Skåret i stykker
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Andreas Wentoft, Mathias Tuxen og Cordelia Weber
Projektets beskrivelse
Titel:
Skåret i stykker
Beskrivelse:
På grund af et tæt samarbejde i EU - og især Norden - er det let for danske patienter at blive behandlet i udlandet. Særligt kosmetiske operationer er populære, fordi der kan være et økonomisk incitament til at søge væk fra Danmark.
Kosmetisk behandling i udlandet kan dog efterlade patienterne med store problemer, hvis det går galt, fordi de ikke har samme rettigheder ved fejlbehandling som i Danmark. Samtidig kan danske problemlæger fortsætte i årevis uden at blive stoppet, fordi de starter ‘forfra’ i et nyt land.
I B.T.s podcast og artikelserie ‘Skåret i stykker’ afdækkes en ny problemstilling, der opstår, når en dansk kirurg rekrutterer danske patienter, men spreder deres behandling mellem Danmark og Sverige.
På den måde opdeles patientklager mellem flere forskellige klage- og erstatningssystemer i to lande.
Informationerne udveksles ikke, og sundhedsmyndighederne har dermed ikke det fulde billede, når de skal beslutte, om lægen udgør en risiko for patienterne.
Som lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet Kent Kristensen udtaler i ‘Skåret i stykker’:
»Det er et problem, fordi landene kun har kendskab til deres egne sager, og de får ikke kendskab til, at det samme gør sig gældende i rigtig mange andre sager,« siger han.
»Ansvarsbedømmelsen er en anden, hvis man går fra at have kendskab til en enkelt sag til fem eller syv andre sager, for så har vi jo en person, der ikke viser evne til at lære af sine fejl.«
‘Skåret i stykker’ beskriver også den magt en læge kan have i kraft af sin status og autoritet, og hvor svært det som patient kan være at gå imod det.
Endelig afdækker ‘Skåret i stykker’, hvordan en læge gennem advokater, retssager og pression lukker munden på sine patienter og får dem til at trække deres klager tilbage.
Waseem Ghulam har efter B.T. gik ind i sagen modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som har afregistreret ham som kosmetisk behandler i Danmark, men han kan fortsat operere danske patienter i udlandet.
Kosmetisk behandling i udlandet kan dog efterlade patienterne med store problemer, hvis det går galt, fordi de ikke har samme rettigheder ved fejlbehandling som i Danmark. Samtidig kan danske problemlæger fortsætte i årevis uden at blive stoppet, fordi de starter ‘forfra’ i et nyt land.
I B.T.s podcast og artikelserie ‘Skåret i stykker’ afdækkes en ny problemstilling, der opstår, når en dansk kirurg rekrutterer danske patienter, men spreder deres behandling mellem Danmark og Sverige.
På den måde opdeles patientklager mellem flere forskellige klage- og erstatningssystemer i to lande.
Informationerne udveksles ikke, og sundhedsmyndighederne har dermed ikke det fulde billede, når de skal beslutte, om lægen udgør en risiko for patienterne.
Som lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet Kent Kristensen udtaler i ‘Skåret i stykker’:
»Det er et problem, fordi landene kun har kendskab til deres egne sager, og de får ikke kendskab til, at det samme gør sig gældende i rigtig mange andre sager,« siger han.
»Ansvarsbedømmelsen er en anden, hvis man går fra at have kendskab til en enkelt sag til fem eller syv andre sager, for så har vi jo en person, der ikke viser evne til at lære af sine fejl.«
‘Skåret i stykker’ beskriver også den magt en læge kan have i kraft af sin status og autoritet, og hvor svært det som patient kan være at gå imod det.
Endelig afdækker ‘Skåret i stykker’, hvordan en læge gennem advokater, retssager og pression lukker munden på sine patienter og får dem til at trække deres klager tilbage.
Waseem Ghulam har efter B.T. gik ind i sagen modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som har afregistreret ham som kosmetisk behandler i Danmark, men han kan fortsat operere danske patienter i udlandet.
Publicering:
Historien består af en artikelserie og en podcast i fem afsnit. Første artikel samt første afsnit af podcasten blev publiceret 13. Marts 2023. B.T. arbejder fortsat med projektet, og publicerede senest en artikel 21. Juni 2023.
Idéen:
Idébeskrivelse:
B.T.s journalist Cordelia Weber blev 25. Oktober 2022 kontaktet af en kvinde ved navn Mette Pieler, som Cordelia tidligere havde interviewet til en anden artikel.
Mette Pieler var i juni 2022 blevet opereret af Waseem Ghulam i Landskrona og havde haft flere komplikationer efterfølgende. Hun havde delt sin historie på Facebook i et forum for skønhedsoperationer og blev efterfølgende kontaktet af en række kvinder med næsten identiske historier.
Flere af de kvinder B.T. efterfølgende talte med beskrev, at de havde haft svært ved at klage over deres behandling, fordi de danske sundhedsmyndigheder kun kan tage stilling til den del af behandlingen, der foregår på dansk jord, mens de svenske myndigheder kun ville se på den del af behandlingen, der foregår i Sverige.
Flere af kvinderne beskrev også forløb, hvor de oplevede, at de følte, de var oppe mod en overmagt. Både i form af klagesystemet, men også Waseem Ghulam selv.
Mette Pieler var i juni 2022 blevet opereret af Waseem Ghulam i Landskrona og havde haft flere komplikationer efterfølgende. Hun havde delt sin historie på Facebook i et forum for skønhedsoperationer og blev efterfølgende kontaktet af en række kvinder med næsten identiske historier.
Flere af de kvinder B.T. efterfølgende talte med beskrev, at de havde haft svært ved at klage over deres behandling, fordi de danske sundhedsmyndigheder kun kan tage stilling til den del af behandlingen, der foregår på dansk jord, mens de svenske myndigheder kun ville se på den del af behandlingen, der foregår i Sverige.
Flere af kvinderne beskrev også forløb, hvor de oplevede, at de følte, de var oppe mod en overmagt. Både i form af klagesystemet, men også Waseem Ghulam selv.
Tidshorizont:
De tre journalister Cordelia Weber, Andreas Wentoft og Mathias Tuxen begyndte arbejdet med projektet 25. Oktober 2022 og arbejdede med historien fuld tid frem til udgivelse af sidste afsnit af podcasten 6. april 2023. Dog afbrudt af folketingsvalget. Efterfølgende har de tre journalister arbejdet med historien sideløbende med andre historier.
Nyhed:
B.T. har afdækket, hvordan danske sundhedsmyndigheder ikke får det fulde overblik over klagesager vedrørende læger, der er til fare for patientsikkerheden, som både arbejder i Danmark og Sverige. Det skyldes, at de nordiske lande ikke har en aftale om at udveksle klagesager og afgørelser med kritik.
Således kendte de danske sundhedsmyndigheder ikke til en sag, hvor en svensk kvinde havde været i livsfare efter en operation, og det tilsyn klinikken, hvor Waseem Ghulam opererede, efterfølgende blev sat under.
På samme måde kendte de svenske sundhedsmyndigheder ikke til de otte klager over Waseem Ghulam i Danmark, som Styrelsen for Patientklager kategoriserer som ‘usædvanligt mange’.
Det samme gælder de to afgørelser med kritik fra Sundhedsvæsenets Diciplinærnævn af Waseem Ghulam i Danmark.
Konkret har mere end 40 kvinder, der har haft store komplikationer og psykiske mén efter at være blevet behandlet af Waseem Ghulam, fundet ud af, at de ikke er alene, og er dermed blevet fri for noget af den skyld og skam, de har følt, fordi de har bebrejdet dem selv.
Kvinder, der kunne være blevet patienter i fremtiden - både danske og svenske - er også blevet opmærksomme på de problemer Waseem Ghulam har haft i Danmark, og at han ikke længere må udføre kosmetisk kirurgi.
Således kendte de danske sundhedsmyndigheder ikke til en sag, hvor en svensk kvinde havde været i livsfare efter en operation, og det tilsyn klinikken, hvor Waseem Ghulam opererede, efterfølgende blev sat under.
På samme måde kendte de svenske sundhedsmyndigheder ikke til de otte klager over Waseem Ghulam i Danmark, som Styrelsen for Patientklager kategoriserer som ‘usædvanligt mange’.
Det samme gælder de to afgørelser med kritik fra Sundhedsvæsenets Diciplinærnævn af Waseem Ghulam i Danmark.
Konkret har mere end 40 kvinder, der har haft store komplikationer og psykiske mén efter at være blevet behandlet af Waseem Ghulam, fundet ud af, at de ikke er alene, og er dermed blevet fri for noget af den skyld og skam, de har følt, fordi de har bebrejdet dem selv.
Kvinder, der kunne være blevet patienter i fremtiden - både danske og svenske - er også blevet opmærksomme på de problemer Waseem Ghulam har haft i Danmark, og at han ikke længere må udføre kosmetisk kirurgi.
Konsekvens:
Efter B.T.s afsløringer om, at 21 kvinder i en periode på fire år har haft forløb med Waseem Ghulam, som har påvirket dem negativt både fysisk og psykisk og i ni tilfælde har været så alvorlige, at kvinderne er blevet indlagt, er Waseem Ghulam blevet sendt hjem fra sit arbejde på Citadelklinikken i Sverige.
Her er klinikejer Peter Cosmo gået i gang med at undersøge sagerne selv.
Den svenske pendant til Styrelsen for Patientsikkerhed IVO, meddelte den 6. April 2023, at de nu også har indledt en efterforskning af Waseem Ghulam.
Efter B.T.s dækning har flere kvinder klaget over deres forløb til Styrelsen for Patientklager, og Waseem Ghulam kan ikke længere arbejde som kosmetisk kirurg i Danmark.
Politisk har flere sundhedsordførere på baggrund af podcasten og artikelserien engageret sig i debatten og stillet spørgsmål til sundhedsministeren i sagen.
Enhedslisten, Konservative og Dansk Folkeparti ønsker på baggrund af B.T.s afsløringer en ændring i den såkaldte Arjeplog-aftale, der omhandler udveksling af informationer om sundhedspersoner.
