Den digitale underklasse
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Jakob Sorgenfri Kjær, Kristian Ib
Projektets beskrivelse
Titel:
Den digitale underklasse
Beskrivelse:
’Hvornår blev vi enige om, at alle danskere skal have og betjene en smartphone for at få fuld adgang til deres velfærdsrettigheder og for at føle sig ligeværdige som borgere i Danmark?’ Sådan indledes en af de første artikler i serien ’Den digitale underklasse’. Sagen er, at vi aldrig har drøftet det i offentligheden, mens politikerne blindt har underskrevet denne nye samfundskontrakt.
Med ofre, erfaringspersoner og pårørende som vedkommende motor portrætterer serien en overset gruppe: De 20-25 procent af befolkningen, op mod 1 million borgere, som ikke kan, ikke vil eller mangler ressourcerne til at møde statens omsiggribende krav til digital kommunikation og selvbetjening. Serien skubber de menneskelige konsekvenser frem: Fratagelse af offentlige ydelser, mistede livsmuligheder og tab af værdighed og anseelse.
I den offentlige debat har der været fokus på, at ældre og socialt udsatte har det svært med digitaliseringen. Men gruppen er langt bredere og tæller bl.a. i høj grad unge mennesker og borgere, der via manuelle job mangler udstyr og erfaring med at bruge det. Serien stiller skarpt på disse mere overraskende grupper for at fremelske læsernes aha-oplevelse.
Projektet har fra begyndelsen bevidst rakt ud til læserne for at få viden, og tilbage er kommet hundredvis af henvendelser fra direkte berørte og pårørende. Taknemmelighed over at have brudt et tabu er et gennemgående tema. Læsernes vidnesbyrd og lidelseshistorier er løbende lagt frem og fungerer som cases og dokumentation for problemets bredspektrede omfang.
Serien, der i sit formsprog kommer rundt i de fleste journalistiske genrer, har fra begyndelsen lagt et bevidst perspektiv på idealbilledet om den universelle velfærdsstat og det sociale sikkerhedsnet. Derved er den i formidlingen gjort vedkommende for alle, hvorimod et fokus på de mere tekniske aspekter ville have appelleret mere snævert med mindre gennemslagskraft. Endelig har serien forsøgt at anvise løsninger og ikke kun fremmane problemerne.
Med ofre, erfaringspersoner og pårørende som vedkommende motor portrætterer serien en overset gruppe: De 20-25 procent af befolkningen, op mod 1 million borgere, som ikke kan, ikke vil eller mangler ressourcerne til at møde statens omsiggribende krav til digital kommunikation og selvbetjening. Serien skubber de menneskelige konsekvenser frem: Fratagelse af offentlige ydelser, mistede livsmuligheder og tab af værdighed og anseelse.
I den offentlige debat har der været fokus på, at ældre og socialt udsatte har det svært med digitaliseringen. Men gruppen er langt bredere og tæller bl.a. i høj grad unge mennesker og borgere, der via manuelle job mangler udstyr og erfaring med at bruge det. Serien stiller skarpt på disse mere overraskende grupper for at fremelske læsernes aha-oplevelse.
Projektet har fra begyndelsen bevidst rakt ud til læserne for at få viden, og tilbage er kommet hundredvis af henvendelser fra direkte berørte og pårørende. Taknemmelighed over at have brudt et tabu er et gennemgående tema. Læsernes vidnesbyrd og lidelseshistorier er løbende lagt frem og fungerer som cases og dokumentation for problemets bredspektrede omfang.
Serien, der i sit formsprog kommer rundt i de fleste journalistiske genrer, har fra begyndelsen lagt et bevidst perspektiv på idealbilledet om den universelle velfærdsstat og det sociale sikkerhedsnet. Derved er den i formidlingen gjort vedkommende for alle, hvorimod et fokus på de mere tekniske aspekter ville have appelleret mere snævert med mindre gennemslagskraft. Endelig har serien forsøgt at anvise løsninger og ikke kun fremmane problemerne.
