Forbandet Ungdom
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Anders Legarth Schmidt
Projektets beskrivelse
Titel:
Forbandet Ungdom
Beskrivelse:
Projektet er en fortælling om hverdagen på et psykiatrisk afsnit for nogle af de mest syge teenagere i landet. De er patienter på afsnit B 204 i Glostrup, som er for patienter med behov for intensiv behandling. De er indlagt i en længere periode. Typisk fra få måneder til halve og hele år. Mange af dem har lange indlæggelser bag sig. Alle er mellem 14 og 17 år og har diagnoser som angst, adhd, autisme, skizofreni og depression. De fleste har flere psykiske sygdomme, hvilket gør behandlingen svær. De har svært ved at fungere i verden uden for de trygge og strukturerede rammer på B 204. En stor del af de indlagte skader sig selv, og flere har selvmordsforsøg bag sig.
Jeg forsøger gennem otte kapitler i tekst og foto at give læseren indblik i en verden, der er hermetisk lukket for andre end patienter, nærmeste pårørende og ansatte. Jeg forsøger på loyal vis at komme så tæt som muligt på teenagerne og prøver samtidig at give et billede af, hvor kompleks en størrelse psykisk sygdom er. Baggrunden er den udvikling, der har været i Danmark de seneste par årtier, hvor antal børn og unge med psykiske sygdomme er steget ganske gevaldigt. Serien Forbandet Ungdom forsøger ikke at give et svar på, hvad der er årsagen, men den forsøger at forstå dem, som er indlagt på B 204 så godt som overhovedet muligt.
Det første kapitel er bygget op omkring en ny patient. I kapitel to møder vi en pige, der forklarer om sine tanker. Kapitel tre beskriver et angstanfald hos en patient, mens kapitel fire kredser om et dilemma mellem på den ene side at ville have det bedre og på den anden side ikke være i stand til at tage imod hjælp. I femte kapitel fortæller en sygeplejerske om, hvordan han hjælper patienterne, mens sjette kapitel er viet til en patient, der tegner portrætter som terapi. Kapitel syv handler om en dreng, der står oprejst for at brænde kalorier af. Det afsluttende kapitel otte kredser om, hvor svært det kan være for patienterne at blive udskrevet.
Jeg forsøger gennem otte kapitler i tekst og foto at give læseren indblik i en verden, der er hermetisk lukket for andre end patienter, nærmeste pårørende og ansatte. Jeg forsøger på loyal vis at komme så tæt som muligt på teenagerne og prøver samtidig at give et billede af, hvor kompleks en størrelse psykisk sygdom er. Baggrunden er den udvikling, der har været i Danmark de seneste par årtier, hvor antal børn og unge med psykiske sygdomme er steget ganske gevaldigt. Serien Forbandet Ungdom forsøger ikke at give et svar på, hvad der er årsagen, men den forsøger at forstå dem, som er indlagt på B 204 så godt som overhovedet muligt.
Det første kapitel er bygget op omkring en ny patient. I kapitel to møder vi en pige, der forklarer om sine tanker. Kapitel tre beskriver et angstanfald hos en patient, mens kapitel fire kredser om et dilemma mellem på den ene side at ville have det bedre og på den anden side ikke være i stand til at tage imod hjælp. I femte kapitel fortæller en sygeplejerske om, hvordan han hjælper patienterne, mens sjette kapitel er viet til en patient, der tegner portrætter som terapi. Kapitel syv handler om en dreng, der står oprejst for at brænde kalorier af. Det afsluttende kapitel otte kredser om, hvor svært det kan være for patienterne at blive udskrevet.
