge og i nogle tilfælde også sårbare kilder at gøre – os meget magtpåliggende, at vi hele vejen igennem, der hvor det gav mening, sørgede for at inkorporere faktabokse, hvori vi tydeligt fremlagde de redaktionelle tanker, overvejelser og valg, vi havde gjort os og truffet, forud for publiceringen af en given i vinkel.
Således gjorde vi det eksempelvis allerede i den første artikel klart for læserne, at de mindreårige kilders forældre havde givet samtykke til deres medvirken, og at kilderne, fordi de var mindreårige, havde fået mulighed for at medvirke anonymt. Vi gjorde det ligeledes klart, at alle havde fået de artikler og videoer, hvori de selv medvirkede, til gennemsyn, ligesom at de, der havde ønsket det, havde haft en betroet voksen med under interviewet.
Dette, tror vi i høj grad, var med til at understøtte troværdigheden af vores dækning, ligesom det mindskede risikoen for, at der i kølvandet på første publicering opstod en principiel og etisk diskussion om Ekstra Bladets brug af mindreårige og sårbare kilder, som potentielt kunne ende med at overskygge selve historien.
Vi var hele vejen gennem dækningen også meget bevidste om, at vi ikke skulle bringe vinkler ’bare for at bringe dem’, og vi gjorde os derfor løbende mange overvejelser om, hvorvidt en historie var stor og vigtig nok til at blive udgivet. Dette gjorde vi ud fra en betragtning om, at vi ikke ville risikere at udvande vores research og dækning – og ikke så få historier blev på den foranledning ’sorteret fra’.
Slutteligt fremlagde vi, alle steder det var muligt og gav mening, den afgørende dokumentation.
Derudover var det – fordi vi havde med unge og i nogle tilfælde også sårbare kilder at gøre – os meget magtpåliggende, at vi hele vejen igennem, der hvor det gav mening, sørgede for at inkorporere faktabokse, hvori vi tydeligt fremlagde de redaktionelle tanker, overvejelser og valg, vi havde gjort os og truffet, forud for publiceringen af en given i vinkel.
Således gjorde vi det eksempelvis allerede i den første artikel klart for læserne, at de mindreårige kilders forældre havde givet samtykke til deres medvirken, og at kilderne, fordi de var mindreårige, havde fået mulighed for at medvirke anonymt. Vi gjorde det ligeledes klart, at alle havde fået de artikler og videoer, hvori de selv medvirkede, til gennemsyn, ligesom at de, der havde ønsket det, havde haft en betroet voksen med under interviewet.
Dette, tror vi i høj grad, var med til at understøtte troværdigheden af vores dækning, ligesom det mindskede risikoen for, at der i kølvandet på første publicering opstod en principiel og etisk diskussion om Ekstra Bladets brug af mindreårige og sårbare kilder, som potentielt kunne ende med at overskygge selve historien.
Vi var hele vejen gennem dækningen også meget bevidste om, at vi ikke skulle bringe vinkler ’bare for at bringe dem’, og vi gjorde os derfor løbende mange overvejelser om, hvorvidt en historie var stor og vigtig nok til at blive udgivet. Dette gjorde vi ud fra en betragtning om, at vi ikke ville risikere at udvande vores research og dækning – og ikke så få historier blev på den foranledning ’sorteret fra’.
Slutteligt fremlagde vi, alle steder det var muligt og gav mening, den afgørende dokumentation.