Publicering:
Serien er publiceret i Politiken på print og web samt podcast i perioden 15./16. maj til 31. august 2022.
Idéen:
Idébeskrivelse:
I foråret oplyste en kilde til mig (Jakob), at en coronapolitik havde bidt sig fast: Snart sagt alle kommuner kræver nu, at borgerne bestiller tid, før de opsøger hjælp i Borgerservice. Hvis sandt, var det en drastisk ændring af den offentlige service, så det undersøgte jeg. En gennemgang af 98 kommuners info om Borgerservice viste, at blot 8 kommuner tillader borgere at komme til fra gaden. Det affødte en forsidehistorie 16. maj.
Kilder problematiserede tendensen, fordi det offentlige lægger en digital snubletråd ud for de mere udsatte borgere, der har allermest brug for Borgerservice. Rådet for Socialt Udsatte adresserede 80:20-samfundet, også i en digital forstand, hvor løsninger designes til 8 af 10 borgere, mens det resterende store mindretal overlades til sig selv. Samtidig indledtes en dialog med den juridiske tænketank Justitia, der viste sig i færd med at lægge sidste hånd på en forskningsbaseret rapport om retssikkerheden og tab af rettigheder for digitalt udsatte danskere.
Kilder problematiserede tendensen, fordi det offentlige lægger en digital snubletråd ud for de mere udsatte borgere, der har allermest brug for Borgerservice. Rådet for Socialt Udsatte adresserede 80:20-samfundet, også i en digital forstand, hvor løsninger designes til 8 af 10 borgere, mens det resterende store mindretal overlades til sig selv. Samtidig indledtes en dialog med den juridiske tænketank Justitia, der viste sig i færd med at lægge sidste hånd på en forskningsbaseret rapport om retssikkerheden og tab af rettigheder for digitalt udsatte danskere.
Tidshorizont:
I en kortere periode i begyndelsen af maj til de indledende artikler om kommunernes sværere tilgængelige borgerservice. Fra medio juni intenst i tre ugers research. Opfølgende i to-tre uger i august.
Nyhed:
Serien har afdækket:
At langt de fleste kommuner har indført krav om tidsbestilling før fremmøde i borgerservice, hvilket anses som en alvorlig svækkelse af socialt og digitalt udsatte borgeres retssikkerhed.
At 20-25 procent af befolkningen er udfordret af den digitale velfærdsstat, og at gruppen også omfatter mere opsigtsvækkende grupper, såsom unge og manuelle arbejdere.
At borgere, der har svært ved digital post og selvbetjening straffes af det offentlige. Der er bl.a. tab af ydelser, velfærdsrettigheder, livs- og kulturmuligheder samt risiko for bøder, udeblivelsesdomme og gæld.
At ellers velfungerende borgere marginaliseres i den digitale velfærdsstat med tab af anseelse og værdighed til følge.
At stadig mere ansvar lægges over på pårørende i den offentlige digitalisering, hvilket er statens hidtil foreslåede løsning for digitalt udfordrede danskere.
At fritagelse fra Digital Post, som 7,5 procent af danskerne er, på ingen måde sikrer fritagelse fra digital dialog med det offentlige. Fritagne borgere får (med forsinkelse og følger) fysisk post tilsendt med links og anvisninger til op mod 100 digitale systemer.
At det nye MitID har været udrullet i et kaos for titusindvis af danskere. Borgere har mistet adgang til netbank og vitale offentlige services i ugevis, kommuner har overdraget borgerserviceansvar til frivillige, og Digitaliseringsstyrelsen har som reaktion lavet hovsaløsning, der udfordrer it-sikkerheden.
At langt de fleste kommuner har indført krav om tidsbestilling før fremmøde i borgerservice, hvilket anses som en alvorlig svækkelse af socialt og digitalt udsatte borgeres retssikkerhed.
At 20-25 procent af befolkningen er udfordret af den digitale velfærdsstat, og at gruppen også omfatter mere opsigtsvækkende grupper, såsom unge og manuelle arbejdere.
