LIVSTID - drabssagen der ikke vil dø
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Anders Lomholt
Projektets beskrivelse
Titel:
LIVSTID - drabssagen der ikke vil dø
Beskrivelse:
”LIVSTID – drabssagen der ikke vil dø” er en dokumentarisk bog om Danmarks længstsiddende fange, Naum Conevski. I begyndelsen af 1980’erne skrev han pressehistorie, da han efter at have afsonet en voldtægtsdom blev genstand for avisartikler, som førte til, at sagen blev genoptaget og han blev frifundet. Samme år skrev han kriminalhistorie, da han blev anholdt og senere idømt livstid i en af de mest brutale drabssager i nyere tid. Dobbeltdrabet på Femøren.
I fængslet blev han psykisk ustabil. Han truede med at dræbe flere kriminalbetjente og fik ry som Danmarks farligste fange. Til sidst havnede han på lukket retspsykiatrisk afdeling, hvor han stadig er.
Men Conevski er også en af de mest gådefulde og besværlige fanger i Danmark. I årtier har han kæmpet for at afsone resten af sin straf i sit hjemland, Nordmakedonien. Det ønske har hans læger bakket op om. Men politiet har ikke glemt de gamle trusler og mener, at det er for farligt at sende ham ud af landet. Conevski gør det ikke nemmere for sig selv ved at nægte sig skyldig, og selvom han lever et nærmest apatisk liv, har han et indædt had til politiet.
Slagsmålet om Conevskis skæbne har for længst antaget kafkaske dimensioner. Tre embedsmandsdelegationer har været i Nordmakedonien. I justitsvæsenet bliver der produceret bjerge af sagsdokumenter. Sagen har været forbi samtlige justitsministre, men den er politisk betændt og er en tilsyneladende uløselig juridisk hårdknude.
Bogen undersøger, hvorfor Naum Conevski efter 37 års indespærring stadig vurderes at være så farlig, at han ikke kan sendes hjem til Nordmakedonien. Svarene findes i begivenheder, der i flere tilfælde skete for 30-40 år siden og som i bogen bliver beskrevet ekstremt livagtigt og detaljeret. Men LIVSTID er ikke alene en fortælling om en utrolig skæbne og et enestående stykke retshistorie. Det er også en sag, der sætter et svært dilemma på spidsen: Hvad stiller vi op med de stadig flere psykisk syge kriminelle - skal de behandles eller straffes?
I fængslet blev han psykisk ustabil. Han truede med at dræbe flere kriminalbetjente og fik ry som Danmarks farligste fange. Til sidst havnede han på lukket retspsykiatrisk afdeling, hvor han stadig er.
Men Conevski er også en af de mest gådefulde og besværlige fanger i Danmark. I årtier har han kæmpet for at afsone resten af sin straf i sit hjemland, Nordmakedonien. Det ønske har hans læger bakket op om. Men politiet har ikke glemt de gamle trusler og mener, at det er for farligt at sende ham ud af landet. Conevski gør det ikke nemmere for sig selv ved at nægte sig skyldig, og selvom han lever et nærmest apatisk liv, har han et indædt had til politiet.
Slagsmålet om Conevskis skæbne har for længst antaget kafkaske dimensioner. Tre embedsmandsdelegationer har været i Nordmakedonien. I justitsvæsenet bliver der produceret bjerge af sagsdokumenter. Sagen har været forbi samtlige justitsministre, men den er politisk betændt og er en tilsyneladende uløselig juridisk hårdknude.
Bogen undersøger, hvorfor Naum Conevski efter 37 års indespærring stadig vurderes at være så farlig, at han ikke kan sendes hjem til Nordmakedonien. Svarene findes i begivenheder, der i flere tilfælde skete for 30-40 år siden og som i bogen bliver beskrevet ekstremt livagtigt og detaljeret. Men LIVSTID er ikke alene en fortælling om en utrolig skæbne og et enestående stykke retshistorie. Det er også en sag, der sætter et svært dilemma på spidsen: Hvad stiller vi op med de stadig flere psykisk syge kriminelle - skal de behandles eller straffes?
Publicering:
21. juni 2021 udkom bogen på print og som lydbog.
Forlaget er People's Press, og den kan købes i de fleste boghandlere.
Forlaget er People's Press, og den kan købes i de fleste boghandlere.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Allerede i mine tidligere ungdomsår hørte jeg meget om Naum Conevski.
Min far arbejdede som fængselspræst i Horsens Statsfængsel og mødte der Conevski, som han siden har bevaret kontakten med. Min far mente, at Conevski var uskyldig dømt og blev uretfærdigt behandlet. Det gav anledning til mange diskussioner.
Da jeg blev journalist og begyndte at arbejde med kriminalstof, lå det lige for at kaste sig over Conevski-sagen. Mange journalister har prøvet at få adgang til ham, men uden held. Og mens jeg ikke har fundet tegn på, at han er uskyldig dømt, så undrede det mig, at, at han skal afsone længere end nogen andre. Hvorfor vil vi ikke sende ham hjem, når der i årevis har været politisk konsensus om, at lade kriminelle udlændinge afsone i deres hjemlande?
Egentlig ville jeg gerne lave en dokumentarfilm som del af mit arbejde på TV2. Men da jeg ikke kunne få adgang til at interviewe ham og endnu mindre til at filme ham, så valgte jeg at skrive en bog
Min far arbejdede som fængselspræst i Horsens Statsfængsel og mødte der Conevski, som han siden har bevaret kontakten med. Min far mente, at Conevski var uskyldig dømt og blev uretfærdigt behandlet. Det gav anledning til mange diskussioner.
Da jeg blev journalist og begyndte at arbejde med kriminalstof, lå det lige for at kaste sig over Conevski-sagen. Mange journalister har prøvet at få adgang til ham, men uden held. Og mens jeg ikke har fundet tegn på, at han er uskyldig dømt, så undrede det mig, at, at han skal afsone længere end nogen andre. Hvorfor vil vi ikke sende ham hjem, når der i årevis har været politisk konsensus om, at lade kriminelle udlændinge afsone i deres hjemlande?
Egentlig ville jeg gerne lave en dokumentarfilm som del af mit arbejde på TV2. Men da jeg ikke kunne få adgang til at interviewe ham og endnu mindre til at filme ham, så valgte jeg at skrive en bog
Tidshorizont:
Jeg begyndte så småt at arbejde med Conevski-sagen i 2017. Dengang skrev jeg en nyhedsartikel ifm at hans afslag på prøveløsladelse var for retten.
