Jagten på vores milliarder/Udbytteskandalens hemmelige bagmænd
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Thomas Østerlin Koch, Joachim Claushøj Bindslev, Peter Eggert Vesterlund, Morten Spiegelhauer, TV2, og John Hansen og Kristian Corfixen, Politiken
Projektets beskrivelse
Titel:
Jagten på vores milliarder/Udbytteskandalens hemmelige bagmænd
Beskrivelse:
29. maj 2019 trådte skatteminister Karsten Lauritzen (V) frem på et pressemøde og fortalte om et stort forlig, som netop var i forbindelse med danmarkshistoriens største svindelsag: Sagen om udbytteskat, som kostede statskassen mindst 12,7 milliarder kroner.
Skattestyrelsens modparter i forliget havde indvilget i at aflevere 1,55 milliarder kroner til Danmark, som de havde fået udbetalt i udbyttesagen. De havde, forlød det, accepteret at udlevere hver en krone, som de selv havde fået ud af at hive i alt 2,9 milliarder kroner ud af statskassen. Resten af pengene var havnet i andres lommer.
Ret meget mere kunne pressen ikke få at vide. Forliget, som var underskrevet i New York aftenen forinden, var tophemmeligt.
TV2s og Politikens research viste, at det langt fra var hele historien, som blev fortalt på pressemødet.
Hvordan det virkelig hang sammen, har TV2 og Politiken afdækket i en serie, som begyndte i september 2019, og hvis konsekvenser endnu ikke er fuldt udspillet.
To dokumentarudsendelser og artikler på print og web afslørede bl.a. at:
Bagmændene var hovedrige amerikanske finanseksperter.
Bagmændene havde skriftligt erkendt at have været involveret i at trække ikke 2,9, men mindst 4,1 milliarder kroner ud af statskassen.
Bagmændene havde fået adgang til at trække en række udgifter fra, som de havde afholdt for at konstruere de transaktioner, som skaffede dem milliarderne fra statskassen.
Bagmændene var de reelle ejere af den tyske North Channel Bank, som blev brugt til at skabe transaktionerne, og som efterfølgende blev idømt en bøde i Danmark på 110 millioner kroner for groft bedrageri i den sammenhæng.
Det viste sig, at bankens bøde blev modregnet i det beløb på 1,55 milliarder kroner, som bagmændene havde accepteret at betale – en ordning, hvis lovlighed bestrides af juridiske eksperter, og som Folketingets statsrevisorer fortsat gransker lovligheden af.
Skattestyrelsens modparter i forliget havde indvilget i at aflevere 1,55 milliarder kroner til Danmark, som de havde fået udbetalt i udbyttesagen. De havde, forlød det, accepteret at udlevere hver en krone, som de selv havde fået ud af at hive i alt 2,9 milliarder kroner ud af statskassen. Resten af pengene var havnet i andres lommer.
Ret meget mere kunne pressen ikke få at vide. Forliget, som var underskrevet i New York aftenen forinden, var tophemmeligt.
TV2s og Politikens research viste, at det langt fra var hele historien, som blev fortalt på pressemødet.
Hvordan det virkelig hang sammen, har TV2 og Politiken afdækket i en serie, som begyndte i september 2019, og hvis konsekvenser endnu ikke er fuldt udspillet.
To dokumentarudsendelser og artikler på print og web afslørede bl.a. at:
Bagmændene var hovedrige amerikanske finanseksperter.
Bagmændene havde skriftligt erkendt at have været involveret i at trække ikke 2,9, men mindst 4,1 milliarder kroner ud af statskassen.
Bagmændene havde fået adgang til at trække en række udgifter fra, som de havde afholdt for at konstruere de transaktioner, som skaffede dem milliarderne fra statskassen.
Bagmændene var de reelle ejere af den tyske North Channel Bank, som blev brugt til at skabe transaktionerne, og som efterfølgende blev idømt en bøde i Danmark på 110 millioner kroner for groft bedrageri i den sammenhæng.
Det viste sig, at bankens bøde blev modregnet i det beløb på 1,55 milliarder kroner, som bagmændene havde accepteret at betale – en ordning, hvis lovlighed bestrides af juridiske eksperter, og som Folketingets statsrevisorer fortsat gransker lovligheden af.
Publicering:
Fra 22. september 2019 på TV2, nyheder.tv2.dk, Politiken og politiken.dk.
Idéen:
Idébeskrivelse:
De første sten til historien blev lagt på Politiken, hvor Thomas Koch som praktikant og John Hansen i sommeren 2017 afslørede ransagningen af den tyske North Channel Bank på begæring af SØIK, som efterforskede udbyttesagen, og dermed blev opmærksom på kredsen om de amerikanske bagmænd. Thomas etablerede der de kildekontakter, som blev afgørende for de senere historier, og som han havde holdt forbindelsen til, da han på TV2 i 2018 blev koblet sammen med Joachim Bindslev, som også havde researchet på udbyttesagen i flere år.
Joachim havde en mængde unikke dokumenter, men manglede insiderkilder til at fortælle historien. Thomas havde unikke kilder, men manglende dokumentationen til at underbygge. Det blev besluttet at lave et dokumentarprogram, og efter et par uger blev Peter Vesterlund og Morten Spiegelhauer koblet på. Undervejs i researchen blev ringen sluttet, da Politiken med John Hansen og Kristian Corfixen gik ind i samarbejdet om historien.
Joachim havde en mængde unikke dokumenter, men manglede insiderkilder til at fortælle historien. Thomas havde unikke kilder, men manglende dokumentationen til at underbygge. Det blev besluttet at lave et dokumentarprogram, og efter et par uger blev Peter Vesterlund og Morten Spiegelhauer koblet på. Undervejs i researchen blev ringen sluttet, da Politiken med John Hansen og Kristian Corfixen gik ind i samarbejdet om historien.
Tidshorizont:
Journalisterne på begge medier (Joachim Bindslev, Thomas Koch og John Hansen) har arbejdet systematisk med udbyttesagen siden 2015. Det målrettede arbejde begyndte i december 2018, hvor Thomas og Joachim mødte hinanden for første gang og opdagede, at deres samlede materiale rummede en vigtig og væsentlig historie. Produktion af dokumentaren forløb fra januar 2019 til september samme år, mens nyhedsproduktionen i forbindelse med sagen er fortsat ind i 2020 og fortsat pågår. Politiken var en del af projektet fra maj 2019.
Nyhed:
Myndighederne har siden udbytteskandalen blev afsløret i 2015 skabt et billede af, at sagen har én hovedskurk, Sanjay Shah. De bagmænd, som blev afsløret af TV2 og Politiken, var også hovedaktører, som tidligt brød med Sanjay Shah og opbyggede deres egen organisation til at svindle skattemyndighederne i Danmark.
Afsløringerne viser, at de amerikanske bagmænd ikke blev behandlet som kriminelle på samme måde som Sanjay Shah: Shahs aktiver overalt i verden er blevet indefrosset, det samme er ikke sket for de amerikanske bagmænd, som ejer ejendomme for store millionbeløb. Og Skattestyrelsen lover i forliget at tale pænt om bagmændenes samarbejdsvilje over for SØIK, som står for den strafferetlige forfølgelse af udbyttesagen.
I bestræbelserne på at holde de amerikanske bagmænd adskilt fra sagens kriminelle elementer, blev der indgået en særskilt aftale med den tyske North Channel Bank. I Retten i Glostrup tilstå at have begået groft bedrageri mod den danske stat og skulle i den forbindelse idømmes en bøde på 110 mio. kr. Bøden skulle Skattestyrelsen betale ud af de 1,55 mia. kr., som bagmændene allerede havde indvilget i at betale tilbage til Skattestyrelsen. Dermed var det underordnet for de bagmænd, som var reelle ejere af banken og havde indrettet og instrueret banken til at gennemføre de transaktioner, som førte til bankens tilståelse af groft bedrageri, og selv indkasserede gevinsten, om bøden for bedrageriet blev på en krone eller 110 mio. kr. Flere konkrete nyheder pkt 3
Afsløringerne viser, at de amerikanske bagmænd ikke blev behandlet som kriminelle på samme måde som Sanjay Shah: Shahs aktiver overalt i verden er blevet indefrosset, det samme er ikke sket for de amerikanske bagmænd, som ejer ejendomme for store millionbeløb. Og Skattestyrelsen lover i forliget at tale pænt om bagmændenes samarbejdsvilje over for SØIK, som står for den strafferetlige forfølgelse af udbyttesagen.
I bestræbelserne på at holde de amerikanske bagmænd adskilt fra sagens kriminelle elementer, blev der indgået en særskilt aftale med den tyske North Channel Bank. I Retten i Glostrup tilstå at have begået groft bedrageri mod den danske stat og skulle i den forbindelse idømmes en bøde på 110 mio. kr. Bøden skulle Skattestyrelsen betale ud af de 1,55 mia. kr., som bagmændene allerede havde indvilget i at betale tilbage til Skattestyrelsen. Dermed var det underordnet for de bagmænd, som var reelle ejere af banken og havde indrettet og instrueret banken til at gennemføre de transaktioner, som førte til bankens tilståelse af groft bedrageri, og selv indkasserede gevinsten, om bøden for bedrageriet blev på en krone eller 110 mio. kr. Flere konkrete nyheder pkt 3
Konsekvens:
En vigtig konsekvens er, at afsløringerne har rejst tvivl om lovligheden af forliget og en tilknyttet aftale, som offentligheden og faktisk også Folketingets partier aldrig ville have hørt om, hvis det ikke var for TV2 og Politikens afsløringer. Tvivlen vedrører bøden til North Channel Bank på 110 mio. kr. for groft bedrageri.
I en særskilt aftale med North Channel Bank (hvori bagmændene, bankens ejere, ikke er omtalt) blev det aftalt, at Skattestyrelsen skulle betale en eventuel bøde til banken ud af de 1,55 mia. kr., som bagmændene forpligtede sig til at betale tilbage til Danmark.
