Den Store Gavebod: 218 asylmillioner udbetalt i blinde
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Ditte Lynge, Peter Degenkolv, Jeppe Findalen, Mikkel Ryrsø
Projektets beskrivelse
Titel:
Den Store Gavebod: 218 asylmillioner udbetalt i blinde
Beskrivelse:
Projektet afslører en lang række kritisable forhold i den måde, som Udlændingestyrelsens penge, samlet set 218 millioner kroner, er blevet brugt på i forbindelse med indkøb af blandt andet inventar til de danske asylcentre.
Omdrejningspunktet i projektet er en 57-årig kvinde, der stod for inventaret, og som i adskillige tilfælde brød love og regler ved blandt andet at forgylde sin kæreste med millioner, uden at nogen blev orienteret eller opdagede det.
Det dokumenteres, at hun lejer hans lagerejendom til overpris og aflønner ham igennem en storleverandør; et transportfirma, som blev hyret uden udbud eller kontrakt, og som modtog opgaver for et tocifret millionbeløb, efter at kæresten mødte en af firmaets ejere på en ferie i Tyrkiet. Hun køber en traktor til knap 200.000 kroner igennem et af hans firmaer, og hun baner vejen for, at han kan opkøbe inventar på auktion med insiderviden.
Det kommer frem, at hverken Udlændingestyrelsen, der udbetaler pengene, eller henholdsvis Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen (fra 2012 til 2015) og Jammerbugt Kommune (fra 2015-2018), som brugte pengene, førte nogen former for kontrol. Der blev ikke afholdt udbud, der ligger ingen kontrakter, mails eller anden dokumentation på nogen af ordrerne.
I flere tilfælde er pengene gået til uklare formål, og ingen ved, hvad man i sidste ende har betalt for. Eller hvor det dyrt indkøbte inventar (overvågningsudstyr, computere, vaskemaskiner mm.) er endt henne.
Projektet blotlægger en inkompetent og dybt mangelfuld forvaltning af skattekroner. I alt udbetalte Udlændingestyrelsen 218 millioner i blinde, og det får skarp kritik af flere eksperter.
Sagens omfang og karakter - og heraf mulige konsekvenser - er lige nu ved at blive undersøgt af de tre myndigheder.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udtalte 30. juni:
- Jeg kan ikke kigge dig i øjnene og sige helt sikkert, at der ikke er noget at komme efter. Og det irriterer mig, og det vil jeg gerne til bunds i.
Omdrejningspunktet i projektet er en 57-årig kvinde, der stod for inventaret, og som i adskillige tilfælde brød love og regler ved blandt andet at forgylde sin kæreste med millioner, uden at nogen blev orienteret eller opdagede det.
Det dokumenteres, at hun lejer hans lagerejendom til overpris og aflønner ham igennem en storleverandør; et transportfirma, som blev hyret uden udbud eller kontrakt, og som modtog opgaver for et tocifret millionbeløb, efter at kæresten mødte en af firmaets ejere på en ferie i Tyrkiet. Hun køber en traktor til knap 200.000 kroner igennem et af hans firmaer, og hun baner vejen for, at han kan opkøbe inventar på auktion med insiderviden.
Det kommer frem, at hverken Udlændingestyrelsen, der udbetaler pengene, eller henholdsvis Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen (fra 2012 til 2015) og Jammerbugt Kommune (fra 2015-2018), som brugte pengene, førte nogen former for kontrol. Der blev ikke afholdt udbud, der ligger ingen kontrakter, mails eller anden dokumentation på nogen af ordrerne.
I flere tilfælde er pengene gået til uklare formål, og ingen ved, hvad man i sidste ende har betalt for. Eller hvor det dyrt indkøbte inventar (overvågningsudstyr, computere, vaskemaskiner mm.) er endt henne.
Projektet blotlægger en inkompetent og dybt mangelfuld forvaltning af skattekroner. I alt udbetalte Udlændingestyrelsen 218 millioner i blinde, og det får skarp kritik af flere eksperter.
Sagens omfang og karakter - og heraf mulige konsekvenser - er lige nu ved at blive undersøgt af de tre myndigheder.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udtalte 30. juni:
- Jeg kan ikke kigge dig i øjnene og sige helt sikkert, at der ikke er noget at komme efter. Og det irriterer mig, og det vil jeg gerne til bunds i.
Publicering:
Projektets første artikel blev publiceret 29. april 2020. Arbejdet med sagen pågår stadig, og der vil derfor blive publiceret adskillige historier i den kommende tid. Undersøgelser og eventuel retsligt efterspil udestår også fortsat.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Tilbage i december modtog vi et anonymt tip fra en kilde, der havde fulgt Ekstra Bladets dækning af skandaler i Forsvarets Ejendomsstyrelse (FES). Tipperen havde informationer om, at en tidligere ansat i FES havde svindlet med alt, der svindles med kunne. Tipperen oplyste navnet på den ansatte, men ville hverken oplyse sit eget navn, relationen til kvinden eller sit nummer. I stedet aftalte journalisten og kilden at ringes ved en uge senere. I mellemtiden søgte journalisten aktindsigt i alt, der var muligt, på den ansatte - indkøbsordrer, rejsedata, informationer om hvor længe hun havde været ansat, hvem hendes nærmeste kolleger og chefer havde været, hvad hendes arbejdsopgaver var osv. De næste uger modtog journalisten over 11.000 indkøbsposter med data fra 2008-2015, fakturanumre, virksomheder, der havde været kunder hos Forsvaret, og begyndte at grave i data.
Tidshorizont:
Siden december 2019. I to måneder var det en enkelt journalist, der sad med projektet alene, men da det viste sig, at der potentielt var tale om en stor skandale for mange millioner, valgte Ekstra Bladet at dedikere yderligere to journalister til udelukkende at grave i sagen. Siden er også en praktikant blevet en del af holdet, og arbejdet med projektet er langtfra slut.
Nyhed:
Projektet har givet offentligheden indsigt i, hvordan flere hundrede millioner skattekroner er blevet brugt, uden at der er ført kontrol med, hvad de i sidste ende er gået til. Det er kommet frem, at reglerne for udbud og krav om dokumentation ikke er overholdt, og at statskassen som konsekvens heraf kan have spildt en masse penge - blandt andet på at betale overpris til leverandører.
Det totale svigt med grundlæggende forvaltningsretlige principper om økonomistyring spænder over Forsvaret, Jammerbugt Kommune og Udlændingestyrelsen.
Projektet har optrevlet netværket omkring den kvinde, som stod for at bruge Udlændingestyrelsens penge, samt afdækket hvordan hun systematisk forgyldte sin kæreste (og samlever) ved at leje hans lager, aflønne ham via et transportfirma og give ham adgang til at opkøbe inventar med insiderviden. Alt sammen kritisable og - ifølge flere eksperter - ulovlige forhold, som ingen havde opdaget.
Flere af de leverandører, der fik de største opgaver, har haft en tæt relation til den kvinde, der hyrede dem til opgaverne. Et transportfirma indvilligede eksempelvis i at lade kæresten fakturere asylsystemet gennem dem. Direktøren for et vagtfirma har blandt andet deltaget i kvindens 50 års fødselsdag, og det er netop nu ved at blive undersøgt, om der kan påvises en sammenhæng mellem relationerne, som i givet fald vil være strafbare.
Det totale svigt med grundlæggende forvaltningsretlige principper om økonomistyring spænder over Forsvaret, Jammerbugt Kommune og Udlændingestyrelsen.
Projektet har optrevlet netværket omkring den kvinde, som stod for at bruge Udlændingestyrelsens penge, samt afdækket hvordan hun systematisk forgyldte sin kæreste (og samlever) ved at leje hans lager, aflønne ham via et transportfirma og give ham adgang til at opkøbe inventar med insiderviden. Alt sammen kritisable og - ifølge flere eksperter - ulovlige forhold, som ingen havde opdaget.
