Gravide på flugt
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Mathias Mencke og Nanna Schelde
Projektets beskrivelse
Titel:
Gravide på flugt
Beskrivelse:
“Gravide på flugt” er fortællingen om en række gravide kvinder, der de seneste år har forladt Danmark, fordi de risikerede at få tvangsbortadopteret deres barn ved fødslen. I tre kapitler følger man én af kvinderne, Katrine Jensen, i tiden op til, under og efter flugten gennem Europa. Vi møder personerne i et hemmeligt netværk, der hjælper med at organisere disse forsvindingsnumre, og vi hører om deserterede fra netværket, der i dag fortryder, at de hjalp familier over grænsen. Gennem aktindsigter i danske og udenlandske myndigheder dokumenterer serien på et kommunalt plan processen bag en tvangsbortadoption. På et nationalt plan, hvor langt danske myndigheder er villige til at gå for at få barnet tilbageudleveret til Danmark. Og på et internationalt plan staters tovtrækkeri og tre EU-landes vidt forskellige familiesyn. “Gravide på flugt” er en historie, som berører et af velfærdsstatens mest grundlæggende etiske spørgsmål: Hvornår er man som forælder egnet til at drage omsorg? Og hvornår er det statens pligt at fjerne det vigtigste i vores liv: vores børn?
Et spørgsmål uden nemme svar, og som varierer på tværs af grænser. Hvad nogle vil opleve som statens naturlige ansvar, vil for andre være statens unødvendige overgreb. En historie, der er vigtig særligt netop nu:
For antallet af tvangsbortadoptioner har aldrig været højere. I artikelserien kan vi dokumentere, at mindst 59 børn de seneste to år er blevet bortadopteret uden samtykke fra deres forældre. Dét er det højeste antal nogensinde og betydeligt flere, end der sammenlagt blev bortadopteret i årtiet forinden. Vi befinder os med andre ord midt i en skelsættende periode, hvor grænsen for, hvornår børn skal tvangsbortadopteres fra deres biologiske ophav, forskubbes. En udvikling, der er hjulpet på vej af regeringen, der med statsminister Mette Frederiksens nytårstale i 2020 og den kommende “Barnets Lov” har bebudet, at bortadoptioner i højere grad skal være en del af løsningen i anbringelsessystemet.
Et spørgsmål uden nemme svar, og som varierer på tværs af grænser. Hvad nogle vil opleve som statens naturlige ansvar, vil for andre være statens unødvendige overgreb. En historie, der er vigtig særligt netop nu:
For antallet af tvangsbortadoptioner har aldrig været højere. I artikelserien kan vi dokumentere, at mindst 59 børn de seneste to år er blevet bortadopteret uden samtykke fra deres forældre. Dét er det højeste antal nogensinde og betydeligt flere, end der sammenlagt blev bortadopteret i årtiet forinden. Vi befinder os med andre ord midt i en skelsættende periode, hvor grænsen for, hvornår børn skal tvangsbortadopteres fra deres biologiske ophav, forskubbes. En udvikling, der er hjulpet på vej af regeringen, der med statsminister Mette Frederiksens nytårstale i 2020 og den kommende “Barnets Lov” har bebudet, at bortadoptioner i højere grad skal være en del af løsningen i anbringelsessystemet.
Publicering:
De tre kapitler plus en opfølgende artikel blev publiceret i februar 2022
Idéen:
Idébeskrivelse:
Den konkrete idé til dette projekt opstod, da vi i forbindelse med et andet undersøgende projekt hørte rygter om, at et netværk hjalp familier i fare for at få fjernet deres børn over grænsen. Stille og roligt fik vi kontakt til en familie, der tidligere havde hjulpet, og som indvilligede i at tage kontakt så snart, der stod en ny familie klar, som de skulle hjælpe over grænsen. Sideløbende – i sommeren 2020 – læser vi en artikel i Sjællandske om en gravid kvinde, der angiveligt er flygtet til Polen. Det lykkedes at opspore kvinden og skabe tillid, og det kommende år var vi i løbende kontakt med kvinden for at følge hendes sag.