Partierne mener, at aftalen skal udvides, så landene også udveksler afgørelser, hvor en sundhedsperson har fået kritik.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har reageret på sagen og udtalt, at hun er rystet over, det har kunnet lade sig gøre, at Waseem Ghulam kunne fortsætte med at skamfere kvinder i nordiske lande, og at det ikke må ske.
Dansk Folkeparti arbejder fortsat på at få loven ændret, så der udveksles flere oplysninger.
Her er klinikejer Peter Cosmo gået i gang med at undersøge sagerne selv.
Den svenske pendant til Styrelsen for Patientsikkerhed IVO, meddelte den 6. April 2023, at de nu også har indledt en efterforskning af Waseem Ghulam.
Efter B.T.s dækning har flere kvinder klaget over deres forløb til Styrelsen for Patientklager, og Waseem Ghulam kan ikke længere arbejde som kosmetisk kirurg i Danmark.
Politisk har flere sundhedsordførere på baggrund af podcasten og artikelserien engageret sig i debatten og stillet spørgsmål til sundhedsministeren i sagen.
Enhedslisten, Konservative og Dansk Folkeparti ønsker på baggrund af B.T.s afsløringer en ændring i den såkaldte Arjeplog-aftale, der omhandler udveksling af informationer om sundhedspersoner.
Partierne mener, at aftalen skal udvides, så landene også udveksler afgørelser, hvor en sundhedsperson har fået kritik.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har reageret på sagen og udtalt, at hun er rystet over, det har kunnet lade sig gøre, at Waseem Ghulam kunne fortsætte med at skamfere kvinder i nordiske lande, og at det ikke må ske.
Dansk Folkeparti arbejder fortsat på at få loven ændret, så der udveksles flere oplysninger.
Metode:
Journalisterne bag ‘Skåret i stykker’ har gjort brug af en række forskellige værktøjer i arbejdet med podcast og artikelserie. Herunder har vi redegjort for de vigtigste.
Erfaringskilder:
Det var afgørende, at vi kunne samle så meget dokumentation for patientforløb, der var gået galt som muligt.
Da vi begyndte projektet, havde Waseem Ghulam ingen afgørelser med kritik eller sanktioner fra de danske sundhedsmyndigheder.
Vi blev derfor enige om, at vi ville undersøge, om han havde usædvanligt mange komplikationer og om de ting, kvinderne fortalte de oplevede, kunne dokumenteres i journaler, korrespondancer, billeder med videre.
Vi begyndte med at kontakte alle de kvinder, der havde skrevet til vores første case Mette Pieler, efter hun havde beskrevet sit forløb på Facebook.
Mange af de kvinder vi fik kontakt til i begyndelsen var samlet i Facebookgruppen: ‘Os der er opereret på Citadellklinikken,’ hvor de bistod hinanden i at klage.
Vi ville gerne undgå, at alle kilderne kom fra samme gruppe, da de kunne påvirke hinanden, og vi begyndte derfor at trevle sociale medier igennem samt Trustpilot efter kvinder, der havde beskrevet forløb med Waseem Ghulam. Der er en underskov af lukkede fora, hvor kvinder diskuterer plastikoperationer. Det kan være en sårbar ting at dele, og mange vil ikke have, at eventuelle billeder ligger frit tilgængelige. Efter at have skaffet adgang til forskellige grupper, kunne vi identificere forløb, som lød som Waseem Ghulam. Ofte er beretningerne anonymiserede - i Waseem Ghulams tilfælde giver det god mening, at mange ikke vil nævne ham ved navn, da han har for vane at presse sin utilfredse patienter.
Endelig søgte vi også om aktindsigt hos Styrelsen for Patientklager i alle klagesager involverende Waseem Ghulam, vi søgte efter bekymringshenvendelser hos Styrelsen for Patientsikkerhed og så søgte vi også efter klagesager hos IVO - den svenske pendant til Styrelsen for Patientsikkerhed.
I Danmark er klagesager anonymiseret, men det er ikke tilfældet i Sverige, hvor vi fik flere sager retur med navne og telefonnumre på kvinder, som vi kontaktede.
Vi endte med at samle 21 kvinder.
Vi bad alle kvinderne om at sende hele deres patientjournal fra den tid, de havde været i behandling hos Waseem Ghulam.
Både journalnotater fra Citadellkliniken/Gildhøj Privathospital, hvor han har opereret, men også kvindernes journaler fra offentlige sygehuse, vagtlæge/1813 og egen læge i perioden.
Derudover bad vi dem sende al korrespondance med Waseem Ghulam på mail og sms samt billeder af deres bryster før, under og efter operationen.
Vi lavede detaljerede tidslinjer for hver enkelt kvindes forløb og samlede det til en lang tidslinje i sagen.
Herefter lavede vi baggrundsinterviews med eksperter for at få en ide om, hvad vi skulle se efter, hvis vi ville finde ud af, om Waseem Ghulams patienter havde flere komplikationer end man bør kunne forvente.
Eksperterne rådede os til at se efter store behandlingskrævende infektioner, indlæggelser og mistede implantater.
Det lavede vi en optælling af i materialet.
Derudover fandt vi også dokumentation for kvindernes fortællinger om, at Waseem Ghulam ikke tilså dem, når de oplevede problemer, talte usandt over for dem og advarede om, at han ville lægge sag an mod dem, hvis de udtalte sig på sociale medier eller gik i pressen.
Optællingen af alvorlige komplikationer og eksemplerne på Waseem Ghulams adfærd var det første, vi brugte til at trykteste, om historien var der.
Med kvindernes samtykke tog vi mapper med deres billeder, journalnotater og tidslinjerne over deres forløb med til tre eksperter for at få deres vurdering af, om det, kvinderne oplevede, var normalt.
Vi medbragte også vores optælling.
Alle tre eksperter bekræftede os i, at antallet af komplikationer var meget højt og langt alvorligere, end det burde være.
Samtidig kritiserede de også Waseem Ghulams fravær, når hans patienter oplevede komplikationer og havde brug for hjælp.
Aktindsigter:
En anden vigtig del af vores dokumentation var de sager, vi fik gennem aktindsigt.
I Sverige fik vi ret hurtigt en sag, hvor det viste sig, at IVO havde udtalt alvorlig kritik af Waseem Ghulam efter han havde punkteret en kvindes tarm tre steder under en fedtsugning.
Kvinden var efterfølgende i livsfare. Vi kontaktede hende, og hun medvirkede i podcast og artikler.
Styrelsen for Patientklager sendte otte sager, hvoraf Waseem Ghulam havde fået kritik i to af dem.
To var endnu ikke afgjort, mens to var trukket tilbage.
Særligt de tilbagetrukne sager interesserede os, og gennem en sammenligning med mulige cases og oplysninger fandt vi frem til den ene kvinde, der hedder Isabella Grundtvig Larsen.
Hun kunne fremvise dokumentation for, at Waseem Ghulam havde afpresset hende til at trække sin klage tilbage, og det blev en vigtig del af grundlaget for den historie, som handler om, hvordan kvinderne oplevede, at de havde været oppe mod en overmagt.
Flere af kvinderne beskrev også, at de oplevede, at deres journaler var meget mangelfulde. Vi lavede derfor en sammenligning af kvindernes journaler fra Citadellkliniken, deres medicinkort og deres korrespondancer med Waseem Ghulam.
Her kunne vi konstatere, at der ikke var overensstemmelse mellem udskrivninger af medicin og det, der stod i journalen.
Ligesom vi også fandt et eksempel på, at en kvinde var blevet syet uden bedøvelse, uden at det var noteret.
Waseem Ghulam fik undervejs i researchen et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed for dårlig journalføring
Vi søgte også aktindsigt i kommunikationen mellem Danmark og Sverige vedrørende Waseem Ghulam og kunne konstatere, at de to lande ikke havde udvekslet afgørelser med kritik, selv om Waseem Ghulam havde fået kritik i begge lande i perioden.
Vi kunne også se, at begge lande havde iværksat tilsyn på grund af klager over Waseem Ghulam, men Sverige havde ikke informeret Danmark om, at de havde iværksat et tilsyn.
Danmark informerede om, at tilsynet var i gang, men de sendte ikke de svenske sundhedsmyndigheder de to afgørelser, hvor Waseem Ghulam fik kritik.
Heller ikke, selvom sagerne udspillede sig i begge lande.
Vi kunne også se i afgørelserne på klagesagerne, at de svenske sundhedsmyndigheder kun tog stilling til behandlingen på svensk jord, mens de danske myndigheder kun så på behandlingen på dansk jord.
Vi brugte også aktindsigterne til at dokumentere, at Waseem Ghulam havde løjet over for de danske sundhedsmyndigheder.
Det kunne vi se ved at sammenholde de oplysninger, der fremgik af påbuddet mod Waseem Ghulam, hvor det fremgik, at han havde sagt til Styrelsen for Patientsikkerhed, at han ikke havde nogen klager i Sverige, men en aktindsigt hos IVO i deres korrespondance med Waseem Ghulam kunne vi se, at han kort forinden havde modtaget klagen og havde sendt et svar retur til IVO med sin forklaring af forløbet.
Derudover søgte vi aktindsigter i domme, forsikringsafgørelser i både Danmark og Sverige samt alle andre dokumenter, der kunne bidrage til at beskrive sagen så detaljeret og nuanceret som muligt.
Undercover:
Efter Waseem Ghulam fik et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed i Danmark blev han afregistreret som kosmetisk behandler, men han kunne fortsat virke som plastikkirurg i Sverige.
Han kunne altså fortsætte med at operere danske patienter, som han hele tiden havde gjort, selv om Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at han udgør en fare for patientsikkerheden.
Vi ville gerne undersøge, om hans svenske arbejdsgiver, klinikchef Peter Cosmo, kendte til påbuddet og de mange klager i Danmark.
Hvis det var tilfældet, ville vi afkræve ham et svar på, hvorfor han tillod Waseem Ghulam at fortsætte med at operere.
