Grønlandssagen
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Thomas Foght og Jeppe Findalen
Projektets beskrivelse
Titel:
Grønlandssagen
Beskrivelse:
Projektet afdækker, hvordan det gik til, at TV 2 bragte en falsk historie om formanden for partiet IA, Múte B. Egede, i den afgørende fase af valgkampen i Grønland.
I første omgang trak TV 2 selv historien tilbage og beklagede, at den nogensinde var blevet bragt. Der var, forklarede nyhedsdirektør Ulla Pors, tale om en beklagelig fejl.
Vores afdækning nogle måneder senere afslørede imidlertid, at der var sket betydelige svigt undervejs i et forløb, der strakte sig over flere dage - og ikke blot var en dårlig dag på kontoret - og hvordan især redaktionschef Ulla Østergaard havde spillet en afgørende hovedrolle i forløbet.
Vi afslørede blandt andet, at det var hende, der modtog tippet fra en indtil videre ukendt kilde. En kilde, der havde dybe interesser i udfaldet af det grønlandske valg og helt så en anden vinder end Múte B. Egede. Østergaard brændte tilsyneladende så meget for at få historien bragt inden valget i Grønland, at de involverede journalister følte sig presset til at lave den, selv om alle advarselslamper blinkede.
Det kom frem, at TV 2 havde forbrudt sig mod snartsagt alle presseetiske regler, herunder ikke-eksisterende dokumentation for artiklens hovedpåstande, samt manglende forelæggelse for Múte B. Egede.
Som følge af afdækningen har Ulla Østergaard opsagt sin stilling, og TV 2 har kulegravet forløbet og indført en række nye procedurer, så skal sikre, at det aldrig sker igen.
Tilbage står især et spørgsmål ubesvarede hen: Hvem lykkedes med at plante historien hos TV 2 og så kimen til det, der har udviklet sig til en medieskandale, hvor et nationalt dansk tv-medie bringer fake news, som kan ændre udfaldet af et demokratisk valg i Grønland, der i høj grad kæmper for selvstændighed og løsrivelse fra Danmark.
De politiske reaktioner på sagen i Grønland såvel som på Christiansborg beviser, hvor sårbart emnet er. Derfor er det mediernes pligt at rydde op og komme til bunds i sager som denne.
I første omgang trak TV 2 selv historien tilbage og beklagede, at den nogensinde var blevet bragt. Der var, forklarede nyhedsdirektør Ulla Pors, tale om en beklagelig fejl.
Vores afdækning nogle måneder senere afslørede imidlertid, at der var sket betydelige svigt undervejs i et forløb, der strakte sig over flere dage - og ikke blot var en dårlig dag på kontoret - og hvordan især redaktionschef Ulla Østergaard havde spillet en afgørende hovedrolle i forløbet.
Vi afslørede blandt andet, at det var hende, der modtog tippet fra en indtil videre ukendt kilde. En kilde, der havde dybe interesser i udfaldet af det grønlandske valg og helt så en anden vinder end Múte B. Egede. Østergaard brændte tilsyneladende så meget for at få historien bragt inden valget i Grønland, at de involverede journalister følte sig presset til at lave den, selv om alle advarselslamper blinkede.
Det kom frem, at TV 2 havde forbrudt sig mod snartsagt alle presseetiske regler, herunder ikke-eksisterende dokumentation for artiklens hovedpåstande, samt manglende forelæggelse for Múte B. Egede.
Som følge af afdækningen har Ulla Østergaard opsagt sin stilling, og TV 2 har kulegravet forløbet og indført en række nye procedurer, så skal sikre, at det aldrig sker igen.
Tilbage står især et spørgsmål ubesvarede hen: Hvem lykkedes med at plante historien hos TV 2 og så kimen til det, der har udviklet sig til en medieskandale, hvor et nationalt dansk tv-medie bringer fake news, som kan ændre udfaldet af et demokratisk valg i Grønland, der i høj grad kæmper for selvstændighed og løsrivelse fra Danmark.
De politiske reaktioner på sagen i Grønland såvel som på Christiansborg beviser, hvor sårbart emnet er. Derfor er det mediernes pligt at rydde op og komme til bunds i sager som denne.
