ANGREBET – Omars vej til Krudttønden
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Nils Giversen
Projektets beskrivelse
Titel:
ANGREBET – Omars vej til Krudttønden
Beskrivelse:
Det drejer sig om en 2 timer lang dokumentarfilm i 2 dele. Den afdækker baggrunden for det terrorangreb, der ramte Danmark 14. og 15. februar 2015.
Der er 2 spor.
Ambitionen i det ene spor er at afdække, forklare og analysere Omar el-Husseins vej til terrorangrebet for give indsigt hvorfor han gjorde det.
Gennem familie, venner, skolekammerater, pædagoger, lærere, fængselsbetjente, politifolk kommer vi helt tæt på mennesket bag den umenneskelige handling og får et hidtil ukendt indblik og indsigt radikalisering og de faktorer, der påvirkede ham.
Gennem anonyme myndighedspersoner, fortrolige dokumenter og aldrig sete optagelserne fra overvågningskameraer og politiets efterforskning afdækker vi den uhyggelige udvikling mod ekstremisme, planlægning og udførelse.
Dokumentarfilmen viser også hvordan krige, konflikter og voldsomme begivenheder ude i verden kan få konsekvenser i Danmark.
Seeren vil få den indsigt i angrebets anatomi som man har krav på og som myndighederne stadig ikke her 5 år senere har givet.
Det anden spors ambition er at afdække myndighedernes mulighed for at have kunnet have grebet ind og stoppe Omar el-Hussein i tide.
For første gang har politiet gennem skriftlige svar og aktindsigt givet dokumentation for de advarselslamper, der blinkede forud for angrebet og dermed viste at Omar el-Hussein i stigende grad udgjorde en terrortrussel. Med dokumentationen i hånden kunne 3 førende eksperter for første gang komme den deres velunderbyggede vurdering af især PETs svigt. Oplysningerne om Omar el-Husseins radikalisering og planlægning af terrorangrebet var tilgængelige for PET og PET have mulighed for at gribe ind, lyder vurdering
Der er 2 spor.
Ambitionen i det ene spor er at afdække, forklare og analysere Omar el-Husseins vej til terrorangrebet for give indsigt hvorfor han gjorde det.
Gennem familie, venner, skolekammerater, pædagoger, lærere, fængselsbetjente, politifolk kommer vi helt tæt på mennesket bag den umenneskelige handling og får et hidtil ukendt indblik og indsigt radikalisering og de faktorer, der påvirkede ham.
Gennem anonyme myndighedspersoner, fortrolige dokumenter og aldrig sete optagelserne fra overvågningskameraer og politiets efterforskning afdækker vi den uhyggelige udvikling mod ekstremisme, planlægning og udførelse.
Dokumentarfilmen viser også hvordan krige, konflikter og voldsomme begivenheder ude i verden kan få konsekvenser i Danmark.
Seeren vil få den indsigt i angrebets anatomi som man har krav på og som myndighederne stadig ikke her 5 år senere har givet.
Det anden spors ambition er at afdække myndighedernes mulighed for at have kunnet have grebet ind og stoppe Omar el-Hussein i tide.
For første gang har politiet gennem skriftlige svar og aktindsigt givet dokumentation for de advarselslamper, der blinkede forud for angrebet og dermed viste at Omar el-Hussein i stigende grad udgjorde en terrortrussel. Med dokumentationen i hånden kunne 3 førende eksperter for første gang komme den deres velunderbyggede vurdering af især PETs svigt. Oplysningerne om Omar el-Husseins radikalisering og planlægning af terrorangrebet var tilgængelige for PET og PET have mulighed for at gribe ind, lyder vurdering
Publicering:
Dokumentarfilmen blev lagt på dr.dk den 2. marts 2020. Samme aften blev den vist i sin helhed i Dagmar biografen i København ifbm. CPH DOX
Og først del blev vist på flow på DR1 og den 2. marts.
Anden del blev vist på flow på DR1 den 5. marts.
Og først del blev vist på flow på DR1 og den 2. marts.
Anden del blev vist på flow på DR1 den 5. marts.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Jeg var lige som alle andre danskere rystet over terrorangrebet. Dets voldsomhed ramte mig hårdt. Og jeg ønskede at forstå hvorfor det skete. Der kom mange brudstykker ud i dagspressen i tiden efter, men det samlede billede var uklart.
Politisk blev sagen lukket ned da daværende justitsminister Mette Frederiksen fremlagde Rigspolitiets evalueringsrapport kort efter. Og politiet lukkede også ned med henvisning til en verserende sag mod 4 personer man tiltalte for at have hjulpet el-Hussein.
Jeg var redaktør på DR2 dokumentar i 2015 og foreslog min chef at jeg skulle undersøge sagen, men fik afslag.
Jeg anede ikke hvordan og i hvilket regi jeg kunne arbejde med historien så Jeg kløede bare på i min fritid de første par år. Det var i mine øjne den væsentligste historie overhoved.
I begyndelsen stolede jeg (naivt) på det, der stod i evalueringsrapporten, nemlig at PET ikke have haft mulighed for at gribe ind. Det var egentlig ikke oprindeligt min plan at afdække den misinformation.
Politisk blev sagen lukket ned da daværende justitsminister Mette Frederiksen fremlagde Rigspolitiets evalueringsrapport kort efter. Og politiet lukkede også ned med henvisning til en verserende sag mod 4 personer man tiltalte for at have hjulpet el-Hussein.
Jeg var redaktør på DR2 dokumentar i 2015 og foreslog min chef at jeg skulle undersøge sagen, men fik afslag.
Jeg anede ikke hvordan og i hvilket regi jeg kunne arbejde med historien så Jeg kløede bare på i min fritid de første par år. Det var i mine øjne den væsentligste historie overhoved.
I begyndelsen stolede jeg (naivt) på det, der stod i evalueringsrapporten, nemlig at PET ikke have haft mulighed for at gribe ind. Det var egentlig ikke oprindeligt min plan at afdække den misinformation.
Tidshorizont:
I min fritid on/off i ca. 3 år. Fuldtid i 2 år fordelt på 3 perioder efterhånden som financieringen kom på plads fra DR, DFI, SVT, NRK, EU og nogle fonde.
Nyhed:
Den helt konkrete ”hårde” nyhed er afdækningen af PETs svigt.
På baggrund af den skriftlige dokumentation og det temmelige grundlige analysearbejde af de tre eksperter kunne de på sikker grund vurdere at PET kunne og burde have forhindret angrebet.
Retsordfører Peter Skaarup (DF) udtrykte det således:
”De har svigtet big time. Det fremgår tydeligt.”
Da Skaarup stillede justitsministeren spørgsmål om PETs svigt erkendte en justitsminister for første gang siden angrebet, at der VAR faresignaler og de BLEV overset og det ER utilfredsstillende:
”Nej, det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at myndighederne overså de faresignaler, der var.”
