Mærsks glemte våbensalg
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Sacha Sennov, Lasse Friis, Julie Schneider og Michael Lund, Berlingske
Projektets beskrivelse
Titel:
Mærsks glemte våbensalg
Beskrivelse:
I februar 2022 kunne Berlingske afsløre, at A.P. Møller - Mærsks tidligere våbenfabrik, Dansk Industri Syndikat - i folkemunde blot kaldet Riffelsyndikatet - havde haft langt større og mere lyssky aktiviteter, end det hidtil har været kendt i offentligheden. Omfanget af våbensalget i efterkrigstiden udgjorde samlet milliarder af kroner og var dermed en langt mere vital del af Mærsks finansielle fundament end hidtil antaget. Derudover kunne Berlingske blandt andet fortælle, at virksomheden gennem årtier solgte store partier våben til lande som Colombia, Indonesien og Venezuela, mens blodige borgerkrige rasede i landene. Samt til brutale militærdiktaturer i Nicaragua, Paraguay og Guatemala med masser af liv på samvittigheden. Alle sammen nye og hidtil ukendte oplysninger i offentligheden. Afsløringerne blev til efter et omfattende og systematisk gravearbejde i tusindvis af historiske dokumenter, der i årevis havde samlet støv på et museumsloft, før de var blevet indleveret til Rigsarkivet. På baggrund af afsløringerne udtalte Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, om våbenfabrikken, at ”det er ikke en investering, man ville foretage i dag,” mens seniorforsker Steen Andersen ved Rigsarkivet efterlyste ”en større historisk undersøgelse” af Riffelsyndikatets aktiviteter i efterkrigstiden.
Publicering:
Berlingskes artikler om sagen blev publiceret digitalt på berlingske.dk og i Berlingskes printavis i februar 2022. Desuden blev afsløringerne behandlet i Berlingskes nyhedspodcast “Pilestræde” den 10. februar 2022.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Idéen til projektet blev undfanget helt tilbage i 2018, hvor journalist Sacha Sennov var til en privat middag, hvor en af de øvrige gæster var en ansat ved Rigsarkivet. Under en samtale mellem de to, fortalte den ansatte, at der dengang netop var blevet indleveret en lang række kasser med ældre materiale om Riffelsyndikatets våbensalg. Dokumenter, som af besynderlige og tilfældige årsager havde samlet støv på loftet af Tøjhusmuseet i årevis. Sacha Sennov noterede detaljerne ned under middagen og tog nogle dage senere kontakt til vedkommende igen og fik telefonnummeret på den ansvarlige for at arkivere kasserne på Rigsarkivet. De efterfølgende halvandet år fulgte journalisten tæt med i processen på sidelinjen, mens arkivaren gennemgik og arkiverede materialet, før den journalistiske proces for alvor tog fart. Undervejs samarbejdede hun med journalist Mathias Blædel, men senere valgte de to at fortsætte deres respektive arbejde med projektet for henholdsvis Berlingske og Frihedsbrevet.
Tidshorizont:
Processen har været opdelt i flere faser. Første fase handlede om at følge Rigsarkivets oprindelige arkivering hen over halvandet år. Løbende ringede journalisten til rigsarkivaren for at høre, hvad der dukkede op af dokumenter under gennemgangen af materialet. Anden fase handlede om systematisk at undersøge kassernes indhold selv, efter at arkiveringen var blevet afsluttet. Denne fase tog omkring seks måneder. Sidste og afsluttende fase handlede om at sortere materialet i særskilte vinkler, gennemgå de udvalgte dele med eksperter samt skrive artiklerne. En proces, der tog en måneds tid.
Nyhed:
Berlingskes historier viste, hvordan Riffelsyndikatets våbensalg i efterkrigstiden havde et langt større omfang, end offentligheden havde haft kendskab til. Våbensalget løb op i milliarder og bidrog dermed væsentligt til det finansielle fundament under A.P. Møller - Mærsk, landets største virksomhed.
Afsløringerne har blandt andet vist følgende:
- Riffelsyndikatet havde i årtier et indbringende salg af våben til lande som Colombia, Paraguay, Guatemala og Venezuela, mens landene var ramt af ødelæggende borgerkrige med hundredtusinder af døde som følge.
- Selskabet solgte våben til Indonesien under et folkedrab, begået af det indonesiske militær, som kostede mindst 500.000 mennesker livet.
