En beklagelig fejl
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Journalister: Line Gertsen og Maiken Steen Frederiksen, Tilrettelægger: Merle Baeré, Lyddesigner: Marie Kildebæk
Projektets beskrivelse
Titel:
En beklagelig fejl
Beskrivelse:
En sen aften tikker der et brev ind i Emmas e-boks.I brevet fra statsadvokaten står der, at hendes voldtægtssag aldrig kommer for retten. Ikke fordi der mangler beviser i sagen, men fordi myndighederne har begået alvorlige fejl .Sagen, der ellers skulle have været i retten, afsluttes nu på stedet og det eneste Emma står tilbage med, er et brev, hvor politiet kalder forløbet "En beklagelig fejl". Hun står tilbage med følelsen af, at hendes retssikkerhed er blevet taget fra hende, og det skal vise sig, at Emma langt fra er den eneste, der modtager sådan et brev med formuleringen om, at der er blevet begået "En beklagelig fejl".
I podcasten bliver sag på sag om myndighedsfejl rullet ud. Sager, hvor der er huller i efterforskningen, men også alvorlige fejl, der efterlader ofrene med et retstab. På grund af fejlene mister sagerne muligheden for at komme for retten og dermed muligheden for, at den person de har anmeldt, kan blive dømt. Podcasten afslører fejl, der har overrasket både politikere og eksperter, for hvordan kan så alvorlige sager bare blive tabt på gulvet i et retssamfund som det danske?
I podcasten bliver sag på sag om myndighedsfejl rullet ud. Sager, hvor der er huller i efterforskningen, men også alvorlige fejl, der efterlader ofrene med et retstab. På grund af fejlene mister sagerne muligheden for at komme for retten og dermed muligheden for, at den person de har anmeldt, kan blive dømt. Podcasten afslører fejl, der har overrasket både politikere og eksperter, for hvordan kan så alvorlige sager bare blive tabt på gulvet i et retssamfund som det danske?
Publicering:
Podcasten udkom den 5.marts 2023 og herefter fulgte en lang række nyheder i radio, på tv og på nettet, og vi udkommer stadig med opfølgninger.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Et lille år før vi udkom med podcasten, udkom vi med Emmas historie som nyhed. En voldtægtssag fra Hornbæk strand, der ikke kom i retten, fordi Statsadvokaten overskred en afgørende tidsfrist. Derudover havde vi kendskab til endnu en voldtægtssag, hvor en tiltalt ikke var kommet i retten pga. selvsamme tidsfristsoverskridelse. Vi udkom med historien, og meget overraskende pressede den daværende justitsminister, Mathias Tesfaye, på for at ville udtale sig. Han sagde, han var bestyrtet over, at dette kunne ske i et retssamfund som det danske. Men det skulle vise sig, at det kunne det i den grad. Retssager var blevet aflyst. Sager glemt. Og vigtige tidsfrister var skredet. Vi researchede sag på sag for til sidst at udvælge seks sager. Vi ønskede at disse ofres fortællinger skulle stå samlet, og derfor var det oplagte valg at lave en undersøgende podcast, hvor vi med udgangspunkt i det svigt, der var sket, blandt andet undersøgte, hvad det betyder at være udsat for et retstab.
Tidshorizont:
Vi har arbejdet koncentreret på podcasten siden november 2022, men vi lavede de første interviews til podcasten allerede i sommeren 22. Det gjorde vi, fordi vi ikke ønskede, at kvinderne skulle have det lange interview om deres sag hængende over hovedet. Vi vidste, at der ville komme et folketingsvalg, vi begge skulle bruge vores arbejdstid på, og der ville derfor gå noget tid. Og vores erfaring er, at kilder som dem, vi endte med at have med i vores dækning, skal have en hurtig afklaring og at man derfor ikke skal vente længe med at lave interviews.
Nyhed:
Podcasten, og de nyheder der kom i kølvandet på den, har afsløret sag på sag om alvorlige myndighedssvigt, der fik sager om personfarlig kriminalitet til at ryge på gulvet. Den første sag burde ifølge myndighederne være den eneste nogensinde, men vi endte med at finde frem til 11 sager, hvor muligheden for at få sagen i retten er tabt på grund af myndighedernes fejl. Den nyeste er fra i år. Over halvdelen er sager om voldtægt, der er en af de alvorligste forbrydelser i straffeloven med en strafferamme på op til 8 års fængsel. Emmas sag, der startede det hele, er nu også blevet en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og her har vi kunnet afdække, hvordan regeringen på den ene side, med Justitsminister Peter Hummelgaard i spidsen, har udtrykt harme og beklagelse over myndighedsfejlene, samt at han var på ofrenes side, mens regeringen på samme tid i to omgange forsøgte at få domstolen til at bremse Emmas sag ved den internationale domstol. Et forsøg der er blevet underkendt, og derfor fortsætter sagen. Vi har afdækket, hvordan der er huller i loven, og hvordan det har ført til to lovændringer og en lang række procedureændringer.