Flere aviser skrev ledere og kommentarer om PET’s svigt f.eks. chefredaktør Tom Jensen i Berlingske:
” Jeg har set dokumentaren, der også i denne uge blev vist på DR. Det er en god film. Den blotlægger, så man gyser, hvordan myndighederne i adskillige omgange og i flere led forsømte at forstå, hvad der var ved at ske med Omar el-Hussein. Hvad han var i færd med at udvikle sig til, og hvad det kunne afstedkomme.”
På baggrund af den skriftlige dokumentation og det temmelige grundlige analysearbejde af de tre eksperter kunne de på sikker grund vurdere at PET kunne og burde have forhindret angrebet.
Retsordfører Peter Skaarup (DF) udtrykte det således:
”De har svigtet big time. Det fremgår tydeligt.”
Da Skaarup stillede justitsministeren spørgsmål om PETs svigt erkendte en justitsminister for første gang siden angrebet, at der VAR faresignaler og de BLEV overset og det ER utilfredsstillende:
”Nej, det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at myndighederne overså de faresignaler, der var.”
Flere aviser skrev ledere og kommentarer om PET’s svigt f.eks. chefredaktør Tom Jensen i Berlingske:
” Jeg har set dokumentaren, der også i denne uge blev vist på DR. Det er en god film. Den blotlægger, så man gyser, hvordan myndighederne i adskillige omgange og i flere led forsømte at forstå, hvad der var ved at ske med Omar el-Hussein. Hvad han var i færd med at udvikle sig til, og hvad det kunne afstedkomme.”
Konsekvens:
Dokumentarfilmen har for mig at se først og fremmest haft den konsekvens at folk har fået indsigt i hvad der ramte os som samfund det døgn midt i februar 2015 og en forklaring på hvorfor det ikke blev forhindret. Min klare oplevelse er, at den indsigt har være kraftigt efterspurgt af mange.
Finn Nørgaards søstre Helle og Lilian sad i 2015 med de spørgsmål. De skrev et brev til retsudvalget og bad om en uvildig undersøgelse af hele sagen, men de fik intet svar. (det var aldrig været fremme). De siger i dag dokumentarfilm har givet dem de svar, de manglede.
Massevis af folk har efterfølgende skrevet, at de helt gennemgående nu føler at de forstår hvorfor angrebet skete. De har savnet det sammenhængende bud på en forklaring. Ting er faldet på plads. Der er faldet en sten fra deres hjerte, skriver de.
Det er pårørende og venner til de dræbte, det er folk, der var tilstede, det er folk, der har haft med Omar el-hussein at gøre både privat og professionelt. Og folk jeg slet ikke kender.
Det siger mig at dokumentarfilmen har skaffet et væsentligt svar på et vanskeligt spørgsmål og har en positiv indvirkning.
Som alle andre journalister håber jeg, at mit fokus på et problem også kan medvirke til, at vi som samfund bliver bedre til at løse det. I det her tilfælde, at vi bliver til at forebygge og forhindre radikalisering.
Jeg ved, at dokumentarfilmen allerede er begyndt at blive brugt i undervisning på diverse skoler og at den bliver debatteret rundt omkring i faglige krede.
Finn Nørgaards søstre Helle og Lilian sad i 2015 med de spørgsmål. De skrev et brev til retsudvalget og bad om en uvildig undersøgelse af hele sagen, men de fik intet svar. (det var aldrig været fremme). De siger i dag dokumentarfilm har givet dem de svar, de manglede.
Massevis af folk har efterfølgende skrevet, at de helt gennemgående nu føler at de forstår hvorfor angrebet skete. De har savnet det sammenhængende bud på en forklaring. Ting er faldet på plads. Der er faldet en sten fra deres hjerte, skriver de.
Det er pårørende og venner til de dræbte, det er folk, der var tilstede, det er folk, der har haft med Omar el-hussein at gøre både privat og professionelt. Og folk jeg slet ikke kender.
Det siger mig at dokumentarfilmen har skaffet et væsentligt svar på et vanskeligt spørgsmål og har en positiv indvirkning.
Som alle andre journalister håber jeg, at mit fokus på et problem også kan medvirke til, at vi som samfund bliver bedre til at løse det. I det her tilfælde, at vi bliver til at forebygge og forhindre radikalisering.
Jeg ved, at dokumentarfilmen allerede er begyndt at blive brugt i undervisning på diverse skoler og at den bliver debatteret rundt omkring i faglige krede.
Metode:
Mundtlige kilder:
Jeg var på bar bund i forhold til kilder. Jeg havde nul kilder i bandmiljøet og i det islamistiske miljø. Jeg havde aldrig været i Mjølnerparken og kendte selvfølgelig ikke el-Husseins venner og familie.
Jeg havde nul kilder i Kriminalforsorgen, og nul i Københavns Politi. Og nul kilder i PET. Jeg kendte dog en med en fortid i PET og det var det.
Åbenhed
Jeg havde fra start en meget åben tilgang. Jeg havde ikke en skarp vinkel eller en særlig tese jeg ville bevise. Jeg anede ikke hvad historien bag el-Husseins angreb var.
I mødet med kilderne tror jeg at den åbne tilgang var god.
Ambassadører:
Min metode var at bruge ambassadører. Jeg opbyggede et kildenet ved bare at tale med folk, der måske kendte nogen, der kendte nogen, der kendte nogen etc. Nogle gange var jeg ude i 5. led før jeg fik et møde med en, der vidste noget. Andre gange kun et eller 2 led.
Jeg sagde til alt og alle jeg mødte på min vej hvad jeg var i gang med. Normalt er jeg og måske også andre undersøgende typer, lidt lukkede og hemmelighedsfulde om hvad vi laver. Men jeg fortalte om det til alle; folk på vejen, forældrene på børnenes skole og sociale arrangementer. På den måde fik jeg nogle helt utroligt værdigfulde kilder.
(Jeg fandt selvfølgelig også kilder ved at bruge sociale medier. Det vist sig temmelig krævende da meget få personer i disse miljøer bruger deres egne rigtige navne.)
Transparents, empati og en tydelig og klar præmis.
Jeg var åben, nysgerrig interesseret for alt i verden ikke fordomsfuld eller forudindtaget. Jeg var transparent og samtidigt tydelig i forhold til hvad jeg ville vide. Forklarede åbent og ærligt hvem jeg var og hvad jeg ville. Jeg ønskede kort og godt at blive klogere på hvem Omar el-Hussein var og hvorfor han angreb.
Det tog meget lang tid at bygge disse kilderelationer op.
Jeg skrev også breve og mails til folk, jeg gerne ville tale med.
Folk er generelt ret skeptiske over for journalister og i denne sag var det en ekstrem følsomhed.
