Gå tilbage

Mistænkt

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Olav Hergel og Lisa Seidelin

Projektets beskrivelse

Titel:
Mistænkt
Beskrivelse:
I 2013 blev en række stramninger på underretningsområdet indført efter alvorlige sager, hvor kommuner fejlede i at hjælpe misrøgte børn. I de efterfølgende år skete en drastisk stigning i antallet af underretninger som danskerne sendte afsted med mistanke om mistrivsel hos børn.

Kommunerne skulle kort tid efter oplyse til Ankestyrelsen, hvordan de fulgte op på de mange underretninger, de modtog. I 2014 blev 27 procent af underretningerne henlagt med det samme, fordi der ikke var grund til at følge op på dem. I 2015 var tallet 30 procent. Men efter de to målinger stoppede kommunerne med at indberette opfølgningsaktivitet. Det betyder, at der i dag intet overblik er over, hvor mange mistanker og sager der er grundløse.

Samtidig er antallet af underretninger steget dramatisk. Sidste år blev der sendt 138.000 mistanker om mistrivsel afsted. Det er 41.000 flere end i 2015.

Det betyder, at langt flere forældre kommer under mistanke for at begå overgreb mod deres børn – nogle af dem uretmæssigt. I serien ’Mistænkt’ har vi undersøgt, hvad konsekvenserne er af de mange underretninger. Heriblandt beretningen om ’Kafka på Fanø’, hvor en småbørnsfamilie går igennem fem måneders mistænkeliggørelse, undersøgelser og en politianmeldelse af faren, der må gå til krisepsykolog og ikke længere tør lege med sine børn. Alene på grund af en kommentar fra datteren, Anna, i skolegården. Sagen endte med en uforbeholden undskyldning fra kommunen.

På baggrund af serien stiftede seks eksperter og fagfolk på området - heriblandt professor emeritus Per Schultz Jørgensen og Niels Christian Barkholt, der er tidligere formand i Landsorganisationen for Kvindekrisecentre - ’Aktionsgruppen for Børns Velfærd’. De ønsker færre grundløse underretninger.

Aktionsgruppen har knap 3.500 medlemmer i deres Facebook-gruppe, som modarbejder regeringens lovforslag ’Barnets Lov’. Lovforslaget lægger op til tidligere og flere anbringelser af børn.
Publicering:
Historierne er publiceret hos Politiken mellem 12. februar og 17. juli 2020.

Idéen:

Idébeskrivelse:
Politiken modtog en henvendelse fra forældrene i den første artikel ’Mareridtet i det gule murstenshus’ i februar. Efter den første artikel blev udgivet, kom der en strøm af henvendelser fra forældre og pårørende med lignende oplevelser.

På grund af de mange henvendelser satte vi os for at undersøge, hvorfor så mange familier oplever grundløse underretninger, hvilke konsekvenser det har for familien og dens omgivelser, og hvad det er for et system, vi har opbygget efter de frygtelige sager, der lå til grund for overgrebspakken i 2013.

Tidshorizont:
Vi har arbejdet med projektet i sammenlagt to måneder.

Nyhed:

I forhold til nye oplysninger har vi bragt tal angående, hvad de forskellige underretninger handler om. Tallene for underretninger er steget drastisk, hvilket var hele udgangspunktet for serien. Men årsagen til en underretning kan være mange, og ikke alle er lige alvorlige. Det kan blandt andet skyldes udadreagerende adfærd i skolen, eller at barnet har misset flere tandlægebesøg.

Vi har så fået trukket tal fra Danmarks Statistik om de mest alvorlige årsager til at underrette om et barn, da det er dem, der naturligvis sætter gang i de mest indgribende foranstaltninger. Det er også de underretninger, der opleves som livsødelæggende for de familier, hvor anklagen er grundløs.

Vi har derfor bidraget med oplysningen om, at antallet af gange, hvor en af årsagerne til en underretning har været højt konfliktniveau eller vold i hjemmet, overgreb eller omsorgssvigt er firedoblet fra 2015 til 2018. De tre alvorlige årsager blev brugt 10.588 gange i underretningssager i 2015. I 2018 var det tal 44.075.

