Det grænseløse bedrag
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Christina Vanessa Lauridsen, Charlotte Damgaard, Martin Kjær Jensen, Cecilie Beck
Projektets beskrivelse
Titel:
Det grænseløse bedrag
Beskrivelse:
‘Det grænseløse bedrag’ er en dokumentarserie i tre afsnit sendt på TV 2 i foråret 2022.
I serien undersøger vi, hvem der står bag en række falske nyhedsartikler, der er brugt til at lokke danskere til at investere store beløb i kryptovaluta, som senere viser sig slet ikke at eksistere.
En meget langvarig og omfattende efterforskning bringer os på sporet af et internationalt netværk af svindlere, som via stråmænd og skuffeselskaber opererer i mindst 35 forskellige lande og efter alt at dømme har tjent milliarder af kroner på at narre især ældre mennesker.
Undervejs kommer vi i kontakt med flere hundrede danske ofre, hvoraf mange har mistet hele deres formue med store personlige konsekvenser til følge. Kun et fåtal har imidlertid meldt svindlen til politiet. De opfatter det som skamfuldt at være blevet snydt og har gjort alt for at skjule det for deres omgivelser.
Det store gennembrud får vi, da vi med hjælp fra en it-ekspert finder en skjult mappe med data på en hjemmeside, der anvendes af svindlerne. Mappen indeholder blandt andet skabeloner til falske artikler og svindel-hjemmesider på adskillige sprog og en mængde korrespondance, som dokumenterer, at de involverede selskaber og personer arbejder sammen. De omfattende data viser desuden, at et anonymt Israelsk marketingfirma ved navn Digital Platinum trækker i trådene.
Ved hjælp af dokumenter fra det amerikanske finanstilsyn, CFTC, lykkes det at identificere selskabets ejere, som to unge mænd med bånd til toppen af det israelske samfund.
Ved hjælp af blandt andet stemmeanalyse og ansigtsgenkendelse lykkes det også at identificere en række danskere, som på forskellige niveauer bidrager til den globale svindel.
I serien undersøger vi, hvem der står bag en række falske nyhedsartikler, der er brugt til at lokke danskere til at investere store beløb i kryptovaluta, som senere viser sig slet ikke at eksistere.
En meget langvarig og omfattende efterforskning bringer os på sporet af et internationalt netværk af svindlere, som via stråmænd og skuffeselskaber opererer i mindst 35 forskellige lande og efter alt at dømme har tjent milliarder af kroner på at narre især ældre mennesker.
Undervejs kommer vi i kontakt med flere hundrede danske ofre, hvoraf mange har mistet hele deres formue med store personlige konsekvenser til følge. Kun et fåtal har imidlertid meldt svindlen til politiet. De opfatter det som skamfuldt at være blevet snydt og har gjort alt for at skjule det for deres omgivelser.
Det store gennembrud får vi, da vi med hjælp fra en it-ekspert finder en skjult mappe med data på en hjemmeside, der anvendes af svindlerne. Mappen indeholder blandt andet skabeloner til falske artikler og svindel-hjemmesider på adskillige sprog og en mængde korrespondance, som dokumenterer, at de involverede selskaber og personer arbejder sammen. De omfattende data viser desuden, at et anonymt Israelsk marketingfirma ved navn Digital Platinum trækker i trådene.
Ved hjælp af dokumenter fra det amerikanske finanstilsyn, CFTC, lykkes det at identificere selskabets ejere, som to unge mænd med bånd til toppen af det israelske samfund.
Ved hjælp af blandt andet stemmeanalyse og ansigtsgenkendelse lykkes det også at identificere en række danskere, som på forskellige niveauer bidrager til den globale svindel.
Publicering:
De tre programmer er sendt på TV 2 og offentliggjort på TV 2 Play i perioden 23. marts til 6. april 2022.
Idéen:
Idébeskrivelse:
I forbindelse med research til et program om svindel med e-handel modtog vi et tip fra en baggrunds-kilde.
Kilden fortalte, at bankerne de seneste år har fået et stærkt stigende antal henvendelser fra kunder, der er blevet snydt i forbindelse med handel med kryptovaluta.
Kunderne havde typisk læst en artikel, hvor en kendt dansker fortalte om egen succes med sådanne investeringer. Efterfølgende havde de besluttet sig for selv at prøve lykken.
Ifølge kilden havde flere danskere på den måde mistet millioner af kroner.
Flere på redaktionen havde set de omtalte artikler, men havde svært ved at forstå, at nogen ‘hoppede på limpinden.’
Artiklerne blev delt på sociale medier og var skrevet på korrekt dansk, men for det trænede øje var det let at se, at de var falske og ikke stammede fra eksempelvis Berlingske, som logoerne i toppen ellers fortalte.
Vi besluttede os for at undersøge, om dette virkelig var så stort et problem, som kilden fortalte - og hvem der i så fald stod bag.
Kilden fortalte, at bankerne de seneste år har fået et stærkt stigende antal henvendelser fra kunder, der er blevet snydt i forbindelse med handel med kryptovaluta.
Kunderne havde typisk læst en artikel, hvor en kendt dansker fortalte om egen succes med sådanne investeringer. Efterfølgende havde de besluttet sig for selv at prøve lykken.
Ifølge kilden havde flere danskere på den måde mistet millioner af kroner.
Flere på redaktionen havde set de omtalte artikler, men havde svært ved at forstå, at nogen ‘hoppede på limpinden.’
Artiklerne blev delt på sociale medier og var skrevet på korrekt dansk, men for det trænede øje var det let at se, at de var falske og ikke stammede fra eksempelvis Berlingske, som logoerne i toppen ellers fortalte.
Vi besluttede os for at undersøge, om dette virkelig var så stort et problem, som kilden fortalte - og hvem der i så fald stod bag.
Tidshorizont:
Vi har arbejdet intensivt med projektet fra efteråret 2019 til foråret 2022. Altså cirka to et halvt år. Dog kunne produktionstiden have været nogle måneder kortere.
I foråret 2021 var vi således tvunget til at lave en række optagelser om, da TV 2 valgte at bandlyse den oprindelige vært, Jes Dorph-Petersen, fra kanalen.
TV 2s beslutning har ikke haft indflydelse på programmernes journalistiske indhold, men den medførte selvfølgelig en række praktiske udfordringer, da værten var og er meget central for formidlingen i serien.
I foråret 2021 var vi således tvunget til at lave en række optagelser om, da TV 2 valgte at bandlyse den oprindelige vært, Jes Dorph-Petersen, fra kanalen.
TV 2s beslutning har ikke haft indflydelse på programmernes journalistiske indhold, men den medførte selvfølgelig en række praktiske udfordringer, da værten var og er meget central for formidlingen i serien.
Nyhed:
Programmerne rummer en lang række nyheder. Af disse er de vigtigste:
Investeringssvindel med fiktiv kryptovaluta er et stort og voksende problem.
(Alene fra 2019 til 2020 har Danske Bank oplevet en stigning i antallet af sager på 200 procent. Politiet har modtaget cirka 1000 anmeldelser. Vi identificerer 1800 potentielle danske ofre, hvoraf flere har mistet millioner. En førende ekspert anslår, at svindlerne siden 2015 har franarret danskere et tocifret milliardbeløb. Er det korrekt, er sagen i samme liga som svindlen med udbytteskat, og der er tale om den største sag om svindel mod private danskere nogensinde.)
