Spionskandalen
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Sebastian Stryhn Kjeldtoft, Hans Davidsen-Nielsen og Morten Skjoldager
Projektets beskrivelse
Titel:
Spionskandalen
Beskrivelse:
I august 2020 blev topledelsen i FE hjemsendt efter historisk hårde anklager fra et uafhængigt tilsyn. Det var opsigtsvækkende, og ligesom mange andre medier kastede Politiken sig over at forsøge at afdække, hvad der lå bag tilsynets anklager mod FE. Det blev til en lang række historier om, hvordan oplysningerne fra en whistleblower havde givet tilsynet mistanke om, at FE gennem et tophemmeligt kabelsamarbejde med USA medvirkede til ulovlig overvågning af danskere.
I december 2021 blev alle de hjemsendte FE-medarbejdere pure frifundet af en hemmelig kommission, men dermed blev der bestemt ikke sat punktum i sagen. Få dage før offentliggørelsen af kommissionens konklusioner var FE-chef Lars Findsen og tre andre efterretningsfolk blevet anholdt og sigtet for at lække højt klassificerede oplysninger. Senere blev også tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sigtet i sagskomplekset. Dermed ændrede det journalistiske projekt karakter. Siden da har det handlet om at afdække, hvad Findsen og Hjort er sigtet for, hvordan sagen har været håndteret af myndighederne, og hvad den største efterretningsskandale i danmarkshistorien har af konsekvenser for FE’s arbejde og anseelse.
I Politiken har vi dækket nyhedsudviklingen og lavet flere afsløringer, men vi har også set det som vores opgave at bruge undersøgende metoder til at få nøglekilder i tale og bibringe nuancer og indsigt i forhistorien til vores læsere. Vi har afdækket de helt særlige juridiske og retssikkerhedsmæssige problemer i sagen, ligesom vores dækning har blotlagt en uenighed mellem på den ene side tidligere embedsmænd og magthavere og på den anden side den nuværende regering og centraladministration om, hvordan man i et demokratisk samfund håndterer sager om efterretningstjenesterne.
I december 2021 blev alle de hjemsendte FE-medarbejdere pure frifundet af en hemmelig kommission, men dermed blev der bestemt ikke sat punktum i sagen. Få dage før offentliggørelsen af kommissionens konklusioner var FE-chef Lars Findsen og tre andre efterretningsfolk blevet anholdt og sigtet for at lække højt klassificerede oplysninger. Senere blev også tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sigtet i sagskomplekset. Dermed ændrede det journalistiske projekt karakter. Siden da har det handlet om at afdække, hvad Findsen og Hjort er sigtet for, hvordan sagen har været håndteret af myndighederne, og hvad den største efterretningsskandale i danmarkshistorien har af konsekvenser for FE’s arbejde og anseelse.
I Politiken har vi dækket nyhedsudviklingen og lavet flere afsløringer, men vi har også set det som vores opgave at bruge undersøgende metoder til at få nøglekilder i tale og bibringe nuancer og indsigt i forhistorien til vores læsere. Vi har afdækket de helt særlige juridiske og retssikkerhedsmæssige problemer i sagen, ligesom vores dækning har blotlagt en uenighed mellem på den ene side tidligere embedsmænd og magthavere og på den anden side den nuværende regering og centraladministration om, hvordan man i et demokratisk samfund håndterer sager om efterretningstjenesterne.
Publicering:
Lars Findsen blev anholdt i december 2021, og 10. januar 2022 blev navneforbuddet ophævet. Der er langt fra sat endeligt punktum i FE-sagen, men de artikler, som er genstand for denne indstilling, er publiceret i det første kvartal af i 2022.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Idéen opstod, da Politiets Aktionsstyrke 8. december 2021 anholdt Lars Findsen i Københavns Lufthavn. Vi vidste i løbet af få timer, at det var FE-chefen, som var blevet anholdt, og selvom der gik en måned, før vi lovligt måtte fortælle offentligheden om det, kastede vi os med det samme over at besvare en endeløs række af spørgsmål: Hvem har besluttet at anholde spionchefen? Hvad er han mistænkt for? Hvordan foregik anholdelsen? Hvem har efterforsket og overvåget ham før anholdelsen? På hvilket lovgrundlag har man efterforsket og fængslet ham? Hvilke myndigheder og politikere har været involveret i beslutningen om at overvåge landets spionchef? Rækken af spørgsmål er endnu længere, og i sag, hvor myndighederne forsøger at mørklægge nærmest alt, har vi set det som vores opgave at kaste lys over sagen.