Jeg fik mange afvisninger. Jeg blev ved, høflig og empatisk og åbent. Meget tålmodigt. Det kunne tage måneder, sågar år før folk ville mødes. Nogle gange måtte jeg tilbage og hente en ”ambassadør”, der så kunne åbne døren for mig.
Jeg tog ikke noter ved de første møder, men lyttede intenst som et interesseret menneske. Bagefter skyndte jeg mig at skrive det hele ned.
el-husseins familie
Omar el-husseins familie fik jeg kontakt til gennem en ambassadør. Jeg skrev et af de føromtalte lange breve. Der kom en mail og sms-udveksling. Der gik flere måneder i mellem. Der gik lang, lang tid før vi mødtes første gang. Jeg fortalte, at jeg var i gang med research til en dokumentarfilm. Jeg spurgte ikke direkte om hun ville medvirke. Det ville være præmaturt. Vi kommunikerede gennem 2-3 år. Og hen ad vejen begyndte vi at tale om at nogle af de ting hun havde sagt ville være interessant at få med i dokumentaren og hvordan kunne vi gøre uden at det ville få alvorlige konsekvenser for hende. Det var som sagt en lang proces, som i bund og grund handlede om at jeg var åben og oprigtigt interesseret i at høre hvad hun kunne fortælle.
Jeg mødtes også nogle gange med lillebroren. Her tror jeg moren var min ambassadør.
Opsamling
Alt i alt er det min oplevelse at min bløde og rolige tilgang betød at jeg fik nogle kilder i tale som aldrig (eller minimalt) har talt med en journalist før om den her sag.
Det var f.eks. nogle af vennerne, læreren Cecilie Kudal, fængselslæreren Johan Heinemann, vidnes Rasmus fra Krudttønden og Dan Uzans ven Lars der var vagt ved synagogen den nat bare for nævne nogle af dem der gjorde stort indtryk på mig.
Selve interviewne.
Jeg briefede folk meget meget grundigt på den faktuelle ramme om interviewet.
Når de 3 terroreksperter er så tydelige i deres kritik af PET og Kriminalforsorgen er det fordi jeg havde virkelig godt styr på fakta. Jeg gav dem en fuldstændig faktuelt korrekte og kronologisk ramme incl. 30 bilag der dokumenterede hele forløbet.
Så grundig har jeg aldrig været før, det gjorde virkelig en forskel, tror jeg.
Kasper Fisker og Magnus Ranstorp har tidligere udtalt sig denne sag (også til journalister med stor indsigt), men aldrig så skarpt og tydeligt og kritisk som de gjorde til mig.
De skriftlige kilder.
Mantraet var som sagt at alt hvad der kunne verificeres skriftligt skulle skaffes ved systematisk at gennemgå alle de myndigheder og instanser der kunne tænkes at have oplysninger om el-Hussein.
Politiet og Omar el-Husseins kriminalitet
Han har en række domme bag sig. Jeg fik aktindsigt i domme og retsbøger. Heri var politiets efterforskning nævnt med bilagsnumre og journalnumre.
Men dem i hånden begærede jeg aktindsigt i politiet efterforskning. Det gav overvågningsvideo, screenshots fra disse, det gav foto af gerningssteder,koster og knive, det gav mugshots af el-Hussein selv. Også vidneudsagn og detaljerede beskrivelser af hvad der var foregået.
Meget af det havde ikke være vist før. Især det visuelle materiale gav en særlig forståelse af hvad der var sket.
Materialet gav mig mulighed for at lave utrolig præcise rekonstruktioner og visuelt vise centrale pointer.
F.eks. hans knivoverfald i s-toget (15 minutter fra 8 forskellige kameraer) viser hans voldsparathed.. Billedserie fra den taxa han flygter i.
Det knivoverfald han selv var offer for viser hvorfor han begyndt at opleve verden som et farligt sted at være. Volden i fitness-centeret viser at ydmygelse får at til at gå op i mod en åbenlys overmagt. Hans enormt mange indbrudsserier som 18-19-årig viser et ret tidligt ”modborgerskab”.
Jeg kom i besiddelse af et fortroligt og fuldstændigt ukendt bidrag til Rigspolitiets evalueringsrapport. Her fremgik at politiet havde haft nogle kriminalpræventive med Omar el-Husseins familie da han var under 18 år.
Mit mantra var at suge alt information ud af myndighederne. Jeg begærede og fik aktindsigt i politiets resumeer af samtalerne. Her kunne jeg se at det blandt andet drejede sig at han som 12-årig havde taget kvælertag på en dreng og var blevet bandlyst fra biblioteket. Voldsparatheden begyndt altså at spire allerede som 12-årig.
Jeg fandt ud af hvorfor sådan nogle samtaler finder sted og begærede og fik aktindsigt den bagvedliggende kriminalitet herunder lange politirapporter om tyveri af et par underbukser i Fields og 2 cola’er i Netto.
Alt dette materiale fra politiet kunne bruges til at verificere det de mundtlige kilder sagde i interview.
Kommunen og de sociale problemer
Københavns kommune ligger også inde med en del fortrolige oplysninger om Omar el-Hussein og hans familie. Det blev et medlem af borgerrepræsentationen dømt for at lække. Ud fra mantraet om at alt skulle undersøges, begærede jeg aktindsigt i dommen og retsbog og konstaterede til min store overraskelse at en del af de fortrolige oplysninger var nævnt i dommen.
Det lykkes mig på måder jeg ikke kan komme ind på her at skaffe en lang række oplysninger yderligere fra de forvaltninger der har haft med el-Hussein familen at gøre. Det kunne igen bruges til at verificere de mundtlige interview. Også med el-Husseins mor.
Derudover viste papirer også at kommunen svigtede ved ikke at hjælpe familiens med de alvorlige sociale problemer Omar e-Hussein havde da han var under 18 år. De historier er ikke skrevet endnu.
PET
I Rigspolitiets evaluering er der kort nævnt række PET-dokumenter som handlede om og advarede mod den stigende terrortrussel mod Danmark i 2014. Advarsler blev sendt til Rigspolitiet og til kredsene.
Jeg begærede og fik aktindsigt i selve dokumenterne og advarslerne til politiet. Dokumenterne beskrev lige præcist den trussel Omar el-Hussein efter alt at dømme var et udtryk for. Israels militære fremfærd i Gaza i sommer 2014, oprettelsen af IS kalifat, deres massive hidtil uset propaganda, deres talsmand Adnanis konkrete trussel mod lande, der var med i koalitionen mod dem i efteråret 2014 (herunder Danmark) og angrebet på Charlie Hebdo i Paris 5 uger før el-Husseins angreb.
Dokumenterne tegnede et mere konkret og tydeligt billede af PETs advarsler.