Vi forsøgte i flere uger at få et interview med Peter Cosmo ved at henvende os gentagne gange på telefon og mail, men han vendte ikke tilbage og vi besluttede derfor, at vi ville forsøge at gå undercover i et forsøg på at få Peter Cosmo i tale.
Cordelia Weber bestilte en tid til en konsultation med henblik på at få en brystforstørrende operation af Peter Cosmo og Andreas Wentoft tog med under dække af at være pårørende.
Det lykkedes at komme ind på klinikchefens kontor og gennemføre et længere interview, som Peter Cosmo endte med at samtykke til.
Han erklærede, at han ikke kendte til påbuddet, og at Waseem Ghulam ikke længere kunne arbejde på klinikken, hvis det gjorde sig gældende.
Waseem Ghulam blev efterfølgende hjemsendt fra klinikken og er det fortsat.
Erfaringskilder:
Det var afgørende, at vi kunne samle så meget dokumentation for patientforløb, der var gået galt som muligt.
Da vi begyndte projektet, havde Waseem Ghulam ingen afgørelser med kritik eller sanktioner fra de danske sundhedsmyndigheder.
Vi blev derfor enige om, at vi ville undersøge, om han havde usædvanligt mange komplikationer og om de ting, kvinderne fortalte de oplevede, kunne dokumenteres i journaler, korrespondancer, billeder med videre.
Vi begyndte med at kontakte alle de kvinder, der havde skrevet til vores første case Mette Pieler, efter hun havde beskrevet sit forløb på Facebook.
Mange af de kvinder vi fik kontakt til i begyndelsen var samlet i Facebookgruppen: ‘Os der er opereret på Citadellklinikken,’ hvor de bistod hinanden i at klage.
Vi ville gerne undgå, at alle kilderne kom fra samme gruppe, da de kunne påvirke hinanden, og vi begyndte derfor at trevle sociale medier igennem samt Trustpilot efter kvinder, der havde beskrevet forløb med Waseem Ghulam. Der er en underskov af lukkede fora, hvor kvinder diskuterer plastikoperationer. Det kan være en sårbar ting at dele, og mange vil ikke have, at eventuelle billeder ligger frit tilgængelige. Efter at have skaffet adgang til forskellige grupper, kunne vi identificere forløb, som lød som Waseem Ghulam. Ofte er beretningerne anonymiserede - i Waseem Ghulams tilfælde giver det god mening, at mange ikke vil nævne ham ved navn, da han har for vane at presse sin utilfredse patienter.
Endelig søgte vi også om aktindsigt hos Styrelsen for Patientklager i alle klagesager involverende Waseem Ghulam, vi søgte efter bekymringshenvendelser hos Styrelsen for Patientsikkerhed og så søgte vi også efter klagesager hos IVO - den svenske pendant til Styrelsen for Patientsikkerhed.
I Danmark er klagesager anonymiseret, men det er ikke tilfældet i Sverige, hvor vi fik flere sager retur med navne og telefonnumre på kvinder, som vi kontaktede.
Vi endte med at samle 21 kvinder.
Vi bad alle kvinderne om at sende hele deres patientjournal fra den tid, de havde været i behandling hos Waseem Ghulam.
Både journalnotater fra Citadellkliniken/Gildhøj Privathospital, hvor han har opereret, men også kvindernes journaler fra offentlige sygehuse, vagtlæge/1813 og egen læge i perioden.
Derudover bad vi dem sende al korrespondance med Waseem Ghulam på mail og sms samt billeder af deres bryster før, under og efter operationen.
Vi lavede detaljerede tidslinjer for hver enkelt kvindes forløb og samlede det til en lang tidslinje i sagen.
Herefter lavede vi baggrundsinterviews med eksperter for at få en ide om, hvad vi skulle se efter, hvis vi ville finde ud af, om Waseem Ghulams patienter havde flere komplikationer end man bør kunne forvente.
Eksperterne rådede os til at se efter store behandlingskrævende infektioner, indlæggelser og mistede implantater.
Det lavede vi en optælling af i materialet.
Derudover fandt vi også dokumentation for kvindernes fortællinger om, at Waseem Ghulam ikke tilså dem, når de oplevede problemer, talte usandt over for dem og advarede om, at han ville lægge sag an mod dem, hvis de udtalte sig på sociale medier eller gik i pressen.
Optællingen af alvorlige komplikationer og eksemplerne på Waseem Ghulams adfærd var det første, vi brugte til at trykteste, om historien var der.
Med kvindernes samtykke tog vi mapper med deres billeder, journalnotater og tidslinjerne over deres forløb med til tre eksperter for at få deres vurdering af, om det, kvinderne oplevede, var normalt.
Vi medbragte også vores optælling.
Alle tre eksperter bekræftede os i, at antallet af komplikationer var meget højt og langt alvorligere, end det burde være.
Samtidig kritiserede de også Waseem Ghulams fravær, når hans patienter oplevede komplikationer og havde brug for hjælp.
Aktindsigter:
En anden vigtig del af vores dokumentation var de sager, vi fik gennem aktindsigt.
I Sverige fik vi ret hurtigt en sag, hvor det viste sig, at IVO havde udtalt alvorlig kritik af Waseem Ghulam efter han havde punkteret en kvindes tarm tre steder under en fedtsugning.
Kvinden var efterfølgende i livsfare. Vi kontaktede hende, og hun medvirkede i podcast og artikler.
Styrelsen for Patientklager sendte otte sager, hvoraf Waseem Ghulam havde fået kritik i to af dem.
To var endnu ikke afgjort, mens to var trukket tilbage.
Særligt de tilbagetrukne sager interesserede os, og gennem en sammenligning med mulige cases og oplysninger fandt vi frem til den ene kvinde, der hedder Isabella Grundtvig Larsen.
Hun kunne fremvise dokumentation for, at Waseem Ghulam havde afpresset hende til at trække sin klage tilbage, og det blev en vigtig del af grundlaget for den historie, som handler om, hvordan kvinderne oplevede, at de havde været oppe mod en overmagt.
Flere af kvinderne beskrev også, at de oplevede, at deres journaler var meget mangelfulde. Vi lavede derfor en sammenligning af kvindernes journaler fra Citadellkliniken, deres medicinkort og deres korrespondancer med Waseem Ghulam.
Her kunne vi konstatere, at der ikke var overensstemmelse mellem udskrivninger af medicin og det, der stod i journalen.
Ligesom vi også fandt et eksempel på, at en kvinde var blevet syet uden bedøvelse, uden at det var noteret.
Waseem Ghulam fik undervejs i researchen et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed for dårlig journalføring
Vi søgte også aktindsigt i kommunikationen mellem Danmark og Sverige vedrørende Waseem Ghulam og kunne konstatere, at de to lande ikke havde udvekslet afgørelser med kritik, selv om Waseem Ghulam havde fået kritik i begge lande i perioden.
Vi kunne også se, at begge lande havde iværksat tilsyn på grund af klager over Waseem Ghulam, men Sverige havde ikke informeret Danmark om, at de havde iværksat et tilsyn.
Danmark informerede om, at tilsynet var i gang, men de sendte ikke de svenske sundhedsmyndigheder de to afgørelser, hvor Waseem Ghulam fik kritik.
Heller ikke, selvom sagerne udspillede sig i begge lande.
Vi kunne også se i afgørelserne på klagesagerne, at de svenske sundhedsmyndigheder kun tog stilling til behandlingen på svensk jord, mens de danske myndigheder kun så på behandlingen på dansk jord.
Vi brugte også aktindsigterne til at dokumentere, at Waseem Ghulam havde løjet over for de danske sundhedsmyndigheder.
Det kunne vi se ved at sammenholde de oplysninger, der fremgik af påbuddet mod Waseem Ghulam, hvor det fremgik, at han havde sagt til Styrelsen for Patientsikkerhed, at han ikke havde nogen klager i Sverige, men en aktindsigt hos IVO i deres korrespondance med Waseem Ghulam kunne vi se, at han kort forinden havde modtaget klagen og havde sendt et svar retur til IVO med sin forklaring af forløbet.
Derudover søgte vi aktindsigter i domme, forsikringsafgørelser i både Danmark og Sverige samt alle andre dokumenter, der kunne bidrage til at beskrive sagen så detaljeret og nuanceret som muligt.
Undercover:
Efter Waseem Ghulam fik et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed i Danmark blev han afregistreret som kosmetisk behandler, men han kunne fortsat virke som plastikkirurg i Sverige.
Han kunne altså fortsætte med at operere danske patienter, som han hele tiden havde gjort, selv om Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at han udgør en fare for patientsikkerheden.
Vi ville gerne undersøge, om hans svenske arbejdsgiver, klinikchef Peter Cosmo, kendte til påbuddet og de mange klager i Danmark.
Hvis det var tilfældet, ville vi afkræve ham et svar på, hvorfor han tillod Waseem Ghulam at fortsætte med at operere.
Vi forsøgte i flere uger at få et interview med Peter Cosmo ved at henvende os gentagne gange på telefon og mail, men han vendte ikke tilbage og vi besluttede derfor, at vi ville forsøge at gå undercover i et forsøg på at få Peter Cosmo i tale.
Cordelia Weber bestilte en tid til en konsultation med henblik på at få en brystforstørrende operation af Peter Cosmo og Andreas Wentoft tog med under dække af at være pårørende.
Det lykkedes at komme ind på klinikchefens kontor og gennemføre et længere interview, som Peter Cosmo endte med at samtykke til.
Han erklærede, at han ikke kendte til påbuddet, og at Waseem Ghulam ikke længere kunne arbejde på klinikken, hvis det gjorde sig gældende.
Waseem Ghulam blev efterfølgende hjemsendt fra klinikken og er det fortsat.
Modstand:
De tre journalister oplevede fra projektets begyndelse en stor modstand fra Waseem Ghulam, og han forsøgte kontinuerligt gennem arbejdet med podcast og artikler at forhindre B.T. i at udkomme.
I det første interview med Waseem Ghulam påstod han, at han ikke kendte til sagen fra Sverige, hvor han havde fået kritik for at have bragt en kvinde i livsfare, selv om den var afgjort kort forinden.
