Den aarhusianske dødsrutsjebane
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Liv Almer og Ronja Pilgaard
Projektets beskrivelse
Titel:
Den aarhusianske dødsrutsjebane
Beskrivelse:
Hvordan kunne en rutsjebane forulykke i Danmark ikke bare én, men to gange?
Det spørgsmål var centralt, da vi sammen med resten af Danmark fik nyheden om, hvordan en bare 14-årig pige havde mistet livet i en ulykke på rutsjebanen Cobraen i Tivoli Friheden i Aarhus.
Det viste sig hurtigt, at historien havde to ben at gå på.
Det ene ben var en italiensk virksomhed, der viste sig at trække et spor af ulykker og skandaler efter sig. Og mindst en gang tidligere har det kostet et barn livet.
Det andet ben var en række myndigheder, der havde overladt kontrollen med forlystelser i tivolier og forlystelsesparker til to private virksomheder, som konkurrerede om, hvem af dem, der lettest, hurtigst og mest overfladisk kunne gennemføre sikkerhedstjek af landets forlystelser. Det viste sig, at det er de samme to virksomheder, der står for at undersøge, hvad der er gået galt, når en forlystelse forulykker. Samtidig fortæller kilder i politiet, at de bare sætter gummistempler, uden at der er nogen kontrol med de to kontrolvirksomheder.
Alt imens kontrollen halter er forlystelsesparkerne meget lidt interesserede i den opmærksomhed, de pludselig fik efter ulykken med cobraen i Aarhus. I stedet for at arbejde for ordentlig sikkerhed for deres gæster gjorde de, hvad de kunne for at arbejde imod os, mens også myndigheder og politiet nægtede at udtale sig.
Også i klatreparkerne haltede sikkerheden. På Bornholm var en svævebane blevet lukket grundet for mange henvendelser fra sygehuset, og på Kragerup Gods var sikkerheden så mangelfuld, at man i marts blev idømt bødestraf.
Men svævebanen var fortsat åben.
En aktindsigt viste dog, at forlystelsen, som politiet og kontrolvirksomheden uden anmærkninger havde godkendt få måneder forinden blev stemplet som livsfarlig for de ansatte, der skulle betjene den.
Vores arbejde har medført, at Justitsministeriet nu er nødt til at genoverveje vilkårene for offentlighed hos den danske akkrediteringsmyndighed. Mere om det længere nede i metoderapporten.
Det spørgsmål var centralt, da vi sammen med resten af Danmark fik nyheden om, hvordan en bare 14-årig pige havde mistet livet i en ulykke på rutsjebanen Cobraen i Tivoli Friheden i Aarhus.
Det viste sig hurtigt, at historien havde to ben at gå på.
Det ene ben var en italiensk virksomhed, der viste sig at trække et spor af ulykker og skandaler efter sig. Og mindst en gang tidligere har det kostet et barn livet.
Det andet ben var en række myndigheder, der havde overladt kontrollen med forlystelser i tivolier og forlystelsesparker til to private virksomheder, som konkurrerede om, hvem af dem, der lettest, hurtigst og mest overfladisk kunne gennemføre sikkerhedstjek af landets forlystelser. Det viste sig, at det er de samme to virksomheder, der står for at undersøge, hvad der er gået galt, når en forlystelse forulykker. Samtidig fortæller kilder i politiet, at de bare sætter gummistempler, uden at der er nogen kontrol med de to kontrolvirksomheder.
Alt imens kontrollen halter er forlystelsesparkerne meget lidt interesserede i den opmærksomhed, de pludselig fik efter ulykken med cobraen i Aarhus. I stedet for at arbejde for ordentlig sikkerhed for deres gæster gjorde de, hvad de kunne for at arbejde imod os, mens også myndigheder og politiet nægtede at udtale sig.
Også i klatreparkerne haltede sikkerheden. På Bornholm var en svævebane blevet lukket grundet for mange henvendelser fra sygehuset, og på Kragerup Gods var sikkerheden så mangelfuld, at man i marts blev idømt bødestraf.
Men svævebanen var fortsat åben.
En aktindsigt viste dog, at forlystelsen, som politiet og kontrolvirksomheden uden anmærkninger havde godkendt få måneder forinden blev stemplet som livsfarlig for de ansatte, der skulle betjene den.
Vores arbejde har medført, at Justitsministeriet nu er nødt til at genoverveje vilkårene for offentlighed hos den danske akkrediteringsmyndighed. Mere om det længere nede i metoderapporten.
Publicering:
15. juli til 2. august 2022
Idéen:
Idébeskrivelse:
I 2008, da rutsjebanen Cobra første gang forulykkede, arbejde Ronja Pilgaard på skadestuen i Aarhus som portør. Hun var med til at tage imod de fire unge, som kom til skade, da rutsjebanen Cobra forulykkede første gang.