Vi har også bragt nyheden om, at den børnefaglige undersøgelse, som kan blive sat i gang efter en underretning, i to ud af tre underretningssager tager mere end de fire måneder, som sagsbehandlerne ifølge loven må bruge på sagerne.

Derudover er det første gang tallene fra 2014 og 2015 om, hvor mange underretninger, hvor sagerne bliver lukket med det samme er kommet ud til offentligheden.

Konsekvens:

Man kunne se konsekvenserne helt fra, at den første historie blev bragt. Det gav mange familier mod på for første gang at sige højt, hvad de har været igennem om et ellers tabubelagt emne ved at henvende sig til os.
Imens serien kørte skabte emnet røre på Christiansborg, hvor særligt Venstre forsøger at lægge pres på regeringen for at undersøge omfanget af grundløse underretninger og granske den lovgivning, de selv har været med til at vedtage i egen regeringsperiode.
Som tidligere nævnt har seks eksperter og fagfolk på området reageret på serien ved at danne ’Aktionsgruppen for Børns Velfærd’. Gruppen har til hensigt at modarbejde regeringens lovforslag ’Barnets Lov’, som lægger op til tidligere og flere anbringelser af børn. Derudover ønsker aktionsgruppen færre grundløse underretninger, og afskaffelse af loven, der kriminaliserer skoleledere.

Aktionsgruppen består af: Psykolog og forfatter, Gitte Haslebo, professor emeritus, Per Schultz Jørgensen, jurist og kilde i en af de beskrevne underretningssager i Politiken, Mette Appel Skjolden, tidligere formand i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Niels Christian Barkholt, folketingskandidat for SF, Gro Emmertsen Lund og Morten Ejrnæs, lektor emeritus og sociolog ved Aalborg Universitet

Gruppen har indtil videre 3.500 medlemmer og holder ugentlige møder, oplæg og debatter om, hvordan de skal få indflydelse på regeringens lovgivning på området, og hvordan man kan forbedre det system, vi har i dag.

Metode:

I alle personsager gælder samme metode. Efter et par indledende snakke med dem, bad vi om at se aktindsigter i deres egen og deres børns kommunale journaler. Vi har derefter gennemgået deres journaler og taget kontakt til de ansvarlige i kommunen for at høre deres version af historien.

Vi har ikke taget sager op som var igangværende i kommunen eller med andre offentlige instanser.

Som tidligere nævnt stoppede Ankestyrelsen og Danmarks Statistik med at måle på opfølgningsaktivitet på de underretninger, kommunerne modtager efter de to målinger i 2014 og 2015. Disse tal fik vi adgang til igennem Dansk Socialrådgiverforening.

Vi satte os for at undersøge, kommunernes opfølgning på underretninger fra 2016 og frem til i dag for at forsøge at få et overblik over, hvor mange underretningssager, der bliver lagt ned med det samme.

For at finde ud af dette, søgte vi aktindsigt i alle 98 kommuner i Danmark. Nogle kommuner havde tal for, hvor mange grundløse underretningssager, de havde haft, mens andre intet overblik havde over, hvordan de havde fulgt op på underretningssager i årenes løb.

Problemet var, at det kun var i 2014 og 2015, at det var obligatorisk for kommunerne at indberette opfølgningsaktivitet, fordi den daværende regering ville se på effekterne af overgrebspakken.

De kommuner, der ikke selv lavede opgørelser over deres opfølgningsaktivitet på underretninger, afviste vores anmodninger om aktindsigt. Begrundelsen lød, at de skulle gennemgå alle sager om underretninger enkeltvist for at finde ud af, hvor mange der var grundløse, og at det ville langt overstige 110 timers arbejde, som man har krav på ifølge offentlighedsloven.

Derfor var det ikke muligt at skabe et landsdækkende overblik over antallet af grundløse underretninger fra de seneste år. Men netop denne pointe med, at der i dag ikke er et overordnet overblik over, hvordan kommunerne følger op på deres underretninger, har flere af vores kilder forholdt sig stærkt kritisk overfor. Social- og Indenrigsminister Astrid Krag (S) har ikke på noget tidspunkt ville svare på, om der skal sættes en undersøgelse i gang af omfanget af grundløse underretninger i dag.