Han ville også kun stille op til interview, hvis han kunne bestemme, hvad interviewet skulle handle om og afviste blandt andet, at vi kunne tale om sagen fra Sverige.
Herefter foregik al kommunikation over mail, hvor Waseem Ghulam forsøgte at så tvivl om kilderne og deres motiver og kom med urigtige oplysninger om, hvor mange klagesager, han havde og hvad de handlede om.
Waseem Ghulam kontaktede to af de tre eksperter vi brugte og forsøgte at få dem til at undlade at udtale sig.
Han fik fat i en mail, der blev sendt af formanden for Dansk Selskab for Plastikkirurgi, Jens Jørgen Elberg til selskabets medlemmer, hvor formanden advarede mod at udtale sig i sagen på et uoplyst grundlag, fordi det kunne anses som konkurrenceforvridende.
Waseem Ghulam sendte mailen til både eksperter og cases som et eksempel på, at plastikkirurger ikke burde udtale sig i den type sager.
Velvidende, at Jens Jørgen Elberg selv udtalte sig kritisk i podcast og artikler om Waseem Ghulams arbejde.
Waseem forsøgte også aktivt at påvirke flere af B.T.s erfaringskilder.
Han sendte en sen aften før- og efterbilleder af en kildes bryster fra sin private telefon og sagde, at hun jo kunne prøve at lægge det op på Facebook og se, hvad folk syntes.
Kilden tolkede det som om, at han mellem linjerne sagde, at hendes bryster var meget grimmere før, og at hun skulle være glad for det resultat, hun havde fået.
I et andet tilfælde havde Waseem Ghulam fået deadline på en række spørgsmål mandag morgen. Fredag eftermiddag kontaktede han en tidligere patient, der medvirker i B.T.s artikler og podcast og tilbød hende et forlig.
Hun ville få pengene tilbage fra sin operation, hvis hun droppede sin retssag mod ham - han ville samtidig droppe en injuriesag, han havde anlagt mod hende - og så skulle hun skrive under på en erklæring.
Forligstilbuddet blev sendt af Waseem Ghulams advokat Anja Linde til kvindens advokat, og erklæringen blev lagt til underskrivelse i e-boks.
Erklæringen er enten skrevet af Waseem Ghulam eller Anja Linde, det er aldrig lykkedes B.T. at få svar på hvem, men den lyder som følger:
Hermed erkender, og erklærer jeg, at jeg har opfordret flere piger til at skrive til BT om negative historier om Waseem Ghulam, til trods for, at jeg er bekendt med at flere af pigerne slet ikke er opereret af Waseem Ghulam.
Jeg har fået kontakt til pigerne via en lukket Facebook, hvor jeg har oprettet opslag om Waseem Ghulam under falske profiler.
Formålet med det hele har været at skade Waseem Ghulam ry og rygte overfor medierne, offentligheden og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Der er ikke juridisk eller faktuel hold i anklagerne mod Waseem Ghulam, og der bør ikke udgives nogen form for artikel i BT indeholdende disse anklager. Der er tale om en hetz opstået på baggrund af reel utilfredshed, men dog en hetz der beklageligvis er løbet af sporet.
Kvinden skrev under - efter eget udsagn uden at have læst teksten. Da hun og hendes advokat efterfølgende læste den, trak de den tilbage, fordi den indeholder urigtige oplysninger.
Alligevel sendte Waseem Ghulam erklæringen til B.T. som bevis for, at der ikke var hold i anklagerne mod ham, og at B.T. skulle droppe historien.
Han sendte samme erklæring til en af B.T.s eksperter.
B.T. gjorde Waseem Ghulam opmærksom på, at kvinden langt fra var den eneste, som indgik i B.T.s research, og at erklæringen indeholdt urigtige oplysninger, men han holdt fast i at bruge den og sendte den også til B.T.s daværende ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll.
I takt med, at vi nærmede os udgivelse sendte vi kritik fra de kilder, der stod frem i podcast og artikler sammen med fuldmagter fra de berørte kvinder, hvor de gav deres samtykke til, at Waseem Ghulam måtte udtale sig om deres sag i B.T.
Waseem Ghulam afviste først at udtale sig og skrev, at jurister i lægeforeningen og Styrelsen for Patientsikkerhed havde fortalt ham, han ikke kunne udtale sig om konkrete sager på baggrund af hans tavshedspligt.
I samme mail skrev han:
“Jeg har snakket med jurister og pressechef i Lægeforeningen, som er rystede over BT’s tilsidesættelse af presseetiske regler ved at følge denne sag. Specielt efter at jeg har fremsendt erklæringen fra hovedpersonen bag denne chikane.”
Vi bad Waseem Ghulam sende et forslag til, hvordan en fuldmagt skulle se ud, hvis han skulle udtale sig på baggrund af den vejledning, han sagde, han havde fået.
Vi tilbød ham også, at vi kunne mødes og gennemgå sagerne og journalerne til baggrund.
Han afviste dog nu helt at udtale sig af hensyn til sin tavshedspligt.
Samtidig svarede han kun sporadisk på generelle spørgsmål i sagen på mail. Han blokerede også vores numre, så vi ikke havde mulighed for at ringe ham op.
Han sendte herefter en mail om, at Lægeforeningen havde vurderet de fremsendte fuldmagter og vurderet, at de ikke var juridisk gyldige.
Vi kontaktede professor i mediejura ved DMJX Oluf Jørgensen og lektor i sundhedsjura Kent Kristensen, (efter rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed), for at få dem til at vurdere, om Waseem Ghulam kunne udtale sig i sagen på baggrund af den fremsendte fuldmagt.
Det vurderede de begge, og det informerede vi Waseem Ghulam om.
Vi kontaktede også Lægeforeningen, der ifølge Waseem Ghulam havde sagt, han ikke kunne udtale sig, men det ønskede de hverken be- eller afkræfte, ligesom de heller ikke ville bistå med vejledning til, hvad de mente, der skulle til for at en læge kunne udtale sig til pressen om et patientforløb.
Waseem Ghulam begyndte herefter at sende varierende krav til fuldmagter, der havde det til fælles, at han ville have udleveret B.T.s dokumentation i form af journaler og billeder.
Han kontaktede også Oluf Jørgensen.
Oluf Jørgensen svarede Waseem Ghulam, at han kunne udtale sig på baggrund af fuldmagterne, men at man som læge skal have vished for, at fuldmagten kom fra patienten selv.
Det brugte Waseem Ghulam som et argument for, at kvinderne skulle sende ham fuldmagterne direkte
Det var vi meget imod, fordi vi havde set flere eksempler på, at Waseem Ghulam har forsøgt at påvirke kritisk omtale af sig selv og sit virke.
Vi havde dokumentation for, at han havde presset en kvinde til at trække sin klage over ham tilbage, en anden havde han fået til at skrive under på en urigtig erklæring, han havde indgået forlig, hvor en patient fik pengene tilbage under den forudsætning, at hun ikke ytrede sig kritisk om ham offentligt og andre havde han informeret om, at han ville sagsøge dem for injurier, hvis de udtalte kritik offentligt.
Vi endte dog alligevel med at få kvinderne til at sende fuldmagter, og det førte til, at han sendte adskillige mails til kvinderne, hvor han gjorde det klart, at hvis de udtalte sig i B.T. kunne han frit bryde sin tavshedspligt og udtale sig om deres forløb i andre medier samt fremlægge før- og efterbilleder.
Den bemærkning var i en kildes tilfælde ledsaget af før- og efterbilleder af hendes nøgne bryster.
Kilderne oplevede kontakten som stærkt ubehagelig og flere af kvinderne blokerede ham efterfølgende.
Ingen af de tre journalister har oplevet noget lignende op til udgivelse, hvor Waseem Ghulams taktik med hele tiden at ændre krav til fuldmagter satte processen totalt i stå. Vi følte, at vi var nødt til at arbejde med fuldmagterne, når artikelseriens hovedperson påstod at han ville udtale sig, hvis bare han fik de rigtige betingelser.
Hver gang han nævnte et problem med en fuldmagt tog han desuden andre til indtægt for synspunkterne, hvorfor vi var nødt til at efterprøve det - det viste sig konsekvent ikke at holde stik.
Op mod udgivelse fik Waseem Ghulam også sin advokat til at sende flere mails til B.T.s ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll, hvor hun blandt andet skrev:
“Denne hetz der indtil videre kun har fundet sted på sociale medier, og i Styrelsen for Patientsikkerhed er i uhørt grad skadelig og krænkende for min klient, og har allerede haft store ressourcemæssige og helbredsmæssige konsekvenser for ham. Det har indtil videre ikke været muligt at opgøre, hvilken økonomisk betydning det har haft for min klient, men hvis BT vælger at deltage i denne grundløse hetz, tager jeg forbehold for at rette krav om økonomisk kompensation imod BT for ethvert tab min klient måtte lide i den forbindelse. Ydermere tager jeg for forbehold for at få prøvet BT’s adfærd og eventuelle artikelserie i Pressenævnet, og om nødvendigt for de danske domstole.”
I disse mails var der flere urigtige oplysninger, og vi har den opfattelse, at det havde til formål at give vores øverste ledelse et fejlagtigt indtryk af vores research og historie for at forsøge at påvirke dem til at stoppe historien.
Samtidig virkede det også som om, Waseem Ghulam og hans advokat beskrev deres hensigt om at lægge sag an ved domstolene og i pressenævnet som et forsøg på at skræmme os og afholde os fra at udgive.
Waseem Ghulam skrev også til vores chefer, at journalist Cordelia Weber så en af kilderne privat, selv om det ikke er tilfældet.
I det første interview med Waseem Ghulam påstod han, at han ikke kendte til sagen fra Sverige, hvor han havde fået kritik for at have bragt en kvinde i livsfare, selv om den var afgjort kort forinden.
Han ville også kun stille op til interview, hvis han kunne bestemme, hvad interviewet skulle handle om og afviste blandt andet, at vi kunne tale om sagen fra Sverige.
