Mettes uønskede børn
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Jeppe Findalen, Thomas Foght, Magnus Mio, Nagieb Khaja
Projektets beskrivelse
Titel:
Mettes uønskede børn
Beskrivelse:
‘Mettes uønskede børn’ handler om de danske børn, der siden foråret 2019 har opholdt sig i de syriske fangelejr, Al Roj og Al Hol, efter at deres forældre flygtede fra Islamisk Stat.
Ved regeringsskiftet i sommeren 2019 stod det imidlertid klart, at børnene ikke skulle regne med hjælp fra de danske myndigheder. Flere love, som skulle begrænse børnenes muligheder for at vende hjem, blev vedtaget, og en stålsat Mette Frederiksen gentog ved flere lejligheder, at familierne havde vendt Danmark ryggen.
Sagen blev debatteret med jævne mellemrum i 2019 og 2020, men dækningen var ofte præget af følelser og tog som regel udgangspunkt i, om man var for eller imod den politiske beslutning om ikke at hjælpe børnene.
I betragtning af, at den danske stat med åbne øjne nægtede at hjælpe egne borgere i det, der af flere NGO’er beskrives som ‘helvede på jord’, var pressedækningen og udfordringen af den politiske position minimal.
På Ekstra Bladet besluttede vi at gå helhjertet ind i sagen med den ambition at bringe ny fakta om processen ind i debatten. Vi ville lave en granskning for at se, om regeringens tilgang kunne klare et journalistisk eftersyn og stå distancen.
Projektet har på den baggrund undersøgt næsten hvert et hjørne af den socialdemokratiske regerings kurs i sagen og over 70 artikler - primært hårde nyheder og afsløringer - lavet en kritisk afdækning af beslutningsgrundlaget, beskrevet forholdene i de syriske lejre, gengivet casefortællinger, udfordret regeringens argumenter og afdækket hvordan regeringen i det skjulte strammede praksis på området bag om ryggen på støttepartierne.
Helt centralt står afsløringerne af, hvordan afgørende efterretningsvurderinger om børnene i Syrien fra både PET og FE blev tilbageholdt af flere ministerier og ambassader og skjult for Folketinget i månedsvis.
Ved regeringsskiftet i sommeren 2019 stod det imidlertid klart, at børnene ikke skulle regne med hjælp fra de danske myndigheder. Flere love, som skulle begrænse børnenes muligheder for at vende hjem, blev vedtaget, og en stålsat Mette Frederiksen gentog ved flere lejligheder, at familierne havde vendt Danmark ryggen.
Sagen blev debatteret med jævne mellemrum i 2019 og 2020, men dækningen var ofte præget af følelser og tog som regel udgangspunkt i, om man var for eller imod den politiske beslutning om ikke at hjælpe børnene.
I betragtning af, at den danske stat med åbne øjne nægtede at hjælpe egne borgere i det, der af flere NGO’er beskrives som ‘helvede på jord’, var pressedækningen og udfordringen af den politiske position minimal.
På Ekstra Bladet besluttede vi at gå helhjertet ind i sagen med den ambition at bringe ny fakta om processen ind i debatten. Vi ville lave en granskning for at se, om regeringens tilgang kunne klare et journalistisk eftersyn og stå distancen.
Projektet har på den baggrund undersøgt næsten hvert et hjørne af den socialdemokratiske regerings kurs i sagen og over 70 artikler - primært hårde nyheder og afsløringer - lavet en kritisk afdækning af beslutningsgrundlaget, beskrevet forholdene i de syriske lejre, gengivet casefortællinger, udfordret regeringens argumenter og afdækket hvordan regeringen i det skjulte strammede praksis på området bag om ryggen på støttepartierne.
Helt centralt står afsløringerne af, hvordan afgørende efterretningsvurderinger om børnene i Syrien fra både PET og FE blev tilbageholdt af flere ministerier og ambassader og skjult for Folketinget i månedsvis.
Publicering:
Alle artikler, videoindslag, liveblogs og tv-udsendelser er publiceret i Ekstra Bladet og på eb.dk i perioden 15. December 2020 til 28. Maj 2021.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Startpunktet for projektet var en kombination af to ting. Dels havde vi hørt et løst rygte om, at PETs årlige trusselsvurdering fra marts 2020 havde været forsinket i mere end et år, fordi der fra Justitsministeriets side var utilfredshed med, at PETs faglige vurdering i rapporten var, at børnene i Syrien ikke udgjorde en trussel. PETs vurdering var angiveligt en kilde til frustration i regeringstoppen, fordi det stred imod den førte politik om ikke at hjælpe børnene.
Dels havde sagen de rette ingredienser til at skabe ballade politisk, da regeringen og dens parlamentariske grundlag fra dag 1 har været lodret uenige om håndteringen af børnene.
Det betød, at vi ved at grave nye, kritisable forhold og detaljer frem om processen kunne slå en kile ind mellem regeringen og støttepartierne og få det parlamentariske grundlag til at presse regeringen til indrømmelser. Den politiske situation og rygterne om den syltede PET-rapport var derfor de bærende elementer, der fik os på sporet.
Dels havde sagen de rette ingredienser til at skabe ballade politisk, da regeringen og dens parlamentariske grundlag fra dag 1 har været lodret uenige om håndteringen af børnene.
Det betød, at vi ved at grave nye, kritisable forhold og detaljer frem om processen kunne slå en kile ind mellem regeringen og støttepartierne og få det parlamentariske grundlag til at presse regeringen til indrømmelser. Den politiske situation og rygterne om den syltede PET-rapport var derfor de bærende elementer, der fik os på sporet.
