Gå tilbage

Fejl i byggeriet af de 16 supersygehuse

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Anders Ejbye-Ernst

Projektets beskrivelse

Titel:
Fejl i byggeriet af de 16 supersygehuse
Beskrivelse:
Projektet afdækker, hvordan myndighederne lavede flere alvorlige fejl i forbindelse med planlægningen af et af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter, byggeriet af de nye supersygehuse.

I artikelserien dokumenterer jeg bl.a., hvordan staten på et faktuelt forkert grundlag kræver effektiviseringer i milliardklassen af de nye sygehuse. Konsekvensen af det kan vi allerede se på det nye universitetshospital i Aarhus, hvor der har været massefyringer og efterfølgende personaleflugt.

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet, udgør erfaringer fra Norge baggrunden for effektiviseringskravet på supersygehusene i Danmark. En gennemgang af sygehusbyggeriet i Norge samt kontakt til de norske sundhedsmyndigheder afslører, at ministeriets oplysning er forkert. Det tal, de henviser til, findes ikke.

Fejlene har alvorlige konsekvenser for personale og patienter ude i virkeligheden.

Jeg kan blandt andet fortælle, hvordan et langt større antal senge end planlagt er forsvundet i det danske sundhedsvæsen. Et af de hospitaler, der er hårdt ramt af sengereduktioner, er det nye supersygehus i Nordsjælland, der er ved at blive bygget. I serien afdækker jeg, hvordan argumentet for 92 sengereduktioner på det nye supersygehus hviler på faktuelt forkerte oplysninger.

Når vores nye sundhedsvæsen står helt klart i 2025, kan skrivebordsfejlene ultimativt betyde, at vi kommer til at stå med et sygehuse, der er ikke er dimensioneret til den tid, de ibrugtages i.

Set i lyset af den nuværende sundhedshedskrise, hvor vi har fået understreget vigtigheden af et velfungerende sundhedssystem, kan fejlene vise sig at få alvorlige og langsigtede konsekvenser.
Publicering:
Historierne er blevet publiceret i Dagens Medicin fra september 2019 frem til maj 2020.

Idéen:

Idébeskrivelse:
Artikelserien begyndte kort efter jeg blev ansat på Dagens Medicin i september 2019. Serien tog udgangspunkt i en undren over baggrunden for krisen på universitetshospitalet i Aarhus. Hospitalet havde været under dækning af lokale og landsdækkende medier i et år. Medierne dækkede massefyringer og forringelser i behandlingen af patienterne, der bl.a. var konsekvensen af det effektiviseringskrav på otte procent, som Sundheds- og Ældreministeriet krævede af det nye supersygehus.

Men der var ikke nogen, der undersøgte, hvordan kravet, der de næste mange år vil påvirke det samlede danske sundhedsvæsen, kom fra. Min undren over baggrunden for effektiviseringerne førte til begyndelsen på artikelserien.

Tidshorizont:
Jeg har arbejdet på artikelserien fra september 2019 til maj 2020. Projektet er blevet til ved siden af mit arbejde som nyhedsjournalist på Dagens Medicin og Dagens Pharma, hvor jeg leverer artikler til vores daglige nyhedsbreve.

Nyhed:

Effektiviseringskravene til de nye sygehuse har baggrund i et norsk hospital, der aldrig blev bygget. Den faktuelt forkerte oplysning blev til en sandhed gennem et konsulentbureau, som sundhedsministeriet hyrede ind til at rådgive de eksperter, der rådgav ministeriet.

Region Midtjylland advarede i 2014 departementschef Per Okkels om effektiviseringskravet på otte procent ikke var rimeligt. I et svar - fire år før massefyringerne på hospitalet brød løs - fastholder Okkels, at det nye AUH har et stort potentiale for effektivisering.

Personalet på AUH har siden 2018 gentagne gange i interne skrivelser advaret ledelsen på hospitalet om, at statens teoretiske krav om effektiviseringer ikke kan realiseres i praksis.