Publicering:
Forbandet Ungdom blev trykt i Politiken søndag 21. juni 2020 og publiceret på https://politiken.dk/tag/main/Forbandet_Ungdom - jeg har også indlæst alle kapitler for at gøre fortællingen tilgængelig for brugere, de ikke selv kan læse lange tekster.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Som det ofte er med journalistik, er det tilfældigheder, som afgør, hvad man kaster sig over. Jeg har gennem de seneste tolv år skrevet om psykiatri, behandling og psykisk sygdom og har to gange tidligere lavet større reportageserier i Politiken fra psykiatriske afdelinger. ’Dagbog fra den lukkede’ i 2010 og ’De Utilregnelige’ i 2014, hvor jeg hvert sted opholdt mig en uge. Jeg har længe gerne villet lave en tilsvarende serie fra børne- og ungdomspsykiatrien, men har haft svært ved at få adgang. Men tilfældet ville, at jeg i august sidste år fik en mail fra en tidligere patient på afsnittet i Glostrup – Rikke Høgsberg Agerskov. Ti år tidligere, da kvinden var barn, skrevet om forældrenes frustrationer over behandlingen. Rikke skrev, at hun var voksen, rask, gravid og lykkelig. Jeg skrev om hende i Politiken og fik derpå adgang til at besøge det afsnit, hun havde været indlagt på, for at se, hvordan hverdagen er nu. Det er Rikke, jeg kan takke for, at projektet overhovedet blev muligt.
Tidshorizont:
Jeg har gennem et halvt år samlet set brugt omkring to måneder på projektet. Det begyndte i november med en invitation om at komme ’på besøg’. Derefter fulgte flere møder, først med ledelsen på afsnittet og ledelsen i Region Hovedstadens Børne- og Ungdomspsykiatri, hvor jeg præsenterede min idé om at opholde mig på afsnittet en uge. Derpå kaffemøde med børn og forældre på afsnit B 204, indtil det endelig lykkedes at få lov at komme ind. Efter besøget brugte jeg nogle uger på at organisere materialet og skrive. Coronaepidemien udskød publiceringen, og efter travle måneder som sundhedsjournalist fik jeg tid til at gøre projektet færdigt, så det kunne publiceres i juni måned.
Nyhed:
På min computer hænger en gul post-it seddel, hvorpå der står: ’En stemme for dem, der ellers ikke bliver hørt’. Det er for mig det nye ved Forbandet Ungdom. Der er skrevet kilometervis af spalter om ’de unge’ med psykiske vanskeligheder. Alt fra såkaldte ’12-tals-piger’ til eksplosionen i antal børn med adhd har været intensivt beskrevet. Men sjældent hører vi fra børnene selv – og i dette tilfælde giver serien stemme til nogle af dem, som har brug for mest behandling for at komme på ret køl. Vi møder dem på det måske sværeste tidspunkt i deres liv – mens de er indlagt. Det er usædvanligt. Og nyt.
Konsekvens:
Jeg fristes til at skrive, at Forbandet Ungdom ingen konsekvenser har haft. Vi journalister – ikke mindst mig selv – måler typisk konsekvenser som, at nogen gør noget. At regler bliver ændret. At der udpeges ansvarlige for miseren. At der sættes gigantiske millionbeløb af til at udbedre de problemer, journalistikken har blotlagt. Det er en vigtig rolle for pressen at tvinge den slags konsekvenser frem. Men sådan et projekt er Forbandet Ungdom ikke. Men konsekvenser har serien haft. Det ved jeg, for jeg har læst alle de mail, kommentarer og opdateringer på sociale medier, som serien har afstedkommet. Fra unge, forældre, læger, sygeplejersker og magthavere. Jeg tror og håber på, at serien har rykket noget inde i dem, som har læst den. At den har givet en bedre forståelse for, hvordan verden ser ud inde i hovedet på en 15-årig dreng eller pige, der ikke kan finde mening i tilværelsen. Og jeg tror på, at når politikere og fagfolk laver den bebudede ti-års-plan for psykiatrien, vil en del af dem have serien Forbandet Ungdom som bagtæppe, når de skal se på, hvad der skal gøres for psykisk syge børn og unge. Men hey, jeg ved det ret beset ikke.