Publicering:
7. juni til dags dato på EB.dk og i Ekstra Bladet
Idéen:
Idébeskrivelse:
Ideen opstod ved, at vi på redaktionen talte om den mystiske historie, som TV 2 havde trukket tilbage og beklaget, uden at det var blevet forklaret, hvordan det var gået til, at stationen havde bragt decideret fake news på et så afgørende tidspunkt i en valgkamp.
Det ansporede os til at kontakte en lang række TV 2-ansatte, samt kilder i Grønland for at få en fornemmelse af, hvad der var sket.
Det stod hurtigt klart, at der var mere at komme efter end først antaget. Vi fik hurtigt nys om, at der var lagt et hårdt pres på konkrete journalister, og at flere sad tilbage i en slags journalistisk granatchok efter ulykken.
Herefter gik vi systematisk til værks og fandt ud af, hvem de involverede parter var, ligesom vi forsøgte at rekonstruere de begivenheder, der ledte op til publiceringen.
Det ansporede os til at kontakte en lang række TV 2-ansatte, samt kilder i Grønland for at få en fornemmelse af, hvad der var sket.
Det stod hurtigt klart, at der var mere at komme efter end først antaget. Vi fik hurtigt nys om, at der var lagt et hårdt pres på konkrete journalister, og at flere sad tilbage i en slags journalistisk granatchok efter ulykken.
Herefter gik vi systematisk til værks og fandt ud af, hvem de involverede parter var, ligesom vi forsøgte at rekonstruere de begivenheder, der ledte op til publiceringen.
Tidshorizont:
Vi arbejdede med sagen intensivt i cirka en måned og følger den fortsat.
Nyhed:
Det blev afsløret, at redaktionschef Ulla Østergaard pressede stationens journalister til at bringe en historie, som viste sig at være udokumenteret.
Det kom frem, at TV 2 først til allersidst - og i et meget rodet og uklart TV 2 forløb - forsøgte at indhente reaktioner fra Múte B. Egedes, mens dennes modstander Kim Kielsen blev forsøgt kontaktet flere dage tidligere.
Det blev også afdækket, at en af de journalister, der blev sat til at skrive historien, ikke var inde i sagens substans eller kendte Ulla Østergaards kilde.
Vores afdækning har blandt andet også blotlagt, at TV 2 blev advaret mod at lave historien i processen, og at disse advarsler blev overhørt eller ignoreret.
Det viste sig også, at ledelsen i første omgang selv havde undersøgt sagen og ikke taget nogen synlige konsekvenser af det. Først efter vores dækning kom der skred i tingene. Dog blev vores første artikel omtalt som 'smal' og 'branchespecifik' af Jakob Kwon, som ved en fejl sendte den til alle ansatte på TV 2.
Det kom frem, at TV 2 først til allersidst - og i et meget rodet og uklart TV 2 forløb - forsøgte at indhente reaktioner fra Múte B. Egedes, mens dennes modstander Kim Kielsen blev forsøgt kontaktet flere dage tidligere.
Det blev også afdækket, at en af de journalister, der blev sat til at skrive historien, ikke var inde i sagens substans eller kendte Ulla Østergaards kilde.
Vores afdækning har blandt andet også blotlagt, at TV 2 blev advaret mod at lave historien i processen, og at disse advarsler blev overhørt eller ignoreret.
Det viste sig også, at ledelsen i første omgang selv havde undersøgt sagen og ikke taget nogen synlige konsekvenser af det. Først efter vores dækning kom der skred i tingene. Dog blev vores første artikel omtalt som 'smal' og 'branchespecifik' af Jakob Kwon, som ved en fejl sendte den til alle ansatte på TV 2.
Konsekvens:
Projektet har haft en række større konsekvenser på TV 2.
Ulla Østergaard valgte at opsige sin stilling som følge af vores afdækning. Det skete, få timer efter TV 2’s tillidsmand i en intern mail til de ansatte slog fast, at tre medarbejdere havde følt sig presset til at skrive historien af Østergaard.
Ulla Pors tilkendegav hurtigt, at der skulle laves et grundigt opfølgningsarbejde, så man lærte af sagen.