Da TV2 og Politiken afslørede den hemmelige aftale med banken, kaldte eksperter i forvaltningsret den ulovlig, fordi den reelt gjorde det ligegyldigt for de bagmænd, der var ansvarlige for bankens lovovertrædelser, om bøden blev på 1 krone eller 110 millioner kroner. Også fra juridiske eksperter i USA lød der skarp kritik af forliget.
Rigsrevisionen undersøgte sagens fakta, og konkluderede, at der ”ikke er noget bevillingsmæssigt til hinder for, at Skattestyrelsen går efter et forlig” i stedet for at føre en retssag. I en pressemeddelelse skrev Skattestyrelsen, at Rigsrevisionen havde kaldt forliget ”lovligt”, men det afviste statsrevisorerne i et svar til Folketinget. Statsrevisorerne har opfordret Folketinget til at diskutere forliget, og bedt Justitsministeriet forholde sig til lovligheden af forliget og aftalen med banken. Svaret afventes i skrivende stund.
I en særskilt aftale med North Channel Bank (hvori bagmændene, bankens ejere, ikke er omtalt) blev det aftalt, at Skattestyrelsen skulle betale en eventuel bøde til banken ud af de 1,55 mia. kr., som bagmændene forpligtede sig til at betale tilbage til Danmark.
Da TV2 og Politiken afslørede den hemmelige aftale med banken, kaldte eksperter i forvaltningsret den ulovlig, fordi den reelt gjorde det ligegyldigt for de bagmænd, der var ansvarlige for bankens lovovertrædelser, om bøden blev på 1 krone eller 110 millioner kroner. Også fra juridiske eksperter i USA lød der skarp kritik af forliget.
Rigsrevisionen undersøgte sagens fakta, og konkluderede, at der ”ikke er noget bevillingsmæssigt til hinder for, at Skattestyrelsen går efter et forlig” i stedet for at føre en retssag. I en pressemeddelelse skrev Skattestyrelsen, at Rigsrevisionen havde kaldt forliget ”lovligt”, men det afviste statsrevisorerne i et svar til Folketinget. Statsrevisorerne har opfordret Folketinget til at diskutere forliget, og bedt Justitsministeriet forholde sig til lovligheden af forliget og aftalen med banken. Svaret afventes i skrivende stund.
Metode:
Researcharbejdet har stået på siden august 2015 og omfatter en lang række skriftlige kilder fra ind- og udland og flere mundtlige kilder, der er opdyrket over en årrække.
Før vi præsenterer de mest væsentlige skriftlige kilder, vil vi redegøre for arbejdet med de afgørende mundtlige kilder, der også har tilvejebragt det væsentligste skriftlige materiale. Vi har på både TV2 og Politiken opsøgt et hav af kilder med forbindelse til sagen om udbyttesvindel siden august 2015. Vi er også blevet kontaktet af kilder, primært anonyme, der har bidraget på hver deres måde med informationer om sagen. De har bidraget med værdifuld indsigt, men de fleste af dem endte dog med at trække sig. Heldigvis lykkedes det at opbygge og vedligeholde kontakt til to kilder med et unikt indblik i sagen. Opskriften på succesen er godt gammeldags benhårdt journalistisk arbejde med vedholdende og tålmodig kildepleje gennem to år. Et hav af samtaler, samlet mere end 36 timer og utallige emails og beskeder, med særligt én kilde på alskens forskellige tider af døgnet har været altafgørende for flere gennembrud i sagen. Det lignede længe spildt arbejde, men tilliden blev langsomt bygget op og vedligeholdt og resulterede i, at vi fik en hidtil uset indsigt i den organisation, der har trukket milliarder af kroner ud af statskassen og ikke mindst de danske myndigheders håndtering. Kilden blev trædesten til en anden kilde, der også har et indgående kendskab til sagen med adgang til meget fortrolige informationer, og pludselig sad vi, et hemmeligt sted i USA, med detaljerede oplysninger om metoderne og personerne i netværket bag den største svindelsag i danmarkshistorien. Det var ufatteligt tæt på at falde på gulvet i sidste ende, men det lykkedes at sætte et møde i stand med kilden. Hundredvis af telefonsamtaler over to år materialiserede sig pludselig i en guldgrube af et interview med detaljerede oplysninger og udlevering af dokumenter, der ville være utænkelige at få fat i via traditionelle open source-metoder, selv for den mest kreative og kvikke journalist. Samtidig fik vi fra en kilde adgang til forhandlingsdokumenter mellem netværket bag den formodede milliardsvindel og de danske skattemyndigheder med Kammeradvokaten og deres amerikanske advokatkolleger i spidsen. I dokumenterne stod det sort på hvidt, at der i en længere periode var forhandlet om straffrihed. Det blev taget ud af aftalen, men figurerede længe i forligsteksten. Kronen på værket var det fortrolighedsstemplede, underskrevne forlig, der blev indgået mellem Skattestyrelsen og bagmændene i New York og deres netværk den 28. maj 2019. Her stod det sort på hvidt, at forligsparterne i USA var involveret i formodet svindel for mindst 4,1 milliarder kroner, langt mere end de 2,9 milliarder kroner, som offentligheden fik at vide midt i valgkampen 2019 af daværende skatteminister Karsten Lauritzen og hans embedsværk. Der stod også, at bagmændene kunne fratrække samtlige udgifter forbundet med den formodede svindel. I korte træk stod indholdet i skarp kontrast til den virkelighed, der blev præsenteret af den tidligere regering. Senere i 2020 fik vi, takket være den mangeårige kildepleje, indsigt i en delaftale vedrørende North Channel Bank, der ejes af bagmændene i New York. Her fremgik det, at de kunne modregne en strafferetlig bøde på 110 mio. kr. til deres bank for groft bedrageri i det civile forlig med Skattestyrelsen. Igen var der tale om en afsløring, som blotlagde en helt anden version af den umiddelbare vindersag, som Skattestyrelsens chefer ellers havde præsenteret til offentligheden. Afsløringen af indholdet i forliget har resulteret i et efterspil, der fortsat verserer på Christiansborg. Så sent som i august 2020 har Skatteministeriet modtaget en lang række spørgsmål om sagen fra Skatteudvalget, der har behandlet sagen i flere samråd, efter at politiske partier med TV2 og Politikens afsløringer har fået indblik i Skattestyrelsens hemmeligstemplede metoder og informationer til offentligheden i forbindelse med at forsøge at få penge tilbage til statskassen i danmarkshistoriens største svindelnummer.
SØIK’s efterforskning af udbyttesagen betegnes som den mest mørklagte i historien, og det har selvsagt besværliggjort indhentningen af skriftligt kildemateriale fra efterforskningen. Det er dog via vedvarende kildearbejde i ind- og udland og samarbejde med belgiske og tyske kolleger lykkedes at få et indblik i en del af maskinrummet. Det gælder bl.a. skriftlige kilder i form af ransagningskendelser og en del af SØIKs korrespondance i sagen, ligesom vi har fået adgang til flere kilder tæt på efterforskningen, der har givet os et værdifuldt indblik i sagen og myndighedernes håndtering. Til vores held har skattevæsenet valgt at anlægge en række civile sager, der har givet adgang til et omfattende skriftligt kildemateriale.
Skattestyrelsen har anlagt sager i bl.a. USA, UK, Dubai, Malaysia og Danmark, og vi har fået hænderne på en stor del af dette materiale via en række forskellige kilder. Indgangen i USA er Pacer, mens den i UK er den mere ukendte HM Courts & Tribunals E-Filing Service, der er mere besværlig at bruge end Pacer, eksempelvis fordi den ikke på samme måde er søgbar, og fordi det nødvendigt at have det eksakte sagsnummer for at få adgang til de offentligt tilgængelige dokumenter i retsbogen. Men vi fremskaffede sagsnummeret, lærte databasen godt at kende og har siden købt over 150 processkrifter i sagen. Dokumenterne tæller alt fra Skattestyrelsens stævning og Sanjay Shahs svarskrift til en række løbende og afgørelser, der har givet et unikt og detaljeret indblik i metoderne og aktørerne bag den formodede svindel, fordelingen af milliardudbyttet, baggrunden for Skattestyrelsens påstande om svindel og oplysninger om de vidtrækkende retslige skridt, eksempelvis ransagninger mm., der er foretaget i andre jurisdiktioner i eksempelvis Malaysia.
Selvom de amerikanske bagmænd, som vi konfronterer i sagen, ikke er sagsøgt af Skattestyrelsen, har de britiske retsdokumenter gjort det muligt for os at forstå deres rolle og forbindelse til svindelsagen. Det fremgår eksempelvis af et enkelt af retsdokumenterne, at Matthew Stein og Jerome Lhote ejer og kontrollerer North Channel Bank, der spiller en vigtig rolle i svindelsagen. Det var oplysninger, der eksempelvis ikke fremgik af den danske ransagningskendelse mod North Channel Bank (men dog fremgik indirekte af den belgiske ransagningskendelse). Dokumenterne viser også, at Stein og Lhote i en periode samarbejdede med Sanjay Shah, men at de på et tidligt tidspunkt forlod samarbejdet for at trække penge ud af Danmark via North Channel Bank i ledtog med blandt andre Adam LaRosa og Donald Donaldson og flere af Shahs tidligere nøglemedarbejdere, heriblandt Graham Horn, Anupe Dhorajiwala, Rajen Shah og Jas Bains. Dokumenterne viser også, at North Channel Bank sættes i forbindelse med andre custodians i London, Indigo og Lindisfarne, der har spillet en nøglerolle i sagen og tilsyneladende har ageret udenom Sanjay Shah. Dokumenterne blotlagde en virkelighed og et pengespor, der stod i kontrast til den officielle fortælling om, at Sanjay Shah var den eneste bagmand.
