Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Steffen Slot, Thomas Kellermann og Trine Lønbro Nielsen

Projektets beskrivelse

Titel:

Skovgården: Fremtidens genoptræningscenter?

Beskrivelse:

I efteråret 2020 slog Fredensborg Kommune dørene op til det nye Pleje- og Rehabiliteringscenter Skovgården i Humlebæk.
Forud for åbningen havde kommunens politiske ledelse proklameret et splinternyt og højteknologisk center opført i moderne arkitektonisk stil. Et ægte fremtidens pleje- og rehabiliteringscenter, som andre kommuner skulle kaste blikket på og lade sig inspirere af, når de i fremtiden skulle opføre lignende projekter.
Men noget ser ud til ikke at være gået helt som planlagt.
Mens sommeren på en lokalredaktion plejer at være lig med rigelig af tid til at komme til bunds i bunkerne, så skulle denne sommer blive anderledes. I midten af juli 2021 modtog redaktionen et tip om, at der angiveligt skulle været indgivet 12 klager til kommunen over forholdene på det nye centers rehabiliteringsafsnit.
Hvad der først lignede en hurtig nyhed skulle snart vise sig at være en større historie om kommunale svigt, strukturelle udfordringer i ældreplejen og en kommunes svære krisehåndtering.
En (indtil nu) seks uger lang dækning af forholdene mellem politikere, forvaltning og fagpersonale var skudt i gang, og så var det ellers med at bide sig fast på historien, der hurtigt fandt vej til både P4 København og Berlingske.

Publicering:

Artiklerne er blevet udgivet i Frederiksborg Amts Avis og på www.sn.dk i perioden medio juli 2021 til ultimo august 2021.

Idéen:

Idébeskrivelse:

Redaktionen modtog et tip fra en troværdig kilde, der fortalte, at Fredensborg Kommune skulle have modtaget 12 klager angående rehabiliteringsafsnittet på Skovgården.
Vi søgte aktindsigt i alle klager vedrørende det nye center. De bekræftede påstanden, og sideløbende begyndte rygter om forholdene på stedet at florere. Det fik os til at undersøge forholdene nærmere.
Vi blev drevet af fortællinger om forfærdelige, uværdige forhold, der ikke alene berørte borgerne på centret, men også deres pårørende. Omfanget var således større end de 12 klager var udtryk for. Det talte også bekymrede ægtefæller, børn, børnebørn og nære venner.
Vores interesse for emnet blev forstærket, i takt med at vi begyndte at udgive de første artikler. Det satte gang i en strøm af henvendelser fra endnu flere borgere og pårørende, der kunne berette om endnu flere grumme oplevelser, der talte alt fra fyldte bleer, ingen træning, skæld ud fra personalet til uhumske toiletforhold og problemer med visitationen.

Tidshorizont:

Vi har i større eller mindre grad arbejdet med projektet hverdag fra medio juli til ultimo august. Nogle dage en enkelt af os, andre dage flere af os.
Vi har prioriteret sagen i vores daglige arbejde, og vi har publiceret artikler løbende for at holde gang i debatten og for at holde os 'forrest' i dækningen.

Nyhed:

Historier har bidraget med viden om, hvor svigtede borgere og pårørende har følt sig i forbindelse med ophold på Skovgården. Dertil belyser artiklerne ’hvordan’, hvilket både omhandler, at Skovgården ikke tog hånd om planer for genoptræning, som er en af deres primære opgaver – og hvordan lemfældig omgang med medicin og dårlig soignering gik igen hos flere af beboerne.
Det er ikke decideret ny viden, at sådanne opgaver kan være udfordrende på et plejehjem – det har pressen mange gange før afdækket – men her det er væsentligt, idet det afviger i så høj grad fra det pleje- og rehabiliteringscenter, som Fredensborg Kommune lovede forud for det færdige projekt.
Man ville skabe morgendagens perfekte plejehjem og rehabiliteringscenter, men man havde bare ikke styr på rammerne og ansættelsesgrundlaget, da det åbnede.
Det har ikke alene vist sig ved borgernes oplevelser, men også på det lavpraktiske, konkrete niveau, som man kunne læse det i en af vores seneste historier, der afslører, at det har taget bygherre, entreprenør, rådgiver og arkitekt hele fire måneder at reparere en toiletdør.
Artiklerne stiller desuden skarpt på udfordringer i kommunens visitation, der af borgere opfattes som rigid og svær at samarbejde med. Det viser hvor galt det kan gå, når kommunikationen fejler og forventninger ikke afstemmes. Som da kommunens personale skal hjemsende af en borger i kørestil og ender med at tilkalde politiet, der "eskorterer" borgeren ud.

Konsekvens:

Efter de første uger med en række artikler og offentlig debat om forholdene på Skovgården valgte lederen af Skovgården at indgå en fratrædelsesaftale med kommunen.
Efterfølgende har Fredensborg Kommune meddelt, at ledelsesstrukturen på stedet ændres, sådan at der ikke længere vil være en dagligleder, men der imod to. En der leder plejecentret og en der leder rehabiliteringscentret.

Det er desuden besluttet at afsætte flere penge til Skovgården, ligesom at politikerne ifølge egne udsagn vil ’følge udviklingen på Skovgården tæt’. Det meddelte de på et møde i Social- og Seniorudvalget og senere i byrådet.

Generelt har sagen skabt debat både i avisen, i andre medier og på de sociale medier. Hvor politikere – lokale såvel som nationale – fagpersoner og forvaltning har blandet sig i den offentlige samtale om stedet.
Debatten har blandt andet sat fokus på værdig ældrepleje, på personaleforhold, forvaltningsmagten og det politiske ansvar.