Kort efter fik jeg skriftlig kontakt med ham. Derefter brugte jeg halvandet år på at få adgang til at besøge ham.
(mere detaljeret beskrevet under metode)
Siden jeg første gang besøgte Conevski i sommeren 2019 og frem til maj 2021, har jeg arbejdet stadig mere koncentreret på bogen.
Jeg har i hele perioden haft fuldtidsarbejde på TV2. Jeg har holdt fem ugers skriveorlov, men derudover har jeg kun haft tid til at arbejde med bogen i ferier, i weekender og om aftenen/natten.
Kort efter fik jeg skriftlig kontakt med ham. Derefter brugte jeg halvandet år på at få adgang til at besøge ham.
(mere detaljeret beskrevet under metode)
Siden jeg første gang besøgte Conevski i sommeren 2019 og frem til maj 2021, har jeg arbejdet stadig mere koncentreret på bogen.
Jeg har i hele perioden haft fuldtidsarbejde på TV2. Jeg har holdt fem ugers skriveorlov, men derudover har jeg kun haft tid til at arbejde med bogen i ferier, i weekender og om aftenen/natten.
Nyhed:
Bogens vigtigste formål er at løfte sløret for Conevski-sagen, som har fået et nærmest mytisk skær indenfor justitsvæsnet. Sagen er den juridiske hårdknude som trods intens sagsbehandling ikke kan løses og det skyldes blandt andet slagsmålet mellem læger og politi, som er rygende uenige om, hvor farlig Conevski er. Det har ikke tidligere været fremme. Det er også nyt, hvor højt plan Conevski-sagen har været behandlet på, og hvor mange kræfter der er blevet brugt. Alle justitsministre har på et eller andet tidspunkt tage stilling til sagen, men ingen har lyst til at træffe en potentielt upopulær beslutning om at sende ham hjem.
I bogen bliver det beskrevet, hvordan sagen konstant kværner rundt i embedsværket, og hvilke mekanismer der er afgørende. Blandt andet kommer det frem, at en tidligere souschef i Københavns Politis drabsafdeling i årtier aktivt har modarbejdet en hjemsendelse. Han er for længst er gået på pension men har alligevel stor indflydelse.
I bogen kommer der også en række nye oplysninger frem om, hvorfra frygten for Conevski kommer. Der bliver fremlagt originale breve, hvor han forsøger at bestille våben til en fangeflugt. Og private breve med trusler. Det bliver beskrevet, hvordan der i både politi og fængselsvæsen opstod nærmest panik ved udsigten til, hvad Conevski kunne finde på. I det hele taget får vi her hele historien om Conevski, og den er aldrig tidligere fortalt.
I bogen bliver det beskrevet, hvordan sagen konstant kværner rundt i embedsværket, og hvilke mekanismer der er afgørende. Blandt andet kommer det frem, at en tidligere souschef i Københavns Politis drabsafdeling i årtier aktivt har modarbejdet en hjemsendelse. Han er for længst er gået på pension men har alligevel stor indflydelse.
I bogen kommer der også en række nye oplysninger frem om, hvorfra frygten for Conevski kommer. Der bliver fremlagt originale breve, hvor han forsøger at bestille våben til en fangeflugt. Og private breve med trusler. Det bliver beskrevet, hvordan der i både politi og fængselsvæsen opstod nærmest panik ved udsigten til, hvad Conevski kunne finde på. I det hele taget får vi her hele historien om Conevski, og den er aldrig tidligere fortalt.
Konsekvens:
Bogen er ikke skrevet med det formål at forhindre eller sikre, at Conevski kommer hjem. Eller bliver løsladt.
Den går i dybden med de mange dilemmaer og klæder læseren på til selv at vurdere, hvad der skal ske i en sag som Conevskis.
Men det er ikke en bog, der i sin natur afføder en ministerstorm.
Alligevel har jeg fået kommentarer fra folk, der arbejder med sagen om, at den har skabt røre i justitsvæsenet.
Flere siger, at der i kølvandet på bogen er kommet et internt pres fra Justitsministeriet om snart at få ham sendt hjem til fortsat afsoning i Nordmakedonien.
Der har længe været planer om at sende en fjerde delegation afsted. Den har været udskudt af flere omgange. Men kort efter bogens udgivelse kom der skred i tingene, og der blev sat en dato for delegationens snarlige rejse.
Den går i dybden med de mange dilemmaer og klæder læseren på til selv at vurdere, hvad der skal ske i en sag som Conevskis.
Men det er ikke en bog, der i sin natur afføder en ministerstorm.
Alligevel har jeg fået kommentarer fra folk, der arbejder med sagen om, at den har skabt røre i justitsvæsenet.
Flere siger, at der i kølvandet på bogen er kommet et internt pres fra Justitsministeriet om snart at få ham sendt hjem til fortsat afsoning i Nordmakedonien.
Der har længe været planer om at sende en fjerde delegation afsted. Den har været udskudt af flere omgange. Men kort efter bogens udgivelse kom der skred i tingene, og der blev sat en dato for delegationens snarlige rejse.
Metode:
LIVSTID sigter mod at gengive begivenhedsforløb med ekstrem præcision, selvom det i mange tilfælde skete for 30-40 år siden. Det er heri svarene ligger på, at Conevski trods sine høje alder fortsat vurderes at være farlig. Metoden til at opnå det har primært handlet om:
- at finde frem til centrale kilder, der stadig er i live og som husker, hvad der skete for 30-40 år siden.
- at få adgang til tusindvis af gamle og nye sagsakter, hvoraf mange ikke har været tilgængelige ad officielle kanaler
Den primære kilde i bogen er Naum Coneski selv. Jeg har haft en fordel i kraft af, at min far som tidligere fængselspræst i Horsens Statsfængsel har mødt Conevski og har bevaret kontakten til ham. Det var formentlig en medvirkende årsag til, at jeg i 2017- som svar på min henvendelse - modtog det første af adskillige breve fra Conevski.
Men derfra var der langt til at besøge og interviewe ham.
Første skridt var at følge en retssag i 2017, hvor han og hans advokat Bjørn Elmquist forgæves forsøgte at få Østre Landsret til at omstøde et afslag på prøveløsladelse. Her dækkede jeg nyhedshistorien for tv2.dk og viste på den måde min interesse over for både Conevski og Elmquist.