Flere af de leverandører, der fik de største opgaver, har haft en tæt relation til den kvinde, der hyrede dem til opgaverne. Et transportfirma indvilligede eksempelvis i at lade kæresten fakturere asylsystemet gennem dem. Direktøren for et vagtfirma har blandt andet deltaget i kvindens 50 års fødselsdag, og det er netop nu ved at blive undersøgt, om der kan påvises en sammenhæng mellem relationerne, som i givet fald vil være strafbare.
Konsekvens:
Konsekvenserne har indtil videre været relativt brede. Trine Bramsen valgte hurtigt efter de første historie at iværksætte en intern undersøgelse af den 57-årige kvindes dispositioner, ligesom hun understregede, at ethvert tegn på ulovlige forhold ville blive politianmeldt.
Resultatet af undersøgelsen afventer vi stadig, og Forsvaret har ikke undervejs villet holde os orienterede, hvorfor vi ikke ved, hvorvidt der er sket politianmeldelser i sagen.
Jammerbugt Kommune har ligesom Forsvaret igangsat en intern undersøgelse af deres varetagelse af asylopgaven, men heller ikke denne er afsluttet. Kommunen var i starten meget modvillig mod at agere, inden der forelå et resultat af undersøgelsen i Forsvaret, men omkring sommerferien vendte borgmesteren på en tallerken og forlangte sagen undersøgt.
Udlændingestyrelsen har fra starten ikke ment, at de havde noget ansvar for det, der var foregået, men Mattias Tesfaye har gentagne gange bedt om redegørelser, og Tesfaye er nu blevet indkaldt i samråd til september.
Slutteligt har Trine Bramsen allerede, blandt andet med henvisning til sagerne omkring Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, indført nye retningslinjer for økonomisk styring i Forsvaret. Hun har endvidere indført et skrappere økonomisk kontrolsystem, ligesom hun har besluttet at ændre Ejendomsstyrelsens organisering.
Resultatet af undersøgelsen afventer vi stadig, og Forsvaret har ikke undervejs villet holde os orienterede, hvorfor vi ikke ved, hvorvidt der er sket politianmeldelser i sagen.
Jammerbugt Kommune har ligesom Forsvaret igangsat en intern undersøgelse af deres varetagelse af asylopgaven, men heller ikke denne er afsluttet. Kommunen var i starten meget modvillig mod at agere, inden der forelå et resultat af undersøgelsen i Forsvaret, men omkring sommerferien vendte borgmesteren på en tallerken og forlangte sagen undersøgt.
Udlændingestyrelsen har fra starten ikke ment, at de havde noget ansvar for det, der var foregået, men Mattias Tesfaye har gentagne gange bedt om redegørelser, og Tesfaye er nu blevet indkaldt i samråd til september.
Slutteligt har Trine Bramsen allerede, blandt andet med henvisning til sagerne omkring Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, indført nye retningslinjer for økonomisk styring i Forsvaret. Hun har endvidere indført et skrappere økonomisk kontrolsystem, ligesom hun har besluttet at ændre Ejendomsstyrelsens organisering.
Metode:
I researchen til historien er der brugt et bredt udsnit af metoder fra aktindsigt og arkivsøgning til mere utraditionelle greb.
Et af de mere utraditionelle greb, vi gerne vil fremhæve, er vores forsøg på at dokumentere, hvorvidt der var tale om en overpris, da den 57-årige kvinde valgte at leje sin kærestes selskabs lagerejendom.
Spørgsmålet var centralt, da en overpris vil være mandatsvig, hvorimod en ‘simpel’ tildeling af opgaven til kæresten til markedslejen ville være et ansættelsesretligt spørgsmål.
Eftersom der ikke forelå nogen lejekontrakt eller anden dokumentation, ud over hvor meget kommunen havde betalt om året, var der mange uafklarede spørgsmål i forhold til, hvorvidt kæresten havde fået markedslejen for sin ejendom.
Centralt for at vurdere en eventuel overpris var for det første, hvor mange kvadratmeter kommunen havde lejet, samt hvad markedslejen var i området på det tidspunkt.
At vurdere antallet af kvadratmeter, som kommunen betalte for, var selvsagt vanskeligt uden en lejekontrakt, og det blev ikke lettere af, at den 57-årige kvindes kæreste tilmed lejede noget af ejendommen ud til et andet selskab i perioden.
Vi søgte oplysninger om ejendommens størrelse i BBR samt ved aktindsigt hos kommunen i forhold til givne byggetilladelser på ejendommen i håb om, at der her ville være byggetegninger, og måske også være oplysninger om en opdeling af ejendommen til den anden lejer.
Det bar dog ikke meget frugt, udover at vi fik bekræftet, at det samme antal kvadratmeter på gamle tegninger matchede med oplysningerne i BBR.
Da det ikke var muligt at få konkrete oplysninger om, hvor stor en del af ejendommen, kommunen reelt kunne have rådet over, lavede vi den afgrænsning, at vi ville gå ud fra det maksimale areal, der var bebygget på grunden ifølge BBR: 1849 kvadratmeter.
Herefter gik vi i gang med at undersøge, hvad lejeniveauet var for en lignende ejendom i området. Det gjorde vi blandt andet ved at gennemgå samtlige udgaver af Dagbladet Ringsted fra 2013 til og med 2016.
I Dagbladet Ringsted annoncerede adskillige mæglere løbende erhvervsejendomme, og dem der var sammenlignelige med ejendommen ejet af den 57-åriges kæreste blev gemt og indført i et Excel-ark.
For at blive vurderet som en “sammenlignelig” ejendom lavede vi følgende kriterier: Lagerejendommen skulle være nogenlunde samme størrelse, men mindst på 1849 kvadratmeter. Meget store lagerejendomme blev taget med, hvis det fremgik af annoncerne, at de var mulige at dele op og leje mindre dele af, der svarede til cirka 1849 kvadratmeter.
Herudover skulle ejendommen ligge i samme geografiske område som det, kommunen lejede.
Ved nogle af de større ejendomme fulgte en vis dialog for at få afklaret, om der på det tidspunkt, hvor ejendommen var set annonceret i tillægget, var mindst 1849 kvadratmeter ledigt, samt over en hvor lang periode, det var tilfældet. Datasættet viste en gennemsnitlig kvadratmeterpris, der var væsentligt lavere, end hvad kommunen havde betalt. Og det vel at mærke med udgangspunkt i, at kommunen havde rådet over ejendommens fulde 1849 kvadratmeter.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris fundet på de alternative lagerejendomme blev desuden sammenholdt med en erfaren erhvervsmæglers vurdering af priserne i området dengang, samt et dataudtræk fra Ejendomstorvet. Ejendomstorvet annoncerer erhvervsejendomme på nettet, og var villige til at lave et dataudtræk. Af hensyn til at få en meningsfuld population af ejendomme, lavede de et udtræk med den geografiske afgrænsning Region Sjælland, som vi kunne regne på.
Datasættet fra Ejendomsportalen underbyggede igen, at markedslejen var langt, langt under, hvad den 57-åriges kæreste var blevet betalt.
Slutteligt kunne vi sammenligne beløbet med en stor lagerejendom, som kommunen lejede i 2015. Både denne ejendom på 10.000 kvadratmeter og kærestens lager blev lejet samtidig i 2016 og viste også en markant højere leje per kvadratmeter på kærestens ejendom.
Det tidligere liv
Grundet den 57-åriges lange karriere i Forsvaret interesserede vi os også for, om hun havde foretaget sig lignende begunstigelser af nærtstående tidligere i hendes karriere.