PET var generelt samarbejdsvillige i begyndelse. Jeg fik et baggrundsmøde, hvor jeg fik den samme historie om at tjenesten ikke havde har mulighed for vide noget og gribe ind.
Og jeg fik et sjældent interview med chefen for PET terroranalyse afdeling.
Senere skulle modstanden komme.
Justitsministeriet.
Jeg fik aktindsigt i en lang, lang række dokumenter herunder nogle PET-dokumenter, der viste deres analyse umiddelbart efter angrebene.
Kriminalforsorgen
Jeg fik bagom utroligt mange detaljerede oplysninger om el-Hussein mange fæmgelsophold, herunder det sidste der løb fra januar 2014 – januar 2015. Det var her radikaliseringen skete og det har her der blev skrevet 3 indberetninger på Omar el-Hussein.
Udover at være en guldgruppe af informationer, betød dokumenterne jeg kunne verificere det mine fængselskilder sagde.
Jeg fik intet aktindsigt vedr. Omar el-Hussein. Afslag på alt.
Jeg fik dog kriminalforsorgen aktindsigt i undervisningsmateriale vedr. opdagelse af tegn på radikalisering. Igen kunne det bruges det at verificere det mine mundtlige fængselskilder sagde.
Folketinget
Jeg gennemtrawlede diverse ministersvar vedr. Omar el-Hussein. Jeg fandt en udførlig liste over antallet at radikaliserings indberetninger sendt fra Kriminalforsorgens sikkerhedskontor til PET.
Det var interessant fordi det viste 2 ting. PET modtog i 2013 og 2014 i gennemsnit 1 indberetning fra KF om måneden. Det var altså overkommelig opgave for PET at tjekke dem grundigt.
Teser der blev afkræftet
Det andet var at der i 2014 kun var 3-4 indberetninger der ikke blev sendt videre til PET. Desværre var 2 af dem vedr. Omar el-Hussein. Det stod i kontrast til det billeder der ellers var tegnet i evalueringen (og visse medier) af at det sejlede med videre-sendelserne til PET.
Jeg nævner det som et eksempel på en efterprøvelse af kritisk vinkel.
Et andet eksempel er Politiet.
PET skriver i evalueringen cirka 8 linier om sin ageren i forhold til Omar el-Hussein. Det konstateres kort at PET i november 2014 gav el-Hussein navn videre til Københavns politi og bad om at blive orienteret hvis politiet fik relevante oplysninger om el-Hussein.
I det fortrolige bidrag til evalueringen fremgår PET har sat el-Hussein på en såkaldt boblerliste over potentielle syrienkrigere.
Kbh politiet bliver orienteret om el-Husseins løsladelse den 30. januar 2015 både mundtligt og skriftlig (det ved jeg aktindsigt hos både politiet og Østre Landsret).
Den slags registrerer politiet i kriminalregisteret.
Og ugen efter bestiller han et nyt pas. Det bliver registreret i det centrale pasregister.
Så nu kan politiet se at en potentiel syrienkriger er løsladt og straks efter bestiller et nyt pas. Det må siges at være relevant for PET og jeg tænkte det skulle politiet sgu have orienteret PET om. Det var jo aftalt på mødes i november 2014.
Men efter at have talt med en lang række kilder kunne jeg konstatere at PET har de samme muligheder som politiet. Adgang til de samme registre. Og det er PETs ansvar at sikre sig viden om en person som el-Hussein.
Så den vinkel faldt.
Vidner til selve angrebne
Gennem fortrolige kilder fandt jeg frem til vidner.
Vi mødtes. Jeg interviewede. Jeg fik fuldmagt og begærede aktindsigt i deres vidneforklaringer.
Igen en verificering.
Politiets efterforskning af Omar el-Hussein vej til angrebet – det store scoop.
Kbh Politi havde lavet en kæmpemæssig efterforskning, men den fortrolig. Intet er kommet frem.
Jeg begyndte at bearbejder Kbh Politi tidligt. Jeg bad om et møde hvor vi kunne tale om muligheden for at kunne få indsigt i noget af den. Jeg var igennem 3 forskellige kommunikationschefer. Jeg skrev lange breve om mit forehavende, også helt op til ledelsen og til sidste til departementschefen i justitsministeren. Det rokkede tilsyneladende ikke en tøddel.
I 2018 mødtes jeg Finn Nørgaards søstre og det gik op for mig at de havde søgt dem sammen forklaring som mig. De synes evalueringen mangelfuld mildest talt og skrevet til retsudvalget med et ønske om en uvildig undersøgelse. Efter vores møde skrev de en direkte opfordring til politiet og andre myndigheder om at give mig de oplysninger jeg bad om.
Med den i hånden prøvede jeg igen.
Jeg stillede i en mail politiet 20 konkrete spørgsmål og begærede aktindsigt i nogle centrale rapporter.
Jeg kendte allerede alle svarede fra mundtlige kilder (det havde jeg gjort i cirka 1,5 år). Jeg vidste også at alle oplysningerne fandtes et resume af hele efterforskningen. Jeg skrev også svarene i min mail og henviste til resumeet.
Jeg argumenterede på alle tangenter. Jeg havde også efterhånden opbygget en god og tillidsfuld relation en af chefjuristerne og til kommunikationschefen.
Det lå på vippen fik jeg at vide. Men det lykkedes. De svarede skriftligt på alt hvad jeg havde spurgt om og jeg fik den aktindsigt jeg havde begæret. Opfordringen fra de pårørende og den genelle tillid til mig og projektet var udslagsgivende ifølge mine oplysninger.
Er der en metode det her? Ja. Fjern politiets modargumenter et for et.
Hensynet til de pårørende? Nej, de pårørende vil gave have oplysninger frem.
Det er for ressourcekrævende at finde i det store sagskompleks: nej, Det hele ligger lige her resumeet
Vi kender ikke journalisten og er utrygge ved hele projektet: Nej, gennem al vores dialog kender I mig
Hensynet til efterforskningsmetoder: Nej, I afslører intet ved at fortælle at I undersøger mobiler og computere etc.
Vi afslører for meget: Nej, jeg ved (næsten) det hele i forvejen.
Strukturering af research
Jeg inddelte researchen i 2 spor med et antal undermapper i hvert spor.
Jeg lavede flere forskelligt vinklede tidlinier. F.eks. en tidslinie over kriminalitet med 5 forskellige farvekoder. Grøn:hash, lilla, berigelse, vold: rød, knive; blå, bande; gul.
Jeg var på bar bund i forhold til kilder. Jeg havde nul kilder i bandmiljøet og i det islamistiske miljø. Jeg havde aldrig været i Mjølnerparken og kendte selvfølgelig ikke el-Husseins venner og familie.
Jeg havde nul kilder i Kriminalforsorgen, og nul i Københavns Politi. Og nul kilder i PET. Jeg kendte dog en med en fortid i PET og det var det.