Herefter foregik al kommunikation over mail, hvor Waseem Ghulam forsøgte at så tvivl om kilderne og deres motiver og kom med urigtige oplysninger om, hvor mange klagesager, han havde og hvad de handlede om.
Waseem Ghulam kontaktede to af de tre eksperter vi brugte og forsøgte at få dem til at undlade at udtale sig.
Han fik fat i en mail, der blev sendt af formanden for Dansk Selskab for Plastikkirurgi, Jens Jørgen Elberg til selskabets medlemmer, hvor formanden advarede mod at udtale sig i sagen på et uoplyst grundlag, fordi det kunne anses som konkurrenceforvridende.
Waseem Ghulam sendte mailen til både eksperter og cases som et eksempel på, at plastikkirurger ikke burde udtale sig i den type sager.
Velvidende, at Jens Jørgen Elberg selv udtalte sig kritisk i podcast og artikler om Waseem Ghulams arbejde.
Waseem forsøgte også aktivt at påvirke flere af B.T.s erfaringskilder.
Han sendte en sen aften før- og efterbilleder af en kildes bryster fra sin private telefon og sagde, at hun jo kunne prøve at lægge det op på Facebook og se, hvad folk syntes.
Kilden tolkede det som om, at han mellem linjerne sagde, at hendes bryster var meget grimmere før, og at hun skulle være glad for det resultat, hun havde fået.
I et andet tilfælde havde Waseem Ghulam fået deadline på en række spørgsmål mandag morgen. Fredag eftermiddag kontaktede han en tidligere patient, der medvirker i B.T.s artikler og podcast og tilbød hende et forlig.
Hun ville få pengene tilbage fra sin operation, hvis hun droppede sin retssag mod ham - han ville samtidig droppe en injuriesag, han havde anlagt mod hende - og så skulle hun skrive under på en erklæring.
Forligstilbuddet blev sendt af Waseem Ghulams advokat Anja Linde til kvindens advokat, og erklæringen blev lagt til underskrivelse i e-boks.
Erklæringen er enten skrevet af Waseem Ghulam eller Anja Linde, det er aldrig lykkedes B.T. at få svar på hvem, men den lyder som følger:
Hermed erkender, og erklærer jeg, at jeg har opfordret flere piger til at skrive til BT om negative historier om Waseem Ghulam, til trods for, at jeg er bekendt med at flere af pigerne slet ikke er opereret af Waseem Ghulam.
Jeg har fået kontakt til pigerne via en lukket Facebook, hvor jeg har oprettet opslag om Waseem Ghulam under falske profiler.
Formålet med det hele har været at skade Waseem Ghulam ry og rygte overfor medierne, offentligheden og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Der er ikke juridisk eller faktuel hold i anklagerne mod Waseem Ghulam, og der bør ikke udgives nogen form for artikel i BT indeholdende disse anklager. Der er tale om en hetz opstået på baggrund af reel utilfredshed, men dog en hetz der beklageligvis er løbet af sporet.
Kvinden skrev under - efter eget udsagn uden at have læst teksten. Da hun og hendes advokat efterfølgende læste den, trak de den tilbage, fordi den indeholder urigtige oplysninger.
Alligevel sendte Waseem Ghulam erklæringen til B.T. som bevis for, at der ikke var hold i anklagerne mod ham, og at B.T. skulle droppe historien.
Han sendte samme erklæring til en af B.T.s eksperter.
B.T. gjorde Waseem Ghulam opmærksom på, at kvinden langt fra var den eneste, som indgik i B.T.s research, og at erklæringen indeholdt urigtige oplysninger, men han holdt fast i at bruge den og sendte den også til B.T.s daværende ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll.
I takt med, at vi nærmede os udgivelse sendte vi kritik fra de kilder, der stod frem i podcast og artikler sammen med fuldmagter fra de berørte kvinder, hvor de gav deres samtykke til, at Waseem Ghulam måtte udtale sig om deres sag i B.T.
Waseem Ghulam afviste først at udtale sig og skrev, at jurister i lægeforeningen og Styrelsen for Patientsikkerhed havde fortalt ham, han ikke kunne udtale sig om konkrete sager på baggrund af hans tavshedspligt.
I samme mail skrev han:
“Jeg har snakket med jurister og pressechef i Lægeforeningen, som er rystede over BT’s tilsidesættelse af presseetiske regler ved at følge denne sag. Specielt efter at jeg har fremsendt erklæringen fra hovedpersonen bag denne chikane.”
Vi bad Waseem Ghulam sende et forslag til, hvordan en fuldmagt skulle se ud, hvis han skulle udtale sig på baggrund af den vejledning, han sagde, han havde fået.
Vi tilbød ham også, at vi kunne mødes og gennemgå sagerne og journalerne til baggrund.
Han afviste dog nu helt at udtale sig af hensyn til sin tavshedspligt.
Samtidig svarede han kun sporadisk på generelle spørgsmål i sagen på mail. Han blokerede også vores numre, så vi ikke havde mulighed for at ringe ham op.
Han sendte herefter en mail om, at Lægeforeningen havde vurderet de fremsendte fuldmagter og vurderet, at de ikke var juridisk gyldige.
Vi kontaktede professor i mediejura ved DMJX Oluf Jørgensen og lektor i sundhedsjura Kent Kristensen, (efter rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed), for at få dem til at vurdere, om Waseem Ghulam kunne udtale sig i sagen på baggrund af den fremsendte fuldmagt.
Det vurderede de begge, og det informerede vi Waseem Ghulam om.
Vi kontaktede også Lægeforeningen, der ifølge Waseem Ghulam havde sagt, han ikke kunne udtale sig, men det ønskede de hverken be- eller afkræfte, ligesom de heller ikke ville bistå med vejledning til, hvad de mente, der skulle til for at en læge kunne udtale sig til pressen om et patientforløb.
Waseem Ghulam begyndte herefter at sende varierende krav til fuldmagter, der havde det til fælles, at han ville have udleveret B.T.s dokumentation i form af journaler og billeder.
Han kontaktede også Oluf Jørgensen.
Oluf Jørgensen svarede Waseem Ghulam, at han kunne udtale sig på baggrund af fuldmagterne, men at man som læge skal have vished for, at fuldmagten kom fra patienten selv.
Det brugte Waseem Ghulam som et argument for, at kvinderne skulle sende ham fuldmagterne direkte
Det var vi meget imod, fordi vi havde set flere eksempler på, at Waseem Ghulam har forsøgt at påvirke kritisk omtale af sig selv og sit virke.
Vi havde dokumentation for, at han havde presset en kvinde til at trække sin klage over ham tilbage, en anden havde han fået til at skrive under på en urigtig erklæring, han havde indgået forlig, hvor en patient fik pengene tilbage under den forudsætning, at hun ikke ytrede sig kritisk om ham offentligt og andre havde han informeret om, at han ville sagsøge dem for injurier, hvis de udtalte kritik offentligt.
Vi endte dog alligevel med at få kvinderne til at sende fuldmagter, og det førte til, at han sendte adskillige mails til kvinderne, hvor han gjorde det klart, at hvis de udtalte sig i B.T. kunne han frit bryde sin tavshedspligt og udtale sig om deres forløb i andre medier samt fremlægge før- og efterbilleder.
Den bemærkning var i en kildes tilfælde ledsaget af før- og efterbilleder af hendes nøgne bryster.
Kilderne oplevede kontakten som stærkt ubehagelig og flere af kvinderne blokerede ham efterfølgende.
Ingen af de tre journalister har oplevet noget lignende op til udgivelse, hvor Waseem Ghulams taktik med hele tiden at ændre krav til fuldmagter satte processen totalt i stå. Vi følte, at vi var nødt til at arbejde med fuldmagterne, når artikelseriens hovedperson påstod at han ville udtale sig, hvis bare han fik de rigtige betingelser.
Hver gang han nævnte et problem med en fuldmagt tog han desuden andre til indtægt for synspunkterne, hvorfor vi var nødt til at efterprøve det - det viste sig konsekvent ikke at holde stik.
Op mod udgivelse fik Waseem Ghulam også sin advokat til at sende flere mails til B.T.s ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll, hvor hun blandt andet skrev:
“Denne hetz der indtil videre kun har fundet sted på sociale medier, og i Styrelsen for Patientsikkerhed er i uhørt grad skadelig og krænkende for min klient, og har allerede haft store ressourcemæssige og helbredsmæssige konsekvenser for ham. Det har indtil videre ikke været muligt at opgøre, hvilken økonomisk betydning det har haft for min klient, men hvis BT vælger at deltage i denne grundløse hetz, tager jeg forbehold for at rette krav om økonomisk kompensation imod BT for ethvert tab min klient måtte lide i den forbindelse. Ydermere tager jeg for forbehold for at få prøvet BT’s adfærd og eventuelle artikelserie i Pressenævnet, og om nødvendigt for de danske domstole.”
I disse mails var der flere urigtige oplysninger, og vi har den opfattelse, at det havde til formål at give vores øverste ledelse et fejlagtigt indtryk af vores research og historie for at forsøge at påvirke dem til at stoppe historien.
Samtidig virkede det også som om, Waseem Ghulam og hans advokat beskrev deres hensigt om at lægge sag an ved domstolene og i pressenævnet som et forsøg på at skræmme os og afholde os fra at udgive.
Waseem Ghulam skrev også til vores chefer, at journalist Cordelia Weber så en af kilderne privat, selv om det ikke er tilfældet.
Etik:
Arbejdet med ‘Skåret i stykker’ har budt på en række etiske overvejelser. Både i forhold til offentliggørelse af kirurgens navn, journalistiske metoder, personfølsomme oplysninger og relation til kilder.
Offentliggørelsen af kirurgens navn
Vi var fra begyndelsen af projektet klar over, at vi med al sandsynlighed ville ødelægge Waseem Ghulams karriere og skade hans muligheder for at få arbejde som plastikkirurg i fremtiden, hvis historien kunne dokumenteres, og vi offentliggjorde hans navn.
