Overgreb i domkirken
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Christian Birk og Michael Lund, Berlingske
Projektets beskrivelse
Titel:
Overgreb i domkirken
Beskrivelse:
Artikelserien om overgreb i Københavns domkirke handler ikke alene om helt konkrete seksuelle overgreb begået imod et barn og to voksne. Den handler også - og måske især - om, hvordan den øverste kirkelige ledelse ignorerede og fortiede den detaljerede viden, man fik om en betroet medarbejders overgreb.
Det er med fuldt overlæg, at vi i artikelserien har nedtonet selve overgrebene og kun har berørt dem ret overfladisk. I stedet har vi valgt at fokusere på håndteringen af de oplysninger, som biskop, domprovst og menighedsrådsformand fik om den grænseoverskridende adfærd, som den pågældende medarbejder havde udvist.
Vi har afdækket, hvordan Danmarks mest fremtrædende biskop, Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen - ifølge eksperter - handlede helt utilstrækkeligt på overgrebsanklagerne imod en højt placeret medarbejder. En medarbejder, som biskoppen senere har indrømmet at have haft en nær relation til.
Vi har også beskrevet, hvordan den kirkelige ledelse efterfølgende har givet urigtige oplysninger om forløbet til pressen og myndighederne.
Det er en unik sag. Ikke bare fordi det ikke tidligere er beskrevet, hvordan den måske mest centrale person i dansk kirkeliv har forsømt sit ledelsesansvar.
Men også fordi omhandler en af de vigtigste kulturinstitutioner i Danmark: Københavns domkirke. Kirken har dels dannet ramme for en række kongelige og nationale begivenheder, men er også samlingssted for børn og unge der ugentligt kommer i kirken.
Som vi har kunnet erfare i researchfasen er kirken ikke blot en national, men også en yderst lukket institution. I vores artikelserie har vi imidlertid alligevel kunnet afdække, hvordan dele af kirkens ledelse aldrig blev orienteret om sexanklagerne imod en nær kollega. Samtidig har en af kirkens præster ganske opsigtsvækkende offentligt kritiseret sine overordnede for håndteringen af forløbet.
Dermed er afdækningen af overgrebsanklagerne imod domkirken en af nyere tids mest alvorlige sager i den danske folkekirke.
Det er med fuldt overlæg, at vi i artikelserien har nedtonet selve overgrebene og kun har berørt dem ret overfladisk. I stedet har vi valgt at fokusere på håndteringen af de oplysninger, som biskop, domprovst og menighedsrådsformand fik om den grænseoverskridende adfærd, som den pågældende medarbejder havde udvist.
Vi har afdækket, hvordan Danmarks mest fremtrædende biskop, Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen - ifølge eksperter - handlede helt utilstrækkeligt på overgrebsanklagerne imod en højt placeret medarbejder. En medarbejder, som biskoppen senere har indrømmet at have haft en nær relation til.
Vi har også beskrevet, hvordan den kirkelige ledelse efterfølgende har givet urigtige oplysninger om forløbet til pressen og myndighederne.
Det er en unik sag. Ikke bare fordi det ikke tidligere er beskrevet, hvordan den måske mest centrale person i dansk kirkeliv har forsømt sit ledelsesansvar.
Men også fordi omhandler en af de vigtigste kulturinstitutioner i Danmark: Københavns domkirke. Kirken har dels dannet ramme for en række kongelige og nationale begivenheder, men er også samlingssted for børn og unge der ugentligt kommer i kirken.
Som vi har kunnet erfare i researchfasen er kirken ikke blot en national, men også en yderst lukket institution. I vores artikelserie har vi imidlertid alligevel kunnet afdække, hvordan dele af kirkens ledelse aldrig blev orienteret om sexanklagerne imod en nær kollega. Samtidig har en af kirkens præster ganske opsigtsvækkende offentligt kritiseret sine overordnede for håndteringen af forløbet.
Dermed er afdækningen af overgrebsanklagerne imod domkirken en af nyere tids mest alvorlige sager i den danske folkekirke.