Konsekvens:
-To lovændringer i retsplejeloven. §724 stk 2 og § 1018h ændres som følge af dækningen
dvs. at tidsfrist forlænges til 4 måneder og der gives mulighed for erstatning.
-Elisabeths sag er blevet genåbnet, da Statsadvokaten har vurderet, at politiet skal efterforske yderligere. Statsadvokaten har sagt at politiet blandt andet skal afhøre de vidner, som DR havde med i ”En beklagelig fejl”.
-Derudover er der kommet syv procedureændringer, der skal mindske risikoen for fejl, samt der er nedsat en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe bestående af anklagere, administrative medarbejdere, statsadvokater og rigsadvokaten, der skal komme med yderligere forslag til forbedringer. Og så har Justitsministeren undskyldt på retssystemets vegne overfor ofrene.
dvs. at tidsfrist forlænges til 4 måneder og der gives mulighed for erstatning.
-Elisabeths sag er blevet genåbnet, da Statsadvokaten har vurderet, at politiet skal efterforske yderligere. Statsadvokaten har sagt at politiet blandt andet skal afhøre de vidner, som DR havde med i ”En beklagelig fejl”.
-Derudover er der kommet syv procedureændringer, der skal mindske risikoen for fejl, samt der er nedsat en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe bestående af anklagere, administrative medarbejdere, statsadvokater og rigsadvokaten, der skal komme med yderligere forslag til forbedringer. Og så har Justitsministeren undskyldt på retssystemets vegne overfor ofrene.
Metode:
Fordi vores undersøgelsesfelt har været nyt land for beslutningstagere, retssystem og offentligheden, valgte vi helt atypisk at have flere hovedpersoner i podcasten. Det gjorde vi, selvom flere af sagerne kunne have båret en hel serie selv. Det gælder for eksempel sagen fra højskolen, som retssystemet nu har genoptaget - hvor vi fik fem af ofrene i tale, lykkedes med at få vidner til at stå frem, snakkede med forstanderen mfl.
Systemet ønskede at forsvare sig med, at der var tale om få konkrete, menneskelige fejl, men det var vigtigt for os at vise, at der var tale om en mere generel brist, hvilket de efterfølgende lovændringer, Menneskerettighedsdomstolens optagelse af én af sagerne, og udvidelsen af den stramme tidsfrist, der har spændt ben i flere af sagerne, i dag sætter to streger under. Derfor har det betydet et meget omfattende materiale, mange aktindsigter, indhentelse af fx politijournaler, lokalisering og interviews med vidner, skaffe lægeerklæringer og indsigt i statsadvokaternes vurderinger, der skulle håndteres på hver enkelt case, der stod med sin svære historie at fortælle.
For at imødekomme det, har vi udviklet en konkret metode, der skal sikre, at vores kilder er tilgængelige og operationelle for vores dækning over tid. Graden af bearbejdning af det oplevede traume har været meget forskellig. Nogle har for første gang fortalt om, hvad der skete, til os, andre har været i længerevarende terapeutisk behandling for det. Vi har derfor sat kilderne, der ikke kendte hinanden, i forbindelse med hinanden, så de også har haft hinanden at tale med. Dette selvfølgelig med deres tilladelse. Vi har anvendt en særlig samtaleteknik i den indledende kontakt, hvor vi udtømmer historien hos kilden, inden vi snævrer os ind på vinklen. Det er tidskrævende, men har været afgørende for senere at kunne skære historierne til. Vores cases har oplevet at de netop ikke blev lyttet til af systemet og det har sat krav til vores evne til at lytte. Derudover har vi givet vores cases medindsigt i de vilkår den undersøgende journalistik sætter for publiceringen af deres individuelle sager. På den måde har de haft en viden om, hvorfor deres sag eller deres konkrete vinkel ikke kunne nyde fremme i den hårde udvælgelse af historier og vinkler, som vi har publiceret. Det er vores opfattelse, at det har betydet, at de alle har været tilgængelige over tid på trods af diagnoser og belastningsskader. Det har haft betydning, når vi med hurtige aftræk, fx skulle rapportere fra de mange politiske udviklinger, sagen har haft og skulle bruge en case på problemstillingen indenfor et par timer. Det har haft betydning for vores mulighed for at behandle så mange sager dokumentationsmæssigt. Og for at kunne have cases med så hårde og svære forløb i vores dækning.
