Gå tilbage

Genopdragelsen

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Lasse Skou Andersen, Sebastian Abrahamsen og Anton Geist

Projektets beskrivelse

Titel:
Genopdragelsen
Beskrivelse:
’Genopdragelsen’ er en dokumentarisk beretning i bogform om den unge kvinde Samia, der som teenager bliver sendt på genopdragelsesrejse til Pakistan. Forud ligger mange års konflikt mellem Samia og hendes far. Hun vil leve et almindeligt dansk ungdomsliv med venner, kærester og fester, og hun drømmer om en karriere i mediebranchen. Faren kræver, at hun indordner sig og efterlever familiens traditionelle værdier. Resultatet bliver, at hun bliver sendt af sted og spærret inde hos sin onkel i Pakistan, hvor hun ender med at tilbringe syv år. Og da det endelig lykkes Samia at komme tilbage til Danmark, starter en kamp for at få lov at blive. Myndighederne i det, hun opfatter som sit hjemland, vil sende hende ’hjem’ til Pakistan.

Bogen suppleres af en interviewserie, der har været bragt i Information og som podcast. Med udgangspunkt i bogen taler vi om social kontrol og æresrelaterede konflikter med politikere, eksperter, meningsdannere og repræsentanter for organisationer.
Publicering:
Bogen blev udgivet i november 2020 på Informations Forlag. Andet oplag blev trykt i december 2020. Interviewserien blev udgivet i Dagbladet Information og på information.dk i perioden november 2020 til februar 2021.

Idéen:

Idébeskrivelse:
Første gang vi hørte om Samia, var gennem den daværende folketingspolitiker Johanne Schmidt-Nielsen. De to var ad omveje kommet i kontakt med hinanden, og Samia havde fortalt hende sin historie. Johanne Schmidt-Nielsen var rystet over den og mente, den fortjente en journalistisk behandling. Hun gjorde os derfor opmærksom på Samias sag og formidlede en kontakt mellem os og Samia.

Efter at have talt med Samia, stod det klart for os, at det var en historie, der var værd at bruge tid på. Både fordi den indeholdt en vigtig principiel historie om social kontrol. Og fordi Samias liv havde udspillet sig på en måde, der groft sagt var velegnet til at bygge en fortælling over.
Oprindeligt var planen at fortælle historien som en artikelserie, men i takt med at researchen skred fremad, gik det op for os, at der var materiale til en bog.
Tidshorizont:
Det er svært at gøre op, hvor lang tid, vi har brugt på projektet. Der gik omkring to og et halvt år, fra vi kom i kontakt med Samia, til bogen udkom. Men vi har selvfølgelig ikke arbejdet på projektet i al den tid. Det gjorde vi, når den øvrige arbejdsbyrde på redaktionen tillod det.

Nyhed:

Vi er ikke de første, der skriver om en genopdragelsesrejse. Men fænomenet er efter vores opfattelse ikke tidligere blevet beskrevet så indgående.
Som undersøgende journalister er vi vant til at dykke ned i omfattende sagskomplekser for at afdække dem. I dette tilfælde dykkede vi i stedet ned i en enkeltsag for at undersøge et menneskeliv – og satte så sagen ind i en principiel sammenhæng.
Først og fremmest har projektet givet offentligheden indblik i Samias konkrete historie. Den udgør i sig selv væsentlig ny viden for offentligheden, hvilket også illustreres af et bredt politisk flertals reaktion på bogen. Vi mener, bogen bidrager med viden om, hvad social kontrol og genopdragelsesrejser gør ved et menneske. Desuden belyser den særligt på to områder nogle oversete konsekvenser af dansk udlændingepolitik. For det første, at reglerne for bortfald af opholdstilladelse risikerer at afskære unge, der bliver sendt på genopdragelsesrejse, fra at vende tilbage til Danmark. For det andet, at de danske myndigheder har svært ved at hjælpe børn og unge, der er blevet sendt på genopdragelsesrejse, hvis de ikke er danske statsborgere. På den måde belyser bogen en grundlæggende problematik i dansk udlændingepolitik: På den ene side er der bred politisk enighed om at ville hjælpe børn og unge, der er udsat for genopdragelsesrejser og social kontrol. På den anden side gør man det stadigt sværere at få dansk statsborgerskab og dermed opnå den beskyttelse, som et dansk pas ville give

Konsekvens:

Genopdragelsen var den direkte anledning til, at et usædvanligt bredt flertal i maj besluttede at ophæve en bestemmelse, der fratager mindreårige udlændinge deres danske opholdstilladelse efter tre måneder, hvis de sendes på genopdragelsesrejse.