De lokale politikere har desuden erkendt, at de reagerede for sent, at de har lært af sagen, at de fremover må være bedre til at lytte til borgernes henvendelser.

Derudover har sagen skabt debat om indretning og arkitektur af fremtidens pleje- og rehabiliteringscentre.

Metode:

I vores arbejde med Skovgården har vi ad flere omgange søgt aktindsigter i klager og korrespondancer mellem politikere, borgere og forvaltning omhandlende Skovgården.
Vi har lyttet til nogle af de borgere, der har haft dårlige oplevelser på stedet, og vi har gennem dem fået indsigt i dokumenter og sagsakter i deres konkrete sager.
Vi har desuden trukket på vores kildenetværk i kommunen, der har hjulpet os med at verificere vigtige oplysninger.

Modstand:

Der har ikke været nogen, der aktivt har forsøgt at "spolere" en offentliggørelse, men der har fra Fredensborg Kommune været modstand fra både forvaltning og politisk hold. I begyndelsen blev forholdene på Skovgården forsøgt negligeret til "opstartsvanskeligheder", ligesom corona blev nævnt som en årsag til, at nogle ting var kommet dårligt fra land i opstartsfasen på Skovgården.

Der er i efterfølgende pressemeddelelser om en igangsat indsats på Skovgården også lagt vægt på, at der har været "260 borgerforløb på afdelingen, hvoraf 15 altså har givet anledning til klager", altså også det, der ligner en nedtoning af problemstillingen.

Der har desuden været modstand fra Skovgården, hvor medarbejdere er blevet bedt om ikke at læse Frederiksborg Amts Avis. Det er ikke en decideret forhindring af en offentliggørelse, men lukker potentielt ned for medarbejdernes vigtige perspektiv i føljetonen.

Etik:

Vi gjorde os etisk overvejelse allerede i forbindelse med de indledende artikler. For hvor stort kan man slå en sag op, når man har et tip om 12 klager. Hvor mange klager skal der til for, at man har en sag?
Dette tacklede vi ved at begynde historien i de små. Vi forholdt ældrechefen rygtet om 12 klager, og dem bekræftede han. Han bekræftede desuden, at det var flere klager end kommunen vanligt modtager og også flere end de har modtaget fra andre plejecentre i perioden. Dermed mente vi, at der var belæg for at arbejde videre, og snart gik grelle eksempler og mønstre igen.

En anden centrale etisk overvejelse gik på brugen af anonyme kilder. Vi har i en enkelt artikel om mangelfuld genoptræning brugt anonyme kilder til at beskrive og give os rykdækning for omfanget af sagen. Kilderne blev givet anonymitet af hensyn til de igangværende sager, de havde hos kommunen.
Da historien rullede, modtog vi flere og flere henvendelser, der bakkede beretningerne op, og da en aktindsigt også fortalte, at der var opråb allerede få uger efter centrets åbning, fyldte lige netop den etiske overvejelse mindre.

Når man gennem en længere periode skriver om sager centreret til en institution må man have sig for øje, at det kan have konsekvenser for personalet, der hver dag gør en indsats her.
I denne sag peger stort set alle vores kilder på, at netop Skovgårdens plejepersonale egentlig gjorde deres arbejde så godt, de kunne, inden for de rammer, der var stillet op for dem. En helt stor udfordring pegede vores kilder på var den lave normering på stedet, som blandt andet kan skyldes de rekrutteringsvanskeligheder som politikere og forvaltning flere gange har nævnt, og som vi er bekendt med, at mange af landets kommune kæmper med.
Her stod vi så i et dilemma: Kunne vores artikler skade rekrutteringsprocessen og dermed forsinke forbedringer på Skovgården? Kunne de få medarbejdere, der fast var tilknyttet Skovgården til at sige op på grund af det, vi skrev?
Efter nøje overvejelser vurderede vi, at hensynet til borgerne og deres pårørende måtte vægtes højere end den mulige risiko vi løb ved at bringe artiklerne. Omvendt fandt vi også, at vi ved at sætte fokus på Skovgården – der for os tydeligvis ikke fungerede optimalt – måske kunne være med til at tiltrække et politisk fokus til stedet, således at også arbejdsforholdene kunne forbedres.

Formidling:

Det har været vigtigt at få borgere og deres pårørende til orde. Det er dem, der har haft oplevelserne helt tæt inde på livet.
Derudover har vi haft fokus på at få de forskellige aktører til orde, sådan at formidlingen ikke blev for ensidig. Vi underbygger desuden de pårørendes påstande med sagsakter.
Dertil har det været vigtigt for os grundigt at belyse udfordringerne en ad gangen. De strukturelle, de konkrete hændelser, arkitekturen, ledelsen, det politiske perspektiv. Formålet med det har været at gøre formidlingen så enkel som mulig, så vores læsere nemmere kan følge med i de mange aspekter, der er i sagen.

Det er desuden afgørende i en sådan sag er at reagere på det tidspunkt, hvor kilderne ønsker at fortælle historien. Man kan ikke bare udskyde det til næste uge, og det giver lange arbejdsdage i øjeblikket, men belønner sig i aktualitet.

En sådan historie har det med på et tidspunkt at miste aktualitet og begynder at … kede læserne.
I den fase er det vigtigt at bringe nyt perspektiv ud fra devisen ”Hvad kan vi lære af den sag?”. Det var noget, som vi efter de første uger gjorde til rettesnor i formidlingen og i faktaboksenes resume af sagen.