Det store sagskompleks har stillet store krav til, at vi kunne overskue dokumenter, hvilket vi har gjort ved at have en fysisk mappe, hvis personfølsomme indhold har været krævende at sikre, som vi fx skulle have med os til eksperter. Vi har derforuden haft et overskueligt og yderst omfattende sagskompleks i teams, hvor vi hurtigt kunne gå ind og finde afgørende dokumenter og tilføje nye.
Systemet ønskede at forsvare sig med, at der var tale om få konkrete, menneskelige fejl, men det var vigtigt for os at vise, at der var tale om en mere generel brist, hvilket de efterfølgende lovændringer, Menneskerettighedsdomstolens optagelse af én af sagerne, og udvidelsen af den stramme tidsfrist, der har spændt ben i flere af sagerne, i dag sætter to streger under. Derfor har det betydet et meget omfattende materiale, mange aktindsigter, indhentelse af fx politijournaler, lokalisering og interviews med vidner, skaffe lægeerklæringer og indsigt i statsadvokaternes vurderinger, der skulle håndteres på hver enkelt case, der stod med sin svære historie at fortælle.
For at imødekomme det, har vi udviklet en konkret metode, der skal sikre, at vores kilder er tilgængelige og operationelle for vores dækning over tid. Graden af bearbejdning af det oplevede traume har været meget forskellig. Nogle har for første gang fortalt om, hvad der skete, til os, andre har været i længerevarende terapeutisk behandling for det. Vi har derfor sat kilderne, der ikke kendte hinanden, i forbindelse med hinanden, så de også har haft hinanden at tale med. Dette selvfølgelig med deres tilladelse. Vi har anvendt en særlig samtaleteknik i den indledende kontakt, hvor vi udtømmer historien hos kilden, inden vi snævrer os ind på vinklen. Det er tidskrævende, men har været afgørende for senere at kunne skære historierne til. Vores cases har oplevet at de netop ikke blev lyttet til af systemet og det har sat krav til vores evne til at lytte. Derudover har vi givet vores cases medindsigt i de vilkår den undersøgende journalistik sætter for publiceringen af deres individuelle sager. På den måde har de haft en viden om, hvorfor deres sag eller deres konkrete vinkel ikke kunne nyde fremme i den hårde udvælgelse af historier og vinkler, som vi har publiceret. Det er vores opfattelse, at det har betydet, at de alle har været tilgængelige over tid på trods af diagnoser og belastningsskader. Det har haft betydning, når vi med hurtige aftræk, fx skulle rapportere fra de mange politiske udviklinger, sagen har haft og skulle bruge en case på problemstillingen indenfor et par timer. Det har haft betydning for vores mulighed for at behandle så mange sager dokumentationsmæssigt. Og for at kunne have cases med så hårde og svære forløb i vores dækning.
Det store sagskompleks har stillet store krav til, at vi kunne overskue dokumenter, hvilket vi har gjort ved at have en fysisk mappe, hvis personfølsomme indhold har været krævende at sikre, som vi fx skulle have med os til eksperter. Vi har derforuden haft et overskueligt og yderst omfattende sagskompleks i teams, hvor vi hurtigt kunne gå ind og finde afgørende dokumenter og tilføje nye.
Modstand:
Fordi systemet i første omgang ikke mente at den her slags ting skete og fordi der hverken hos domstole, politi eller anklagemyndighed er nogen opgørelse over den her type fejl, har modstanden været massiv. Blandt andet har vi oplevet politikredse, der ikke har villet udlevere dokumenter til aktindsigtsgennemsyn, selvom de skulle, hele sider der var farvet sort, når dokumenterne blev fremsendt, politiet der har undladt at svare på konkrete spørgsmål og har givet forkerte oplysninger og politi der har kontaktet kilder i kølvandet på vores forelæggelser. Desuden har vi oplevet et politisk system, der på ydersiden bakkede op om kvinderne i de sager, vi bragte frem, men på indersiden forsøgte embedsmænd at bremse sagen ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol med henvisning til en ubrugelig paragraf, som eksperter har kunnet fastslå var en juridisk blindgyde. Da Peter Hummelgaard skulle interviewes om dette, aflyste han os tre gange. Blandt andet mens vi stod klar på Christiansborg. Desuden måtte vi blive ved med at finde frem til nye sager, da det politiske system gerne ville have det til at fremstå, først som en enkeltsag og senere som noget, der ikke skete mere. Begge dele kunne vores omfattende research og fortsatte graven dementere, og herefter kom der er en beredvillighed til at ændre lovgivningen, da det har været umuligt politisk at forsvare, at denne slags graverende fejl, der har så store konsekvenser i alvorlige straffesager, sker i Danmark. Men vejen til lovændringer har været lang, hård og stillet høje krav til vores vedholdenhed.