Tidshorizont:
Vi har arbejdet med sagen, lige siden ledelsen i FE blev hjemsendt i august 2020. Fra december 2021 og cirka tre måneder frem har vi ikke lavet meget andet end at undersøge baggrunden for anholdelsen af Lars Findsen, Claus Hjort Frederiksen og flere andre.
Nyhed:
- At hele FE-sagen udspringer af oplysninger fra en whistleblower, som mener, at FE gennem et samarbejde med amerikanske NSA om tapning af undersøiske kabler medvirker til ulovlig overvågning af danskere.
- At whistlebloweren gennem længere tid og i strid med reglerne optog samtaler med sine kollegaer i FE og videregav lydoptagelserne til Tilsynet med Efterretningstjenesterne.
- At Straffelovens §109 kun har været brugt én gang tidligere i danmarkshistorien, og at det var i en meget andet type sag mod en østtysk spion, der levede under dække i Danmark.
- At Straffelovens §109 giver helt særlige retssikkerhedsmæssige problemer, fordi myndighederne forfølger total hemmelighed i retsplejen.
- At Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at afsløre hemmeligheder, som i store træk har været fremme i offentligheden i andre sammenhænge før.
- At Straffelovens §109 giver mulighed for at aflytte journalister og for at tvinge journalister til at opgive kildebeskyttelsen, hvis de indkaldes som vidner i en retssag, hvilket er sket i et enkelt tilfælde for 40 år siden.
- At en række tidligere departementschefer fra de store ”sikkerhedsministerier” – Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet – er dybt kritiske overfor regeringen og myndighedernes håndtering af FE-sagen. Det har de fortalt om i Politiken.
- At Lars Findsen er sigtet for at tale over sig til venner, familiemedlemmer og journalister, og at flere straffelovsprofessorer beskriver sagen som tynd.
- At whistlebloweren gennem længere tid og i strid med reglerne optog samtaler med sine kollegaer i FE og videregav lydoptagelserne til Tilsynet med Efterretningstjenesterne.
- At Straffelovens §109 kun har været brugt én gang tidligere i danmarkshistorien, og at det var i en meget andet type sag mod en østtysk spion, der levede under dække i Danmark.
- At Straffelovens §109 giver helt særlige retssikkerhedsmæssige problemer, fordi myndighederne forfølger total hemmelighed i retsplejen.
- At Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at afsløre hemmeligheder, som i store træk har været fremme i offentligheden i andre sammenhænge før.
- At Straffelovens §109 giver mulighed for at aflytte journalister og for at tvinge journalister til at opgive kildebeskyttelsen, hvis de indkaldes som vidner i en retssag, hvilket er sket i et enkelt tilfælde for 40 år siden.
- At en række tidligere departementschefer fra de store ”sikkerhedsministerier” – Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet – er dybt kritiske overfor regeringen og myndighedernes håndtering af FE-sagen. Det har de fortalt om i Politiken.
- At Lars Findsen er sigtet for at tale over sig til venner, familiemedlemmer og journalister, og at flere straffelovsprofessorer beskriver sagen som tynd.