At borgere, der har svært ved digital post og selvbetjening straffes af det offentlige. Der er bl.a. tab af ydelser, velfærdsrettigheder, livs- og kulturmuligheder samt risiko for bøder, udeblivelsesdomme og gæld.
At ellers velfungerende borgere marginaliseres i den digitale velfærdsstat med tab af anseelse og værdighed til følge.
At stadig mere ansvar lægges over på pårørende i den offentlige digitalisering, hvilket er statens hidtil foreslåede løsning for digitalt udfordrede danskere.
At fritagelse fra Digital Post, som 7,5 procent af danskerne er, på ingen måde sikrer fritagelse fra digital dialog med det offentlige. Fritagne borgere får (med forsinkelse og følger) fysisk post tilsendt med links og anvisninger til op mod 100 digitale systemer.
At det nye MitID har været udrullet i et kaos for titusindvis af danskere. Borgere har mistet adgang til netbank og vitale offentlige services i ugevis, kommuner har overdraget borgerserviceansvar til frivillige, og Digitaliseringsstyrelsen har som reaktion lavet hovsaløsning, der udfordrer it-sikkerheden.
Konsekvens:
For det første har serien afledt en storm af henvendelser fra berørte borgere i Jakob Sorgenfri Kjærs og Politikens øvrige indbakker. Der er tale om et hidtil uset omfang i Jakobs godt 20 år lange karriere som journalist. Hundredvis af læsere beretter indgående om deres egne eller deres næres skæbnefortællinger. En interessant gennemgående tendens er læsernes dybfølte tak for artiklerne og serien. De fortæller om et længe ventet brud på et tabu og et længe overset, skjult samfundsproblem. Læsere har ringet og grædt i røret: ”Jeg græder af glæde og lettelse, fordi jeg ikke længere føler mig alene og dum. Du fortjener den største tak i verden”, lød det så sent som i denne uge.
Kulturpersonligheder som Per Arnoldi og Ghita Nørby var blandt de hundredvis af borgere, der henvendte sig, og de ønskede med kunst og interviews at kaste lys over en i deres øjne problematisk, umenneskelig samfundsudvikling.
En række andre medier har siden rejst problemstillingen på lederplads og med journalistik. Debatten har spredt sig. Politisk har serien fået flere partier til frem mod den forestående valgkamp at foreslå drastisk forbedrede rettigheder for danskere, der ikke kan eller har ressourcer til at være digitale med det offentlige. Efter at have afvist kommentarer i to måneder meldte den digitaliseringsansvarlige finansminister sig også på banen og varslede et snarligt regeringsudspil, der skal sikre, at borgere ikke lider tab af rettigheder og anseelse, fordi de ikke mestrer teknologien.
Kulturpersonligheder som Per Arnoldi og Ghita Nørby var blandt de hundredvis af borgere, der henvendte sig, og de ønskede med kunst og interviews at kaste lys over en i deres øjne problematisk, umenneskelig samfundsudvikling.
En række andre medier har siden rejst problemstillingen på lederplads og med journalistik. Debatten har spredt sig. Politisk har serien fået flere partier til frem mod den forestående valgkamp at foreslå drastisk forbedrede rettigheder for danskere, der ikke kan eller har ressourcer til at være digitale med det offentlige. Efter at have afvist kommentarer i to måneder meldte den digitaliseringsansvarlige finansminister sig også på banen og varslede et snarligt regeringsudspil, der skal sikre, at borgere ikke lider tab af rettigheder og anseelse, fordi de ikke mestrer teknologien.
Metode:
Indledende – hvilket skulle vise sig at blive en art forord til artikelserien – fokuserede jeg (Jakob) på kommunernes borgerservicecentre. Ved at gennemgå samtlige 98 kommuners hjemmesiders oplysninger om tilgængeligheden i borgerservice kunne vi kortlægge, at der kun er 8 tilbage, der tilbyder fri adgang for borgerne uden forudgående tidsbestilling.