- Selskabets ledelse pressede på hos flere ministerier for at få lov til at eksportere våben til Indonesien i 50erne og 60erne. Dette fik selskabet tilladelse til - på trods af at ministerierne vidste, at der var dybe konflikter i det krigshærgede land, og at salget kunne være i strid med loven.
- Riffelsyndikatet stod bag konkrete våbenleverancer til Nazityskland under den afsluttende periode af Anden Verdenskrig. Helt konkret til storproducenter af bombefly og våben.
- Selskabet sendte hele fragtskibe med våben til Nicaragua og dets mangeårige, brutale diktator general A. Somoza - der endda fik en personlig hilsen fra det danske selskab som tak.
- Selskabet havde årelang og omfattende handel med en berygtet våbenhandler, der havde forbindelser til CIA og supplerede oprørsgrupper med våben.
Afsløringerne har blandt andet vist følgende:
- Riffelsyndikatet havde i årtier et indbringende salg af våben til lande som Colombia, Paraguay, Guatemala og Venezuela, mens landene var ramt af ødelæggende borgerkrige med hundredtusinder af døde som følge.
- Selskabet solgte våben til Indonesien under et folkedrab, begået af det indonesiske militær, som kostede mindst 500.000 mennesker livet.
- Selskabets ledelse pressede på hos flere ministerier for at få lov til at eksportere våben til Indonesien i 50erne og 60erne. Dette fik selskabet tilladelse til - på trods af at ministerierne vidste, at der var dybe konflikter i det krigshærgede land, og at salget kunne være i strid med loven.
- Riffelsyndikatet stod bag konkrete våbenleverancer til Nazityskland under den afsluttende periode af Anden Verdenskrig. Helt konkret til storproducenter af bombefly og våben.
- Selskabet sendte hele fragtskibe med våben til Nicaragua og dets mangeårige, brutale diktator general A. Somoza - der endda fik en personlig hilsen fra det danske selskab som tak.
- Selskabet havde årelang og omfattende handel med en berygtet våbenhandler, der havde forbindelser til CIA og supplerede oprørsgrupper med våben.
Konsekvens:
Flere historikere udtrykte stor overraskelse over de nye oplysninger, der kom frem via de hidtil ukendte dokumenter i Rigsarkivet.
»Det kommer som en overraskelse for mig som historiker, at andelen af eksporterede maskinpistoler til CIA var så stor, som den var,« sagde seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Steen Andersen bl.a. til Berlingske.
Samme udlægning havde Poul Villaume, professor emeritus og historiker med speciale i Den Kolde Krig.
»Mig bekendt er det helt nyt og ganske opsigtsvækkende, at DISA havde den type af handler med CIA, som altså tilsyneladende ikke gik via de officielle kanaler,« sagde Poul Villaume.
De nye oplysninger fik Steen Andersen til at forberede en kommende undersøgelse af materialet, fordi dokumenterne kan være med til at omskrive en del af danmarkshistorien.
»Det her skriger på en større historisk undersøgelse,« sagde Steen Andersen og uddybede:
»Hvis man har en forestilling om, at Danmark blot var godgørende og sendte et hospitalsskib til Korea, så kan man godt tro om.«
Artiklerne førte også til sjælden indrømmelse fra Mærsk-familien. Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, fortalte, at hun ikke kendte til indholdet af kasserne, men, understregede hun: ”Det er ikke en investering, man ville foretage i dag”.
»Det kommer som en overraskelse for mig som historiker, at andelen af eksporterede maskinpistoler til CIA var så stor, som den var,« sagde seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Steen Andersen bl.a. til Berlingske.
Samme udlægning havde Poul Villaume, professor emeritus og historiker med speciale i Den Kolde Krig.
»Mig bekendt er det helt nyt og ganske opsigtsvækkende, at DISA havde den type af handler med CIA, som altså tilsyneladende ikke gik via de officielle kanaler,« sagde Poul Villaume.
De nye oplysninger fik Steen Andersen til at forberede en kommende undersøgelse af materialet, fordi dokumenterne kan være med til at omskrive en del af danmarkshistorien.