Tidshorizont:
Vi begyndte i slutningen af oktober 2020 at sondere terrænet og researche os ind på sagen. Det foregik ved at opsøge relevante kilder, gennemse tidligere samråd, læse besvarelser til Folketinget, søge aktindsigter og få et overblik over den hidtidige mediedækning.
I november satte vi yderligere tryk på ved at koble en freelancer og en praktikant på sagen, og derfra arbejdede vi stort set allesammen fuldtid med projektet frem til midten af maj 2021, hvor regeringen bøjede sig og besluttede at hente 14 børn og tre kvinder hjem fra de syriske teltlejre.
Derfra har vi nedskaleret dækningen og bemandingen på projektet. Men sagen er stadig på vores radar, fordi der fortsat befinder sig børn med dansk tilknytning i lejrene, og derfor forfølger vi stadig enkelte historier.
I november satte vi yderligere tryk på ved at koble en freelancer og en praktikant på sagen, og derfra arbejdede vi stort set allesammen fuldtid med projektet frem til midten af maj 2021, hvor regeringen bøjede sig og besluttede at hente 14 børn og tre kvinder hjem fra de syriske teltlejre.
Derfra har vi nedskaleret dækningen og bemandingen på projektet. Men sagen er stadig på vores radar, fordi der fortsat befinder sig børn med dansk tilknytning i lejrene, og derfor forfølger vi stadig enkelte historier.
Nyhed:
Projektet har på en række områder blotlagt regeringens beslutningsproces og afdækket de hemmeligholdte advarsler, som efterretningstjenesterne har leveret i sagen.
Især historierne om de FE-efterretninger, som i efteråret 2020 blev delt med regeringen, vakte opsigt, da vi over tre forsider kunne afsløre, hvordan Islamisk Stat ifølge FE planlagde udsmuglinger af børn fra de syriske lejre, hvorefter de skulle trænes til at begå terror i deres hjemlande. Historierne viste, at der var en sikkerhedsrisiko for Danmark ved at lade børnene blive i lejrene.
Derudover har projektet også givet et detaljeret indblik i, hvordan især Justitsministeriet har tilbageholdt og skjult PETs vurderinger om børnene i Syrien. Her har vi med udgangspunkt i PETs trusselsvurdering afdækket, hvordan man syltede udgivelsen af den trusselsvurdering, hvori det fremgik, at børnene ikke var en trussel, og gennem måneder holdt justitsministeren en anden ubelejlig PET-vurdering tæt til kroppen, selv om sagen flere gange blev debatteret i Folketinget.
Samlet set har dækningen tegnet et billede af en regering, som har ignoreret alle ekspertvurderinger og vægtet politik højere end faglighed.
Samtidig har projektet ladet sagens hovedpersoner komme til orde; børnene. Blandt andet den 15-årige ‘Ibrahim’, der i juni 2019 blev evakueret fra Syrien som det første danske barn. Fortællingen om hans ophold i al-Hol er det det første vidnesbyrd, den danske offentlighed har fået fra et barn, der har opholdt sig hos IS.
Især historierne om de FE-efterretninger, som i efteråret 2020 blev delt med regeringen, vakte opsigt, da vi over tre forsider kunne afsløre, hvordan Islamisk Stat ifølge FE planlagde udsmuglinger af børn fra de syriske lejre, hvorefter de skulle trænes til at begå terror i deres hjemlande. Historierne viste, at der var en sikkerhedsrisiko for Danmark ved at lade børnene blive i lejrene.
Derudover har projektet også givet et detaljeret indblik i, hvordan især Justitsministeriet har tilbageholdt og skjult PETs vurderinger om børnene i Syrien. Her har vi med udgangspunkt i PETs trusselsvurdering afdækket, hvordan man syltede udgivelsen af den trusselsvurdering, hvori det fremgik, at børnene ikke var en trussel, og gennem måneder holdt justitsministeren en anden ubelejlig PET-vurdering tæt til kroppen, selv om sagen flere gange blev debatteret i Folketinget.
Samlet set har dækningen tegnet et billede af en regering, som har ignoreret alle ekspertvurderinger og vægtet politik højere end faglighed.
Samtidig har projektet ladet sagens hovedpersoner komme til orde; børnene. Blandt andet den 15-årige ‘Ibrahim’, der i juni 2019 blev evakueret fra Syrien som det første danske barn. Fortællingen om hans ophold i al-Hol er det det første vidnesbyrd, den danske offentlighed har fået fra et barn, der har opholdt sig hos IS.
Konsekvens:
Dækningen af ‘Mettes uønskede børn’ har gjort (nogle af) børnene ønskede, og de vil efter alt at dømme blive hentet hjem til Danmark i løbet af efteråret 2021.
Regeringen vendte i maj 2021 på en tallerken og annoncerede pludselig, at tre mødre og deres i alt 14 børn nu hentes hjem til Danmark.
Det var en direkte udløber af vores månedlange dækning og i særdeleshed de FE-historier, vi i marts havde bragt i avisen og på net. Artiklerne fik ministertaburetterne til vakle under flere ministre, og undervejs luftede Radikale tanken om at vælte regeringen.
Regeringen købte sig tid ved at nedsætte en task force, som skulle undersøge mulighederne for at hente børnene hjem uden deres mødre. Det viste sig imidlertid at være juridisk umuligt, og regeringen var derfor tvunget til også at hente mødrene hjem, hvis de ønskede at redde Jeppe Kofod og Nick Hækkerups ministerposter.
Jeppe Kofod overlevede, men fik alligevel en ‘næse’ af et flertal af Udenrigspolitisk Nævn for at have hemmeligholdt de centrale FE-oplysninger.
Samlet set har projektet tvunget regeringen til at handle og lave en opsigtsvækkende kursændring, så 14 danske børn nu ikke længere skal vokse op i det, der går under ‘Europas Guantanamo’.