Der er også en betydelig offentlighed i retsvæsenet i Dubai, der har gjort det muligt at hente dokumenter fra domstolen i DIFC, Dubai International Financial Centre, der har givet indblik i sagen. Vi har også fået indblik i de mere tekniske detaljer om den formodede svindel gennem processkrifter fra Skattestyrelsens civile sager i Danmark, hvoraf størstedelen er i proces ved Landsskatteretten. Kolleger i Malaysia har bidraget med oplysninger om Skats civile søgsmål.
Vi blev i vores research af mundtlige kilder gjort opmærksom på, at Matthew Stein og Jerome Lhote ejer en bank i Belize, Choice Bank, og at den muligvis har spillet en rolle i den formodede svindel, bl.a. til at skjule og/eller hvidvaske udbyttet fra Danmark. Banken, der var fokuseret på offshore banking services og salg af anonyme pre-paid mastercards, fik under vores research frataget sin banklicens af Nationalbanken i Belize og i dag er i likvidation. Vi fik knyttet Choice Bank til North Channel Bank ved hjælp af dokumenter fra ICIJ, der indeholdt konto- og transaktionsoplysninger (IBAN og SWIFT), som viste, at Choice Bank havde en konto i North Channel Bank. Da Belize er et skattely, er det meget svært at fremskaffe oplysninger om ejere af selskaber, men det lykkedes os, via retsdokumenter og selskabsoplysninger fra Puerto Rico, hvor Choice Bank har et datterselskab, at dokumentere, at Matthew Stein og Jerome Lhote sad på magten i banken og var henholdsvis bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem.
Stein og Lhote har i det hele taget gjort meget ud af at skjule deres færden, men vi har været i stand til at kortlægge en del af deres aktiviteter og færden via data fra selskabsregistre i flere amerikanske stater, Luxembourg, Frankrig, Holland og Tyskland. Vi har eksempelvis kunne dokumentere en forbindelse mellem to privatfly og Stein og Lhote kontor i New York gennem et datterselskab i Texas. Datterselskabet i Texas har et navnesammenfald med det selskab, der ejer North Channel Bank, men ejerskabet er sløret gennem offshore-konstruktioner. Selskabsoplysninger fra Texas viser imidlertid, at det selskab, der ejer to privatfly, har postadresse på Stein og Lhotes kontor på Manhattan. Hjemmesider, der tracker flytrafikken, viste, at flyene ofte var aktive omkring New York og i Minnesota, hvor Matthew Stein studerede, mødte sin kone og hvor hans svigerfamilie bor.
En kortlægning af selskaber med tilknytning til bagmændene viser, at de udover offshore-selskaber også er aktive i en række amerikanske stater, og at en lang række af deres forretningspartnere har deltaget i den formodede svindel som indehavere af de små pensionskasser, der er brugt til at trække penge ud af Danmark.
Sociale medier, primært Facebook, har også spillet en vigtig rolle i kortlægningen af bagmændene og deres netværk. Via hustruernes profiler og graph-værktøjet har vi været i stand til at finde en række oplysninger om deres ellers lukkede profiler, heriblandt deres vennelister. Det gjorde os i stand til at gennemsøge alle i Matthew Stein og hans hustrus netværk og derigennem fandt vi det eneste billede af Matthew Stein, vi havde forud for konfrontationen med ham. Et tyve år gammelt billede af Matthew Stein, som en slægtning havde lagt på sin Facebook-side, hvor han har langt hår. Vi tog et screendump af billedet og viste det til en kilde med kendskab til Stein, der bekræftede, at det var ham.
Derudover har en række forskellige offentlige registre, ejendomsdatabaser og personrapporter fra LexisNexis spillet en central rolle i kortlægningen af bagmændene og deres netværk. Vi fandt eksempelvis frem til Matthew Stein via hans hustrus mellemnavn i ejendomsregistret i New York. Mange i USA hedder Matthew Stein, men vi fandt den rigtige i et fem-etagers hus til en markedsværdi på over 160 millioner kroner ved hjælp af informationer fra sociale medier, en 25 år gammel bryllupsannonce og ejendomsregistret i New York. Sommerhuset i Hamptons på Long Island var endnu mere udfordrende. Huset, som for nylig er blevet solgt for 100 millioner kroner, var ifølge tingbogen i Southampton ejet gennem skattelyselskabet Beach Quarters LLC, der havde postadresse i New Jersey hos Adam LaRosa, en af Steins nære partnere, der også har spillet en nøglerolle i Sanjay Shahs organisation. Matthew Stein og hans hustrus forbindelse til huset på Beachcomber Lane i Hamptons blev bekræftet på White Pages og en salgsannonce med flere billeder, heriblandt et af vinkælderen, der - når man zoomede ind - viste, at alle vinkasserne i kælderen havde klistermærker med Matthew Steins navn på. Senere bekræftede Matthew Stein og hustruen selv i et arkitekturtidsskrift, at de var ejere af huset, som de selv havde bygget. De havde ifølge tingbogen købt huset i 2010 for godt 40 millioner kroner og fået byggetilladelse i sommeren 2012. Huset stod færdigt i 2014, da den formodede svindel havde stået på i flere år.
Databasen newspapers.com indeholder et massivt arkiv med gamle lokalaviser i USA, og den endte med at spille en central rolle i kortlægningen af bagmændene og deres netværk. Aviser fra området Maple Grove i Minnesota udgivet i starten af 1990’erne indeholdt eksempelvis bryllupsannoncer, som viste, at Matthew Stein, bagmanden i New York, var forlover til Donald Donaldsons bryllup. Donaldsons navn og optræder på anmodninger om refusion af udbytteskat til Danmark på 2,7 milliarder kroner. Men han var længe et mysterium for os. Hvorfor spillede den undseelige forstadsadvokat fra Minnesota en central rolle i et svindelnummer orkestreret af nogle bagmænd i New York og London mod et lille land i Nordeuropa? Nu havde vi forbindelsen. Lokalaviserne viste i øvrigt også, at en af de personer, der havde deltaget i svindlen, og som vi opsøgte i Minnesota, var Donaldsons mor.
Hjemmesiden MarineTraffic spillede også en central rolle i forhold til at lokalisere Adam LaRosa, en nøgleperson for både Sanjay Shah og netværket omkring Matthew Stein og Jerome Lhote. Vi fandt via hans hjemmeside og selskabsregisteret i New Jersey ud af, at han var ejer af en fiskeriforretning med tilhørende yacht, som kunder kunne leje for en eller flere dage for mange tusinde kroner. Vi brugte MarineTraffic til at følge hans båd og på den måde finde frem til ham. Han var ikke selv på båden, da den anløb, men gennem samtaler med kunder, en ansat og bekendte fandt vi ud af, at han holdt en fest dagen efter på havnen og fik ved den lejlighed konfronteret ham med hans ansvar i sagen.
Før vi præsenterer de mest væsentlige skriftlige kilder, vil vi redegøre for arbejdet med de afgørende mundtlige kilder, der også har tilvejebragt det væsentligste skriftlige materiale. Vi har på både TV2 og Politiken opsøgt et hav af kilder med forbindelse til sagen om udbyttesvindel siden august 2015. Vi er også blevet kontaktet af kilder, primært anonyme, der har bidraget på hver deres måde med informationer om sagen. De har bidraget med værdifuld indsigt, men de fleste af dem endte dog med at trække sig. Heldigvis lykkedes det at opbygge og vedligeholde kontakt til to kilder med et unikt indblik i sagen. Opskriften på succesen er godt gammeldags benhårdt journalistisk arbejde med vedholdende og tålmodig kildepleje gennem to år. Et hav af samtaler, samlet mere end 36 timer og utallige emails og beskeder, med særligt én kilde på alskens forskellige tider af døgnet har været altafgørende for flere gennembrud i sagen. Det lignede længe spildt arbejde, men tilliden blev langsomt bygget op og vedligeholdt og resulterede i, at vi fik en hidtil uset indsigt i den organisation, der har trukket milliarder af kroner ud af statskassen og ikke mindst de danske myndigheders håndtering. Kilden blev trædesten til en anden kilde, der også har et indgående kendskab til sagen med adgang til meget fortrolige informationer, og pludselig sad vi, et hemmeligt sted i USA, med detaljerede oplysninger om metoderne og personerne i netværket bag den største svindelsag i danmarkshistorien. Det var ufatteligt tæt på at falde på gulvet i sidste ende, men det lykkedes at sætte et møde i stand med kilden. Hundredvis af telefonsamtaler over to år materialiserede sig pludselig i en guldgrube af et interview med detaljerede oplysninger og udlevering af dokumenter, der ville være utænkelige at få fat i via traditionelle open source-metoder, selv for den mest kreative og kvikke journalist. Samtidig fik vi fra en kilde adgang til forhandlingsdokumenter mellem netværket bag den formodede milliardsvindel og de danske skattemyndigheder med Kammeradvokaten og deres amerikanske advokatkolleger i spidsen. I dokumenterne stod det sort på hvidt, at der i en længere periode var forhandlet om straffrihed. Det blev taget ud af aftalen, men figurerede længe i forligsteksten. Kronen på værket var det fortrolighedsstemplede, underskrevne forlig, der blev indgået mellem Skattestyrelsen og bagmændene i New York og deres netværk den 28. maj 2019. Her stod det sort på hvidt, at forligsparterne i USA var involveret i formodet svindel for mindst 4,1 milliarder kroner, langt mere end de 2,9 milliarder kroner, som offentligheden fik at vide midt i valgkampen 2019 af daværende skatteminister Karsten Lauritzen og hans embedsværk. Der stod også, at bagmændene kunne fratrække samtlige udgifter forbundet med den formodede svindel. I korte træk stod indholdet i skarp kontrast til den virkelighed, der blev præsenteret af den tidligere regering. Senere i 2020 fik vi, takket være den mangeårige kildepleje, indsigt i en delaftale vedrørende North Channel Bank, der ejes af bagmændene i New York. Her fremgik det, at de kunne modregne en strafferetlig bøde på 110 mio. kr. til deres bank for groft bedrageri i det civile forlig med Skattestyrelsen. Igen var der tale om en afsløring, som blotlagde en helt anden version af den umiddelbare vindersag, som Skattestyrelsens chefer ellers havde præsenteret til offentligheden. Afsløringen af indholdet i forliget har resulteret i et efterspil, der fortsat verserer på Christiansborg. Så sent som i august 2020 har Skatteministeriet modtaget en lang række spørgsmål om sagen fra Skatteudvalget, der har behandlet sagen i flere samråd, efter at politiske partier med TV2 og Politikens afsløringer har fået indblik i Skattestyrelsens hemmeligstemplede metoder og informationer til offentligheden i forbindelse med at forsøge at få penge tilbage til statskassen i danmarkshistoriens største svindelnummer.