Åbenhed
Jeg havde fra start en meget åben tilgang. Jeg havde ikke en skarp vinkel eller en særlig tese jeg ville bevise. Jeg anede ikke hvad historien bag el-Husseins angreb var.
I mødet med kilderne tror jeg at den åbne tilgang var god.
Ambassadører:
Min metode var at bruge ambassadører. Jeg opbyggede et kildenet ved bare at tale med folk, der måske kendte nogen, der kendte nogen, der kendte nogen etc. Nogle gange var jeg ude i 5. led før jeg fik et møde med en, der vidste noget. Andre gange kun et eller 2 led.
Jeg sagde til alt og alle jeg mødte på min vej hvad jeg var i gang med. Normalt er jeg og måske også andre undersøgende typer, lidt lukkede og hemmelighedsfulde om hvad vi laver. Men jeg fortalte om det til alle; folk på vejen, forældrene på børnenes skole og sociale arrangementer. På den måde fik jeg nogle helt utroligt værdigfulde kilder.
(Jeg fandt selvfølgelig også kilder ved at bruge sociale medier. Det vist sig temmelig krævende da meget få personer i disse miljøer bruger deres egne rigtige navne.)
Transparents, empati og en tydelig og klar præmis.
Jeg var åben, nysgerrig interesseret for alt i verden ikke fordomsfuld eller forudindtaget. Jeg var transparent og samtidigt tydelig i forhold til hvad jeg ville vide. Forklarede åbent og ærligt hvem jeg var og hvad jeg ville. Jeg ønskede kort og godt at blive klogere på hvem Omar el-Hussein var og hvorfor han angreb.
Det tog meget lang tid at bygge disse kilderelationer op.
Jeg skrev også breve og mails til folk, jeg gerne ville tale med.
Folk er generelt ret skeptiske over for journalister og i denne sag var det en ekstrem følsomhed.
Jeg fik mange afvisninger. Jeg blev ved, høflig og empatisk og åbent. Meget tålmodigt. Det kunne tage måneder, sågar år før folk ville mødes. Nogle gange måtte jeg tilbage og hente en ”ambassadør”, der så kunne åbne døren for mig.
Jeg tog ikke noter ved de første møder, men lyttede intenst som et interesseret menneske. Bagefter skyndte jeg mig at skrive det hele ned.
el-husseins familie
Omar el-husseins familie fik jeg kontakt til gennem en ambassadør. Jeg skrev et af de føromtalte lange breve. Der kom en mail og sms-udveksling. Der gik flere måneder i mellem. Der gik lang, lang tid før vi mødtes første gang. Jeg fortalte, at jeg var i gang med research til en dokumentarfilm. Jeg spurgte ikke direkte om hun ville medvirke. Det ville være præmaturt. Vi kommunikerede gennem 2-3 år. Og hen ad vejen begyndte vi at tale om at nogle af de ting hun havde sagt ville være interessant at få med i dokumentaren og hvordan kunne vi gøre uden at det ville få alvorlige konsekvenser for hende. Det var som sagt en lang proces, som i bund og grund handlede om at jeg var åben og oprigtigt interesseret i at høre hvad hun kunne fortælle.
Jeg mødtes også nogle gange med lillebroren. Her tror jeg moren var min ambassadør.
Opsamling
Alt i alt er det min oplevelse at min bløde og rolige tilgang betød at jeg fik nogle kilder i tale som aldrig (eller minimalt) har talt med en journalist før om den her sag.
Det var f.eks. nogle af vennerne, læreren Cecilie Kudal, fængselslæreren Johan Heinemann, vidnes Rasmus fra Krudttønden og Dan Uzans ven Lars der var vagt ved synagogen den nat bare for nævne nogle af dem der gjorde stort indtryk på mig.
Selve interviewne.
Jeg briefede folk meget meget grundigt på den faktuelle ramme om interviewet.
Når de 3 terroreksperter er så tydelige i deres kritik af PET og Kriminalforsorgen er det fordi jeg havde virkelig godt styr på fakta. Jeg gav dem en fuldstændig faktuelt korrekte og kronologisk ramme incl. 30 bilag der dokumenterede hele forløbet.
Så grundig har jeg aldrig været før, det gjorde virkelig en forskel, tror jeg.
Kasper Fisker og Magnus Ranstorp har tidligere udtalt sig denne sag (også til journalister med stor indsigt), men aldrig så skarpt og tydeligt og kritisk som de gjorde til mig.
De skriftlige kilder.
Mantraet var som sagt at alt hvad der kunne verificeres skriftligt skulle skaffes ved systematisk at gennemgå alle de myndigheder og instanser der kunne tænkes at have oplysninger om el-Hussein.
Politiet og Omar el-Husseins kriminalitet
Han har en række domme bag sig. Jeg fik aktindsigt i domme og retsbøger. Heri var politiets efterforskning nævnt med bilagsnumre og journalnumre.
Men dem i hånden begærede jeg aktindsigt i politiet efterforskning. Det gav overvågningsvideo, screenshots fra disse, det gav foto af gerningssteder,koster og knive, det gav mugshots af el-Hussein selv. Også vidneudsagn og detaljerede beskrivelser af hvad der var foregået.
Meget af det havde ikke være vist før. Især det visuelle materiale gav en særlig forståelse af hvad der var sket.
Materialet gav mig mulighed for at lave utrolig præcise rekonstruktioner og visuelt vise centrale pointer.
F.eks. hans knivoverfald i s-toget (15 minutter fra 8 forskellige kameraer) viser hans voldsparathed.. Billedserie fra den taxa han flygter i.
Det knivoverfald han selv var offer for viser hvorfor han begyndt at opleve verden som et farligt sted at være. Volden i fitness-centeret viser at ydmygelse får at til at gå op i mod en åbenlys overmagt. Hans enormt mange indbrudsserier som 18-19-årig viser et ret tidligt ”modborgerskab”.
Jeg kom i besiddelse af et fortroligt og fuldstændigt ukendt bidrag til Rigspolitiets evalueringsrapport. Her fremgik at politiet havde haft nogle kriminalpræventive med Omar el-Husseins familie da han var under 18 år.
Mit mantra var at suge alt information ud af myndighederne. Jeg begærede og fik aktindsigt i politiets resumeer af samtalerne. Her kunne jeg se at det blandt andet drejede sig at han som 12-årig havde taget kvælertag på en dreng og var blevet bandlyst fra biblioteket. Voldsparatheden begyndt altså at spire allerede som 12-årig.
Jeg fandt ud af hvorfor sådan nogle samtaler finder sted og begærede og fik aktindsigt den bagvedliggende kriminalitet herunder lange politirapporter om tyveri af et par underbukser i Fields og 2 cola’er i Netto.
Alt dette materiale fra politiet kunne bruges til at verificere det de mundtlige kilder sagde i interview.