Kort derefter besluttede jeg, at der i tematikken var gods til en hel artikelserie om digitalt udsatte medborgere, der er efterladt på perronen af digitaliseringens højhastighedstog. Med et veludviklet kildenetværk efter ca. 10 års skriverier om digital infrastruktur, databeskyttelse og frihedsrettigheder gik jeg i gang med at opsøge relevante aktører for at få overblik over mulige vinkler og derigennem også finde frem til mennesker, som problematikkerne kunne fortælles igennem. Erfaringen inden for it-feltet siger mig, at en sag kan være nok så principiel og væsentlig, men hvis du ikke viser konsekvensen for mennesker, eller efterlader læseren med en følelse i maven, så arkiveres sagen øjeblikkeligt i ligegyldighedens bunke. Derfor blev der lagt en jætteindsats i at finde frem til de helt rigtige cases og erfaringspersoner.
Da artikelserien så blev skudt i gang var det pudsigt at opleve, hvordan den grundige ”casejagt” nu afløstes af en decideret ”case-maskine”. Ud fra de hundredvis af henvendelser kunne jeg i dag skrive en hel bog med borgere, der har lidt skade eller gener som konsekvens af digitale mangler eller fraværet af mennesker i den offentlige service.
Undervejs har vi for dokumentationens skyld – hvor vi viser de mange alvorlige konsekvenser for borgerne – fremlagt læsernes vidnesbyrd. Senest med 16 udvalgte beretninger i en digital fortælling 29. august (12 stk. i print). Det har selvsagt været et stort tidskrævende arbejde at føre dialog med alle disse mennesker og drøfte med dem, hvordan og i hvilken form deres ord kunne udgives, evt. med billede.
Der har også været lagt en del arbejde i at undersøge forskningslitteraturen på området, læse myndighedsundersøgelser af befolkningens it-parathed samt tale med relevante inden- og udenlandske forskere på området. En af forskerne, som også blev interviewet i en selvstændig artikel, Massimo Ragnedda, har i en bog italesat begrebet og kategoriseringen ’Den digitale underklasse’. Da jeg konstaterede det, kunne jeg instinktivt mærke problematikken i maven, og serienavnet var født. Arbejdstitlen var indtil da ’80/20-samfundet’, som Rådet for Socialt Udsatte havde italesat for først mig og derigennem Politikens læsere i de indledende artikler om den manglende tilgængelighed i borgerservice. Mere om disse overvejelser i formidlingsafsnittet.
Klassiske metodiske dyder som vedholdenhed og insisteren har ligeledes været fremherskende. En række kilder har været tilbageholdende med at deltage på grund af emnets private og følsomme karakter samt det føromtalte tabu.
Samme dyd har været anvendt til at lægge pres på regeringen for rent faktisk at kommentere på konsekvenserne for denne store befolkningsgruppe samt ansvaret for, at det er kommet dertil. Udover kontinuerlige forespørgsler med nedslående svar gennem knap to måneder, har jeg løbende gjort en dyd ud af at skrive, at finansministeren ikke har kommentarer til sagen trods grundigt forlæg siden slutjuni. Fra begyndelsen var det vigtigt at lægge sagen grundigt frem for S-regeringen for at give den en chance for at forholde sig til en velfærdsproblemstilling, den teoretisk set ville have stor veneration for. Men også for netop at kunne udstille de manglende ord og derved lægge et pres. Efter to måneder kom finansminister Wammen så endelig ud og adresserede sagen, om end kun skriftligt og med en foreløbig melding om snarlige tiltag.