Publicering:
Artiklerne er blevet publiceret digitalt på b.dk og i Berlingskes printavis i maj og juni 2022.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Ideen til projektet kom fra et løst tip fra en fjern bekendt til en af journalisterne. Den bekendte havde ad omveje hørt, at en person i Københavns Domkirke for år tilbage havde seksuelt misbrugt en ung dreng. Det var i sig selv alarmerende nok. Værre var, at den pågældende tilsyneladende fortsat var ansat i kirken, hvilket ifølge den bekendte skabte udbredt utryghed blandt flere præster i kirken, der kendte til sagen, eftersom der færdes et stort antal børn og unge i kirken. Efter tippet lykkedes det led for led at spore de oprindelige kilder til rygtet: En række personer, der var helt centrale i forløbet. Efter en række indledende baggrundssamtaler indvilgede de i at fortælle os om deres oplevelser under forløbet og bidrage med relevant materiale. Disse primære kilder kunne desuden pege os videre til andre relevante kilder og dokumenter, hvilket udvidede vores research betydeligt.
Tidshorizont:
Det allerførste tip om historien kom i slutningen af marts. Derefter fulgte flere uger med forsøg på at opstøve yderligere kilder, før vi i løbet af maj kunne konkretisere historien og vinklerne. Første artikel udkom 21. maj, og over den efterfølgende måneds tid fulgte vi op på sagen med flere afsløringer, reaktioner og videreudviklinger. I skrivende stund afventer vi fortsat Kirkeministeriets undersøgelse af sagen. Vi har begge journalister arbejdet med andre projekter sideløbende med sagen.
Nyhed:
Artiklerne har dokumenteret, at en centralt ansat i Københavns Domkirke for år tilbage udsatte et barn og to unge mænd for seksuelle overgreb. Den pågældende var - da vi påbegyndte arbejdet - fortsat ansat i kirken, hvor han bestred en helt central stilling med tæt kontakt til blandt andet unge i samfundstjeneste.
Men hvad der begyndte som en simpel sag om overgreb udviklede sig hurtigt til at være en sag om ledelsessvigt i toppen af folkekirken. Det viste sig nemlig, at kirkens ledelse - i skikkelse af både domprovst, biskop og menighedsråd - i årevis havde kendt til overgrebet og politianmeldelsen af sagen uden at reagere. Alligevel havde man ladet manden beholde sin stilling - helt uden påtaler eller sanktioner. Manden beholdt endda sin plads i dén børnehave, der var tilknyttet kirken. Afsløringerne vakte stor forargelse blandt eksperter.
Ydermere kom det frem, at der i kirken i årevis havde været en usund alkoholkultur, der ifølge flere ansatte havde været medvirkende til den grænseoverskridende adfærd.
Kirkens ledelsen gav - efter Berlingskes afdækning - desuden urigtige oplysninger til offentlighed og myndigheder om forløbet.
Sagen blev af kirkehistorikere beskrevet som “enestående” i dansk kirkeliv - ikke mindst på grund af domkirkens plads i dansk historie. Sagen førte også til et åbent opgør i den ellers så lukkede institution, da én af kirkens præster stod frem i et interview og kritiserede ledelsens håndtering af sagen.
Men hvad der begyndte som en simpel sag om overgreb udviklede sig hurtigt til at være en sag om ledelsessvigt i toppen af folkekirken. Det viste sig nemlig, at kirkens ledelse - i skikkelse af både domprovst, biskop og menighedsråd - i årevis havde kendt til overgrebet og politianmeldelsen af sagen uden at reagere. Alligevel havde man ladet manden beholde sin stilling - helt uden påtaler eller sanktioner. Manden beholdt endda sin plads i dén børnehave, der var tilknyttet kirken. Afsløringerne vakte stor forargelse blandt eksperter.
Ydermere kom det frem, at der i kirken i årevis havde været en usund alkoholkultur, der ifølge flere ansatte havde været medvirkende til den grænseoverskridende adfærd.
Kirkens ledelsen gav - efter Berlingskes afdækning - desuden urigtige oplysninger til offentlighed og myndigheder om forløbet.