Samtidig kunne vi observere, hvordan der opstod røre i Facebook-gruppen Tvang og Magt efter Mette Frederiksens nytårstale i 2020. En gruppe, hvor forældre, der har fået eller frygter at få tvangsfjernet børn, deler deres erfaringer. Her kunne vi løbende følge med i, hvordan nervøse gravide kvinder søgte råd om, hvad de skulle gøre.
Samtidig kunne vi observere, hvordan der opstod røre i Facebook-gruppen Tvang og Magt efter Mette Frederiksens nytårstale i 2020. En gruppe, hvor forældre, der har fået eller frygter at få tvangsfjernet børn, deler deres erfaringer. Her kunne vi løbende følge med i, hvordan nervøse gravide kvinder søgte råd om, hvad de skulle gøre.
Tidshorizont:
Effektivt tre måneder fordelt over cirka halvandet år. Projektet har været en slags simreret, hvor langsom tillidsopbygning til specielt Katrine Jensen og kilden Anette Dam har været altafgørende. Derudover var det afgørende for os at vente på afgørelse i Polen. Vi ville ikke kun skrive om selve flugten, men også efterspillet. Det har medført løbende kontakt med kilder i miljøet. I begyndelsen af december intensiverede vi researchen og aftalte en deadline. I tre uger i januar lavede vi - må få undtagelser - udelukkende 'Gravide på flugt'. Efter publicering fortsatte arbejdet med opfølgere og besøg i diverse radio- og tv-programmer.
Nyhed:
1. For første gang er det lykkes et medie at dokumentere, at gravide kvinder, der er i fare for at få bortadopteret deres børn ved fødslen forlader Danmark.
2. For første gang er det lykkes et medie at give offentligheden et indblik i et undergrundsnetværk, der står klar til at hjælpe med at organisere flugter ud af landet.
3. For første gang er det lykkes et medie at dokumentere en anbringelsessag på tværs af landegrænser med involvering af blandt andet politi og udenrigstjeneste.
4. At lande vi sammenligner os med - lande som Tyskland - ser anderledes på, hvornår man er egnet som forældre. Vi kan dokumentere, at kvinder, der står til at få fjernet deres børn i Danmark eksempelvis kan beholde dem i Flensborg.
5.Konkret kan vi dokumentere, at mindst syv gravide kvinder har forladt Danmark til mindst fire forskellige lande (plus yderligere 11 andre, der har forladt landet pga. anbringelsessager i øvrigt).
6. En aktindsigt viser, at antallet af tvangsbortadoptioner aldrig har været højere.
7. I en opfølgende artikel sår en række førende forskere på området tvivl om evidensen bag regeringens politik, som en af dem kalder for et “eksperiment”. De siger med andre ord, at regeringens mærkesag om at anbringe så tidligt som muligt ikke bygger på videnskabelig evidens.
8. At regeringen ønsker at ændre bortadoptionsloven, så beslutninger om tvangsbortadoption fremadrettet kan træffes før fødslen og ikke som i dag først efter fødslen.
2. For første gang er det lykkes et medie at give offentligheden et indblik i et undergrundsnetværk, der står klar til at hjælpe med at organisere flugter ud af landet.
3. For første gang er det lykkes et medie at dokumentere en anbringelsessag på tværs af landegrænser med involvering af blandt andet politi og udenrigstjeneste.
4. At lande vi sammenligner os med - lande som Tyskland - ser anderledes på, hvornår man er egnet som forældre. Vi kan dokumentere, at kvinder, der står til at få fjernet deres børn i Danmark eksempelvis kan beholde dem i Flensborg.
5.Konkret kan vi dokumentere, at mindst syv gravide kvinder har forladt Danmark til mindst fire forskellige lande (plus yderligere 11 andre, der har forladt landet pga. anbringelsessager i øvrigt).
6. En aktindsigt viser, at antallet af tvangsbortadoptioner aldrig har været højere.
7. I en opfølgende artikel sår en række førende forskere på området tvivl om evidensen bag regeringens politik, som en af dem kalder for et “eksperiment”. De siger med andre ord, at regeringens mærkesag om at anbringe så tidligt som muligt ikke bygger på videnskabelig evidens.
8. At regeringen ønsker at ændre bortadoptionsloven, så beslutninger om tvangsbortadoption fremadrettet kan træffes før fødslen og ikke som i dag først efter fødslen.