Dengang afdækkede Stiften på forbilledlig vis, hvordan firmaet i Italien blandt andet forsøgte at sende aksler, magen til dem der knækkede, til at reparere rutsjebanen med, og da det ikke gik, forsøgte de at sende bolte, der ikke passede. Så vi havde på fornemmelsen, at der kunne ligge mere derude.
Samtidig åbnede det, at ulykken 14. juli i år var anden gang, samme rutsjebane forulykkede for række spørgsmål:
1. Hvem kunne holdes ansvarlig for at en 14-årig pige nu var død?
2. Hvem havde sat rutsjebanen op?
3. Hvem havde godkendt, at den måtte køre?
4. Og hvordan i alverden kunne en sikkerhedsgodkendt rutsjebane forulykke to gange i løbet af bare 14 år?
Derfra var det bare at gå i gang fra en ende af.
Dengang afdækkede Stiften på forbilledlig vis, hvordan firmaet i Italien blandt andet forsøgte at sende aksler, magen til dem der knækkede, til at reparere rutsjebanen med, og da det ikke gik, forsøgte de at sende bolte, der ikke passede. Så vi havde på fornemmelsen, at der kunne ligge mere derude.
Samtidig åbnede det, at ulykken 14. juli i år var anden gang, samme rutsjebane forulykkede for række spørgsmål:
1. Hvem kunne holdes ansvarlig for at en 14-årig pige nu var død?
2. Hvem havde sat rutsjebanen op?
3. Hvem havde godkendt, at den måtte køre?
4. Og hvordan i alverden kunne en sikkerhedsgodkendt rutsjebane forulykke to gange i løbet af bare 14 år?
Derfra var det bare at gå i gang fra en ende af.
Tidshorizont:
Vi har sideløbende arbejdet med vores almindelige stofområder (metropol og forsvarsområderne), og derfor har vi ikke kunnet hellige os stoffet 100 procent i de to uger, vi arbejdede på historierne, før sommerferien tvang os væk fra området.
Men rundt regnet har vi tilsammen brugt 90 arbejdstimer.
Men rundt regnet har vi tilsammen brugt 90 arbejdstimer.
Nyhed:
Den virksomhed, som har bygget rutsjebanen Cobraen, har mange ulykker bag sig
Virksomheden bag Cobraen har forsøgt at slette sine forbindelser til rutsjebanen
Virksomheden, som står bag Cobraen i Aarhus, pynter sig med 50 års erfaring, selvom de har en hale af konkurser bag sig og en kompliceret virksomhedsstruktur. På den måde undgår de at betale erstatning for de mange ulykker med deres forlystelser
Det er ikke muligt at holde den italienske producent af Cobraen ansvarlig for ulykken i Aarhus.
Siden rutsjebanen Cobraen faldt ned i 2008 og frem til i dag, er der sket mindst 25 ulykker på forlystelser i Danmark
Forlystelsesparker har fortiet de ulykker, der er sket i deres parker
Forlystelser, som forulykker undersøges af de samme virksomheder, som godkender dem.
Teknologisk Institut og politiet godkender forlystelser, som ikke kan godkendes af Arbejdstilsynet
Den tidligere havarirapport for Cobraen er blevet destrueret og myndighederne har derfor ingen mulighed for at sammenligne ulykken i 2022 med ulykken i 2008
Virksomhederne, som godkender rutsjebaner, konkurrerer om at være hurtigst og mest overfladisk i deres godkendelser.
Virksomhederne som godkender rutsjebaner rejser med forlystelsesparkerne på forretningsrejser og sælger konsulentydelser til de forlystelsesparker, de skal kontrollere
Rutsjebanen i Aarhus har en tvilling i Saudi Arabien
Virksomheden bag Cobraen har forsøgt at slette sine forbindelser til rutsjebanen
Virksomheden, som står bag Cobraen i Aarhus, pynter sig med 50 års erfaring, selvom de har en hale af konkurser bag sig og en kompliceret virksomhedsstruktur. På den måde undgår de at betale erstatning for de mange ulykker med deres forlystelser
Det er ikke muligt at holde den italienske producent af Cobraen ansvarlig for ulykken i Aarhus.
Siden rutsjebanen Cobraen faldt ned i 2008 og frem til i dag, er der sket mindst 25 ulykker på forlystelser i Danmark
Forlystelsesparker har fortiet de ulykker, der er sket i deres parker
Forlystelser, som forulykker undersøges af de samme virksomheder, som godkender dem.
Teknologisk Institut og politiet godkender forlystelser, som ikke kan godkendes af Arbejdstilsynet
Den tidligere havarirapport for Cobraen er blevet destrueret og myndighederne har derfor ingen mulighed for at sammenligne ulykken i 2022 med ulykken i 2008
Virksomhederne, som godkender rutsjebaner, konkurrerer om at være hurtigst og mest overfladisk i deres godkendelser.
