Gå tilbage

Rockwools russiske forbindelse

  Metoderapport

Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede

Mathias Glistrup, Thomas Gösta Svensson, Lasse Egeris, Kristian Kornø

Projektets beskrivelse

Titel:
Rockwools russiske forbindelse
Beskrivelse:
Den 24. februar 2023 markerede et-årsdagen for Ruslands blodige invasionskrig mod Ukraine.

Dagen blev også startskuddet til en serie af undersøgende artikler på Danwatch og i Ekstra Bladet om den danske stenulds-gigant Rockwools russiske datterselskaber – og om hvordan Rockwools produkter i årevis er endt i en lang række russiske krigsskibe.

Krigen har nemlig også afsløret, at præsident Putin siden den ulovlige annektering af Ukraines Krim-halvø i 2014 har iværksat en massiv oprustning af blandt andet flåden.

Og det er præcis den oprustning, Rockwool har bidraget til.

Dokumentation er primært fundet i Ruslands officielle udbudsdatabaser, som ingen danske journalister før har kastet sig over.

I den første offentliggjorte artikel lykkes det at sætte navn på 5 konkrete skibe, som var isoleret med Rockwool. Siden fik vi systematiseret vores metode, så det nu er lykkes at identificere 31 skibe fra Ruslands flåde, som er isoleret med Rockwool.

Listen tæller blandt andet to destroyere, to ubåde der kan udstyres med atomvåben, to landgangsskibe, tre fregatter, seks minestrygere og fem efterretningsskibe.

Skibe og ubåde som førende militær-eksperter karakteriserer som nogle af de mest avancerede i den russiske flåde – og skibe, som i nogle tilfælde har været direkte involveret i krigen i Ukraine.

Stenuld er hverken militært eller dual-use-udstyr, og Erhvervsstyrelsen har konkluderet, at Rockwool ikke har overtrådt EU’s sanktioner.

Artiklerne er alligevel vigtige, fordi virksomheder som Rockwool skal overholde FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som skal sikre, at de ikke bidrager til krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvor i varekæden det måtte ske. Specielt når salget er sket efter annekteringen af Krim i 2014, hvor Rusland har brugt militær-magt.

Og det er lige præcis det, en række førende eksperter på området mener, at Rockwool har forsømt at gøre i Rusland, når de siden 2014 har været storleverandør til Putins flåde.
Publicering:
Artiklerne er bragt på danwatch.dk, i Ekstra Bladets trykte avis og på eb.dk, samt på sociale medier og i nyhedsbreve. Den første artikel blev bragt på 1-års dagen for krigen 24. februar 2024, og den seneste blev bragt 1. september 2023.

Idéen:

Idébeskrivelse:
Ideen opstod noget tid før 1-års dagen for krigen, hvor journalister fra de to medier mødtes for at brainstorme over, hvordan den kunne dækkes. Ekstra Bladet ville gerne sætte fokus på Rockwool som en af få danske virksomheder, der er tilbage i Rusland.

Danwatch havde tidligere kigget på andre danske virksomheder som Danfoss og Hempels forretninger med militæret i Rusland og samtidigt bemærket, hvordan Putin siden annekteringen af Krim havde beordret en massiv modernisering af flåden. I den forbindelse var journalisterne også faldet over Rockwools forbindelser til militære projekter.

Det blev startskuddet til en lang researchfase, hvor vi længe ledte efter valid data, som vi systematisk kunne gå igennem. Svaret kom i Ruslands officielle udbudsdatabaser, der bl.a. indeholder udbud fra en række af Ruslands førende producenter af militærmateriel.

Som tiden gik, dukkede flere ordrer frem, og det stod klart, at der var tale om en større historie, som tjente offentlighedens interesse.
Tidshorizont:
Mathias og Thomas har i 2022, siden Ukraine-krigens start, brugt adskillige måneder på at undersøge danske virksomheders forretninger i Rusland. Meget af denne research og brug af metoder er også brugt i Rockwool-serien. De to medier startede samarbejdet cirka en måned inden, den første artikel blev bragt 24. februar 2023.