Vi havde i de første måneder af researchfasen mange overvejelser om, hvorvidt vores materiale var stærkt nok til, at vi kunne forsvare offentliggørelse.
Til at begynde med havde vi ti forløb, der var gået galt i en periode på fire år, men vi besluttede at det var nødvendigt at finde flere.
Jo flere kvinder vi fandt, desto større sikkerhed udtalte eksperterne sig med. Vi besluttede os også for, at vi ville finde en ekstra ekspert, som kunne kvalificere de eksperter vi allerede havde.
Vi brugte også tid på at tale til baggrund med Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager for at få en fornemmelse af, om de mente sagen var alvorlig. (Det var inden, de udstedte et påbud.)
Samtidig tog vi en bevidst besluning om at kontakte Waseem Ghulam meget tidligt i processen, så han havde mulighed for at fremlægge sine synspunkter. Vi ville rigtigt gerne have hans forklaring.
Som researchen skred frem stod det dog klart, at både eksperter og sundhedsmyndighederne så med stor alvor på sagen, og at Waseem Ghulam ikke havde en forklaring, men i stedet forsøgte at intimidere os og kilderne.
Da Styrelsen for Patientsikkerhed i januar 2023 udstedte deres påbud og offentliggjorde sanktionen i autorisationsregisteret var vi ikke i tvivl om, at det var rigtigt at offentliggøre Waseem Ghulams navn.
Som det fremgår af Styrelsen for Patientklagers ‘Bekendtgørelse om offentliggørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet’, så offentliggøres navne på sundhedspersoner, der får kritik, hvis der er tale om gentagen kritik, kritik med indskærpelse eller kosmetisk behandling.
Kosmetisk behandling har en særlig status, fordi det er raske patienter, der behandles.
Waseem Ghulam opfyldte alle tre kriterier og samtidig var det også en vigtig faktor, at Waseem Ghulam fortsat kunne operere i Sverige på trods af sit påbud.
Han kunne altså fortsætte sin praksis med at operere danske patienter, som om intet var hændt, til trods for at Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at han var farlig.
Endelig spillede det også en rolle, at vi kunne dokumentere, hvordan Waseem Ghulam gennem sin karriere havde haft held til at undgå kritik ved at lukke munden på de kvinder, der ellers var berettigede til at fortælle om deres dårlige oplevelser både offentligt og til sundhedsmyndighederne.
Journalistiske metoder
Vi havde især tre situationer, hvor de journalistiske metoder vi brugte til at dokumentere historien gav anledning til etiske overvejelser. Første gang var da en af vores cases Mette Pieler skulle til en konsultation med Waseem Ghulam i Malmø.
Hun ville gerne optage konsultationen på sin telefon og dele den med os. Vi endte med at køre med Mette Pieler til Malmø, og vi havde en diskussion om, hvorvidt det havde været mere rigtigt at lade hende tage turen selv.
Det der endte med at gøre udslaget var, at hun kom til os og sagde, hun ville optage. Hun havde besluttet sig, og vi foreslog det ikke eller instruerede hende i, hvad hun skulle sige.
Vi kørte med hende, fordi vi på det tidspunkt allerede vidste, at vi gerne ville lave en podcast, og vi ville gerne have, at lytterne kunne følge hende på hendes rejse i forsøget på at få nogle svar på, hvorfor hendes forløb var gået galt.
Anden gang vi var i tvivl om en journalistisk metode, var da vi gik undercover som patient og pårørende til en konsultation hos Peter Cosmo.
Vi var bevidste om, at det var en meget voldsom og potentiel ubehagelig oplevelse for ham, at blive overrasket på den måde på sin arbejdsplads.
Omvendt følte vi, at vi var nødt til at have et svar på, om han var klar over de problemer, der var med Waseem Ghulam, og hvis han var, hvorfor han så ikke reagerede på det.
Også af hensyn til Peter Cosmo selv, fordi det var en afgørende forskel på fortællingen om ham i podcast og artikler.
Vi blev enige om, at alle muligheder for at få et interview gennem mail, opkald og sms skulle være udtømt. At vi selvfølgelig skulle forlade hans konsultation, hvis han bad os om det, at vi ville vejlede ham i at klage, hvis han virkede som om, han gerne ville det, og at vi skulle stille spørgsmål, som han kunne svare på uden at komme i problemer ved eksempelvis at skulle bryde sin tavshedspligt som læge.
Peter Cosmo endte med at samtykke til interviewet, hvor han sagde, at han ikke vidste, at Waseem Ghulam havde fået et fagligt påbud i Danmark, og at han ikke kunne arbejde på klinikken, hvis det var tilfældet. Han har aldrig klaget.
Tredje gang vi havde større etiske overvejelser var op mod udgivelse, hvor vi gerne ville give Waseem Ghulam en sidste mulighed for at komme til orde.
Vi havde skrevet mails med ham i flere måneder og havde over 50 siders korrespondance, men han undlod at svare på mange spørgsmål. Vi vidste på daværende tidspunkt, at vi ville udkomme med både artikler og en podcast, og vi følte, at vi skyldte lytterne, læserne og især kvinderne at få svar på noget af den kritik, Waseem Ghulam nægtede at forholde sig til.
Vi vidste derfor, at vi gerne ville opsøge Waseem Ghulam, da vi ikke kunne komme igennem til ham på telefon. Vi ønskede ikke at opsøge ham på hans privatadresse, fordi han har børn i skolealderen, og vi ville gerne undgå, at de så deres far i en situation, der med al sandsynlighed ville blive opfattet som ubehagelig.
Vi var i tvivl, om han fortsat arbejdede på Citadellklinikken, og var også i tvivl om, hvorvidt vi ville kunne interviewe ham der, fordi der var et kort stykke fra parkeringspladsen ind til selve klinikken.
Vi vidste, han skulle vidne i byretten i en sag, hvor en af hans patienter havde sagsøgt ham for at få hendes penge, og vi ville gerne opsøge ham i forbindelse med det, fordi vi vidste, hvornår han ville være der, og vi vidste der måtte være mulighed for at tale med ham i noget tid, mens han forlod retten.
Vi ringede til retten og fik bekræftet, at vi gerne måtte optage konfrontationen, fordi det var et civilt søgsmål.
Waseem Ghulam havde på daværende tidspunkt i længere tid holdt fast i, at han ikke kunne udtale sig på grund af sin tavshedspligt, og vi brugte derfor tid på at forberede spørgsmål af generel karakter til sagen, så han ikke risikerede at bryde sin tavshedspligt.
Personfølsomme oplysninger
Kildearbejdet i ‘Skåret i stykker’ har budt på en række etiske overvejelser i forbindelse med kildernes oplysninger, fordi vi har skullet bruge meget private oplysninger om kilderne til at kunne både dokumentere og fortælle historien.
Det har været en svær balance, hvor meget vi har skullet bringe om kvindernes sexliv, intime billeder, psykiske sårbarheder og lignende. Særligt fordi kilderne udviste os stor tillid og i høj grad lod det være op til os at vurdere, hvad vi mente var relevant.
Det har derfor været en vigtig etisk overvejelse, at alle medvirkende kvinder skulle læse artikler, hvor de medvirkede igennem, og at vi var ærlige omkring de konsekvenser det kunne have at publicere forskellige oplysninger og billeder.
Både i forhold til fremtidige arbejdsgivere, fremmedes kommentarer på sociale medier og risikoen for, at Waseem Ghulam kunne sagsøge dem, hvis han fandt deres udtalelser injuerende.
Vi forklarede også kvinderne, at vi kun kunne publicere oplysninger om deres forløb, der kunne dokumenteres, at Waseem Ghulam skulle have mulighed for at svare på hver eneste kritikpunkt, og at de skulle give deres fuldmagt til, at han måtte sætte sig ind i deres sag og udtale sig om den til os.
Det har derfor fyldt i vores overvejelser, at vi selvfølgelig skulle beskytte den angrebne part - i det her tilfælde Waseem Ghulam - mod urigtige påstande, men i høj grad også, at vi skulle sikre os at kilderne forstod, hvad det indebar at stå frem.
Meget tidligt i processen forlangte Waseem Ghulam at få al vores dokumentation udleveret. Herunder kvindernes journaler og intime billeder. Gennem hele projektet var det en overvejelse, hvor meget vi ville udlevere til ham.
Vi ønskede, at han skulle vide præcis, hvad kritikken af ham bestod af, og hvordan den var begrundet, men vi ønskede ikke at sende billeder og journaler.
Særligt ikke, da han på et tidligt tidspunkt gjorde det klart, at han var parat til at dele kvindernes private oplysninger med andre medier, hvis vi udkom uden deres samtykke.
Vi kom frem til, at vi med kvindernes samtykke, gerne ville mødes med Waseem Ghulam til baggrund og gennemgå selve dokumentation, det afslog han dog.
Relation til kilderne
En del af kilderne var samlet i en Facebookgruppe, da vi blev opmærksomme på historien. I gruppen havde de i længere tid forsøgt at vejlede hinanden i, hvordan de kunne gøre sundhedsmyndighederne opmærksomme på, at der var et problem med Waseem Ghulam.
Da vi blev præsenteret for historien, så de os derfor meget hurtigt som nogle, der var en del af deres kamp og kunne hjælpe dem i retssager, kommunikation med myndigheder og så videre.
Vi havde derfor mange diskussioner om, hvor tæt vi skulle være på kilderne. På den ene side ville vi gerne have, at de følte sig trygge ved os, fordi vi bad dem om at dele meget intime og sårbare oplysninger om dem selv med os. På den anden side var det vigtigt de forstod, at vi ikke valgte side, men undersøgte om der var en historie, og derfor skulle afprøve både oplysninger og udtalelser de kom med kritisk.
Konkret arbejdede vi med det på den måde, at især en journalist var meget tæt på kilderne, en journalist arbejdede med Waseem Ghulam, mens en tredje journalist arbejdede med myndighedssporet og Citadelkliniken. På den måde kunne de journalister, der var mindre tæt på kilderne se kontakten udefra og sikre, at vi hele tiden var kritiske overfor erfaringskilderne.