Konsekvens:
FE-sagen er langt fra overstået, så der er endnu ikke draget konsekvenser, men vores dækning har bidraget til at kaste langt mere lys over en sag, som myndighederne for enhver pris ønsker at mørklægge. I begyndelsen troede mange, at Lars Findsen var sigtet for at overlevere hemmelige dokumenter til en fjendtlig stat eller noget i den retning, men vores dækning har vist, at sagen hviler på et noget andet grundlag. Det er for tidligt og ikke vores opgave at konkludere, om Findsen har gjort sig skyldig i noget strafbart, men sigtelserne mod flere af de andre efterretningsfolk er blevet droppet, og strafferetsprofessorer mener på baggrund af de oplysninger, som er gravet frem i dækningen, at anklagemyndigheden har en tynd sag mod Lars Findsen. Vores vedvarende dækning har rykket den politiske og juridiske debat. Juridisk har vi afdækket de særlige retssikkerhedsmæssige problemer, som knytter sig til sagen. Juraprofessorer har analyseret rækkevidden af §109, og tidligere PET-chef Jakob Scharf har advaret mod hemmelig retspleje i Danmark. Politisk var der i begyndelsen totalt tavshed på Christiansborg, men da først tidligere departementschef Michael Lunn og tidligere ministre meget usædvanligt begyndte at kritisere håndteringen i Politikens spalter, begyndte det at pible frem med utilfredshed. ”Naturlovene blev ophævet, og jorden rystede”, som Birthe Rønn Hornbech formulerede det. De vægtige kritiske stemmer annullerede borgfreden, og vi har siden fået en vigtig samfundsdebat.
Metode:
Det er vanskeligt at skrive meget om den klart vigtigste journalistiske metode i projektet: arbejdet med kilderne. Når man beskæftiger sig med efterretningstjenester, er kildearbejdet helt afgørende. I efterretningssager – ikke mindst så højspændte og hemmelige af slagsen som FE-sagen – er der ikke meget papirspor at gå efter. Vi har selvfølgelig søgt aktindsigt i de få tilgængelige retsdokumenter og kommunikation fra ministerierne, men den undersøgende metode i projektet har primært handlet om at tale til dyb baggrund med kilder.
Hvem og hvor mange kilder, vi har talt med, kan vi ikke komme nærmere, fordi det i sig selv kan kompromittere kildebeskyttelsen. Metodisk kan vi dog godt fortælle, at kildearbejdet i en sag som denne kræver tålmodighed, vedholdenhed og ikke mindst sikkerhedsovervejelser. Der er kilder, som risikerer fængselsstraf for at tale med os, og derfor er det afgørende, at de stoler på, at vi aldrig kunne finde på at afsløre deres identitet, men hellere selv tager en straf, hvis det skulle blive aktuelt. Det har ligeledes krævet store overvejelser at sikre, at kilderne ikke bliver afsløret. Derfor har vi holdt mange møder med kilder i det fri, hvor telefoner er blevet efterladt hjemme, for at minimere risikoen for aflytning. Vi har så vidt muligt afholdt os for at kommunikere elektronisk om følsomme detaljer, både internt på avisen og med kilder, og når vi har kommunikeret digitalt, har vi brugt kryptering.
FE-sagen har demonstreret med al tydelighed, at den slags sikkerhedsovervejelser er nødvendige. Som vi har afdækket i projektet, er journalister blevet aflyttet i forbindelse med sagen mod Lars Findsen. Om de er blevet udsat for målrettet aflytning, eller er gået i nettet i forbindelse med aflytningen af Findsen, vides ikke, men under alle omstændigheder viser det, at journalister skal passe på aflytning i arbejdet med en sag som denne.
Internt på avisen har vi også gjort os store bestræbelser på at beskytte kilderne. Vi har ikke diskuteret historier på fælles redaktionsmøder, og møder internt på avisen har været afholdt under usædvanlige betingelser. Når vi har diskuteret projektet med de få redaktører, som har været indviet, har alle mødedeltagere først deponeret deres telefoner i et andet lokale. Vi har desuden ikke delt identiteten på alle kilder med vores redaktører, og ikke engang internt os tre journalister imellem har vi delt alle kilder. På Politiken er det normal praksis, at man deler information om kilder, hvis man er sammen på et journalistisk projekt, men i denne sag har vi i flere tilfælde valgt ikke at følge den praksis. Formålet har primært været at beskytte kilderne, men en anden overvejelse har været at beskytte hinanden. Hvis man ikke kender kollegaernes kilder eller ved, hvad de præcist har talt om, kan man heller ikke blive tvunget til at afgive vidneforklaring om det.