SØIK’s efterforskning af udbyttesagen betegnes som den mest mørklagte i historien, og det har selvsagt besværliggjort indhentningen af skriftligt kildemateriale fra efterforskningen. Det er dog via vedvarende kildearbejde i ind- og udland og samarbejde med belgiske og tyske kolleger lykkedes at få et indblik i en del af maskinrummet. Det gælder bl.a. skriftlige kilder i form af ransagningskendelser og en del af SØIKs korrespondance i sagen, ligesom vi har fået adgang til flere kilder tæt på efterforskningen, der har givet os et værdifuldt indblik i sagen og myndighedernes håndtering. Til vores held har skattevæsenet valgt at anlægge en række civile sager, der har givet adgang til et omfattende skriftligt kildemateriale.
Skattestyrelsen har anlagt sager i bl.a. USA, UK, Dubai, Malaysia og Danmark, og vi har fået hænderne på en stor del af dette materiale via en række forskellige kilder. Indgangen i USA er Pacer, mens den i UK er den mere ukendte HM Courts & Tribunals E-Filing Service, der er mere besværlig at bruge end Pacer, eksempelvis fordi den ikke på samme måde er søgbar, og fordi det nødvendigt at have det eksakte sagsnummer for at få adgang til de offentligt tilgængelige dokumenter i retsbogen. Men vi fremskaffede sagsnummeret, lærte databasen godt at kende og har siden købt over 150 processkrifter i sagen. Dokumenterne tæller alt fra Skattestyrelsens stævning og Sanjay Shahs svarskrift til en række løbende og afgørelser, der har givet et unikt og detaljeret indblik i metoderne og aktørerne bag den formodede svindel, fordelingen af milliardudbyttet, baggrunden for Skattestyrelsens påstande om svindel og oplysninger om de vidtrækkende retslige skridt, eksempelvis ransagninger mm., der er foretaget i andre jurisdiktioner i eksempelvis Malaysia.
Selvom de amerikanske bagmænd, som vi konfronterer i sagen, ikke er sagsøgt af Skattestyrelsen, har de britiske retsdokumenter gjort det muligt for os at forstå deres rolle og forbindelse til svindelsagen. Det fremgår eksempelvis af et enkelt af retsdokumenterne, at Matthew Stein og Jerome Lhote ejer og kontrollerer North Channel Bank, der spiller en vigtig rolle i svindelsagen. Det var oplysninger, der eksempelvis ikke fremgik af den danske ransagningskendelse mod North Channel Bank (men dog fremgik indirekte af den belgiske ransagningskendelse). Dokumenterne viser også, at Stein og Lhote i en periode samarbejdede med Sanjay Shah, men at de på et tidligt tidspunkt forlod samarbejdet for at trække penge ud af Danmark via North Channel Bank i ledtog med blandt andre Adam LaRosa og Donald Donaldson og flere af Shahs tidligere nøglemedarbejdere, heriblandt Graham Horn, Anupe Dhorajiwala, Rajen Shah og Jas Bains. Dokumenterne viser også, at North Channel Bank sættes i forbindelse med andre custodians i London, Indigo og Lindisfarne, der har spillet en nøglerolle i sagen og tilsyneladende har ageret udenom Sanjay Shah. Dokumenterne blotlagde en virkelighed og et pengespor, der stod i kontrast til den officielle fortælling om, at Sanjay Shah var den eneste bagmand.
Der er også en betydelig offentlighed i retsvæsenet i Dubai, der har gjort det muligt at hente dokumenter fra domstolen i DIFC, Dubai International Financial Centre, der har givet indblik i sagen. Vi har også fået indblik i de mere tekniske detaljer om den formodede svindel gennem processkrifter fra Skattestyrelsens civile sager i Danmark, hvoraf størstedelen er i proces ved Landsskatteretten. Kolleger i Malaysia har bidraget med oplysninger om Skats civile søgsmål.
Vi blev i vores research af mundtlige kilder gjort opmærksom på, at Matthew Stein og Jerome Lhote ejer en bank i Belize, Choice Bank, og at den muligvis har spillet en rolle i den formodede svindel, bl.a. til at skjule og/eller hvidvaske udbyttet fra Danmark. Banken, der var fokuseret på offshore banking services og salg af anonyme pre-paid mastercards, fik under vores research frataget sin banklicens af Nationalbanken i Belize og i dag er i likvidation. Vi fik knyttet Choice Bank til North Channel Bank ved hjælp af dokumenter fra ICIJ, der indeholdt konto- og transaktionsoplysninger (IBAN og SWIFT), som viste, at Choice Bank havde en konto i North Channel Bank. Da Belize er et skattely, er det meget svært at fremskaffe oplysninger om ejere af selskaber, men det lykkedes os, via retsdokumenter og selskabsoplysninger fra Puerto Rico, hvor Choice Bank har et datterselskab, at dokumentere, at Matthew Stein og Jerome Lhote sad på magten i banken og var henholdsvis bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem.
Stein og Lhote har i det hele taget gjort meget ud af at skjule deres færden, men vi har været i stand til at kortlægge en del af deres aktiviteter og færden via data fra selskabsregistre i flere amerikanske stater, Luxembourg, Frankrig, Holland og Tyskland. Vi har eksempelvis kunne dokumentere en forbindelse mellem to privatfly og Stein og Lhote kontor i New York gennem et datterselskab i Texas. Datterselskabet i Texas har et navnesammenfald med det selskab, der ejer North Channel Bank, men ejerskabet er sløret gennem offshore-konstruktioner. Selskabsoplysninger fra Texas viser imidlertid, at det selskab, der ejer to privatfly, har postadresse på Stein og Lhotes kontor på Manhattan. Hjemmesider, der tracker flytrafikken, viste, at flyene ofte var aktive omkring New York og i Minnesota, hvor Matthew Stein studerede, mødte sin kone og hvor hans svigerfamilie bor.
En kortlægning af selskaber med tilknytning til bagmændene viser, at de udover offshore-selskaber også er aktive i en række amerikanske stater, og at en lang række af deres forretningspartnere har deltaget i den formodede svindel som indehavere af de små pensionskasser, der er brugt til at trække penge ud af Danmark.
Sociale medier, primært Facebook, har også spillet en vigtig rolle i kortlægningen af bagmændene og deres netværk. Via hustruernes profiler og graph-værktøjet har vi været i stand til at finde en række oplysninger om deres ellers lukkede profiler, heriblandt deres vennelister. Det gjorde os i stand til at gennemsøge alle i Matthew Stein og hans hustrus netværk og derigennem fandt vi det eneste billede af Matthew Stein, vi havde forud for konfrontationen med ham. Et tyve år gammelt billede af Matthew Stein, som en slægtning havde lagt på sin Facebook-side, hvor han har langt hår. Vi tog et screendump af billedet og viste det til en kilde med kendskab til Stein, der bekræftede, at det var ham.
Derudover har en række forskellige offentlige registre, ejendomsdatabaser og personrapporter fra LexisNexis spillet en central rolle i kortlægningen af bagmændene og deres netværk. Vi fandt eksempelvis frem til Matthew Stein via hans hustrus mellemnavn i ejendomsregistret i New York. Mange i USA hedder Matthew Stein, men vi fandt den rigtige i et fem-etagers hus til en markedsværdi på over 160 millioner kroner ved hjælp af informationer fra sociale medier, en 25 år gammel bryllupsannonce og ejendomsregistret i New York. Sommerhuset i Hamptons på Long Island var endnu mere udfordrende. Huset, som for nylig er blevet solgt for 100 millioner kroner, var ifølge tingbogen i Southampton ejet gennem skattelyselskabet Beach Quarters LLC, der havde postadresse i New Jersey hos Adam LaRosa, en af Steins nære partnere, der også har spillet en nøglerolle i Sanjay Shahs organisation. Matthew Stein og hans hustrus forbindelse til huset på Beachcomber Lane i Hamptons blev bekræftet på White Pages og en salgsannonce med flere billeder, heriblandt et af vinkælderen, der - når man zoomede ind - viste, at alle vinkasserne i kælderen havde klistermærker med Matthew Steins navn på. Senere bekræftede Matthew Stein og hustruen selv i et arkitekturtidsskrift, at de var ejere af huset, som de selv havde bygget. De havde ifølge tingbogen købt huset i 2010 for godt 40 millioner kroner og fået byggetilladelse i sommeren 2012. Huset stod færdigt i 2014, da den formodede svindel havde stået på i flere år.
Databasen newspapers.com indeholder et massivt arkiv med gamle lokalaviser i USA, og den endte med at spille en central rolle i kortlægningen af bagmændene og deres netværk. Aviser fra området Maple Grove i Minnesota udgivet i starten af 1990’erne indeholdt eksempelvis bryllupsannoncer, som viste, at Matthew Stein, bagmanden i New York, var forlover til Donald Donaldsons bryllup. Donaldsons navn og optræder på anmodninger om refusion af udbytteskat til Danmark på 2,7 milliarder kroner. Men han var længe et mysterium for os. Hvorfor spillede den undseelige forstadsadvokat fra Minnesota en central rolle i et svindelnummer orkestreret af nogle bagmænd i New York og London mod et lille land i Nordeuropa? Nu havde vi forbindelsen. Lokalaviserne viste i øvrigt også, at en af de personer, der havde deltaget i svindlen, og som vi opsøgte i Minnesota, var Donaldsons mor.