Vi vidste, at hun havde en eksmand, der havde været selvstændig, og derfor begyndte vi at undersøge forholdene nærmere. Gennem cvr-registeret fandt vi ud af, at eksmanden var gået konkurs med sit selskab i start 00’erne, og via tinglysningen kunne vi se, at parrets daværende hus i samme ombæring var røget på tvangsauktion.
Det lykkedes gennem aktindsigt i konkursboet efter selskabet at få fat i nogle gamle cirkulæreskrivelser, hvoraf der fremgik en kurator. Herudover kunne vi af materialet se, at selskabet var gået konkurs med en stor moms- og skattegæld, ligesom at det af kurator blev beskrevet, at selskabets eneste kunde var Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der i dag kaldes Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Samme styrelse som kvinden arbejdede i 30 år.
Herefter bad vi om aktindsigt hos Ejendomsstyrelsen for at få klarlagt, hvordan eksmandens arbejdsforhold præcist havde været, samt om den 57-årige kunne have haft en rolle i hans ansættelse. Ejendomsstyrelsen havde dog ingen dokumentation vedr. eksmandens selskab, herunder ingen information om, hvem og fra hvilken afdeling han dengang var blevet hyret.
Derfor valgte vi ikke at skrive historien, da vi ikke kunne dokumentere, at den 57-årige havde direkte indflydelse på hans ansættelse. Dog fremgik det af dokumenter fra Skifteretten, at eksmanden havde fået kontrakten med Forsvaret på et tidspunkt, hvor de to allerede dannede par.
Ydermere besøgte vi også arkivet hos Det Kongelige Bibliotek for at søge efter parret i gamle lokalaviser, annoncer osv. Vi vidste fra dokumenter fra Skifteretten, cvr og Tinglysningen en del om parret, eksmandens selskab, men vi vidste også, at den 57-åriges nuværende mand, i mange år havde drevet et loppemarked.
Derfor fandt vi arkivmateriale fra lokalområdet ganske interessant, men til vores overraskelse bar de mange timer desværre ikke frugt i forhold til at kaste mere lys over den 57-årige kvindes unge år eller hendes eksmands firma.
Opsporing af kilder
En central del af projektet har været at tale med kilder med direkte eller indirekte viden om sagen. En af de første ting, vi gjorde, var derfor at kortlægge og kontakte alle kilder, der kunne ligge inde med brugbar viden. Vi foretog søgninger på sociale medier, Linkedin, google, osv. efter ansatte og tidligere ansatte hos de involverede myndigheder og firmaer.
Her trak vi desuden på et omfattende datasæt. Vi fik aktindsigt i samtlige indkøbsposter for hele perioden, hvilket gav os navne på hundredvis af firmaer og personer, som havde modtaget penge fra asylsystemet. Efter en rensning af datasættet, fik vi nogle søgemuligheder, der blotlagde, hvilke firmaer der især kunne være interessant at se nærmere på. Vi kunne se, at især ét vagtfirma havde fået store millionordrer, og at antallet af ordrer var steget eksplosivt på kort tid. Et transportfirma stak også ud fra mængden. Vi kæmpede på lange stræk i blinde, da mange kilder mente at vide, at der var indgået luskede aftaler, og at der var uhensigtsmæssige personsammenfald, men de færreste kunne give os konkrete navne på de firma, som lå inde med svarene. Sådan stod det på i måneder.
Derfor opsøgte vi så vidt muligt kilderne fysisk og i et miljø, hvor de mest sandsynligt ville tale med os. Vi erfarede hurtigt, at de fleste var nervøse/modvillige, men at de over tid blev mere åbne og delte vigtig viden med os.
I flere tilfælde oplevede vi, at især ansatte i transport- og sikkerhedsbrancherne var bange for repressalier, hvis nogen fandt ud af, at de talte med os. Nogle fortalte os direkte, at der var rocker-relationer i det foretagende, vi kiggede på, og opfordrede os derfor til at kigge en anden vej. Det ‘råd’ fulgte vi ikke, men gjorde i stedet meget ud af at opbygge fortrolighed og gå langsomt frem. Det var vigtigt for os, at kilderne kunne stole på os, og da langt de fleste, der arbejdede på asylområdet tilbage 2012-2018, i dag har nye jobs, brugte vi meget fritid på at tale med dem, når de havde fri og tid til at tale frit. Vi har talt med mindst 50 tidligere og nuværende ansatte, der på den ene eller anden måde var en del af asylsystemet. Fra personer, der har samlet senge, til andre der har været øverste chefer på området. På den måde har vi kunne sammenligne deres forklaringer og få verificeret hver deres oplysninger. Fælles for dem er, at de alle har undret sig over ting eller hændelser med den 57-årige ansatte, men - for de flestes vedkommende - aldrig gjorde noget ved det, indtil vi begyndte at skrive om sagen.
Motivering
I vores kontakt med centrale nøglepersoner på såvel myndighedssiden som hos leverandørerne forsøgte vi at finde ud af, hvad der kunne motivere kilden til at tale med os og/eller udlevere dokumentation.
Typisk havde vi identificeret de personer, som vi vidste lå inde med en konkret viden, og herefter forsøgte at vi at analysere os frem til, hvad der kunne få dem i tale. Nogle kilder blev især motiveret af personlige grunde i forhold til deres eftermæle. Andre for at stække en konkurrent, mens en tredje gruppe kilder så os som en skriftestol, hvor de kunne dumpe den viden, de havde haft det dårligt med at bære rundt i på årevis.
Et eksempel er det auktionshus, der stod for at sælge Udlændingestyrelsens inventar. Vi havde mange lange møder og samtaler med firmaets ejer, som i første omgang var fåmælt og tilknappet. Men efterhånden som vi kom dybere ned i sagen og blandt andet kunne påvise, at kæresten til den 57-årige kvinde havde haft sin gang på lageret og - som den eneste - haft insiderviden om auktionerne, valgte han at give os større indsigt. Han lever af sin troværdighed og af at leve op til egne retningslinjer. Han gav os indsigt i oplysninger og et forløb, som, set med hans briller, kunne skærme hans firma mod al for megen kritik og samtidig hjælpe os med at opklare, hvad der var sket undervejs. Blandt andet viste det sig, at firmaet først meget sent i processen blev opmærksom på, at den mand, der gik rundt og blandede sig i deres arbejde, var kærester med hende, der stod for lageret.
Afhængig af motivet førte dette naturligvis til en etisk overvejelse, og vi har - eksempelvis blandt leverandørerne - haft deres åbenlyse interesse i at udlevere konkurrenten som en skurk for øje i vores arbejde.
Vi holdt os også for øje, at motiveringen af kilderne ikke måtte lede over en glidebane og det, der kunne opleves som pression. Vores erfaring var dog, at de fleste inderst inde gerne ville hjælpe, men at de blot skulle bruge en grund til at give slip og hjælpe os videre.
Rekonstruktion af auktioner
En af afsløringerne handlede om de auktioner, der blev afholdt af B2B auctions som nævnt ovenfor, hvor kæresten til den 57-årige kvinde havde opkøbt inventar for 300.000 kroner med insiderviden.
For at dokumentere sagen forsøgte vi derfor at rekonstruere alle auktioner, der blev afholdt, for at finde de konkrete vaskemaskiner, stol, borde etc., som han havde købt. Via en aktindsigt hos Udlændingestyrelsen fik vi indsigt i de enkelte auktioner. Efter et længere tovtrækkeri med styrelsen fik vi tillige oplyst, hvilke auktioner kæresten til den asylansatte havde vundet gennem sit selskab.
Dernæst kunne vi så via en kilde få oplyst de præcise tidspunkter for auktionerne, samt via sociale medier og en kilde hos firmaet finde billeder af det købte inventar.