Metode:
Jeg har ikke benyttet mig af en eneste traditionel undersøgende metode som grundlag for min fortælling. Men jeg vil alligevel godt knytte et par ord på, hvorfor jeg egentlig mener, at netop fortællingen fra ukendt land er en form for mikro-undersøgende journalistik. Når journalister er på reportage, foregår det ofte ved, at man tager ud et sted, er der en times tid eller to, måske en hel dag, hvorpå man tager tilbage til redaktionen, laver sit indslag eller sin artikel. Det har selvfølgelig sin berettigelse i løbende dækning af vigtige dele af samfundslivet. Men får man bare et nogenlunde retvisende billede af et sted ved at være der et par timer? Selvfølgelig ikke.
Tid er en afgørende faktor. Derfor var det for mig klart fra begyndelsen, at skulle jeg ind på B 204, skulle det ikke være et enkelt, kort besøg. Jeg ville opholde mig der i en uges tid for at få et dybere indblik i, hvordan hverdagen er. Ellers er det umuligt at beskrive den, at fortælle om den. Tid hænger nøje sammen med tillid. Det var hverken de unges eller personalets ønske, at jeg skulle indenfor. Det var ikke deres idé. Det var mit ønske, og det var ledelsens ønske. Men i takt med at timerne gik, accepterede eller tålte både personale og patienter min tilstedeværelse. Jeg gik rundt og talte med dem, der ville tale med mig. Skrev ned på min blok, hvad jeg hørte og så, og hvilke tanker jeg gjorde mig. Hele sætninger og afsnit i fortællingen er hentet direkte fra mine noter, når jeg pludselig fik et lyst indfald inde på afsnittet, og sætninger formede sig i mit hoved. Jeg fotograferede i det omfang, jeg fik lov til det.
Du kan ikke bruge traditionel journalistik metode til ret meget, når du sidder over for et menneske, der i perioder har det som sit største ønske at slippe væk fra denne verden. Du er nødt til at pakke alle dine intentioner om at gennemføre et helt normalt interview væk. Du er nødt til bare at lytte. Glemme dine forberedte spørgsmål. Du er nødt til at være menneske. Dig selv, simpelthen. Så jeg har først og fremmest været mig selv inde på afsnit B 204. Jeg har lyttet og stillet spørgsmål, fordi jeg var nysgerrig. Fordi jeg ville finde ud af, hvem de var. Få et lille bitte kig ind i deres verden. Men jeg har på intet tidspunkt forsøgt at dreje samtalen et sted hen, hvor de unge – børnene – ikke havde lyst til, at samtalen skulle hen. Noget gør for ondt at tale om. Noget ligger så dybt begravet, at vi mennesker ikke engang selv har adgang til det, så hvordan skal jeg som journalist få adgang til det? Et første spørgsmål kunne være: ’Vil du fortælle mig om nogle af ting, du har her på din stue?’ Derfra er det ikke til at sige, hvordan det går, men chancen, for at samtalen forløber godt, stiger, hvis du omfavner det, du får at vide, udtrykker empati, forståelse og interesse. Det er ikke en metode, du kan tage i brug, hvis du ikke 100 procent ægte er interesseret i helt fordomsfrit at blive klogere på den person, du sidder over for. Det gælder i alle interview, men måske ekstra meget, når du sidder over for en 15-årig dreng, der kun har taget flydende føde til sig i lille et års tid.
Mange af timerne på B 204 sad jeg bare i opholdsrummet med min blok, men jeg skrev ned. Jeg spiste frokost med børnene, jeg deltog i personalets møder om morgenen og var med, når der var skole på afsnittet. Jeg tog selv meget få initiativer til at komme i kontakt med patienterne, men lod dem henvende sig til mig, når de havde lyst til det. Jeg ville for alt i verden ikke overskride deres grænser, være anmassende eller upassende nysgerrig på private sager. Det var en balancegang, for jeg var samtidig nødt til at nærme mig nogle af dem en smule, efter at de selv havde ytret ønske om at tale med mig og fortælle om deres liv. Den slags er der ingen opskrift på. Du må føle dig frem. Måske mere som menneske end som journalist.