Virksomhederne som godkender rutsjebaner rejser med forlystelsesparkerne på forretningsrejser og sælger konsulentydelser til de forlystelsesparker, de skal kontrollere
Rutsjebanen i Aarhus har en tvilling i Saudi Arabien
Konsekvens:
Vores afdækning af den mangelfulde sikkerhed i danske forlystelsesparker har informeret danskerne om den manglende sikkerhed på forlystelser.
Da politiet fortsat undersøger sagen i Aarhus har vores dækning ikke haft nogen konkret konsekvens endnu.
Da politiet fortsat undersøger sagen i Aarhus har vores dækning ikke haft nogen konkret konsekvens endnu.
Metode:
Egentlig startede det med en øvelse i OSINT.
14. juli kom Ronja Pilgaard hjem fra arbejde og satte sig for at finde ud af, hvor langt hun egentlig kunne komme med en enkelt aftens research i åbne kilder. Hun fortæller:
“Først googlede jeg “accident Sartori”. På den måde fandt jeg ud af, at ulykken i Tivoli friheden var den mest kendte, men ikke den eneste ulykke, der havde spor til det italienske firma.
Jeg fandt nemlig hurtigt den australske ulykke fra 2020 på et rutsjebaneforum.
Det bragte mig på sporet af flere rutsjebanefora. Og nogle af dem indeholder simpelthen oversigter over, hvilke forlystelser rundt om i verden, hver enkelt producent har lavet. De oversigter sammenholdt jeg med data fra den amerikanske statslige organisation Saferparks, der på baggrund af hospitalsdata har kortlagt alle ulykker i USA i årene 1993-2017. Af disse data fremgår det også, hvem der har lavet hvilke typer af forlystelser.
Hos rutsjebaneforaerne kunne jeg læse, at Sartori også havde bygget en rutsjebane i Azerbaijan i byen Gandja med navnet “Amerikanske bakker”. Typen viste sig at være en såkaldt Big Apple rutsjebane, der nok er en af verdens mest udbredte type af rutsjebaner. Og den var heller ikke den eneste med navnet Amerikanske Bakker i Azerbaijan. Så da ved at søge på de azerbaijanske ord for amerikanske bakker og ulykke og jeg fandt en ulykke med netop sådan en rutsjebane med det navn, troede jeg først, at jeg havde mit næste eksempel.
Men håndbremsen er heldigvis opfundet på undersøgende journalistik. Og ved at sammenligne billeder af Sartoris rutsjebane i Azerbaijan og af den forulykkede kunne jeg se, at der var tale om forskellige rutsjebaner og forskellige byer.
Nå. Videre.
På et forum fandt jeg også omtale af to ulykker i Sydafrika i 2008. Der ligger stadig videoer af ulykken på nettet og her kan man se, der er tale om en såkaldt Crazy Dance/Body Rock forlystelse, der simpelthen kollapser. Og netop det design, som bærer navnet Crazy Wave, er magen til det, der fremgår af Sartoris hjemmeside og uligt alle andre Crazy Wave forlystelser.
Jeg sammenholdt med lokal medieomtale og kunne se, man havde forsøgt at holde Sartori ansvarlig. Dog uden held.
På et rutsjebanefora fandt jeg også omtale af en forlystelse af typen twister, som en 4-årig pige var blevet slynget ud af, hvorefter hun havde mistet livet. Twisteren var atter engang helt magen til den, man kan se på Sartoris hjemmeside. Og rutsjebanefora tilskrev forlystelsen til dem.
Dertil kom også omtale fra en dansk avis om en ulykke i 2007 i den amerikanske forlystelsespark Six Flags i Washington. For selv at kunne omtale denne, ledte jeg videre efter amerikanske mediers omtaler samt myndigheders omtaler af den ulykke.
Researchen viste også, at selve rutsjebanemodellen egentlig hedder Energizer. På det tidspunkt var den stadig synlig på Sartoris hjemmeside. Så ved at google lidt rundt efter den, stødte jeg på en tvilling til den danske rutsjebane i Saudi Arabien. Men da der ingen ulykker havde været med den, og da den var helt ny, glemte jeg alt om den for en periode.
Ved at gennemgå Saferparks database fra årene 1992-2017 fandt jeg yderligere 12 uheld og ulykker, der knyttede sig til Sartoris forlystelser, men da jeg gik ned i hver enkelt var det kun fem, det gav mening at tælle med. Det skyldes, at databasen også indeholder ulykker, hvor folk har været klodsede og er faldet. For mig var det afgørende og springende punkt, om det var maskinen, der var i stykker, eller om det var almindelige skader så som netop en forstuvet fod efter et fald på vej hen til forlystelsen.
Til sidst gik jeg ind og så nærmere på Sartoris konkurs. I det italienske virksomhedsregister kunne jeg læse, at ejerne af Sartori havde en lang række virksomheder ud over Sartori Rides. Jeg kunne også se, at de i forbindelse med en konkurs var flyttet 150 meter ned ad gaden til en bygning, der lå i forbindelse med deres tidligere hovedkontor.