Da det ikke var muligt eksempelvis at besigtige de konkrete industrivaskemaskiner, han købte, viste det sig umuligt at efterprøve, om han havde gjort en god handel eller afklare, hvorfor han gik målrettet efter visse auktioner og ikke andre.
Når de enkelte tidspunkter for auktionerne var vigtige, skyldtes det, at vi fandt ud af, at han på et tidspunkt i processen blev bortvist fra lageret efter gentagne klager fra auktionsfirmaet. Det viste sig, at han blandede sig i, hvordan firmaet sammensatte auktionerne. Efter vores rekonstruktion af de enkelte auktioner kunne vi se endnu et interessant mønster: Efter han mistede sin adgang (og dermed insiderviden) dalede interessen for at købe, ligesom de beløb, han købte for, faldt drastisk.
Ifølge flere eksperter, vi har forelagt sagen, er netop dette aspekt centralt i forhold til at vurdere, om han har fået noget ud af at have adgang til auktionshallen og dermed fik en ulovlig vinding.
Find vaskemaskinen
I vores research fokuserede vi fra start på den lagerbygning, som tilhørte kæresten til den 57-årige kvinde, og som undervejs var blevet udlejet til asylsystemet til overpris. Lageret bliver i dag brugt til loppemarked, hvor kæresteparret blandt andet sælger store partier af industrivaskemaskiner.
Vi forsøgte at efterprøve, om de konkrete maskiner kunne spores til Udlændingestyrelsen. Ved flere lejligheder besøgte vi loppemarkedet i Ringsted under påskud af, at vi gerne ville købe en vaskemaskine. Her noterede vi serienumrene på en lang række maskiner i håbet om, at vi kunne spore disse til indkøbsposterne hos asylsystemet.
Vi søgte derfor aktindsigt i samtlige indkøb foretaget hos Miele, som var storleverandør af industrivaskemaskiner til asylcentrene, og som udgjorde størstedelen af varerne på loppemarkedet.
Miele kunne desværre ikke spore det enkelte serienummer for os. Det viste sig også i sidste ende, at asylsystemet ikke var i stand til at finde serienumrene på de maskiner, som var indkøbt til asylcentrene. Serienummeret fremgik hverken af kvitteringerne for de mange indkøb, eller af det data der var registreret i indkøbssystemet. Den sidste mulighed, vi afsøgte, var at finde serienumre på de billeder, der var lagt frem i forbindelse med afholdelse af auktionerne på asyl-lageret, hvorfra kæresten til den 57-årige kvinde havde købt store partier af maskiner. Ad den vej fandt vi flere serienumre, men det lykkedes ikke at finde de konkrete maskiner på loppemarkedet. Det lykkedes således desværre ikke at følge en konkret maskine fra start til slut i processen. Vi kunne dog med stor sikkerhed slå fast, at Mieles industrimaskiner var købt af den 57-årige kvinde, leveret til kærestens lager for til sidst at blive solgt til selvsamme mand.
Traktoren, der forsvandt
I vores gennemgang af indkøbsdata tjekkede vi systematisk, hvem der ejede de pågældende firmaer. Det kastede flere interessante sammenfald af sig. På samme vis faldt vi over et selskab, som blot havde sendt en enkelt faktura på knap 200.000 kroner i 2012. Det var ejet af blandt andre kæresten til den 57-årige kvinde.
Af fakturaerne fremgik det, at der var købt en traktor af selskabet. Vi opsøgte de tidligere ejere og fandt ud af, at selskabet - som kun eksisterede i fem måneder - blev brugt til at drive loppemarked i Ringsted (i den samme lagerbygning, som siden blev udlejet til asylsystemet).
Ingen af de øvrige medejere kendte til traktorhandlen, og hverken Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse eller Udlændingestyrelsen kunne svare på, hvad man havde købt.
Vi satte os for at finde traktoren og begyndte derfor at kontakte asylcentre, tidligere ansatte i systemet, samt leverandører af traktorer på Sjælland. Undervejs fik vi et tip fra en kilde, som ledte os til asylcenteret i Avnstrup. Her stod den så: En blå Iseki-traktor. På traktorens ene dør stod JMC - Jysk Maskincenter, og vi tog herefter fat i de daværende ejere af selskabet.
Her løb vi dog ind i problemer, for bedst som vi havde fået hul igennem til en ansat i regnskabsafdelingen, som havde fundet noget materiale i arkivet, valgte selskabets nye ejer at lukke ned. Vi fik dog bekræftet, at den 57-årige i første omgang havde købt den selvsamme traktor direkte hos firmaet, men at hun af uransagelige årsager valgte at annullere denne ordre for i stedet at lade købet gå via sin kærestes firma. Det er stadig uvist, hvorfor købet skulle gå via kæresten, men af fakturaen, han sendte til asylsystemet, fremgår det, at der blev taget en gammel traktor i bytte. Det er dog ikke lykkedes os at finde den gamle traktor - som i givet fald ville være beviset på en ulovlig overbetaling.
Arbejdet med tipperen
Den kilde, der i første omgang tippede os anonymt, har haft en meget tæt, løbende dialog med den journalist, der har siddet med projektet fra start. Det var langtfra givet på forhånd, at det ville ende sådan, for det tog mere end en måned, før vedkommende overhovedet ville opgive sit navn. Fordi vedkommende var så påpasselig og beskyttede sig selv så meget, har det udelukkende været den samme journalist, der har haft kontakt til kilden. Der har været både fordele og ulemper ved, at der kun er en person til at vurdere, om man kan stole på kilden osv., men i dette tilfælde har det været den eneste måde at få vedkommende til at tale med os på. Efter en måneds tid udelukkende med telefonsamtaler mødtes journalisten i det tidlige forår med kilden et hemmeligt sted, hvor der ikke var nogen, som ville undre sig over deres møde.
Her delte kilden al sin viden med journalisten og svarede åbent på alle spørgsmål. Her blev der også spurgt ind til bl.a. kildens motiv, relationer og baggrund, og alt blev lagt åbent frem. Siden da har de to været i løbende kontakt og talt sammen flere gange ugentligt. Kilden har kunnet ringe til journalisten søndag morgen klokken seks eller torsdag aften klokken 23 og har stadig fået svar. Det har givet dem en fortrolighed, som måske ikke var blevet opnået, hvis kontakten var gået gennem flere personer, eller hvis kilden ikke havde haft så ubegrænset adgang til journalisten.
Kilden har kunnet stille alle sine spørgsmål, og vi har omvendt kunne ‘bruge’ kilden til at verificere/afkræfte informationer, vi løbende fik eller stødte på. Det er kun den øverste ledelse på Ekstra Bladet, der - udover de fire journalister på sagen - kender vedkommendes identitet. På den måde har vi forsøgt at beskytte vedkommende så godt som muligt.
Et af de mere utraditionelle greb, vi gerne vil fremhæve, er vores forsøg på at dokumentere, hvorvidt der var tale om en overpris, da den 57-årige kvinde valgte at leje sin kærestes selskabs lagerejendom.
Spørgsmålet var centralt, da en overpris vil være mandatsvig, hvorimod en ‘simpel’ tildeling af opgaven til kæresten til markedslejen ville være et ansættelsesretligt spørgsmål.
Eftersom der ikke forelå nogen lejekontrakt eller anden dokumentation, ud over hvor meget kommunen havde betalt om året, var der mange uafklarede spørgsmål i forhold til, hvorvidt kæresten havde fået markedslejen for sin ejendom.
Centralt for at vurdere en eventuel overpris var for det første, hvor mange kvadratmeter kommunen havde lejet, samt hvad markedslejen var i området på det tidspunkt.
At vurdere antallet af kvadratmeter, som kommunen betalte for, var selvsagt vanskeligt uden en lejekontrakt, og det blev ikke lettere af, at den 57-årige kvindes kæreste tilmed lejede noget af ejendommen ud til et andet selskab i perioden.