Tid er en afgørende faktor. Derfor var det for mig klart fra begyndelsen, at skulle jeg ind på B 204, skulle det ikke være et enkelt, kort besøg. Jeg ville opholde mig der i en uges tid for at få et dybere indblik i, hvordan hverdagen er. Ellers er det umuligt at beskrive den, at fortælle om den. Tid hænger nøje sammen med tillid. Det var hverken de unges eller personalets ønske, at jeg skulle indenfor. Det var ikke deres idé. Det var mit ønske, og det var ledelsens ønske. Men i takt med at timerne gik, accepterede eller tålte både personale og patienter min tilstedeværelse. Jeg gik rundt og talte med dem, der ville tale med mig. Skrev ned på min blok, hvad jeg hørte og så, og hvilke tanker jeg gjorde mig. Hele sætninger og afsnit i fortællingen er hentet direkte fra mine noter, når jeg pludselig fik et lyst indfald inde på afsnittet, og sætninger formede sig i mit hoved. Jeg fotograferede i det omfang, jeg fik lov til det.
Du kan ikke bruge traditionel journalistik metode til ret meget, når du sidder over for et menneske, der i perioder har det som sit største ønske at slippe væk fra denne verden. Du er nødt til at pakke alle dine intentioner om at gennemføre et helt normalt interview væk. Du er nødt til bare at lytte. Glemme dine forberedte spørgsmål. Du er nødt til at være menneske. Dig selv, simpelthen. Så jeg har først og fremmest været mig selv inde på afsnit B 204. Jeg har lyttet og stillet spørgsmål, fordi jeg var nysgerrig. Fordi jeg ville finde ud af, hvem de var. Få et lille bitte kig ind i deres verden. Men jeg har på intet tidspunkt forsøgt at dreje samtalen et sted hen, hvor de unge – børnene – ikke havde lyst til, at samtalen skulle hen. Noget gør for ondt at tale om. Noget ligger så dybt begravet, at vi mennesker ikke engang selv har adgang til det, så hvordan skal jeg som journalist få adgang til det? Et første spørgsmål kunne være: ’Vil du fortælle mig om nogle af ting, du har her på din stue?’ Derfra er det ikke til at sige, hvordan det går, men chancen, for at samtalen forløber godt, stiger, hvis du omfavner det, du får at vide, udtrykker empati, forståelse og interesse. Det er ikke en metode, du kan tage i brug, hvis du ikke 100 procent ægte er interesseret i helt fordomsfrit at blive klogere på den person, du sidder over for. Det gælder i alle interview, men måske ekstra meget, når du sidder over for en 15-årig dreng, der kun har taget flydende føde til sig i lille et års tid.
Mange af timerne på B 204 sad jeg bare i opholdsrummet med min blok, men jeg skrev ned. Jeg spiste frokost med børnene, jeg deltog i personalets møder om morgenen og var med, når der var skole på afsnittet. Jeg tog selv meget få initiativer til at komme i kontakt med patienterne, men lod dem henvende sig til mig, når de havde lyst til det. Jeg ville for alt i verden ikke overskride deres grænser, være anmassende eller upassende nysgerrig på private sager. Det var en balancegang, for jeg var samtidig nødt til at nærme mig nogle af dem en smule, efter at de selv havde ytret ønske om at tale med mig og fortælle om deres liv. Den slags er der ingen opskrift på. Du må føle dig frem. Måske mere som menneske end som journalist.