Sagen blev af kirkehistorikere beskrevet som “enestående” i dansk kirkeliv - ikke mindst på grund af domkirkens plads i dansk historie. Sagen førte også til et åbent opgør i den ellers så lukkede institution, da én af kirkens præster stod frem i et interview og kritiserede ledelsens håndtering af sagen.
Konsekvens:
Overgrebssagen har ikke blot efterladt Københavns domkirke med en dyb ridse i troværdigheden.
I skrivende stund afventer domkirkens ledelse, herunder biskoppen, Kirkeministeriets redegørelse af forløbet. Det kan ende med alvorlig kritik af biskoppen og menighedsrådet. Biskoppen har ifølge eksperter forsømt sit tjenstlige tilsyn med menighedsrådet, hvor formanden omvendt kan have brudt menighedsrådsloven ved ikke at videregive de overgrebsanklager, der landede på hans bord i 2014, til resten af rådet. Hvis det ender med sanktioner fra dén hylde, vil der være tale om en helt uhørt skandalesag i folkekirkeligt regi.
På ryggen af Berlingskes afsløring valgte landets ti biskopper at bede om en indsamling af sager om grænseoverskridende og krænkede adfærd i folkekirken. Undersøgelsen blotlagde, hvordan præster og kirkefunktionærer over hele landet var anklaget for at have forbrudt sig imod deres embede. I en fælles erklæring fra landets biskopper og 1700 menighedsråd blev ofre for overgreb i kirken desuden tilskyndet til at melde "krænkende og grænseoverskridende handlinger og seksuel chikane."
Domkirkesagens alvor - og dermed også ledelsens manglende handlekraft i 2015 - understreges af, at menighedsrådet hjemsendte den pågældende medarbejder i timerne efter, at Berlingske havde bragt den første store afsløring om gerningsmandens seksuelt grænseoverskridende adfærd. Senere blev manden også politianmeldt, ligesom der blev indledt en personalesag imod vedkommende.
I skrivende stund afventer domkirkens ledelse, herunder biskoppen, Kirkeministeriets redegørelse af forløbet. Det kan ende med alvorlig kritik af biskoppen og menighedsrådet. Biskoppen har ifølge eksperter forsømt sit tjenstlige tilsyn med menighedsrådet, hvor formanden omvendt kan have brudt menighedsrådsloven ved ikke at videregive de overgrebsanklager, der landede på hans bord i 2014, til resten af rådet. Hvis det ender med sanktioner fra dén hylde, vil der være tale om en helt uhørt skandalesag i folkekirkeligt regi.
På ryggen af Berlingskes afsløring valgte landets ti biskopper at bede om en indsamling af sager om grænseoverskridende og krænkede adfærd i folkekirken. Undersøgelsen blotlagde, hvordan præster og kirkefunktionærer over hele landet var anklaget for at have forbrudt sig imod deres embede. I en fælles erklæring fra landets biskopper og 1700 menighedsråd blev ofre for overgreb i kirken desuden tilskyndet til at melde "krænkende og grænseoverskridende handlinger og seksuel chikane."
Domkirkesagens alvor - og dermed også ledelsens manglende handlekraft i 2015 - understreges af, at menighedsrådet hjemsendte den pågældende medarbejder i timerne efter, at Berlingske havde bragt den første store afsløring om gerningsmandens seksuelt grænseoverskridende adfærd. Senere blev manden også politianmeldt, ligesom der blev indledt en personalesag imod vedkommende.
Metode:
Arbejdet med overgrebssagen i Vor Frue Kirke har først og fremmest været en øvelse i at identificere og håndtere kilder. Vel at mærke kilder, der selv havde været udsat for - eller vidner til - seksuelle overgreb begået af en person, mange af dem kendte og stolede på. Med andre ord: Skrøbelige kilder med tunge og modstridende følelser i bagagen. Det var ikke en let opgave.
Det var derfor helt afgørende for os i den allerførste kontakt med kilderne at få dem overbevist om, at de kunne stole på, at vores samtaler kun var til dyb baggrund, og at vi udelukkende ville citere dem - til såvel som uden for citat - såfremt de udtrykkeligt havde godkendt citater og formuleringer. Det krævede en del kopper kaffe og lange, indledende snakke uden notesblokke og diktafoner, før vi vandt deres tillid. Heldigvis lykkedes det i de fleste tilfælde.