Vi søgte oplysninger om ejendommens størrelse i BBR samt ved aktindsigt hos kommunen i forhold til givne byggetilladelser på ejendommen i håb om, at der her ville være byggetegninger, og måske også være oplysninger om en opdeling af ejendommen til den anden lejer.
Det bar dog ikke meget frugt, udover at vi fik bekræftet, at det samme antal kvadratmeter på gamle tegninger matchede med oplysningerne i BBR.
Da det ikke var muligt at få konkrete oplysninger om, hvor stor en del af ejendommen, kommunen reelt kunne have rådet over, lavede vi den afgrænsning, at vi ville gå ud fra det maksimale areal, der var bebygget på grunden ifølge BBR: 1849 kvadratmeter.
Herefter gik vi i gang med at undersøge, hvad lejeniveauet var for en lignende ejendom i området. Det gjorde vi blandt andet ved at gennemgå samtlige udgaver af Dagbladet Ringsted fra 2013 til og med 2016.
I Dagbladet Ringsted annoncerede adskillige mæglere løbende erhvervsejendomme, og dem der var sammenlignelige med ejendommen ejet af den 57-åriges kæreste blev gemt og indført i et Excel-ark.
For at blive vurderet som en “sammenlignelig” ejendom lavede vi følgende kriterier: Lagerejendommen skulle være nogenlunde samme størrelse, men mindst på 1849 kvadratmeter. Meget store lagerejendomme blev taget med, hvis det fremgik af annoncerne, at de var mulige at dele op og leje mindre dele af, der svarede til cirka 1849 kvadratmeter.
Herudover skulle ejendommen ligge i samme geografiske område som det, kommunen lejede.
Ved nogle af de større ejendomme fulgte en vis dialog for at få afklaret, om der på det tidspunkt, hvor ejendommen var set annonceret i tillægget, var mindst 1849 kvadratmeter ledigt, samt over en hvor lang periode, det var tilfældet. Datasættet viste en gennemsnitlig kvadratmeterpris, der var væsentligt lavere, end hvad kommunen havde betalt. Og det vel at mærke med udgangspunkt i, at kommunen havde rådet over ejendommens fulde 1849 kvadratmeter.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris fundet på de alternative lagerejendomme blev desuden sammenholdt med en erfaren erhvervsmæglers vurdering af priserne i området dengang, samt et dataudtræk fra Ejendomstorvet. Ejendomstorvet annoncerer erhvervsejendomme på nettet, og var villige til at lave et dataudtræk. Af hensyn til at få en meningsfuld population af ejendomme, lavede de et udtræk med den geografiske afgrænsning Region Sjælland, som vi kunne regne på.
Datasættet fra Ejendomsportalen underbyggede igen, at markedslejen var langt, langt under, hvad den 57-åriges kæreste var blevet betalt.
Slutteligt kunne vi sammenligne beløbet med en stor lagerejendom, som kommunen lejede i 2015. Både denne ejendom på 10.000 kvadratmeter og kærestens lager blev lejet samtidig i 2016 og viste også en markant højere leje per kvadratmeter på kærestens ejendom.
Det tidligere liv
Grundet den 57-åriges lange karriere i Forsvaret interesserede vi os også for, om hun havde foretaget sig lignende begunstigelser af nærtstående tidligere i hendes karriere.
Vi vidste, at hun havde en eksmand, der havde været selvstændig, og derfor begyndte vi at undersøge forholdene nærmere. Gennem cvr-registeret fandt vi ud af, at eksmanden var gået konkurs med sit selskab i start 00’erne, og via tinglysningen kunne vi se, at parrets daværende hus i samme ombæring var røget på tvangsauktion.
Det lykkedes gennem aktindsigt i konkursboet efter selskabet at få fat i nogle gamle cirkulæreskrivelser, hvoraf der fremgik en kurator. Herudover kunne vi af materialet se, at selskabet var gået konkurs med en stor moms- og skattegæld, ligesom at det af kurator blev beskrevet, at selskabets eneste kunde var Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der i dag kaldes Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Samme styrelse som kvinden arbejdede i 30 år.
Herefter bad vi om aktindsigt hos Ejendomsstyrelsen for at få klarlagt, hvordan eksmandens arbejdsforhold præcist havde været, samt om den 57-årige kunne have haft en rolle i hans ansættelse. Ejendomsstyrelsen havde dog ingen dokumentation vedr. eksmandens selskab, herunder ingen information om, hvem og fra hvilken afdeling han dengang var blevet hyret.
Derfor valgte vi ikke at skrive historien, da vi ikke kunne dokumentere, at den 57-årige havde direkte indflydelse på hans ansættelse. Dog fremgik det af dokumenter fra Skifteretten, at eksmanden havde fået kontrakten med Forsvaret på et tidspunkt, hvor de to allerede dannede par.
Ydermere besøgte vi også arkivet hos Det Kongelige Bibliotek for at søge efter parret i gamle lokalaviser, annoncer osv. Vi vidste fra dokumenter fra Skifteretten, cvr og Tinglysningen en del om parret, eksmandens selskab, men vi vidste også, at den 57-åriges nuværende mand, i mange år havde drevet et loppemarked.
Derfor fandt vi arkivmateriale fra lokalområdet ganske interessant, men til vores overraskelse bar de mange timer desværre ikke frugt i forhold til at kaste mere lys over den 57-årige kvindes unge år eller hendes eksmands firma.
Opsporing af kilder
En central del af projektet har været at tale med kilder med direkte eller indirekte viden om sagen. En af de første ting, vi gjorde, var derfor at kortlægge og kontakte alle kilder, der kunne ligge inde med brugbar viden. Vi foretog søgninger på sociale medier, Linkedin, google, osv. efter ansatte og tidligere ansatte hos de involverede myndigheder og firmaer.
Her trak vi desuden på et omfattende datasæt. Vi fik aktindsigt i samtlige indkøbsposter for hele perioden, hvilket gav os navne på hundredvis af firmaer og personer, som havde modtaget penge fra asylsystemet. Efter en rensning af datasættet, fik vi nogle søgemuligheder, der blotlagde, hvilke firmaer der især kunne være interessant at se nærmere på. Vi kunne se, at især ét vagtfirma havde fået store millionordrer, og at antallet af ordrer var steget eksplosivt på kort tid. Et transportfirma stak også ud fra mængden. Vi kæmpede på lange stræk i blinde, da mange kilder mente at vide, at der var indgået luskede aftaler, og at der var uhensigtsmæssige personsammenfald, men de færreste kunne give os konkrete navne på de firma, som lå inde med svarene. Sådan stod det på i måneder.
Derfor opsøgte vi så vidt muligt kilderne fysisk og i et miljø, hvor de mest sandsynligt ville tale med os. Vi erfarede hurtigt, at de fleste var nervøse/modvillige, men at de over tid blev mere åbne og delte vigtig viden med os.
I flere tilfælde oplevede vi, at især ansatte i transport- og sikkerhedsbrancherne var bange for repressalier, hvis nogen fandt ud af, at de talte med os. Nogle fortalte os direkte, at der var rocker-relationer i det foretagende, vi kiggede på, og opfordrede os derfor til at kigge en anden vej. Det ‘råd’ fulgte vi ikke, men gjorde i stedet meget ud af at opbygge fortrolighed og gå langsomt frem. Det var vigtigt for os, at kilderne kunne stole på os, og da langt de fleste, der arbejdede på asylområdet tilbage 2012-2018, i dag har nye jobs, brugte vi meget fritid på at tale med dem, når de havde fri og tid til at tale frit. Vi har talt med mindst 50 tidligere og nuværende ansatte, der på den ene eller anden måde var en del af asylsystemet. Fra personer, der har samlet senge, til andre der har været øverste chefer på området. På den måde har vi kunne sammenligne deres forklaringer og få verificeret hver deres oplysninger. Fælles for dem er, at de alle har undret sig over ting eller hændelser med den 57-årige ansatte, men - for de flestes vedkommende - aldrig gjorde noget ved det, indtil vi begyndte at skrive om sagen.