Skam hos ofrene betyder, at der må formodes at være et stort mørketal
(Vi har talt med flere hundrede ofre, hvoraf mange holder svindlen skjult og har undladt at gå til politiet. Forskning bekræfter denne tendens.)
Et globalt netværk, som står bag identisk svindel i 35 forskellige lande. Det hele orkestreres af et marketingfirma, som drives af to unge mænd i Israel. De får hjælp af mellemmænd i de enkelte lande.
I Danmark får svindlerne blandt andet hjælp af en investeringsrådgiver og forfatter, som har været ansat til at opkøbe velrenommerede hjemmesider, hvor links til og anbefalinger af svindel-firmaer optræder blandt reelle og gode råd om investering.
Politiet er reelt ude af stand til at opklare denne type kriminalitet. Ud af cirka 1000 anmeldelser er ingen endt med anholdelser, sigtelser eller tiltaler, og ingen af ofrene har fået deres penge tilbage.
Investeringssvindel med fiktiv kryptovaluta er et stort og voksende problem.
(Alene fra 2019 til 2020 har Danske Bank oplevet en stigning i antallet af sager på 200 procent. Politiet har modtaget cirka 1000 anmeldelser. Vi identificerer 1800 potentielle danske ofre, hvoraf flere har mistet millioner. En førende ekspert anslår, at svindlerne siden 2015 har franarret danskere et tocifret milliardbeløb. Er det korrekt, er sagen i samme liga som svindlen med udbytteskat, og der er tale om den største sag om svindel mod private danskere nogensinde.)
Skam hos ofrene betyder, at der må formodes at være et stort mørketal
(Vi har talt med flere hundrede ofre, hvoraf mange holder svindlen skjult og har undladt at gå til politiet. Forskning bekræfter denne tendens.)
Et globalt netværk, som står bag identisk svindel i 35 forskellige lande. Det hele orkestreres af et marketingfirma, som drives af to unge mænd i Israel. De får hjælp af mellemmænd i de enkelte lande.
I Danmark får svindlerne blandt andet hjælp af en investeringsrådgiver og forfatter, som har været ansat til at opkøbe velrenommerede hjemmesider, hvor links til og anbefalinger af svindel-firmaer optræder blandt reelle og gode råd om investering.
Politiet er reelt ude af stand til at opklare denne type kriminalitet. Ud af cirka 1000 anmeldelser er ingen endt med anholdelser, sigtelser eller tiltaler, og ingen af ofrene har fået deres penge tilbage.
Konsekvens:
Historien har først og fremmest haft den konsekvens, at der nu er en større bevidsthed om denne type svindel i befolkning - og derfor også en større skepsis/forsigtighed ved omtaler og tilbud om investeringer i kryptovaluta.
Det er vores håb, at færre danskere på den baggrund går i svindlernes fælde.
Samtidig har omtalen forhåbentlig gjort, at færre ofre føler skam.
Når de ved, at svindlen er udført af dybt professionelle bagmænd, der har snydt mange tusinde mennesker i hele verden, behøver de hverken føle sig dumme eller alene.
På baggrund af vores research har Rigspolitiets Nationale Efterforskningsenhed iværksat en efterforskning mod ejerne af Digital Platinum, et britisk selskab (Finixio) og en række formodede danske samarbejdspartnere - Blandt andre Christian Soelberg Due, Rene Sørensen og Henrik Bruhn, som identificeres i programmerne.
Det amerikanske finanstilsyn CFTC har inddraget vores research i efterforskningen af identisk svindel begået af samme netværk i USA.
Bankerne og politiet advarer nu aktivt deres kunder og befolkningen om risikoen for svindel ved handel med kryptovaluta.
Det er vores håb, at færre danskere på den baggrund går i svindlernes fælde.
Samtidig har omtalen forhåbentlig gjort, at færre ofre føler skam.
Når de ved, at svindlen er udført af dybt professionelle bagmænd, der har snydt mange tusinde mennesker i hele verden, behøver de hverken føle sig dumme eller alene.
På baggrund af vores research har Rigspolitiets Nationale Efterforskningsenhed iværksat en efterforskning mod ejerne af Digital Platinum, et britisk selskab (Finixio) og en række formodede danske samarbejdspartnere - Blandt andre Christian Soelberg Due, Rene Sørensen og Henrik Bruhn, som identificeres i programmerne.
Det amerikanske finanstilsyn CFTC har inddraget vores research i efterforskningen af identisk svindel begået af samme netværk i USA.
Bankerne og politiet advarer nu aktivt deres kunder og befolkningen om risikoen for svindel ved handel med kryptovaluta.
Metode:
Vi har benyttet en lang række meget forskelligartede metoder for at nå de resultater, der præsenteres i Det grænseløse bedrag. Nogle er omtalt i de tre programmer. Andre har vi udeladt af fortællingen for at holde kompleksiteten af en i forvejen teknisk historie på et tåleligt niveau.
Vi opstillede fra start to grundlæggende spørgsmål: Hvem står bag de falske artikler, der lokker danskere til at investere i kryptovaluta, som ikke eksisterer? Og hvor stort er problemet egentlig?
Vi startede med at søge svar på det sidste spørgsmål, som var afgørende for historiens prioritering.
Efter at have set nærmere på de omtalte artikler, havde vi svært ved at tro, at ret mange hoppede på svindlernes limpind. “Så dum kan man da ikke være!” var en indvending, der gik igen på flere indledende redaktionsmøder.
En række research-samtaler med blandt andre Finanstilsynet, Rigspolitiet og Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet tegnede et broget billede. Alle havde set de omtalte artikler og hørt tale om svindel, men ingen havde overblik over omfanget. Rigspolitiet anslog en overgang antallet af anmeldelser på landsplan til 75. Et tal som dog senere blev rettet til over 1000.
En rundringning til landets største banker og deres interesseorganisation Finans Danmark gav et helt anderledes opsigtsvækkende resultat.
Ingen af bankerne ville udlevere konkrete tal til citat, men alle oplevede massive problemer, som var mangedoblet over de seneste år. Kunder i stort antal henvendte sig i håb at få hjælp til at annullere betalinger og overførsler, når de opdagede, at pengene, de troede var placeret i f.eks. Bitcoin, reelt var væk.
Selskaber blev blacklistet på stribe, men nye og flere kom til endnu hurtigere, og svindlerne blev stadig smartere.
En tidligere sikkerhedschef i NETS fortalte, at man i 2019 standsede op mod 50 overførsler fra danske kunder til svindlerne om dagen. Antallet af betalinger, der gik igennem, anslog man var langt højere og kraftigt stigende.
Det stod således klart, at der var tale om et væsentligt problem, som retfærdiggjorde en yderligere journalistisk granskning.
Næste spørgsmål var nu, hvem der stod bag de falske artikler.
Vi havde allerede tidligt indsamlet et stort antal af de omtalte artikler og læst dem grundigt igennem. Det var tydeligt, at der ikke var tale om maskinoversættelser. Bagmanden eller -mændene beherskede stort set perfekt dansk og demonstrerede samtidig i teksterne et indgående kendskab til danske forhold og danske kendte. Der var referencer til danske virksomheder, danske tv-programmer, kulturbegivenheder og lign. På den baggrund antog vi indledningsvist, at den eller de ansvarlige skulle findes inden for landets grænser.
På den baggrund igangsatte vi nu en journalistisk undersøgelse af følgende spor:
Annoncemedier
De falske artikler dukkede især op som sponsoreret/betalt indhold på Facebook og Twitter. Nogen har altså på et tidspunkt aktivt indrykket dem som annoncer og betalt en regning for ydelsen.