Ved at gå på Google Street View kunne jeg se, at de dog stadig i 2019 brugte deres tidligere hovedkontor som lager. Bygningen var dog ifølge det italienske svar på BBR blevet solgt i 2019 til en fætter til den del af familien Sartori, som ejer Sartori Rides.
Havde jeg haft mere tid, havde jeg fundet mere rundt om i verden. Men det her var nok til at kunne skrive den første artikel.
Dagen efter, da jeg skulle vise min chef, at Sartori reklamerede for den danske rutsjebane på deres hjemmeside, på trods af at de jo var gået konkurs efter at have opført den, var Cobra-rutsjebanen væk. Men med WaybackMachine kunne vi bevise, at den lige havde været der, og at Sartori altså var begyndt at slette sine spor.”
Derefter var både Berlingske-chefernes og læsernes interesse for projektet vakt, Liv Almer blev koblet på projektet og vi fik lov at grave videre sammen.
Først besluttede vi os for at finde ud af, hvor slemt det egentlig stod til med ulykker på de danske forlystelsesparker. Vi startede med at spørge hos brancheforeningen, der administreres under Horesta, fordi de tidligere har oplyst, at de registrerer alle uheld. Men de ønskede ikke at dele oplysningerne med os.
Vi spurgte også hos politiet og søgte også aktindsigt hos de politikredse, der husede enten en forlystelsespark eller et omrejsende tivoli, i havarirapporter fra de sidste 15 år. Men fik afslag, da vi “søgte i personfølsomme oplysninger”. Vi bad ligeledes om at få en liste over politisager med forulykkede forlystelser, men også her fik vi afslag med henvisning til tidsforbrug.
Vi spurgte så hos de enkelte forlystelsesparker, men ved at sammenholde med medieomtale af ulykker kunne vi se, at vi ikke fik sandfærdige svar.
Vi søgte også aktindsigt i eventuelle havarirapporter og omtaler af ulykker i interaktioner med Justitsministeriet. Den aktindsigt blev færdigbehandlet i midten af august først, og viste, at meget var destrueret med henvisning til arkivloven. Dertil kom en række borgerhenvendelser, der desværre ikke gav anledning til flere historier.
Det kunne vi jo ikke vente på, der midt i juli. Derfor besluttede vi at gennemtrawle Infomedia for de ulykker, der var blevet omtalt her.
På baggrund af det kunne vi konkludere, at der siden 2008 har været 25 ulykker med forlystelser, som har givet anledning til medieomtale.
For at dykke ned i de enkelte ulykker, og for at gendrive forlystelsesejernes påstande om, at de ingen ulykker har haft, har vi også rakt ud til tidligere ofre for rutsjebaneulykker.
Nogle henvendte sig selv, og andre har vi måttet række ud til i håb om, at de ville dele deres historier med os.
For at finde ud af, hvordan sikkerheden kontrolleres i forlystelser, konsulterede vi en bekendtgørelse, der blev udformet efter en lang rækker ulykker med forlystelser i 2008. Her kunne vi læse, at det er virksomheden Den Danske Akkrediteringsfond, der har retten til at bestemme, hvilke virksomheder som kan godkende en forlystelse.
To virksomheder havde fået tilladelse, nemlig Force Technology og Teknologisk Institut. Da selve akkrediteringsstandarden er hemmelig, kunne vi ikke få den oplyst, men mediesøgning viste, at det var de samme to virksomheder, der blev brugt til at udarbejde havarirapporter.
Vi kontaktede derfor politiet i de kredse, hvor der havde været ulykker på forlystelsesparker, for at høre, hvem der havde forestået havarirapporterne. De oplyste, at de kun brugte Force Technology eller Teknologisk Institut til havarirapporter, og at det var politiet, der bestemte, hvem der skulle forestå havariundersøgelserne.
I samme ombæring spurgte vi ind til, hvordan godkendelser af forlystelser fungerede. Her medgav samtlige politikilder, at de ikke tjekker arbejdet, som Force Technology og Teknologisk Institut udfører. De godkender alene, at en af de to virksomheder har godkendt en forlystelse, på trods af, at de ifølge loven har mulighed for at tjekke forlystelserne selv.
Så kom vi i tanker om, at Cobra-rutsjebanen jo også hedder Energizer og at den havde en tvilling i Saudi Arabien. Men vi skulle bevise, at de var ens. Derfor gik vi på Youtube og fandt optagelser af både den nye og den gamle Energizer-rutsjebane. Men et stopur tog vi tid på hvert enkelt sving på rutsjebanen og kunne konkludere, at der var tale om den samme rutsjebane.