Offentliggørelsen af kirurgens navn
Vi var fra begyndelsen af projektet klar over, at vi med al sandsynlighed ville ødelægge Waseem Ghulams karriere og skade hans muligheder for at få arbejde som plastikkirurg i fremtiden, hvis historien kunne dokumenteres, og vi offentliggjorde hans navn.
Vi havde i de første måneder af researchfasen mange overvejelser om, hvorvidt vores materiale var stærkt nok til, at vi kunne forsvare offentliggørelse.
Til at begynde med havde vi ti forløb, der var gået galt i en periode på fire år, men vi besluttede at det var nødvendigt at finde flere.
Jo flere kvinder vi fandt, desto større sikkerhed udtalte eksperterne sig med. Vi besluttede os også for, at vi ville finde en ekstra ekspert, som kunne kvalificere de eksperter vi allerede havde.
Vi brugte også tid på at tale til baggrund med Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager for at få en fornemmelse af, om de mente sagen var alvorlig. (Det var inden, de udstedte et påbud.)
Samtidig tog vi en bevidst besluning om at kontakte Waseem Ghulam meget tidligt i processen, så han havde mulighed for at fremlægge sine synspunkter. Vi ville rigtigt gerne have hans forklaring.
Som researchen skred frem stod det dog klart, at både eksperter og sundhedsmyndighederne så med stor alvor på sagen, og at Waseem Ghulam ikke havde en forklaring, men i stedet forsøgte at intimidere os og kilderne.
Da Styrelsen for Patientsikkerhed i januar 2023 udstedte deres påbud og offentliggjorde sanktionen i autorisationsregisteret var vi ikke i tvivl om, at det var rigtigt at offentliggøre Waseem Ghulams navn.
Som det fremgår af Styrelsen for Patientklagers ‘Bekendtgørelse om offentliggørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet’, så offentliggøres navne på sundhedspersoner, der får kritik, hvis der er tale om gentagen kritik, kritik med indskærpelse eller kosmetisk behandling.
Kosmetisk behandling har en særlig status, fordi det er raske patienter, der behandles.
Waseem Ghulam opfyldte alle tre kriterier og samtidig var det også en vigtig faktor, at Waseem Ghulam fortsat kunne operere i Sverige på trods af sit påbud.
Han kunne altså fortsætte sin praksis med at operere danske patienter, som om intet var hændt, til trods for at Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at han var farlig.
Endelig spillede det også en rolle, at vi kunne dokumentere, hvordan Waseem Ghulam gennem sin karriere havde haft held til at undgå kritik ved at lukke munden på de kvinder, der ellers var berettigede til at fortælle om deres dårlige oplevelser både offentligt og til sundhedsmyndighederne.
Journalistiske metoder
Vi havde især tre situationer, hvor de journalistiske metoder vi brugte til at dokumentere historien gav anledning til etiske overvejelser. Første gang var da en af vores cases Mette Pieler skulle til en konsultation med Waseem Ghulam i Malmø.
Hun ville gerne optage konsultationen på sin telefon og dele den med os. Vi endte med at køre med Mette Pieler til Malmø, og vi havde en diskussion om, hvorvidt det havde været mere rigtigt at lade hende tage turen selv.
Det der endte med at gøre udslaget var, at hun kom til os og sagde, hun ville optage. Hun havde besluttet sig, og vi foreslog det ikke eller instruerede hende i, hvad hun skulle sige.
Vi kørte med hende, fordi vi på det tidspunkt allerede vidste, at vi gerne ville lave en podcast, og vi ville gerne have, at lytterne kunne følge hende på hendes rejse i forsøget på at få nogle svar på, hvorfor hendes forløb var gået galt.
Anden gang vi var i tvivl om en journalistisk metode, var da vi gik undercover som patient og pårørende til en konsultation hos Peter Cosmo.
Vi var bevidste om, at det var en meget voldsom og potentiel ubehagelig oplevelse for ham, at blive overrasket på den måde på sin arbejdsplads.
Omvendt følte vi, at vi var nødt til at have et svar på, om han var klar over de problemer, der var med Waseem Ghulam, og hvis han var, hvorfor han så ikke reagerede på det.
Også af hensyn til Peter Cosmo selv, fordi det var en afgørende forskel på fortællingen om ham i podcast og artikler.
Vi blev enige om, at alle muligheder for at få et interview gennem mail, opkald og sms skulle være udtømt. At vi selvfølgelig skulle forlade hans konsultation, hvis han bad os om det, at vi ville vejlede ham i at klage, hvis han virkede som om, han gerne ville det, og at vi skulle stille spørgsmål, som han kunne svare på uden at komme i problemer ved eksempelvis at skulle bryde sin tavshedspligt som læge.
Peter Cosmo endte med at samtykke til interviewet, hvor han sagde, at han ikke vidste, at Waseem Ghulam havde fået et fagligt påbud i Danmark, og at han ikke kunne arbejde på klinikken, hvis det var tilfældet. Han har aldrig klaget.
Tredje gang vi havde større etiske overvejelser var op mod udgivelse, hvor vi gerne ville give Waseem Ghulam en sidste mulighed for at komme til orde.
Vi havde skrevet mails med ham i flere måneder og havde over 50 siders korrespondance, men han undlod at svare på mange spørgsmål. Vi vidste på daværende tidspunkt, at vi ville udkomme med både artikler og en podcast, og vi følte, at vi skyldte lytterne, læserne og især kvinderne at få svar på noget af den kritik, Waseem Ghulam nægtede at forholde sig til.
Vi vidste derfor, at vi gerne ville opsøge Waseem Ghulam, da vi ikke kunne komme igennem til ham på telefon. Vi ønskede ikke at opsøge ham på hans privatadresse, fordi han har børn i skolealderen, og vi ville gerne undgå, at de så deres far i en situation, der med al sandsynlighed ville blive opfattet som ubehagelig.
Vi var i tvivl, om han fortsat arbejdede på Citadellklinikken, og var også i tvivl om, hvorvidt vi ville kunne interviewe ham der, fordi der var et kort stykke fra parkeringspladsen ind til selve klinikken.
Vi vidste, han skulle vidne i byretten i en sag, hvor en af hans patienter havde sagsøgt ham for at få hendes penge, og vi ville gerne opsøge ham i forbindelse med det, fordi vi vidste, hvornår han ville være der, og vi vidste der måtte være mulighed for at tale med ham i noget tid, mens han forlod retten.
Vi ringede til retten og fik bekræftet, at vi gerne måtte optage konfrontationen, fordi det var et civilt søgsmål.
Waseem Ghulam havde på daværende tidspunkt i længere tid holdt fast i, at han ikke kunne udtale sig på grund af sin tavshedspligt, og vi brugte derfor tid på at forberede spørgsmål af generel karakter til sagen, så han ikke risikerede at bryde sin tavshedspligt.
Personfølsomme oplysninger
Kildearbejdet i ‘Skåret i stykker’ har budt på en række etiske overvejelser i forbindelse med kildernes oplysninger, fordi vi har skullet bruge meget private oplysninger om kilderne til at kunne både dokumentere og fortælle historien.
Det har været en svær balance, hvor meget vi har skullet bringe om kvindernes sexliv, intime billeder, psykiske sårbarheder og lignende. Særligt fordi kilderne udviste os stor tillid og i høj grad lod det være op til os at vurdere, hvad vi mente var relevant.
Det har derfor været en vigtig etisk overvejelse, at alle medvirkende kvinder skulle læse artikler, hvor de medvirkede igennem, og at vi var ærlige omkring de konsekvenser det kunne have at publicere forskellige oplysninger og billeder.
Både i forhold til fremtidige arbejdsgivere, fremmedes kommentarer på sociale medier og risikoen for, at Waseem Ghulam kunne sagsøge dem, hvis han fandt deres udtalelser injuerende.
Vi forklarede også kvinderne, at vi kun kunne publicere oplysninger om deres forløb, der kunne dokumenteres, at Waseem Ghulam skulle have mulighed for at svare på hver eneste kritikpunkt, og at de skulle give deres fuldmagt til, at han måtte sætte sig ind i deres sag og udtale sig om den til os.
Det har derfor fyldt i vores overvejelser, at vi selvfølgelig skulle beskytte den angrebne part - i det her tilfælde Waseem Ghulam - mod urigtige påstande, men i høj grad også, at vi skulle sikre os at kilderne forstod, hvad det indebar at stå frem.
Meget tidligt i processen forlangte Waseem Ghulam at få al vores dokumentation udleveret. Herunder kvindernes journaler og intime billeder. Gennem hele projektet var det en overvejelse, hvor meget vi ville udlevere til ham.
Vi ønskede, at han skulle vide præcis, hvad kritikken af ham bestod af, og hvordan den var begrundet, men vi ønskede ikke at sende billeder og journaler.
Særligt ikke, da han på et tidligt tidspunkt gjorde det klart, at han var parat til at dele kvindernes private oplysninger med andre medier, hvis vi udkom uden deres samtykke.
Vi kom frem til, at vi med kvindernes samtykke, gerne ville mødes med Waseem Ghulam til baggrund og gennemgå selve dokumentation, det afslog han dog.
Relation til kilderne
En del af kilderne var samlet i en Facebookgruppe, da vi blev opmærksomme på historien. I gruppen havde de i længere tid forsøgt at vejlede hinanden i, hvordan de kunne gøre sundhedsmyndighederne opmærksomme på, at der var et problem med Waseem Ghulam.
Da vi blev præsenteret for historien, så de os derfor meget hurtigt som nogle, der var en del af deres kamp og kunne hjælpe dem i retssager, kommunikation med myndigheder og så videre.
Vi havde derfor mange diskussioner om, hvor tæt vi skulle være på kilderne. På den ene side ville vi gerne have, at de følte sig trygge ved os, fordi vi bad dem om at dele meget intime og sårbare oplysninger om dem selv med os. På den anden side var det vigtigt de forstod, at vi ikke valgte side, men undersøgte om der var en historie, og derfor skulle afprøve både oplysninger og udtalelser de kom med kritisk.
