Klimabedraget
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Sebastian Stryhn Kjeldtoft, Morten Skjoldager og Carl Emil Arnfred
Projektets beskrivelse
Titel:
Klimabedraget
Beskrivelse:
Klimakompensation er blevet en milliardindustri og udråbt som et af de vigtigste værktøjer i kampen mod den globale opvarmning.
Ved at købe kreditter fra klimaprojekter i udlandet forsøger privatpersoner, virksomheder og stater at kompensere for deres udledning af CO2 og andre skadelige drivhusgasser. Derfor satte vi os for at undersøge, om man kan stole på løfterne om klimakompensation og CO2-neutralitet, eller om der er tale om greenwashing eller svindel?
Vi kortlagde de millioner af FN-godkendte kreditter, som er blevet købt af den danske regering og af danske virksomheder for at forbedre deres klimaregnskab og undersøgte kreditterne på det eksplosivt voksende private marked for klimakompensation.
Efter knap et halvt års research stod det klart, at de grønne løfter i mange tilfælde ikke holdt vand.
I serien ”Klimabedraget” har vi med mere end 40 artikler afsløret, hvordan millioner af klimakreditter fra et dansk selskab blev solgt flere gange til stor skade for klimaet. At store danske virksomheder som Ørsted og Arla har købt CO2-kompensation fra svindelprojekter i Rusland, og at træer bliver brugt som falsk klimakompensation i Uganda. Vi undersøgte, hvordan lerkomfurer i Kenya i årevis er blevet brugt til at gøre tusindvis af danske hjemmesider CO2-neutrale, selv om langt størstedelen af de lokale kenyanere fortalte, at de ikke havde brugt komfurerne, da vi besøgte dem.
Den danske stat har alene brugt 1,4 milliarder kroner på at købe klimakreditter. Efter Politikens kortlægning vurderede internationale eksperter, at over halvdelen kun med »lav sandsynlighed« har ført til reelle CO2-reduktioner.
Politikens afsløringer har fået direkte konsekvenser for synet på klimakompensation i Danmark. Flere kommuner og virksomheder har droppet brugen af klimakreditter som følge af artikelserien. Den danske regering arbejder nu for, at FN opretter et globalt register over alle private projekter med klimakompensation for at komme klimasvindlen til livs.
Ved at købe kreditter fra klimaprojekter i udlandet forsøger privatpersoner, virksomheder og stater at kompensere for deres udledning af CO2 og andre skadelige drivhusgasser. Derfor satte vi os for at undersøge, om man kan stole på løfterne om klimakompensation og CO2-neutralitet, eller om der er tale om greenwashing eller svindel?
Vi kortlagde de millioner af FN-godkendte kreditter, som er blevet købt af den danske regering og af danske virksomheder for at forbedre deres klimaregnskab og undersøgte kreditterne på det eksplosivt voksende private marked for klimakompensation.
Efter knap et halvt års research stod det klart, at de grønne løfter i mange tilfælde ikke holdt vand.
I serien ”Klimabedraget” har vi med mere end 40 artikler afsløret, hvordan millioner af klimakreditter fra et dansk selskab blev solgt flere gange til stor skade for klimaet. At store danske virksomheder som Ørsted og Arla har købt CO2-kompensation fra svindelprojekter i Rusland, og at træer bliver brugt som falsk klimakompensation i Uganda. Vi undersøgte, hvordan lerkomfurer i Kenya i årevis er blevet brugt til at gøre tusindvis af danske hjemmesider CO2-neutrale, selv om langt størstedelen af de lokale kenyanere fortalte, at de ikke havde brugt komfurerne, da vi besøgte dem.
Den danske stat har alene brugt 1,4 milliarder kroner på at købe klimakreditter. Efter Politikens kortlægning vurderede internationale eksperter, at over halvdelen kun med »lav sandsynlighed« har ført til reelle CO2-reduktioner.
Politikens afsløringer har fået direkte konsekvenser for synet på klimakompensation i Danmark. Flere kommuner og virksomheder har droppet brugen af klimakreditter som følge af artikelserien. Den danske regering arbejder nu for, at FN opretter et globalt register over alle private projekter med klimakompensation for at komme klimasvindlen til livs.
Publicering:
Artikelserien er publiceret i Politiken og på Politiken.dk i perioden 4. januar 2020 – 12. marts 2020.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Med en flyrejse.
En af gruppens medlemmer prøvede at bestille flybilletter gennem SAS og fik et tilbud om at flyve CO2-neutralt. Det kostede kun et lille merbeløb på få hundrede kroner at flyve CO2-neutralt 17.000 km tur-retur til Tokyo. Man kunne altså købe sig til en grøn samvittighed. Vi tænkte: Kan det virkelig passe?
Efter folketingsvalget i 2019, som blev udråbt som et ”klimavalg”, besluttede vi os for at undersøge området nærmere. Den første tid brugte vi på at forstå konceptet bag en klimakredit og mødtes med de fremmeste eksperter på feltet for blot at begribe, hvordan systemet er bygget op.