Sundheds- og Ældreministeriet har i orienteringer til Folketinget oplyst, at effektiviseringskravene er beregnet ens. Jeg afdækker, at de er beregnet forskelligt. Det giver et indtryk af, at de enorme effektiviseringer rammer tilfældigt, vurderer professor i sundhedsøkonomi.

Region Hovedstaden har oplyst til Rigsrevisionen, at de kan skære 92 hospitalssenge væk i byggeriet af Nyt Nordsjællands Hospital ved at øge belægningsprocenten fra 85 til 90. Regionen baserer øvelsen på norske erfaringer, men det afviser myndighederne i Norge.

26 pct af hospitalssengene er forsvundet fra 2007 til september 2019. Det er mere end den sengereduktion på 20 pct, som ministeriet forventede. Det øger risiko for overbelægning og for tidlig udskrivninger fra hospitalet.

Konsekvens:

Projektet har ikke forandret noget ude i virkeligheden. De nye sygehuse skal stadig levere store effektiviseringer.

Artiklerne har dog skabt en fornyet politisk bevågenhed om de nye supersygehuse. På baggrund af mine artikler har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) været indkaldt i tre samråd i sagen, som har genereret adskillige § 20 spørgsmål, der stadig fortsætter med at rulle ind til ministeren.

Metode:

Byggeriet af supersygehusene er kompliceret og ligger langt tilbage i tiden. Efter jeg i den indledende fase havde interviewet de mest oplagte kilder og sendt de første aktindsigter afsted, var jeg blæst omkuld af informationsmængden. For at få overblik over forløbet, fra kvalitetsreformen blev etableret i 2007 til byggeriet af de 16 nye sygehusbyggerier begyndte, lavede jeg først i september en tidslinje. Jeg læste også de vigtigste rapporter i sagen siden 2008, primært fra Erik Juhl-udvalget, Danske Regioner og Rigsrevisionen.

Projektet om supersygehusene er lavet sideløbende med min daglige nyhedsproduktion. Tidslinjen var en vigtig investering. Den betød, at jeg havde et dokument, jeg let kunne slå op i, hvis jeg mistede overblikket, når jeg skulle hoppe mellem opgaverne.

Gennemgangen af rapporterne samt mine interviews gav afsæt for en række aktindsigter, som udgjorde fundamentet for nye historier. Aktindsigterne blev primært sendt til Sundheds- og Ældreministeriet og regionerne.

For mig var det vigtigt at finde svar på, hvilken evidens der var bag effektiviseringskravet. De læger og sundhedsøkonomer, jeg talte med, mente alle kravene til de nye supersygehuse var for høje.

Gennem anmodninger til ministeriet modtog jeg et slideshow fra konsulentbureauet Deloitte fra 2010. I et af disse slides kunne jeg se en henvisning til et norsk hospital, der havde realiseret effektiviseringer på 11 pct.

Sundheds- og Ældreministeriet fremhævede særligt disse norske erfaringer som baggrunden for effektiviseringskravet til de nye danske sygehuse. Herfra begyndte opsporingen af det super effektive norske hospital.

Efter flere henvendelser til Omsorgs- og Helsedepartementet i Norge, oplyste embedsfolkene her, at de ikke kendte til tallet fra det danske ministerium. De henviste til de fire norske regioner.

På det tidspunkt havde gang i mange kilder og havde mange aktindsigtsanmodninger ude hos myndighederne. Jeg begyndte derfor at skrive journal, ligesom jeg anførte mine anmodninger og centrale henvendelser til myndighederne i et excelark. Journalen og mit excelark betød, at jeg ikke mistede overblikket over min research, når jeg sprang mellem gravearbejdet og nyhedsræs.

De to værktøjer betød, at jeg dagligt havde overblik over, hvilke af mine norske kilder, jeg skulle rykke for svar. Det krævede nemlig vedholdende henvendelser for at få svar og indsigt i relevante dokumenter fra Norge.