De helt afgørende kilder for historien var ofrene. I første omgang krævede det hårdt arbejde i det hele taget at identificere de mulige ofre. En af dem fandt vi eksempelvis efter stort besvær i en lille landsbykirke i udlandet. Alle tre var tydeligt berørte af vores henvendelse og afviste i første omgang at medvirke, men vendte så af egen drift tilbage til os efter længere tænkepauser. Det blev til flere, følelsesladede samtaler med ofrene, der var tydeligt påvirkede at rode op i de ubehagelige minder. Vi lovede udtrykkeligt kilderne, at de “ejede” deres fortællinger: De kunne trygt fortælle os alt, og kun hvis de udtrykkeligt gav os tilladelse, kunne vi bringe oplysningerne. Alle tre ofre valgte efter flere samtaler at medvirke, dog i anonymiseret form på grund af overgrebenes følsomme karakter. Eneste krav fra vores side var, at de skriftligt skulle godkende deres formuleringer, og at vi måtte nævne deres navne for overgrebsmanden, når vi forelagde sagen for ham. Dette indvilgede de i.
En særlig udfordring var at få verificeret deres fortællinger - eller blot dele af dem. Dette var komplekst, da overgrebene var sket for mange år siden - flere af dem uden vidner. Det lykkedes dog at få andre kilder til at bekræfte deloplysninger - så som faktuelle detaljer om tidspunkt, personer og sted - og især overgrebet på barnet var detaljeret beskrevet i en mail fra en politiefterforsker, der havde afhørt den pågældende overgrebsmand for år tilbage. Samlet set mente vi derfor, at vi stod på solidt materiale.
Udover ofrene lykkedes det os at få kontakt til en række personer omkring kirken, der fungerede som vores baggrundskilder, eller som kunne fortælle os om ledelsens håndtering af sagen. Nogle af disse reagerede med vantro og skulle først overbevises om vores oplysningers validitet - blandt andet fordi den pågældende overgrebsmand af mange blev betragtet som en vellidt og arbejdsom figur i kirken. Andre frygtede at blive udskammet internt i kirken, hvis kolleger fik mistanker om, at de talte med os. Mange valgte dog i sidste ende at hjælpe os - primært fordi de følte, at historien var relevant og alvorlig. Disse kilder kunne blandt andet bidrage til at bekræfte dele af ofrenes forklaringer, herunder faktuelle oplysninger om tid, sted, vidner eller andre oplysninger, som kunne sandsynliggøre for os, at ofrene huskede rigtigt.
Vi fik desuden kontakt til flere kilder helt uden for kirken, der havde kendskab til sagen. Vi kan af kildehensyn ikke komme nærmere ind på identiteterne, men her var tale om kilder, der især kunne fortælle os om myndighedernes håndtering af sagen. Disse kilder bidrog til at bekræfte vigtige detaljer i forløbet for os. Vi var selv ret overraskede over, at disse kilder ønskede at medvirke, men igen var sagens alvor en afgørende motivation for dem til at tale med os.
En særligt vigtig fase i dette projekt var forelæggelsesfasen, hvor vi præsenterede de tre ofres beretninger detaljeret og fyldestgørende for overgrebsmanden. Han var i dagene op til forelæggelsen blevet advaret om vores undersøgelse, og var derfor gået i flyverskjul. Det lykkedes os aldrig at få telefonisk eller personlig kontakt til ham. Efter flere forgæves mails lykkedes det os - blandt andet gennem menighedsrådet - at få bekræftet, at han havde modtaget forelæggelsen. Kort inden publiceringen bekræftede han omsider skriftligt, at han havde modtaget forelæggelsen, men ikke ønskede at udtale sig.
Udover kildearbejdet har vi benyttet os af aktindsigtsanmodninger - bl.a. aktindsigter i politiets håndtering af sagen, samt i yderligere sager om overgreb i folkekirken.