Siden da har de to mediers journalister samarbejdet on and off i sammenlagt et par måneder frem til den seneste artikel blev bragt 1. september.

Den systematiske gennemgang af Ruslands offentlige database har været foretaget af Danwatch’s journalister, mens andet kilde- og researcharbejde har været delt mellem de to medier.

Nyhed:

Historierne har først og fremmest været med til at nuancere fortællingen om en af Danmarks mest velkendte virksomheder.

Alle danskere kender Rockwool og de karakteristiske røde og hvide striber på pakkerne. Hvad de færreste har vidst er, at Rockwool også har et stort marked i militæret i Rusland.

Gennem projektet har vi blotlagt en lang række kontrakter, som dokumenterer systematiske og omfangsrige leverancer af Rockwool til brug i russiske militære fartøjer.

Dokumentationen af de 31 skibe og ubåde med Rockwool har også givet et indblik i, hvordan Ruslands modernisering af flåden er foregået. Som professor Michael Petersen, leder af Russia Maritime Studies Institute ved US Naval War College, udtaler:

“Den komplette liste giver et interessant og konkret indblik i den russiske flådes prioriteter for konstruktionen og modernisering af overfladeskibe. De afspejler en vægt på magtprojektion, efterretningsindsamling og kystforsvar.”

Projektet har også afsløret, at nogle af de fartøjer, som Rockwool har solgt produkter til, har været direkte involveret i krigen i Ukraine, og at de samlet set kan udgøre en trussel mod Danmark og resten af NATO-landene.

I projektet har vi gjort meget ud af at dokumentere varekæden. Så når Rockwool siger, at de ikke har et kundeforhold med det russiske militær, så er det mest af alt en teknikalitet. For Rockwool udnævner og certificerer virksomheder, som lever af at sælge til militæret, til koncernens faste distributører.

Konsekvens:

Erhvervsstyrelsen gik tidligt ind i sagen for at undersøge, om Rockwool havde begået sanktionsbrud i forbindelse med leverancerne til det russiske militær.

Da produkterne til flådeskibene var produceret på Rockwools russiske fabrikker og derfor ikke involverede parter på EU’s territorium, var handlerne ikke omfattet af EU’s sanktioner, og derfor endte Erhvervsstyrelsen med den forventelige konklusion, at der ikke var grundlag for at forfølge det spor yderligere.

Men journalistikken har også haft andre konsekvenser. Den har nuanceret billedet af en af Danmarks bedst kendte virksomheder og største erhvervssucceser, og så har den skabt debat, både i radioen, dagspressen og på sociale medier, om Rockwools forbindelser med det russiske militær og spørgsmålet om, hvordan danske virksomheder håndterer at befinde sig i autokratiske og på anden måde problematiske lande.

Projektet er også blevet citeret internationalt af blandt andet Reuters og flere ukrainske medier. På Kiev School of Economics liste over vestlige virksomheder i Rusland indgår historierne også i dokumentationen af Rockwool som virksomhed i Rusland.

Metode:

Vi har foretaget systematisk og metodisk søgning i en lang række åbne kilder og databaser. Her har det været styrende for vores research, at alle informationer kan verificeres og tjekkes mod andre kilder.

Den altoverskyggende datakilde har været de offentligt tilgængelige russiske udbudsdatabaser, hvori vi har gennemgået hundred- eller tusindvis af udbud og kontrakter ved at bruge både automatiserede og manuelle metoder. Vi skrev bl.a. et python script, der med de rigtige søgeord kunne scrape informationer og downloade tilhørende dokumentation. Men det store arbejde lå ikke i at hente data – det lå i at filtrere klogt og begrænse mængden af data.