Researchen i det norske sundhedsvæsen afdækkede, at der ikke fandtes et norsk sygehus, der var blevet 11 procent mere effektivt. Tværtimod var flere af de nye norske sygehuse i årene efter ibrugtagningen blevet mindre effektive.

Efter de første måneder aftog frekvensen af mine aktindsigter. Det er svært at basere et projekt på aktindsigter, da jeg ofte løb ind i afslag eller delvise afslag.

Sagen om supersygehusene indeholder rigtigt mange historier. En elefant skal som bekendt spises i små bidder, og i takt med jeg kunne overskue forløbet af sygehusbyggeriet, begyndte jeg at fokusere på de historier, der lå gemt i det offentligt tilgængelige materiale, fx rapporter og sundhedsdata på esundhed.dk.

Eksempelvis kunne man i en beretning fra Rigsrevisionen i februar 2020 læse, at Region Hovedstaden med Sundheds- og Ældreministeriets blåstempling havde godkendt reduktionen af de 92 senge på Nyt Nordsjællands Hospital. Regionen havde oplyste til Rigsrevisionen, at sengene kunne skæres bort ved at øge belægningsprocenten fra 85 til 90 pct - noget lignende havde man ifølge regionen gjort på et hospital i Norge.

Fordi jeg havde læst og skrevet noter til rapporterne fra Erik Juhl-udvalget og Danske Regioner, vidste jeg med det samme, at oplysningen i beretningen lød forkert. I de omtalte rapporter kan man læse, at de 16 nye sygehuse blev planlagt med en belægningsprocent på 85 pct - netop med henvisning til, at sådan gjorde de i Norge.

Efter henvendelser til Norge viste det sig, at Region Hovedstadens oplysning til Rigsrevisionen var forkert. I de fire norske regioner planlægger de nyt hospital med 85 pct belægning.

Min pointe med fortællingen er, at fordi jeg i begyndelsen lavede min tidslinje og læste de tykke rapporter grundigt, kunne jeg i flere tilfælde hurtigt se, når myndighederne i dag gav forkerte oplysninger.

Min afdækning af magthavernes fejl er ikke bare en akademisk øvelse. Konsekvenserne af de forkerte oplysninger kan koste menneskeliv.

Jeg lavede en gennemgang af belægningen gennem sundhedsdata på esundhed.dk. Gennemgangen viste, at det gamle Nordsjællands Hospital, der altså har 92 flere senge flere end det nye supersygehus, der planlægges, er kronisk overbelagt.

Læger på Nordsjællands Hospital oplyser, at de trods den kroniske overbelægning har så mange patienter på gangene, at de må indlægge alvorligt syge patienter på forkerte afdelinger i såkaldte lånesenge, for at finde plads til dem.

Gennem hele projektet har jeg forsøgt at kvalificere de nye oplysninger, jeg gravede frem, gennem brugen af de førende sundhedseksperter.

I tilfældet med 92 senge, der forsvandt, talte jeg med den forsker, der ved mest om overbelægningens konsekvenserne. Hans forskning viser, at overdødeligheden på hospitalsafdelingerne stiger med graden af overbelægning.

Hvis overbelægningen stiger yderligere, når Nyt Nordsjællands Hospital tages i brug, vil det skade patienterne og kan ultimativt koste menneskeliv.

Modstand:

I begyndelsen af projektet var de hos Sundheds- og Ældreministeriet meget hjælpsomme. De besvarede mine henvendelser hurtigt, og jeg fik direkte kontakt til de embedsfolk, der sidder i ministeriets controller-kontor og fører opsyn med sygehusene.

Det var fra dette kontor i ministeriet, at man sendte Deloittes Powerpoint-slide og guidede mig frem til oplysningerne om det super effektive sygehus i Norge. Ifølge ministeriets embedsfolk modbeviste oplysningerne, de sendte, anklagerne fra AUH om, at det ikke var muligt at opnå hurtige effektiviseringer.