Derefter begyndte vi at stille spørgsmål til virksomhederne, der solgte klimakompensation. Firmaerne var meget lidt meddelsomme og oplyste ofte ikke, hvordan de beregnede de faktiske CO2-besparelser. Klimaselskaberne virkede mere optagede af at sælge gode historier om vindmøller og komfurer til fattige kvinder i udviklingslande, mens den underliggende videnskab var skjult for køberen.
En af gruppens medlemmer prøvede at bestille flybilletter gennem SAS og fik et tilbud om at flyve CO2-neutralt. Det kostede kun et lille merbeløb på få hundrede kroner at flyve CO2-neutralt 17.000 km tur-retur til Tokyo. Man kunne altså købe sig til en grøn samvittighed. Vi tænkte: Kan det virkelig passe?
Efter folketingsvalget i 2019, som blev udråbt som et ”klimavalg”, besluttede vi os for at undersøge området nærmere. Den første tid brugte vi på at forstå konceptet bag en klimakredit og mødtes med de fremmeste eksperter på feltet for blot at begribe, hvordan systemet er bygget op.
Derefter begyndte vi at stille spørgsmål til virksomhederne, der solgte klimakompensation. Firmaerne var meget lidt meddelsomme og oplyste ofte ikke, hvordan de beregnede de faktiske CO2-besparelser. Klimaselskaberne virkede mere optagede af at sælge gode historier om vindmøller og komfurer til fattige kvinder i udviklingslande, mens den underliggende videnskab var skjult for køberen.
Tidshorizont:
Den indledende research blev foretaget i sommeren 2019. Fra efteråret 2019 og frem til marts 2020 arbejdede tre graverjournalister fuld tid med serien.
Nyhed:
”Klimabedraget” har afdækket svindel og snyd med klimakreditter og givet offentligheden ny indsigt i, hvordan den påståede klimakompensation fungerer.
Serien har bl.a. afdækket følgende:
* At en dansk forretningsmand solgte den samme CO2-besparelse i form af millioner af klimakreditter flere gange til stor skade for klimaet. Det skete gennem et register i Ungarn og et spindelvæv af selskaber, hvor nogle af dem kun eksisterede på papiret.
* At firmaet OurClimate solgte falske klimakreditter, som danske virksomheder brugte til at ”greenwashe” sig selv.
* At Vestas, McDonalds og 2.500 andre firmaer og myndigheder har købt klimakompensation fra et dansk selskab, som baserede størstedelen af sin forretning på et komfurprojekt i Kenya. Da Politiken besøgte projektet, sagde de lokale, at de aldrig havde brugt komfurerne.
* At selskaber som Ørsted, Arla, Vattenfall og Aalborg Portland havde købt kreditter fra svindelprojekter i Rusland og Ukraine og brugt dem i deres grønne klimaregnskab.
* At over halvdelen af Danmarks køb af FN-klimakreditter flere internationale eksperter næppe havde bidraget til at sænke CO2-udledningen. Dermed var Danmarks klimaregnskab i flere år ikke korrekt.
Sammenlagt afdækkede serien, at FN’s stort anlagte klimamarked, som har til opgave at løse menneskehedens største udfordring i det 21. århundrede, er plaget af ringe videnskab, manglende kontrol og ansvarsfralæggelse.
Serien har bl.a. afdækket følgende:
* At en dansk forretningsmand solgte den samme CO2-besparelse i form af millioner af klimakreditter flere gange til stor skade for klimaet. Det skete gennem et register i Ungarn og et spindelvæv af selskaber, hvor nogle af dem kun eksisterede på papiret.
* At firmaet OurClimate solgte falske klimakreditter, som danske virksomheder brugte til at ”greenwashe” sig selv.
* At Vestas, McDonalds og 2.500 andre firmaer og myndigheder har købt klimakompensation fra et dansk selskab, som baserede størstedelen af sin forretning på et komfurprojekt i Kenya. Da Politiken besøgte projektet, sagde de lokale, at de aldrig havde brugt komfurerne.
* At selskaber som Ørsted, Arla, Vattenfall og Aalborg Portland havde købt kreditter fra svindelprojekter i Rusland og Ukraine og brugt dem i deres grønne klimaregnskab.
* At over halvdelen af Danmarks køb af FN-klimakreditter flere internationale eksperter næppe havde bidraget til at sænke CO2-udledningen. Dermed var Danmarks klimaregnskab i flere år ikke korrekt.
Sammenlagt afdækkede serien, at FN’s stort anlagte klimamarked, som har til opgave at løse menneskehedens største udfordring i det 21. århundrede, er plaget af ringe videnskab, manglende kontrol og ansvarsfralæggelse.
Konsekvens:
En række danske virksomheder og hjemmesider, som har solgt klimakreditter, blev lukket ned som følge af seriens afsløringer. Det gælder f.eks. OurClimate og CO2.com.
En række kommuner og selskaber har afbrudt deres samarbejde med selskabet IngenCO2.dk, som sælger CO2-neutrale hjemmesider på baggrund af afsløringerne af tvivlsomme klimaprojekter i Kenya og Uganda.
I Folketinget har flere partier krævet, at EU skal oprette en enhed til at godkende klimaprojekter, som køberne kan stole på. Klimaminister Dan Jørgensen vil bede FN oprette et internationalt register over projekter, som der er tillid til.