Og flere tiltag er på vej. Venstres ordfører, Mads Fuglede, har på baggrund af bogen efterspurgt »et helt nyt regelsæt«. Og integrationsminister Mattias Tesfaye har varslet yderligere tiltag for at beskytte ofre for genopdragelsesrejser, som det er beskrevet her: https://www.information.dk/indland/2021/05/hoejrefloejen-venstrefloejen-finder-sammen-hjaelpe-ofre-genopdragelsesrejser

I Folketingssalen fortalte Mattias Tesfaye, at han skrev »OBS« i margenen af bogen, da han læste om bortfaldet af Samias opholdstilladelse: »For her er noget, der ikke fungerer. I forlængelse af den bog og den diskussion, som bogen medførte, synes jeg, det er helt naturligt, at vi fra regeringens side meddeler, at vi godt kan støtte det her beslutningsforslag fra Enhedslisten,« sagde han.

Også de øvrige ordførere refererede til bogen. Og Mads Fuglede fortalte, at han (ved vores mellemkomst) havde mødt den virkelige Samia, og han forklarede, at da han læste bogens beskrivelse af hendes årelange genopdragelsesrejse, så »vidste jeg, at vi bliver nødt til at kigge på det her igen.«
Folketingsdebatten kan findes her: https://www.ft.dk/forhandlinger/20201/20201M112_2021-05-10_1000.htm

Metode:

Bogen er baseret på interview med Samia og interview med en lang række andre personer, der har været involveret i hendes sag eller har viden om den. Den bygger også på aktindsigt i Samias papirer hos Københavns Kommune, politiet, udlændingemyndighederne, sundhedsvæsenet, Udenrigsministeriet og andre myndigheder. Dertil kommer dagbogsoptegnelser, mailudvekslinger, sms-korrespondancer og lignende. På den baggrund har vi kunnet efterprøve og dokumentere Samias historie.

Hver gang vi fik nye oplysninger, uanset om det var i form af dokumenter eller fra interviews, blev de tastet ind i en altomfattende tidslinje. Oplysningerne blev sorteret kronologisk, om muligt ned på dato og klokkeslæt. Oplysningerne blev farvekodet forskelligt, alt efter hvem/hvad der var kilde til dem. Det gjorde det let at overskue eventuelle inkonsistenser mellem forskellige kilder/dokumenter, som skulle undersøges nærmere.

Da vi ønskede at rekonstruere Samias historie så levende som muligt, fandt interviews sted på en anden måde, end vi er vant til som dagbladsjournalister. Vi brugte mange timer og dage med kilderne. Vi tog kilderne med ud til steder, hvor episoder i Samias liv havde udspillet sig. Vi brugte meget tid på at afklare og dobbelttjekke små detaljer, som for så vidt er ligegyldige i den store sammenhæng, men som gør det muligt at beskrive forløbet i en detaljegrad, der gør historien levende.

Modstand:

Ikke relevant.

Etik:

Projektet har flere gange givet anledning til etiske overvejelser.

Samia er traumatiseret, og vi var bevidste om, at der var en risiko for at hun blev retraumatiseret af at skulle genfortælle sin historie i interviews med os. Ikke mindst af at blive bedt om at genkalde sig alle mulige små detaljer, som bragte ubehagelige billeder frem på nethinden. Det talte vi med hende om, inden vi gik i gang med processen. Hun vidste, at det ville blive hårdt, men var villig til at gå igennem det for at få sin historie frem. Under vores timelange interview-sessioner med hende var vi meget opmærksomme på at holde pauser, når Samia havde brug for det. Og vi sørgede for at holde løbende kontakt med hende og tjekke op på, hvordan hun havde det efter hvert interview. Da vi nåede til skriveprocessen, hvor der løbende opstod en masse spørgsmål om diverse detaljer, sørgede vi for at samle til bunke og tale med hende en gang i mellem i stedet for at forstyrre hende konstant.