Modstand:

Vi har ikke oplevet, at magtfulde interesser har forsøgt at forhindre offentliggørelsen af projektet.


Etik:

Vi har haft etiske overvejelser omkring at bringe forældrenes side af historien, som netop er det, der gør emnet til tabubelagt. For at sikre os, at vi ikke bragte kilders fortællinger, hvor de havde et særligt motiv for at stå frem som at blive ’blåstemplet’ eller renset af offentligheden, har vi kun bragt sager, hvor sagen allerede er blevet vurderet grundløs af kommunen selv og lukket af eventuelt politi og børnehuse.

Selv i disse sager kan man ikke vide, om der reelt har været vold i hjemmet og den private sfære. Det er et etisk valg, man står overfor i mange situationer som journalist, hvor man må vurdere kildens troværdighed og kigge på de vurderinger, som fagfolk er kommet med om sagerne. Men dette er et område og problem, der aldrig ville kunne komme op til overfladen, hvis man ikke kan bringe menneskehistorier, der kræver tillid til kildernes oplevelse og fortælling.

Vi har givet alle kritiserede parter mulighed for at komme til orde i god tid i alle sager.

En anden etisk overvejelse, vi har haft, er omkring den effekt, vores historier har på samfundsudviklingen. Overgrebspakken blev indført på grund af en række enkeltsager, Ankestyrelsen gennemgik tilbage i 2012, hvor der var foregået alvorlige kommunale svigt under dybt kritisable forhold. Kommuner, der ikke havde grebet ind i familier, hvor der meget tydeligt foregik omsorgssvigt, misrøgt og i flere sager overgreb og vold.

Det er ikke vores job at vurdere, om den efterfølgende reaktion og lovgivning på disse enkeltsager - som eksempelvis Tøndersagen - har resulteret i det modsatte problem; at der sker så mange underretninger, at det går ud over uskyldige familier. Men vi valgte at dykke ned i denne oversete udvikling i underretningsstatistikken, hvor vi fokuserede på dem, der blev beskyldt for overgreb uden at have begået dem fremfor sager om børn, der lever i en frygtelig barndom, som også hører inde under samme statistik.

For at give en nuanceret og balanceret dækning af området, har det været vigtigt for os at bringe historier om, hvordan stigningen af underretninger rammer både de, der er under grundløs mistanke, og de børn, der oplever alvorlige svigt. Og vi har givet taletid til de kilder, der har talt imod vores vinkel og som er under den opfattelse, at det er forkert at fokusere på de grundløse underretninger.

Eksempler på dette er historien om, at sagsbehandlere overskrider tidsfristen for sagsbehandling og interviewet med direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl med rubrikken ’Der er børn, som kunne have undgået en rædselsfuld barndom, hvis der havde været underrettet’.

Under serien har flere debatindlæg også kørt i Politiken med både personer, der er kritiske overfor, at vi har bragt forældrenes synspunkt, og fagfolk der har brugt serien som anledning til at kritisere det underretningssystem, vi har i dag.

Vores hovedmål med dette projekt har dog været at belyse, hvordan det er at blive beskyldt for at begå overgreb mod sine børn, når man ikke har gjort det, da denne side af sagen er så tabubelagt, at den sjældent når ud til offentligheden. Det er en samtale mange af familierne, der har henvendt sig til os, ikke før har følt, at man kunne have. Derudover ønskede vi at belyse, hvordan systemet og de fagpersoner der arbejder med børn i Danmark har reageret på de grusomme enkeltsager, der har været om misrøgte børn.

Formidling:

De personlige fortællinger i projektet har været altafgørende for forståelsen af problemet hos læseren. Derfor er det de personlige fortællinger der er det bærende element for formidlingen af hele serien, og det kan man også se i udfoldelsen af eksempelvis 'Kafka på Fanø'.

Derfor har vi hele tiden haft som udgangspunkt, at fakta og lovgivning skulle formidles igennem de personlige fortællinger for at skabe størst mulig identifikationsværdi.