Databaserne har krævet en særlig form for journalistisk tænkning i forhold til at finde forskellige indgange til det relevante indhold. Da disse databaser indeholder samtlige offentlige udbud, som er gennemført i Rusland de sidste mange år, var datamængderne for store til overhovedet at overveje at gennemgå dem slavisk. Alene for de seneste par år ligger der bogstaveligt talt millioner af udbud, der alle har vedhæftet omfattende dokumentation. Vi opdagede hurtigt, at de altafgørende ledetråde ofte lå gemt inde i de vedhæftede dokumenter, og dem kunne vi ikke søge frem ved hjælp af platformenes egne søgefunktioner.

Derfor måtte vi være kreative. Vi indså, at der var forskellige indgange i søgningerne, som kunne hjælpe os med at indsnævre datamængden: Filtrerer man på kunde, producent, leverandør, distributør eller produkt, kunne man ofte få vidt forskellige resultater. En liste over de største skibsværfter, som bygger skibe for forsvarsministeriet, og en liste over kendte distributører og produktnavne gav os et godt sted at starte.

Næste skridt var at forsøge at udvide listen derfra, blandt andet ved at smide nye keywords ind i vores lister over søgeord – ord som “isolering”, “stenuld”, “isolation” – og i alle tænkelige kombinationer på russisk og engelsk og med stavefejl (f.eks. “Rockwoll”) eller slåfejl (f.eks. “Rpckwool”).

Til at holde styr på al vores research brugte vi almindelige regneark. Da også de hurtigt voksede sig meget store, brugte vi indbyggede formler til krydsreferencer mellem forskellige ark, så vi bedst muligt kunne finde rundt i kendte projekt- og kontraktnumre. Regnearkene gjorde, at vi løbende havde overblik over kunder, leverandører, tidspunkter, beløb og mængder.

Det store gennembrud kom først efter lang tid – da vi havde brugt så lang tid på at kigge på russisk udbudsmateriale, at vi efterhånden var blevet vant til systemerne. Vi kunne hurtigt se mønstrene i, hvor informationerne kunne gemme sig, vi var vant til at bladre gennem standardkontrakter og vi var komfortable med at browse rundt på selve udbudsportalerne.

Nøglen til det hele var de projektnumre, som alle typer af russiske flådefartøjer får tildelt. Kunne vi finde referencer til det i udbudsmaterialet, må man antage, at leverandøren derfor måtte være bekendt med produkternes slutbrug.

Nogle gange stod de numre på allerførste af udbudsmaterialet. Eksempelvis i et udbud fra 2017, hvor skibsværftet Severnaya specifikt efterspurgte 2.493 kvadratmeter Rockwoolplader og næsten 4 kilometer rørisolering til brug i et skib af projekt 23120 med skibsnummer 02881.

Her kunne vi hurtigt slå projekt 23120 op og konstatere, at udbuddet har med den militære slæbebåde “Vsevolod Bobrov” at gøre.

Andre gange måtte vi grave os godt ned i dokumenterne. Som da Severnaya-værftet i 2015 søgte over 7.000 kvadratmeter Rockwool-isolering til projekt 22350, skibsnummer 01922 – den moderne fregat “Admiral Kasatonov”. Her var numrene først nævnt godt nede i kontraktudkastet på side 14 i udbudsdokumentationen. Man kunne nemt have overset det, hvis man ikke vidste, hvad man skulle lede efter.

Det skete også, at hverken projekt- eller skibsnummer var angivet i dokumenterne. Vi brugte en del tid på at læse kontrakterne igen og igen efter ledetråde – og så opdagede vi det. Det er ikke raketvidenskab for dem, der arbejder med det, men det var ikke nemt at gennemskue som udenforstående med begrænset adgang til information.

Når det russiske forsvarsministerium bestiller nye skibe, indgår de nemlig nogle store kontrakter med de værfter, der skal bygge dem. Ordrerne betales fra en særlig statslig forsvarspulje, og de store kontrakter får derfor tildelt et såkaldt State Defense Contract-nummer.