Kommunen og de sociale problemer
Københavns kommune ligger også inde med en del fortrolige oplysninger om Omar el-Hussein og hans familie. Det blev et medlem af borgerrepræsentationen dømt for at lække. Ud fra mantraet om at alt skulle undersøges, begærede jeg aktindsigt i dommen og retsbog og konstaterede til min store overraskelse at en del af de fortrolige oplysninger var nævnt i dommen.
Det lykkes mig på måder jeg ikke kan komme ind på her at skaffe en lang række oplysninger yderligere fra de forvaltninger der har haft med el-Hussein familen at gøre. Det kunne igen bruges til at verificere de mundtlige interview. Også med el-Husseins mor.
Derudover viste papirer også at kommunen svigtede ved ikke at hjælpe familiens med de alvorlige sociale problemer Omar e-Hussein havde da han var under 18 år. De historier er ikke skrevet endnu.
PET
I Rigspolitiets evaluering er der kort nævnt række PET-dokumenter som handlede om og advarede mod den stigende terrortrussel mod Danmark i 2014. Advarsler blev sendt til Rigspolitiet og til kredsene.
Jeg begærede og fik aktindsigt i selve dokumenterne og advarslerne til politiet. Dokumenterne beskrev lige præcist den trussel Omar el-Hussein efter alt at dømme var et udtryk for. Israels militære fremfærd i Gaza i sommer 2014, oprettelsen af IS kalifat, deres massive hidtil uset propaganda, deres talsmand Adnanis konkrete trussel mod lande, der var med i koalitionen mod dem i efteråret 2014 (herunder Danmark) og angrebet på Charlie Hebdo i Paris 5 uger før el-Husseins angreb.
Dokumenterne tegnede et mere konkret og tydeligt billede af PETs advarsler.
PET var generelt samarbejdsvillige i begyndelse. Jeg fik et baggrundsmøde, hvor jeg fik den samme historie om at tjenesten ikke havde har mulighed for vide noget og gribe ind.
Og jeg fik et sjældent interview med chefen for PET terroranalyse afdeling.
Senere skulle modstanden komme.
Justitsministeriet.
Jeg fik aktindsigt i en lang, lang række dokumenter herunder nogle PET-dokumenter, der viste deres analyse umiddelbart efter angrebene.
Kriminalforsorgen
Jeg fik bagom utroligt mange detaljerede oplysninger om el-Hussein mange fæmgelsophold, herunder det sidste der løb fra januar 2014 – januar 2015. Det var her radikaliseringen skete og det har her der blev skrevet 3 indberetninger på Omar el-Hussein.
Udover at være en guldgruppe af informationer, betød dokumenterne jeg kunne verificere det mine fængselskilder sagde.
Jeg fik intet aktindsigt vedr. Omar el-Hussein. Afslag på alt.
Jeg fik dog kriminalforsorgen aktindsigt i undervisningsmateriale vedr. opdagelse af tegn på radikalisering. Igen kunne det bruges det at verificere det mine mundtlige fængselskilder sagde.
Folketinget
Jeg gennemtrawlede diverse ministersvar vedr. Omar el-Hussein. Jeg fandt en udførlig liste over antallet at radikaliserings indberetninger sendt fra Kriminalforsorgens sikkerhedskontor til PET.
Det var interessant fordi det viste 2 ting. PET modtog i 2013 og 2014 i gennemsnit 1 indberetning fra KF om måneden. Det var altså overkommelig opgave for PET at tjekke dem grundigt.
Teser der blev afkræftet
Det andet var at der i 2014 kun var 3-4 indberetninger der ikke blev sendt videre til PET. Desværre var 2 af dem vedr. Omar el-Hussein. Det stod i kontrast til det billeder der ellers var tegnet i evalueringen (og visse medier) af at det sejlede med videre-sendelserne til PET.
Jeg nævner det som et eksempel på en efterprøvelse af kritisk vinkel.
Et andet eksempel er Politiet.
PET skriver i evalueringen cirka 8 linier om sin ageren i forhold til Omar el-Hussein. Det konstateres kort at PET i november 2014 gav el-Hussein navn videre til Københavns politi og bad om at blive orienteret hvis politiet fik relevante oplysninger om el-Hussein.
I det fortrolige bidrag til evalueringen fremgår PET har sat el-Hussein på en såkaldt boblerliste over potentielle syrienkrigere.
Kbh politiet bliver orienteret om el-Husseins løsladelse den 30. januar 2015 både mundtligt og skriftlig (det ved jeg aktindsigt hos både politiet og Østre Landsret).
Den slags registrerer politiet i kriminalregisteret.
Og ugen efter bestiller han et nyt pas. Det bliver registreret i det centrale pasregister.
Så nu kan politiet se at en potentiel syrienkriger er løsladt og straks efter bestiller et nyt pas. Det må siges at være relevant for PET og jeg tænkte det skulle politiet sgu have orienteret PET om. Det var jo aftalt på mødes i november 2014.
Men efter at have talt med en lang række kilder kunne jeg konstatere at PET har de samme muligheder som politiet. Adgang til de samme registre. Og det er PETs ansvar at sikre sig viden om en person som el-Hussein.
Så den vinkel faldt.
Vidner til selve angrebne
Gennem fortrolige kilder fandt jeg frem til vidner.
Vi mødtes. Jeg interviewede. Jeg fik fuldmagt og begærede aktindsigt i deres vidneforklaringer.
Igen en verificering.
Politiets efterforskning af Omar el-Hussein vej til angrebet – det store scoop.
Kbh Politi havde lavet en kæmpemæssig efterforskning, men den fortrolig. Intet er kommet frem.
Jeg begyndte at bearbejder Kbh Politi tidligt. Jeg bad om et møde hvor vi kunne tale om muligheden for at kunne få indsigt i noget af den. Jeg var igennem 3 forskellige kommunikationschefer. Jeg skrev lange breve om mit forehavende, også helt op til ledelsen og til sidste til departementschefen i justitsministeren. Det rokkede tilsyneladende ikke en tøddel.
I 2018 mødtes jeg Finn Nørgaards søstre og det gik op for mig at de havde søgt dem sammen forklaring som mig. De synes evalueringen mangelfuld mildest talt og skrevet til retsudvalget med et ønske om en uvildig undersøgelse. Efter vores møde skrev de en direkte opfordring til politiet og andre myndigheder om at give mig de oplysninger jeg bad om.
Med den i hånden prøvede jeg igen.
Jeg stillede i en mail politiet 20 konkrete spørgsmål og begærede aktindsigt i nogle centrale rapporter.
Jeg kendte allerede alle svarede fra mundtlige kilder (det havde jeg gjort i cirka 1,5 år). Jeg vidste også at alle oplysningerne fandtes et resume af hele efterforskningen. Jeg skrev også svarene i min mail og henviste til resumeet.