Konkret arbejdede vi med det på den måde, at især en journalist var meget tæt på kilderne, en journalist arbejdede med Waseem Ghulam, mens en tredje journalist arbejdede med myndighedssporet og Citadelkliniken. På den måde kunne de journalister, der var mindre tæt på kilderne se kontakten udefra og sikre, at vi hele tiden var kritiske overfor erfaringskilderne.
Formidling:
Det stod meget tidligt klart, at vi gerne ville lave en podcast, fordi vi mente, at materialet ville kunne formidles bedst gennem lyd.
Det skyldes både emnet plastikkirurgi og kilderne.
Der eksisterer mange fordomme om både plastikkirurgi og de kvinder og mænd, der får det lavet.
Størstedelen af de kvinder, vi var i kontakt med levede på mange måder op til de fordomme. De havde store bryster, store læber, voldsomme tatoveringer, extensions i både hår og øjenvipper og tung makeup.
Deres ydre fremtoning kunne gøre det svært at se den sårbarhed, de også rummede, og som vi ønskede at formidle, fordi det i høj grad var det, der gjorde dem til ofre.
Vi ville gerne formidle deres blinde tro på den autoritet en læge er. Deres afmagt overfor en ressourcestærk og veluddannet mand, der gennem advokater og skrivelser til myndigheder og direkte intimiderede dem og underminerede deres troværdighed.
Deres ulige kamp mod et klagesystem, der kræver, at man har ressourcer til at navigere i en verden, som var meget langt fra den, som kvinderne befandt sig i.
Og så stod det også klart for os, at kvindernes fortællinger om de komplikationer, de havde været igennem og de omkostninger, det har haft, virkede meget stærkere, når de fortalte det.
Der var masser af frygtelige, bloddryppende billeder, vi kunne vise, men det efterlod slet ikke samme indtryk, som det gjorde, når en 26-årig kvinde fortæller, hvordan det føltes at stå med et kæmpe sår i brystet, hvor et implantat var på vej ud, mens hun skulle være en mor for sine tre små piger.
Vi ville også gerne bygge fortællingen op, så lytterne kunne få en fornemmelse af, hvordan Waseem Ghulam havde påvirket kvinderne og sundhedsmyndighederne for at undgå kritik, ved at vise hvordan han gennem processen forsøgte at påvirke os på samme måde.
På den måde blev hans kamp for først at så tvivl om kvinderne, herefter om os og vores arbejde for til sidst at forsøge at presse os til ikke at udkomme ved at advare om et retsligt efterspil et eksempel på det, som kvinderne både havde oplevet enkeltvis, men også som en samlet patientgruppe.
Vi ville i formidlingen gerne vise, at der var en lang række kvinder, men at deres problemstillinger på en række områder, og med hjælp fra tilrettelægger Nicholas Durup Thomsen arbejdede vi meget med et såkaldt kvindekor i podcasten.
Vi lod enkelte kvinder være de centrale kvinder, der fortalte hele deres historie, og så bakkede vi dem op med sync’er fra alle de andre kvinder, vi havde interviewet, så lytterne kunne få fornemmelsen af, at de stod på skuldrene af et bagtæppe af kvinder, der var i samme situation.
Formidlingsmæssigt gjorde vi også meget ud af at bruge tid på kvindernes bevægegrunde for at få plastikoperationer, så de mange lyttere der aldrig har fået en operation kunne få en større forståelse for, hvad der ligger bag.
Det stod ret hurtigt klart for os, at vi ikke ville få et længere interview med Waseem Ghulam vi kunne bruge i podcasten, fordi han ikke ønskede at stille op, så vi besluttede i stedet at bruge tid på inddrage vores research, så lytterne var bekendt med det forsvar, han skrev om til os i mails.
I stedet for at kunne stille ham spørgsmål til det i et interview, kunne vi på den måde vise, hvordan vi arbejdede med at undersøge og afkræfte hans påstande om, at han var offer for en hetz.
Podcastformatet gav os også muligheden for at formidle dele af researchen, der kunne været blevet tung på eksempelvis skrift på en mere levende måde.
Eksempelvis kunne journalist Andreas Wentoft forklare problemstillingen med, at klagerne var spredt i to lande med sine egne ord.
Han brugte eksemplet med, at man som læge havde et glas og klagerne var vand, men når lægen opererede i to lande, der ikke talte sammen, så var der to glas, som skulle fyldes i stedet for et, og dermed gik der længere tid, før glasset flød over.
Formatet gav også mulighed for at bringe optagelser, som kilderne selv havde lavet under deres konsultationer, der fungerede som dokumentation for, at Waseem Ghulam sagde et til os, men noget andet til patienterne.
Afslutningsvis gav formatet også mulighed for, at vi kunne vise, hvor mange andre sager, der potentielt er, fordi vi kunne vise, hvordan nye kilder begyndte at ringe ind med enslydende historier, da vi publicerede.
På den måde kunne vi også vise, hvordan næsten samtlige kilder havde troet, de var helt alene om deres oplevelse, og at det var dem, der var noget i vejen med, og hvor store konsekvenser det dermed har, at en læge med problemer kan fortsætte uden at blive stoppet.
Både fordi lægen i sig selv er en magtfuld autoritet, der kan udnytte sin magt til at bremse kritik, men også fordi klagesystemerne i Danmark og Sverige ikke taler sammen.
Det skyldes både emnet plastikkirurgi og kilderne.
Der eksisterer mange fordomme om både plastikkirurgi og de kvinder og mænd, der får det lavet.
Størstedelen af de kvinder, vi var i kontakt med levede på mange måder op til de fordomme. De havde store bryster, store læber, voldsomme tatoveringer, extensions i både hår og øjenvipper og tung makeup.
Deres ydre fremtoning kunne gøre det svært at se den sårbarhed, de også rummede, og som vi ønskede at formidle, fordi det i høj grad var det, der gjorde dem til ofre.
Vi ville gerne formidle deres blinde tro på den autoritet en læge er. Deres afmagt overfor en ressourcestærk og veluddannet mand, der gennem advokater og skrivelser til myndigheder og direkte intimiderede dem og underminerede deres troværdighed.
Deres ulige kamp mod et klagesystem, der kræver, at man har ressourcer til at navigere i en verden, som var meget langt fra den, som kvinderne befandt sig i.
Og så stod det også klart for os, at kvindernes fortællinger om de komplikationer, de havde været igennem og de omkostninger, det har haft, virkede meget stærkere, når de fortalte det.
Der var masser af frygtelige, bloddryppende billeder, vi kunne vise, men det efterlod slet ikke samme indtryk, som det gjorde, når en 26-årig kvinde fortæller, hvordan det føltes at stå med et kæmpe sår i brystet, hvor et implantat var på vej ud, mens hun skulle være en mor for sine tre små piger.
Vi ville også gerne bygge fortællingen op, så lytterne kunne få en fornemmelse af, hvordan Waseem Ghulam havde påvirket kvinderne og sundhedsmyndighederne for at undgå kritik, ved at vise hvordan han gennem processen forsøgte at påvirke os på samme måde.
På den måde blev hans kamp for først at så tvivl om kvinderne, herefter om os og vores arbejde for til sidst at forsøge at presse os til ikke at udkomme ved at advare om et retsligt efterspil et eksempel på det, som kvinderne både havde oplevet enkeltvis, men også som en samlet patientgruppe.
Vi ville i formidlingen gerne vise, at der var en lang række kvinder, men at deres problemstillinger på en række områder, og med hjælp fra tilrettelægger Nicholas Durup Thomsen arbejdede vi meget med et såkaldt kvindekor i podcasten.
Vi lod enkelte kvinder være de centrale kvinder, der fortalte hele deres historie, og så bakkede vi dem op med sync’er fra alle de andre kvinder, vi havde interviewet, så lytterne kunne få fornemmelsen af, at de stod på skuldrene af et bagtæppe af kvinder, der var i samme situation.
Formidlingsmæssigt gjorde vi også meget ud af at bruge tid på kvindernes bevægegrunde for at få plastikoperationer, så de mange lyttere der aldrig har fået en operation kunne få en større forståelse for, hvad der ligger bag.
Det stod ret hurtigt klart for os, at vi ikke ville få et længere interview med Waseem Ghulam vi kunne bruge i podcasten, fordi han ikke ønskede at stille op, så vi besluttede i stedet at bruge tid på inddrage vores research, så lytterne var bekendt med det forsvar, han skrev om til os i mails.
I stedet for at kunne stille ham spørgsmål til det i et interview, kunne vi på den måde vise, hvordan vi arbejdede med at undersøge og afkræfte hans påstande om, at han var offer for en hetz.
Podcastformatet gav os også muligheden for at formidle dele af researchen, der kunne været blevet tung på eksempelvis skrift på en mere levende måde.
Eksempelvis kunne journalist Andreas Wentoft forklare problemstillingen med, at klagerne var spredt i to lande med sine egne ord.
Han brugte eksemplet med, at man som læge havde et glas og klagerne var vand, men når lægen opererede i to lande, der ikke talte sammen, så var der to glas, som skulle fyldes i stedet for et, og dermed gik der længere tid, før glasset flød over.
Formatet gav også mulighed for at bringe optagelser, som kilderne selv havde lavet under deres konsultationer, der fungerede som dokumentation for, at Waseem Ghulam sagde et til os, men noget andet til patienterne.
Afslutningsvis gav formatet også mulighed for, at vi kunne vise, hvor mange andre sager, der potentielt er, fordi vi kunne vise, hvordan nye kilder begyndte at ringe ind med enslydende historier, da vi publicerede.
På den måde kunne vi også vise, hvordan næsten samtlige kilder havde troet, de var helt alene om deres oplevelse, og at det var dem, der var noget i vejen med, og hvor store konsekvenser det dermed har, at en læge med problemer kan fortsætte uden at blive stoppet.
Både fordi lægen i sig selv er en magtfuld autoritet, der kan udnytte sin magt til at bremse kritik, men også fordi klagesystemerne i Danmark og Sverige ikke taler sammen.