Metodisk har det været krævende at få kontakt til kilder, der ville tale. Morten Skjoldager, den ene af journalisterne på projektet, skrev i 2016 bogen ’Syv år for PET’, og balladen om bogen og de fem års efterfølgende juridiske kampe, hvor PET ønskede at få både den tidligere PET-chef, Morten Skjoldager og en række chefredaktører dømt for at formidle fortrolige oplysninger, har sat sine tydelige spor blandt efterretningsfolk og politifolk. Både FE og PET er de seneste år blevet langt mere lukkede organisationer, og vi har oplevet, hvordan medarbejderne frygter at tale om selv helt ukontroversielle ting, fordi myndighederne har vist, at man slår hårdt ned på folk, der taler med journalister. Derfor har vi brugt lang tid på at finde kilder. Vi har banket på døre, afleveret håndskrevne breve, benyttet os af kryptering og brugt tid på at åbne kilderne.
De anonyme kilder har været det vigtigste i projektet, men vi har selvfølgelig også benyttet os af en række kilder, som er stået frem til citat. Her kan særligt nævnes den amerikanske whistleblower Edward Snowden og seks tidligere departementschefer. De forhenværende departementschefer repræsenterer samlet set mere end 63 års erfaring som øverste chefer i Statsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet – de tre ministerier, som historisk og aktuelt er mest centrale i forhold til efterretningstjenesterne og Danmarks sikkerhed. Der er således tale om vægtige kilder med dyb indsigt i centraladministrationen, men også om kilder, der normalt holder sig fra mediernes søgelys. Da forhenværende departementschef Michael Lunn gav et stort interview til Politiken, var det således noget, der skabte rystelser på Slotsholmen. Senere fik vi de andre forhenværende departementschefer i tale. De valgte at udtale sig om sagen i Politiken, og i arbejdet for at få disse nøglekilder i tale er det vores opfattelse, at det dels har været af central betydning, at de havde fulgt vores foreløbige dækning og fundet den lødig og god, og dels at andre kilder på forhånd havde sagt god for os.
Hvem og hvor mange kilder, vi har talt med, kan vi ikke komme nærmere, fordi det i sig selv kan kompromittere kildebeskyttelsen. Metodisk kan vi dog godt fortælle, at kildearbejdet i en sag som denne kræver tålmodighed, vedholdenhed og ikke mindst sikkerhedsovervejelser. Der er kilder, som risikerer fængselsstraf for at tale med os, og derfor er det afgørende, at de stoler på, at vi aldrig kunne finde på at afsløre deres identitet, men hellere selv tager en straf, hvis det skulle blive aktuelt. Det har ligeledes krævet store overvejelser at sikre, at kilderne ikke bliver afsløret. Derfor har vi holdt mange møder med kilder i det fri, hvor telefoner er blevet efterladt hjemme, for at minimere risikoen for aflytning. Vi har så vidt muligt afholdt os for at kommunikere elektronisk om følsomme detaljer, både internt på avisen og med kilder, og når vi har kommunikeret digitalt, har vi brugt kryptering.
FE-sagen har demonstreret med al tydelighed, at den slags sikkerhedsovervejelser er nødvendige. Som vi har afdækket i projektet, er journalister blevet aflyttet i forbindelse med sagen mod Lars Findsen. Om de er blevet udsat for målrettet aflytning, eller er gået i nettet i forbindelse med aflytningen af Findsen, vides ikke, men under alle omstændigheder viser det, at journalister skal passe på aflytning i arbejdet med en sag som denne.
Internt på avisen har vi også gjort os store bestræbelser på at beskytte kilderne. Vi har ikke diskuteret historier på fælles redaktionsmøder, og møder internt på avisen har været afholdt under usædvanlige betingelser. Når vi har diskuteret projektet med de få redaktører, som har været indviet, har alle mødedeltagere først deponeret deres telefoner i et andet lokale. Vi har desuden ikke delt identiteten på alle kilder med vores redaktører, og ikke engang internt os tre journalister imellem har vi delt alle kilder. På Politiken er det normal praksis, at man deler information om kilder, hvis man er sammen på et journalistisk projekt, men i denne sag har vi i flere tilfælde valgt ikke at følge den praksis. Formålet har primært været at beskytte kilderne, men en anden overvejelse har været at beskytte hinanden. Hvis man ikke kender kollegaernes kilder eller ved, hvad de præcist har talt om, kan man heller ikke blive tvunget til at afgive vidneforklaring om det.