Kort derefter besluttede jeg, at der i tematikken var gods til en hel artikelserie om digitalt udsatte medborgere, der er efterladt på perronen af digitaliseringens højhastighedstog. Med et veludviklet kildenetværk efter ca. 10 års skriverier om digital infrastruktur, databeskyttelse og frihedsrettigheder gik jeg i gang med at opsøge relevante aktører for at få overblik over mulige vinkler og derigennem også finde frem til mennesker, som problematikkerne kunne fortælles igennem. Erfaringen inden for it-feltet siger mig, at en sag kan være nok så principiel og væsentlig, men hvis du ikke viser konsekvensen for mennesker, eller efterlader læseren med en følelse i maven, så arkiveres sagen øjeblikkeligt i ligegyldighedens bunke. Derfor blev der lagt en jætteindsats i at finde frem til de helt rigtige cases og erfaringspersoner.
Da artikelserien så blev skudt i gang var det pudsigt at opleve, hvordan den grundige ”casejagt” nu afløstes af en decideret ”case-maskine”. Ud fra de hundredvis af henvendelser kunne jeg i dag skrive en hel bog med borgere, der har lidt skade eller gener som konsekvens af digitale mangler eller fraværet af mennesker i den offentlige service.
Undervejs har vi for dokumentationens skyld – hvor vi viser de mange alvorlige konsekvenser for borgerne – fremlagt læsernes vidnesbyrd. Senest med 16 udvalgte beretninger i en digital fortælling 29. august (12 stk. i print). Det har selvsagt været et stort tidskrævende arbejde at føre dialog med alle disse mennesker og drøfte med dem, hvordan og i hvilken form deres ord kunne udgives, evt. med billede.
Der har også været lagt en del arbejde i at undersøge forskningslitteraturen på området, læse myndighedsundersøgelser af befolkningens it-parathed samt tale med relevante inden- og udenlandske forskere på området. En af forskerne, som også blev interviewet i en selvstændig artikel, Massimo Ragnedda, har i en bog italesat begrebet og kategoriseringen ’Den digitale underklasse’. Da jeg konstaterede det, kunne jeg instinktivt mærke problematikken i maven, og serienavnet var født. Arbejdstitlen var indtil da ’80/20-samfundet’, som Rådet for Socialt Udsatte havde italesat for først mig og derigennem Politikens læsere i de indledende artikler om den manglende tilgængelighed i borgerservice. Mere om disse overvejelser i formidlingsafsnittet.
Klassiske metodiske dyder som vedholdenhed og insisteren har ligeledes været fremherskende. En række kilder har været tilbageholdende med at deltage på grund af emnets private og følsomme karakter samt det føromtalte tabu.
Samme dyd har været anvendt til at lægge pres på regeringen for rent faktisk at kommentere på konsekvenserne for denne store befolkningsgruppe samt ansvaret for, at det er kommet dertil. Udover kontinuerlige forespørgsler med nedslående svar gennem knap to måneder, har jeg løbende gjort en dyd ud af at skrive, at finansministeren ikke har kommentarer til sagen trods grundigt forlæg siden slutjuni. Fra begyndelsen var det vigtigt at lægge sagen grundigt frem for S-regeringen for at give den en chance for at forholde sig til en velfærdsproblemstilling, den teoretisk set ville have stor veneration for. Men også for netop at kunne udstille de manglende ord og derved lægge et pres. Efter to måneder kom finansminister Wammen så endelig ud og adresserede sagen, om end kun skriftligt og med en foreløbig melding om snarlige tiltag.
Modstand:
I modsætning til de fleste andre af mine undersøgende projekter gennem årene har magtfulde interesser ikke decideret modarbejdet mig her. Der er snarere tale om at blive ignoreret. Således afviste finansministeren længe at kommentere sagen. Digitaliseringsstyrelsen har ligeledes undladt at stille op til interview og alene fremsendt skriftlige kommentarer. Trods min klare appel om at få en ansvarlig leders navn at kunne skrive bag udtalelserne, så valgte styrelsen i to omgangen, at den kun citeres ud fra ”Digitaliseringsstyrelsen oplyser”.