Regeringen vendte i maj 2021 på en tallerken og annoncerede pludselig, at tre mødre og deres i alt 14 børn nu hentes hjem til Danmark.
Det var en direkte udløber af vores månedlange dækning og i særdeleshed de FE-historier, vi i marts havde bragt i avisen og på net. Artiklerne fik ministertaburetterne til vakle under flere ministre, og undervejs luftede Radikale tanken om at vælte regeringen.
Regeringen købte sig tid ved at nedsætte en task force, som skulle undersøge mulighederne for at hente børnene hjem uden deres mødre. Det viste sig imidlertid at være juridisk umuligt, og regeringen var derfor tvunget til også at hente mødrene hjem, hvis de ønskede at redde Jeppe Kofod og Nick Hækkerups ministerposter.
Jeppe Kofod overlevede, men fik alligevel en ‘næse’ af et flertal af Udenrigspolitisk Nævn for at have hemmeligholdt de centrale FE-oplysninger.
Samlet set har projektet tvunget regeringen til at handle og lave en opsigtsvækkende kursændring, så 14 danske børn nu ikke længere skal vokse op i det, der går under ‘Europas Guantanamo’.
Metode:
Bag historierne om PET og FEs hemmeligholdte rapporter og advarsler til regeringen ligger et intenst kildearbejde og adskillige forsøg på at lirke de rigtige embedsmænd og efterretningsfolk op.
Det stod hurtigt klart for os, at offentlighedsloven ikke var vores ven, da vi indledte projektet. Mange informationer blev undtaget med henvisning til statens sikkerhed, forholdet til fremmede magter, ministerbetjening og interne forhold, så vi måtte i stedet gå uden om systemet.
Vi havde hørt løse rygter om FE-informationer og en PET-vurdering, der var særdeles belastende for regeringen, og eneste vej frem, når aktindsigt intet gav, var at gå direkte til de ansatte i ministerier og efterretningstjenesterne.
Det betød, at vi ringede uopfordret, troppede op på deres personlige adresser, sendte breve og lagde beskeder i postkasser til et væld af folk, som vi antog havde konkret viden om de rygter, vi havde hørt. Enkelte blev sure og smækkede telefonen og døren i, men mange havde forståelse for vores metode og bekræftede os i, at det var værd at undersøge regeringens kurs i sagen.
Hele vejen igennem har adskillige kilder i og omkring ministerierne givet os det indtryk, at der var stor frustration i embedsværket over den besværlige og smalle sti, som regeringen havde valgt. Det har været en klar fordel, som vi kunne bruge i samtalerne med de centrale kilder, fordi de dermed så en større interesse i at hjælpe os, fordi de også selv var indignerede.
Af hensyn til kildebeskyttelsen kan vi ikke i denne metoderapport gå nærmere ind i, hvad eller hvem der hjalp os med at komme i mål med de historier, som bygger på anonyme kilder, men det giver sig selv, at vi undervejs i arbejdet med at kontakte embedsmænd, lykkedes med at få bekræftet rygterne fra et tilstrækkeligt antal personer med førstehåndsviden.
Det opsøgende kildearbejde har været den drivende metode til at få de svære historier i hus, men indledningsvis har vi også arbejdet minutiøst med tidslinjer for at danne os et overblik over sagens udvikling fra Islamisk Stats kollaps til den politiske udvikling i Danmark og diverse samråd, forespørgsler og udmeldinger fra ministre. Det har været et værdifuldt værktøj i opstartsfasen og bidraget til forståelsen af, hvem, der vidste hvad og hvornår.
Derudover har vi allieret os med enkelte politikere, som har stillet §20-spørgsmål til ministre på vegne af os, og det betød i enkelte tilfælde, at vi fik oplysninger hurtigere, end hvis vi skulle anmode om aktindsigt.
Som tidligere nævnt blokerede offentlighedsloven for informationer om ministerielle beslutninger og sagsgange, men vi fik i enkelte tilfælde partsindsigt ved at få fuldmagter fra pårørende. Blandt andet fra familien til ‘Ibrahim’, som gav os mulighed for at få aktindsigt i deres sag.
Ud over materialet i de konkrete sager, viste partsaktindsigterne sig også at være et nyttigt redskab til at få adgang til informationer om regeringens generelle håndtering af sagerne, som var blevet undtaget i andre anmodninger. Vi forsøgte derfor at søge de samme oplysninger via forskellige aktindsigter, hvilket i flere tilfælde bar frugt.
Via kilder på Christiansborg lykkedes det os også at få afdækket, at sagen havde været langt mere betændt end først antaget. Det viste sig, at daværende formand for Radikale, Morten Østergaard, under et fortroligt møde i foråret 2020 havde truet med at vælte regeringen, såfremt der skete noget med et af børnene i Syrien.
Vores gennemgang af alle dokumenter i sagen, samråd, aktindsigter og samtaler med kilder førte også til, at vi kunne afsløre, at regeringen kort efter valget i 2019 strammede praksis på området. Det viste sig, at der var små sproglige nuanceforskelle i måden, som den borgerlige regeringen beskrev sin praksis på under et samråd før valget, og den, der blev fremlagt af den nytiltrådte S-regering under et samråd få måneder efter valget. Herefter spurgte vi Udenrigsministeriet, om praksis var ændret af S-regeringen, blev vi i første omgang spist af med en (sø-)forklaring om, at praksis skam fulgte regeringens linje.
Vi endte med at få eksperter til at vurdere de to beskrivelser og bragte på den baggrund den første historie om den skjulte stramning. I sidste ende måtte regeringen under et samråd erkende, at praksis var strammet kort efter valget, og at det var sket uden inddragelse af støttepartierne, som først hørte om stramningen i Ekstra Bladet over halvandet år efter valget.