Efter det var Conevski interesseret i at få besøg af mig. Men både hans læger på den lukkede retspsykiatriske afdeling på Sct. Hans hospital og Elmquist var imod af frygt for, at et evt interview ville skade hans sag. Og da Conevski lytter til de autoriteter, der er omkring ham, så sagde han også nej tak.
På det tidspunkt var det min intention at lave et TV-dokumentarprogram om Conevski.
Men afslagene fik mig til at ændre planer og i stedet forsøge at skrive en bog.
Det bliver af myndighederne typisk anset for et mindre kraftfuldt medie i forhold til den offentlige mening og kan derfor være en vej til at få adgang til indsatte i landets fængsler. Det har også betydning for at komme i nærheden af Conevski, som formelt er indsat på Herstedvester Fængsel men har været indlagt på Sct. Hans i de sidste 23 år.
Efter at have præsenteret parterne for ønsket om at skrive en bog om Conevski, havde jeg i de følgende halvandet års tid løbende korrespondance med hans læger og advokat. Jeg pressede på. Primært med argumentet om, at Conevski i årtier er blevet rådet til at holde lav profil uden at dette har hjulpet ham i hans forsøg på at blive løsladt eller afsone resten af sin dom i hjemlandet, Nordmakedonien.
Jeg opfordrede dem derfor til at genoverveje strategien. Derudover argumenterede jeg for, at psykisk syge har samme ytringsfrihed som alle andre, og at Conevski i et brev havde skrevet til mig, at han gerne vil stå frem - inden han dør - med sin historie og sin opfattelse af at blive uretfærdigt behandlet. Han er nu 72 år gammel og svækket af årtiers medicinforbrug.
Til sidst bøjede Elmquist sig. Han skrev mig en mail om, at han ikke længere kunne udelukke at omtale af sagen vil gavne Conevski, og han derfor ikke længere ville stille sig i vejen for, at han stod frem i interview. Med den mail kunne jeg vende tilbage til Conevskis læger, og i sommeren 2019 fik jeg tilladelse til at besøge og interviewe Conevski.
Adgangen til Conevski var det første vigtige skridt i forhold til at skrive bogen om ham. Ved første møde gav han mig fuldmagt til at søge aktindsigt i hele den enorme bunke af sagsakter, der har hobet sig op i Justitsministeriet, Kriminalforsorgen og psykiatrien. Jeg fik tilsendt i omegnen af 4000 dokumenter, som aldrig tidligere har været offentliggjort og som udgør rygraden i fortællingen om de 37 år han har afsonet sin livstidsdom. Mange var håndskrevne og sagen var ikke kronologisk sorteret. Bare det at få overblik krævede adskillige måneders arbejde.
Derudover søgte jeg som journalist adgang i rets- og domsbøger fra de mange retsinstanser, der har behandlet Conevskis sager. En voldtægtsdom fra 1981. En afgørelse fra Den særlige Klageret og efterfølgende frifindelse ved Østre Landsret i februar 1984. Livstidsdommen for dobbeltdrab i 1985 og flere nyere afgørelser vedrørende spørgsmålet om prøveløsladelse.
I flere tilfælde havde retterne svært ved at finde de gamle domme frem, og jeg var nødt til at få dem hentet ud af Rigsarkivet og fysisk bragt til retten, som så kunne udlevere dem. Ekstremt tidskrævende.
Men jeg manglede stadig en række fortrolige dokumenter. Først og fremmest politiets efterforskning af dobbeltdrabet på Femøren og de øvrige forbrydelser, Conevski er dømt for. Her har Københavns Politi afslået at give aktindsigt med henvisning til retsfølelsen hos ofre og pårørende til ofre for Conevskis forbrydelser for.
Til alt held er der en del mennesker, der betragter Conevski-sagen som så enestående, at de stadig har forskellige ting liggende. Der er ofre, der har papirer liggende. Der er andre kilder, som jeg har lovet kildebeskyttelse. Via dem er det lykkedes at finde de sidste brikker i puslespillet. Blandt andet adgang til den såkaldte ekstrakt i straffesagen. Det vil sige de over 1000 dokumenter fra politiets efterforskning, der blev fremlagt i retten i 1985. På den måde fik jeg adgang til adresser og cpr-numre på ofre og vidner, navne på efterforskere, tekniske undersøgelser, ransagnings- og forhørsrapporter. Der var også personlige breve fra Conevski til og fra hans kone og andre familiemedlemmer. Og så var der et righoldigt arkiv med billeder af Conevskis gamle lejlighed, bil, tyvekoster, drabsvåben og meget andet.
Derudover lykkedes det at få fat i interne dokumenter fra politiets efterforskning, hvoraf det fremgår hvilke efterforskningsskridt de tog, hvordan ledelsen vurderede sagen og hvilke overvejelser de gjorde sig om Conevski.
På samme måde fik jeg fat i hemmeligt-stemplede rapporter fra Vestre Fængsel, Herstedvester Fængsel og Horsens Statsfængsel i perioden 1984-1988, hvor Conevski fik ry som Danmarks farligste fange. Her fremgik det, hvordan ledende medarbejdere i politi og kriminalforsorg var tiltagende nervøse for, at Conevski var i gang med at planlægge en væbnet fangeflugt med hjælp fra jugoslaviske kriminelle og familiemedlemmer fra Sverige og Australien. Her fremgik det også, hvordan der blev investeret i særligt sikre celler, metaldetektorer og andet sikkerhedsudstyr alene for at passe på Conevski.
Her blev det som nogle psykiatere har kaldt ”myten om Conevski” grundlagt - forestillingen om, at han er farligere end nogen andre fanger.
Bevæbnet med store mængder aktindsigt og i nogle tilfælde personoplysninger gik jeg i gang med systematisk at opstøve kilder. Jeg fandt frem til en kvinde, der helt tilbage i 1979 blev voldtaget og udsat for røveri af Conevski. Hendes hukommelse var god, men det var betryggende at kunne verificere hendes og mange andre kilders erindringer med dokumenter fra sagen.
I de tilfælde, hvor jeg ikke havde skriftlige kilder, sørgede jeg for at dobbelt- eller trippelttjekke vidners forklaringer. For eksempel fra den fest, der blev holdt samme aften Conevski i februar 1984 blev frifundet for en voldtægt. Her har jeg talt med tre deltagere.