Konsekvens:
1. At et hidtil ukendt fænomen for første gang er kommet til offentlighedens kendskab
2. Ugerne efter publicering nåede historien næsten samtlige danske medier og den bredere befolkning fik dermed et indblik i et hidtil uafdækket fænomen
3. Sagen blev taget op på Christiansborg, hvor ministeren med henvisning til afdækningen fik paragraf 20-spørgsmål
2. Ugerne efter publicering nåede historien næsten samtlige danske medier og den bredere befolkning fik dermed et indblik i et hidtil uafdækket fænomen
3. Sagen blev taget op på Christiansborg, hvor ministeren med henvisning til afdækningen fik paragraf 20-spørgsmål
Metode:
Fortællingen om Katrine Jensen og serien “Gravide på flugt” bygger på aktindsigter, open-source-intelligence, timelange interviews, en hemmelig lydoptagelse og lækkede dokumenter. I alt flere end 4.000 siders dokumentation.
I efteråret 2021 indvilligede Katrine Jensen i at give os fuld adgang til sit liv. Hun underskrev flere fuldmagter, der gav os mulighed for at søge aktindsigt i alt, hvad der er registreret om hende og hendes to børn i Slagelse Kommune, i Social- og Indenrigsministeriet, i udenrigstjenesten og i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De mange aktindsigter gav os indsigt i blandt andet psykolograpporter, forældrekompetenceundersøgelser, samværsrapporter, sundhedsjournaler og selve processen, der ledte op til afgørelsen om at tvangsbortadoptere babyen i Katrine Jensens mave. Vi ser kommunens sagsbehandling og får et unikt indblik i kontakten til både underrettende borgere, regionshospital, ministerier, politi og ATP før, under og efter flugten. Derudover fik vi indblik i udenrigstjenesten og den danske ambassade i Polens arbejde i forbindelse med flugten, samt kommunikationen mellem de danske og polske myndigheder og polske samværsbeskrivelser.
De lækkede dokumenter består af yderligere notater og retsdokumenter fra polske myndigheder, samt sms-korrespondancer og e-mails fra både kilder som optræder i historien, og kilder vi har talt med til baggrund.
I feature nummer et benytter vi derudover en hemmelig lydoptagelse, der dokumenterer historiens måske mest afgørende øjeblik. Mødet på Slagelse Kommune, hvor Katrine Jensen bliver erklæret uden nogen forældreevner, hvorefter hun beslutter at flygte.
Afdækningen af netværket består primært af to metoder. En sneboldsmetode hvor en kilde har ført os videre til en anden og så videre. Og først og fremmest OSINT. I ugevis har vi infiltreret forskellige grupper og fællesskaber på sociale medier, hvor vi har kunnet kortlægge et persongalleri af udrejste danskere, samt netværket, der hjælper dem. Det er også vha. OSINT, at det lykkedes os at finde frem til Karina Pedersen i Polen.
Derudover har interviews og baggrundssamtaler været altafgørende for serien. Eksempelvis bygger rekonstruktionen af selve Katrine Jensens flugt, foruden dokumenter fra sagen, på af og til timelange og gentagende interviews med forskellige kilder. Til baggrund har vi eksempelvis talt med flere kilder i netværket og andre af de gravide kvinder eller familier, der er rejst ud af landet. Generelt har vi i arbejdet med projektet mødt mistillid og paranoia over det danske system, hvilket har betydet, at vi i flere tilfælde har måttet kommunikere ved hjælp af krypterede tjenester.
Som en særlig metode samarbejder vi her på Zetland med vores medlemmer. Da vi sad med en række dokumenter fra de polske myndigheder, forhørte vi os blandt Zetlands medlemmer, om nogen talte flydende polsk. Vi fik kontakt til Honia, et herboende zetland-medlem med polske rødder, som hjalp med både oversættelser, opringninger og til at formulere sms’er til polsktalende kilder.
For at kunne dokumentere udviklingen i antallet af tvangsbortadoptioner, søgte vi desuden aktindsigt ved Ankestyrelsen.