Vi kontaktede ejerne af de to platforme og spurgte til artiklernes oprindelse. Desværre var ingen af dem villige til at diskutere endsige dele data om kunder.
Undervejs i denne proces erfarede vi, at en henvisning med link til de falske artikler også havde optrådt på BT.dk. Det var placeret som en banner-annonce, men designet betød, at læserne meget let kunne opfatte det som redaktionelt indhold.
Vi kontaktede Berlingske Media fulde af håb om, at vi her ville møde større samarbejdsvilje end hos de amerikanske giganter.
Viljen til at hjælpe var til stede, men desværre hjalp det intet. Berlingske kunne fortælle, at man solgte annonceplads i pakker til mellemhandlere, som efterfølgende kunne bryde disse pakker op og sælge bidder videre flere gange. Af samme årsag havde man ingen kontrol med, hvem der i sidste ende stod bag annoncerne på koncernens hjemmesider.
Ansigtsgenkendelse
I de falske artikler fandtes en række links, læserne kunne trykke på, hvis de var interesseret i at lære mere om investering i kryptovaluta. Gjorde de det, blev de ført til en række nye sider med mulighed for at skrive sig op til mere information.
På enkelte af disse nye hjemmesider fandtes videoklip med ‘helt almindelige danskere,’ der fortalte historier om deres egne oplevelser med at investere. De havde alle investeret småbeløb og var på kort tid blevet ganske velhavende.
Vi vurderede, at det kunne være afgørende at finde disse personer. Var deres historier sande, ville det vende hele historien på hovedet. Løj de derimod, måtte de have en forbindelse til svindlens bagmænd.
Flere af historierne bar præg af at være læst op. Vi gættede derfor på, at det sidste var tilfældet.
Vi tog nu screenshots af alle de ‘almindelige danskeres’ ansigter. Disse billederne uploadede vi til den russiske søgemaskine Yandex, som har en ganske særlig feature: Siden kan ved hjælp af avanceret ansigtsgenkendelse finde samme personer på forskellige billeder på nettet.
Vi fik med det samme to hits. Der var ganske rigtigt tale om almindelige danskere, men ingen af dem så ud til at være rige.
Der var tale om personer, som i deres fritid arbejdede som statister og blandt andet solgte deres ydelser på den internationale markedsplads fiverr.com
I forventning om, at det samme kunne være tilfældet for de øvrige, gennemgik vi nu Fiverr og samtlige danske statist-kataloger manuelt. På den måde fandt vi flere af de personer, der optrådte som succesfulde investorer i videoerne.
I alt lykkedes det at identificere seks personer.
Da vi kontaktede dem, var historierne ens. De var alle blevet hyret online til at optræde på en video, som de troede var til internt brug i en nystartet virksomhed. Kunden havde de aldrig mødt, og video og løn var udvekslet digitalt.
De kendte kun et profilnavn på personen i den anden ende.
Fiverr ville ikke oplyse, hvem der gemte sig bag dette navn.
Stemmeanalyse
På en af de omtalte hjemmesider fandtes der ud over falske succeshistorier også en dansk speak. Speaken lovede en stor og sikker gevinst til enhver, der valgte at investere. Og stemmen - den virkede bekendt.
På et tidligt stadie i researchen havde vi på redaktionen diskuteret, om svindlen kunne være orkestreret af en i forvejen kendt kriminel. Forskellige navne blev i den forbindelse vendt. Et af de navne var Henrik Bruhn - komikeren og skuespilleren, der tidligere er dømt for svindel og blandt andet har været omdrejningspunkt for en udgave af Operation X.
En søgning på Henrik Bruhns erhvervsaktiviteter (virk.dk, cvr.dk mv) afslørede, at han gennem tiden har været involveret i en lang række virksomheder, der via forskellige fiduser lovede kunderne hurtige afkast med minimal indsats. Der var en række fællestræk med den sag, vi nu undersøgte, men ingen beviser på en forbindelse. I hvert fald ikke før nu. For stemmen bag de store løfter lød som hans.
Vi kontaktede en retsfonetiker, som er specialist i at analysere stemmer og blandt andet bruges som ekspertvidne, når politiet vil knytte stemmer på aflytninger sammen med navngivne personer.
Vi sendte hende klippet fra hjemmesiden uden at oplyse noget om vores mistænkte.
Allerede ved første gennemlytning pegede hun selv på Henrik Bruhn. Hun havde set ham optræde på tv og genkendte straks hans klang.
En mere grundig videnskabelig sammenligning af to stemmeprøver bekræftede mistanken: Der var med meget stor sikkerhed tale om den samme person.
At Henrik Bruhns stemme optrådte på en hjemmeside anvendt af svindlerne beviste ikke i sig selv, at han var direkte involveret. Han kunne i princippet være narret til at medvirke på samme måde som personerne bag de falske succeshistorier.
Vi håbede dog, at han som minimum kunne gøre os klogere på sagens sammenhæng. Vi var derfor skuffede, da han kategorisk afviste at være personen på klippet.
Pengesporet
Vores første betydelige gennembrud kom, da vi kom i kontakt med to cases - Sven og Tina - som begge havde mistet millioner af kroner på investeringer i fiktive bitcoin.
De havde begge gemt hundredvis af kontoudskrifter, e-mails, kvitteringer og andet med relation til handlerne. Det gjorde det muligt at rekonstruere deres forløb dag for dag.
Både Sven og Tina havde formelt set handlet med flere forskellige virksomheder.
Først havde de begge investeret mindre beløb. Da det så ud til at give pote, havde flere nye investeringer fulgt efter.
Da de indså, at de var blevet snydt, havde nye firmaer henvendt sig med tilbud om hjælp. Nogle præsenterede sig som advokater, andre som nye investeringsfirmaer og nogle sågar som myndigheder. Hver gang med en regning tilknyttet, men aldrig med succes. Især Sven havde taget imod mange af disse tilbud.
Vi stod nu med en hel række firmanavne og kontonumre, der var overført varierende beløb til.
Ved hjælp af iban/swift-numre på overførslerne lykkedes det at følge pengene til banker i en lang række lande - blandt andet Hongkong, Seychellerne, Georgien og Rusland.
Ved hjælp af erhvervsregistre i de enkelte lande kunne vi samtidig knytte adresser og navne på ejere og direktionsmedlemmer til de tilknyttede firmaer.
Sven og Tina handlede formelt set med vidt forskellige firmaer i helt separate forløb, men pengesporet afslørede en række fællestræk. Flere firmaadresser og enkelte personnavne gik igen i de to sager.
Noget tydede altså på, at bagmændene var de samme eller i det mindste var forbundet - og at denne sag i øvrigt var meget større end vi fra starten havde antaget.
Vi forsøgte at kontakte en række af de firmaer og personer, vi nu havde navne på, men sporet endte hver gang blindt. Både personer og firmaer viste sig oftest at være opdigtede, stråmænd eller skuffeselskaber.
Blandt andet undersøgte vi et Schweizisk advokatfirma ved navn Rosenthal Law. Firmaet henvendte sig til Sven med en historie om, at man havde fundet svindlerne og hans penge. Dem kunne han få tilbage, hvis han deltog i et gruppesøgsmål og betalte en del af advokaternes honorar. Som dokumentation blev der sendt officielle retsdokumenter stemplet af den cypriotiske højesteret.
Men retten i Cypern afviser at have udstedt de fremsendte dokumenter. Og i Schweiz har myndighederne aldrig hørt om et firma ved navn Rosenthal Law.