I en central voldtægtssag fra 1981 (som Conevski først afsonede og siden blev frifundet for) gik jeg langt for at komme tæt på offerets opfattelse af sagen. Kvinden er for længst død. Men det lykkedes at finde frem til flere tidligere naboer, hendes bistandsadvokat, hendes psykolog og hendes bror.
I en røverisag var offeret også død for mange år siden. Men jeg fandt frem til hendes søn, som vidnede i sagen, og han kunne bidrage med væsentlige oplysninger.
I forhold til politiet fik jeg via en gammel politi-kilde adgang til navne på de centrale efterforskere i sagen. De er for længst gået på pension. En del er ikke i live eller har svært ved at huske. Andre har skiftet nummer og adresse og er svære at finde – mange politifolk har hemmelig adresse. Men de fleste har sat nogle spor. For eksempel i gamle versioner af de pensionerede betjentes lystfiskerklub. De kan fremsøges via archive.org/wayback machine. På den måde kan man finde frem til andre kolleger, der har været tæt på dem, og til sidst fik jeg adgang til og interviewede alle centrale efterforskere fra Conevski-sagen, som stadig er i live.
En vigtig metode til at finde kilder var at spørge Conevski igen og igen. Han har selv svært ved at huske så langt tilbage i tiden. Han er mærket af psykisk sygdom, årtiers indtag af antipsykotisk medicin og en monoton hverdag uden adgang til at dele minder med familiemedlemmer og venner.
Men ved at genskabe begivenheder ud fra faktuelle oplysninger, jeg nu havde adgang til, lykkedes det efterhånden at få ham til at huske flere og flere navne. Blandt andet på gamle venner fra tiden før han blev fængslet. Tidligere arbejdskolleger, cellekammerater, medpatienter og tidligere ansatte på den jugoslaviske og makedonske ambassade. Han kom efterhånden også i tanker om sagsbehandlere og læger.
Med Conevskis samtykke blev der også åbnet for, at både politifolk, embedsmænd og læger fik ophævet deres tavshedspligt og kunne udtale sig i sagen.
Via Conevski lykkedes det også at få adgang til hans kone, som bor i Nordmakedonien. De har ikke set hinanden i tæt på 30 år. Men de har løbende telefonisk kontakt, og han sender stort set hele sin pension ned til hende og deres tre børn. Hun var først skeptisk over for at medvirke i interview, men efterhånden som jeg fik oparbejdet et tillidsforhold til Conevski, lagde han et vist pres på hende ved at bede hende stille op. Ved hjælp af tolk lykkedes det at få endnu et vigtigt interview i hus.
Med gennemlæsning af dokumenter fra justitsvæsenets årtier lange behandling af Conevski-sagen lykkedes det også at finde frem til de centrale læger, embedsmænd, politifolk og jurister. På den måde er det blevet muligt at genskabe det juridiske slagsmål mellem læger og politifolk, som er centralt for at forstå Conevskis unikke skæbne i dansk retshistorie. På den ene side står læger, som mener, at Conevski er ufarlig og enten skal på åben afdeling eller afsone i hjemlandet. På den anden side står toneangivende politifolk, som mener, at han fortsat udgør en fare og derfor skal blive, hvor han er til sin død.
Conevski-sagen er special af mange grunde. Men frem for alt er den så kompliceret, at selv de, der arbejder med den, har mistet overblikket. Ved metodisk at arbejde mig igennem hele sagskomplekset og ved at samle udsagn fra alle centrale aktører i bogen LIVSTID, håber jeg, at det lykkes at skabe en form for overblik, og på den måde videreformidle de svar, jeg har fundet på, at Conevski trods 37 års indespærring fortsat ikke har udsigt til at gense sit hjemland.
- at finde frem til centrale kilder, der stadig er i live og som husker, hvad der skete for 30-40 år siden.
- at få adgang til tusindvis af gamle og nye sagsakter, hvoraf mange ikke har været tilgængelige ad officielle kanaler
Den primære kilde i bogen er Naum Coneski selv. Jeg har haft en fordel i kraft af, at min far som tidligere fængselspræst i Horsens Statsfængsel har mødt Conevski og har bevaret kontakten til ham. Det var formentlig en medvirkende årsag til, at jeg i 2017- som svar på min henvendelse - modtog det første af adskillige breve fra Conevski.
Men derfra var der langt til at besøge og interviewe ham.
Første skridt var at følge en retssag i 2017, hvor han og hans advokat Bjørn Elmquist forgæves forsøgte at få Østre Landsret til at omstøde et afslag på prøveløsladelse. Her dækkede jeg nyhedshistorien for tv2.dk og viste på den måde min interesse over for både Conevski og Elmquist.
Efter det var Conevski interesseret i at få besøg af mig. Men både hans læger på den lukkede retspsykiatriske afdeling på Sct. Hans hospital og Elmquist var imod af frygt for, at et evt interview ville skade hans sag. Og da Conevski lytter til de autoriteter, der er omkring ham, så sagde han også nej tak.
På det tidspunkt var det min intention at lave et TV-dokumentarprogram om Conevski.
Men afslagene fik mig til at ændre planer og i stedet forsøge at skrive en bog.
Det bliver af myndighederne typisk anset for et mindre kraftfuldt medie i forhold til den offentlige mening og kan derfor være en vej til at få adgang til indsatte i landets fængsler. Det har også betydning for at komme i nærheden af Conevski, som formelt er indsat på Herstedvester Fængsel men har været indlagt på Sct. Hans i de sidste 23 år.
Efter at have præsenteret parterne for ønsket om at skrive en bog om Conevski, havde jeg i de følgende halvandet års tid løbende korrespondance med hans læger og advokat. Jeg pressede på. Primært med argumentet om, at Conevski i årtier er blevet rådet til at holde lav profil uden at dette har hjulpet ham i hans forsøg på at blive løsladt eller afsone resten af sin dom i hjemlandet, Nordmakedonien.
Jeg opfordrede dem derfor til at genoverveje strategien. Derudover argumenterede jeg for, at psykisk syge har samme ytringsfrihed som alle andre, og at Conevski i et brev havde skrevet til mig, at han gerne vil stå frem - inden han dør - med sin historie og sin opfattelse af at blive uretfærdigt behandlet. Han er nu 72 år gammel og svækket af årtiers medicinforbrug.