Min opfattelse med hjælpsomheden var, at ministeriet oprigtigt troede, at de kunne dræbe den kritik, der blev rejst i mine første artikler, ved at være åbne og lægge alle kort frem.

Da jeg skrev historien ‘Myten om de 8 procent’ ændrede ministeriet strategi, hvad åbenheden angår. Ministeriet begyndte at ignorere mine henvendelser. Mine deadlines blev konsekvent overskredet. Jeg kan ikke huske, at ministeriet siden denne artikel har overholdt de fastsatte deadlines.

Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke undlod ligeledes konsekvent at stille op til mundtligt interview i sagen trods gentagne opfordringer. Flere gange undlod han helt at svare på mine skriftlige spørgsmål. For at gøre ministerens lukkethed tydelig, bragte jeg hver gang spørgsmålene, som Magnus Heunicke ikke ville svare på, nederst i artiklen.

Flere af de ubesvarede spørgsmål, som jeg bragte i en boks under artiklen, dannede grundlag for efterfølgende samråd i Sundheds- og Ældreudvalget. På et samråd fik Heunicke hård kritik fra flere partier for ikke at ville svare på mine spørgsmål. Heunicke lovede til samrådet at være mere åben, men da jeg mødte ham uden for døren minutter senere, stak han i hastige skridt ned ad gangen på Christiansborg med sin spindoktor uden at sige noget.

Da Dagens Medicin er et lille medie, og mine artikler ligger bag en betalingsmur, var ministerens lukkethed en udfordring. Uden landsdækkende medier i ryggen, var det svært at trænge igennem og få svar på mine spørgsmål.

Modstanden var dog ikke kun passiv. Pressechefen i Sundheds- og Ældreministeriet samt et fremtrædende medlem af Erik Juhl-udvalget, der rådgav ministeriet frem til 2010, kontaktede flere gange til mine chefer. Deres budskab var, at jeg ikke forstod sagen ordentligt og var på vildspor. De kontaktede også mig personligt med samme budskab.

En af mine kilder fik ligeledes en personlig henvendelse fra en topembedsmand i Sundheds- og Ældreministeriet, der over for kilden såede tvivl ved sandhedsværdien af en artikel, kilden medvirkede i. Jeg modtog dog aldrig officielle klager over mine artikler.

I flere debatindlæg fra Kjeld Møller Pedersen, tidligere medlem af Erik Juhl-udvalget, og nuværende professor i sundhedsøkonomi, blev substansen af mine artikler kritiseret. I et indlæg blev jeg nævnt ved navn.

Tavsheden fra Magnus Heunicke og kritikken fra Kjeld Møller Pedersen, der både er en af landets fremtrædende sundhedsøkonomer og part i sagen, fik to af landets førende sundhedsøkonomer til at svare igen i et debatindlæg, hvor de skrev:

“Vi ved ikke, hvad der foregik i og omkring panelet. Vi var af den opfattelse, at et ekspertpanel havde et evidensgrundlag, når det specifikt anbefalede helt konkrete effektiviseringskrav til de nye sygehuse. Anders Ejbye-Ernsts journalistiske arbejde har vist, at de empiriske erfaringer, som udvalget henviste til, er ikke-eksisterende.”

Debatindlægget, der har Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi og Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, som afsender, fortsætter:

“Vi skal lære af både pletskud og fejlskøn. Ikke lade ufejlbarligheden råde. Derfor tak til journalist Anders Ejbye-Ernst og Dagens Medicin for artiklerne.”

Etik:

Der har ikke været store etiske overvejelser i projektet.

Formidling:

Hvis jeg skal se mit eget projekt i et kritisk lys, er formidlingsdelen dets svaghed. Det skal ikke være en undskyldning, men et løbende stort arbejdspres har betydet, at mit primære fokus har været på substansen, så artiklerne kunne udkomme. Lyd, levende billeder og fede grafikker er ikke blevet prioriteret af ressourcehensyn.