TV 2 satte Seernes Redaktør til at kulegrave sagen. Hans rapport slog fast, at historien aldrig skulle have været bragt, og at der undervejs var sket alvorlige svigt.
Daværende kulturminister Joy Mogensen bad også TV 2 om en redegørelse. Denne blev delt med offentligheden samme dag, som Seernes Redaktørs rapport. Her lød det fra bestyrelsesformand Jimmy Maymann, at der var tale om en beklagelig sag, men at man ikke havde grund til at tro, man havde været en del af et forsøg på valgpåvirkning.
Af Seernes Redaktørs rapport fremgår det desuden, at man på TV 2 har ændret og/eller indskærpet en række procedurer for at undgå lignende sager i fremtiden.
Den væsentligste konsekvens af sagen er, at TV 2 har ændret en række procedurer, så risikoen for at bringe fake news er mindsket.
Ulla Østergaard valgte at opsige sin stilling som følge af vores afdækning. Det skete, få timer efter TV 2’s tillidsmand i en intern mail til de ansatte slog fast, at tre medarbejdere havde følt sig presset til at skrive historien af Østergaard.
Ulla Pors tilkendegav hurtigt, at der skulle laves et grundigt opfølgningsarbejde, så man lærte af sagen.
TV 2 satte Seernes Redaktør til at kulegrave sagen. Hans rapport slog fast, at historien aldrig skulle have været bragt, og at der undervejs var sket alvorlige svigt.
Daværende kulturminister Joy Mogensen bad også TV 2 om en redegørelse. Denne blev delt med offentligheden samme dag, som Seernes Redaktørs rapport. Her lød det fra bestyrelsesformand Jimmy Maymann, at der var tale om en beklagelig sag, men at man ikke havde grund til at tro, man havde været en del af et forsøg på valgpåvirkning.
Af Seernes Redaktørs rapport fremgår det desuden, at man på TV 2 har ændret og/eller indskærpet en række procedurer for at undgå lignende sager i fremtiden.
Den væsentligste konsekvens af sagen er, at TV 2 har ændret en række procedurer, så risikoen for at bringe fake news er mindsket.
Metode:
Den indledende research bestod især i at opbygge fortrolighed til kilder tæt på sagen. Vi greb det systematisk an og kortlagde samtlige relevante ansatte på TV 2, potentielle kilder i Grønland og andre steder i periferien af de emner, som fyldte i den grønlandske debat. Sidstnævnte gjorde vi ud fra den betragtning, at den oplagte kilde til historien måtte være at finde blandt Múte B. Egedes modstandere.
Vi har talt med en lang række ansatte og tidligere ansatte på TV 2, samt kilder i Grønland, som alle har talt med os under betingelse af anonymitet. Det viste sig i begyndelsen at være den eneste vej frem til sagens kerne, da der fra officielt hold ikke var meget at hente.
Ret hurtigt kom vi i besiddelse af korrespondancer mellem Múte B. Egede og TV 2, ligesom vi også fik adgang til mails med Transparency Greenland.
Med de konkrete mails og beskeder, kunne vi skrive de første afsløringer.
Da vi havde konstateret, at historien var svær at komme til bunds i grundet den sparsomme dokumentation og (en forståelig) modvilje fra hovedpersonerne til at afsløre kilden, valgte vi at bringe de første historier tidligt i vores proces, selv om vi vidste, der lå flere elementer i sagen og blot ventede på at blive afdækket.
Vi valgte den strategi dels for at aktivere eventuelle kilder, dels for at vise de kilder, vi i forvejen talte med, at vi havde fat i noget af det, de gerne så kom frem i offentligheden.
En anden klassisk metode, vi gjorde brug af, var aktindsigter. Da der hverken er noget at hente på den front hos politiske partier eller TV 2, var det i første omgang begrænset, hvad vi kunne få udleveret. Dog viste det sig, at der hos centraladministrationen i Grønland lå flere interessante oplysninger, vi kunne bruge. Vi havde flere kilder hørt, at den tidligere landsstyreformand Kim Kielsen (fra partiet Siumut) var blevet konktatet, før TV 2 bragte historien. I modsætning til sagens hovedperson og den angrebne part var Kim Kielsen således inviteret til at udtale kritik af sin direkte konkurrent i valgkampen. Vi kunne imidlertid ikke komme i kontakt med Kim Kielsen, hvilket vi fortsat ikke er lykkedes med. Men via en aktindsigt fik vi udleveret mails fra TV 2, hvori TV 2-journalisten omtalte det som en ‘korruptionssag’ og samtidig antydede, at Kim Kielsen, flere dage før historien blev bragt, skulle være orienteret om, at den var på vej. Det førte til flere historier, som belastede TV 2’s forklaring i sagen endnu mere.