Elektroniske spor
Svindlerne opererer på nettet og via telefonen. Der indrykkes falske artikler og oprettes hjemmesider, hvor nysgerrige kan skrive sig op til mere information. Gør de det, bliver de ringet op af såkaldte brokere, der overtaler dem til at investere og giver dem adgang til et netbank-lignende univers.
Alt dette vil normalt efterlade spor: Hjemmesider ligger på servere og kræver domænenavne, som skal registreres og betales med kreditkort, telefonnumre afslører et oprettelsesland, og teledata gemmes af teleselskaberne.
Der burde med andre ord være en motorvej af digitale beviser, som førte direkte tilbage til svindlerne. Det var imidlertid ikke tilfældet.
De hjemmesider, vi kendte til, var registreret af flere anonyme selskaber eller gemt på mindre domæner uden offentlig adgang til brugerdata, og telefonnumrene, der var benyttet i kontakten med Sven og Tina, eksisterede tilsyneladende slet ikke.
Vi rådførte os med it-sikkerhedsfirmaet Improsec, som vurderede, at der var tale om bagmænd med meget stor specialviden på it-fronten. De var ifølge firmaet så dygtige til at sløre deres spor, at vi formodentlig ikke ville kunne finde dem ad den vej med mindre de begik en uventet og tilfældig fejl.
Selskabets konsulent Anders Kusk, som har en fortid ved politiet, sagde dog ja til at hjælpe os med at lede efter huller i den elektroniske camouflage bagmændene havde lagt ud. Det gav et uventet og helt afgørende resultat:
På en af de hjemmesider, svindlerne brugte til at lokke ofre i fælden, fandt Anders Kusk en skjult mappe med meget store mængder data.
Mappen var uploadet i forbindelse med, at programmører havde konstrueret hjemmesiden og indeholdt så at sige en værktøjskasse eller et ‘samlesæt’ til netop dette formål. Blandt andet indeholdt mappen: Næsten 600 skabeloner til svindelhjemmesider og falske artikler rettet mod 35 forskellige lande. 7000 tætskrevne A4-sider med e-mailadresser på potentielle ofre, som svindlerne var i kontakt med. En række beskeder sendt frem og tilbage mellem programmører i Pakistan og et firma i Israel, som bestilte hele ‘værktøjskassen’ og kom med feedback til udformning af indholdet.
Mappen var ikke tilgængelig via hjemmesidens på traditionel vis. Den kunne kun tilgås ved manuelt at tilføje en forkortelse til det anvendte domænenavn.
Det er teknik som programmører ofte bruger til at placere udviklingsdata på et domæne - men normalt slettes den slags igen, straks hjemmesiden er klar til offentliggørelse.
Det havde svindlernes programmør glemt her - og det gav en hel række nye spor, som er beskrevet kort nedenfor.
Tusindvis af cases
De 7000 A4-sider med e-mailadresser på potentielle svindel-ofre indeholdt ca 1800 adresser, der sluttede på .dk og dermed var hjemmehørende i Danmark.
Vi besluttede os for at kontakte samtlige.
Det tog et par uger at skrive til alle og fortælle om sagens sammenhæng og bede om tilladelse til yderligere kontakt.
Flere hundrede vendte tilbage. Mange vidste, de var blevet snydt. Andre blev først klar over det, da de læste vores mail.
Tabene spændte fra få tusinde kroner til hele livsopsparinger på seks- og syvcifrende beløb. Flere var tvunget til at gå fra hus og hjem eller tage ekstra arbejde for at dække deres tab og enkelte havde ligefrem overvejet at tage deres eget liv i en kombination af skam og afmagt.
Beretningerne var med til at bekræfte problemets omfang både hvad angår antallet af ofre og de tabte beløb.
Det israelske spor
I den skjulte mappe fandt vi korrespondance mellem programmører og et firma kaldet Digital Platinum, der optrådte som bestiller af den globale svindel-værktøjskasse.
Det var tydeligt, at personerne bag dette selskab havde en ledende funktion.
Firmaet viste sig at høre hjemme i Tel Aviv i Israel. Vi ville gerne have opsøgt firmaet, men Israel var på det tidspunkt totalt lukket for indrejse pga covid.
Derfor hyrede vi i stedet en lokal advokat, som er ekspert i international svindel.
Han kunne berette at Digital Platinums adresse var et tomt kontorhotel, at naboerne intet kendte til firmaet, og at de lokale erhvervsregistre intet fortalte om ejere eller direktion.
Der fandtes en hjemmeside med et telefonnummer og en e-mail-adresse, men henvendelser blev ikke besvaret.
Selskabet var kort sagt et mysterium.
Amerikanske aflytninger
Mens vi forfulgte andre spor, overvågede vi nettet for opslag, der nævnte Digital Platinum. En dag gav det resultat.
Det amerikanske finanstilsyn CFTC havde på sin hjemmeside offentliggjort en nyhed om, at Digital Platinum blev stævnet i en sag om investeringssvindel.
Vi kontaktede straks den ledende anklager og fik at vide, at man i USA havde oplevet svindel identisk med den, vi undersøgte.
På baggrund af blandt andet aflytning og overvågede e-mail-konti kunne man nu sigte ejerne af Digital Platinum i Israel som bagmænd.
Via anklageren opnåede vi en højst usædvanlig adgang til efterforskningen. Vi fik mulighed for digitalt at overvære afhøringer og fik en komplet kopi af det meget omfattende bevismateriale, der lå til grund for sigtelsen af Israelerne og to amerikanske mellemmænd.
I bevismaterialet kunne vi læse, at det var lykkedes amerikanerne at identificere ejerne af Digital Platinum som to israelske rigmandssønner. En lang række opsnappede e-mails efterlod ingen tvivl om, at de var ledere af det internationale netværk.
I nogle af disse e-mails skrev de med en dansker ved navn Rene Sørensen og omtalte hans selskab i Gibraltar som en af deres vigtigste samarbejdspartnere i Europa.
Vi har gennem længere tid forsøgt at komme i kontakt med Rene Sørensen. Han er ikke vendt tilbage.
Vi har overvåget såvel en arbejdsadresse som en privatadresse i Aalborg i flere dage med ugers mellemrum. Begge steder lader til at være forladt.
En dansk konfrontation
Som led i den løbende research overvågede vi nettet for henvisninger til hjemmesider, som vi vidste blev blev brugt til svindel med fiktiv kryptovaluta.
På den måde kunne vi følge med, efterhånden som nye sider kom til.
De fleste sider var højtråbende og ensidige med gyldne løfter om store og hurtige gevinster. Men pludselig dukkede en ny type hjemmeside op på vores radar.
Hjemmesiden mininvestering.dk var velrenommeret og havde en synlig redaktør, som havde skrevet bøger og optrådte fast i en podcast om investering. De fleste artikler på siden virkede velresearchede og fornuftige. Men blandt dem optrådte der pludselig artikler om kryptovaluta med varme anbefaling af en lang række handelsplatforme, som vi vidste var drevet af svindlerne. Ingen konkurrerende eller anerkendte platforme fandt plads på artiklernes positiv-liste.
Alle artiklerne var skrevet af en skribent ved navn Mads Nielsen. På hjemmesiden blev han præsenteret som kryptoekspert.
Vi kunne imidlertid ikke finde denne Mads Nielsen på nogen sociale medier. Vi uploadede derfor hans foto fra mininvestering.dk til den russiske søgemaskine Yandex. På den måde fandt vi samme person optræde som børsmægler i USA og model i Rusland.