Til sidst bøjede Elmquist sig. Han skrev mig en mail om, at han ikke længere kunne udelukke at omtale af sagen vil gavne Conevski, og han derfor ikke længere ville stille sig i vejen for, at han stod frem i interview. Med den mail kunne jeg vende tilbage til Conevskis læger, og i sommeren 2019 fik jeg tilladelse til at besøge og interviewe Conevski.
Adgangen til Conevski var det første vigtige skridt i forhold til at skrive bogen om ham. Ved første møde gav han mig fuldmagt til at søge aktindsigt i hele den enorme bunke af sagsakter, der har hobet sig op i Justitsministeriet, Kriminalforsorgen og psykiatrien. Jeg fik tilsendt i omegnen af 4000 dokumenter, som aldrig tidligere har været offentliggjort og som udgør rygraden i fortællingen om de 37 år han har afsonet sin livstidsdom. Mange var håndskrevne og sagen var ikke kronologisk sorteret. Bare det at få overblik krævede adskillige måneders arbejde.
Derudover søgte jeg som journalist adgang i rets- og domsbøger fra de mange retsinstanser, der har behandlet Conevskis sager. En voldtægtsdom fra 1981. En afgørelse fra Den særlige Klageret og efterfølgende frifindelse ved Østre Landsret i februar 1984. Livstidsdommen for dobbeltdrab i 1985 og flere nyere afgørelser vedrørende spørgsmålet om prøveløsladelse.
I flere tilfælde havde retterne svært ved at finde de gamle domme frem, og jeg var nødt til at få dem hentet ud af Rigsarkivet og fysisk bragt til retten, som så kunne udlevere dem. Ekstremt tidskrævende.
Men jeg manglede stadig en række fortrolige dokumenter. Først og fremmest politiets efterforskning af dobbeltdrabet på Femøren og de øvrige forbrydelser, Conevski er dømt for. Her har Københavns Politi afslået at give aktindsigt med henvisning til retsfølelsen hos ofre og pårørende til ofre for Conevskis forbrydelser for.
Til alt held er der en del mennesker, der betragter Conevski-sagen som så enestående, at de stadig har forskellige ting liggende. Der er ofre, der har papirer liggende. Der er andre kilder, som jeg har lovet kildebeskyttelse. Via dem er det lykkedes at finde de sidste brikker i puslespillet. Blandt andet adgang til den såkaldte ekstrakt i straffesagen. Det vil sige de over 1000 dokumenter fra politiets efterforskning, der blev fremlagt i retten i 1985. På den måde fik jeg adgang til adresser og cpr-numre på ofre og vidner, navne på efterforskere, tekniske undersøgelser, ransagnings- og forhørsrapporter. Der var også personlige breve fra Conevski til og fra hans kone og andre familiemedlemmer. Og så var der et righoldigt arkiv med billeder af Conevskis gamle lejlighed, bil, tyvekoster, drabsvåben og meget andet.
Derudover lykkedes det at få fat i interne dokumenter fra politiets efterforskning, hvoraf det fremgår hvilke efterforskningsskridt de tog, hvordan ledelsen vurderede sagen og hvilke overvejelser de gjorde sig om Conevski.
På samme måde fik jeg fat i hemmeligt-stemplede rapporter fra Vestre Fængsel, Herstedvester Fængsel og Horsens Statsfængsel i perioden 1984-1988, hvor Conevski fik ry som Danmarks farligste fange. Her fremgik det, hvordan ledende medarbejdere i politi og kriminalforsorg var tiltagende nervøse for, at Conevski var i gang med at planlægge en væbnet fangeflugt med hjælp fra jugoslaviske kriminelle og familiemedlemmer fra Sverige og Australien. Her fremgik det også, hvordan der blev investeret i særligt sikre celler, metaldetektorer og andet sikkerhedsudstyr alene for at passe på Conevski.
Her blev det som nogle psykiatere har kaldt ”myten om Conevski” grundlagt - forestillingen om, at han er farligere end nogen andre fanger.
Bevæbnet med store mængder aktindsigt og i nogle tilfælde personoplysninger gik jeg i gang med systematisk at opstøve kilder. Jeg fandt frem til en kvinde, der helt tilbage i 1979 blev voldtaget og udsat for røveri af Conevski. Hendes hukommelse var god, men det var betryggende at kunne verificere hendes og mange andre kilders erindringer med dokumenter fra sagen.
I de tilfælde, hvor jeg ikke havde skriftlige kilder, sørgede jeg for at dobbelt- eller trippelttjekke vidners forklaringer. For eksempel fra den fest, der blev holdt samme aften Conevski i februar 1984 blev frifundet for en voldtægt. Her har jeg talt med tre deltagere.
I en central voldtægtssag fra 1981 (som Conevski først afsonede og siden blev frifundet for) gik jeg langt for at komme tæt på offerets opfattelse af sagen. Kvinden er for længst død. Men det lykkedes at finde frem til flere tidligere naboer, hendes bistandsadvokat, hendes psykolog og hendes bror.
I en røverisag var offeret også død for mange år siden. Men jeg fandt frem til hendes søn, som vidnede i sagen, og han kunne bidrage med væsentlige oplysninger.
I forhold til politiet fik jeg via en gammel politi-kilde adgang til navne på de centrale efterforskere i sagen. De er for længst gået på pension. En del er ikke i live eller har svært ved at huske. Andre har skiftet nummer og adresse og er svære at finde – mange politifolk har hemmelig adresse. Men de fleste har sat nogle spor. For eksempel i gamle versioner af de pensionerede betjentes lystfiskerklub. De kan fremsøges via archive.org/wayback machine. På den måde kan man finde frem til andre kolleger, der har været tæt på dem, og til sidst fik jeg adgang til og interviewede alle centrale efterforskere fra Conevski-sagen, som stadig er i live.
En vigtig metode til at finde kilder var at spørge Conevski igen og igen. Han har selv svært ved at huske så langt tilbage i tiden. Han er mærket af psykisk sygdom, årtiers indtag af antipsykotisk medicin og en monoton hverdag uden adgang til at dele minder med familiemedlemmer og venner.