Etik:
At fortælle om sager, der netop ikke er blevet afklaret juridisk på grund af et systemsvigt, rummer en etisk udfordring. Den etiske udfordring ligger i at sagens status er uklar. Det er projektets journalistiske kerne, at fejlen vi afdækker, betyder, at ofrene for systemsvigt efterlades i et ingenmandsland. Men det juridiske ingenmandsland er også journalistisk svært at navigere i.
En af konsekvenserne af dette har været, at vi ikke uden videre har kunnet lade vores cases omtale den anmeldte hændelse i absolutte termer. De har jo netop ikke systemets ord for at have været udsat for fx en voldtægt. Det har givet os svære etiske overvejelser i vores dækning. Hvordan adresserer man den hændelse, som ofrene beskriver, når afklaringen af dets juridiske status, er bortfaldet, fordi systemet fejler? Vi har derfor ladet det være meget tydeligt, at det, de taler om, netop er det, de anmeldte. Vi har understreget igen og igen i vores dækning at ingen er dømt. Og det har været vigtigt for os, at den anmeldte ikke kan identificeres. Derfor nævner vi for eksempel ikke højskolen ved navn eller konkret hvilken relation de forskellige anmeldte har til vores cases. Den anmeldte er jo også på grund af systemets svigt blevet frataget muligheden for en afklaring. Vi har givet de anmeldte mulighed for at komme til orde -enten selvstændigt eller via deres advokat.
Vi har ladet vores cases stå frem kun med deres fornavne. Det har vi gjort af hensyn til deres fortsatte liv, de fleste af dem er meget unge, og de har ikke har ønsket at fx fremtidige arbejdsgivere ville kunne fremsøge DR’s historier ved at søge på deres navne. Vi har oplevet, at deres mod til at fortælle, og flere også med ansigt, er kommet fra et dybfølt ønske om at gøre en forskel for dem, der kommer efter. Vi har accepteret deres ønske om, at de på et tidspunkt ville kunne lægge deres fortællinger om for eksempel voldtægt, men også myndighedssvigtet, bag sig. Flere af vores cases har fået konstateret PTSD efter forløbet og har været sårbare og skrøbelige. Vi har derfor i visse tilfælde også accepteret at enkelte stod frem helt anonymt under andre navne, da deres historier er af sådan en karakter, at de har holdt den for sig selv, og de har ikke ønsket at deres omgangskreds skulle kende til den. Dokumentationskravet fra vores side har betydet, at de kun har sagt og fortalt noget, som der er dækning for i sagens akter eller via vidner eller kilder, vi har talt med om sagen. En af kvinderne står dog efter eget ønske frem med sit fulde navn.
En af konsekvenserne af dette har været, at vi ikke uden videre har kunnet lade vores cases omtale den anmeldte hændelse i absolutte termer. De har jo netop ikke systemets ord for at have været udsat for fx en voldtægt. Det har givet os svære etiske overvejelser i vores dækning. Hvordan adresserer man den hændelse, som ofrene beskriver, når afklaringen af dets juridiske status, er bortfaldet, fordi systemet fejler? Vi har derfor ladet det være meget tydeligt, at det, de taler om, netop er det, de anmeldte. Vi har understreget igen og igen i vores dækning at ingen er dømt. Og det har været vigtigt for os, at den anmeldte ikke kan identificeres. Derfor nævner vi for eksempel ikke højskolen ved navn eller konkret hvilken relation de forskellige anmeldte har til vores cases. Den anmeldte er jo også på grund af systemets svigt blevet frataget muligheden for en afklaring. Vi har givet de anmeldte mulighed for at komme til orde -enten selvstændigt eller via deres advokat.