Det stod hurtigt klart for os, at offentlighedsloven ikke var vores ven, da vi indledte projektet. Mange informationer blev undtaget med henvisning til statens sikkerhed, forholdet til fremmede magter, ministerbetjening og interne forhold, så vi måtte i stedet gå uden om systemet.
Vi havde hørt løse rygter om FE-informationer og en PET-vurdering, der var særdeles belastende for regeringen, og eneste vej frem, når aktindsigt intet gav, var at gå direkte til de ansatte i ministerier og efterretningstjenesterne.
Det betød, at vi ringede uopfordret, troppede op på deres personlige adresser, sendte breve og lagde beskeder i postkasser til et væld af folk, som vi antog havde konkret viden om de rygter, vi havde hørt. Enkelte blev sure og smækkede telefonen og døren i, men mange havde forståelse for vores metode og bekræftede os i, at det var værd at undersøge regeringens kurs i sagen.
Hele vejen igennem har adskillige kilder i og omkring ministerierne givet os det indtryk, at der var stor frustration i embedsværket over den besværlige og smalle sti, som regeringen havde valgt. Det har været en klar fordel, som vi kunne bruge i samtalerne med de centrale kilder, fordi de dermed så en større interesse i at hjælpe os, fordi de også selv var indignerede.
Af hensyn til kildebeskyttelsen kan vi ikke i denne metoderapport gå nærmere ind i, hvad eller hvem der hjalp os med at komme i mål med de historier, som bygger på anonyme kilder, men det giver sig selv, at vi undervejs i arbejdet med at kontakte embedsmænd, lykkedes med at få bekræftet rygterne fra et tilstrækkeligt antal personer med førstehåndsviden.
Det opsøgende kildearbejde har været den drivende metode til at få de svære historier i hus, men indledningsvis har vi også arbejdet minutiøst med tidslinjer for at danne os et overblik over sagens udvikling fra Islamisk Stats kollaps til den politiske udvikling i Danmark og diverse samråd, forespørgsler og udmeldinger fra ministre. Det har været et værdifuldt værktøj i opstartsfasen og bidraget til forståelsen af, hvem, der vidste hvad og hvornår.
Derudover har vi allieret os med enkelte politikere, som har stillet §20-spørgsmål til ministre på vegne af os, og det betød i enkelte tilfælde, at vi fik oplysninger hurtigere, end hvis vi skulle anmode om aktindsigt.
Som tidligere nævnt blokerede offentlighedsloven for informationer om ministerielle beslutninger og sagsgange, men vi fik i enkelte tilfælde partsindsigt ved at få fuldmagter fra pårørende. Blandt andet fra familien til ‘Ibrahim’, som gav os mulighed for at få aktindsigt i deres sag.
Ud over materialet i de konkrete sager, viste partsaktindsigterne sig også at være et nyttigt redskab til at få adgang til informationer om regeringens generelle håndtering af sagerne, som var blevet undtaget i andre anmodninger. Vi forsøgte derfor at søge de samme oplysninger via forskellige aktindsigter, hvilket i flere tilfælde bar frugt.
Via kilder på Christiansborg lykkedes det os også at få afdækket, at sagen havde været langt mere betændt end først antaget. Det viste sig, at daværende formand for Radikale, Morten Østergaard, under et fortroligt møde i foråret 2020 havde truet med at vælte regeringen, såfremt der skete noget med et af børnene i Syrien.
Vores gennemgang af alle dokumenter i sagen, samråd, aktindsigter og samtaler med kilder førte også til, at vi kunne afsløre, at regeringen kort efter valget i 2019 strammede praksis på området. Det viste sig, at der var små sproglige nuanceforskelle i måden, som den borgerlige regeringen beskrev sin praksis på under et samråd før valget, og den, der blev fremlagt af den nytiltrådte S-regering under et samråd få måneder efter valget. Herefter spurgte vi Udenrigsministeriet, om praksis var ændret af S-regeringen, blev vi i første omgang spist af med en (sø-)forklaring om, at praksis skam fulgte regeringens linje.
Vi endte med at få eksperter til at vurdere de to beskrivelser og bragte på den baggrund den første historie om den skjulte stramning. I sidste ende måtte regeringen under et samråd erkende, at praksis var strammet kort efter valget, og at det var sket uden inddragelse af støttepartierne, som først hørte om stramningen i Ekstra Bladet over halvandet år efter valget.
Modstand:
Da vi i marts 2021 kunne afsløre, at regeringen havde undladt at reagere og informere om efterretningerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste, oplevede vi flere eksempler på modpres og spin fra Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.
Ministerierne var dog hæmmet af, at de hverken til citat eller baggrund kunne bekræfte vores historier, fordi de i så fald ville bekræfte eksistensen af de fortrolige oplysninger. Derfor begrænsede deres modstand og pres sig til skjulte hentydninger og halvhjertede spin-forsøg.
FE-historierne affødte en voldsom diskussion på flere møder i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor regeringen ifølge nævnsmedlemmerne burde havde oplyst om efterretningerne. Det var ikke sket, og da efterretningerne var delt med både Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet, opstod der en intern diskussen i regeringen om, hvem der skulle tage ansvar for sagen.
Alt pegede på, at Jeppe Kofod var den ansvarlige, da Udenrigsministeriet hele vejen igennem sagen om børnene i Syrien har været ressortministerium, men Udenrigsministeriets presseenhed forsøgte alligevel at sende os i retning af Forsvarsministeriet, når vi havde spørgsmål til sagen, fordi FE rent organisatorisk hører derunder. Det komiske opstod dernæst i, at Forsvarsministeriets presseenhed sendte os tilbage til Udenrigsministeriet, når vi med den begrundelse henvendte os til dem. Det var et internt abe-spil, og ingen ønskede at håndtere sagen, men i sidste ende ‘tabte’ Udenrigsministeriet den armlægning, der foregik i kulissen.