Motivering
I vores kontakt med centrale nøglepersoner på såvel myndighedssiden som hos leverandørerne forsøgte vi at finde ud af, hvad der kunne motivere kilden til at tale med os og/eller udlevere dokumentation.
Typisk havde vi identificeret de personer, som vi vidste lå inde med en konkret viden, og herefter forsøgte at vi at analysere os frem til, hvad der kunne få dem i tale. Nogle kilder blev især motiveret af personlige grunde i forhold til deres eftermæle. Andre for at stække en konkurrent, mens en tredje gruppe kilder så os som en skriftestol, hvor de kunne dumpe den viden, de havde haft det dårligt med at bære rundt i på årevis.
Et eksempel er det auktionshus, der stod for at sælge Udlændingestyrelsens inventar. Vi havde mange lange møder og samtaler med firmaets ejer, som i første omgang var fåmælt og tilknappet. Men efterhånden som vi kom dybere ned i sagen og blandt andet kunne påvise, at kæresten til den 57-årige kvinde havde haft sin gang på lageret og - som den eneste - haft insiderviden om auktionerne, valgte han at give os større indsigt. Han lever af sin troværdighed og af at leve op til egne retningslinjer. Han gav os indsigt i oplysninger og et forløb, som, set med hans briller, kunne skærme hans firma mod al for megen kritik og samtidig hjælpe os med at opklare, hvad der var sket undervejs. Blandt andet viste det sig, at firmaet først meget sent i processen blev opmærksom på, at den mand, der gik rundt og blandede sig i deres arbejde, var kærester med hende, der stod for lageret.
Afhængig af motivet førte dette naturligvis til en etisk overvejelse, og vi har - eksempelvis blandt leverandørerne - haft deres åbenlyse interesse i at udlevere konkurrenten som en skurk for øje i vores arbejde.
Vi holdt os også for øje, at motiveringen af kilderne ikke måtte lede over en glidebane og det, der kunne opleves som pression. Vores erfaring var dog, at de fleste inderst inde gerne ville hjælpe, men at de blot skulle bruge en grund til at give slip og hjælpe os videre.
Rekonstruktion af auktioner
En af afsløringerne handlede om de auktioner, der blev afholdt af B2B auctions som nævnt ovenfor, hvor kæresten til den 57-årige kvinde havde opkøbt inventar for 300.000 kroner med insiderviden.
For at dokumentere sagen forsøgte vi derfor at rekonstruere alle auktioner, der blev afholdt, for at finde de konkrete vaskemaskiner, stol, borde etc., som han havde købt. Via en aktindsigt hos Udlændingestyrelsen fik vi indsigt i de enkelte auktioner. Efter et længere tovtrækkeri med styrelsen fik vi tillige oplyst, hvilke auktioner kæresten til den asylansatte havde vundet gennem sit selskab.
Dernæst kunne vi så via en kilde få oplyst de præcise tidspunkter for auktionerne, samt via sociale medier og en kilde hos firmaet finde billeder af det købte inventar.
Da det ikke var muligt eksempelvis at besigtige de konkrete industrivaskemaskiner, han købte, viste det sig umuligt at efterprøve, om han havde gjort en god handel eller afklare, hvorfor han gik målrettet efter visse auktioner og ikke andre.
Når de enkelte tidspunkter for auktionerne var vigtige, skyldtes det, at vi fandt ud af, at han på et tidspunkt i processen blev bortvist fra lageret efter gentagne klager fra auktionsfirmaet. Det viste sig, at han blandede sig i, hvordan firmaet sammensatte auktionerne. Efter vores rekonstruktion af de enkelte auktioner kunne vi se endnu et interessant mønster: Efter han mistede sin adgang (og dermed insiderviden) dalede interessen for at købe, ligesom de beløb, han købte for, faldt drastisk.
Ifølge flere eksperter, vi har forelagt sagen, er netop dette aspekt centralt i forhold til at vurdere, om han har fået noget ud af at have adgang til auktionshallen og dermed fik en ulovlig vinding.
Find vaskemaskinen
I vores research fokuserede vi fra start på den lagerbygning, som tilhørte kæresten til den 57-årige kvinde, og som undervejs var blevet udlejet til asylsystemet til overpris. Lageret bliver i dag brugt til loppemarked, hvor kæresteparret blandt andet sælger store partier af industrivaskemaskiner.
Vi forsøgte at efterprøve, om de konkrete maskiner kunne spores til Udlændingestyrelsen. Ved flere lejligheder besøgte vi loppemarkedet i Ringsted under påskud af, at vi gerne ville købe en vaskemaskine. Her noterede vi serienumrene på en lang række maskiner i håbet om, at vi kunne spore disse til indkøbsposterne hos asylsystemet.
Vi søgte derfor aktindsigt i samtlige indkøb foretaget hos Miele, som var storleverandør af industrivaskemaskiner til asylcentrene, og som udgjorde størstedelen af varerne på loppemarkedet.
Miele kunne desværre ikke spore det enkelte serienummer for os. Det viste sig også i sidste ende, at asylsystemet ikke var i stand til at finde serienumrene på de maskiner, som var indkøbt til asylcentrene. Serienummeret fremgik hverken af kvitteringerne for de mange indkøb, eller af det data der var registreret i indkøbssystemet. Den sidste mulighed, vi afsøgte, var at finde serienumre på de billeder, der var lagt frem i forbindelse med afholdelse af auktionerne på asyl-lageret, hvorfra kæresten til den 57-årige kvinde havde købt store partier af maskiner. Ad den vej fandt vi flere serienumre, men det lykkedes ikke at finde de konkrete maskiner på loppemarkedet. Det lykkedes således desværre ikke at følge en konkret maskine fra start til slut i processen. Vi kunne dog med stor sikkerhed slå fast, at Mieles industrimaskiner var købt af den 57-årige kvinde, leveret til kærestens lager for til sidst at blive solgt til selvsamme mand.
Traktoren, der forsvandt
I vores gennemgang af indkøbsdata tjekkede vi systematisk, hvem der ejede de pågældende firmaer. Det kastede flere interessante sammenfald af sig. På samme vis faldt vi over et selskab, som blot havde sendt en enkelt faktura på knap 200.000 kroner i 2012. Det var ejet af blandt andre kæresten til den 57-årige kvinde.
Af fakturaerne fremgik det, at der var købt en traktor af selskabet. Vi opsøgte de tidligere ejere og fandt ud af, at selskabet - som kun eksisterede i fem måneder - blev brugt til at drive loppemarked i Ringsted (i den samme lagerbygning, som siden blev udlejet til asylsystemet).
Ingen af de øvrige medejere kendte til traktorhandlen, og hverken Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse eller Udlændingestyrelsen kunne svare på, hvad man havde købt.
Vi satte os for at finde traktoren og begyndte derfor at kontakte asylcentre, tidligere ansatte i systemet, samt leverandører af traktorer på Sjælland. Undervejs fik vi et tip fra en kilde, som ledte os til asylcenteret i Avnstrup. Her stod den så: En blå Iseki-traktor. På traktorens ene dør stod JMC - Jysk Maskincenter, og vi tog herefter fat i de daværende ejere af selskabet.