Den største modstand har snarere været emnets følsomme, private og ømtålelige karakter. Som redegjort for tidligere har der været tale om et stort tabu for mange mennesker, for hvor mange har i disse højteknologiske tider lige modet til at stille sig frem og sige: ”Jeg kan ikke følge med den teknologiske udvikling og bliver kørt over”. Mange har holdt problemerne og kæmpet med dem for sig selv derhjemme, hvilket de mange vidnesbyrd taler et tydeligt sprog om. Men da først trolden var ude af æsken, tabuet brudt, piblede det frem med beretninger. Og hvad der indledtes som en stor udfordring, kom nu flydende i lind strøm helt af sig selv.
Endelig var der en lille personlig tidsmæssig udfordring, idet vi besluttede at lancere serien som en sommerserie lige præcis midt i min sommerferie. De absurd mange læserhenvendelser samt behovet for at tilføje og redigere stof undervejs gjorde, at jeg var nødt til at gøre indgreb på min sommerferie og arbejde i de sene aftentimer og tidlige morgentimer, så det ikke gik for meget ud over familien.
Den største modstand har snarere været emnets følsomme, private og ømtålelige karakter. Som redegjort for tidligere har der været tale om et stort tabu for mange mennesker, for hvor mange har i disse højteknologiske tider lige modet til at stille sig frem og sige: ”Jeg kan ikke følge med den teknologiske udvikling og bliver kørt over”. Mange har holdt problemerne og kæmpet med dem for sig selv derhjemme, hvilket de mange vidnesbyrd taler et tydeligt sprog om. Men da først trolden var ude af æsken, tabuet brudt, piblede det frem med beretninger. Og hvad der indledtes som en stor udfordring, kom nu flydende i lind strøm helt af sig selv.
Endelig var der en lille personlig tidsmæssig udfordring, idet vi besluttede at lancere serien som en sommerserie lige præcis midt i min sommerferie. De absurd mange læserhenvendelser samt behovet for at tilføje og redigere stof undervejs gjorde, at jeg var nødt til at gøre indgreb på min sommerferie og arbejde i de sene aftentimer og tidlige morgentimer, så det ikke gik for meget ud over familien.
Etik:
Serien har sit klare fokus på et mindretal – de 20-25 procent af befolkningen der bokser med den offentlige digitalisering – og derfor forudsås en kritik fra flertallet, der lever fint med digitaliseringen, herunder også de udviklingsstyrende myndigheder, industri og magthavere. For at imødegå en forventet kritik af ”hetz mod digitaliseringen” samt modspørgsmålet med indbygget anklage om maskinstormeri, ”synes I, at alt bare var bedre i gamle dage”, blev det skrevet tidligt og tydeligt ind i den til alle artikler supplerende serieboks, at ”For de fleste borgere i samfundet gør digitaliseringen det lettere at tale med det offentlige”.
Den vigtigste etiske overvejelse har dog været i forhold til frembringelsen af de mange læserreaktioner, der reelt har taget form som en art cases. Der er tale om mennesker helt uden erfaring med at blive eksponeret i medierne, som bibringer følsomme, private detaljer. Det er altid stærkest, når personer står frem med navns nævnelse, men i nogle tilfælde har vi tilladt anonymitet på grund af stærkt sensitive oplysninger eller deres opfattelse af en risiko for deres ansættelse eller privatliv.
Den vigtigste etiske overvejelse har dog været i forhold til frembringelsen af de mange læserreaktioner, der reelt har taget form som en art cases. Der er tale om mennesker helt uden erfaring med at blive eksponeret i medierne, som bibringer følsomme, private detaljer. Det er altid stærkest, når personer står frem med navns nævnelse, men i nogle tilfælde har vi tilladt anonymitet på grund af stærkt sensitive oplysninger eller deres opfattelse af en risiko for deres ansættelse eller privatliv.
Formidling:
Belært af erfaring var det afgørende at formidle historierne om it gennem mennesker. De fleste mennesker har som udgangspunkt en tilbageholdenhed med at engagere sig i historier om it og digitalisering, måske fordi det opfattes som teknisk, svært tilgængeligt, koldt og maskinelt. Derfor skal konsekvenserne for mennesker fremelskes i formidlingen, hvis en historie skal have nogen chance for at sætte en dagsorden. Med denne logik in mente var det afgørende at fortælle de mange forskellige problemstillinger gennem et menneske eller på en reportage med mennesker i fokus.