I efteråret 2021 indvilligede Katrine Jensen i at give os fuld adgang til sit liv. Hun underskrev flere fuldmagter, der gav os mulighed for at søge aktindsigt i alt, hvad der er registreret om hende og hendes to børn i Slagelse Kommune, i Social- og Indenrigsministeriet, i udenrigstjenesten og i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De mange aktindsigter gav os indsigt i blandt andet psykolograpporter, forældrekompetenceundersøgelser, samværsrapporter, sundhedsjournaler og selve processen, der ledte op til afgørelsen om at tvangsbortadoptere babyen i Katrine Jensens mave. Vi ser kommunens sagsbehandling og får et unikt indblik i kontakten til både underrettende borgere, regionshospital, ministerier, politi og ATP før, under og efter flugten. Derudover fik vi indblik i udenrigstjenesten og den danske ambassade i Polens arbejde i forbindelse med flugten, samt kommunikationen mellem de danske og polske myndigheder og polske samværsbeskrivelser.
De lækkede dokumenter består af yderligere notater og retsdokumenter fra polske myndigheder, samt sms-korrespondancer og e-mails fra både kilder som optræder i historien, og kilder vi har talt med til baggrund.
I feature nummer et benytter vi derudover en hemmelig lydoptagelse, der dokumenterer historiens måske mest afgørende øjeblik. Mødet på Slagelse Kommune, hvor Katrine Jensen bliver erklæret uden nogen forældreevner, hvorefter hun beslutter at flygte.
Afdækningen af netværket består primært af to metoder. En sneboldsmetode hvor en kilde har ført os videre til en anden og så videre. Og først og fremmest OSINT. I ugevis har vi infiltreret forskellige grupper og fællesskaber på sociale medier, hvor vi har kunnet kortlægge et persongalleri af udrejste danskere, samt netværket, der hjælper dem. Det er også vha. OSINT, at det lykkedes os at finde frem til Karina Pedersen i Polen.
Derudover har interviews og baggrundssamtaler været altafgørende for serien. Eksempelvis bygger rekonstruktionen af selve Katrine Jensens flugt, foruden dokumenter fra sagen, på af og til timelange og gentagende interviews med forskellige kilder. Til baggrund har vi eksempelvis talt med flere kilder i netværket og andre af de gravide kvinder eller familier, der er rejst ud af landet. Generelt har vi i arbejdet med projektet mødt mistillid og paranoia over det danske system, hvilket har betydet, at vi i flere tilfælde har måttet kommunikere ved hjælp af krypterede tjenester.
Som en særlig metode samarbejder vi her på Zetland med vores medlemmer. Da vi sad med en række dokumenter fra de polske myndigheder, forhørte vi os blandt Zetlands medlemmer, om nogen talte flydende polsk. Vi fik kontakt til Honia, et herboende zetland-medlem med polske rødder, som hjalp med både oversættelser, opringninger og til at formulere sms’er til polsktalende kilder.
For at kunne dokumentere udviklingen i antallet af tvangsbortadoptioner, søgte vi desuden aktindsigt ved Ankestyrelsen.
Modstand:
Særligt én kilde fra netværket forsøgte inden publicering af få os til at droppe udgivelsen. Karina Pedersen, som hun hedder, er ikke magtfuld i klassisk forstand. Hun er hverken minister eller bankdirektør, men inden for det miljø, hvor familier føler sig presset af systemet og frygter, at deres børn bliver bortadopteret ved tvang, er hun en helt central spiller. Ligesom Veteranen er hun ekspert i at læse og analysere dokumenter fra kommunen, hun kender ruterne ud af landet, og har kontakt til en række *safe houses* rundt om i Europa. Og vi oplevede eksempelvis, at flere i miljøet ikke turde tale til citat af frygt for hende.
Dybest set mente kilde, at vi havde stillet kritiske spørgsmål, vi ikke havde aftalt på forhånd, blandt andet ift. om hun havde modtaget penge for sin gesjæft.
Da ovenstående kilde fik besked på, at vi ville bringe historien og citere hende forsøgte hun op til udgivelsen at bagvaske os og Zetland i diverse Facebook-grupper i miljøet. På trods af modstanden var det aldrig en overvejelse at bremse udgivelsen.
Dybest set mente kilde, at vi havde stillet kritiske spørgsmål, vi ikke havde aftalt på forhånd, blandt andet ift. om hun havde modtaget penge for sin gesjæft.