Her løb vi dog ind i problemer, for bedst som vi havde fået hul igennem til en ansat i regnskabsafdelingen, som havde fundet noget materiale i arkivet, valgte selskabets nye ejer at lukke ned. Vi fik dog bekræftet, at den 57-årige i første omgang havde købt den selvsamme traktor direkte hos firmaet, men at hun af uransagelige årsager valgte at annullere denne ordre for i stedet at lade købet gå via sin kærestes firma. Det er stadig uvist, hvorfor købet skulle gå via kæresten, men af fakturaen, han sendte til asylsystemet, fremgår det, at der blev taget en gammel traktor i bytte. Det er dog ikke lykkedes os at finde den gamle traktor - som i givet fald ville være beviset på en ulovlig overbetaling.
Arbejdet med tipperen
Den kilde, der i første omgang tippede os anonymt, har haft en meget tæt, løbende dialog med den journalist, der har siddet med projektet fra start. Det var langtfra givet på forhånd, at det ville ende sådan, for det tog mere end en måned, før vedkommende overhovedet ville opgive sit navn. Fordi vedkommende var så påpasselig og beskyttede sig selv så meget, har det udelukkende været den samme journalist, der har haft kontakt til kilden. Der har været både fordele og ulemper ved, at der kun er en person til at vurdere, om man kan stole på kilden osv., men i dette tilfælde har det været den eneste måde at få vedkommende til at tale med os på. Efter en måneds tid udelukkende med telefonsamtaler mødtes journalisten i det tidlige forår med kilden et hemmeligt sted, hvor der ikke var nogen, som ville undre sig over deres møde.
Her delte kilden al sin viden med journalisten og svarede åbent på alle spørgsmål. Her blev der også spurgt ind til bl.a. kildens motiv, relationer og baggrund, og alt blev lagt åbent frem. Siden da har de to været i løbende kontakt og talt sammen flere gange ugentligt. Kilden har kunnet ringe til journalisten søndag morgen klokken seks eller torsdag aften klokken 23 og har stadig fået svar. Det har givet dem en fortrolighed, som måske ikke var blevet opnået, hvis kontakten var gået gennem flere personer, eller hvis kilden ikke havde haft så ubegrænset adgang til journalisten.
Kilden har kunnet stille alle sine spørgsmål, og vi har omvendt kunne ‘bruge’ kilden til at verificere/afkræfte informationer, vi løbende fik eller stødte på. Det er kun den øverste ledelse på Ekstra Bladet, der - udover de fire journalister på sagen - kender vedkommendes identitet. På den måde har vi forsøgt at beskytte vedkommende så godt som muligt.
Modstand:
Vi har undervejs i projektet mødt meget modstand fra en række parter og myndigheder.
Den 57-årige kvinde og hendes kæreste har kun ved en enkelt lejlighed villet tale med os. Siden vi bragte de første historier, har de ikke reageret på vores henvendelser og forelæggelser. Vi ved også, at de løbende har været i kontakt med flere af de kilder og leverandører, som vi har undersøgt, og frarådet dem at tale med os. De har ikke svaret på vores opkald, mails eller beskeder, og fordi vi hørte fra kilder, at de har været psykisk påvirket af historierne, har vi siden publiceringen undladt at opsøge dem på deres bopæl.
Ligeledes har flere leverandører nægtet at tale med os, efter at vi har bragt historier. Eksempelvis har vagtfirmaet Global Security Service trods løbende dialog undladt at svare entydigt på helt centrale spørgsmål. Transportfirmaet Stokholm Transport medvirkede i første omgang og bekræftede, at firmaet havde viderefaktureret asylsystemet på vegne af kæresten til den 57-årige kvinde, men beløbets størrelse, samt hvad han mere præcist udførte af arbejde, har vi ikke kunnet få svar på. Siden har Stokholm Transport afvist at tale mere med os.
På myndighedssiden har modstanden og modviljen også været tydeligt. Udlændingestyrelsen har gentagne gange forsøgt at sende os videre med besked om, at al ansvaret lå hos deres underleverandører - Forsvaret og Jammerbugt Kommune - hvilket ikke er korrekt. Vi har gentagne gange oplevet, at styrelsens pressechef har nægtet at besvare faktuelle og præcise spørgsmål, men bevidst har valgt at svare udenom.
Der er herudover også ofte givet tvetydige svar på simple, faktuelle spørgsmål, hvorfor oplevelsen klart har været, at man har forsøgt at få os til at begå fejl, eller har forsøgt at svare på en måde, der gjorde det svært for os at skrive vores historier.
Blandt andet spurgte vi en lang række gange, om styrelsen havde set konkrete fakturaer fra de leverandører, der var købt ydelser hos. Svaret fik vi først, efter at vi selv fandt dokumentation, som viste, at de aldrig havde bedt om at se en eneste faktura. Denne viden har Udlændingestyrelsen haft, men besluttet ikke at dele med os. Styrelsen har også overskredet fristerne for behandling af aktindsigter gentagne gange.
Jammerbugt Kommune har også stukket hovedet i busken flere gange. Eksempelvis da vi efter måneders research konstarerer, at kommunen absolut ingen dokumentation har for, hvad den har brugt de mange millioner på. Undervejs har vi talt med flere leverandører, som siger, at de ligger inde med en række kontrakter og mailkorrespondancer, som de gerne vil udlevere til Jammerbugt Kommune, så vi kan få det ad den vej, da det ret beset er kommunens dokumentation. Ad flere omgange har vi således ‘parret’ kommunens sekretariatschef og pressekontakter op med velvillige leverandører i håbet på, at kommunen også ville have en interesse i at komme til bunds i sagen. Men kommunen har ikke ønsket at få sin dokumentation udleveret.
Et andet eksempel er onlineplatformen LetAsyl, som blev udviklet i 2017, og hvis eneste formål var at samle inventarlister og informationer fra asylcentrene ét sted. Da den 57-årige kvinde stoppede, og resten af asylafdelingen lukkede, i 2018, mistede kommunen sin adgang, fik vi at vide. Vi fik kontakt til indehaveren af LetAsyl, som udleverede et login til Jammerbugt Kommune. Men kommunen meddelte os efterfølgende, at man ikke så nogen ide i at indsamle de dokumenter, der lå på platformen.
Vi har i skrivende stund stadig ikke fået adgang til dokumenterne.
Den 57-årige kvinde og hendes kæreste har kun ved en enkelt lejlighed villet tale med os. Siden vi bragte de første historier, har de ikke reageret på vores henvendelser og forelæggelser. Vi ved også, at de løbende har været i kontakt med flere af de kilder og leverandører, som vi har undersøgt, og frarådet dem at tale med os. De har ikke svaret på vores opkald, mails eller beskeder, og fordi vi hørte fra kilder, at de har været psykisk påvirket af historierne, har vi siden publiceringen undladt at opsøge dem på deres bopæl.
Ligeledes har flere leverandører nægtet at tale med os, efter at vi har bragt historier. Eksempelvis har vagtfirmaet Global Security Service trods løbende dialog undladt at svare entydigt på helt centrale spørgsmål. Transportfirmaet Stokholm Transport medvirkede i første omgang og bekræftede, at firmaet havde viderefaktureret asylsystemet på vegne af kæresten til den 57-årige kvinde, men beløbets størrelse, samt hvad han mere præcist udførte af arbejde, har vi ikke kunnet få svar på. Siden har Stokholm Transport afvist at tale mere med os.
På myndighedssiden har modstanden og modviljen også været tydeligt. Udlændingestyrelsen har gentagne gange forsøgt at sende os videre med besked om, at al ansvaret lå hos deres underleverandører - Forsvaret og Jammerbugt Kommune - hvilket ikke er korrekt. Vi har gentagne gange oplevet, at styrelsens pressechef har nægtet at besvare faktuelle og præcise spørgsmål, men bevidst har valgt at svare udenom.
Der er herudover også ofte givet tvetydige svar på simple, faktuelle spørgsmål, hvorfor oplevelsen klart har været, at man har forsøgt at få os til at begå fejl, eller har forsøgt at svare på en måde, der gjorde det svært for os at skrive vores historier.