Modstand:
Jeg har ikke mødt decideret modstand på afsnit B 204. Jeg vidste på forhånd, at dele af personalet var modstander af, at jeg blev inviteret indenfor. De frygtede, at jeg ville tegne et unuanceret billede af stedet, patienterne og behandlingen, som ville gøre mere skade end gavn. Afsnittet har tidligere haft sager i pressen, blandt andet da en pige begik selvmord under en tur i parken, og der blev rejst kritik af, at personalet havde givet hende for meget frihed. Psykiatri er uhyre kompliceret. Det er ikke et ben, der er brækket. Det er selve sindet. Opfattelsen blandt meget personale er, at journalister ikke evner at sætte sig ind i, hvor svært det er – og hvor svært det kan være med sikkerhed at afgøre, om en patient eksempelvis kan finde på at begå selvmord eller ej. Så den skepsis er man oppe imod, uanset hvor i psykiatrien man bevæger sig hen som journalist. Den er et vilkår, og man kan kun modbevise den skepsis ved at lytte og bruge nok tid til at forstå. Jeg oplevede, at den skepsis, der måtte have været, blev mindre, jo længere tid jeg opholdt mig på B 204.
Når behandlingen af et barn går galt, og patienten får det værre og ikke bedre, opstår der ganske naturligt konflikter mellem forældre og psykiatere. De kan ikke altid løses. Det har afsnit B 204 oplevet flere gange, og det var de færreste blandt personalet, der ønskede at lade sig interviewe eller fotografere. Selv ledelsen ønskede ikke at blive fotograferet på grund af erfaringer fra grupper på nettet, hvor der er eksempler på, at navngivne ansatte er blevet lagt for had. I et tilfælde med fotos af lægens egne børn, fundet på Facebook. Samtidig ønskede patienterne – bortset fra en enkelt – ikke at lade sig fotografere. Og nogle, som gerne ville, måtte ikke for deres forældre. Men det var betingelsen for overhovedet at komme indenfor. Derfor søger fotografierne at indfange den stemning, der er på afsnittet, uden direkte at portrættere patienter og personale.
Når behandlingen af et barn går galt, og patienten får det værre og ikke bedre, opstår der ganske naturligt konflikter mellem forældre og psykiatere. De kan ikke altid løses. Det har afsnit B 204 oplevet flere gange, og det var de færreste blandt personalet, der ønskede at lade sig interviewe eller fotografere. Selv ledelsen ønskede ikke at blive fotograferet på grund af erfaringer fra grupper på nettet, hvor der er eksempler på, at navngivne ansatte er blevet lagt for had. I et tilfælde med fotos af lægens egne børn, fundet på Facebook. Samtidig ønskede patienterne – bortset fra en enkelt – ikke at lade sig fotografere. Og nogle, som gerne ville, måtte ikke for deres forældre. Men det var betingelsen for overhovedet at komme indenfor. Derfor søger fotografierne at indfange den stemning, der er på afsnittet, uden direkte at portrættere patienter og personale.
Etik:
Mod slutningen af kapitel 1 skriver jeg:
»De er syge på et afgørende tidspunkt i livet. Det, som de mister nu, er uigenkaldeligt. Det er byture, fester og måske det første kys. Den første fuldetur hjem fra byen på en stjålet cykel. Det er en forsømt og fordømt tid. En forbandet ungdom bag låste døre«
Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om det overhovedet er etisk forsvarligt at lave en fortælling fra et sted, hvor disse sårbare teenagere opholder sig for at få det bedre? Er det okay at rende rundt med blok og kuglepen som et fremmedlegeme sådan et sted? Det kan der være mange holdninger til. Mit afsæt har været, at jeg synes, det var vigtigt at give et indblik i de unges tilværelse med henblik på, at deres problemer bliver taget seriøst, og samfundet forsøger at forstå, hvad der er på spil, og hvor alvorligt det er. Andre kan mene, at jeg burde have holdt mig væk, at jeg aldrig burde have nærmet mig mennesker, der måske befinder sig i den sværeste periode i deres liv. Men det, jeg oplevede på B 204, bestyrkede mig i, at det var den rigtige beslutning at arbejde så hårdt for at komme indenfor. For efter en indledende ret naturlig skepsis blev jeg mødt af en stribe unge mennesker, som godt ville fortælle. Og som synes, det var godt, at der kom fokus på dem. Som en af dem siger i serien, så skal man ikke skamme sig over at være ung og psykisk syg, Hun talte med mig for at bryde det tabu. For at vise, at det er okay at være som hende. Det har jeg dyb respekt for.