Medlemmer af Europa-Parlamentet har rejst sagen overfor EU-Kommissionen, som overvejer nye tiltag på området.
Regeringen har udsat sin egen plan for køb af klimakompensation for statens ansatte. Fokus er i stedet på at reducere deres egen klimabelastning.
Vigtigst har serien været med til at skabe en bevidsthed om, hvad man reelt køber, når man køber klimakreditter. Forbrugerombudsmanden har erklæret, at hun vil øge kontrollen med CO2-kompensation på baggrund af serien.
Politiken har afholdt flere foredrag om artikelserien for borgere, selskaber og myndigheder, som har købt – eller overvejer at købe – klimakompensation. Serien har skabt en øget forbrugerskepsis og krav om dokumentation fra de selskaber, som sælger CO2-kompensation. Politiken er bekendt med, at flere selskaber og organisationer har ændret deres klimastrategi som følge af artikelserien.
En række kommuner og selskaber har afbrudt deres samarbejde med selskabet IngenCO2.dk, som sælger CO2-neutrale hjemmesider på baggrund af afsløringerne af tvivlsomme klimaprojekter i Kenya og Uganda.
I Folketinget har flere partier krævet, at EU skal oprette en enhed til at godkende klimaprojekter, som køberne kan stole på. Klimaminister Dan Jørgensen vil bede FN oprette et internationalt register over projekter, som der er tillid til.
Medlemmer af Europa-Parlamentet har rejst sagen overfor EU-Kommissionen, som overvejer nye tiltag på området.
Regeringen har udsat sin egen plan for køb af klimakompensation for statens ansatte. Fokus er i stedet på at reducere deres egen klimabelastning.
Vigtigst har serien været med til at skabe en bevidsthed om, hvad man reelt køber, når man køber klimakreditter. Forbrugerombudsmanden har erklæret, at hun vil øge kontrollen med CO2-kompensation på baggrund af serien.
Politiken har afholdt flere foredrag om artikelserien for borgere, selskaber og myndigheder, som har købt – eller overvejer at købe – klimakompensation. Serien har skabt en øget forbrugerskepsis og krav om dokumentation fra de selskaber, som sælger CO2-kompensation. Politiken er bekendt med, at flere selskaber og organisationer har ændret deres klimastrategi som følge af artikelserien.
Metode:
Vi har arbejdet med en bred vifte af undersøgende metoder for at afdække svindlen med klimakreditter:
* I afdækningen af, at klimakreditter blev solgt flere gange af forretningsmanden Peter Lexander, måtte vi gennemgå komplicerede selskabskonstruktioner og enorme klimaregistre. Det lykkedes os at spore et mønster i overførte klimakreditter fra ét register til et andet, som gjorde det muligt at dokumentere, at den samme CO2-besparelse blev solgt flere gange i strid med reglerne.
* Vi opdagede, at flere af de selskaber, som Peter Lexander ejede, benyttede manipulerede fotos i deres markedsføring. Ved hjælp af billedsøgningsprogrammet TinEye opdagede vi, at selskabet benyttede stockfotos, som var brugt adskillige gange tidligere.
* Da vi undersøgte selskaberne nærmere, opdagede vi, at træer fra den samme plantage i Uganda blev solgt af flere forskellige selskaber i Skandinavien. For at kunne dokumentere det, gennemgik vi selskabernes sociale medier og samlede fotos og videoscreenshots, som indikerede, at de samme træer blev solgt flere gange. Vi satte os for at besøge plantagen i Uganda, men sælgerne af klimakompensation ville ikke oplyse, hvor i Uganda, træerne var plantet. Vi havde dog i et norsk prospekt fundet et lille Google Maps-kort, hvor bagmændene havde placeret en ’hjerte-emoji’ nordvest for landsbyen Luweero nær Butuntumula i Uganda. Der var ingen beskrivelser af kortet, men vi havde en teori om, at det kunne være placeringen på plantagen. Vi benyttede Google Earth til at gennemgå satellitfotos fra området for at se, om vi kunne matche billederne af plantagen med satellitfotos for at foretage en geolokation af plantagen. Konkret fandt vi en række identificérbare markører i terrænet fra billederne på sociale medier og søgte efter de samme markører på satellitbillederne fra luften. Vi søgte efter to bygninger med et rødt og et blåt tag, placeringen af et træ, en vej og formene på to andre huse. Det viste sig at være en stor opgave, der tog en uge, men til sidst fandt vi en placering, der så rigtig ud. Da vi også fandt det særlige træ, vejen og formene på to andre huse i nærheden, følte vi os sikre på, at det var det rette sted. Vi fløj til Uganda og kørte ud til Butuntumula, som lå 2,5 timer væk. Først af asfaltvej og siden af jordveje, som blev til mudderveje. Vi fulgte GPS-koordinaterne ud til det sted, vi havde fundet på satellitfotosne. 100 meter fra stedet kørte vi bilen fast i et mudderhul. Men vi gik det sidste stykke og kunne endelig fastslå, at vi havde fundet det rette sted. Det fysiske besøg på plantagen gjorde det muligt for os at dokumentere, at den slet ikke kunne benyttes til klimakompensation. Det bekræftede ejeren efterfølgende. Metoden er nærmere beskrevet i artiklen: ”Satellitfotos og fupadresse: Sådan afslørede vi klimasnyd”.