Det blev dog delvist gendrevet, da vi opstøvede et nørdemagasin online om netop den nye rutsjebane i Jeddah, hvori vi kunne læse, at der var små ændringer på den nye rutsjebane. Men vi kunne samtidig læse, at Sartori også i magasinet vedkendte sig faderskabet til Cobraen - det interview var selvfølgelig også gennemført før ulykken 14. juli.
Vores research af Force Technology og Teknologisk Institut åbenbarede dog også, at der ikke kun er problemer med elektriske forlystelser som den i Tivoli Friheden, der åbnede ballet for vores undersøgelser.
Det viste sig nemlig gennem et anonymt tip fra en læser, at en svævebane ved Opalsøen på Bornholm var blevet lukket efter at sygehuset havde advaret politiet om de mange skader, den påførte de besøgende.
Kendte ulykker på Kragerup Gods gjorde, at vi søgte aktindsigt hos Arbejdstilsynet i deres seneste tilsynsrapporter fra godset og nærmere specifikt for deres klatrepark.
14. juli kom Ronja Pilgaard hjem fra arbejde og satte sig for at finde ud af, hvor langt hun egentlig kunne komme med en enkelt aftens research i åbne kilder. Hun fortæller:
“Først googlede jeg “accident Sartori”. På den måde fandt jeg ud af, at ulykken i Tivoli friheden var den mest kendte, men ikke den eneste ulykke, der havde spor til det italienske firma.
Jeg fandt nemlig hurtigt den australske ulykke fra 2020 på et rutsjebaneforum.
Det bragte mig på sporet af flere rutsjebanefora. Og nogle af dem indeholder simpelthen oversigter over, hvilke forlystelser rundt om i verden, hver enkelt producent har lavet. De oversigter sammenholdt jeg med data fra den amerikanske statslige organisation Saferparks, der på baggrund af hospitalsdata har kortlagt alle ulykker i USA i årene 1993-2017. Af disse data fremgår det også, hvem der har lavet hvilke typer af forlystelser.
Hos rutsjebaneforaerne kunne jeg læse, at Sartori også havde bygget en rutsjebane i Azerbaijan i byen Gandja med navnet “Amerikanske bakker”. Typen viste sig at være en såkaldt Big Apple rutsjebane, der nok er en af verdens mest udbredte type af rutsjebaner. Og den var heller ikke den eneste med navnet Amerikanske Bakker i Azerbaijan. Så da ved at søge på de azerbaijanske ord for amerikanske bakker og ulykke og jeg fandt en ulykke med netop sådan en rutsjebane med det navn, troede jeg først, at jeg havde mit næste eksempel.
Men håndbremsen er heldigvis opfundet på undersøgende journalistik. Og ved at sammenligne billeder af Sartoris rutsjebane i Azerbaijan og af den forulykkede kunne jeg se, at der var tale om forskellige rutsjebaner og forskellige byer.
Nå. Videre.
På et forum fandt jeg også omtale af to ulykker i Sydafrika i 2008. Der ligger stadig videoer af ulykken på nettet og her kan man se, der er tale om en såkaldt Crazy Dance/Body Rock forlystelse, der simpelthen kollapser. Og netop det design, som bærer navnet Crazy Wave, er magen til det, der fremgår af Sartoris hjemmeside og uligt alle andre Crazy Wave forlystelser.
Jeg sammenholdt med lokal medieomtale og kunne se, man havde forsøgt at holde Sartori ansvarlig. Dog uden held.
På et rutsjebanefora fandt jeg også omtale af en forlystelse af typen twister, som en 4-årig pige var blevet slynget ud af, hvorefter hun havde mistet livet. Twisteren var atter engang helt magen til den, man kan se på Sartoris hjemmeside. Og rutsjebanefora tilskrev forlystelsen til dem.
Dertil kom også omtale fra en dansk avis om en ulykke i 2007 i den amerikanske forlystelsespark Six Flags i Washington. For selv at kunne omtale denne, ledte jeg videre efter amerikanske mediers omtaler samt myndigheders omtaler af den ulykke.
Researchen viste også, at selve rutsjebanemodellen egentlig hedder Energizer. På det tidspunkt var den stadig synlig på Sartoris hjemmeside. Så ved at google lidt rundt efter den, stødte jeg på en tvilling til den danske rutsjebane i Saudi Arabien. Men da der ingen ulykker havde været med den, og da den var helt ny, glemte jeg alt om den for en periode.
Ved at gennemgå Saferparks database fra årene 1992-2017 fandt jeg yderligere 12 uheld og ulykker, der knyttede sig til Sartoris forlystelser, men da jeg gik ned i hver enkelt var det kun fem, det gav mening at tælle med. Det skyldes, at databasen også indeholder ulykker, hvor folk har været klodsede og er faldet. For mig var det afgørende og springende punkt, om det var maskinen, der var i stykker, eller om det var almindelige skader så som netop en forstuvet fod efter et fald på vej hen til forlystelsen.