Metodisk har det været krævende at få kontakt til kilder, der ville tale. Morten Skjoldager, den ene af journalisterne på projektet, skrev i 2016 bogen ’Syv år for PET’, og balladen om bogen og de fem års efterfølgende juridiske kampe, hvor PET ønskede at få både den tidligere PET-chef, Morten Skjoldager og en række chefredaktører dømt for at formidle fortrolige oplysninger, har sat sine tydelige spor blandt efterretningsfolk og politifolk. Både FE og PET er de seneste år blevet langt mere lukkede organisationer, og vi har oplevet, hvordan medarbejderne frygter at tale om selv helt ukontroversielle ting, fordi myndighederne har vist, at man slår hårdt ned på folk, der taler med journalister. Derfor har vi brugt lang tid på at finde kilder. Vi har banket på døre, afleveret håndskrevne breve, benyttet os af kryptering og brugt tid på at åbne kilderne.
De anonyme kilder har været det vigtigste i projektet, men vi har selvfølgelig også benyttet os af en række kilder, som er stået frem til citat. Her kan særligt nævnes den amerikanske whistleblower Edward Snowden og seks tidligere departementschefer. De forhenværende departementschefer repræsenterer samlet set mere end 63 års erfaring som øverste chefer i Statsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet – de tre ministerier, som historisk og aktuelt er mest centrale i forhold til efterretningstjenesterne og Danmarks sikkerhed. Der er således tale om vægtige kilder med dyb indsigt i centraladministrationen, men også om kilder, der normalt holder sig fra mediernes søgelys. Da forhenværende departementschef Michael Lunn gav et stort interview til Politiken, var det således noget, der skabte rystelser på Slotsholmen. Senere fik vi de andre forhenværende departementschefer i tale. De valgte at udtale sig om sagen i Politiken, og i arbejdet for at få disse nøglekilder i tale er det vores opfattelse, at det dels har været af central betydning, at de havde fulgt vores foreløbige dækning og fundet den lødig og god, og dels at andre kilder på forhånd havde sagt god for os.
Modstand:
Morten Skjoldager har tidligere været sigtet gennem mere end fire år for at afsløre fortrolige oplysninger fra PET, og Hans Davidsen-Nielsen og Sebastian Stryhn Kjeldtoft er ligesom en håndfuld journalister fra andre medier blevet indkaldt til afhøringer hos politiet i forbindelse med den aktuelle efterforskning af lækager fra efterretningstjenesterne. Samtidig har FE-chefen og PET-chefen været på rundtur til danske medier – herunder til møde med JP-Politikens administrerende direktør Stig Ørskov – for at advare om, at også medier og journalister kan ifalde straf, hvis de afslører ting, som er omfattet af straffelovens §109. Flere mediechefer har fortalt, at de opfattede henvendelsen som intimiderende. Det gjorde vi også, og straffelovens §109 har en strafferamme på op til 12 års fængsel, så det er ikke for sjov, hvis man bliver sigtet efter den.
Det har været et pres at have den latente trussel hængende over hovedet. På den ene side er vi af den klare opfattelse, at det er i offentlighedens interesse at få afdækket FE-sagen. På den anden side har efterretningstjenesterne ladet vide, at det kan være strafbart at skrive oplysninger omfattet af straffelovens §109. Det er dog ikke klart for nogen, hvornår myndighederne mener, at den grænse er overskredet, og der er tale om totalt uprøvet land, for der er aldrig før blevet rejst straffesager mod journalister for at overskride §109.