Vi bragte i alt fire afsløringer om FE-oplysningerne, og presset på regeringen blev øget yderligere, for hver gang de udkom. Vi forlagde altid de enkelte informationer fra de fire ministerier dagen forinden, men inden sidste historie fra 23. marts om ‘Kalifatets Løveunger’, var det tydeligt, at Udenrigsministeriet og hele regeringen var særdeles presset. Vi blev ringet op af en af de øverste embedsmænd i Udenrigsministeriet, der i en skarp tone forsøgte at påvirke dækningen og indikere, at temaet allerede var offentligt gengivet i tidligere risikovurderinger.
Generelt spredte der sig en nervøsitet rundt i ministerierne, hvor alene det at tale med os blev opfattet som mistænkeligt. Presserådgivere med mange års erfaring var pludselig ængstelige for at snakke med os, fordi de så internt kunne blive mistænkt for at være en af vores kilder.
Samtidig oplevede vi, hvordan en pressehenvendelse til Justitsministeriet skabte panik i regeringen, som i en desperat manøvre følte sig tvunget til at involvere støttepartierne, fordi man frygtede konsekvenserne af endnu en kritisk historie.
Baggrunden var de individuelle trusselsvurderinger af børnenes mødre.
Vi havde gennem et stykke tid arbejdet med historien og det faktum, at vurderingerne lå hos PET. Vi opdagede, at det parlamentariske grundlag igen var blevet holdt hen i uvidenhed, selvom vurderingerne kunne være altafgørende, og da vi skulle bede om en kommentar hos Justitsministeriet, fik regeringen hurtigt travlt med at informere støttepartierne, så de ikke igen følte sig under-informeret.
Så i stedet for at besvare vores pressehenvendelse, blev støttepartierne straks indkaldt til et fortroligt møde, hvor de fik vurderingerne præsenteret.
For regeringen handlede det udelukkende om ikke at forpeste samarbejdet med de øvrige røde partier yderligere, og derfor måtte vores afsløring set fra deres stol ikke slippe ud, før orienteringen havde fundet sted.
Vi opsnusede dog hurtigt, at regeringen forsøgte at løbe om hjørner med os, og derfor satte vi alle sejl ind på at forpurre deres plan og udkomme med historien, inden det fortrolige møde, hvilket også lykkedes.
Ministerierne var dog hæmmet af, at de hverken til citat eller baggrund kunne bekræfte vores historier, fordi de i så fald ville bekræfte eksistensen af de fortrolige oplysninger. Derfor begrænsede deres modstand og pres sig til skjulte hentydninger og halvhjertede spin-forsøg.
FE-historierne affødte en voldsom diskussion på flere møder i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor regeringen ifølge nævnsmedlemmerne burde havde oplyst om efterretningerne. Det var ikke sket, og da efterretningerne var delt med både Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet, opstod der en intern diskussen i regeringen om, hvem der skulle tage ansvar for sagen.
Alt pegede på, at Jeppe Kofod var den ansvarlige, da Udenrigsministeriet hele vejen igennem sagen om børnene i Syrien har været ressortministerium, men Udenrigsministeriets presseenhed forsøgte alligevel at sende os i retning af Forsvarsministeriet, når vi havde spørgsmål til sagen, fordi FE rent organisatorisk hører derunder. Det komiske opstod dernæst i, at Forsvarsministeriets presseenhed sendte os tilbage til Udenrigsministeriet, når vi med den begrundelse henvendte os til dem. Det var et internt abe-spil, og ingen ønskede at håndtere sagen, men i sidste ende ‘tabte’ Udenrigsministeriet den armlægning, der foregik i kulissen.
Vi bragte i alt fire afsløringer om FE-oplysningerne, og presset på regeringen blev øget yderligere, for hver gang de udkom. Vi forlagde altid de enkelte informationer fra de fire ministerier dagen forinden, men inden sidste historie fra 23. marts om ‘Kalifatets Løveunger’, var det tydeligt, at Udenrigsministeriet og hele regeringen var særdeles presset. Vi blev ringet op af en af de øverste embedsmænd i Udenrigsministeriet, der i en skarp tone forsøgte at påvirke dækningen og indikere, at temaet allerede var offentligt gengivet i tidligere risikovurderinger.
Generelt spredte der sig en nervøsitet rundt i ministerierne, hvor alene det at tale med os blev opfattet som mistænkeligt. Presserådgivere med mange års erfaring var pludselig ængstelige for at snakke med os, fordi de så internt kunne blive mistænkt for at være en af vores kilder.
Samtidig oplevede vi, hvordan en pressehenvendelse til Justitsministeriet skabte panik i regeringen, som i en desperat manøvre følte sig tvunget til at involvere støttepartierne, fordi man frygtede konsekvenserne af endnu en kritisk historie.
Baggrunden var de individuelle trusselsvurderinger af børnenes mødre.
Vi havde gennem et stykke tid arbejdet med historien og det faktum, at vurderingerne lå hos PET. Vi opdagede, at det parlamentariske grundlag igen var blevet holdt hen i uvidenhed, selvom vurderingerne kunne være altafgørende, og da vi skulle bede om en kommentar hos Justitsministeriet, fik regeringen hurtigt travlt med at informere støttepartierne, så de ikke igen følte sig under-informeret.
Så i stedet for at besvare vores pressehenvendelse, blev støttepartierne straks indkaldt til et fortroligt møde, hvor de fik vurderingerne præsenteret.