Men ved at genskabe begivenheder ud fra faktuelle oplysninger, jeg nu havde adgang til, lykkedes det efterhånden at få ham til at huske flere og flere navne. Blandt andet på gamle venner fra tiden før han blev fængslet. Tidligere arbejdskolleger, cellekammerater, medpatienter og tidligere ansatte på den jugoslaviske og makedonske ambassade. Han kom efterhånden også i tanker om sagsbehandlere og læger.
Med Conevskis samtykke blev der også åbnet for, at både politifolk, embedsmænd og læger fik ophævet deres tavshedspligt og kunne udtale sig i sagen.
Via Conevski lykkedes det også at få adgang til hans kone, som bor i Nordmakedonien. De har ikke set hinanden i tæt på 30 år. Men de har løbende telefonisk kontakt, og han sender stort set hele sin pension ned til hende og deres tre børn. Hun var først skeptisk over for at medvirke i interview, men efterhånden som jeg fik oparbejdet et tillidsforhold til Conevski, lagde han et vist pres på hende ved at bede hende stille op. Ved hjælp af tolk lykkedes det at få endnu et vigtigt interview i hus.
Med gennemlæsning af dokumenter fra justitsvæsenets årtier lange behandling af Conevski-sagen lykkedes det også at finde frem til de centrale læger, embedsmænd, politifolk og jurister. På den måde er det blevet muligt at genskabe det juridiske slagsmål mellem læger og politifolk, som er centralt for at forstå Conevskis unikke skæbne i dansk retshistorie. På den ene side står læger, som mener, at Conevski er ufarlig og enten skal på åben afdeling eller afsone i hjemlandet. På den anden side står toneangivende politifolk, som mener, at han fortsat udgør en fare og derfor skal blive, hvor han er til sin død.
Conevski-sagen er special af mange grunde. Men frem for alt er den så kompliceret, at selv de, der arbejder med den, har mistet overblikket. Ved metodisk at arbejde mig igennem hele sagskomplekset og ved at samle udsagn fra alle centrale aktører i bogen LIVSTID, håber jeg, at det lykkes at skabe en form for overblik, og på den måde videreformidle de svar, jeg har fundet på, at Conevski trods 37 års indespærring fortsat ikke har udsigt til at gense sit hjemland.
Modstand:
Lægerne på den lukkede retspsykiatriske afdeling på Sct. Hans Hospital har været en stor hindring.
Især den øverste administrative chef har ikke den store tiltro til journalister. Han har sagt til mig, at det retspsykiatriske område ikke egner sig til journalistisk behandling, og blandt andet derfor har han været imod, at jeg fik adgang til at interviewe Conevski. Han var nervøs for en tabloid tilgang, der alene ville fokusere på Conevskis trusler og vrede på politifolk og mange andre.
Da Conevskis advokat, Bjørn Elmquist, også var imod, var det i lang tid svært at komme tæt på hovedpersonen.
Først da Elmquist bøjede sig og jeg kunne fremvise et brev fra Conevski om, at han gerne ville tale med mig, blev det svært for hospitalsledelsen at stå fast på et nej.
Derudover har Københavns Politi modarbejdet min adgang til aktindsigt. Jeg har svært ved at forstå begrundelsen om, at det skulle være krænkende for ofre og deres pårørende. Sagen er så gammel nu - 37 år. Og i mange andre lignende sager er der givet fuld aktindsigt. Men i Conevski-sagen er der hele tiden blevet udvist et ekstremt stort hensyn til ofrene. Blandt andet har den overlevende dreng fået foretræde for en minister, som forsikrede ham om, at der ville blive passet godt på ham.
Den tidligere souschef i drabsafdelingen henviser også til den overlevende dreng som en del af begrundelsen for, at han fortsat kæmper for, at Conevski forbliver indespærret til sin død.
Trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes at få fat i de centrale embedsmænd, som nu sidder med Conevski-sagen. Det er helt tydeligt en sag, som ingen har lyst til at blive forbundet med. Det gælder også for den nuværende justitsminister. Derfor bliver der i bogens sidste kapitler arbejdet med anonyme kilder, der fortæller om mekanismerne i sagsbehandlingen. Og hvordan man ser på Conevski-sagen i de øverste lag af justitsvæsenet. Blandt andet fortæller en sagsbehandler, hvordan sagen bliver skubbet rundt uden, at nogen træffer en afgørelse. Det handler om at undgå at få sin underskrift på en potentielt upopulær beslutning om at sende Conevski hjem i strid med visse politifolks vurdering.
Især den øverste administrative chef har ikke den store tiltro til journalister. Han har sagt til mig, at det retspsykiatriske område ikke egner sig til journalistisk behandling, og blandt andet derfor har han været imod, at jeg fik adgang til at interviewe Conevski. Han var nervøs for en tabloid tilgang, der alene ville fokusere på Conevskis trusler og vrede på politifolk og mange andre.
Da Conevskis advokat, Bjørn Elmquist, også var imod, var det i lang tid svært at komme tæt på hovedpersonen.
Først da Elmquist bøjede sig og jeg kunne fremvise et brev fra Conevski om, at han gerne ville tale med mig, blev det svært for hospitalsledelsen at stå fast på et nej.
Derudover har Københavns Politi modarbejdet min adgang til aktindsigt. Jeg har svært ved at forstå begrundelsen om, at det skulle være krænkende for ofre og deres pårørende. Sagen er så gammel nu - 37 år. Og i mange andre lignende sager er der givet fuld aktindsigt. Men i Conevski-sagen er der hele tiden blevet udvist et ekstremt stort hensyn til ofrene. Blandt andet har den overlevende dreng fået foretræde for en minister, som forsikrede ham om, at der ville blive passet godt på ham.
Den tidligere souschef i drabsafdelingen henviser også til den overlevende dreng som en del af begrundelsen for, at han fortsat kæmper for, at Conevski forbliver indespærret til sin død.
Trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes at få fat i de centrale embedsmænd, som nu sidder med Conevski-sagen. Det er helt tydeligt en sag, som ingen har lyst til at blive forbundet med. Det gælder også for den nuværende justitsminister. Derfor bliver der i bogens sidste kapitler arbejdet med anonyme kilder, der fortæller om mekanismerne i sagsbehandlingen. Og hvordan man ser på Conevski-sagen i de øverste lag af justitsvæsenet. Blandt andet fortæller en sagsbehandler, hvordan sagen bliver skubbet rundt uden, at nogen træffer en afgørelse. Det handler om at undgå at få sin underskrift på en potentielt upopulær beslutning om at sende Conevski hjem i strid med visse politifolks vurdering.