Da ovenstående kilde fik besked på, at vi ville bringe historien og citere hende forsøgte hun op til udgivelsen at bagvaske os og Zetland i diverse Facebook-grupper i miljøet. På trods af modstanden var det aldrig en overvejelse at bremse udgivelsen.
Etik:
Tvangsbortadoptioner af børn ved fødslen har en lang række iboende etiske dilemmaer. Særligt i forhold til Katrine Jensen har vi diskuteret, om hun med sin udviklingshæmning til fulde forstod, hvad det ville sige og betyde for hende at stå frem med navn og foto og dele ud af sine private journaler. Efter flere samtaler med både Katrine Jensen og hendes familie vurderede vi, at hun var i stand til at fortælle sin historie, og vigtigst: at ønsket om at fortælle den kom fra hende selv og ikke hendes bagland. Katrine Jensen var tydeligvist drevet af, at hun havde alt at vinde og intet at tabe ved at dele sin historie. Og så selvom vi havde gjort en dyd ud af at understrege, at den her historie med al sandsynlighed ikke ville bringe hende og hendes søn tilbage til Danmark. Før vi ville gå ind sagen understregede vi, at det ville kræve, at vi fik hendes samtykke til at søge aktindsigt ved samtlige myndigheder. Det var i sagens natur altafgørende for at tjekke kildens troværdighed og et led i at efterprøve påstande. Samtykket foregik ved kontrakt, hvor kilden uden varsel fik mulighed for at tilbagekalde samtykket. Et valg som selvfølgelig indebærer en risiko for at historien kan falde, men som vi vurderede, var det eneste etisk rigtige, når man får fuld adgang til et andet menneskes liv. Selvom alle beslutninger har været vendt med Katrine Jensen, har vi dog også truffet nogle beslutninger på hendes vegne. Blandt andet har vi anonymiseret hendes søn og valgt, at han ikke skal kunne genkendes på billeder. Af hensyn til personer i Katrine Jensens nære familie, der ikke ønskede at medvirke, har vi sløret specifikke oplysninger om hendes opvækst.
Vi har også sløret navnene på kommunale personer, da det aldrig var vores hensigt at “afsløre” fejl eller svigt i kommunen. Havde vi fundet det, havde historien naturligvis været en anden, og så ville deres identiteter muligvis være relevante.
At gå så casenært til værks var også forbundet med en række etiske diskussioner. Ofte ville man måske have fået uvildige eksperter til at vurdere sagen. Om afgørelsen var korrekt eller ej. Vi vurderede, at vi skrev en anden historie, hvorfor vi i stedet forsøgte at lade dokumenterne i sagen tale. Afvigelsen mellem dybde og bredde er altid etisk. Valg er også fravalg. Ekspertkilderne er derfor kun lidt til stede på linjerne i de tre kapitler, men kommer på banen i den opfølgende artikel nummer fire.
Derudover fik samtlige kilder citater til tjek. Katrine Jensen fik dog lov at læse hele serien inden publicering. Og Anette Dam og Lars Christensen fik lov til at læse kapitel tre i sin helhed. Det var både et forsøg på at undgå eventuelle fejl og misforståelser. Men i særligt Katrine Jensens tilfælde også et forsøg på at indstille hende på det der udkom, så hun ikke blev overrasket.
Vi bruger en enkelt gang i serien en hemmelig lydoptagelse, hvor to sagsbehandlere og en psykolog er blevet optaget uden samtykke. Brugen af hemmelige lydoptagelser bør altid medfølges af en etisk redaktionel diskussion. Også i dette tilfælde. Vi vurderede for det første, at lydoptagelsen var af afgørende betydning for dokumentationen. For det andet, at lydoptagelsen klart var i offentlighedens interesse, da den giver et usædvanligt indblik i sagsbehandlingen i anbringelsessager.