Hjemmesiden MarineTraffic spillede også en central rolle i forhold til at lokalisere Adam LaRosa, en nøgleperson for både Sanjay Shah og netværket omkring Matthew Stein og Jerome Lhote. Vi fandt via hans hjemmeside og selskabsregisteret i New Jersey ud af, at han var ejer af en fiskeriforretning med tilhørende yacht, som kunder kunne leje for en eller flere dage for mange tusinde kroner. Vi brugte MarineTraffic til at følge hans båd og på den måde finde frem til ham. Han var ikke selv på båden, da den anløb, men gennem samtaler med kunder, en ansat og bekendte fandt vi ud af, at han holdt en fest dagen efter på havnen og fik ved den lejlighed konfronteret ham med hans ansvar i sagen.
Modstand:
Der var modstand fra flere sider. Både bagmændene i USA, der gemte sig bag nogle af de dyreste advokater i verden og advarede alle potentielle kilder om at stille op, og så Skattestyrelsen, Skatteministeriet og Kammeradvokaten på den anden side, der gjorde sig store anstrengelser for at miskreditere os før, under og efter publicering.
Først kampen med bagmændene. Allerede i en af de første rundringningsrunder i forsøget på at hverve kilder på denne del af sagen for flere år siden kom vi til at ringe til en af dem, der senere skulle vise sig at være en af bagmændene i denne del af svindlen.
Det skabte den særlige situation, at bagmændene, allerede før vi vidste, at de var bagmænd, vidste, at vi var på sporet af dem. Mænd, der ville gå langt for ikke at blive eksponeret i forbindelse med svindelsagen.
Det blev begyndelsen på en årelang stirrekonkurrence.
Vi skulle senere finde ud af, at vores første opkald havde fået alarmklokkerne til at ringe i bagmændenes netværk. Alle, der vidste noget, blev på det kraftigste advaret mod at tale med os.
Det samme gentog sig, da vi to år senere rejste rundt i USA for at optrevle svindelorganisationen, men her var det os, der var foran.
Rundringningerne havde ikke været forgæves, og det var lykkedes os at få flere kilder i bagmændenes netværk. Derfor kunne vi følge med, når de sendte advarsler om vores tilstedeværelse i USA. Og endnu mere gruopvækkende kunne vi følge med, da de sendte en mail rundt om, at vi havde forladt landet, da vi rejste.
Vi beroligede os selv med, at vi havde tilrettelagt et rejsemønster, som slørede vores kilder.
Vores kilder gav os også mulighed for i realtid at følge forhandlingerne mellem bagmændenes advokater og Skattestyrelsen i Danmark.
Undervejs blev de klar over, at vi havde kilder i deres netværk, og i at der løbende blev lækket dokumenter fra det mest fortrolige rum i forhandlingerne med Skattestyrelsen i Danmark.
Bagmændenes advokater i forhandlingerne var blandt de dyreste i USA, og de gjorde sig store anstrengelser for at afsløre vores kilde.
Derfor blev vi hele tiden nødt til at udvikle vores teknikker for at kunne stå ved vores løfte om kildebeskyttelse, der selvfølgelig var afgørende for vores adgang til forhandlingsrummet.
De første lækager, vi modtog, var originalfiler uden nogen form for versionerings-¬kontrol. De var hentet ud på en sikker måde, der ikke efterlod digitale fodspor.
Senere versioner måtte på grund af advokaternes systemer affotograferes på en anden enhed købt til formålet.
Omkring publiceringstidspunktet stod vi i et svært dilemma omkring brugen af dokumenterne.
Vi kunne af vores korrespondance med Skattestyrelsen læse os til, at styrelsen ville forsøge at skabe støj omkring vores dokumentation og om indholdet af dokumenterne. Derudover kunne vi jo af forliget læse, at Skattestyrelsen skulle tage alle tænkelige midler i brug for at forhindre omtale af bagmændene.
Det var derfor afgørende for os sort på hvidt at kunne vise, hvad der stod i forliget. På den anden side var vi bange for, at der var efterladt små sladrehanke i form af stavefejl eller tastefejl, der kunne afsløre vores kilder. I tidligere versioner af forliget var der mystiske tegnsætninger, som kunne tyde på, at det var en realitet.
Vi landede på en løsning, hvor vi kun bragte de mest nødvendige dele af forliget. De dele rensede vi, skrev dem ind igen selv og fik dem dobbeltkorrekturlæst, så der ikke kunne være efterladenskaber, der kunne røbe kilderne.
Som forventet mødte vi modtryk fra Skattestyrelsen. Forventeligt, fordi vores afsløringer viste, at Skattestyrelsen, bistået af Kammeradvokaten, midt under valgkampen havde sendt skatteministeren på talerstolen med en ufuldstændig og delvist misvisende historie om forliget som – viste vores research – ministeren ikke selv havde gennemgået. Men selv om modstanden var forventelig, blev vi alligevel undervejs overraskede over de metoder, en offentlig myndighed som Skattestyrelsen valgte at tage i brug.
Vi kontaktede Skattestyrelsen adskillige uger før publiceringen i forsøg på at aftale fra hvem og hvordan, vi kunne få Skattestyrelsens svar på de mange spørgsmål om forliget. Vi orienterede styrelsen om hovedpunkter i de historier, vi ville fortælle, men røbede ikke fra begyndelsen hvor omfattende dokumentationen var, herunder at vi var i besiddelse af såvel selve forliget med bilag som to tidligere udkast til aftalen. Vi kunne konstatere, at Skattestyrelsen vurderede, at vi ikke havde dokumentationen – i hvert fald fik vi i begyndelsen svar, som vi kunne se, var i direkte modstrid med forligets indhold.
Styrelsen forsøgte også med alle tænkelige midler at få os til at tvivle på ægtheden af de dokumenter, som sort på hvidt udgjorde dokumentationen for vores historie.
Et af forsøgene gik på, at Skattestyrelsens pressechef anfægtede, at forliget skulle være underskrevet den dato, som vi kunne se i dokumenterne. Han mente, at det var underskrevet dagen efter, og at det derfor måtte være en forkert udgave af forliget, vi var i besiddelse af. Det viste sig, at pressechefen havde ret i, at forliget var underskrevet dagen efter, hvis man vel at mærke tog udgangspunkt i dansk tid. Tog man derimod udgangspunkt i den amerikanske tidszone, forliget var underskrevet i, så var det underskrevet hen på aftenen den 28. maj 2019, som det også fremgik af den endelige og underskrevne aftale, som vi havde mellem hænderne. <- Det her er ikke en tilføjelse fra mig, men var markeret gult i forvejen
I langvarige mailudvekslinger og talrige telefonsamtaler ændrede styrelsens flere gange forklaringer om væsentlige punkter, efterhånden som de erfarede omfanget af vores dokumentation.
29. august sendte vi efter aftale en række konkrete spørgsmål til forligsaftalens indhold, herunder de betydelige fradrag for modpartens udgifter til at tilbagesøge udbytteskat fra Danmark, samt kernespørgsmålet: Hvorfor har hverken Skattestyrelsen eller skatteministeren nævnt den del af forliget, hvor sagens tre hovedmænd erkender, at de står bag at trække mere end 4,1 milliarder kroner ud af Danmark, og at det er dette beløb, som Skattestyrelsen herefter ikke vil forfølge hos de tre hovedmænd, hvis de betaler forligssummen?
Vi modtog skriftlige svar 12. september. Ingen af de konkrete spørgsmål om fradragene eller beløbet på 4,1 mia. kr. var besvaret, bortset fra helt generelle bemærkninger.
På baggrund af opfølgende spørgsmål, såvel skriftlige som mundtlige fra Politiken og TV2, sendte Skattestyrelsen nye, supplerende svar 19. og 23. september, fortsat uden at adressere de konkrete spørgsmål om fradragene, og fortsat uden at forholde sig til erklæringen fra sagens tre hovedmænd om de mere end 4,1 mia. kr. Nu dog i ændret form, idet Skattestyrelsen nu afviste, at dokumentet med de tre bagmænds erkendelse af et samlet beløb på mere end 4,1 mia. kr. ”fremgår af selve forligsaftaleteksten”.
Hvilket er forkert. De 4,1 mia. kr. optræder i to enslydende affidavits, der findes som bilag (Exhibit) 4 og 5, og er en integreret del af forligsteksten, som direkte henviser til de to bilag.
Skattestyrelsen afviste også, at forliget omfatter flere end de 61 pensionsplaner, som blev nævnt på pressemødet i maj.
At de 19 omtalte amerikanske pensionsplaner ikke skulle være dækket af forliget, strider ligeledes mod forligsteksten: De 19 benævnes ”Covered parties”, hvilket vi oversatte til parter, som er dækket af forliget, med de forbehold, at der er interessenter i de 19 pensionsplaner, som ikke er dækket. Men de mange millioner, som forligsparterne har modtaget via de 19 pensionsplaner, er medregnet i det beløb, som Skattestyrelsen har accepteret som forligsparternes egen gevinst i udbyttesagen.
Som TV2 og Politiken nævnte i sin dækning, var juraprofessor Søren Friis Hansen, CBS - efter at have gennemgået forliget - enig i, at de 19 er en del af forliget. ”Det er simpelthen ikke rigtigt at sige, at de ikke er omfattet”, konstaterede han.
Efter at begge medier var begyndt at publicere historierne, vedblev Skattestyrelsen med offentligt at erklære, at TV2 og Politiken bragte forkerte og misvisende oplysninger om det hemmelige forlig, ligesom vi fra kolleger på andre medier ved, at Skattestyrelsen her forsøgte at plante det indtryk, at TV2 og Politikens historier var helt forkerte, hvilket naturligt gjorde, at andre medier, som ikke havde adgang til dokumentationen, var tilbageholdende med at følge op på afsløringerne.
Det skete bl.a. i en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen 25. september 2019:
”Flere medier bringer urigtige oplysninger og beskyldninger om talfusk i forbindelse med Skattestyrelsens forlig med 61 amerikanske pensionsplaner. Skattestyrelsen afviser på det skarpeste mediernes udlægning af forliget”. ’Flere medier’ blev senere i teksten præciseret som TV2 og Politiken.