»Det her skriger på en større historisk undersøgelse,« sagde Steen Andersen og uddybede:
»Hvis man har en forestilling om, at Danmark blot var godgørende og sendte et hospitalsskib til Korea, så kan man godt tro om.«
Artiklerne førte også til sjælden indrømmelse fra Mærsk-familien. Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, fortalte, at hun ikke kendte til indholdet af kasserne, men, understregede hun: ”Det er ikke en investering, man ville foretage i dag”.
Metode:
Kildekontakt: Indledningsvist gjaldt det om at få etableret en stærk og tillidsfuld relation til rigsarkivaren, som stod for arkiveringen og herved også sikre os eksklusiv adgang, således at vi kunne arbejde med materialet i ro uden tidspres fra andre medier, når de første historier var udgivet. Dette lykkedes gennem en lang række personlige og fortrolige samtaler og møder.
Aktindsigt: Ved at søge aktindsigt i arkivoversigten for det samlede materiale om sagen, lykkedes det os indledningsvist at få et overblik over materialet i de 100 kasser, som hver især indeholdt store bunker af dokumenter og/eller bøger.
Tilladelser: Dernæst måtte vi søge en almindelig arkivadgang til materialet samt en såkaldt udvidet arkivadgang til de dele af materialet, der krævede særtilladelse af Rigsarkivet. Dette var en lidt længere og mere omstændig proces.
Research: Derefter fulgte selve researchfasen, hvor vi ad flere omgange gennemgik og affotograferede de tusindvis af dokumenter i kasserne på det kongelige bibliotek samt opbyggede vores eget arkivsystem, så vi let kunne genfinde relevante og vigtige dokumenter. Dette blev gjort ved hjælp af farvekoder og noter til hvert dokument, som kunne bruges til at foretage søgninger i materialet. Dokumenterne var enten maskin- eller håndskrevne og derfor ikke i sig selv søgbare.
Et vigtigt værktøj i gennemgangen af arkivmaterialet var foto-funktionen i Google Oversæt, idet mange af dokumenterne var maskinskrevet på så vidt forskellige sprog som thailandsk eller spansk. Fotofunktionen gjorde os i stand til hurtigt at oversat dokumenter, som ellers var uforstålige for os.
Undervejs i researchen benyttede vi os også af diverse funktioner i Excel. I arkivkasserne fandt vi blandt andet en 65 sider lang oversigt over Riffelsyndikatets våbensalg i årene 1900-1962, som vi selv bearbejdede i et omfattende excelark for at kunne beskrive det samlede antal solgte våben og skabe overblik over, hvilke lande der gennem årtierne var Riffelsyndikatets absolut største kunder. Excelarket indeholder lige knap 1.600 datapunkter, der alle blev udfyldt manuelt af os og sammenholdt med de oprindelige dokumenter adskillige gange. Excelarket var med til at dokumentere, at Riffelsyndikatets globale våbensalg spillede en langt større rolle for A.P. Møller - Mærsk i efterkrigstiden end hidtil kendt. Desuden kunne vi deraf konkret beskrive i artiklerne, at Riffelsyndikatet frem til 1962 solgte mindst 230.000 våben til 50 forskellige lande, mens vi også kunne beregne selskabets indtjening, som vi korrigerede for inflation for at kunne beskrive beløbene i nutidskroner.
Excelarket pegede os ligeledes i retning af de mest interessante - og største - kunder, herunder Nicaragua, Colombia, Venezuela og Indonesien, som blev genstand for selvstændige artikler, da disse lande var plaget af interne konflikter eller var på vej ind i blodige borgerkrige i de perioder, hvor de modtog de danske våben. Vi har desuden brugt CIAs historiske arkiver, hvor vi har fundet beskrivelser af Riffelsyndikatets våben, og sammenholdt med arkivmaterialet kunne vi beskrive, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste i årtier var storkunde hos den danske våbenfabrik gennem en kontroversiel mellemmand, Samuel Cummings, der har været en af historiens største våbenhandlere.
Eksperthjælp: Til sidst har det været vigtigt for artiklernes tilblivelse, at vi - til og uden for citat - har allieret os med historikere og eksperter med kendskab til efterkrigstiden. Således hjalp særligt én ekspert med at identificere billeder fra efterkrigstiden, hvor han kunne genkende konkrete eksemplarer af Riffelsyndikatets danske våben i hænderne på soldater i lande, der udkæmpede borgerkrige.