Hver gang skibsværftet så hyrer underleverandører til mindre opgaver på skibet – det kan være svejsning eller maling eller, som i dette tilfælde, isolering – bliver det samme State Defense Contract-nummer som regel noteret i kontrakterne.

I de tilfælde, hvor der hverken var angivet projektnummer eller skibsnummer, kunne vi ofte bruge dette nummer til at identificere hvilke skibe, kontrakterne handlede om.

I 2018 indgik Rockwools faste samarbejdspartner MKS eksempelvis en stor kontrakt med værftet Yantar, som efterspurgte 44.679 kvadratmeter Rockwool-isolering. I udbudsmaterialet stod der ikke noget om hverken projekt- eller skibsnummer, men der blev angivet "State Defense Order" nummer 418187404901020105000132/3/1/1/0488/ГК-14-ДГОЗ.

Vi søgte derefter andre udbud frem fra samme periode og under samme hovedkontrakt med forsvarsministeriet, og i dem kunne vi se, at forsvarskontrakt-nummeret eksplicit blev knyttet til skib nummer 01302 af projekt 11711.

Dermed kunne vi slå projektnummeret op og konstatere, at der måtte være tale om landgangsskibet "Pyotr Morgunov".

Endeligt verificerede vi samtlige fund, blandt andet ved at sammenholde informationerne med andre kilder, heriblandt skibsværfternes årsrapporter og opgørelse fra det russiske forsvarsministerium, samt i nogle tilfælde satellitfotos for at lokalisere skibene og verificere, at de faktisk findes.

Til den mere militærfaglige analyse af de skibe, som Rockwools produkter endte i, har vi benyttet os af en bred vifte af kilder. De russiske online-kilder har vi sammenholdt mod udtalelser fra den norske efterretningstjeneste, PET, FE og NATO samt danske, amerikanske og ukrainske militær- og universitetskilder.

En generel udfordring var, at alt var på russisk, og at mange dokumenter var håndscannede og ikke i elektronisk læsbar tilstand. Til det sidste benyttede vi os af PDF24’s gratis online tjeneste til optical character recognition, der gør teksten til at arbejde med. Til det sproglige benyttede vi os af browser extensions, der gør det muligt at oversætte tekst direkte fra hjemmesider og dokumenter med algoritmer fra Google, Yandex og DeepL.

Vi har desuden løbende arkiveret online-indhold på archive.org – det har især været brugbart, når sider blev fjernet eller indhold ændret, efter vi havde offentliggjort vores artikler. Ved at arkivere det vigtigste kunne vi bevare dokumenter og kilder i deres oprindelige sammenhænge.

En anden – og lidt mere generende – udfordring var, at de russiske udbudsdatabaser var lukket for ikke-russere og kun tillod adgang fra russiske ip-adresser. Det kunne umiddelbart nemt omgås, men som krigen mod Ukraine bed sig fast, begyndte de russiske myndigheder at stramme grebet om informationsfriheden i landet. De fleste russiske VPN-servere blev lukket ved lov, og selv en Tor-browser med russisk exit-node gav os kun adgang i begrænset tid, indtil også de blev blokeret fra at benytte databaserne.

Det meste af tiden har det derfor føltes som en katten-efter-musen-leg med de russiske censurmyndigheder, hvor vi formår at finde en vej ind, indtil de lukker den.
Vi har også søgt informationer fra andre åbne kilder. Blandt andet lagde vi tidligt en del energi i at lave grundig billedsøgning (især på Yandex) for at finde fotos inde fra skibsværfterne. Efter at have lavet visuel verifikation af lokation, skibsmodeller og tidspunkter kunne vi bl.a. identificere en række antisabotage-skibe, der bevogter en af Ruslands vigtigste ubådsbaser. Billedmaterialet dokumenterer, at der er blevet brugt Rockwool-produkter på netop de skibe, selv om vi ikke fandt øvrig dokumentation for det i databaserne.