* I gennemgangen af klimakomfurerne i Kenya måtte vi læse lange, meget tekniske rapporter om projektet og de beregninger, der lå til grund for CO2-udregningerne. Vi opdagede, at selv om der var uddelt over 11.000 komfurer i området, var projektets CO2-besparelser beregnet på stikprøver af lidt over 100 husstande. Sideløbende læste vi al den uafhængige forskning af komfurprojekter, som samstemmigt konkluderede, at projekterne af denne type stort set aldrig lykkedes. Det skyldtes en række grunde: Ofte lod folk være med at bruge komfurerne, fordi de ikke var effektive, eller fik maden til at smage anderledes. Derudover er det teknisk meget svært at udregne CO2-udledningen fra et komfur over tid. Udregningerne var forsimplet i en sådan grad, at det reelt var umuligt at konkludere, om der var sket en CO2-besparelse. Dertil var målingerne udført af konsulenter betalt af projektejerne, og målemetoderne risikerede at påvirke resultaterne. Men trods de uafhængige eksperters konklusioner var komfurprojekter som dem i Kenya altid enormt succesfulde, når projektejerne skulle optjene klimakreditter. Vi satte os for at undersøge projektet i Kenya nærmere. Inden vi rejste derned, fik vi kontakt til en lokal pensionist, som indvilgede i at tage ud til landsbyerne og spørge de lokale, om de brugte komfurerne. Da han fortalte os, at ingen brød sig om dem, rejste vi til Kenya og besøgte landsbyerne ved selvsyn. Vi talte med 37 familier fra alle landsbyerne over tre dage, og 36 af dem sagde, de aldrig eller kun sjældent havde benyttet komfuret. Vi dokumenterede de ødelagte komfurer med fotos, som vi senere delte med projektejerne. På baggrund af besøget, vores læsning af rapporterne og ekspertkildernes vurderinger, kunne vi så tvivl om klimaprojektet, som spillede en hovedrolle i at gøre over 2.500 danske hjemmesider ”CO2-neutrale”.
* I undersøgelsen af vandboringsprojekter gennemgik vi også videnskaben bag. Vi fandt ud af, at projekterne ikke solgte reelle CO2-besparelser, men ”forventede fremtidige CO2-besparelser”. Der var altså tale om hypotetiske reduktioner på baggrund af vurderinger af fremtiden, som ifølge eksperter ofte var baseret på grundløse eller stærkt overdrevne antagelser. Ikke desto mindre blev den tvivlsomme klimakompensation solgt som et håndfast faktum i Danmark.
* Vi formåede med hjælp fra it-kyndige fra Politikens analyseafdeling at kortlægge Danmarks samlede overførsler af klimakreditter under Kyotoaftalen. Det gjorde vi ved at bygge en ’scraper’, som høstede data fra EU’s Emission Trading System database. Der var tale om 8986 overførsler i alt, som vi parrede med oplysninger fra to databaser under det såkaldte United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), som listede officielle FN-projekter i henholdsvis industrilande og udviklingslande. Det gjorde os i stand til at opbygge en database over hvilke kreditter og projekter, Danmark havde benyttet til at opfylde sit Kyotoregnskab.
* På baggrund af databasen kunne vi identificere store danske projekter og aktører, som var værd at undersøge nærmere. Vi sammenlignede herefter internationale forskningsresultater med de danske projekter og fandt efter flere ugers research frem til, at nogle af Danmarks største selskaber havde købt kreditter fra svindelprojekter i Rusland og Ukraine. Der var tale om et gasprojekt fra to kemifabrikker og store kulmineprojekter, som to af verdens førende forskere havde karakteriseret som stærkt tvivlsomme. Vi var i stand til at underbygge forskernes konklusioner ved hjælp af kilder i landene, heriblandt gennem en russisk ekspert, som havde designet gasprojekterne. Vi fik også kontakt til Eurocoal, en paraplyorganisation for kulindustrien i Europa, som på baggrund af deres nationale beregninger og OECD-rapporter kunne konkludere, at de ukrainske projekter havde voldsomt overdrevet deres beregninger.
* Databasen gjorde os også i stand til at bede om en samlet, uafhængig ekspertvurdering af Danmarks Kyoto-indkøb for 1,4 milliarder kroner. Det gjorde vi ved at parre det danske klimaregnskab med vurderinger fra to af de største undersøgelser, som er foretaget af klimakreditter under Kyoto. Derefter fik vi eksperterne, som havde skrevet rapporterne, og som i øvrigt selv havde siddet i ledelserne hos UNFCCC, til at vurdere regnskabet. Deres konservative skøn var, at 58% af kreditterne var ”stærkt problematiske” eller med kun ”lav sandsynlighed” havde leveret de lovede CO2-reduktioner.
* Sidst men ikke mindst benyttede vi os af omfattende aktindsigter, som var flere måneder undervejs, fra bl.a. Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Klima- og Energiministeriet og Energistyrelsen for at kunne afdække, hvad der skete internt i regeringen, da Danmark købte klimakreditter.