Vi har håndteret presset ved løbende at diskutere, hvilke oplysninger vi kunne publicere. Det er sket i samarbejde med Politikens ledelse, som hele vejen igennem har vist total opbakning og også stillet juridisk vejledning til rådighed.
Det har været et pres at have den latente trussel hængende over hovedet. På den ene side er vi af den klare opfattelse, at det er i offentlighedens interesse at få afdækket FE-sagen. På den anden side har efterretningstjenesterne ladet vide, at det kan være strafbart at skrive oplysninger omfattet af straffelovens §109. Det er dog ikke klart for nogen, hvornår myndighederne mener, at den grænse er overskredet, og der er tale om totalt uprøvet land, for der er aldrig før blevet rejst straffesager mod journalister for at overskride §109.
Vi har håndteret presset ved løbende at diskutere, hvilke oplysninger vi kunne publicere. Det er sket i samarbejde med Politikens ledelse, som hele vejen igennem har vist total opbakning og også stillet juridisk vejledning til rådighed.
Etik:
Kildebeskyttelse har været den mest dominerende og konstante etiske overvejelse i arbejdet med at dække FE-sagen. Kildebeskyttelse er selvsagt altid vigtigt, men i denne sag risikerer kilder meget alvorlige konsekvenser ved at tale.
Et andet meget vigtigt etisk aspekt har været overvejelser om, hvilke oplysninger vi ville publicere, og hvilke vi ikke ville publicere. Hele vores motivation for at bruge så mange kræfter på at dække FE-sagen er, at vi mener, at det er i offentlighedens interesse at få kastet lys på en sag, som myndighederne vil mørklægge, men det betyder ikke, at vi mener, at alle oplysninger skal publiceres. Når man skriver om efterretningstjenester og statshemmeligheder har man en publicistisk forpligtelse til konstant at afveje offentlig interesse overfor potentiel skadevirkning, når man publicerer oplysninger, og vi er i løbet af projektet kommet i besiddelse af mange oplysninger, som vi har valgt ikke at bruge. Vi kan af gode grunde heller ikke afsløre dem i denne sammenhæng, men vi har i flere tilfælde valgt at tilbageholde informationer, som potentielt kunne være skadelige for Danmarks forhold til allierede eller være ødelæggende for enkeltpersoner. Det betyder, at vi for eksempel konkret har undladt at skrive hemmelige kodenavne fra kabelsamarbejdet, fordi det ville være skadeligt for FE at gøre det, ligesom vi har valgt at sløre identiteten på whistlebloweren fra FE og ikke at skrive navnet på et privat selskab, som i 1990’erne var en del af aftalen mellem NSA og Danmark. I flere tilfælde er konkurrerende medier løbet med historier, som vi også kendte til, fordi vi havde besluttet ikke at bringe oplysningerne – og dét ikke på grund af frygt baseret på besøgene fra FE og PET, men ud fra de redaktionelle overvejelser, som vi alle dage har haft i dækningen af efterretningsanliggender.
Endelig er det værd at nævne, at det i arbejdet med efterretningshistorier udgør en særligt stor udfordring at teste validiteten af oplysningerne. De almindelige principper for god journalistik bliver presset, når man skriver om statshemmeligheder, for det lader sig kun at gøre at afdække den slags sager ved udbredt brug af anonyme kilder og sløring af, hvor man måtte være kommet i besiddelse af oplysninger. Det stiller store krav til de interne redaktionelle krav til historierne, og vi har hele tiden haft det princip, at alle historier skulle være bekræftet af flere af hinanden uafhængige kilder. Og hermed mener vi ”af hinanden uafhængige kilder” i begrebets egentlige betydning, for i efterretningsverdenen er på overfladen uafhængige kilder ikke altid så uafhængige, når det kommer til stykket. Ofte stammer oplysningerne fra den samme kilde. Vi har valgt kun at bringe ”erfarer-historier” i de tilfælde, hvor oplysningerne var reelt bekræftede fra flere sider. Det betyder også, at vi i flere tilfælde har kendt til oplysninger, hvis sandhed vi har følt os overbeviste om, men hvor vi har valgt ikke at bringe oplysningerne, fordi vi ikke havde dem bekræftet fra flere sider.