Et andet spørgsmål har handlet om Samias sikkerhed. Vi har brugt meget tid på at konsultere politikilder og folk med kendskab til æresrelaterede konflikter og det pakistanske miljø for at få et billede af de mulige konsekvenser ved, at hun fortæller sin historie. Efter konkret rådgivning fra dem har vi besluttet, at Samia ikke skulle medvirke med sit rigtige navn, ligesom vi har valgt ikke at kontakte Samias forældre for at bede dem medvirke i bogen. Vi har med andre ord prioriteret Samias sikkerhed over det journalistiske grundprincip at lade den anklagede part komme til orde.

Eftersom både forældrene og Samia er anonymiseret, vil forældrene ikke opleve at blive hængt ud i offentligheden. Ikke desto mindre er det ikke noget uproblematisk valg. Det skærper markant kravet til dokumentation. Havde der været den mindste tvivl, havde vi ikke kunnet fortælle historien. Men forældrenes rolle i sagen er grundigt beskrevet i dokumenter fra diverse myndigheder og bekræftes af interviews med kilder, der har været i berøring med dem.

Uanset at Samia er anonymiseret, kunne det ikke helt udelukkes, at nogen ville få mistanke om, at bogen handlede om hende. Derfor formidlede vi kontakt til politiet, som i dialog med Samia lavede en ordning, som hun følte sig tryg ved.

En vigtig overvejelse for os har også været, at Samia ikke skulle opleve, at hun blev ’brugt’ til en bog og siden glemt igen. Det er desværre vores oplevelse, at kilder til journalistiske historier af og til kan have den oplevelse. Det skyldes selvfølgelig ikke ond vilje fra journalisternes side, men at vi per definition beskæftiger os med noget nyt hele tiden. Men mange af os kunne nok godt gøre det lidt bedre. I dette tilfælde har vi siden udgivelsen af bogen været i kontakt med Samia på ugentlig basis.

Formidling:

Allerede første gang vi fik Samias historie fortalt, stod det klart for os, at den passede perfekt ind i en narrativ struktur, som har bevist sit værd gennem århundreder: Hjem-ude-hjem. Samias historie falder således naturligt i tre dele: Opvæksten hjemme i Danmark med den tiltagende konflikt med faderen. Genopdragelsesrejsen til Pakistan. Og hjemkomsten til Danmark med kampen for at få lov at blive.

Vi forsøgte os en overgang med en mere kompleks struktur med flere klip frem og tilbage i tid, men endte med at konkludere, at der er en grund til, at hjem-ude-hjem-modellen er så brugt. Vi tegnede også spændingskurver for de enkelte kapitler for at sikre, at der ikke bare var en overordnet fortællemodel, men også én for hvert kapitel. Blandt andet med cliffhangers imellem afsnittene.

Sproget forsøgte vi at holde så nøgternt som muligt. Det skyldtes, at historien er så dramatisk, at kendsgerningerne bedst taler for sig selv. Og at det virker overbevisende og troværdigt på læseren.

Undervejs i arbejdet med teksten gik det op for os, at fortællingen ville have godt af at få indskudt nogle mere baggrundsagtige afsnit. Ud fra et fortællemæssigt synspunkt skaber det suspense. Og samtidig giver det mulighed for at få indføjet noget af den generelle viden, der findes på området, og dermed løfte fortællingen fra en enkeltsag til et eksempel på en bredere tendens.

Op til udgivelsen bad vi aktivt politikere og meningsdannere om at læse bogen og bad om et interview med dem. Vi bragte interviewsene som artikler om som podcast for at sikre størst mulig udbredelse, og de blev også læst af mange. Det er sædvanlig journalistisk praksis at foreholde beslutningstagere og andre, hvad man har fundet ud af, og bede dem forholde sig til det. Men så vidt vi ved, er det ikke hverdagskost at bede dem læse en hel bog. Gængs praksis ville nok have været at give dem et sammendrag og bede dem forholde sig til det. Men det traf vi et bevidst valg om ikke at gøre – og heldigvis indvilligede alle dem, vi spurgte.

Formålet med bogen og de efterfølgende interviews var at rejse en nuanceret debat på et oplyst grundlag. Det er ikke til at sige, men vi har en fornemmelse af, at den meget aktive formidling også har bidraget til, at bogen har fået de politiske konsekvenser, den har.
Det er let at opretholde automatreaktioner og eksisterende positioner i mødet med en overskrift. Det er sværere i mødet med et andet menneske. Og det er vel grundlæggende det, litteratur kan: At få os til at sætte os i andre menneskers sted.