Af samme grund rakte jeg fra første færd ud til læserne i en fast serieboks og et undersite på Politikens netavis og bad dem om at skrive direkte til min (Jakobs) mailboks med input til serien. Det viste sig hurtigt at være en helt ekstraordinær ressource, og sideløbende med de forproducerede artikler viderebragte vi nogle af de mange vidnesbyrd fra læserne. Enkelte artikler blev indledt med læserberetninger og kerneafsnit blev sammenfattet med udsagn fra læsere eller tendenser i deres henvendelser.
Dette for at give en overbevisende dokumentation for problemstillingen, men samtidig også for at vise, at de benævnte problemer ikke er teoretiske, men rummer reelle menneskeskæbner bag sig. Denne metodik blev også fortællemotoren i podcasten om artikelserien og senest i en stor digital fortælling med 16 udvalgte vidnesbyrd 29. august (i print samme dag var der kun plads til 12 nedredigerede beretninger).
I mit interview med Ghita Nørby tog jeg ligeledes læserberetninger med, læste dem højt for hende og bragte siden hendes reaktioner i artiklen. Dermed stod heller ikke hendes bombastiske og for nogle provokerende udsagn om velfærdsstatens umenneskelige udvikling alene.
Netop perspektivet omkring velfærdsstaten har fra første artikel været valgt helt bevidst. Gennem dette fokus, forsøgt formuleret koncist i serie-/faktaboksen, drejes, hvad der kunne være en snæver it-problematik over på at være en problematik omkring vores velfærdssamfund. Det er en insisteren på, at dette ikke er en it-politisk dagsorden – nej, det er en velfærdspolitisk dagsorden.
Derfor også det for nogle ret så provokerende serienavn ’Den digitale underklasse’. Det er ikke pænt i dagens Danmark at tale om underklasser, men der er her netop tale om en underklasse; en underkendt, glemt og klemt gruppe af borgere, der behandles af systemet og også selv føler sig som andenrangsborgere. Dertil var der videnskabeligt belæg bag prædikatet, jf. Massimo Ragneddas italesættelse af begrebet i en forskningsbaseret bog.
Bevidst har også været seriens genremæssige spændvidde: Dagsordensættende nyheder (i alt seks forsider på Politiken), nyhedsfeatures med caseindgange, rene casefortællinger, baggrunde, reportager og interviews. Alle med mennesker i fokus. Genreskiftene har været forsøgt anvendt som gear- og temposkift. I en lang artikelserie kan læserne hurtigt blive trætte, og derfor er det vigtigt at have tematisk adskillelse i artiklerne – klare, friske, overraskende vinkler – og genremæssige adskillelser, så læserne også udfordres og kommer nye steder hen.
Visuelt valgte jeg også tidligt at række ud til Politikens tegner Mette Dreyer. Seriens debatskabende form og velfærds-/underklasse-tema egner sig enormt godt til bladtegninger, der kan sætte problematikken på spidsen. Dreyer formåede at levere en stribe tegninger og vignetter, der fortæller hver sin lille historie, der tematisk fint supplerer teksten. Det var, vil jeg påstå, et meget forfriskende element, idet it- og digitaliseringsstof generelt er enormt svært (og kedeligt) at fotografere, ligesom der er grænser for, hvor mange gange man kan vise en kø eller skranke i Borgerservice.
Alle de på Politiken mulige platforme er endvidere taget i brug. Foruden podcast har vi lagt en særskilt indsats i at kreere flere digitale fortællinger med de berørte mennesker og siden med kulturpersonlighederne Arnoldi og Nørby, der også medvirker i videoklip, der giver serien ekstra liv. Særligt kan det her fremhæves dokumentations- og, for at være ærlig, underholdningsværdien i at se Ghita Nørby sidde og knytte sine næver foran sin iPad i forsøget på at logge ind på e-Boks.