* I afdækningen af, at klimakreditter blev solgt flere gange af forretningsmanden Peter Lexander, måtte vi gennemgå komplicerede selskabskonstruktioner og enorme klimaregistre. Det lykkedes os at spore et mønster i overførte klimakreditter fra ét register til et andet, som gjorde det muligt at dokumentere, at den samme CO2-besparelse blev solgt flere gange i strid med reglerne.
* Vi opdagede, at flere af de selskaber, som Peter Lexander ejede, benyttede manipulerede fotos i deres markedsføring. Ved hjælp af billedsøgningsprogrammet TinEye opdagede vi, at selskabet benyttede stockfotos, som var brugt adskillige gange tidligere.
* Da vi undersøgte selskaberne nærmere, opdagede vi, at træer fra den samme plantage i Uganda blev solgt af flere forskellige selskaber i Skandinavien. For at kunne dokumentere det, gennemgik vi selskabernes sociale medier og samlede fotos og videoscreenshots, som indikerede, at de samme træer blev solgt flere gange. Vi satte os for at besøge plantagen i Uganda, men sælgerne af klimakompensation ville ikke oplyse, hvor i Uganda, træerne var plantet. Vi havde dog i et norsk prospekt fundet et lille Google Maps-kort, hvor bagmændene havde placeret en ’hjerte-emoji’ nordvest for landsbyen Luweero nær Butuntumula i Uganda. Der var ingen beskrivelser af kortet, men vi havde en teori om, at det kunne være placeringen på plantagen. Vi benyttede Google Earth til at gennemgå satellitfotos fra området for at se, om vi kunne matche billederne af plantagen med satellitfotos for at foretage en geolokation af plantagen. Konkret fandt vi en række identificérbare markører i terrænet fra billederne på sociale medier og søgte efter de samme markører på satellitbillederne fra luften. Vi søgte efter to bygninger med et rødt og et blåt tag, placeringen af et træ, en vej og formene på to andre huse. Det viste sig at være en stor opgave, der tog en uge, men til sidst fandt vi en placering, der så rigtig ud. Da vi også fandt det særlige træ, vejen og formene på to andre huse i nærheden, følte vi os sikre på, at det var det rette sted. Vi fløj til Uganda og kørte ud til Butuntumula, som lå 2,5 timer væk. Først af asfaltvej og siden af jordveje, som blev til mudderveje. Vi fulgte GPS-koordinaterne ud til det sted, vi havde fundet på satellitfotosne. 100 meter fra stedet kørte vi bilen fast i et mudderhul. Men vi gik det sidste stykke og kunne endelig fastslå, at vi havde fundet det rette sted. Det fysiske besøg på plantagen gjorde det muligt for os at dokumentere, at den slet ikke kunne benyttes til klimakompensation. Det bekræftede ejeren efterfølgende. Metoden er nærmere beskrevet i artiklen: ”Satellitfotos og fupadresse: Sådan afslørede vi klimasnyd”.
* I gennemgangen af klimakomfurerne i Kenya måtte vi læse lange, meget tekniske rapporter om projektet og de beregninger, der lå til grund for CO2-udregningerne. Vi opdagede, at selv om der var uddelt over 11.000 komfurer i området, var projektets CO2-besparelser beregnet på stikprøver af lidt over 100 husstande. Sideløbende læste vi al den uafhængige forskning af komfurprojekter, som samstemmigt konkluderede, at projekterne af denne type stort set aldrig lykkedes. Det skyldtes en række grunde: Ofte lod folk være med at bruge komfurerne, fordi de ikke var effektive, eller fik maden til at smage anderledes. Derudover er det teknisk meget svært at udregne CO2-udledningen fra et komfur over tid. Udregningerne var forsimplet i en sådan grad, at det reelt var umuligt at konkludere, om der var sket en CO2-besparelse. Dertil var målingerne udført af konsulenter betalt af projektejerne, og målemetoderne risikerede at påvirke resultaterne. Men trods de uafhængige eksperters konklusioner var komfurprojekter som dem i Kenya altid enormt succesfulde, når projektejerne skulle optjene klimakreditter. Vi satte os for at undersøge projektet i Kenya nærmere. Inden vi rejste derned, fik vi kontakt til en lokal pensionist, som indvilgede i at tage ud til landsbyerne og spørge de lokale, om de brugte komfurerne. Da han fortalte os, at ingen brød sig om dem, rejste vi til Kenya og besøgte landsbyerne ved selvsyn. Vi talte med 37 familier fra alle landsbyerne over tre dage, og 36 af dem sagde, de aldrig eller kun sjældent havde benyttet komfuret. Vi dokumenterede de ødelagte komfurer med fotos, som vi senere delte med projektejerne. På baggrund af besøget, vores læsning af rapporterne og ekspertkildernes vurderinger, kunne vi så tvivl om klimaprojektet, som spillede en hovedrolle i at gøre over 2.500 danske hjemmesider ”CO2-neutrale”.