Vi fik undervejs en del materiale udleveret fra kilder i sagen, som vi af åbenlyse grunde ikke kan gå i detaljer med her.
Et af vores mål var og er fortsat at kunne løfte historien om, hvem der tippede om historien. Fra start har vi spurgt alle de kilder, vi har haft kontakt med, ligesom vi har konfronteret den person, som adskillige kilder nævner som personen bag det tip, som Ulla Østergaard bar videre ind til TV 2’s journalister. Mere om dette i etik-afsnittet.
Vi har talt med en lang række ansatte og tidligere ansatte på TV 2, samt kilder i Grønland, som alle har talt med os under betingelse af anonymitet. Det viste sig i begyndelsen at være den eneste vej frem til sagens kerne, da der fra officielt hold ikke var meget at hente.
Ret hurtigt kom vi i besiddelse af korrespondancer mellem Múte B. Egede og TV 2, ligesom vi også fik adgang til mails med Transparency Greenland.
Med de konkrete mails og beskeder, kunne vi skrive de første afsløringer.
Da vi havde konstateret, at historien var svær at komme til bunds i grundet den sparsomme dokumentation og (en forståelig) modvilje fra hovedpersonerne til at afsløre kilden, valgte vi at bringe de første historier tidligt i vores proces, selv om vi vidste, der lå flere elementer i sagen og blot ventede på at blive afdækket.
Vi valgte den strategi dels for at aktivere eventuelle kilder, dels for at vise de kilder, vi i forvejen talte med, at vi havde fat i noget af det, de gerne så kom frem i offentligheden.
En anden klassisk metode, vi gjorde brug af, var aktindsigter. Da der hverken er noget at hente på den front hos politiske partier eller TV 2, var det i første omgang begrænset, hvad vi kunne få udleveret. Dog viste det sig, at der hos centraladministrationen i Grønland lå flere interessante oplysninger, vi kunne bruge. Vi havde flere kilder hørt, at den tidligere landsstyreformand Kim Kielsen (fra partiet Siumut) var blevet konktatet, før TV 2 bragte historien. I modsætning til sagens hovedperson og den angrebne part var Kim Kielsen således inviteret til at udtale kritik af sin direkte konkurrent i valgkampen. Vi kunne imidlertid ikke komme i kontakt med Kim Kielsen, hvilket vi fortsat ikke er lykkedes med. Men via en aktindsigt fik vi udleveret mails fra TV 2, hvori TV 2-journalisten omtalte det som en ‘korruptionssag’ og samtidig antydede, at Kim Kielsen, flere dage før historien blev bragt, skulle være orienteret om, at den var på vej. Det førte til flere historier, som belastede TV 2’s forklaring i sagen endnu mere.
Vi fik undervejs en del materiale udleveret fra kilder i sagen, som vi af åbenlyse grunde ikke kan gå i detaljer med her.
Et af vores mål var og er fortsat at kunne løfte historien om, hvem der tippede om historien. Fra start har vi spurgt alle de kilder, vi har haft kontakt med, ligesom vi har konfronteret den person, som adskillige kilder nævner som personen bag det tip, som Ulla Østergaard bar videre ind til TV 2’s journalister. Mere om dette i etik-afsnittet.
Modstand:
Fra start har TV 2’s ledelse beklaget sagen og beredvilligt besvaret vores spørgsmål. Nyhedsdirektør Ulla Pors stillede således op til et interview i forbindelse med vores første historie, hvor vi afslørede, at det var Ulla Østergaard, der stod bag den falske historie.