For regeringen handlede det udelukkende om ikke at forpeste samarbejdet med de øvrige røde partier yderligere, og derfor måtte vores afsløring set fra deres stol ikke slippe ud, før orienteringen havde fundet sted.
Vi opsnusede dog hurtigt, at regeringen forsøgte at løbe om hjørner med os, og derfor satte vi alle sejl ind på at forpurre deres plan og udkomme med historien, inden det fortrolige møde, hvilket også lykkedes.
Etik:
Vores arbejde med kilder og historierne om efterretningstjensternes advarsler og vurderinger har været to centrale omdrejningspunkter for hele dækningen, og det har selvsagt også givet de største etiske overvejelser.
Foruden at gå meget forsigtigt til værks med kilderne og deres identitet har vi taget aktive valg om ikke at bringe konkrete historier, fordi de kunne kompromittere kilderne. Det var til tider en vanskelig beslutning, fordi vi er journalister og har et naturligt ønske om at afdække alle kritisable forhold.
Men flere informationer og detaljer fra specifikke møder har vi bevidst undladt at bringe for at beskytte kilder, og fordi vi i enkelte tilfælde ikke var sikre på, om det var de ansvarlige myndigheders forsøg på at lægge en fælde for vores kilder. Hvis der f.eks. blev sagt én ting på et møde, men noget andet i et andet møde, hvorefter vi beskrev detaljer fra kun det ene møde, kunne det føre myndighederne på sporet af vores kilder.
Det var altid en konkret afvejning af, hvilke informationer, vi lå inde med, hvor mange, der havde fortalt det og i hvilken sammenhæng, de var tilgået kilderne, men som som regel valgte vi at gå med livrem og seler for at beskytte kilderne og helt udelade at bruge informationerne.
I vores dækning af de efterretninger, som FE havde delt med regeringen, udelod vi også konkrete informationer, som ikke var relevante for historierne, men som internt i FE kunne få store konsekvenser. Det handlede om en af de samarbejdspartnere, som FE havde fået efterretningerne fra.
Efterretningstjenester og især de danske er dybt afhængige af at kunne dele og modtage efterretninger fra andre tjenester i udlandet, og vi kunne gøre stor skade på disse samarbejder, hvis vi afslørede, hvor efterretningerne kom fra, fordi det i sidste ende kunne betyde, at strømmen af vigtige informationer til FE fremover ville lukke i, fordi partneren var blotlagt i Ekstra Bladet. Vi havde ingen interesse i at besværliggøre FEs relationer med andre tjenester, og da oplysningen ikke var central for vores dækning, udelod vi den af hensyn til tjenestens arbejde.
Da vi kom på sporet af historierne om FEs orientering af regeringen af udsmugling af børn, holdt vi ekstremt tæt og meget få personer på Ekstra Bladet kendte indholdet. Vi var nervøse for, at myndighederne vil forsøge at få nedlagt et fogedforbud, hvis de blev bekendt med, hvilke oplysninger vi havde gravet frem og var klar til at bringe. Måske var det en overreaktion og ren indbildning, men vi besluttede alligevel at tage en række forholdsregler, fordi det handlede om fortrolige efterretninger og forhold til Danmarks samarbejdspartnere.
Al kommunikation på redaktionen om sagen foregik derfor mundtligt og i rum uden telefoner. Vi begyndte desuden at skrive den første artikel i hånden, fordi vi ikke turde lægge den online i avisens skrivesystem af frygt for hacking eller evt. overvågning. Først få timer før deadline, lagde vi den ind i systemerne.
Den primære nervøsitet bestod derfor i forelæggelsen til de relevante myndigheder. For hvis Udenrigsministeriet og de øvrige ministerier fik de påkrævede 24 timer til at reagere på historien, ville det være rigelig tid for dem til at forsøge at få et fogedforbud, hvis det var det, de ønskede.
Vi endte med at kontakte ministerierne fredag aften ved 21-tiden med en grundig mail om indholdet af den historie, vi var på vej med, og de spørgsmål, vi ønskede at få besvaret. De fik en kort svarfrist til lørdag kl. 15, fordi det alligevel var vores opfattelse, at de ikke var interesserede i at kommentere fortrolige efterretninger. Og vi fik ret i den vurdering, og heldigvis gik ingen rettens vej.
Foruden at gå meget forsigtigt til værks med kilderne og deres identitet har vi taget aktive valg om ikke at bringe konkrete historier, fordi de kunne kompromittere kilderne. Det var til tider en vanskelig beslutning, fordi vi er journalister og har et naturligt ønske om at afdække alle kritisable forhold.
Men flere informationer og detaljer fra specifikke møder har vi bevidst undladt at bringe for at beskytte kilder, og fordi vi i enkelte tilfælde ikke var sikre på, om det var de ansvarlige myndigheders forsøg på at lægge en fælde for vores kilder. Hvis der f.eks. blev sagt én ting på et møde, men noget andet i et andet møde, hvorefter vi beskrev detaljer fra kun det ene møde, kunne det føre myndighederne på sporet af vores kilder.
Det var altid en konkret afvejning af, hvilke informationer, vi lå inde med, hvor mange, der havde fortalt det og i hvilken sammenhæng, de var tilgået kilderne, men som som regel valgte vi at gå med livrem og seler for at beskytte kilderne og helt udelade at bruge informationerne.
I vores dækning af de efterretninger, som FE havde delt med regeringen, udelod vi også konkrete informationer, som ikke var relevante for historierne, men som internt i FE kunne få store konsekvenser. Det handlede om en af de samarbejdspartnere, som FE havde fået efterretningerne fra.