Aktindsigt: Ved at søge aktindsigt i arkivoversigten for det samlede materiale om sagen, lykkedes det os indledningsvist at få et overblik over materialet i de 100 kasser, som hver især indeholdt store bunker af dokumenter og/eller bøger.
Tilladelser: Dernæst måtte vi søge en almindelig arkivadgang til materialet samt en såkaldt udvidet arkivadgang til de dele af materialet, der krævede særtilladelse af Rigsarkivet. Dette var en lidt længere og mere omstændig proces.
Research: Derefter fulgte selve researchfasen, hvor vi ad flere omgange gennemgik og affotograferede de tusindvis af dokumenter i kasserne på det kongelige bibliotek samt opbyggede vores eget arkivsystem, så vi let kunne genfinde relevante og vigtige dokumenter. Dette blev gjort ved hjælp af farvekoder og noter til hvert dokument, som kunne bruges til at foretage søgninger i materialet. Dokumenterne var enten maskin- eller håndskrevne og derfor ikke i sig selv søgbare.
Et vigtigt værktøj i gennemgangen af arkivmaterialet var foto-funktionen i Google Oversæt, idet mange af dokumenterne var maskinskrevet på så vidt forskellige sprog som thailandsk eller spansk. Fotofunktionen gjorde os i stand til hurtigt at oversat dokumenter, som ellers var uforstålige for os.
Undervejs i researchen benyttede vi os også af diverse funktioner i Excel. I arkivkasserne fandt vi blandt andet en 65 sider lang oversigt over Riffelsyndikatets våbensalg i årene 1900-1962, som vi selv bearbejdede i et omfattende excelark for at kunne beskrive det samlede antal solgte våben og skabe overblik over, hvilke lande der gennem årtierne var Riffelsyndikatets absolut største kunder. Excelarket indeholder lige knap 1.600 datapunkter, der alle blev udfyldt manuelt af os og sammenholdt med de oprindelige dokumenter adskillige gange. Excelarket var med til at dokumentere, at Riffelsyndikatets globale våbensalg spillede en langt større rolle for A.P. Møller - Mærsk i efterkrigstiden end hidtil kendt. Desuden kunne vi deraf konkret beskrive i artiklerne, at Riffelsyndikatet frem til 1962 solgte mindst 230.000 våben til 50 forskellige lande, mens vi også kunne beregne selskabets indtjening, som vi korrigerede for inflation for at kunne beskrive beløbene i nutidskroner.
Excelarket pegede os ligeledes i retning af de mest interessante - og største - kunder, herunder Nicaragua, Colombia, Venezuela og Indonesien, som blev genstand for selvstændige artikler, da disse lande var plaget af interne konflikter eller var på vej ind i blodige borgerkrige i de perioder, hvor de modtog de danske våben. Vi har desuden brugt CIAs historiske arkiver, hvor vi har fundet beskrivelser af Riffelsyndikatets våben, og sammenholdt med arkivmaterialet kunne vi beskrive, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste i årtier var storkunde hos den danske våbenfabrik gennem en kontroversiel mellemmand, Samuel Cummings, der har været en af historiens største våbenhandlere.
Eksperthjælp: Til sidst har det været vigtigt for artiklernes tilblivelse, at vi - til og uden for citat - har allieret os med historikere og eksperter med kendskab til efterkrigstiden. Således hjalp særligt én ekspert med at identificere billeder fra efterkrigstiden, hvor han kunne genkende konkrete eksemplarer af Riffelsyndikatets danske våben i hænderne på soldater i lande, der udkæmpede borgerkrige.
Modstand:
I løbet af arbejdet med projektet blev vi nægtet adgang til Mærsks egne historiske arkiver, mens også den store og magtfulde brancheorganisation Dansk Industri afviste at være behjælpelige med at give adgang til organisationens omfattende, historiske erhvervsarkiv, der ville kunne have kastet yderligere lys over aktiviteterne i perioden.
Samtidig nægtede også den nuværende ledelse i Mærsk at stille op til interview om de nye oplysninger, som blev frembragt om våbensalget. Tvunget af omstændighederne valgte én af Berlingskes journalister derfor at møde op på et pressemøde i Mærsk i anledningen af præsentationen af det seneste regnskab i forsøget på at få ledelsen i tale om sagen. Der kom ikke noget nævneværdigt svar. En uge senere forsøgte journalisten endnu en gang - nu i anledning af udnævnelsen af en ny bestyrelsesformand i Mærsk. Her lykkedes det omsider - hvilket gav førnævnte, sjældne indrømmelse fra Mærsk-familien.