Vi har også lavet systematisk gennemgang af Rockwools sociale medier, både i Danmark og i Rusland og på forskellige platforme (Facebook, VKontakte). Der fandt vi bl.a. opslag, som refererede til projekter, som var udført for det russiske forsvarsministerium i Moskva.

Også en løbende gennemgang af dokumenter og materiale på det russiske datterselskabs hjemmeside afslørede reklamemateriale, som refererede til arbejde udført for flådestaben i Skt. Petersborg. Til det benyttede vi os også af funktioner på archive.org til at se historiske dokumenter, som ikke nødvendigvis stadig eksisterer på sitet.

Generelt har vi haft et naturligt fokus på ikke at lade os forblænde af mulige spor, og vi har ofte talt med hinanden om mulige blinde vinkler eller andre forklaringer. I den forbindelse er det naturligt i en journalistisk proces at bestræbe sig på at underbygge de teser, der taler mod ens egen. I tilfældet med historien her har det hele dog været en anelse på hovedet – for vi er ikke startet fra en tese, som vi satte os for at underbygge. I stedet startede vi med selve fundene, ved de faktiske kontrakter, som i mængde og omfang dokumenterede og udgjorde selve påstanden fra starten.

Endelig har vi også gjort almindeligt brug af aktindsigter ved Erhvervsstyrelsen.

Modstand:

Få uger efter publikationen af den første artikel i serien modtog Danwatch 14. marts 2023 et 8 sider langt brev fra Rockwool, som var stilet til vores chefer og med Thomas og Mathias på cc. Brevet var også sendt til redaktionen på DR’s nyhedspodcast Genstart, efter Danwatch havde medvirket 6. marts.

Brevet var personligt afsendt og underskrevet af Thomas Kähler, som er bestyrelsesformand i Rockwool og med sin familie kontrollerer virksomheden. Han er med andre ord en af de største forretningsmænd og en af de rigeste i landet. Og han havde set sig sur på vores dækning af Rockwools russiske forretning.

I brevet anlagde han en aggressiv tone, hvor han anklagede os for “urigtige udsagn” og for at “miskreditere danske virksomheder” og udbad os svar på en lang række spørgsmål, hvoraf en stor del ikke havde relation til vores dækning.

Blandt andet skrev han, at Rockwool “bliver, af Danwatch, bebrejdet for ikke at have stoppet leverancer af maritime produkter til Rusland, efter landets annektering af Krim i 2014”, ligesom han anfægter, at det skulle være et problem at være til stede i Rusland efter 2014 (og efter 2022).

(Danwatch har ikke bebrejdet Rockwool for ikke at stoppe leverancer til Rusland. En række eksperter har i stedet problematiseret, at Rockwool solgte produkter til det russiske militær i perioden efter 2014 – en væsentlig forskel. Vores dækning har heller ikke forholdt sig til spørgsmålet om Rockwools fortsatte tilstedeværelse efter invasionen in 2022).

Derudover bad Thomas Kähler os bl.a. svare på, hvordan vi mener, virksomheder som Rockwool bør drive forretning i autokratiske lande, hvilket vi naturligvis ikke anser for pressens opgave at svare på.

Brevet blev offentliggjort på Rockwools hjemmeside, ligesom vores svar og Kählers efterfølgende svar gjorde. I den tilhørende tekst på hjemmesiden stod der oprindeligt, at Danwatchs artikler var “misinformation”, men den formulering trak de hurtigt tilbage, da vi spurgte nærmere ind til det.

Vi oplevede helt klart forløbet som et aggressivt, intimiderende – og lettere klodset – forsøg på at forhindre os i at bedrive vores journalistik, som vi i den grad mener er i offentlighedens interesse.