Et andet meget vigtigt etisk aspekt har været overvejelser om, hvilke oplysninger vi ville publicere, og hvilke vi ikke ville publicere. Hele vores motivation for at bruge så mange kræfter på at dække FE-sagen er, at vi mener, at det er i offentlighedens interesse at få kastet lys på en sag, som myndighederne vil mørklægge, men det betyder ikke, at vi mener, at alle oplysninger skal publiceres. Når man skriver om efterretningstjenester og statshemmeligheder har man en publicistisk forpligtelse til konstant at afveje offentlig interesse overfor potentiel skadevirkning, når man publicerer oplysninger, og vi er i løbet af projektet kommet i besiddelse af mange oplysninger, som vi har valgt ikke at bruge. Vi kan af gode grunde heller ikke afsløre dem i denne sammenhæng, men vi har i flere tilfælde valgt at tilbageholde informationer, som potentielt kunne være skadelige for Danmarks forhold til allierede eller være ødelæggende for enkeltpersoner. Det betyder, at vi for eksempel konkret har undladt at skrive hemmelige kodenavne fra kabelsamarbejdet, fordi det ville være skadeligt for FE at gøre det, ligesom vi har valgt at sløre identiteten på whistlebloweren fra FE og ikke at skrive navnet på et privat selskab, som i 1990’erne var en del af aftalen mellem NSA og Danmark. I flere tilfælde er konkurrerende medier løbet med historier, som vi også kendte til, fordi vi havde besluttet ikke at bringe oplysningerne – og dét ikke på grund af frygt baseret på besøgene fra FE og PET, men ud fra de redaktionelle overvejelser, som vi alle dage har haft i dækningen af efterretningsanliggender.
Endelig er det værd at nævne, at det i arbejdet med efterretningshistorier udgør en særligt stor udfordring at teste validiteten af oplysningerne. De almindelige principper for god journalistik bliver presset, når man skriver om statshemmeligheder, for det lader sig kun at gøre at afdække den slags sager ved udbredt brug af anonyme kilder og sløring af, hvor man måtte være kommet i besiddelse af oplysninger. Det stiller store krav til de interne redaktionelle krav til historierne, og vi har hele tiden haft det princip, at alle historier skulle være bekræftet af flere af hinanden uafhængige kilder. Og hermed mener vi ”af hinanden uafhængige kilder” i begrebets egentlige betydning, for i efterretningsverdenen er på overfladen uafhængige kilder ikke altid så uafhængige, når det kommer til stykket. Ofte stammer oplysningerne fra den samme kilde. Vi har valgt kun at bringe ”erfarer-historier” i de tilfælde, hvor oplysningerne var reelt bekræftede fra flere sider. Det betyder også, at vi i flere tilfælde har kendt til oplysninger, hvis sandhed vi har følt os overbeviste om, men hvor vi har valgt ikke at bringe oplysningerne, fordi vi ikke havde dem bekræftet fra flere sider.
Formidling:
Metodisk har vi arbejdet en del med formidlingen. FE-sagen er kompliceret, mange læsere har mistet overblikket over det langvarige sagsforløb og i det hele taget kan det være tørt og kompliceret at skrive om uafhængige tilsyn, kabelsamarbejde og hemmelige kommissioner. Derfor har vi gjort os en del bestræbelser på at formidle dækningen i forskellige genrer: Vi har selvfølgelig skrevet gængse nyheder og baggrundshistorier, men vi har også arbejdet en del med at formidle historien i fortællinger, portrætter, explainers og interviews. Vi har fået adgang til retsdokumenter fra gamle spionsager, og vi har gravet os ned i PET-kommissionens gigantiske beretning for at kunne lave fortællinger om forhistorien til den nuværende FE-sag. Derfor har vi kunnet fortælle historien om den eneste gang, hvor straffelovens paragraf 109 før har været i brug i sagen mod en østtysk spion for 40 år siden, og vi har afsløret, hvordan Politikens journalist dengang bag lukkede døre blev pålagt at opgive sin kildebeskyttelse.