Herefter - og i takt med, at vi dykkede længere ned i materien - blev vi dog i stigende grad mødt af en mur af standardsvar og modvilje. I flere tilfælde er vi blevet bedt om at tænke en ekstra gang over, om vi skulle bringe en historie af hensyn til medarbejderne på TV 2 og de involverede parter. Vi har hele vejen igennem haft en åben dialog med TV 2, og vi har også lyttet til deres bekymringer og indsigelser. Dog har vi i flere tilfælde oplevet, at det, i hvert fald efter vores opfattelse, i høj grad handlede om at lukke sagen fremfor at få sandheden frem.
En anden påstand, vi blev skudt i skoene, var, at vi tillagde Ulla Østergaard onde hensigter og tænkte hende ind i et komplot mod Múte B. Egede. Dette har dog aldrig været tilfældet, ligesom vi heller ikke har skyggen af bevis for, at hun skulle have handlet i ond tro eller fået personlig vinding ud af sagen.
Ingen nævnt, ingen glemt, men vi har tydeligt kunnet mærke, at der blandt nogle i medierne er en stor modstand og manglende forståelse for, at man kan undersøge sig selv og hinanden. Det har resulteret i flere vredesudbrud og ukvemsord.
Ulla Østergaard har aldrig villet tale med os, ligesom en række af de centrale aktører i den grønlandske minedebat heller ikke har reageret på vores utallige henvendelser.
Herefter - og i takt med, at vi dykkede længere ned i materien - blev vi dog i stigende grad mødt af en mur af standardsvar og modvilje. I flere tilfælde er vi blevet bedt om at tænke en ekstra gang over, om vi skulle bringe en historie af hensyn til medarbejderne på TV 2 og de involverede parter. Vi har hele vejen igennem haft en åben dialog med TV 2, og vi har også lyttet til deres bekymringer og indsigelser. Dog har vi i flere tilfælde oplevet, at det, i hvert fald efter vores opfattelse, i høj grad handlede om at lukke sagen fremfor at få sandheden frem.
En anden påstand, vi blev skudt i skoene, var, at vi tillagde Ulla Østergaard onde hensigter og tænkte hende ind i et komplot mod Múte B. Egede. Dette har dog aldrig været tilfældet, ligesom vi heller ikke har skyggen af bevis for, at hun skulle have handlet i ond tro eller fået personlig vinding ud af sagen.
Ingen nævnt, ingen glemt, men vi har tydeligt kunnet mærke, at der blandt nogle i medierne er en stor modstand og manglende forståelse for, at man kan undersøge sig selv og hinanden. Det har resulteret i flere vredesudbrud og ukvemsord.
Ulla Østergaard har aldrig villet tale med os, ligesom en række af de centrale aktører i den grønlandske minedebat heller ikke har reageret på vores utallige henvendelser.
Etik:
Vi har løbende opvejet offentlighedens interesse i at få oplysninger i sagen over for hensynet til såvel Ulla Østergaard som de enkelte medarbejdere, menige journalister, som blev sat til at lave historien.
Da Ulla Østergaard er et kendt ansigt i mediebranchen og havde truffet de afgørende beslutninger i sagen valgte vi at bringe hendes navn og billede, hvorimod vi slørede journalisternes identitet.
Det gjorde vi ud fra det hensyn, at de var blevet sat til at udføre en opgave af en overordnet, og at hverken bærer gyldne kæder eller er kendte i offentligheden. Samtidig var det centralt i vores redaktionelle valgt, at sagens substans - fake news under en valgkamp - ikke blev overskygget af personer.
Vi har løbende forsøgt at holde fokus på substans og relevans, når vi har udvalgt de vinkler, vi har bragt, mens vi har frasorteret mange informationer og mulige vinkler for ikke at afspore en relevant og vigtig debat.
Det er aldrig sjovt at komme med mediernes søgelys og nok især ikke se sig selv på forsiden, og vi har løbende diskuteret, om en historie var vigtig nok til at bringe sagen frem igen. Mange historier er droppet på den baggrund.
Vores forsøg på at finde kilden til historien har været genstand for store etiske overvejelser på redaktionen - og vi er også blevet mødt med vantro fra kolleger tæt på sagen, når vi har drøftet spørgsmålet. For var vi med vores journalistik om, hvordan TV 2 begik fejl og forbrød sig mod journalistikkens spilleregler, selv i færd med at bryde den hellige og for journalister ubrydelige kildebeskyttelsen?