Hverken TV2 eller Politiken har på noget tidspunkt modtaget krav om berigtigelse fra Skattestyrelsen eller andre parter i forbindelse med afsløringerne.
Skattestyrelsens ønske om at rejse tvivl om vores historier kulminerede foreløbig med en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen 24. januar 2020, hvor fagdirektør Steen Bechmann Jacobsen blev citeret således:
”Han (Steen Bechmann Jacobsen, red.) tilføjer, at det ærgrer og bekymrer ham, at visse medier vedholdende fastholder forkerte udlægninger af forliget i offentligheden:
- Skattestyrelsen tager skarpt afstand fra de forkerte udlægninger, som enkelte medier fastholder, fordi de forkerte udlægninger er egnede til at skade Danmarks interesser i at skaffe så mange af de 12,7 mia. kr. som muligt tilbage til den danske statskasse”.
Umiddelbart efter udsendelsen af pressemeddelelsen bad Politiken ved henvendelse til såvel Skattestyrelsens presseafdeling som styrelsens direktion om, at Skattestyrelsen dels adresserede de agtelsesforringende påstande, dels præciserede, hvori de påstået forkerte udlægninger bestod. Det blev afvist.
Forløbet fik Politiken til at klage til Folketingets Ombudsmand over, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt forvaltningslovens krav om saglighed og sandhedspligt, da styrelsen ”rettede ikke-begrundede og ikkekonkretiserede anklager mod Politiken på en skadende og agtelsesforringende måde”.
Ombudsmanden er gået ind i sagen, og har bl.a. bedt Skattestyrelsen redegøre for det ”retlige grundlag” for pressemeddelelsen. Skattestyrelsen har fået frist til 31. august til at udtale sig.
Først kampen med bagmændene. Allerede i en af de første rundringningsrunder i forsøget på at hverve kilder på denne del af sagen for flere år siden kom vi til at ringe til en af dem, der senere skulle vise sig at være en af bagmændene i denne del af svindlen.
Det skabte den særlige situation, at bagmændene, allerede før vi vidste, at de var bagmænd, vidste, at vi var på sporet af dem. Mænd, der ville gå langt for ikke at blive eksponeret i forbindelse med svindelsagen.
Det blev begyndelsen på en årelang stirrekonkurrence.
Vi skulle senere finde ud af, at vores første opkald havde fået alarmklokkerne til at ringe i bagmændenes netværk. Alle, der vidste noget, blev på det kraftigste advaret mod at tale med os.
Det samme gentog sig, da vi to år senere rejste rundt i USA for at optrevle svindelorganisationen, men her var det os, der var foran.
Rundringningerne havde ikke været forgæves, og det var lykkedes os at få flere kilder i bagmændenes netværk. Derfor kunne vi følge med, når de sendte advarsler om vores tilstedeværelse i USA. Og endnu mere gruopvækkende kunne vi følge med, da de sendte en mail rundt om, at vi havde forladt landet, da vi rejste.
Vi beroligede os selv med, at vi havde tilrettelagt et rejsemønster, som slørede vores kilder.
Vores kilder gav os også mulighed for i realtid at følge forhandlingerne mellem bagmændenes advokater og Skattestyrelsen i Danmark.
Undervejs blev de klar over, at vi havde kilder i deres netværk, og i at der løbende blev lækket dokumenter fra det mest fortrolige rum i forhandlingerne med Skattestyrelsen i Danmark.
Bagmændenes advokater i forhandlingerne var blandt de dyreste i USA, og de gjorde sig store anstrengelser for at afsløre vores kilde.
Derfor blev vi hele tiden nødt til at udvikle vores teknikker for at kunne stå ved vores løfte om kildebeskyttelse, der selvfølgelig var afgørende for vores adgang til forhandlingsrummet.
De første lækager, vi modtog, var originalfiler uden nogen form for versionerings-¬kontrol. De var hentet ud på en sikker måde, der ikke efterlod digitale fodspor.
Senere versioner måtte på grund af advokaternes systemer affotograferes på en anden enhed købt til formålet.
Omkring publiceringstidspunktet stod vi i et svært dilemma omkring brugen af dokumenterne.
Vi kunne af vores korrespondance med Skattestyrelsen læse os til, at styrelsen ville forsøge at skabe støj omkring vores dokumentation og om indholdet af dokumenterne. Derudover kunne vi jo af forliget læse, at Skattestyrelsen skulle tage alle tænkelige midler i brug for at forhindre omtale af bagmændene.
Det var derfor afgørende for os sort på hvidt at kunne vise, hvad der stod i forliget. På den anden side var vi bange for, at der var efterladt små sladrehanke i form af stavefejl eller tastefejl, der kunne afsløre vores kilder. I tidligere versioner af forliget var der mystiske tegnsætninger, som kunne tyde på, at det var en realitet.
Vi landede på en løsning, hvor vi kun bragte de mest nødvendige dele af forliget. De dele rensede vi, skrev dem ind igen selv og fik dem dobbeltkorrekturlæst, så der ikke kunne være efterladenskaber, der kunne røbe kilderne.
Som forventet mødte vi modtryk fra Skattestyrelsen. Forventeligt, fordi vores afsløringer viste, at Skattestyrelsen, bistået af Kammeradvokaten, midt under valgkampen havde sendt skatteministeren på talerstolen med en ufuldstændig og delvist misvisende historie om forliget som – viste vores research – ministeren ikke selv havde gennemgået. Men selv om modstanden var forventelig, blev vi alligevel undervejs overraskede over de metoder, en offentlig myndighed som Skattestyrelsen valgte at tage i brug.
Vi kontaktede Skattestyrelsen adskillige uger før publiceringen i forsøg på at aftale fra hvem og hvordan, vi kunne få Skattestyrelsens svar på de mange spørgsmål om forliget. Vi orienterede styrelsen om hovedpunkter i de historier, vi ville fortælle, men røbede ikke fra begyndelsen hvor omfattende dokumentationen var, herunder at vi var i besiddelse af såvel selve forliget med bilag som to tidligere udkast til aftalen. Vi kunne konstatere, at Skattestyrelsen vurderede, at vi ikke havde dokumentationen – i hvert fald fik vi i begyndelsen svar, som vi kunne se, var i direkte modstrid med forligets indhold.
Styrelsen forsøgte også med alle tænkelige midler at få os til at tvivle på ægtheden af de dokumenter, som sort på hvidt udgjorde dokumentationen for vores historie.
Et af forsøgene gik på, at Skattestyrelsens pressechef anfægtede, at forliget skulle være underskrevet den dato, som vi kunne se i dokumenterne. Han mente, at det var underskrevet dagen efter, og at det derfor måtte være en forkert udgave af forliget, vi var i besiddelse af. Det viste sig, at pressechefen havde ret i, at forliget var underskrevet dagen efter, hvis man vel at mærke tog udgangspunkt i dansk tid. Tog man derimod udgangspunkt i den amerikanske tidszone, forliget var underskrevet i, så var det underskrevet hen på aftenen den 28. maj 2019, som det også fremgik af den endelige og underskrevne aftale, som vi havde mellem hænderne. <- Det her er ikke en tilføjelse fra mig, men var markeret gult i forvejen
I langvarige mailudvekslinger og talrige telefonsamtaler ændrede styrelsens flere gange forklaringer om væsentlige punkter, efterhånden som de erfarede omfanget af vores dokumentation.
29. august sendte vi efter aftale en række konkrete spørgsmål til forligsaftalens indhold, herunder de betydelige fradrag for modpartens udgifter til at tilbagesøge udbytteskat fra Danmark, samt kernespørgsmålet: Hvorfor har hverken Skattestyrelsen eller skatteministeren nævnt den del af forliget, hvor sagens tre hovedmænd erkender, at de står bag at trække mere end 4,1 milliarder kroner ud af Danmark, og at det er dette beløb, som Skattestyrelsen herefter ikke vil forfølge hos de tre hovedmænd, hvis de betaler forligssummen?
Vi modtog skriftlige svar 12. september. Ingen af de konkrete spørgsmål om fradragene eller beløbet på 4,1 mia. kr. var besvaret, bortset fra helt generelle bemærkninger.
På baggrund af opfølgende spørgsmål, såvel skriftlige som mundtlige fra Politiken og TV2, sendte Skattestyrelsen nye, supplerende svar 19. og 23. september, fortsat uden at adressere de konkrete spørgsmål om fradragene, og fortsat uden at forholde sig til erklæringen fra sagens tre hovedmænd om de mere end 4,1 mia. kr. Nu dog i ændret form, idet Skattestyrelsen nu afviste, at dokumentet med de tre bagmænds erkendelse af et samlet beløb på mere end 4,1 mia. kr. ”fremgår af selve forligsaftaleteksten”.
Hvilket er forkert. De 4,1 mia. kr. optræder i to enslydende affidavits, der findes som bilag (Exhibit) 4 og 5, og er en integreret del af forligsteksten, som direkte henviser til de to bilag.
Skattestyrelsen afviste også, at forliget omfatter flere end de 61 pensionsplaner, som blev nævnt på pressemødet i maj.
At de 19 omtalte amerikanske pensionsplaner ikke skulle være dækket af forliget, strider ligeledes mod forligsteksten: De 19 benævnes ”Covered parties”, hvilket vi oversatte til parter, som er dækket af forliget, med de forbehold, at der er interessenter i de 19 pensionsplaner, som ikke er dækket. Men de mange millioner, som forligsparterne har modtaget via de 19 pensionsplaner, er medregnet i det beløb, som Skattestyrelsen har accepteret som forligsparternes egen gevinst i udbyttesagen.
Som TV2 og Politiken nævnte i sin dækning, var juraprofessor Søren Friis Hansen, CBS - efter at have gennemgået forliget - enig i, at de 19 er en del af forliget. ”Det er simpelthen ikke rigtigt at sige, at de ikke er omfattet”, konstaterede han.