Det var derfor helt afgørende for os i den allerførste kontakt med kilderne at få dem overbevist om, at de kunne stole på, at vores samtaler kun var til dyb baggrund, og at vi udelukkende ville citere dem - til såvel som uden for citat - såfremt de udtrykkeligt havde godkendt citater og formuleringer. Det krævede en del kopper kaffe og lange, indledende snakke uden notesblokke og diktafoner, før vi vandt deres tillid. Heldigvis lykkedes det i de fleste tilfælde.
De helt afgørende kilder for historien var ofrene. I første omgang krævede det hårdt arbejde i det hele taget at identificere de mulige ofre. En af dem fandt vi eksempelvis efter stort besvær i en lille landsbykirke i udlandet. Alle tre var tydeligt berørte af vores henvendelse og afviste i første omgang at medvirke, men vendte så af egen drift tilbage til os efter længere tænkepauser. Det blev til flere, følelsesladede samtaler med ofrene, der var tydeligt påvirkede at rode op i de ubehagelige minder. Vi lovede udtrykkeligt kilderne, at de “ejede” deres fortællinger: De kunne trygt fortælle os alt, og kun hvis de udtrykkeligt gav os tilladelse, kunne vi bringe oplysningerne. Alle tre ofre valgte efter flere samtaler at medvirke, dog i anonymiseret form på grund af overgrebenes følsomme karakter. Eneste krav fra vores side var, at de skriftligt skulle godkende deres formuleringer, og at vi måtte nævne deres navne for overgrebsmanden, når vi forelagde sagen for ham. Dette indvilgede de i.
En særlig udfordring var at få verificeret deres fortællinger - eller blot dele af dem. Dette var komplekst, da overgrebene var sket for mange år siden - flere af dem uden vidner. Det lykkedes dog at få andre kilder til at bekræfte deloplysninger - så som faktuelle detaljer om tidspunkt, personer og sted - og især overgrebet på barnet var detaljeret beskrevet i en mail fra en politiefterforsker, der havde afhørt den pågældende overgrebsmand for år tilbage. Samlet set mente vi derfor, at vi stod på solidt materiale.
Udover ofrene lykkedes det os at få kontakt til en række personer omkring kirken, der fungerede som vores baggrundskilder, eller som kunne fortælle os om ledelsens håndtering af sagen. Nogle af disse reagerede med vantro og skulle først overbevises om vores oplysningers validitet - blandt andet fordi den pågældende overgrebsmand af mange blev betragtet som en vellidt og arbejdsom figur i kirken. Andre frygtede at blive udskammet internt i kirken, hvis kolleger fik mistanker om, at de talte med os. Mange valgte dog i sidste ende at hjælpe os - primært fordi de følte, at historien var relevant og alvorlig. Disse kilder kunne blandt andet bidrage til at bekræfte dele af ofrenes forklaringer, herunder faktuelle oplysninger om tid, sted, vidner eller andre oplysninger, som kunne sandsynliggøre for os, at ofrene huskede rigtigt.
Vi fik desuden kontakt til flere kilder helt uden for kirken, der havde kendskab til sagen. Vi kan af kildehensyn ikke komme nærmere ind på identiteterne, men her var tale om kilder, der især kunne fortælle os om myndighedernes håndtering af sagen. Disse kilder bidrog til at bekræfte vigtige detaljer i forløbet for os. Vi var selv ret overraskede over, at disse kilder ønskede at medvirke, men igen var sagens alvor en afgørende motivation for dem til at tale med os.
En særligt vigtig fase i dette projekt var forelæggelsesfasen, hvor vi præsenterede de tre ofres beretninger detaljeret og fyldestgørende for overgrebsmanden. Han var i dagene op til forelæggelsen blevet advaret om vores undersøgelse, og var derfor gået i flyverskjul. Det lykkedes os aldrig at få telefonisk eller personlig kontakt til ham. Efter flere forgæves mails lykkedes det os - blandt andet gennem menighedsrådet - at få bekræftet, at han havde modtaget forelæggelsen. Kort inden publiceringen bekræftede han omsider skriftligt, at han havde modtaget forelæggelsen, men ikke ønskede at udtale sig.
Udover kildearbejdet har vi benyttet os af aktindsigtsanmodninger - bl.a. aktindsigter i politiets håndtering af sagen, samt i yderligere sager om overgreb i folkekirken.