Til sidst gik jeg ind og så nærmere på Sartoris konkurs. I det italienske virksomhedsregister kunne jeg læse, at ejerne af Sartori havde en lang række virksomheder ud over Sartori Rides. Jeg kunne også se, at de i forbindelse med en konkurs var flyttet 150 meter ned ad gaden til en bygning, der lå i forbindelse med deres tidligere hovedkontor.
Ved at gå på Google Street View kunne jeg se, at de dog stadig i 2019 brugte deres tidligere hovedkontor som lager. Bygningen var dog ifølge det italienske svar på BBR blevet solgt i 2019 til en fætter til den del af familien Sartori, som ejer Sartori Rides.
Havde jeg haft mere tid, havde jeg fundet mere rundt om i verden. Men det her var nok til at kunne skrive den første artikel.
Dagen efter, da jeg skulle vise min chef, at Sartori reklamerede for den danske rutsjebane på deres hjemmeside, på trods af at de jo var gået konkurs efter at have opført den, var Cobra-rutsjebanen væk. Men med WaybackMachine kunne vi bevise, at den lige havde været der, og at Sartori altså var begyndt at slette sine spor.”
Derefter var både Berlingske-chefernes og læsernes interesse for projektet vakt, Liv Almer blev koblet på projektet og vi fik lov at grave videre sammen.
Først besluttede vi os for at finde ud af, hvor slemt det egentlig stod til med ulykker på de danske forlystelsesparker. Vi startede med at spørge hos brancheforeningen, der administreres under Horesta, fordi de tidligere har oplyst, at de registrerer alle uheld. Men de ønskede ikke at dele oplysningerne med os.
Vi spurgte også hos politiet og søgte også aktindsigt hos de politikredse, der husede enten en forlystelsespark eller et omrejsende tivoli, i havarirapporter fra de sidste 15 år. Men fik afslag, da vi “søgte i personfølsomme oplysninger”. Vi bad ligeledes om at få en liste over politisager med forulykkede forlystelser, men også her fik vi afslag med henvisning til tidsforbrug.
Vi spurgte så hos de enkelte forlystelsesparker, men ved at sammenholde med medieomtale af ulykker kunne vi se, at vi ikke fik sandfærdige svar.
Vi søgte også aktindsigt i eventuelle havarirapporter og omtaler af ulykker i interaktioner med Justitsministeriet. Den aktindsigt blev færdigbehandlet i midten af august først, og viste, at meget var destrueret med henvisning til arkivloven. Dertil kom en række borgerhenvendelser, der desværre ikke gav anledning til flere historier.
Det kunne vi jo ikke vente på, der midt i juli. Derfor besluttede vi at gennemtrawle Infomedia for de ulykker, der var blevet omtalt her.
På baggrund af det kunne vi konkludere, at der siden 2008 har været 25 ulykker med forlystelser, som har givet anledning til medieomtale.
For at dykke ned i de enkelte ulykker, og for at gendrive forlystelsesejernes påstande om, at de ingen ulykker har haft, har vi også rakt ud til tidligere ofre for rutsjebaneulykker.
Nogle henvendte sig selv, og andre har vi måttet række ud til i håb om, at de ville dele deres historier med os.
For at finde ud af, hvordan sikkerheden kontrolleres i forlystelser, konsulterede vi en bekendtgørelse, der blev udformet efter en lang rækker ulykker med forlystelser i 2008. Her kunne vi læse, at det er virksomheden Den Danske Akkrediteringsfond, der har retten til at bestemme, hvilke virksomheder som kan godkende en forlystelse.
To virksomheder havde fået tilladelse, nemlig Force Technology og Teknologisk Institut. Da selve akkrediteringsstandarden er hemmelig, kunne vi ikke få den oplyst, men mediesøgning viste, at det var de samme to virksomheder, der blev brugt til at udarbejde havarirapporter.
Vi kontaktede derfor politiet i de kredse, hvor der havde været ulykker på forlystelsesparker, for at høre, hvem der havde forestået havarirapporterne. De oplyste, at de kun brugte Force Technology eller Teknologisk Institut til havarirapporter, og at det var politiet, der bestemte, hvem der skulle forestå havariundersøgelserne.
I samme ombæring spurgte vi ind til, hvordan godkendelser af forlystelser fungerede. Her medgav samtlige politikilder, at de ikke tjekker arbejdet, som Force Technology og Teknologisk Institut udfører. De godkender alene, at en af de to virksomheder har godkendt en forlystelse, på trods af, at de ifølge loven har mulighed for at tjekke forlystelserne selv.
Så kom vi i tanker om, at Cobra-rutsjebanen jo også hedder Energizer og at den havde en tvilling i Saudi Arabien. Men vi skulle bevise, at de var ens. Derfor gik vi på Youtube og fandt optagelser af både den nye og den gamle Energizer-rutsjebane. Men et stopur tog vi tid på hvert enkelt sving på rutsjebanen og kunne konkludere, at der var tale om den samme rutsjebane.