Én kilde, jf. afsnittet modstand, ønskede at bremse offentliggørelsen. Hendes argument var, at vi havde ført hende bag lyset i interviewanmodningen. Hun havde til dels ret. I anmodningen havde vi spurgt, om hun ville fortælle om sin såkaldte ngo – om hvordan, hun hjælper kvinderne og deres børn. I selve interviewet stillede vi en lang række kritiske spørgsmål til, om hun bl.a. havde modtaget penge fra gravide kvinder. Altså om hun havde bidraget til menneskesmugling. En påstand vi havde hørt fra flere af hinanden uafhængige kilder. En interviewanmodning er altid en afvejning – for havde vi været mere specifikke, havde vi aldrig fået hende til at stille op. Vi endte dog i sidste ende med at udelade sporet om menneskesmugling og pengeafpresning i serien af forskellige årsager.
Vi har enkelte gange været i kontakt med Katrine Jensen og hendes morderen Dorte efter publicering. Både i forhold til nogle praktiske ting, men også for lige at følge op.
Vi har også sløret navnene på kommunale personer, da det aldrig var vores hensigt at “afsløre” fejl eller svigt i kommunen. Havde vi fundet det, havde historien naturligvis været en anden, og så ville deres identiteter muligvis være relevante.
At gå så casenært til værks var også forbundet med en række etiske diskussioner. Ofte ville man måske have fået uvildige eksperter til at vurdere sagen. Om afgørelsen var korrekt eller ej. Vi vurderede, at vi skrev en anden historie, hvorfor vi i stedet forsøgte at lade dokumenterne i sagen tale. Afvigelsen mellem dybde og bredde er altid etisk. Valg er også fravalg. Ekspertkilderne er derfor kun lidt til stede på linjerne i de tre kapitler, men kommer på banen i den opfølgende artikel nummer fire.
Derudover fik samtlige kilder citater til tjek. Katrine Jensen fik dog lov at læse hele serien inden publicering. Og Anette Dam og Lars Christensen fik lov til at læse kapitel tre i sin helhed. Det var både et forsøg på at undgå eventuelle fejl og misforståelser. Men i særligt Katrine Jensens tilfælde også et forsøg på at indstille hende på det der udkom, så hun ikke blev overrasket.
Vi bruger en enkelt gang i serien en hemmelig lydoptagelse, hvor to sagsbehandlere og en psykolog er blevet optaget uden samtykke. Brugen af hemmelige lydoptagelser bør altid medfølges af en etisk redaktionel diskussion. Også i dette tilfælde. Vi vurderede for det første, at lydoptagelsen var af afgørende betydning for dokumentationen. For det andet, at lydoptagelsen klart var i offentlighedens interesse, da den giver et usædvanligt indblik i sagsbehandlingen i anbringelsessager.
Én kilde, jf. afsnittet modstand, ønskede at bremse offentliggørelsen. Hendes argument var, at vi havde ført hende bag lyset i interviewanmodningen. Hun havde til dels ret. I anmodningen havde vi spurgt, om hun ville fortælle om sin såkaldte ngo – om hvordan, hun hjælper kvinderne og deres børn. I selve interviewet stillede vi en lang række kritiske spørgsmål til, om hun bl.a. havde modtaget penge fra gravide kvinder. Altså om hun havde bidraget til menneskesmugling. En påstand vi havde hørt fra flere af hinanden uafhængige kilder. En interviewanmodning er altid en afvejning – for havde vi været mere specifikke, havde vi aldrig fået hende til at stille op. Vi endte dog i sidste ende med at udelade sporet om menneskesmugling og pengeafpresning i serien af forskellige årsager.
Vi har enkelte gange været i kontakt med Katrine Jensen og hendes morderen Dorte efter publicering. Både i forhold til nogle praktiske ting, men også for lige at følge op.
Formidling:
Formidlingsmæssigt er artikelserien en slags fusion. Den er først og fremmest skrevet som en long read-feature. Men den er udkommet på lyd, hvilket langt de fleste læsere/lyttere har benyttet sig af. Lydsiden er en hybrid mellem en oplæst artikel og en podcast. Ved hjælp af virkemidler som underlægningsmusik, skillere og båndoptagelser af kilder var det målet at skabe et format, der brød grænserne for oplæst journalistik uden at det udviklede sig til en egentlig podcast
Serien består først og fremmest af tre kapitler. I de første to følger man primært den højgravide Katrine Jensen kamp med de sociale myndigheder i Danmark, flugt til Polen og frem til i dag, hvor hun sidder alene med sin søn i Tyskland. I tredje kapitel følger man først og fremmest netværket, der muliggjorde Katrine Jensen og de øvrige gravide kvindes flugt. I alle kapitler er der imidlertid nøje placerede referencer, der peger både frem og tilbage.