Af samme grund rakte jeg fra første færd ud til læserne i en fast serieboks og et undersite på Politikens netavis og bad dem om at skrive direkte til min (Jakobs) mailboks med input til serien. Det viste sig hurtigt at være en helt ekstraordinær ressource, og sideløbende med de forproducerede artikler viderebragte vi nogle af de mange vidnesbyrd fra læserne. Enkelte artikler blev indledt med læserberetninger og kerneafsnit blev sammenfattet med udsagn fra læsere eller tendenser i deres henvendelser.
Dette for at give en overbevisende dokumentation for problemstillingen, men samtidig også for at vise, at de benævnte problemer ikke er teoretiske, men rummer reelle menneskeskæbner bag sig. Denne metodik blev også fortællemotoren i podcasten om artikelserien og senest i en stor digital fortælling med 16 udvalgte vidnesbyrd 29. august (i print samme dag var der kun plads til 12 nedredigerede beretninger).
I mit interview med Ghita Nørby tog jeg ligeledes læserberetninger med, læste dem højt for hende og bragte siden hendes reaktioner i artiklen. Dermed stod heller ikke hendes bombastiske og for nogle provokerende udsagn om velfærdsstatens umenneskelige udvikling alene.
Netop perspektivet omkring velfærdsstaten har fra første artikel været valgt helt bevidst. Gennem dette fokus, forsøgt formuleret koncist i serie-/faktaboksen, drejes, hvad der kunne være en snæver it-problematik over på at være en problematik omkring vores velfærdssamfund. Det er en insisteren på, at dette ikke er en it-politisk dagsorden – nej, det er en velfærdspolitisk dagsorden.
Derfor også det for nogle ret så provokerende serienavn ’Den digitale underklasse’. Det er ikke pænt i dagens Danmark at tale om underklasser, men der er her netop tale om en underklasse; en underkendt, glemt og klemt gruppe af borgere, der behandles af systemet og også selv føler sig som andenrangsborgere. Dertil var der videnskabeligt belæg bag prædikatet, jf. Massimo Ragneddas italesættelse af begrebet i en forskningsbaseret bog.
Bevidst har også været seriens genremæssige spændvidde: Dagsordensættende nyheder (i alt seks forsider på Politiken), nyhedsfeatures med caseindgange, rene casefortællinger, baggrunde, reportager og interviews. Alle med mennesker i fokus. Genreskiftene har været forsøgt anvendt som gear- og temposkift. I en lang artikelserie kan læserne hurtigt blive trætte, og derfor er det vigtigt at have tematisk adskillelse i artiklerne – klare, friske, overraskende vinkler – og genremæssige adskillelser, så læserne også udfordres og kommer nye steder hen.
Visuelt valgte jeg også tidligt at række ud til Politikens tegner Mette Dreyer. Seriens debatskabende form og velfærds-/underklasse-tema egner sig enormt godt til bladtegninger, der kan sætte problematikken på spidsen. Dreyer formåede at levere en stribe tegninger og vignetter, der fortæller hver sin lille historie, der tematisk fint supplerer teksten. Det var, vil jeg påstå, et meget forfriskende element, idet it- og digitaliseringsstof generelt er enormt svært (og kedeligt) at fotografere, ligesom der er grænser for, hvor mange gange man kan vise en kø eller skranke i Borgerservice.
Alle de på Politiken mulige platforme er endvidere taget i brug. Foruden podcast har vi lagt en særskilt indsats i at kreere flere digitale fortællinger med de berørte mennesker og siden med kulturpersonlighederne Arnoldi og Nørby, der også medvirker i videoklip, der giver serien ekstra liv. Særligt kan det her fremhæves dokumentations- og, for at være ærlig, underholdningsværdien i at se Ghita Nørby sidde og knytte sine næver foran sin iPad i forsøget på at logge ind på e-Boks.