Modstand:
I researchfasen oplevede vi en ret klar modvilje imod at tale med os. Det gjaldt både for talsmænd for de kirkelige myndigheder og for andre ansatte ved kirken. Dette skyldtes sandsynligvis også, at der var tale om en følsom sag, hvor vi ikke kunne give ret mange oplysninger uden at bringe en historie i omløb, som vi muligvis ikke ville kunne skrive.
Men der lod alligevel til at være en særlig tavshedskultur i domkirken. Personlige venskaber og tidligere konflikter i arbejdspladsen betød også, at kun ganske få ønskede at tale med os. Det var først, da vi forelagde anklagerne i deres endelige form for kirkens ledelse, at man ønskede at tale med os.
For biskop Peter Skov-Jakobsens vedkommende ændrede dette sig dog ikke. På intet tidspunkt ville han stille op til interview. Dette har været et benspænd for formidlingen af sagens omstændigheder. Primært fordi der fortsat udestår helt konkrete og ubesvarede spørgsmål om hans håndtering af sagen. Heller ikke Kirkeministeriet, der arbejder på en redegørelse om biskoppen og menighedsrådets fejl i sagsbehandlingen, har ønsket at hjælpe med at afklare de spørgsmål om biskoppens involvering i forløbet, der ellers har offentlighedens interesse.
Trods gentagne henvendelser om et egentligt interview har biskoppen kun givet skriftlige svar. Flere gange uden at besvare vores spørgsmål. Kun én gang har Peter Skov-Jakobsen givet et interview. Det skete hos Altinget. Vores opfølgende spørgsmål til dette interview blev heller ikke besvaret.
Men der lod alligevel til at være en særlig tavshedskultur i domkirken. Personlige venskaber og tidligere konflikter i arbejdspladsen betød også, at kun ganske få ønskede at tale med os. Det var først, da vi forelagde anklagerne i deres endelige form for kirkens ledelse, at man ønskede at tale med os.
For biskop Peter Skov-Jakobsens vedkommende ændrede dette sig dog ikke. På intet tidspunkt ville han stille op til interview. Dette har været et benspænd for formidlingen af sagens omstændigheder. Primært fordi der fortsat udestår helt konkrete og ubesvarede spørgsmål om hans håndtering af sagen. Heller ikke Kirkeministeriet, der arbejder på en redegørelse om biskoppen og menighedsrådets fejl i sagsbehandlingen, har ønsket at hjælpe med at afklare de spørgsmål om biskoppens involvering i forløbet, der ellers har offentlighedens interesse.
Trods gentagne henvendelser om et egentligt interview har biskoppen kun givet skriftlige svar. Flere gange uden at besvare vores spørgsmål. Kun én gang har Peter Skov-Jakobsen givet et interview. Det skete hos Altinget. Vores opfølgende spørgsmål til dette interview blev heller ikke besvaret.
Etik:
Flere problemstillinger har krævet store etiske overvejelser undervejs. Helt grundlæggende måtte vi tidligt i processen gøre op med os selv, hvorvidt vi ville gå videre med historien, når den pågældende overgrebsmand ikke var dømt. Den journalistiske rygmarvsfornemmelse tilsiger, at vi foretrækker at hænge sådanne meget hårde anklager op på en dom eller i det mindste en tiltale. Ingen af delene var tilstede i denne sag. Til gengæld var der tre detaljerede og troværdige kildeudsagn fra ofrene. Udsagn, som vi efter bedste evne havde fået bekræftet helt eller delvist - enten gennem andre vidner, der kunne bekræfte nogle af oplysningerne, eller via dokumenter fra politiets gamle afhøring af manden. Samlet set var vi ikke i tvivl om, at historien var ikke alene sandfærdig, men også tilstrækkelig væsentlig til, at den burde skrives.