Formidlingen sker først og fremmest gennem rekonstruerede scener. Scenerne er konstrueret på baggrund af blandt andet interviews, hemmelig lydoptagelse, google streetview og så de mere end 4000 siders dokumentation ved hjælp af aktindsigter. Fortællingerne har en klar suspenseopbygning, og undervejs benytter vi tydelig signposting for at sikre os, at læserne og lytterne hænger på og vil vide mere. Med tre adskilte kapitler, der udkom forskellige dage, har kunsten været ikke at tabe læseren/lytteren på gulvet.
Vi ønskede at formidle fortællingen om Katrine Jensen og det hemmelige netværk så rent og sømløst som muligt. Hendes flugt over landegrænser fungerer i de første to kapitler som en klar rammefortælling med masser af naturlig fremdrift. Derfor har vi også prioriteret en klar spændingsopbygning med tydelige karakterer – og skruet ned for tunge, faktuelle passager og kommentarer fra eksperter. Vi har naturligvis talt med en række forskere, fagpersoner og politikere, som har præget fortællingerne, men i produktet har fået en meget tilbagetrukket rolle. Det har været vores mål, at bringe læserne og lytterne så tæt på hovedpersonerne og deres overvejelser som overhovedet muligt. Og samme overvejelser går for så vidt igen i kapitel tre, hvor det var vores hensigt i højere grad at placere en tvivl i læseren/lytteren, om hvordan man skal forholde sig til netværket og dermed også Katrine Jensens flugt.
For det været afgørende for os at forsøge at balancere fortællingen på en knivsæg. Tvivlen er en fast fortællemæssig følgesvend. For er det hemmelige netværk helte eller skurke, når de hjælper højgravide Katrine ud af landet? Eller var det i virkeligheden de danske myndigheder, der havde ret, da de vurderede, at Katrine ikke duede som mor? Vores indsigter i Katrine Jensens journaler fra både Danmark, Polen og Tyskland spiller en helt central rolle som modvægt og korrektiv til Katrines egne vurderinger. Det var med andre ord aldrig vores hensigt som journalister at fælde dom.
Vi har ønsket at skabe en fortælling, der stiller spørgsmål uden nødvendigvis at tilbyde entydige svar. Efter endt læsning/lytning håber vi, at man er splittet i spørgsmålet om hvorvidt det var rigtigt eller forkert, at de danske myndigheder ville fjerne Katrine Jensens søn ved fødslen. Hvad vi *kan* konkludere er, at den lov, der har til hensigt at sikre flere børn et godt liv, nu er årsagen til, at en række danske kvinder og deres børn lever nogle ensomme og ret usikre liv i andre lande. Liv, som man kan diskutere, om er til barnets bedste.
I hvert af de tre kapitler har vi forsøgt at arbejde med tre abstraktioner. Det nære niveau, hvor vi følger Katrine Jensen og netværket. Et samfundsniveau, hvor vi understreger, hvorfor fortællingen er vigtig netop nu, og hvor eksperter – ganske vist sporadisk – diskuterer regeringens socialpolitik på anbringelsesområdet. Dette samfundsniveau forsøger vi derudover at udfolde yderligere i den opfølgende artikel fire, hvor regeringens vision om at bortadoptere flere børn kommer under videnskabelig lup. På samme måde er ministerinterviewet med socialminister Astrid Krag lagt ind som en boks i kapitel 1 og yderligere udfoldet i den opfølgende artikel fire. Sidst har vi i alle tre kapitler forsøgt at ramme et større mere almengyldigt etisk niveau i fortællingen. For gravide på flugt handler ikke kun om menneskene og den nuværende politiske situation. På et større plan handler serien om velfærdsstatens rolle for det enkelte liv, og den mistillid mange oplever til myndigheder i disse år. Principielle diskussioner af forholdet mellem borger og stat taget i velfærdsstatens yderste potens.