Efter at begge medier var begyndt at publicere historierne, vedblev Skattestyrelsen med offentligt at erklære, at TV2 og Politiken bragte forkerte og misvisende oplysninger om det hemmelige forlig, ligesom vi fra kolleger på andre medier ved, at Skattestyrelsen her forsøgte at plante det indtryk, at TV2 og Politikens historier var helt forkerte, hvilket naturligt gjorde, at andre medier, som ikke havde adgang til dokumentationen, var tilbageholdende med at følge op på afsløringerne.
Det skete bl.a. i en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen 25. september 2019:
”Flere medier bringer urigtige oplysninger og beskyldninger om talfusk i forbindelse med Skattestyrelsens forlig med 61 amerikanske pensionsplaner. Skattestyrelsen afviser på det skarpeste mediernes udlægning af forliget”. ’Flere medier’ blev senere i teksten præciseret som TV2 og Politiken.
Hverken TV2 eller Politiken har på noget tidspunkt modtaget krav om berigtigelse fra Skattestyrelsen eller andre parter i forbindelse med afsløringerne.
Skattestyrelsens ønske om at rejse tvivl om vores historier kulminerede foreløbig med en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen 24. januar 2020, hvor fagdirektør Steen Bechmann Jacobsen blev citeret således:
”Han (Steen Bechmann Jacobsen, red.) tilføjer, at det ærgrer og bekymrer ham, at visse medier vedholdende fastholder forkerte udlægninger af forliget i offentligheden:
- Skattestyrelsen tager skarpt afstand fra de forkerte udlægninger, som enkelte medier fastholder, fordi de forkerte udlægninger er egnede til at skade Danmarks interesser i at skaffe så mange af de 12,7 mia. kr. som muligt tilbage til den danske statskasse”.
Umiddelbart efter udsendelsen af pressemeddelelsen bad Politiken ved henvendelse til såvel Skattestyrelsens presseafdeling som styrelsens direktion om, at Skattestyrelsen dels adresserede de agtelsesforringende påstande, dels præciserede, hvori de påstået forkerte udlægninger bestod. Det blev afvist.
Forløbet fik Politiken til at klage til Folketingets Ombudsmand over, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt forvaltningslovens krav om saglighed og sandhedspligt, da styrelsen ”rettede ikke-begrundede og ikkekonkretiserede anklager mod Politiken på en skadende og agtelsesforringende måde”.
Ombudsmanden er gået ind i sagen, og har bl.a. bedt Skattestyrelsen redegøre for det ”retlige grundlag” for pressemeddelelsen. Skattestyrelsen har fået frist til 31. august til at udtale sig.
Etik:
De etiske overvejelser handlede primært om to ting:
Forelæggelse for de navngivne bagmænd og navngivne medlemmer af kredsen omkring dem. Det foregik dels ved TV2 konfrontationer i USA, dels ved skriftlige henvendelser, herunder til de pågældendes advokater, som uden undtagelse forblev ubesvarede.
Samt det store spørgsmål: Hvilket ansvar påtog vi os ved at omtale centrale dele af et forlig, som var så hemmeligt, at Skattestyrelsen havde forpligtet sig til med ”alle til rådighed stående midler” at forhindre, at forligets indhold blev offentligt kendt – altså en offentliggørelse, som Skattestyrelsen både over for os på forhånd, og efter publiceringen offentligt, hævdede kunne bringe hele forliget i fare og dermed risikerede at koste statskassen de 1,55 mia. kr., som det skulle indbringe.
Hensynet til offentlighedens interesse i at få ordentlig besked vandt. Skandalen om svindel med udbytteskat er fra begyndelsen så betændt, at der i forsøget på at opklare den er talrige åbenlyse og skjulte dagsordener på spil: Statskassens tab på 12,7 mia. kr. af skatteborgernes penge var muliggjort af et totalt fravær af kontrol med ansøgninger om refusion af udbytteskat til udenlandske aktionærer, som de ansvarlige i Skat og Skatteministeriet var advaret om i årevis, både af egne medarbejdere og ministeriets egen, interne revision. Et forløb, som undersøges i Undersøgelseskommissionen om Skat, som skal placere et muligt ansvar.
De civilretlige erstatningssager har med Kammeradvokaten i spidsen ført til flere end 400 retssager over hele verden, en voldsomt kostbar operation, som udløser enorme honorarer til Kammeradvokaten, og som der derfor var et behov for at vise resultater af – og måske endda et motiv til at få dette resultat til at fremstå endnu mere fordelagtigt for statskassen, end det faktisk var (1,55 mia. kr. ud af 2,9 mia. kr. lyder bedre end 1,55 mia. kr. ud af de 4,1 mia. kr., som det reelt drejer sig om).
Budskabet om, at bagmændene ”krone til krone” betaler tilbage, hvad de selv har fået ud af svindlen, blev gentaget igen og igen af både skatteministeren og ledende embedsmænd, da forliget blev præsenteret, men om det er sandt, ved vi reelt ikke. Skattestyrelsen/Kammeradvokaten ved ikke, og har ikke forsøgt at skaffe informationer om, hvilke aktiver der måtte befinde sig i de offshoreselskaber, som bagmændene er forbundet til.
En kold kalkulation af risikoen for, at bagmændene skulle løbe fra aftalen, lød sådan: Det gør de ikke. De har indtaget betydningsfulde stillinger i finansverdenen i USA, og skal de fortsat kunne gøre det, har de brug for at lægge den danske svindelsag bag sig, uden at den efterlader en plet på deres omdømme. Det sikrer forliget ved, at bagmændene ikke erkender at have gjort noget som helst forkert, og Skattestyrelsen forpligter sig til at fortælle SØIK om bagmændenes positive samarbejde i forbindelse med forliget.
Der var elementer i overvejelsen, som vi sjældent forholder os til: Risikerer vi at få skylden for, at statskassen går glip af 1,55 mia. kr.? Og risikerer vi, at forliget forpligter Skattestyrelsen til at forsøge at få et fogedforbud, fordi de på forhånd ved, at vi kommer til at publicere forligets indhold? Alligevel resulterede overvejelserne i begge mediehuse med stor sikkerhed til fordel for offentlighedens krav på at få ren besked. Efter afsløringerne har flere af folketingets partier da også erklæret, at de ting, der nu er kommet frem i lyset, rejser relevante spørgsmål, som fortjener en debat i både folketingssalen og til samråd.
Forelæggelse for de navngivne bagmænd og navngivne medlemmer af kredsen omkring dem. Det foregik dels ved TV2 konfrontationer i USA, dels ved skriftlige henvendelser, herunder til de pågældendes advokater, som uden undtagelse forblev ubesvarede.
Samt det store spørgsmål: Hvilket ansvar påtog vi os ved at omtale centrale dele af et forlig, som var så hemmeligt, at Skattestyrelsen havde forpligtet sig til med ”alle til rådighed stående midler” at forhindre, at forligets indhold blev offentligt kendt – altså en offentliggørelse, som Skattestyrelsen både over for os på forhånd, og efter publiceringen offentligt, hævdede kunne bringe hele forliget i fare og dermed risikerede at koste statskassen de 1,55 mia. kr., som det skulle indbringe.
Hensynet til offentlighedens interesse i at få ordentlig besked vandt. Skandalen om svindel med udbytteskat er fra begyndelsen så betændt, at der i forsøget på at opklare den er talrige åbenlyse og skjulte dagsordener på spil: Statskassens tab på 12,7 mia. kr. af skatteborgernes penge var muliggjort af et totalt fravær af kontrol med ansøgninger om refusion af udbytteskat til udenlandske aktionærer, som de ansvarlige i Skat og Skatteministeriet var advaret om i årevis, både af egne medarbejdere og ministeriets egen, interne revision. Et forløb, som undersøges i Undersøgelseskommissionen om Skat, som skal placere et muligt ansvar.
De civilretlige erstatningssager har med Kammeradvokaten i spidsen ført til flere end 400 retssager over hele verden, en voldsomt kostbar operation, som udløser enorme honorarer til Kammeradvokaten, og som der derfor var et behov for at vise resultater af – og måske endda et motiv til at få dette resultat til at fremstå endnu mere fordelagtigt for statskassen, end det faktisk var (1,55 mia. kr. ud af 2,9 mia. kr. lyder bedre end 1,55 mia. kr. ud af de 4,1 mia. kr., som det reelt drejer sig om).
Budskabet om, at bagmændene ”krone til krone” betaler tilbage, hvad de selv har fået ud af svindlen, blev gentaget igen og igen af både skatteministeren og ledende embedsmænd, da forliget blev præsenteret, men om det er sandt, ved vi reelt ikke. Skattestyrelsen/Kammeradvokaten ved ikke, og har ikke forsøgt at skaffe informationer om, hvilke aktiver der måtte befinde sig i de offshoreselskaber, som bagmændene er forbundet til.
En kold kalkulation af risikoen for, at bagmændene skulle løbe fra aftalen, lød sådan: Det gør de ikke. De har indtaget betydningsfulde stillinger i finansverdenen i USA, og skal de fortsat kunne gøre det, har de brug for at lægge den danske svindelsag bag sig, uden at den efterlader en plet på deres omdømme. Det sikrer forliget ved, at bagmændene ikke erkender at have gjort noget som helst forkert, og Skattestyrelsen forpligter sig til at fortælle SØIK om bagmændenes positive samarbejde i forbindelse med forliget.
Der var elementer i overvejelsen, som vi sjældent forholder os til: Risikerer vi at få skylden for, at statskassen går glip af 1,55 mia. kr.? Og risikerer vi, at forliget forpligter Skattestyrelsen til at forsøge at få et fogedforbud, fordi de på forhånd ved, at vi kommer til at publicere forligets indhold? Alligevel resulterede overvejelserne i begge mediehuse med stor sikkerhed til fordel for offentlighedens krav på at få ren besked. Efter afsløringerne har flere af folketingets partier da også erklæret, at de ting, der nu er kommet frem i lyset, rejser relevante spørgsmål, som fortjener en debat i både folketingssalen og til samråd.