Vi har ladet vores cases stå frem kun med deres fornavne. Det har vi gjort af hensyn til deres fortsatte liv, de fleste af dem er meget unge, og de har ikke har ønsket at fx fremtidige arbejdsgivere ville kunne fremsøge DR’s historier ved at søge på deres navne. Vi har oplevet, at deres mod til at fortælle, og flere også med ansigt, er kommet fra et dybfølt ønske om at gøre en forskel for dem, der kommer efter. Vi har accepteret deres ønske om, at de på et tidspunkt ville kunne lægge deres fortællinger om for eksempel voldtægt, men også myndighedssvigtet, bag sig. Flere af vores cases har fået konstateret PTSD efter forløbet og har været sårbare og skrøbelige. Vi har derfor i visse tilfælde også accepteret at enkelte stod frem helt anonymt under andre navne, da deres historier er af sådan en karakter, at de har holdt den for sig selv, og de har ikke ønsket at deres omgangskreds skulle kende til den. Dokumentationskravet fra vores side har betydet, at de kun har sagt og fortalt noget, som der er dækning for i sagens akter eller via vidner eller kilder, vi har talt med om sagen. En af kvinderne står dog efter eget ønske frem med sit fulde navn.
Formidling:
Anerkendelsen af traumet efter både hændelse og retstab er fraværende i systemets behandling af sagerne. Dette er symboliseret ved, at ofrene alene står tilbage med et brev, hvori der skrives, at der er sket en ”beklagelig fejl”. Derfor har vi skabt et specialkomponeret kor, udelukkende af kvindestemmer, for at understrege det svære greb med at skabe individuelle fortællinger – stemmer, som perler på en snor - om en brist, ingen kendte til, men gøre det i det ”kor”, som værket ”En beklagelig fejl”, repræsenterer.
Hver eneste offers fortælling har vi ladet stå rent uden at blive afbrudt. Ofte i sekvenser af 10 minutter. I de sekvenser har der i lyddesignet været fokus på at skabe scener, som kvinderne har oplevet dem, bl.a. ved brug af binaural lydteknik. Binaural effekt er 3D i stereo, som kun kan høres i høretelefoner, hvilket gør det oplagt til podcast, og som giver følelsen af, at man oplever sammen med fortællerne. Af samme grund har vi brugt specialkomponeret musik, SFX (lydeffekter)og atmosfærelyd. På den måde kommer man helt tæt på og føler næsten, man selv er med til fest på højskolen, på Hornbæk havn osv.
Derudover har vi arbejdet selvstændigt med balancen i podcastens detaljeringsgrad. Fortællingerne skulle på den ene side helst være fri for ikke nødvendige, grafiske detaljer, mens graden af overgrebet på den anden side ikke skulle gå tabt. Dette af hensyn til lytterne, der skulle kunne lytte til podcasten, og være i dens fortællinger, uden at det blev for svært. Men også af hensyn til vores cases, er detaljer, der ikke er nødvendige, udeladt. Det har været en svær balance, som har krævet meget opmærksomhed.
Vores ønske har været at sætte fokus på myndighedssvigtet og retstabet og den personlige omkostning, det har haft, og ikke på selve det seksuelle overgrebs karakter. At det er lykkedes understreges af at frafaldet gennem de fem afsnit er ekstraordinært lavt.
Hver eneste offers fortælling har vi ladet stå rent uden at blive afbrudt. Ofte i sekvenser af 10 minutter. I de sekvenser har der i lyddesignet været fokus på at skabe scener, som kvinderne har oplevet dem, bl.a. ved brug af binaural lydteknik. Binaural effekt er 3D i stereo, som kun kan høres i høretelefoner, hvilket gør det oplagt til podcast, og som giver følelsen af, at man oplever sammen med fortællerne. Af samme grund har vi brugt specialkomponeret musik, SFX (lydeffekter)og atmosfærelyd. På den måde kommer man helt tæt på og føler næsten, man selv er med til fest på højskolen, på Hornbæk havn osv.
Derudover har vi arbejdet selvstændigt med balancen i podcastens detaljeringsgrad. Fortællingerne skulle på den ene side helst være fri for ikke nødvendige, grafiske detaljer, mens graden af overgrebet på den anden side ikke skulle gå tabt. Dette af hensyn til lytterne, der skulle kunne lytte til podcasten, og være i dens fortællinger, uden at det blev for svært. Men også af hensyn til vores cases, er detaljer, der ikke er nødvendige, udeladt. Det har været en svær balance, som har krævet meget opmærksomhed.
Vores ønske har været at sætte fokus på myndighedssvigtet og retstabet og den personlige omkostning, det har haft, og ikke på selve det seksuelle overgrebs karakter. At det er lykkedes understreges af at frafaldet gennem de fem afsnit er ekstraordinært lavt.