Alt tydede altså på, at Mads Nielsen var en opdigtet identitet.
Konfronteret med dette valgte redaktøren for mininvestering.dk efter nogle dages betænkningstid at komme med en tilståelse:
Han havde solgt sin hjemmeside til et britisk firma, der nu brugte den til at skjule links til svindlernes forretninger blandt sidens gode råd. Samtidig var han selv blevet ansat af briterne til at opkøbe andre hjemmesider i Skandinavien med samme formål.
I forbindelse med denne tilståelse viste han os det britiske selskabs it-system, hvor man kunne følge med live, hver gang et nyt offer skrev sig op til mere information, blev kontaktet og investerede i den fiktive kryptovaluta.
Vi har naturligvis kontaktet det britiske selskab, som dog ikke har svaret på vores henvendelser.
Ifølge selskabets hjemmeside havde det indtil da et dansk kontor i en lille by ved navn Kjellerup i Midtjylland. Henrik Bruhn bor i samme by, men afviser at kende til selskabet.
Vi opstillede fra start to grundlæggende spørgsmål: Hvem står bag de falske artikler, der lokker danskere til at investere i kryptovaluta, som ikke eksisterer? Og hvor stort er problemet egentlig?
Vi startede med at søge svar på det sidste spørgsmål, som var afgørende for historiens prioritering.
Efter at have set nærmere på de omtalte artikler, havde vi svært ved at tro, at ret mange hoppede på svindlernes limpind. “Så dum kan man da ikke være!” var en indvending, der gik igen på flere indledende redaktionsmøder.
En række research-samtaler med blandt andre Finanstilsynet, Rigspolitiet og Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet tegnede et broget billede. Alle havde set de omtalte artikler og hørt tale om svindel, men ingen havde overblik over omfanget. Rigspolitiet anslog en overgang antallet af anmeldelser på landsplan til 75. Et tal som dog senere blev rettet til over 1000.
En rundringning til landets største banker og deres interesseorganisation Finans Danmark gav et helt anderledes opsigtsvækkende resultat.
Ingen af bankerne ville udlevere konkrete tal til citat, men alle oplevede massive problemer, som var mangedoblet over de seneste år. Kunder i stort antal henvendte sig i håb at få hjælp til at annullere betalinger og overførsler, når de opdagede, at pengene, de troede var placeret i f.eks. Bitcoin, reelt var væk.
Selskaber blev blacklistet på stribe, men nye og flere kom til endnu hurtigere, og svindlerne blev stadig smartere.
En tidligere sikkerhedschef i NETS fortalte, at man i 2019 standsede op mod 50 overførsler fra danske kunder til svindlerne om dagen. Antallet af betalinger, der gik igennem, anslog man var langt højere og kraftigt stigende.
Det stod således klart, at der var tale om et væsentligt problem, som retfærdiggjorde en yderligere journalistisk granskning.
Næste spørgsmål var nu, hvem der stod bag de falske artikler.
Vi havde allerede tidligt indsamlet et stort antal af de omtalte artikler og læst dem grundigt igennem. Det var tydeligt, at der ikke var tale om maskinoversættelser. Bagmanden eller -mændene beherskede stort set perfekt dansk og demonstrerede samtidig i teksterne et indgående kendskab til danske forhold og danske kendte. Der var referencer til danske virksomheder, danske tv-programmer, kulturbegivenheder og lign. På den baggrund antog vi indledningsvist, at den eller de ansvarlige skulle findes inden for landets grænser.
På den baggrund igangsatte vi nu en journalistisk undersøgelse af følgende spor:
Annoncemedier
De falske artikler dukkede især op som sponsoreret/betalt indhold på Facebook og Twitter. Nogen har altså på et tidspunkt aktivt indrykket dem som annoncer og betalt en regning for ydelsen.
Vi kontaktede ejerne af de to platforme og spurgte til artiklernes oprindelse. Desværre var ingen af dem villige til at diskutere endsige dele data om kunder.
Undervejs i denne proces erfarede vi, at en henvisning med link til de falske artikler også havde optrådt på BT.dk. Det var placeret som en banner-annonce, men designet betød, at læserne meget let kunne opfatte det som redaktionelt indhold.
Vi kontaktede Berlingske Media fulde af håb om, at vi her ville møde større samarbejdsvilje end hos de amerikanske giganter.
Viljen til at hjælpe var til stede, men desværre hjalp det intet. Berlingske kunne fortælle, at man solgte annonceplads i pakker til mellemhandlere, som efterfølgende kunne bryde disse pakker op og sælge bidder videre flere gange. Af samme årsag havde man ingen kontrol med, hvem der i sidste ende stod bag annoncerne på koncernens hjemmesider.
Ansigtsgenkendelse
I de falske artikler fandtes en række links, læserne kunne trykke på, hvis de var interesseret i at lære mere om investering i kryptovaluta. Gjorde de det, blev de ført til en række nye sider med mulighed for at skrive sig op til mere information.
På enkelte af disse nye hjemmesider fandtes videoklip med ‘helt almindelige danskere,’ der fortalte historier om deres egne oplevelser med at investere. De havde alle investeret småbeløb og var på kort tid blevet ganske velhavende.
Vi vurderede, at det kunne være afgørende at finde disse personer. Var deres historier sande, ville det vende hele historien på hovedet. Løj de derimod, måtte de have en forbindelse til svindlens bagmænd.
Flere af historierne bar præg af at være læst op. Vi gættede derfor på, at det sidste var tilfældet.
Vi tog nu screenshots af alle de ‘almindelige danskeres’ ansigter. Disse billederne uploadede vi til den russiske søgemaskine Yandex, som har en ganske særlig feature: Siden kan ved hjælp af avanceret ansigtsgenkendelse finde samme personer på forskellige billeder på nettet.
Vi fik med det samme to hits. Der var ganske rigtigt tale om almindelige danskere, men ingen af dem så ud til at være rige.
Der var tale om personer, som i deres fritid arbejdede som statister og blandt andet solgte deres ydelser på den internationale markedsplads fiverr.com
I forventning om, at det samme kunne være tilfældet for de øvrige, gennemgik vi nu Fiverr og samtlige danske statist-kataloger manuelt. På den måde fandt vi flere af de personer, der optrådte som succesfulde investorer i videoerne.
I alt lykkedes det at identificere seks personer.
Da vi kontaktede dem, var historierne ens. De var alle blevet hyret online til at optræde på en video, som de troede var til internt brug i en nystartet virksomhed. Kunden havde de aldrig mødt, og video og løn var udvekslet digitalt.
De kendte kun et profilnavn på personen i den anden ende.
Fiverr ville ikke oplyse, hvem der gemte sig bag dette navn.
Stemmeanalyse
På en af de omtalte hjemmesider fandtes der ud over falske succeshistorier også en dansk speak. Speaken lovede en stor og sikker gevinst til enhver, der valgte at investere. Og stemmen - den virkede bekendt.
På et tidligt stadie i researchen havde vi på redaktionen diskuteret, om svindlen kunne være orkestreret af en i forvejen kendt kriminel. Forskellige navne blev i den forbindelse vendt. Et af de navne var Henrik Bruhn - komikeren og skuespilleren, der tidligere er dømt for svindel og blandt andet har været omdrejningspunkt for en udgave af Operation X.