Det blev dog delvist gendrevet, da vi opstøvede et nørdemagasin online om netop den nye rutsjebane i Jeddah, hvori vi kunne læse, at der var små ændringer på den nye rutsjebane. Men vi kunne samtidig læse, at Sartori også i magasinet vedkendte sig faderskabet til Cobraen - det interview var selvfølgelig også gennemført før ulykken 14. juli.
Vores research af Force Technology og Teknologisk Institut åbenbarede dog også, at der ikke kun er problemer med elektriske forlystelser som den i Tivoli Friheden, der åbnede ballet for vores undersøgelser.
Det viste sig nemlig gennem et anonymt tip fra en læser, at en svævebane ved Opalsøen på Bornholm var blevet lukket efter at sygehuset havde advaret politiet om de mange skader, den påførte de besøgende.
Kendte ulykker på Kragerup Gods gjorde, at vi søgte aktindsigt hos Arbejdstilsynet i deres seneste tilsynsrapporter fra godset og nærmere specifikt for deres klatrepark.
Modstand:
Ingen myndigheder eller store virksomheder havde interesse i, at vores historier kom frem i lyset.
Særligt Østjyllands Politi mørklagde alt om ulykken i Aarhus med det samme med henvisning til, at der foregik en politiundersøgelse. Faktisk var det netop det, der i første omgang fik os til at overveje, hvordan vi så kunne holde fokus på ulykken, når politiet ikke ønskede at bidrage til vores dækning.
Teknologisk Institut og Force Technology svarede heller ikke på vores henvendelser, før til sidst. Det på trods af både emails, opkald, opkald på forskellige numre, sms’er osv. Og da Teknologisk Institut endelig besvarede vores email, svarede de ikke på de spørgsmål, vi havde stillet dem.
Det var ikke muligt for os at komme igennem til Sartori Rides eller til de personer, vi via LinkedIn, virksomhedsregistre og mediedækning kunne se, arbejdede eller ejede andele i Sartori. Det på trods af, at vi fandt både telefonnumre og emailadresser på samtlige ejere via OSINT-værktøjet Epieos.
Hos Den Danske Akkrediteringsfond (Danak), der har ansvaret for at holde øje med Force Technology og Teknologisk Institut afviste de at give os aktindsigt i deres lovpligtige besøgsrapporter hos Teknologisk Institut, Force Technology samt virksomheden Nordisk Legepladsinstitut, der i princippet også kunne godkende forlystelser. De ville heller ikke give os aktindsigt i afvigelser noteret hos de enkelte virksomheder, fordi de mente, at de ikke var lovmæssigt forpligtede til det.
Det klagede vi selvfølgelig over. Først til Danak, der afviste, at der var noget at komme efter. Så til Sikkerhedsstyrelsen, som er ansvarlig myndighed for akkrediteringer, som krævede, at Danak genbehandlede sagen, fordi de ikke mente, at der var det lovgrundlag, som Danak mente, der var.
Sikkerhedsstyrelsen har her 30. august oplyst os om, at nye oplysninger fra Danak har givet anledning til en nærmere undersøgelse, herunder en nærmere gennemgang af bemærkningerne til produktloven og offentlighedsloven. Denne gennemgang har vist, at der er uklarhed omkring, hvad retsstillingen på området er. På den baggrund har de inddraget Justitsministeriet med henblik på en nærmere afklaring. Derefter vil vi få svar på vores aktindsigt.
Forlystelsesparkerne har i flere tilfælde givet os urigtige oplysninger. I et forsøg på at danne os et overblik over antallet af ulykker i Danmark de seneste ti år, gik vi i gang med at ringe til samtlige forlystelsesparker i kongeriget. Havde de haft nogen ulykker, som var forskyldt af mekaniske problemer de seneste ti år?
Svaret var et klart nej.
Men vi tjekkede naturligvis efter i mediedækningen, om de talte sandt. Det viste sig, at det gjorde de ikke.
Da vi konfronterede parkernes direktører med, at de talte usandt, lød svaret, at de ikke kunne huske dette, da vi ringede dem op dagen forinden.
Særligt Østjyllands Politi mørklagde alt om ulykken i Aarhus med det samme med henvisning til, at der foregik en politiundersøgelse. Faktisk var det netop det, der i første omgang fik os til at overveje, hvordan vi så kunne holde fokus på ulykken, når politiet ikke ønskede at bidrage til vores dækning.
Teknologisk Institut og Force Technology svarede heller ikke på vores henvendelser, før til sidst. Det på trods af både emails, opkald, opkald på forskellige numre, sms’er osv. Og da Teknologisk Institut endelig besvarede vores email, svarede de ikke på de spørgsmål, vi havde stillet dem.