Jeg argumenterede på alle tangenter. Jeg havde også efterhånden opbygget en god og tillidsfuld relation en af chefjuristerne og til kommunikationschefen.
Det lå på vippen fik jeg at vide. Men det lykkedes. De svarede skriftligt på alt hvad jeg havde spurgt om og jeg fik den aktindsigt jeg havde begæret. Opfordringen fra de pårørende og den genelle tillid til mig og projektet var udslagsgivende ifølge mine oplysninger.
Er der en metode det her? Ja. Fjern politiets modargumenter et for et.
Hensynet til de pårørende? Nej, de pårørende vil gave have oplysninger frem.
Det er for ressourcekrævende at finde i det store sagskompleks: nej, Det hele ligger lige her resumeet
Vi kender ikke journalisten og er utrygge ved hele projektet: Nej, gennem al vores dialog kender I mig
Hensynet til efterforskningsmetoder: Nej, I afslører intet ved at fortælle at I undersøger mobiler og computere etc.
Vi afslører for meget: Nej, jeg ved (næsten) det hele i forvejen.
Strukturering af research
Jeg inddelte researchen i 2 spor med et antal undermapper i hvert spor.
Jeg lavede flere forskelligt vinklede tidlinier. F.eks. en tidslinie over kriminalitet med 5 forskellige farvekoder. Grøn:hash, lilla, berigelse, vold: rød, knive; blå, bande; gul.
Modstand:
Hvis magtfulde interesser eller personer aktivt eller passivt har forsøgt at forhindre offentliggørelse af projektet/historien, så beskriv her hvordan og hvordan du/I har håndteret presset – ingen maks. grænse
Jeg mødte som nævnt en årelang modstand fra Københavns politi når det gjaldt efterforskningen af selve terrorangrebet. Først til sidst kom svarene
Jeg mødte også massiv modstand fra PET kom det gjaldt kritiske spørgsmål til deres manglede indgriben. Jeg stillede dem alle de kritiske spørgsmål i januar 2019. Det gik et år før de svarede. Og svaret kom første en temmelig kraftigt formuleret mail fra mig. Desuden blev der svaret uden om.
Jeg mødte som nævnt en årelang modstand fra Københavns politi når det gjaldt efterforskningen af selve terrorangrebet. Først til sidst kom svarene
Jeg mødte også massiv modstand fra PET kom det gjaldt kritiske spørgsmål til deres manglede indgriben. Jeg stillede dem alle de kritiske spørgsmål i januar 2019. Det gik et år før de svarede. Og svaret kom første en temmelig kraftigt formuleret mail fra mig. Desuden blev der svaret uden om.
Etik:
Jeg mødtes med pårørende til både Finn Nørgaard og Dan Uzan. Jeg skrev breve og fik hjælp af ambassadører. Det samme gjaldt Finns nærmeste venner og familien Bentow og vagten Lars
Mit mål var at høre hvad der var vigtigt for dem og hvilke hensyn jeg skulle tage til dem.
Jeg ønskede også at komme så tæt på deres smerte som jeg kunne og have den siddende i baghovedet mens jeg arbejde med sagen. Det var et forsøg at sikre mig, at jeg hele tiden var bevidst om hensynet til dem. De møder er nok dem, der har gjort størst indtryk på mig.
Det sværeste og det vigtigste ved at lave den her dokumentarfilm var at finde den rette balance. At forklare Omar el-Hussein vej til Krudttønden på godt og ondt. At vise hvad der påvirkede ham og samtidigt vise at det også kunne være endt anderledes. At han også ressource og kvaliteter der kunne før ham på en konstruktiv vej i stedet for den destruktive.
Ikke at fjerne hans personlige ansvar, ikke at gøre han til offer og sige at det var samfundets skyld. Men at vise de mekanismer og faktorer, der spillede ind og påvirkede han valg.
At dømme ud fra reaktionerne er den balance lykkedes og det skyldes blandt andet møderne med de pårørende.
Og de private visninger og samtaler vi havde med de pårørende i dagene før offentliggørelsen 2. marts 2020 var også et klart etisk valg, der betød meget. Det vil jeg gøre mere i fremtiden.
Jeg tog også etisk hensyn til Omar el-Hussein mor. Jeg oplever, at hun også i en eller anden grad er traumatiseret af hvad der er sket.
Jeg talte med fagperson med kendskab til familien og spurgt ham om min dokumentar kunne skade psykisk. Han svarede det den tvært i mod kunne hjælpe med få svar og afklaring.
Moren sad med det samme brændende spørgsmål som alle mine kilder:
Hvorfor?
Efterhånden dialogen med moren skred frem blev det tydeligt for mig at fagpersonen havde ret.
Hun havde faktisk kun mig at tale med om hendes søn.
Jeg også et etisk ansvar for at beskytte hende som kilde ellers risikerede hun at hendes medvirken kunne få alvorlige konsekvenser. Deres gennemgik vi hendes citater meget nøje og ændre nogle enkelte ting
Mit mål var at høre hvad der var vigtigt for dem og hvilke hensyn jeg skulle tage til dem.
Jeg ønskede også at komme så tæt på deres smerte som jeg kunne og have den siddende i baghovedet mens jeg arbejde med sagen. Det var et forsøg at sikre mig, at jeg hele tiden var bevidst om hensynet til dem. De møder er nok dem, der har gjort størst indtryk på mig.
Det sværeste og det vigtigste ved at lave den her dokumentarfilm var at finde den rette balance. At forklare Omar el-Hussein vej til Krudttønden på godt og ondt. At vise hvad der påvirkede ham og samtidigt vise at det også kunne være endt anderledes. At han også ressource og kvaliteter der kunne før ham på en konstruktiv vej i stedet for den destruktive.
Ikke at fjerne hans personlige ansvar, ikke at gøre han til offer og sige at det var samfundets skyld. Men at vise de mekanismer og faktorer, der spillede ind og påvirkede han valg.
At dømme ud fra reaktionerne er den balance lykkedes og det skyldes blandt andet møderne med de pårørende.
Og de private visninger og samtaler vi havde med de pårørende i dagene før offentliggørelsen 2. marts 2020 var også et klart etisk valg, der betød meget. Det vil jeg gøre mere i fremtiden.
Jeg tog også etisk hensyn til Omar el-Hussein mor. Jeg oplever, at hun også i en eller anden grad er traumatiseret af hvad der er sket.
Jeg talte med fagperson med kendskab til familien og spurgt ham om min dokumentar kunne skade psykisk. Han svarede det den tvært i mod kunne hjælpe med få svar og afklaring.
Moren sad med det samme brændende spørgsmål som alle mine kilder:
Hvorfor?
Efterhånden dialogen med moren skred frem blev det tydeligt for mig at fagpersonen havde ret.