Teenagerne er anonymiserede i teksten. En enkelt har efter eget ønske sit eget fornavn, resten har opdigtede navne. Det samme med fotos. En enkelt ville godt fotograferes, så man kan se hende, men helst lidt på afstand. Andre ville ikke genkendes. Flere af dem frygter, at det kan få betydning for deres muligheder senere i livet, hvis det kan googles frem, at de engang har været indlagt på børne-ungdoms-psyk. Så tabuet og skammen om psykisk sygdom findes stadig. Men de medvirkende på B 204 bidrager til at bryde det ned. Tak for det.
»De er syge på et afgørende tidspunkt i livet. Det, som de mister nu, er uigenkaldeligt. Det er byture, fester og måske det første kys. Den første fuldetur hjem fra byen på en stjålet cykel. Det er en forsømt og fordømt tid. En forbandet ungdom bag låste døre«
Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om det overhovedet er etisk forsvarligt at lave en fortælling fra et sted, hvor disse sårbare teenagere opholder sig for at få det bedre? Er det okay at rende rundt med blok og kuglepen som et fremmedlegeme sådan et sted? Det kan der være mange holdninger til. Mit afsæt har været, at jeg synes, det var vigtigt at give et indblik i de unges tilværelse med henblik på, at deres problemer bliver taget seriøst, og samfundet forsøger at forstå, hvad der er på spil, og hvor alvorligt det er. Andre kan mene, at jeg burde have holdt mig væk, at jeg aldrig burde have nærmet mig mennesker, der måske befinder sig i den sværeste periode i deres liv. Men det, jeg oplevede på B 204, bestyrkede mig i, at det var den rigtige beslutning at arbejde så hårdt for at komme indenfor. For efter en indledende ret naturlig skepsis blev jeg mødt af en stribe unge mennesker, som godt ville fortælle. Og som synes, det var godt, at der kom fokus på dem. Som en af dem siger i serien, så skal man ikke skamme sig over at være ung og psykisk syg, Hun talte med mig for at bryde det tabu. For at vise, at det er okay at være som hende. Det har jeg dyb respekt for.
Teenagerne er anonymiserede i teksten. En enkelt har efter eget ønske sit eget fornavn, resten har opdigtede navne. Det samme med fotos. En enkelt ville godt fotograferes, så man kan se hende, men helst lidt på afstand. Andre ville ikke genkendes. Flere af dem frygter, at det kan få betydning for deres muligheder senere i livet, hvis det kan googles frem, at de engang har været indlagt på børne-ungdoms-psyk. Så tabuet og skammen om psykisk sygdom findes stadig. Men de medvirkende på B 204 bidrager til at bryde det ned. Tak for det.
Formidling:
Jeg har modtaget et hav af mails og beskeder fra folk, som har læst serien. Det går igen, at jeg fortæller historien »nænsomt«, og det er måske den beskrivelse, jeg er gladest for, da det lige præcis er det, som var mit afsæt, da jeg skrev serien. Jeg ville være loyal, nænsom, præcis, nøgtern og forklarende på en og samme tid. Jeg ville have læserne til at mærke stedet og mærke teenagernes smerte og håb. Om det lykkedes, må andre vurdere. Tak, fordi jeg fik mulighed for at skrive denne rapport.