Serien består først og fremmest af tre kapitler. I de første to følger man primært den højgravide Katrine Jensen kamp med de sociale myndigheder i Danmark, flugt til Polen og frem til i dag, hvor hun sidder alene med sin søn i Tyskland. I tredje kapitel følger man først og fremmest netværket, der muliggjorde Katrine Jensen og de øvrige gravide kvindes flugt. I alle kapitler er der imidlertid nøje placerede referencer, der peger både frem og tilbage.
Formidlingen sker først og fremmest gennem rekonstruerede scener. Scenerne er konstrueret på baggrund af blandt andet interviews, hemmelig lydoptagelse, google streetview og så de mere end 4000 siders dokumentation ved hjælp af aktindsigter. Fortællingerne har en klar suspenseopbygning, og undervejs benytter vi tydelig signposting for at sikre os, at læserne og lytterne hænger på og vil vide mere. Med tre adskilte kapitler, der udkom forskellige dage, har kunsten været ikke at tabe læseren/lytteren på gulvet.
Vi ønskede at formidle fortællingen om Katrine Jensen og det hemmelige netværk så rent og sømløst som muligt. Hendes flugt over landegrænser fungerer i de første to kapitler som en klar rammefortælling med masser af naturlig fremdrift. Derfor har vi også prioriteret en klar spændingsopbygning med tydelige karakterer – og skruet ned for tunge, faktuelle passager og kommentarer fra eksperter. Vi har naturligvis talt med en række forskere, fagpersoner og politikere, som har præget fortællingerne, men i produktet har fået en meget tilbagetrukket rolle. Det har været vores mål, at bringe læserne og lytterne så tæt på hovedpersonerne og deres overvejelser som overhovedet muligt. Og samme overvejelser går for så vidt igen i kapitel tre, hvor det var vores hensigt i højere grad at placere en tvivl i læseren/lytteren, om hvordan man skal forholde sig til netværket og dermed også Katrine Jensens flugt.
For det været afgørende for os at forsøge at balancere fortællingen på en knivsæg. Tvivlen er en fast fortællemæssig følgesvend. For er det hemmelige netværk helte eller skurke, når de hjælper højgravide Katrine ud af landet? Eller var det i virkeligheden de danske myndigheder, der havde ret, da de vurderede, at Katrine ikke duede som mor? Vores indsigter i Katrine Jensens journaler fra både Danmark, Polen og Tyskland spiller en helt central rolle som modvægt og korrektiv til Katrines egne vurderinger. Det var med andre ord aldrig vores hensigt som journalister at fælde dom.
Vi har ønsket at skabe en fortælling, der stiller spørgsmål uden nødvendigvis at tilbyde entydige svar. Efter endt læsning/lytning håber vi, at man er splittet i spørgsmålet om hvorvidt det var rigtigt eller forkert, at de danske myndigheder ville fjerne Katrine Jensens søn ved fødslen. Hvad vi *kan* konkludere er, at den lov, der har til hensigt at sikre flere børn et godt liv, nu er årsagen til, at en række danske kvinder og deres børn lever nogle ensomme og ret usikre liv i andre lande. Liv, som man kan diskutere, om er til barnets bedste.
I hvert af de tre kapitler har vi forsøgt at arbejde med tre abstraktioner. Det nære niveau, hvor vi følger Katrine Jensen og netværket. Et samfundsniveau, hvor vi understreger, hvorfor fortællingen er vigtig netop nu, og hvor eksperter – ganske vist sporadisk – diskuterer regeringens socialpolitik på anbringelsesområdet. Dette samfundsniveau forsøger vi derudover at udfolde yderligere i den opfølgende artikel fire, hvor regeringens vision om at bortadoptere flere børn kommer under videnskabelig lup. På samme måde er ministerinterviewet med socialminister Astrid Krag lagt ind som en boks i kapitel 1 og yderligere udfoldet i den opfølgende artikel fire. Sidst har vi i alle tre kapitler forsøgt at ramme et større mere almengyldigt etisk niveau i fortællingen. For gravide på flugt handler ikke kun om menneskene og den nuværende politiske situation. På et større plan handler serien om velfærdsstatens rolle for det enkelte liv, og den mistillid mange oplever til myndigheder i disse år. Principielle diskussioner af forholdet mellem borger og stat taget i velfærdsstatens yderste potens.