* I undersøgelsen af vandboringsprojekter gennemgik vi også videnskaben bag. Vi fandt ud af, at projekterne ikke solgte reelle CO2-besparelser, men ”forventede fremtidige CO2-besparelser”. Der var altså tale om hypotetiske reduktioner på baggrund af vurderinger af fremtiden, som ifølge eksperter ofte var baseret på grundløse eller stærkt overdrevne antagelser. Ikke desto mindre blev den tvivlsomme klimakompensation solgt som et håndfast faktum i Danmark.
* Vi formåede med hjælp fra it-kyndige fra Politikens analyseafdeling at kortlægge Danmarks samlede overførsler af klimakreditter under Kyotoaftalen. Det gjorde vi ved at bygge en ’scraper’, som høstede data fra EU’s Emission Trading System database. Der var tale om 8986 overførsler i alt, som vi parrede med oplysninger fra to databaser under det såkaldte United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), som listede officielle FN-projekter i henholdsvis industrilande og udviklingslande. Det gjorde os i stand til at opbygge en database over hvilke kreditter og projekter, Danmark havde benyttet til at opfylde sit Kyotoregnskab.
* På baggrund af databasen kunne vi identificere store danske projekter og aktører, som var værd at undersøge nærmere. Vi sammenlignede herefter internationale forskningsresultater med de danske projekter og fandt efter flere ugers research frem til, at nogle af Danmarks største selskaber havde købt kreditter fra svindelprojekter i Rusland og Ukraine. Der var tale om et gasprojekt fra to kemifabrikker og store kulmineprojekter, som to af verdens førende forskere havde karakteriseret som stærkt tvivlsomme. Vi var i stand til at underbygge forskernes konklusioner ved hjælp af kilder i landene, heriblandt gennem en russisk ekspert, som havde designet gasprojekterne. Vi fik også kontakt til Eurocoal, en paraplyorganisation for kulindustrien i Europa, som på baggrund af deres nationale beregninger og OECD-rapporter kunne konkludere, at de ukrainske projekter havde voldsomt overdrevet deres beregninger.
* Databasen gjorde os også i stand til at bede om en samlet, uafhængig ekspertvurdering af Danmarks Kyoto-indkøb for 1,4 milliarder kroner. Det gjorde vi ved at parre det danske klimaregnskab med vurderinger fra to af de største undersøgelser, som er foretaget af klimakreditter under Kyoto. Derefter fik vi eksperterne, som havde skrevet rapporterne, og som i øvrigt selv havde siddet i ledelserne hos UNFCCC, til at vurdere regnskabet. Deres konservative skøn var, at 58% af kreditterne var ”stærkt problematiske” eller med kun ”lav sandsynlighed” havde leveret de lovede CO2-reduktioner.
* Sidst men ikke mindst benyttede vi os af omfattende aktindsigter, som var flere måneder undervejs, fra bl.a. Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Klima- og Energiministeriet og Energistyrelsen for at kunne afdække, hvad der skete internt i regeringen, da Danmark købte klimakreditter.
Modstand:
Artikelserien har været udsat for pres fra en række forskellige aktører, hvoraf flere har haft stærke økonomiske interesser i, at artiklerne ikke blev skrevet:
* I perioden op til publikationen af artiklerne om forretningsmanden Peter Lexander var vi i en månedlang dialog med ham, hvor han flere gange undervejs skiftede forklaringer. Vi havde også et fysisk møde med Lexander, hvor han over flere timer redegjorde for sine forretninger. Meget af det, Lexander udtalte, og som blev optaget på bånd af Politiken, benægtede han senere. Vi opfattede undervejs manden som truende og i løbet af interviewet tog han et billede frem af en journalist med en bombe i turbanen.
* Efter offentliggørelsen af de første artikler om Lexanders forbindelser til et ungarsk selskab, som solgte klimakreditter via et ungarsk klimaregister, modtog Politiken en officiel klage fra Ungarns ambassadør til Danmark, Kristóf Altusz, som mente, at artiklerne gav negativ omtale af Ungarn. Politiken havde efterfølgende en dialog med ambassaden, som viste, at der var tale om en misforstået læsning af artiklerne. Politikens chefredaktør sendte et svarbrev til ambassadøren og hørte ikke mere til sagen.
* Da vi besøgte træplantagen i Uganda, hvor vi talte med to af de lokale plantagearbejdere i forbindelse med dokumentationen af salg af falsk klimakompensation, anklagede plantagens ejer Alex Mutebi os for ulovlig indtrængen på plantagen, og at vi ikke havde været åbne om, hvorfor vi besøgte plantagen. Politiken kan dog afvise anklagerne og har lydoptagelser til at bekræfte det.
* Ingen af de danske selskaber, som havde købt klimakreditter i Rusland og Ukraine, ønskede at stille op til interview med Politiken eller på anden vis bidrage til omstændighederne omkring købene. De sendte alle skriftlige svar, hvor de beklagede handlerne, men at de betragtede Kyotoaftalen som et lukket kapitel. Bagmændene i Rusland og Ukraine har ignoreret Politikens gentagne henvendelser og spørgsmål om projekterne.