En søgning på Henrik Bruhns erhvervsaktiviteter (virk.dk, cvr.dk mv) afslørede, at han gennem tiden har været involveret i en lang række virksomheder, der via forskellige fiduser lovede kunderne hurtige afkast med minimal indsats. Der var en række fællestræk med den sag, vi nu undersøgte, men ingen beviser på en forbindelse. I hvert fald ikke før nu. For stemmen bag de store løfter lød som hans.
Vi kontaktede en retsfonetiker, som er specialist i at analysere stemmer og blandt andet bruges som ekspertvidne, når politiet vil knytte stemmer på aflytninger sammen med navngivne personer.
Vi sendte hende klippet fra hjemmesiden uden at oplyse noget om vores mistænkte.
Allerede ved første gennemlytning pegede hun selv på Henrik Bruhn. Hun havde set ham optræde på tv og genkendte straks hans klang.
En mere grundig videnskabelig sammenligning af to stemmeprøver bekræftede mistanken: Der var med meget stor sikkerhed tale om den samme person.
At Henrik Bruhns stemme optrådte på en hjemmeside anvendt af svindlerne beviste ikke i sig selv, at han var direkte involveret. Han kunne i princippet være narret til at medvirke på samme måde som personerne bag de falske succeshistorier.
Vi håbede dog, at han som minimum kunne gøre os klogere på sagens sammenhæng. Vi var derfor skuffede, da han kategorisk afviste at være personen på klippet.
Pengesporet
Vores første betydelige gennembrud kom, da vi kom i kontakt med to cases - Sven og Tina - som begge havde mistet millioner af kroner på investeringer i fiktive bitcoin.
De havde begge gemt hundredvis af kontoudskrifter, e-mails, kvitteringer og andet med relation til handlerne. Det gjorde det muligt at rekonstruere deres forløb dag for dag.
Både Sven og Tina havde formelt set handlet med flere forskellige virksomheder.
Først havde de begge investeret mindre beløb. Da det så ud til at give pote, havde flere nye investeringer fulgt efter.
Da de indså, at de var blevet snydt, havde nye firmaer henvendt sig med tilbud om hjælp. Nogle præsenterede sig som advokater, andre som nye investeringsfirmaer og nogle sågar som myndigheder. Hver gang med en regning tilknyttet, men aldrig med succes. Især Sven havde taget imod mange af disse tilbud.
Vi stod nu med en hel række firmanavne og kontonumre, der var overført varierende beløb til.
Ved hjælp af iban/swift-numre på overførslerne lykkedes det at følge pengene til banker i en lang række lande - blandt andet Hongkong, Seychellerne, Georgien og Rusland.
Ved hjælp af erhvervsregistre i de enkelte lande kunne vi samtidig knytte adresser og navne på ejere og direktionsmedlemmer til de tilknyttede firmaer.
Sven og Tina handlede formelt set med vidt forskellige firmaer i helt separate forløb, men pengesporet afslørede en række fællestræk. Flere firmaadresser og enkelte personnavne gik igen i de to sager.
Noget tydede altså på, at bagmændene var de samme eller i det mindste var forbundet - og at denne sag i øvrigt var meget større end vi fra starten havde antaget.
Vi forsøgte at kontakte en række af de firmaer og personer, vi nu havde navne på, men sporet endte hver gang blindt. Både personer og firmaer viste sig oftest at være opdigtede, stråmænd eller skuffeselskaber.
Blandt andet undersøgte vi et Schweizisk advokatfirma ved navn Rosenthal Law. Firmaet henvendte sig til Sven med en historie om, at man havde fundet svindlerne og hans penge. Dem kunne han få tilbage, hvis han deltog i et gruppesøgsmål og betalte en del af advokaternes honorar. Som dokumentation blev der sendt officielle retsdokumenter stemplet af den cypriotiske højesteret.
Men retten i Cypern afviser at have udstedt de fremsendte dokumenter. Og i Schweiz har myndighederne aldrig hørt om et firma ved navn Rosenthal Law.
Elektroniske spor
Svindlerne opererer på nettet og via telefonen. Der indrykkes falske artikler og oprettes hjemmesider, hvor nysgerrige kan skrive sig op til mere information. Gør de det, bliver de ringet op af såkaldte brokere, der overtaler dem til at investere og giver dem adgang til et netbank-lignende univers.
Alt dette vil normalt efterlade spor: Hjemmesider ligger på servere og kræver domænenavne, som skal registreres og betales med kreditkort, telefonnumre afslører et oprettelsesland, og teledata gemmes af teleselskaberne.
Der burde med andre ord være en motorvej af digitale beviser, som førte direkte tilbage til svindlerne. Det var imidlertid ikke tilfældet.
De hjemmesider, vi kendte til, var registreret af flere anonyme selskaber eller gemt på mindre domæner uden offentlig adgang til brugerdata, og telefonnumrene, der var benyttet i kontakten med Sven og Tina, eksisterede tilsyneladende slet ikke.
Vi rådførte os med it-sikkerhedsfirmaet Improsec, som vurderede, at der var tale om bagmænd med meget stor specialviden på it-fronten. De var ifølge firmaet så dygtige til at sløre deres spor, at vi formodentlig ikke ville kunne finde dem ad den vej med mindre de begik en uventet og tilfældig fejl.
Selskabets konsulent Anders Kusk, som har en fortid ved politiet, sagde dog ja til at hjælpe os med at lede efter huller i den elektroniske camouflage bagmændene havde lagt ud. Det gav et uventet og helt afgørende resultat:
På en af de hjemmesider, svindlerne brugte til at lokke ofre i fælden, fandt Anders Kusk en skjult mappe med meget store mængder data.
Mappen var uploadet i forbindelse med, at programmører havde konstrueret hjemmesiden og indeholdt så at sige en værktøjskasse eller et ‘samlesæt’ til netop dette formål. Blandt andet indeholdt mappen: Næsten 600 skabeloner til svindelhjemmesider og falske artikler rettet mod 35 forskellige lande. 7000 tætskrevne A4-sider med e-mailadresser på potentielle ofre, som svindlerne var i kontakt med. En række beskeder sendt frem og tilbage mellem programmører i Pakistan og et firma i Israel, som bestilte hele ‘værktøjskassen’ og kom med feedback til udformning af indholdet.
Mappen var ikke tilgængelig via hjemmesidens på traditionel vis. Den kunne kun tilgås ved manuelt at tilføje en forkortelse til det anvendte domænenavn.
Det er teknik som programmører ofte bruger til at placere udviklingsdata på et domæne - men normalt slettes den slags igen, straks hjemmesiden er klar til offentliggørelse.
Det havde svindlernes programmør glemt her - og det gav en hel række nye spor, som er beskrevet kort nedenfor.
Tusindvis af cases
De 7000 A4-sider med e-mailadresser på potentielle svindel-ofre indeholdt ca 1800 adresser, der sluttede på .dk og dermed var hjemmehørende i Danmark.
Vi besluttede os for at kontakte samtlige.
Det tog et par uger at skrive til alle og fortælle om sagens sammenhæng og bede om tilladelse til yderligere kontakt.
Flere hundrede vendte tilbage. Mange vidste, de var blevet snydt. Andre blev først klar over det, da de læste vores mail.
Tabene spændte fra få tusinde kroner til hele livsopsparinger på seks- og syvcifrende beløb. Flere var tvunget til at gå fra hus og hjem eller tage ekstra arbejde for at dække deres tab og enkelte havde ligefrem overvejet at tage deres eget liv i en kombination af skam og afmagt.