Formidling:
Formidling af historien i Operation X (Jagten på vores milliarder):
Dokumentarserien i to afsnit adskiller sig formidlingsmæssigt fra de fleste andre dokumentarer om økonomisk kriminalitet ved at være meget filmisk i sit udtryk. Det baserer sig på 3-4 års research og kildearbejde, som alt sammen er blevet klemt ind i en filmisk dramaturgi og forløst på en roadtrip gennem USA, Tyskland og Danmark. Seeren er med på en rejse, og kameraet kører både, når journalisterne modtager nye, afgørende oplysninger, og når de spiser bacon and eggs eller får en velfortjent fyraftensøl.
Det stod forud for produktionen klart, at der var behov for at gøre en ekstra indsats på formidling, hvis en dokumentarserie om udbytteskat skulle vække tilstrækkelig bred interesse til at passe ind på TV2 i bedste sendetid. Løsningen blev at fortælle historien som en jagt på nogle af de bagmænd, som siden skandalen blev kendt er lykkedes med at gå under radaren. Det skabte en fortællemæssig fremdrift, hvor det ene ’clue’ efter det andet i form af dokumenter eller oplysninger fra anonyme kilder hele tiden førte os et skridt videre mod at afsløre de egentlige bagmænd. Der blev truffet mange ”hårde valg” om at begrænse detaljegraden og undlade at inddrage saftige dele af vores research, hvis den ikke passede ind i den dramaturgiske fortælling. Det var valg, som gjorde ondt på os som undersøgende journalister, men som blev taget for at holde dokumentarerne på et tilstrækkelig letforståeligt niveau, som kunne appellere bredt. Heldigvis var der plads til alle disse gode detaljer i vores skriftlige dækning.
Det var afgørende, at seeren fik et ægte blik ind i det journalistiske maskinrum: Om kampen for at skaffe dokumentation, bøvlet med de følsomme kilder, men også den ægte begejstring, når det lykkedes at komme et skridt videre. Det var også vigtigt, at fortællingen om journalisternes arbejde fremstod autentisk fremfor at ligne noget, der var optaget på bagkant (journalister er oftest meget dårlige skuespillere). Det løste vi ved, at kameraet altid var med, når tingene faktisk udspillede sig, eller når journalisterne skulle overlevere informationer til hinanden for første gang. Rent praktisk foregik det ved, at når én af journalisterne var kommet frem til noget nyt, så gik han først til dokumentarens instruktør, som så vurderede om udviklingen skulle fremgå af fortællingen og dermed holdes skjult for de andre på redaktionen, indtil det var muligt at inkorporere den i en scene. Eksempelvis havde Thomas og Peter i månedsvis kendt til forbindelsen mellem henholdsvis Donaldson og den ældre kvinde og Donaldson og Matt Stein, før det blev fortalt til Morten og Joachim i lige præcis den scene, hvor det gav mening at afsløre rent dramaturgisk. På den måde kunne kameraet fange de ægte reaktioner i den rigtige setting. Det at have hemmeligheder om historien for hinanden på redaktionen var både besværligt og lidt underligt, men det bidrog i sidste ende ganske meget til autenciteten.
Det store fokus på formidling har konkret udmøntet sig i høje seertal – også i segmenter, som ikke normalt gider se en undersøgende dokumentar om økonomisk kriminalitet.
Den skriftlige dækning af sagen består primært af klassiske nyhedsartikler på print og net. Men der er også gjort et stort arbejde for at løfte den digitale dækning gennem feature-artikler, der kombinerer medrivende og spændingsopbyggende fortællemæssige greb med grafiske elementer og motion-grafikker, der indeholder fakta og dokumentation, der underbygger og driver fortællingen frem. Derudover har vi via et nyt format - inspireret af Instagram stories - kunnet fortælle om bagmændene og deres rigdomme på en nytænkende og fascinerende måde.
Politiken:
Vi har skrevet utroligt mange artikler om udbyttesagen lige fra den afsløring i august 2015 – både om Skats mangelfulde kontrol og de mange forsøg på at undersøge ansvaret og om de formodede udenlandske svindlere. Sagen er på mange måder teknisk og svært tilgængelig – derfor satsede vi i formidlingen hårdt på at skabe personlige fortællinger om bagmændene og deres hjælpere, herunder den ekstravagante livsstil med ejendomme til trecifrede millionbeløb på Manhattan og det eksklusive The Hamptons, hvor den ene bagmand, Matthew Steins, hus ikke stod tilbage for den bolig i samme nabolag, som figuren Bobby Axelrod flasher i tv-serien ”Billions”. En livsstil, som de tilsyneladende fortsætter uanfægtet, selv om de påviseligt har begået milliardbedrageri mod de danske skatteydere.
Samtidig gjorde modangrebene fra Skattestyrelsen med påstande om urigtige og misvisende oplysninger det nødvendigt at dokumentere historierne meget grundigt. Vi kunne af hensyn til kildebeskyttelsen ikke lægge dokumenterne frem, men valgte i stedet at gengive de afgørende passager oversat og i vores egen skrift.
Dokumentarserien i to afsnit adskiller sig formidlingsmæssigt fra de fleste andre dokumentarer om økonomisk kriminalitet ved at være meget filmisk i sit udtryk. Det baserer sig på 3-4 års research og kildearbejde, som alt sammen er blevet klemt ind i en filmisk dramaturgi og forløst på en roadtrip gennem USA, Tyskland og Danmark. Seeren er med på en rejse, og kameraet kører både, når journalisterne modtager nye, afgørende oplysninger, og når de spiser bacon and eggs eller får en velfortjent fyraftensøl.
Det stod forud for produktionen klart, at der var behov for at gøre en ekstra indsats på formidling, hvis en dokumentarserie om udbytteskat skulle vække tilstrækkelig bred interesse til at passe ind på TV2 i bedste sendetid. Løsningen blev at fortælle historien som en jagt på nogle af de bagmænd, som siden skandalen blev kendt er lykkedes med at gå under radaren. Det skabte en fortællemæssig fremdrift, hvor det ene ’clue’ efter det andet i form af dokumenter eller oplysninger fra anonyme kilder hele tiden førte os et skridt videre mod at afsløre de egentlige bagmænd. Der blev truffet mange ”hårde valg” om at begrænse detaljegraden og undlade at inddrage saftige dele af vores research, hvis den ikke passede ind i den dramaturgiske fortælling. Det var valg, som gjorde ondt på os som undersøgende journalister, men som blev taget for at holde dokumentarerne på et tilstrækkelig letforståeligt niveau, som kunne appellere bredt. Heldigvis var der plads til alle disse gode detaljer i vores skriftlige dækning.
Det var afgørende, at seeren fik et ægte blik ind i det journalistiske maskinrum: Om kampen for at skaffe dokumentation, bøvlet med de følsomme kilder, men også den ægte begejstring, når det lykkedes at komme et skridt videre. Det var også vigtigt, at fortællingen om journalisternes arbejde fremstod autentisk fremfor at ligne noget, der var optaget på bagkant (journalister er oftest meget dårlige skuespillere). Det løste vi ved, at kameraet altid var med, når tingene faktisk udspillede sig, eller når journalisterne skulle overlevere informationer til hinanden for første gang. Rent praktisk foregik det ved, at når én af journalisterne var kommet frem til noget nyt, så gik han først til dokumentarens instruktør, som så vurderede om udviklingen skulle fremgå af fortællingen og dermed holdes skjult for de andre på redaktionen, indtil det var muligt at inkorporere den i en scene. Eksempelvis havde Thomas og Peter i månedsvis kendt til forbindelsen mellem henholdsvis Donaldson og den ældre kvinde og Donaldson og Matt Stein, før det blev fortalt til Morten og Joachim i lige præcis den scene, hvor det gav mening at afsløre rent dramaturgisk. På den måde kunne kameraet fange de ægte reaktioner i den rigtige setting. Det at have hemmeligheder om historien for hinanden på redaktionen var både besværligt og lidt underligt, men det bidrog i sidste ende ganske meget til autenciteten.
Det store fokus på formidling har konkret udmøntet sig i høje seertal – også i segmenter, som ikke normalt gider se en undersøgende dokumentar om økonomisk kriminalitet.
Den skriftlige dækning af sagen består primært af klassiske nyhedsartikler på print og net. Men der er også gjort et stort arbejde for at løfte den digitale dækning gennem feature-artikler, der kombinerer medrivende og spændingsopbyggende fortællemæssige greb med grafiske elementer og motion-grafikker, der indeholder fakta og dokumentation, der underbygger og driver fortællingen frem. Derudover har vi via et nyt format - inspireret af Instagram stories - kunnet fortælle om bagmændene og deres rigdomme på en nytænkende og fascinerende måde.
Politiken:
Vi har skrevet utroligt mange artikler om udbyttesagen lige fra den afsløring i august 2015 – både om Skats mangelfulde kontrol og de mange forsøg på at undersøge ansvaret og om de formodede udenlandske svindlere. Sagen er på mange måder teknisk og svært tilgængelig – derfor satsede vi i formidlingen hårdt på at skabe personlige fortællinger om bagmændene og deres hjælpere, herunder den ekstravagante livsstil med ejendomme til trecifrede millionbeløb på Manhattan og det eksklusive The Hamptons, hvor den ene bagmand, Matthew Steins, hus ikke stod tilbage for den bolig i samme nabolag, som figuren Bobby Axelrod flasher i tv-serien ”Billions”. En livsstil, som de tilsyneladende fortsætter uanfægtet, selv om de påviseligt har begået milliardbedrageri mod de danske skatteydere.
Samtidig gjorde modangrebene fra Skattestyrelsen med påstande om urigtige og misvisende oplysninger det nødvendigt at dokumentere historierne meget grundigt. Vi kunne af hensyn til kildebeskyttelsen ikke lægge dokumenterne frem, men valgte i stedet at gengive de afgørende passager oversat og i vores egen skrift.