* I perioden op til publikationen af artiklerne om forretningsmanden Peter Lexander var vi i en månedlang dialog med ham, hvor han flere gange undervejs skiftede forklaringer. Vi havde også et fysisk møde med Lexander, hvor han over flere timer redegjorde for sine forretninger. Meget af det, Lexander udtalte, og som blev optaget på bånd af Politiken, benægtede han senere. Vi opfattede undervejs manden som truende og i løbet af interviewet tog han et billede frem af en journalist med en bombe i turbanen.
* Efter offentliggørelsen af de første artikler om Lexanders forbindelser til et ungarsk selskab, som solgte klimakreditter via et ungarsk klimaregister, modtog Politiken en officiel klage fra Ungarns ambassadør til Danmark, Kristóf Altusz, som mente, at artiklerne gav negativ omtale af Ungarn. Politiken havde efterfølgende en dialog med ambassaden, som viste, at der var tale om en misforstået læsning af artiklerne. Politikens chefredaktør sendte et svarbrev til ambassadøren og hørte ikke mere til sagen.
* Da vi besøgte træplantagen i Uganda, hvor vi talte med to af de lokale plantagearbejdere i forbindelse med dokumentationen af salg af falsk klimakompensation, anklagede plantagens ejer Alex Mutebi os for ulovlig indtrængen på plantagen, og at vi ikke havde været åbne om, hvorfor vi besøgte plantagen. Politiken kan dog afvise anklagerne og har lydoptagelser til at bekræfte det.
* Ingen af de danske selskaber, som havde købt klimakreditter i Rusland og Ukraine, ønskede at stille op til interview med Politiken eller på anden vis bidrage til omstændighederne omkring købene. De sendte alle skriftlige svar, hvor de beklagede handlerne, men at de betragtede Kyotoaftalen som et lukket kapitel. Bagmændene i Rusland og Ukraine har ignoreret Politikens gentagne henvendelser og spørgsmål om projekterne.
Etik:
Et gennemgående træk i artikelserien er, at vi anklager selskaber for at sælge en vare, som der ikke er dækning for. Det er en alvorlig anklage, som kan ødelægge en forretning, og det stiller store krav til dokumentation og forelæggelse.
Vi har i alle sagerne prioriteret at forelægge tidligt og grundigt for de kritiserede parter. Vi har haft lange – sommetider månedlange – dialoger op til publiceringen. Vi har også rykket deadlines for at være sikre på, at parterne er blevet ordentligt hørt. Vi har hele tiden været åbne om, hvem vi er, og hvorfor vi undersøger en given sag.
Vi har i fremlæggelsen af historierne været særdeles omhyggelige med kun at skrive, hvad vi havde dokumentation for. Alle artikler er således gennemgået ”line by line” over flere omgange for at sikre præcisionen.
I vores kontrol af projekterne har vi flere tilfælde undersøgt de bagvedliggende præmisser for de bogførte projekter. I sagen om danske hjemmesiders CO2-neutralitet via komfurprojektet i Kenya tilrettelagde vi således vores undersøgelse som en stikprøve, lig den stikprøvekontrol, projektmagerne selv mente, de havde udført. Vi har underbygget vores opdagelser med vurderinger fra syv internationale eksperter, som har gennemgået projektets beregninger. På den baggrund såede vi tvivl om projektet, men vi gik ikke længere end det.
Med en artikelserie som ”Klimabedraget” risikerer vi at udfordre befolkningens tillid til alle CO2-reducerende projekter. Vi har derfor brugt lang tid på at undersøge, om der er bestemte projekter, som førende klimaeksperter kunne anbefale som troværdige. Det lykkedes ikke at finde projekter, som de turde støtte op om. I stedet har vi prioriteret at lave store interviews med sælgerne af klimakompensation, heriblandt den førende organisation Gold Standard, så de kunne udlægge deres forretningsmodel og argumentere for, hvorfor det ifølge organisationen gør en forskel at købe klimakreditter, samt lave guides til den frustrerede grønne forbruger, som indtil nu har satset på klimakompensation.
Vi har i alle sagerne prioriteret at forelægge tidligt og grundigt for de kritiserede parter. Vi har haft lange – sommetider månedlange – dialoger op til publiceringen. Vi har også rykket deadlines for at være sikre på, at parterne er blevet ordentligt hørt. Vi har hele tiden været åbne om, hvem vi er, og hvorfor vi undersøger en given sag.
Vi har i fremlæggelsen af historierne været særdeles omhyggelige med kun at skrive, hvad vi havde dokumentation for. Alle artikler er således gennemgået ”line by line” over flere omgange for at sikre præcisionen.
I vores kontrol af projekterne har vi flere tilfælde undersøgt de bagvedliggende præmisser for de bogførte projekter. I sagen om danske hjemmesiders CO2-neutralitet via komfurprojektet i Kenya tilrettelagde vi således vores undersøgelse som en stikprøve, lig den stikprøvekontrol, projektmagerne selv mente, de havde udført. Vi har underbygget vores opdagelser med vurderinger fra syv internationale eksperter, som har gennemgået projektets beregninger. På den baggrund såede vi tvivl om projektet, men vi gik ikke længere end det.