Etik:
Det er ikke uden etiske dilemmaer at skrive en bog om den 72-årige Naum Conevski. Først og fremmest er der hensynet til de efterladte og
ofrene for hans forbrydelser. De har allerede lidt et ubærligt tab. I forhold til dobbeltdrabet på Femøren nævner jeg i denne fortælling de dræbtes
navne og en del personlige detaljer om deres liv. Mange oplysninger har tidligere været fremme i avisartikler, bøger og dokumentarprogrammer.
Andet kom frem under retssagerne. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at orientere de dræbtes pårørende om indholdet af bogen og give dem mulighed
for at kommentere oplysningerne. Dette har de ikke ønsket. Det samme gælder i forhold til Dennis Andersen, den unge mand, der overlevede
tragedien på Femøren i maj 1984. Jeg har skrevet breve til ham og mødt ham personligt. Vi har talt om bogen og om sagen, og han har i den forbindelse
givet udtryk for, at han ikke ønsker at medvirke. Det er tydeligt, at han stadig er påvirket af sagen.
I forhold til en del af de øvrige ofre har de enten selv valgt at medvirke i bogen eller også har deres pårørende. På den baggrund er det i hvert enkelt
tilfælde en overvejelse, hvor tæt vi kan gå på ofrenes personlige detaljer.
Men overordnet er der tale om en væsentlig og principiel kriminalsag, som bygger på forbrydelser, der er sket for op mod 40 år siden. På den baggrund
er der i bogen medtaget en række af ofrenes personlige oplysninger, som har betydning for at forstå Conevski-sagen.
En anden udfordring er, at Conevski lider af en sindssygdom. Nogle år efter dommen blev han diagnosticeret som paranoid skizofren. Derfor afsoner
han nu sin livstidsstraf på en lukket retspsykiatrisk afdeling. Men selv om han medvirker i bogen og kender til indholdet, så er det en svær
balance at interviewe ham. Hvad betyder sygdommen for hans evne til at give tilsagn? Kan han overskue det? Det har jeg drøftet med Conevskis advokat,
de læger, der i dag har ansvar for ham og en række andre retspsykiatere.
De har alle givet udtryk for, at hans tilstand både i medicinsk og juridisk forstand er sådan, at han formelt har kompetence til at give
samtykke. Hans psykose bliver holdt nede med medicin og er ikke aktiv. Han er nærværende i en samtale og kan huske, hvad han talte om for uger
tilbage. Grundlæggende har han som psykisk syg samme ytringsfrihed som raske borgere i Danmark. Derfor støtter de hans ret til at stå frem
med sin version af begivenhederne. Desuden har han haft god tid til at overveje det og kender en del til
journalisters måde at arbejde på efter i årtier at have været vidne til, at aviser, tv og radio har fortalt om de forbrydelser, han er dømt for. Der er
også spørgsmålet om sandhedsværdien. Ofte har Conevski et selektivt forhold til sin historie og den kriminalitet, han er dømt for. Centrale begivenheder
kan han ikke huske, eller vil han ikke tale om. Han gør, hvad han kan for at vige uden om ubehagelige spørgsmål. Måske lyver han over for mig?
Eller over for sig selv?
Men jeg mener fortsat, at der er grund til at lytte til Conevski. I nogle tilfælde har han en næsten fotografisk hukommelse om centrale begivenheder, navne og datoer.
Han giver vigtige ledetråde til at samle brikkerne i det store puslespil, og i nogle situationer er han som et fastfrosset tidsbillede af begivenheder,
der udspillede sig i 1980’erne. Ord for ord gentager han samtaler, som han opfattede dem i et forhørslokale på Politigården, hvor han skulle
forholde sig til den voksende bunke af beviser. Nærmest som et levende fossil, der bærer fortidens dramatiske begivenheder ind i nutiden. Dertil
kommer, at hans ofte alternative version af virkeligheden er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor dobbeltdrabet på Femøren er sagen, der
ikke vil dø.
Jeg har også haft etiske overvejelser i forbindelse med min fars personlige forhold til Conevski. Har jeg i virkeligheden misbrugt denne familiære forbindelse til at få en psykisk syg mand til at stille op? Her er jeg nået frem til en beslutning om at lægge det hele åbent frem. Det samme gør jeg over for Conevski, som jeg igen og igen har fortalt om bogens indhold og mulige konsekvenser af at stå frem. I journalistik bruger man ofte private relationer til at opnå kontakt til den ene eller anden kilde. Det afgørende må være om det journalistiske arbejde i sig selv lever overholder de presseetiske regler og at man lægger alle relevante oplysninger frem for læseren.
ofrene for hans forbrydelser. De har allerede lidt et ubærligt tab. I forhold til dobbeltdrabet på Femøren nævner jeg i denne fortælling de dræbtes
navne og en del personlige detaljer om deres liv. Mange oplysninger har tidligere været fremme i avisartikler, bøger og dokumentarprogrammer.
Andet kom frem under retssagerne. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at orientere de dræbtes pårørende om indholdet af bogen og give dem mulighed
for at kommentere oplysningerne. Dette har de ikke ønsket. Det samme gælder i forhold til Dennis Andersen, den unge mand, der overlevede
tragedien på Femøren i maj 1984. Jeg har skrevet breve til ham og mødt ham personligt. Vi har talt om bogen og om sagen, og han har i den forbindelse
givet udtryk for, at han ikke ønsker at medvirke. Det er tydeligt, at han stadig er påvirket af sagen.
I forhold til en del af de øvrige ofre har de enten selv valgt at medvirke i bogen eller også har deres pårørende. På den baggrund er det i hvert enkelt
tilfælde en overvejelse, hvor tæt vi kan gå på ofrenes personlige detaljer.
Men overordnet er der tale om en væsentlig og principiel kriminalsag, som bygger på forbrydelser, der er sket for op mod 40 år siden. På den baggrund
er der i bogen medtaget en række af ofrenes personlige oplysninger, som har betydning for at forstå Conevski-sagen.