Hun havde faktisk kun mig at tale med om hendes søn.
Jeg også et etisk ansvar for at beskytte hende som kilde ellers risikerede hun at hendes medvirken kunne få alvorlige konsekvenser. Deres gennemgik vi hendes citater meget nøje og ændre nogle enkelte ting
Formidling:
Hvordan formidler man en forfærdelig historie om en død mand ingen vil tale om?
Der var ingen vej uden om anonyme kilder. Både dem der kendte Omar el-Hussein privat og dem der havde kendskab til han gennem deres job.
Derfor gjorde jeg som nævnte alt for verificerer deres udsagn. I stedet for forvrængede slørede stemmer valgte jeg lade citaterne indtale af skuespillere, simpelthen for at selve stemmen ikke skulle fjerne fokus fra indholdet. Jeg har noter på de forskellige kilder stemmer, tonefald og temperament og det forsøgte vi at gengive så korrekt som muligt.
Jeg tog også det valgt at gengive Omar el-Hussein gennem en ”figurant”. Det er intet fri fantasi over den måde figuranten el-Hussein opfører sig på i scenerne. Alt faktuelt hviler på enten mundtlige eller skriftlige kilder.
Han mimik er neutral eller underspillet med mindre vi ved andet.
Vi har gjort ekstremt meget ud at filme de rekonstruerede scener korrekt.
Vi har optager stort set alle de korrekte steder. I el-Husseins rigtige lejlighed, hvor vi genhusede den ny-indflyttede familie i 2 omgange og genindrettede lejligheden som da el-hussein boede der.
Vi har filmet i de 3 rigtige fængsler, i de rigtige celler han sad i. På de rigtige gadehjørner, under de rigtige lygtepæle, cyklet på de rigtige strækninger i indre København. I Mjølnerparken midt om natten, på Svanevej hvor han blev dræbt. På de rigtige s-togs stationer hvor knivoverfald skete. På den rigtige borgerservice.
Vi har filmet tyvekoster og knive, der matcher de rigtige. Vi har købt tøj der matcher det rigtige og endda fået noget at tøjet specialsyet. Vi har kørt den rigtige rute i taxa og filmet fra det rigtige køkkenvindue med Krudttønden.
Det har været så vigtigt for en journalist som mig at alt var så korrekt som muligt.
Rekonstruktionerne at overfaldet på Strøget og i fitness-centeret er gengivet millimeter korrekt efter grundige analyser at sagsmaterialet.
Det var betyder at vi kunne blande de rekonstruerede scener med de virkelige overvågningsfilm og diverse ægte fotos og på den måde viser centrale situationer på en særdeles vellykket og troværdig måde.
Det mener jeg er originalt en af de ting der har løftet filmen gevaldigt rent formidlingsmæssigt.
Det er ingen speak. Kun skilte og kilder der kigger direkte ind i kameraet og taler direkte til seeren. Det gør det vedkommende.
Vi har puttet underlæggende skriftlig dokumentation ind i et grafisk lag for at vise seeren at der hold i oplysningerne, men uden at det bliver for tungt.
Vi har valgt en lidt modig dramaturgisk model med to spor.
Et 14 dags-spor om de 14 dage der gik fra Omar el-Hussein blev løsladt til han angreb 14 dage senere. Det drives dramatisk frem en nedtælling, der viser den mere og mere konkret forberedelse, måludpegning og planlægning
Det andet spor er et baggrundsspor, der viser hvordan han endte med at være radikaliseret.
I begge spor ligger afdækningen af advarselslamperne.
Den er modig fordi den stiller krav til seeren.
Jeg synes det lykkedes.
Der var ingen vej uden om anonyme kilder. Både dem der kendte Omar el-Hussein privat og dem der havde kendskab til han gennem deres job.
Derfor gjorde jeg som nævnte alt for verificerer deres udsagn. I stedet for forvrængede slørede stemmer valgte jeg lade citaterne indtale af skuespillere, simpelthen for at selve stemmen ikke skulle fjerne fokus fra indholdet. Jeg har noter på de forskellige kilder stemmer, tonefald og temperament og det forsøgte vi at gengive så korrekt som muligt.
Jeg tog også det valgt at gengive Omar el-Hussein gennem en ”figurant”. Det er intet fri fantasi over den måde figuranten el-Hussein opfører sig på i scenerne. Alt faktuelt hviler på enten mundtlige eller skriftlige kilder.
Han mimik er neutral eller underspillet med mindre vi ved andet.
Vi har gjort ekstremt meget ud at filme de rekonstruerede scener korrekt.
Vi har optager stort set alle de korrekte steder. I el-Husseins rigtige lejlighed, hvor vi genhusede den ny-indflyttede familie i 2 omgange og genindrettede lejligheden som da el-hussein boede der.
Vi har filmet i de 3 rigtige fængsler, i de rigtige celler han sad i. På de rigtige gadehjørner, under de rigtige lygtepæle, cyklet på de rigtige strækninger i indre København. I Mjølnerparken midt om natten, på Svanevej hvor han blev dræbt. På de rigtige s-togs stationer hvor knivoverfald skete. På den rigtige borgerservice.
Vi har filmet tyvekoster og knive, der matcher de rigtige. Vi har købt tøj der matcher det rigtige og endda fået noget at tøjet specialsyet. Vi har kørt den rigtige rute i taxa og filmet fra det rigtige køkkenvindue med Krudttønden.
Det har været så vigtigt for en journalist som mig at alt var så korrekt som muligt.
Rekonstruktionerne at overfaldet på Strøget og i fitness-centeret er gengivet millimeter korrekt efter grundige analyser at sagsmaterialet.
Det var betyder at vi kunne blande de rekonstruerede scener med de virkelige overvågningsfilm og diverse ægte fotos og på den måde viser centrale situationer på en særdeles vellykket og troværdig måde.
Det mener jeg er originalt en af de ting der har løftet filmen gevaldigt rent formidlingsmæssigt.
Det er ingen speak. Kun skilte og kilder der kigger direkte ind i kameraet og taler direkte til seeren. Det gør det vedkommende.
Vi har puttet underlæggende skriftlig dokumentation ind i et grafisk lag for at vise seeren at der hold i oplysningerne, men uden at det bliver for tungt.
Vi har valgt en lidt modig dramaturgisk model med to spor.
Et 14 dags-spor om de 14 dage der gik fra Omar el-Hussein blev løsladt til han angreb 14 dage senere. Det drives dramatisk frem en nedtælling, der viser den mere og mere konkret forberedelse, måludpegning og planlægning
Det andet spor er et baggrundsspor, der viser hvordan han endte med at være radikaliseret.
I begge spor ligger afdækningen af advarselslamperne.
Den er modig fordi den stiller krav til seeren.
Jeg synes det lykkedes.