Med en artikelserie som ”Klimabedraget” risikerer vi at udfordre befolkningens tillid til alle CO2-reducerende projekter. Vi har derfor brugt lang tid på at undersøge, om der er bestemte projekter, som førende klimaeksperter kunne anbefale som troværdige. Det lykkedes ikke at finde projekter, som de turde støtte op om. I stedet har vi prioriteret at lave store interviews med sælgerne af klimakompensation, heriblandt den førende organisation Gold Standard, så de kunne udlægge deres forretningsmodel og argumentere for, hvorfor det ifølge organisationen gør en forskel at købe klimakreditter, samt lave guides til den frustrerede grønne forbruger, som indtil nu har satset på klimakompensation.
Formidling:
Den altoverskyggende formidlingsudfordring knyttet til denne serie er, at meget få mennesker forståeligt nok forstår, hvad klimakreditter er, endsige hvad CO2-kompensation betyder. Sådan havde vi det også selv, da vi indledte researchen.
Beregningerne er komplicerede og bunder i svært fordøjelige økonomiteoretiske antagelser, såsom ’additionalitetskravet’. Det krav er afgørende for at forstå, hvad et klimaprojekt er. Hvis f.eks. en vindmøllefarm i Egypten skal defineres som et klimaprojekt, er det et krav, at projektet kun hænger økonomisk sammen ved salg af klimakreditter. Hvis projektet kan klare sig på markedsvilkår, må det ikke defineres som et klimaprojekt, som kan udløse klimakreditter. Kravet skal sikre, at et projekt er additionelt, altså at det skal ligge ud over, hvad der var sket i fraværet af økonomisk støtte fra salg af klimakreditter. De grønne finanser skal skabe en reel adfærdsændring, ikke være skjult projektstøtte.
Vi vidste, at begreber som ovenstående er svære at forstå. Vi forsøgte derfor at gøre det spiseligt ved konstant at forklare principperne i grafikker og digitale explainers. Derudover prioriterede vi at lave ’Politikens guide til klimabedraget’ som i korte spørgsmål, svar og tegninger forklarer, hvordan markedet fungerer.
Klimaet er i det hele taget en abstrakt størrelse. Vi har derfor forsøgt at inddrage mennesker så meget, som det overhovedet har været muligt. Vi har rejst til Uganda og Kenya for at tale med de lokale, som ofte uvidende deltager i klimaprojekter, som skal gøre danske selskaber CO2-neutrale. Vi har også inddraget de danske bagmænd, som tjener pengene. Dermed har vi forsøgt at sætte ansigter på både deltagerne, ofrene og profitmagerne i Klimabedraget.
Vi har siden hen holdt foredrag om vores afsløringer og opdagelser. Vi har holdt debatarrangement i Politikens Hus med deltagelse af politikere og interesseorganisationer og holdt oplæg for Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH), en alliance af omkring 100 danske selskaber og myndigheder, som var interesserede i feltet.
Et planlagt oplæg til det undersøgende Gräv-seminar i Sverige blev aflyst på grund af Covid-19. Til efteråret skal vi afholde digitalt oplæg til Dataharvest, en konference for europæiske undersøgende journalister.
Beregningerne er komplicerede og bunder i svært fordøjelige økonomiteoretiske antagelser, såsom ’additionalitetskravet’. Det krav er afgørende for at forstå, hvad et klimaprojekt er. Hvis f.eks. en vindmøllefarm i Egypten skal defineres som et klimaprojekt, er det et krav, at projektet kun hænger økonomisk sammen ved salg af klimakreditter. Hvis projektet kan klare sig på markedsvilkår, må det ikke defineres som et klimaprojekt, som kan udløse klimakreditter. Kravet skal sikre, at et projekt er additionelt, altså at det skal ligge ud over, hvad der var sket i fraværet af økonomisk støtte fra salg af klimakreditter. De grønne finanser skal skabe en reel adfærdsændring, ikke være skjult projektstøtte.
Vi vidste, at begreber som ovenstående er svære at forstå. Vi forsøgte derfor at gøre det spiseligt ved konstant at forklare principperne i grafikker og digitale explainers. Derudover prioriterede vi at lave ’Politikens guide til klimabedraget’ som i korte spørgsmål, svar og tegninger forklarer, hvordan markedet fungerer.
Klimaet er i det hele taget en abstrakt størrelse. Vi har derfor forsøgt at inddrage mennesker så meget, som det overhovedet har været muligt. Vi har rejst til Uganda og Kenya for at tale med de lokale, som ofte uvidende deltager i klimaprojekter, som skal gøre danske selskaber CO2-neutrale. Vi har også inddraget de danske bagmænd, som tjener pengene. Dermed har vi forsøgt at sætte ansigter på både deltagerne, ofrene og profitmagerne i Klimabedraget.
Vi har siden hen holdt foredrag om vores afsløringer og opdagelser. Vi har holdt debatarrangement i Politikens Hus med deltagelse af politikere og interesseorganisationer og holdt oplæg for Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH), en alliance af omkring 100 danske selskaber og myndigheder, som var interesserede i feltet.
Et planlagt oplæg til det undersøgende Gräv-seminar i Sverige blev aflyst på grund af Covid-19. Til efteråret skal vi afholde digitalt oplæg til Dataharvest, en konference for europæiske undersøgende journalister.