Etik:

Spørgsmålet om, i hvilken grad man kan “bruge nutiden og den viden, vi besidder i dag, til at vurdere og dømme fortiden”, som Thomas Kähler formulerede det i sit åbne brev til os, har selvfølgelig fulgt os i hele vores arbejde med denne historie – også lang tid inden, han henvendte sig.

Det er en diskussion, vi naturligvis har haft mange gange på redaktionen. Men der er også bred enighed blandt os om, at det utvivlsomt er i offentlighedens interesse, at en dansk virksomhed systematisk leverer materialer til brug i russisk militært isenkram. Ikke på baggrund af, hvad vi ved i dag – men på baggrund af noget, der i årene efter 2014 allerede var tydeligt for enhver.

Vores journalistik anklager ikke Rockwool for at være til stede og gøre forretning i Rusland, som jo er det, Thomas Kähler forsøger at få det til at handle om. Vi stiller skarpt på en række helt konkrete salg, hvor enorme mængder isoleringsmaterialer er leveret til Ruslands militær i en periode, hvor de internationale fordømmelser var udbredte. På trods af diverse erhvervsfremstød var EU, FN og en lang række menneskerettighedsorganisationer både vokale og direkte i deres fordømmelser af det russiske militær.

Spørgsmålet om, hvorvidt man med sådan en historisk granskning her “miskrediterer” danske virksomheder, knytter sig til det samme.

Vores strategi over for Rockwool og de andre virksomheder, vi har skrevet om i denne sammenhæng, har fra starten været at fremlægge alt og spille med åbne kort. Vi har konsekvent givet Rockwool rig mulighed for at komme til orde, og vi har bragt deres svar i fulde længder i alle vores artikler, selv om det ikke er gængs praksis i dansk presse.

På trods af gentagne opfordringer om at stille op til interview om sagen, har Rockwool udelukkende ønsket at sende skriftlige svar – og ofte de præcis samme formuleringer som tidligere, uagtet vores spørgsmål.

En anden stor etisk overvejelse har været kontakt med russiske kilder. Tjenester som WhatsApp og Messenger blev i løbet af krigen blokeret for russere, og samtidigt skærpede Putin straffen for folk, der delte informationer med vestlige medier. Derfor har vi været meget påpasselige med at kontakte russiske kilder og hele tiden haft deres sikkerhed som 1. prioritet.

Formidling:

Ligesom vi ønsker at være gennemsigtige over for de virksomheder, vi skriver om, ønsker vi også at være det over for vores læsere. Vi har derfor et princip om at lægge vores research åbent frem, og hellere med for mange detaljer end for få.

Det betyder også, at vi har gjort stor brug af billeder, der dokumenterer og illustrerer historierne. Vi fortæller ikke blot om russiske kontrakter i et eller andet system – vi viser dem frem og fremhæver de væsentlige detaljer i dem. Af samme grund har vi benyttet os af fotogallerier, illustrerede satellitfotos, pressefotos, illustrationer og grafikker.

Vi har undervejs også haft ambitioner om at udkomme i andre formater end dem, vi har tilgængelige i øjeblikket – video, podcast eller lignende – men har også måtte acceptere, at researcharbejdet har været så omfattende, at det nogle gange har været mulighedernes kunst i forhold til formatet.

Partnerskabet med Ekstra Bladet har helt klart været en styrke i forhold til at give historierne slagkraft. Det har været en strategi fra starten at lægge en relativt tabloid linje i forhold til formidling af historierne, dels fordi de naturligt besidder mange elementer, der gør sig godt i sådan et format, men også fordi det kunne skabe større opmærksomhed på en research, der i sin essens kan være tør.

Selv om vi har brugt mange klassiske OSINT-værktøjer undervejs, har vi nogle gange kæmpet med at få dem formidlet på en fyldestgørende måde. Der er vi nok tilbage ved mulighedernes kunst, men sådan nogle indsigter og erfaringer er jo altid gode.