Efterretningstjenester og især de danske er dybt afhængige af at kunne dele og modtage efterretninger fra andre tjenester i udlandet, og vi kunne gøre stor skade på disse samarbejder, hvis vi afslørede, hvor efterretningerne kom fra, fordi det i sidste ende kunne betyde, at strømmen af vigtige informationer til FE fremover ville lukke i, fordi partneren var blotlagt i Ekstra Bladet. Vi havde ingen interesse i at besværliggøre FEs relationer med andre tjenester, og da oplysningen ikke var central for vores dækning, udelod vi den af hensyn til tjenestens arbejde.
Da vi kom på sporet af historierne om FEs orientering af regeringen af udsmugling af børn, holdt vi ekstremt tæt og meget få personer på Ekstra Bladet kendte indholdet. Vi var nervøse for, at myndighederne vil forsøge at få nedlagt et fogedforbud, hvis de blev bekendt med, hvilke oplysninger vi havde gravet frem og var klar til at bringe. Måske var det en overreaktion og ren indbildning, men vi besluttede alligevel at tage en række forholdsregler, fordi det handlede om fortrolige efterretninger og forhold til Danmarks samarbejdspartnere.
Al kommunikation på redaktionen om sagen foregik derfor mundtligt og i rum uden telefoner. Vi begyndte desuden at skrive den første artikel i hånden, fordi vi ikke turde lægge den online i avisens skrivesystem af frygt for hacking eller evt. overvågning. Først få timer før deadline, lagde vi den ind i systemerne.
Den primære nervøsitet bestod derfor i forelæggelsen til de relevante myndigheder. For hvis Udenrigsministeriet og de øvrige ministerier fik de påkrævede 24 timer til at reagere på historien, ville det være rigelig tid for dem til at forsøge at få et fogedforbud, hvis det var det, de ønskede.
Vi endte med at kontakte ministerierne fredag aften ved 21-tiden med en grundig mail om indholdet af den historie, vi var på vej med, og de spørgsmål, vi ønskede at få besvaret. De fik en kort svarfrist til lørdag kl. 15, fordi det alligevel var vores opfattelse, at de ikke var interesserede i at kommentere fortrolige efterretninger. Og vi fik ret i den vurdering, og heldigvis gik ingen rettens vej.
Formidling:
Vi besluttede os ret tidligt i processen for, at video skulle være en hjørnesten i vores formidling.
Eftersom, at det er kompliceret stof, havde vi behov for at ramme bredt ud og formidle det let forståeligt, og her er den visuelle del af vores serie central.
Det gav os en mulighed for at skære vores artikler mere ind til benet, når vi samtidig kunne have en videodel, der på en fordøjelig måde forklarede forløbet, de politiske processer og hvad der var sket op til det punkt i sagen, som artiklen skulle spille ind i.
Vi har lagt energi og ressourcer i at udforme explainere, så det ikke bare bliver en tør gennemgang af sagen, som ingen ser, men så den rent faktisk bringer nogle af alle elementerne fra artiklerne i spil på en nogenlunde underholdende måde.
Det er på en måde en service til det publikum, der ikke nødvendigvis læser historier om, hvilke embedsmænd, der vidste hvad. Det gør samtidig, at man kan få nogle andre læsere med ved at formidle og visualisere det på denne måde.
Fordi vi er på Ekstra Bladet har vi også haft mulighed for at lave det med et lille glimt i øjet og en tabloid vinkling og formidling.
Vi lavede eksempelvis et sammenklip fra pressemødet, hvor beslutningen om at tage de tre mødre og 14 børn hjem blev præsenteret. Her tog vi alle de argumenter regeringen her brugte for at hjemtage og klippede direkte til en diametralt modsat argumentation fra samme minister fra et par måneder før.
Og det er et meget godt eksempel på, hvordan vi igennem serien forsøgte at knække koden til, at tage nogle af de klip, der fungerer som dokumentation – eksempelvis udtalelser fra samråd - og klippe det, så det både kan give modtageren kontekst til sagen, men så det også har et underholdende element i sig.
En stor del af vores fokus har samtidig været på konfrontationen. Det er en vigtig del af at give det hele noget Ekstra Bladet-DNA. Med Ekstra Bladets rolle i mediebilledet, kræver en serie som vores, at vi tager de ubekvemme spørgsmål med til politikerne og forsøger at få svar på den.
Det element bidrager også til en formidling, hvor man får nogle hovedpersoner i spil. Nogle aktører, som man kan sætte ansigt på. Her spiller videouniverset sammen med artikel-universet, hvor vi ofte har haft rubrikker, der er vinklet på den ansvarlige minister i sagen. I tråd med dette indgår der artikler om, at ministre, der nægter at svare på spørgsmål i sagen.
Vi har en række konfrontationer med politikere, som vi har brugt klippene fra løbende igennem vores dækning for at optegne forløbet og som en form for motor i formidlingen.
En anden ting, som vi også har lagt vægt på ift. videoerne er, at det skulle være materiale, der kunne bruges løbende og ikke havde en hurtig udløbsdato. Vi har forsøgt at lave nogle videoer, som man kunne bruge på artiklerne, hver gang det handler om PET, FE eller lignende.
Vi har også haft en stor del Live-dækning af sagen. Det har været en sag, der har været højt prioriteret på Ekstra Bladet.
Derfor har live-dækning kunnet noget, som vi også har forsøgt med det andet videomateriale – nemlig at få stoffet formidlet til nogle læsere eller seere, som ikke normalt ville interessere sig for området. Live-dækningen har forsøgt at gøre centrale samråd spændende og få folk til rent faktisk at se samråd.
Det har været et forsøg på at gøre dækningen mere levende og intens ved at dække afgørende pressemøder, samråd og lignende.