Beretningerne var med til at bekræfte problemets omfang både hvad angår antallet af ofre og de tabte beløb.
Det israelske spor
I den skjulte mappe fandt vi korrespondance mellem programmører og et firma kaldet Digital Platinum, der optrådte som bestiller af den globale svindel-værktøjskasse.
Det var tydeligt, at personerne bag dette selskab havde en ledende funktion.
Firmaet viste sig at høre hjemme i Tel Aviv i Israel. Vi ville gerne have opsøgt firmaet, men Israel var på det tidspunkt totalt lukket for indrejse pga covid.
Derfor hyrede vi i stedet en lokal advokat, som er ekspert i international svindel.
Han kunne berette at Digital Platinums adresse var et tomt kontorhotel, at naboerne intet kendte til firmaet, og at de lokale erhvervsregistre intet fortalte om ejere eller direktion.
Der fandtes en hjemmeside med et telefonnummer og en e-mail-adresse, men henvendelser blev ikke besvaret.
Selskabet var kort sagt et mysterium.
Amerikanske aflytninger
Mens vi forfulgte andre spor, overvågede vi nettet for opslag, der nævnte Digital Platinum. En dag gav det resultat.
Det amerikanske finanstilsyn CFTC havde på sin hjemmeside offentliggjort en nyhed om, at Digital Platinum blev stævnet i en sag om investeringssvindel.
Vi kontaktede straks den ledende anklager og fik at vide, at man i USA havde oplevet svindel identisk med den, vi undersøgte.
På baggrund af blandt andet aflytning og overvågede e-mail-konti kunne man nu sigte ejerne af Digital Platinum i Israel som bagmænd.
Via anklageren opnåede vi en højst usædvanlig adgang til efterforskningen. Vi fik mulighed for digitalt at overvære afhøringer og fik en komplet kopi af det meget omfattende bevismateriale, der lå til grund for sigtelsen af Israelerne og to amerikanske mellemmænd.
I bevismaterialet kunne vi læse, at det var lykkedes amerikanerne at identificere ejerne af Digital Platinum som to israelske rigmandssønner. En lang række opsnappede e-mails efterlod ingen tvivl om, at de var ledere af det internationale netværk.
I nogle af disse e-mails skrev de med en dansker ved navn Rene Sørensen og omtalte hans selskab i Gibraltar som en af deres vigtigste samarbejdspartnere i Europa.
Vi har gennem længere tid forsøgt at komme i kontakt med Rene Sørensen. Han er ikke vendt tilbage.
Vi har overvåget såvel en arbejdsadresse som en privatadresse i Aalborg i flere dage med ugers mellemrum. Begge steder lader til at være forladt.
En dansk konfrontation
Som led i den løbende research overvågede vi nettet for henvisninger til hjemmesider, som vi vidste blev blev brugt til svindel med fiktiv kryptovaluta.
På den måde kunne vi følge med, efterhånden som nye sider kom til.
De fleste sider var højtråbende og ensidige med gyldne løfter om store og hurtige gevinster. Men pludselig dukkede en ny type hjemmeside op på vores radar.
Hjemmesiden mininvestering.dk var velrenommeret og havde en synlig redaktør, som havde skrevet bøger og optrådte fast i en podcast om investering. De fleste artikler på siden virkede velresearchede og fornuftige. Men blandt dem optrådte der pludselig artikler om kryptovaluta med varme anbefaling af en lang række handelsplatforme, som vi vidste var drevet af svindlerne. Ingen konkurrerende eller anerkendte platforme fandt plads på artiklernes positiv-liste.
Alle artiklerne var skrevet af en skribent ved navn Mads Nielsen. På hjemmesiden blev han præsenteret som kryptoekspert.
Vi kunne imidlertid ikke finde denne Mads Nielsen på nogen sociale medier. Vi uploadede derfor hans foto fra mininvestering.dk til den russiske søgemaskine Yandex. På den måde fandt vi samme person optræde som børsmægler i USA og model i Rusland.
Alt tydede altså på, at Mads Nielsen var en opdigtet identitet.
Konfronteret med dette valgte redaktøren for mininvestering.dk efter nogle dages betænkningstid at komme med en tilståelse:
Han havde solgt sin hjemmeside til et britisk firma, der nu brugte den til at skjule links til svindlernes forretninger blandt sidens gode råd. Samtidig var han selv blevet ansat af briterne til at opkøbe andre hjemmesider i Skandinavien med samme formål.
I forbindelse med denne tilståelse viste han os det britiske selskabs it-system, hvor man kunne følge med live, hver gang et nyt offer skrev sig op til mere information, blev kontaktet og investerede i den fiktive kryptovaluta.
Vi har naturligvis kontaktet det britiske selskab, som dog ikke har svaret på vores henvendelser.
Ifølge selskabets hjemmeside havde det indtil da et dansk kontor i en lille by ved navn Kjellerup i Midtjylland. Henrik Bruhn bor i samme by, men afviser at kende til selskabet.
Modstand:
Modstanden i dette projekt har primært været passiv, idet svindlens bagmænd har været utroligt gode til at skjule deres identitet og efter afsløringen er gået langt for at undgå kritiske spørgsmål. Rene Sørensen har tilsyneladende forladt både hjem og arbejde i Aalborg og lever nu ifølge rygterne i skjul i Schweiz.
De Israelske bagmænd besvarer ikke henvendelser og lukker heller op ved fysisk fremmøde på deres privatadresser. Hverken vores repræsentant i Israel eller repræsentanter for amerikanske CFTC har således haft held til at møde dem ansigt til ansigt.
Vi valgte at tackle situationen på en lidt humoristisk og bevidst provokerende måde: Ligesom svindlerne udstiller danske kendte som bitcoin-millionærer i falske artikler, valgte vi at udstille de to israelske bagmænd som mulige svindlere i en tilsvarende falsk ‘artikel’ baseret på en af deres egne skabeloner.
Artiklen fik vi trykt på siden af en lastbil, som i et par dage kørte rundt nær svindlernes hjem med en opfordring om at kontakte os og stille op til et interview.
Desværre uden effekt.
De Israelske bagmænd besvarer ikke henvendelser og lukker heller op ved fysisk fremmøde på deres privatadresser. Hverken vores repræsentant i Israel eller repræsentanter for amerikanske CFTC har således haft held til at møde dem ansigt til ansigt.
Vi valgte at tackle situationen på en lidt humoristisk og bevidst provokerende måde: Ligesom svindlerne udstiller danske kendte som bitcoin-millionærer i falske artikler, valgte vi at udstille de to israelske bagmænd som mulige svindlere i en tilsvarende falsk ‘artikel’ baseret på en af deres egne skabeloner.
Artiklen fik vi trykt på siden af en lastbil, som i et par dage kørte rundt nær svindlernes hjem med en opfordring om at kontakte os og stille op til et interview.
Desværre uden effekt.
Etik:
De etiske overvejelser i dette projekt har især knyttet sig til følgende dilemmaer:
Eksponering af de falske succeshistorier
Vi diskuterede flere gange, hvordan vi skulle håndtere videoerne med ‘almindelige danskere’, der fortæller, at de er blevet rige på at investere via svindlernes hjemmesider.
Det var ønskværdigt at vise klip fra videoerne af hensyn til dokumentation, men vi vidste, at det kunne have store konsekvenser for de medvirkende, hvis de i den forbindelse kunne genkendes.
Det talte mod sløring, at videoerne med fuldt synlige ansigter fortsat er tilgængelige på nettet og relativt enkelt kan søges frem.