Vi besluttede tidligt, at manden ikke skulle navngives, da han ikke bar gyldne kæder, ikke var kendt i offentligheden og ikke var en del af kirkens ledelse. Men det var ikke desto mindre nødvendigt for os at nævne hans navn for de øvrige kilder i og omkring kirken, vi langsomt forsøgte at opdyrke. Hvordan skulle de kunne bekræfte oplysningerne, hvis de ikke vidste, hvem vi talte om? Dette var en svær balanceakt især i den indledende fase, hvor vi ikke var sikre på, om historien skulle skrives: Vi ville ikke hænge en mand ud blandt hans kolleger, hvis vi alligevel ikke endte med at lave historien. Vi forsøgte at håndtere udfordringen ved at forfølge relativt få spor i begyndelsen i stedet for bare at ringe bredt ind til samtlige ansatte. I første omgang gjaldt det udelukkende om at identificere flere ofre, og derfor holdt vi os til så få kilder som muligt indledningsvist. Desuden stillede vi brede spørgsmål - vi nævnte ikke mandens navn, men spurgte generelt til mulige overgrebssager. Først sidst i processen, da publiceringen var besluttet, nævnte vi mandens navn for de kilder, vi kontaktede. Men selv i denne fase undlod vi at ringe bredt ind i kirken - eller tage på såkaldte “fisketure” blandt nuværende og tidligere ansatte - for at beskytte mandens identitet.
Vi besluttede tidligt, at manden ikke skulle navngives, da han ikke bar gyldne kæder, ikke var kendt i offentligheden og ikke var en del af kirkens ledelse. Men det var ikke desto mindre nødvendigt for os at nævne hans navn for de øvrige kilder i og omkring kirken, vi langsomt forsøgte at opdyrke. Hvordan skulle de kunne bekræfte oplysningerne, hvis de ikke vidste, hvem vi talte om? Dette var en svær balanceakt især i den indledende fase, hvor vi ikke var sikre på, om historien skulle skrives: Vi ville ikke hænge en mand ud blandt hans kolleger, hvis vi alligevel ikke endte med at lave historien. Vi forsøgte at håndtere udfordringen ved at forfølge relativt få spor i begyndelsen i stedet for bare at ringe bredt ind til samtlige ansatte. I første omgang gjaldt det udelukkende om at identificere flere ofre, og derfor holdt vi os til så få kilder som muligt indledningsvist. Desuden stillede vi brede spørgsmål - vi nævnte ikke mandens navn, men spurgte generelt til mulige overgrebssager. Først sidst i processen, da publiceringen var besluttet, nævnte vi mandens navn for de kilder, vi kontaktede. Men selv i denne fase undlod vi at ringe bredt ind i kirken - eller tage på såkaldte “fisketure” blandt nuværende og tidligere ansatte - for at beskytte mandens identitet.
Formidling:
Artikelserien er i altovervejende grad præget af helt klassiske journalistiske greb. Også i forhold til formidlingen. Anonyme cases har gjort det sværere at menneskeliggøre overgrebssagen.
Derudover er historien i et vist omfang en klassisk systemhistorie om fejl i redegørelser og misvisende oplysninger givet til offentlighed og myndigheder.
Vi har dog med vores brug af ekspertkilder forsøgt at perspektivere sagen og dens væsentlighed i en folkekirkelig historie og kulturhistorisk ramme. Desuden har vi meget konkret forsøgt at beskrive konsekvenser af den pågældende medarbejders handlinger. Dels for ofre, men også for domkirken som institution.
Senere i forløbet valgte en præst ved domkirken ganske opsigtsvækkende at stille sig frem med en barsk kritik af sine ledelse ved domkirke. Dette gav et menneskeligt ansigt på den frustration over forløbet, der var i dele af domkirken.
Derudover er historien i et vist omfang en klassisk systemhistorie om fejl i redegørelser og misvisende oplysninger givet til offentlighed og myndigheder.
Vi har dog med vores brug af ekspertkilder forsøgt at perspektivere sagen og dens væsentlighed i en folkekirkelig historie og kulturhistorisk ramme. Desuden har vi meget konkret forsøgt at beskrive konsekvenser af den pågældende medarbejders handlinger. Dels for ofre, men også for domkirken som institution.
Senere i forløbet valgte en præst ved domkirken ganske opsigtsvækkende at stille sig frem med en barsk kritik af sine ledelse ved domkirke. Dette gav et menneskeligt ansigt på den frustration over forløbet, der var i dele af domkirken.