Det var ikke muligt for os at komme igennem til Sartori Rides eller til de personer, vi via LinkedIn, virksomhedsregistre og mediedækning kunne se, arbejdede eller ejede andele i Sartori. Det på trods af, at vi fandt både telefonnumre og emailadresser på samtlige ejere via OSINT-værktøjet Epieos.
Hos Den Danske Akkrediteringsfond (Danak), der har ansvaret for at holde øje med Force Technology og Teknologisk Institut afviste de at give os aktindsigt i deres lovpligtige besøgsrapporter hos Teknologisk Institut, Force Technology samt virksomheden Nordisk Legepladsinstitut, der i princippet også kunne godkende forlystelser. De ville heller ikke give os aktindsigt i afvigelser noteret hos de enkelte virksomheder, fordi de mente, at de ikke var lovmæssigt forpligtede til det.
Det klagede vi selvfølgelig over. Først til Danak, der afviste, at der var noget at komme efter. Så til Sikkerhedsstyrelsen, som er ansvarlig myndighed for akkrediteringer, som krævede, at Danak genbehandlede sagen, fordi de ikke mente, at der var det lovgrundlag, som Danak mente, der var.
Sikkerhedsstyrelsen har her 30. august oplyst os om, at nye oplysninger fra Danak har givet anledning til en nærmere undersøgelse, herunder en nærmere gennemgang af bemærkningerne til produktloven og offentlighedsloven. Denne gennemgang har vist, at der er uklarhed omkring, hvad retsstillingen på området er. På den baggrund har de inddraget Justitsministeriet med henblik på en nærmere afklaring. Derefter vil vi få svar på vores aktindsigt.
Forlystelsesparkerne har i flere tilfælde givet os urigtige oplysninger. I et forsøg på at danne os et overblik over antallet af ulykker i Danmark de seneste ti år, gik vi i gang med at ringe til samtlige forlystelsesparker i kongeriget. Havde de haft nogen ulykker, som var forskyldt af mekaniske problemer de seneste ti år?
Svaret var et klart nej.
Men vi tjekkede naturligvis efter i mediedækningen, om de talte sandt. Det viste sig, at det gjorde de ikke.
Da vi konfronterede parkernes direktører med, at de talte usandt, lød svaret, at de ikke kunne huske dette, da vi ringede dem op dagen forinden.
Etik:
Da historien startede med, at en 14-årig pige afgik ved døden, har vi været meget bevidste om, ikke at blive for grafisk i de detaljer, vi giver i vores dækning. Som journalister er det vores opgave at informere borgerne og at fortælle sandheden, men ikke at fortælle gys og gru om virkeligheden alene med underholdningsværdi.
Af hensyn til de pårørende valgte vi derfor kun at omtale ulykken i Aarhus overfladisk, mens politiets efterforskning pågik.
De oplysninger, vi bringer om andre ulykker har vi enten talt om med den tilskadekomne part, eller også har vi gengivet, hvad der i forvejen var afdækket i medierne.
Da vores viden om den første cobra-ulykke i høj grad baserer sig på Ronja Pilgaards oplevelser fra skadestuen i Aarhus tilbage i 2008, har vi været opmærksomme på ikke at bryde den tavshedspligt, der følger med sådan et job.
En enkelt af vores historier bygger på et anonymt tip. Vi har for at efterprøve det både forsøgt at bevise indholdet i tippet, men også at modbevise det.
Af hensyn til de pårørende valgte vi derfor kun at omtale ulykken i Aarhus overfladisk, mens politiets efterforskning pågik.
De oplysninger, vi bringer om andre ulykker har vi enten talt om med den tilskadekomne part, eller også har vi gengivet, hvad der i forvejen var afdækket i medierne.
Da vores viden om den første cobra-ulykke i høj grad baserer sig på Ronja Pilgaards oplevelser fra skadestuen i Aarhus tilbage i 2008, har vi været opmærksomme på ikke at bryde den tavshedspligt, der følger med sådan et job.
En enkelt af vores historier bygger på et anonymt tip. Vi har for at efterprøve det både forsøgt at bevise indholdet i tippet, men også at modbevise det.
Formidling:
Det har været en af den type historier, der krævede at vi udkom konstant for at sikre opmærksomhed. Læsernes hukommelse er kort, og inden ulykken med Cobra-rutsjebanen var glemt, skulle vi nå at få så mange historier ud over stepperne som muligt.
I alt nåede vi at skrive otte historier på de to uger. To er udeladt fra denne indstilling, da de ikke har undersøgende elementer.
Dertil fik vi Berlingskes grafiske afdeling til at lave en faktaboks, som kunne visualisere, hvor mange ulykker, der faktisk var tale om, trods lovstramninger.
I alt nåede vi at skrive otte historier på de to uger. To er udeladt fra denne indstilling, da de ikke har undersøgende elementer.
Dertil fik vi Berlingskes grafiske afdeling til at lave en faktaboks, som kunne visualisere, hvor mange ulykker, der faktisk var tale om, trods lovstramninger.