Samtidig så har det gjort meget for at holde sagen varm, at der konstant blev lagt det her tryk på, og vi har på den måde i højere grad kunne holde trykket på sagen.
Det er samtidig i videomaterialet, at vi kommer tæt på de mennesker, som det hele handler om.
Vi har bragt interviews med nogle af børnene i lejrene. Vi har bragt videoer, hvor der var interviews med pårørende. Og vi har igennem videoerne fået sat et ansigt og stemme på de mennesker, som er i centrum af sagen.
Det har også været måden at tage læserne med ind på Christiansborg, at man får lov til at se ministeren løbe fra spørgsmål kort tid efter, at ministeriet har bekræftet, at de kendte til en specifik vurdering og lignende.
I vores artikelunivers har vi fokuseret på hårde nyheder. Det var et snit, som vi lagde, da vi gik igang med serien, at vi ville fokusere på at bringe ny viden i spil med et fokus på den politiske process. Det stod klart for os, at mange af de humanitære argumenter i sagen i en vis grad var dækket, og at det ville kræve hårdere nyheder og afsløringer for at ændre den offentlige samtale og øge det politiske pres.
Eftersom, at det er kompliceret stof, havde vi behov for at ramme bredt ud og formidle det let forståeligt, og her er den visuelle del af vores serie central.
Det gav os en mulighed for at skære vores artikler mere ind til benet, når vi samtidig kunne have en videodel, der på en fordøjelig måde forklarede forløbet, de politiske processer og hvad der var sket op til det punkt i sagen, som artiklen skulle spille ind i.
Vi har lagt energi og ressourcer i at udforme explainere, så det ikke bare bliver en tør gennemgang af sagen, som ingen ser, men så den rent faktisk bringer nogle af alle elementerne fra artiklerne i spil på en nogenlunde underholdende måde.
Det er på en måde en service til det publikum, der ikke nødvendigvis læser historier om, hvilke embedsmænd, der vidste hvad. Det gør samtidig, at man kan få nogle andre læsere med ved at formidle og visualisere det på denne måde.
Fordi vi er på Ekstra Bladet har vi også haft mulighed for at lave det med et lille glimt i øjet og en tabloid vinkling og formidling.
Vi lavede eksempelvis et sammenklip fra pressemødet, hvor beslutningen om at tage de tre mødre og 14 børn hjem blev præsenteret. Her tog vi alle de argumenter regeringen her brugte for at hjemtage og klippede direkte til en diametralt modsat argumentation fra samme minister fra et par måneder før.
Og det er et meget godt eksempel på, hvordan vi igennem serien forsøgte at knække koden til, at tage nogle af de klip, der fungerer som dokumentation – eksempelvis udtalelser fra samråd - og klippe det, så det både kan give modtageren kontekst til sagen, men så det også har et underholdende element i sig.
En stor del af vores fokus har samtidig været på konfrontationen. Det er en vigtig del af at give det hele noget Ekstra Bladet-DNA. Med Ekstra Bladets rolle i mediebilledet, kræver en serie som vores, at vi tager de ubekvemme spørgsmål med til politikerne og forsøger at få svar på den.
Det element bidrager også til en formidling, hvor man får nogle hovedpersoner i spil. Nogle aktører, som man kan sætte ansigt på. Her spiller videouniverset sammen med artikel-universet, hvor vi ofte har haft rubrikker, der er vinklet på den ansvarlige minister i sagen. I tråd med dette indgår der artikler om, at ministre, der nægter at svare på spørgsmål i sagen.
Vi har en række konfrontationer med politikere, som vi har brugt klippene fra løbende igennem vores dækning for at optegne forløbet og som en form for motor i formidlingen.
En anden ting, som vi også har lagt vægt på ift. videoerne er, at det skulle være materiale, der kunne bruges løbende og ikke havde en hurtig udløbsdato. Vi har forsøgt at lave nogle videoer, som man kunne bruge på artiklerne, hver gang det handler om PET, FE eller lignende.
Vi har også haft en stor del Live-dækning af sagen. Det har været en sag, der har været højt prioriteret på Ekstra Bladet.
Derfor har live-dækning kunnet noget, som vi også har forsøgt med det andet videomateriale – nemlig at få stoffet formidlet til nogle læsere eller seere, som ikke normalt ville interessere sig for området. Live-dækningen har forsøgt at gøre centrale samråd spændende og få folk til rent faktisk at se samråd.
Det har været et forsøg på at gøre dækningen mere levende og intens ved at dække afgørende pressemøder, samråd og lignende.
Samtidig så har det gjort meget for at holde sagen varm, at der konstant blev lagt det her tryk på, og vi har på den måde i højere grad kunne holde trykket på sagen.
Det er samtidig i videomaterialet, at vi kommer tæt på de mennesker, som det hele handler om.
Vi har bragt interviews med nogle af børnene i lejrene. Vi har bragt videoer, hvor der var interviews med pårørende. Og vi har igennem videoerne fået sat et ansigt og stemme på de mennesker, som er i centrum af sagen.
Det har også været måden at tage læserne med ind på Christiansborg, at man får lov til at se ministeren løbe fra spørgsmål kort tid efter, at ministeriet har bekræftet, at de kendte til en specifik vurdering og lignende.
I vores artikelunivers har vi fokuseret på hårde nyheder. Det var et snit, som vi lagde, da vi gik igang med serien, at vi ville fokusere på at bringe ny viden i spil med et fokus på den politiske process. Det stod klart for os, at mange af de humanitære argumenter i sagen i en vis grad var dækket, og at det ville kræve hårdere nyheder og afsløringer for at ændre den offentlige samtale og øge det politiske pres.