En anden udfordring er, at Conevski lider af en sindssygdom. Nogle år efter dommen blev han diagnosticeret som paranoid skizofren. Derfor afsoner
han nu sin livstidsstraf på en lukket retspsykiatrisk afdeling. Men selv om han medvirker i bogen og kender til indholdet, så er det en svær
balance at interviewe ham. Hvad betyder sygdommen for hans evne til at give tilsagn? Kan han overskue det? Det har jeg drøftet med Conevskis advokat,
de læger, der i dag har ansvar for ham og en række andre retspsykiatere.
De har alle givet udtryk for, at hans tilstand både i medicinsk og juridisk forstand er sådan, at han formelt har kompetence til at give
samtykke. Hans psykose bliver holdt nede med medicin og er ikke aktiv. Han er nærværende i en samtale og kan huske, hvad han talte om for uger
tilbage. Grundlæggende har han som psykisk syg samme ytringsfrihed som raske borgere i Danmark. Derfor støtter de hans ret til at stå frem
med sin version af begivenhederne. Desuden har han haft god tid til at overveje det og kender en del til
journalisters måde at arbejde på efter i årtier at have været vidne til, at aviser, tv og radio har fortalt om de forbrydelser, han er dømt for. Der er
også spørgsmålet om sandhedsværdien. Ofte har Conevski et selektivt forhold til sin historie og den kriminalitet, han er dømt for. Centrale begivenheder
kan han ikke huske, eller vil han ikke tale om. Han gør, hvad han kan for at vige uden om ubehagelige spørgsmål. Måske lyver han over for mig?
Eller over for sig selv?
Men jeg mener fortsat, at der er grund til at lytte til Conevski. I nogle tilfælde har han en næsten fotografisk hukommelse om centrale begivenheder, navne og datoer.
Han giver vigtige ledetråde til at samle brikkerne i det store puslespil, og i nogle situationer er han som et fastfrosset tidsbillede af begivenheder,
der udspillede sig i 1980’erne. Ord for ord gentager han samtaler, som han opfattede dem i et forhørslokale på Politigården, hvor han skulle
forholde sig til den voksende bunke af beviser. Nærmest som et levende fossil, der bærer fortidens dramatiske begivenheder ind i nutiden. Dertil
kommer, at hans ofte alternative version af virkeligheden er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor dobbeltdrabet på Femøren er sagen, der
ikke vil dø.
Jeg har også haft etiske overvejelser i forbindelse med min fars personlige forhold til Conevski. Har jeg i virkeligheden misbrugt denne familiære forbindelse til at få en psykisk syg mand til at stille op? Her er jeg nået frem til en beslutning om at lægge det hele åbent frem. Det samme gør jeg over for Conevski, som jeg igen og igen har fortalt om bogens indhold og mulige konsekvenser af at stå frem. I journalistik bruger man ofte private relationer til at opnå kontakt til den ene eller anden kilde. Det afgørende må være om det journalistiske arbejde i sig selv lever overholder de presseetiske regler og at man lægger alle relevante oplysninger frem for læseren.
Formidling:
Jeg har gjort brug af en medskribent - Henrik Nordskilde - som har hjulpet mig med at gøre bogen mere appetitlig. Processen har været, at jeg har stået for al research og et første gennemskriv af bogen. Herefter har han skrevet den igennem og arbejdet med sproget og formidlingen.
Det var et nødvendigt skridt fordi jeg ikke tidligere har skrevet en bog. Og fordi det er vigtigt, at den er medrivende og levende fortalt.
Ellers ville der være en risiko for, at den blev for kedelig.
Bogen for overskuelighedens skyld inddelt i tre dele.
Fortiden - inden Conevski begik dobbeltdrabet
Dobbeltdrabet og efterforskningen
De 37 års afsoning og sagsbehandling
Derudover er der tre indstik med billeder fra sagen og af Conevski
Derudover har jeg lavet et stort pressearbejde for at få historien ud.
Den trak en forside på Ekstra Bladet. Jeg skrev selv 10 sider om bogen til PS Politiken. Også BT og Avisen Danmark havde stor omtale. Jeg var i Genstart på P1 og Gomorn Danmark. Vi overvejede om det var overkill og især med den omfattende historie til Politiken - om der var en risiko for, at folk derefter ikke gad købe bogen.
Men for mig har det vigtigste været at få historien ud. Og velvidende at der er et meget lille publikum for den type dokumentariske bøger, var det vigtigste for mig at få fortællingen om Conevski og resultatet af to års arbejde ud til flest mulige mennesker.
Udover bog og lydbog på Mofibo har jeg også været med til at lave en podcast i seks afsnit som ligger på Mofibo. Det er et nyt forsøg på at gøre brug af den omfattende research til også at udgive en podcast som er mere let tilgængelig end bogen. Den er monteret med musik og et lydunivers. Jeg er ikke tilrettelægger på podcasten og har derfor ikke taget den med i min indstilling. Men jeg er hovedfortæller og har bidraget med al research.
Det var et nødvendigt skridt fordi jeg ikke tidligere har skrevet en bog. Og fordi det er vigtigt, at den er medrivende og levende fortalt.
Ellers ville der være en risiko for, at den blev for kedelig.
Bogen for overskuelighedens skyld inddelt i tre dele.
Fortiden - inden Conevski begik dobbeltdrabet
Dobbeltdrabet og efterforskningen
De 37 års afsoning og sagsbehandling
Derudover er der tre indstik med billeder fra sagen og af Conevski
Derudover har jeg lavet et stort pressearbejde for at få historien ud.
Den trak en forside på Ekstra Bladet. Jeg skrev selv 10 sider om bogen til PS Politiken. Også BT og Avisen Danmark havde stor omtale. Jeg var i Genstart på P1 og Gomorn Danmark. Vi overvejede om det var overkill og især med den omfattende historie til Politiken - om der var en risiko for, at folk derefter ikke gad købe bogen.
Men for mig har det vigtigste været at få historien ud. Og velvidende at der er et meget lille publikum for den type dokumentariske bøger, var det vigtigste for mig at få fortællingen om Conevski og resultatet af to års arbejde ud til flest mulige mennesker.
Udover bog og lydbog på Mofibo har jeg også været med til at lave en podcast i seks afsnit som ligger på Mofibo. Det er et nyt forsøg på at gøre brug af den omfattende research til også at udgive en podcast som er mere let tilgængelig end bogen. Den er monteret med musik og et lydunivers. Jeg er ikke tilrettelægger på podcasten og har derfor ikke taget den med i min indstilling. Men jeg er hovedfortæller og har bidraget med al research.