Samtidig nægtede også den nuværende ledelse i Mærsk at stille op til interview om de nye oplysninger, som blev frembragt om våbensalget. Tvunget af omstændighederne valgte én af Berlingskes journalister derfor at møde op på et pressemøde i Mærsk i anledningen af præsentationen af det seneste regnskab i forsøget på at få ledelsen i tale om sagen. Der kom ikke noget nævneværdigt svar. En uge senere forsøgte journalisten endnu en gang - nu i anledning af udnævnelsen af en ny bestyrelsesformand i Mærsk. Her lykkedes det omsider - hvilket gav førnævnte, sjældne indrømmelse fra Mærsk-familien.
Etik:
Et benspænd for artiklerne har været, at størstedelen - hvis ikke alle - personer, som var en del af ledelsen i Riffelsyndikatet, og dermed havde kendskab til våbensalget i 60erne, ikke længere er i live. Ingen af de ansvarlige personer fra dengang har derfor kunnet forsvare sig eller fortælle om salget af våben til konfliktområder eller den amerikanske efterretningstjeneste i efterkrigstiden. Der har derfor på redaktionen været en etisk diskussion om, hvordan vi skulle håndtere, at de implicerede ikke har haft mulighed for at forsvare sig eller forholde sig til artiklernes indhold. Vi har ikke desto mindre vurderet, at det har været i offentlighedens store interesse at beskrive det hidtil ukendte kapitel om den danske våbenfabrik.
Et spørgsmål, vi er blevet mødt med, er, om det overhovedet er relevant at beskrive våbensalget for en fabrik, der ikke længere eksisterer, og hvis efterfølger ikke længere er danskejet - og som i øvrigt i sin tid blev ledet af en gruppe personer, der ikke længere er i live? Vores vurdering er, at det selvfølgelig er relevant at stille skarpt på et hidtil ubelyst kapitel af danmarkshistorien, som vi nu ved, blandt andet indeholdt en dansk verdensomspændende våbenfabrik ejet af Mærsk-koncernen, der i årtier forsynede krigshærgede lande og brutale regimer med våben gennem hele efterkrigstiden, uden at offentligheden havde kendskab til forholdene.
Et spørgsmål, vi er blevet mødt med, er, om det overhovedet er relevant at beskrive våbensalget for en fabrik, der ikke længere eksisterer, og hvis efterfølger ikke længere er danskejet - og som i øvrigt i sin tid blev ledet af en gruppe personer, der ikke længere er i live? Vores vurdering er, at det selvfølgelig er relevant at stille skarpt på et hidtil ubelyst kapitel af danmarkshistorien, som vi nu ved, blandt andet indeholdt en dansk verdensomspændende våbenfabrik ejet af Mærsk-koncernen, der i årtier forsynede krigshærgede lande og brutale regimer med våben gennem hele efterkrigstiden, uden at offentligheden havde kendskab til forholdene.
Formidling:
Det stod tidligt i processen klart, at det ville kræve kreative greb at omdanne de gamle, tørre dokumenter med teknisk kancellisprog til levende fortællinger med appel til en bredere læserskare. En vigtig del af vores research gik derfor ud på, at forsøge at kæde de gamle dokumenter sammen med opsigtsvækkende historier epoker og personer, der kunne anskueliggøre historiernes konsekvens og væsentlighed. Heldigvis gemte materialet på masser af den slags detaljer: Det blev derfor en selvstændig øvelse for os at bringe reportage- eller featureelementer ind i artiklerne, hvor vi eksempelvis beskrev de kulørte personer eller dramatiske begivenheder, våbenhandlerne relaterede sig til. Det gjaldt eksempelvis artiklerne om våbenhandlen til Nicaragua og den omstridte general Somoza. Eller historierne om det enorme salg af våben til CIA eller regeringen i Indonesien. Berlingskes fotoredaktører - såvel som forskere på Rigsarkivet - var desuden behjælpelige med at finde originale fotos fra de nævnte begivenheder. Endelig deltog en af journalisterne på holdet i et afsnit af Berlingskes podcast Pilestræde, der var dedikeret til afsløringen. Her kunne vi nærmere forklare materialet, vores research og historiernes konsekvenser.