Som altovervejende hovedregel vil man aldrig afsløre andres kilder til en journalistisk historie. Men i den konkrete sag er der tale om, at en kilde forsøger - og lykkes med - at plante en falsk historie om en politiker i forsøget på at påvirke et demokratisk valg. Det er således ikke umiddelbart gode hensigter, der driver kilden mod TV 2. Netop kildens motiv og metode forsøger vi i skrivende stund at komme til bunds i, da det kan have afgørende betydning for, om man eventuelt skal afsløre kilden.
Da Ulla Østergaard er et kendt ansigt i mediebranchen og havde truffet de afgørende beslutninger i sagen valgte vi at bringe hendes navn og billede, hvorimod vi slørede journalisternes identitet.
Det gjorde vi ud fra det hensyn, at de var blevet sat til at udføre en opgave af en overordnet, og at hverken bærer gyldne kæder eller er kendte i offentligheden. Samtidig var det centralt i vores redaktionelle valgt, at sagens substans - fake news under en valgkamp - ikke blev overskygget af personer.
Vi har løbende forsøgt at holde fokus på substans og relevans, når vi har udvalgt de vinkler, vi har bragt, mens vi har frasorteret mange informationer og mulige vinkler for ikke at afspore en relevant og vigtig debat.
Det er aldrig sjovt at komme med mediernes søgelys og nok især ikke se sig selv på forsiden, og vi har løbende diskuteret, om en historie var vigtig nok til at bringe sagen frem igen. Mange historier er droppet på den baggrund.
Vores forsøg på at finde kilden til historien har været genstand for store etiske overvejelser på redaktionen - og vi er også blevet mødt med vantro fra kolleger tæt på sagen, når vi har drøftet spørgsmålet. For var vi med vores journalistik om, hvordan TV 2 begik fejl og forbrød sig mod journalistikkens spilleregler, selv i færd med at bryde den hellige og for journalister ubrydelige kildebeskyttelsen?
Som altovervejende hovedregel vil man aldrig afsløre andres kilder til en journalistisk historie. Men i den konkrete sag er der tale om, at en kilde forsøger - og lykkes med - at plante en falsk historie om en politiker i forsøget på at påvirke et demokratisk valg. Det er således ikke umiddelbart gode hensigter, der driver kilden mod TV 2. Netop kildens motiv og metode forsøger vi i skrivende stund at komme til bunds i, da det kan have afgørende betydning for, om man eventuelt skal afsløre kilden.
Formidling:
Vi har formidlet sagen som klassisk tabloid-afsløringer.
Fra start tænkte vi video ind i formidlingen, både i form af en explainer og et båndet interview med Ulla Pors. Vi har gjort meget ud af at forklare sagen og sætte den ind i en kontekst, så det stod klart for læserne (og seerne), hvorfor sagen var vigtig at få frem i lyset.
Historier fortælles bedst gennem de mennesker, det handler om, så derfor har vi ofte brugt Ulla Østergaard, Múte B. Egede eller Ulla Pors som indgange, da de er sagens hovedpersoner/-ansvarlige.
Vi har fravalgt at foretaget en opsøgende konfrontation med Ulla Østergaard, da vi var bekendt med, at hun ikke ønskede at tale med os, og vi vurderede det ville være uproportionelt i forhold til sagens substans.
Fra start tænkte vi video ind i formidlingen, både i form af en explainer og et båndet interview med Ulla Pors. Vi har gjort meget ud af at forklare sagen og sætte den ind i en kontekst, så det stod klart for læserne (og seerne), hvorfor sagen var vigtig at få frem i lyset.
Historier fortælles bedst gennem de mennesker, det handler om, så derfor har vi ofte brugt Ulla Østergaard, Múte B. Egede eller Ulla Pors som indgange, da de er sagens hovedpersoner/-ansvarlige.
Vi har fravalgt at foretaget en opsøgende konfrontation med Ulla Østergaard, da vi var bekendt med, at hun ikke ønskede at tale med os, og vi vurderede det ville være uproportionelt i forhold til sagens substans.