Modsat vurderede vi, at de medvirkendes identitet og udseende var ligegyldig for klippenes dokumentationsværdi, og at vi burde vise særlige hensyn, da de medvirkende efter eget udsagn var blevet snydt til at medvirke og dermed selv var ofre.
I sidste ende vejede sidstnævnte hensyn tungest, og vi valgte at sløre.
Eksponering af Henrik Bruhn
Vi overvejede, om beviserne med Henrik Bruhn var stærke nok til at eksponere ham med navn i serien. I princippet kunne han jo være narret til at levere en speak på samme måde som flere statister blev narre til at optage falske succeshistorier.
Det taler for eksponering, at Henrik Bruhn er en offentlig person, om tidligere er dømt for svindel og siden er sat i forbindelse med andre lignende sager.
I sidste ende viste overvejelsen sig at være overflødig, da Henrik Bruhn samtykkede at medvirke i programmerne.
Eksponering af Rene Sørensen og israelske bagmænd
I udgangspunktet er vi tilbageholdende med at eksponere mennesker, der ikke svarer på alvorlig kritik.
I de nævnte tilfælde vurderede vi imidlertid, at beviserne mod både Rene Sørensen og de to israelske bagmænd var så stærke og anklagerne så alvorlige, at eksponeringen var retfærdiggjort. Samtidig har de nævnte gennem flere måneder fået adskillige tilbud om at medvirke, men har valgt at ignorere dem.
Hvad angår de to israelere er det værd at bemærke, at de kort før vores deadline indgik forlig med de amerikanske myndigheder. De erkender skyld og betaler en erstatning, hvorfor enhver frygt for at hænge uskyldige ud for deres vedkommende er væk.
Udstilling på lastbil
Vi er bevidste om, at det er kontroversielt at udstille mennesker på den måde, som vi gør med vores israelske bagmænd i det tredje og sidste program.
I sidste ende blev det afgørende, at beviserne mod de to er særdeles stærke, at de selv benytter lignende metoder, og at vi formulerer vores henvendelse som et spørgsmål og ikke blot en konstatering af skyld.
Eksponering af de falske succeshistorier
Vi diskuterede flere gange, hvordan vi skulle håndtere videoerne med ‘almindelige danskere’, der fortæller, at de er blevet rige på at investere via svindlernes hjemmesider.
Det var ønskværdigt at vise klip fra videoerne af hensyn til dokumentation, men vi vidste, at det kunne have store konsekvenser for de medvirkende, hvis de i den forbindelse kunne genkendes.
Det talte mod sløring, at videoerne med fuldt synlige ansigter fortsat er tilgængelige på nettet og relativt enkelt kan søges frem.
Modsat vurderede vi, at de medvirkendes identitet og udseende var ligegyldig for klippenes dokumentationsværdi, og at vi burde vise særlige hensyn, da de medvirkende efter eget udsagn var blevet snydt til at medvirke og dermed selv var ofre.
I sidste ende vejede sidstnævnte hensyn tungest, og vi valgte at sløre.
Eksponering af Henrik Bruhn
Vi overvejede, om beviserne med Henrik Bruhn var stærke nok til at eksponere ham med navn i serien. I princippet kunne han jo være narret til at levere en speak på samme måde som flere statister blev narre til at optage falske succeshistorier.
Det taler for eksponering, at Henrik Bruhn er en offentlig person, om tidligere er dømt for svindel og siden er sat i forbindelse med andre lignende sager.
I sidste ende viste overvejelsen sig at være overflødig, da Henrik Bruhn samtykkede at medvirke i programmerne.
Eksponering af Rene Sørensen og israelske bagmænd
I udgangspunktet er vi tilbageholdende med at eksponere mennesker, der ikke svarer på alvorlig kritik.
I de nævnte tilfælde vurderede vi imidlertid, at beviserne mod både Rene Sørensen og de to israelske bagmænd var så stærke og anklagerne så alvorlige, at eksponeringen var retfærdiggjort. Samtidig har de nævnte gennem flere måneder fået adskillige tilbud om at medvirke, men har valgt at ignorere dem.
Hvad angår de to israelere er det værd at bemærke, at de kort før vores deadline indgik forlig med de amerikanske myndigheder. De erkender skyld og betaler en erstatning, hvorfor enhver frygt for at hænge uskyldige ud for deres vedkommende er væk.
Udstilling på lastbil
Vi er bevidste om, at det er kontroversielt at udstille mennesker på den måde, som vi gør med vores israelske bagmænd i det tredje og sidste program.
I sidste ende blev det afgørende, at beviserne mod de to er særdeles stærke, at de selv benytter lignende metoder, og at vi formulerer vores henvendelse som et spørgsmål og ikke blot en konstatering af skyld.
Formidling:
Historien om svindel med fiktiv kryptovaluta er teknisk og kan være svær at forstå. Det kræver et hav af mellemregninger at forklare, hvorfor og hvordan et stort antal mennesker er endt med at investere alt de ejer i noget, der slet ikke findes hos et firma, de har fundet på nettet.
Mellemregningerne er imidlertid nødvendige for at bringe seerne over den skepsis og victim blaming, vi selv følte ved researchens start.
Skal du samtidig formidle alle detaljer i en ekstremt langvarig og kompliceret efterforskning, der involverer begreber som iban-numre, affiliate marketing, binære optioner og firmaer i fjerne dele af verden, har du opskriften på en dokumentar, som meget få orker at se.
På baggrund af den erkendelse valgte vi tidligt at udelade en lang række efterforskningsskridt i formidlingen. Eksempelvis går vi direkte til konklusionen på forfølgelsen af pengesporet, selvom denne proces i sig selv tog mange måneder og bød på en lang række, isoleret set, spændende udviklinger. Her viser vi også kun en brøkdel af de relevante dokumenter for ikke at overlæsse seerne med svært tilgængelig information.
Til gengæld giver vi god plads til nogle af de mere letforståelige og spektakulære efterforskningsskridt - også selvom de ikke har samme betydning for den endelige konklusion. Scenen med retsfonetikeren er et godt eksempel på sådan en scene.
I sidste ende handler det om fastholdelse seerne gennem tre programmer om et emne, som mange vil have en tendens til at vælge fra, allerede når de læser tv-oversigten.
Mellemregningerne er imidlertid nødvendige for at bringe seerne over den skepsis og victim blaming, vi selv følte ved researchens start.
Skal du samtidig formidle alle detaljer i en ekstremt langvarig og kompliceret efterforskning, der involverer begreber som iban-numre, affiliate marketing, binære optioner og firmaer i fjerne dele af verden, har du opskriften på en dokumentar, som meget få orker at se.
På baggrund af den erkendelse valgte vi tidligt at udelade en lang række efterforskningsskridt i formidlingen. Eksempelvis går vi direkte til konklusionen på forfølgelsen af pengesporet, selvom denne proces i sig selv tog mange måneder og bød på en lang række, isoleret set, spændende udviklinger. Her viser vi også kun en brøkdel af de relevante dokumenter for ikke at overlæsse seerne med svært tilgængelig information.
Til gengæld giver vi god plads til nogle af de mere letforståelige og spektakulære efterforskningsskridt - også selvom de ikke har samme betydning for den endelige konklusion. Scenen med retsfonetikeren er et godt eksempel på sådan en scene.
I sidste ende handler det om fastholdelse seerne gennem tre programmer om et emne, som mange vil have en tendens til at vælge fra, allerede når de læser tv-oversigten.