Blandt andet spurgte vi en lang række gange, om styrelsen havde set konkrete fakturaer fra de leverandører, der var købt ydelser hos. Svaret fik vi først, efter at vi selv fandt dokumentation, som viste, at de aldrig havde bedt om at se en eneste faktura. Denne viden har Udlændingestyrelsen haft, men besluttet ikke at dele med os. Styrelsen har også overskredet fristerne for behandling af aktindsigter gentagne gange.
Jammerbugt Kommune har også stukket hovedet i busken flere gange. Eksempelvis da vi efter måneders research konstarerer, at kommunen absolut ingen dokumentation har for, hvad den har brugt de mange millioner på. Undervejs har vi talt med flere leverandører, som siger, at de ligger inde med en række kontrakter og mailkorrespondancer, som de gerne vil udlevere til Jammerbugt Kommune, så vi kan få det ad den vej, da det ret beset er kommunens dokumentation. Ad flere omgange har vi således ‘parret’ kommunens sekretariatschef og pressekontakter op med velvillige leverandører i håbet på, at kommunen også ville have en interesse i at komme til bunds i sagen. Men kommunen har ikke ønsket at få sin dokumentation udleveret.
Et andet eksempel er onlineplatformen LetAsyl, som blev udviklet i 2017, og hvis eneste formål var at samle inventarlister og informationer fra asylcentrene ét sted. Da den 57-årige kvinde stoppede, og resten af asylafdelingen lukkede, i 2018, mistede kommunen sin adgang, fik vi at vide. Vi fik kontakt til indehaveren af LetAsyl, som udleverede et login til Jammerbugt Kommune. Men kommunen meddelte os efterfølgende, at man ikke så nogen ide i at indsamle de dokumenter, der lå på platformen.
Vi har i skrivende stund stadig ikke fået adgang til dokumenterne.
Etik:
Noget, som vi har diskutere meget, har været motivering af kilderne. Som tidligere nævnt forsøgte vi flere gange at motivere kilderne til at tale med os ved at prikke til det, der kunne motivere dem til at hjælpe os. Dette gav anledning til store etiske overvejelser, da det ofte er en hårfin balance mellem motivation og pression, når en kilde, som måske/måske ikke selv har gjort noget forkert får tilbudt en vej ud mod at udlevere andre. Vi valgte derfor at gøre dette med stor forsigtighed og kun i særlige tilfælde, således at vi ikke på noget tidspunkt overtrådte grænsen.
Anonymisering
Vi valgte at anonymisere hovedpersonerne i sagen, 57-årige ‘GC’ og kæresten ‘BN’. Beslutningen blev truffet af chefredaktionen og hvilede primært på, at de ikke var dømt for noget, og at de ikke bar gyldne kæder, men derimod var privatpersoner, der aldrig før havde været i medierne.
Det har givet klare udfordringer i forhold til formidlingen, men vi har til trods for, at vi har kunnet afsløre flere og flere mistænkelige dispositioner, fastholdt deres anonymisering.
Derudover har vi arbejdet med et princip om, at folk, der selv valgte at udtale sig, blev navngivet - som eksempelvis Lars Stokholm fra Stokholm Transport og Steen Jørgensen fra Global Security Service.
Samme modus
Der er også en del historier, vi har fravalgt at skrive. Det vi i den forbindelse har diskuteret mest, omhandler den 'BN's tidligere forretningspartner.
Nogle måneder inde i researchen kom vi på sporet af et meget interessant forhold mellem den 57-åriges mand og en tidligere samarbejdspartner, som vi havde en del overvejelser omkring.
I CVR-registeret fremgik det, at manden havde drevet endnu et selskab, udover dem vi tidligere i rapporten har beskrevet.
Igen fremstod et selskab relateret til den 57-åriges mand mistænkeligt. Selskabet havde eksisteret kort tid, havde adresse i den 57-åriges kærestes lagerejendom, havde ikke indsendt årsregnskab og var formentlig derfor blevet tvangsopløst. De tidligere medejere i selskabet kontaktede vi herefter både telefonisk og personligt, og det blev klart gennem vores research,, at en af de to medejere udover den 57-åriges mand, tidligere var dømt for mandatsvig.
Kriminaliteten han var dømt for, fandt vi havde flere ligheder med den sag, vi nu undersøgte. Den ene af medejerne var således dømt for at have fået returkommission i form af, at hans kæreste fik arbejde for et selskab, der fik kontrakter af den dømte gennem sin stilling som leder i det offentlige.
Via søgning i en ejendomsdatabase blev det også klart, at den 57-årige kvinde og hendes mand, havde boet tæt på den dømte, og at forholdene vi nu undersøgte var begyndt, mens de boede tæt på hinanden.
De stiftede da også selskabet sammen, mens den dømte var hjemsendt fra sit arbejde og blev efterforsket for forbrydelsen.
Vi fandt altså, at der var klare ligheder mellem de ting, som vi nu undersøgte, og som en af medejerne var dømt for. Mistanken bestod primært i, at den dømtes ‘fiduser’ var blevet givet videre til den 57-årige kvinde og hendes mand, eller at den dømte havde hjulpet til med at få sat den formodede svindel i system for parret. Måske havde han spillet en rolle i det, vi endnu ikke kendte.
Det var grundlæggende en interessant historie, der måske kunne afføde henvendelser fra nogen, der kendte mere til deres indbyrdes forhold, herunder hvad den dømte lavede i dag, samt hvorvidt han havde været aktiv i asylsystemet i perioden.
Omvendt var der selvsagt også et hensyn til den dømte, der havde udstået sin straf. På det tidspunkt havde vi heller ingen indikation på, at han foretog sig noget ulovligt. Han havde heller ikke, så vidt vi vidste, været involveret i selve sagerne omkring Udlændingestyrelsens inventar og den 57-årige kvinde, vi nu beskrev.
Dog fandt vi det overvejende sandsynligt, at såfremt han på en måde var involveret, så ville historien om ham afføde henvendelser og bringe historien afgørende videre.
En konkret sammenhæng mellem de nuværende kritisable forhold og den dømte kunne vi dog ikke finde, og derfor valgte vi af hensyn til den dømtes tilsyneladende nu lovlydige liv ikke at beskrive sagen eller den dømte i relation hertil.
Anonymisering
Vi valgte at anonymisere hovedpersonerne i sagen, 57-årige ‘GC’ og kæresten ‘BN’. Beslutningen blev truffet af chefredaktionen og hvilede primært på, at de ikke var dømt for noget, og at de ikke bar gyldne kæder, men derimod var privatpersoner, der aldrig før havde været i medierne.
Det har givet klare udfordringer i forhold til formidlingen, men vi har til trods for, at vi har kunnet afsløre flere og flere mistænkelige dispositioner, fastholdt deres anonymisering.
Derudover har vi arbejdet med et princip om, at folk, der selv valgte at udtale sig, blev navngivet - som eksempelvis Lars Stokholm fra Stokholm Transport og Steen Jørgensen fra Global Security Service.
Samme modus
Der er også en del historier, vi har fravalgt at skrive. Det vi i den forbindelse har diskuteret mest, omhandler den 'BN's tidligere forretningspartner.
Nogle måneder inde i researchen kom vi på sporet af et meget interessant forhold mellem den 57-åriges mand og en tidligere samarbejdspartner, som vi havde en del overvejelser omkring.
I CVR-registeret fremgik det, at manden havde drevet endnu et selskab, udover dem vi tidligere i rapporten har beskrevet.
Igen fremstod et selskab relateret til den 57-åriges mand mistænkeligt. Selskabet havde eksisteret kort tid, havde adresse i den 57-åriges kærestes lagerejendom, havde ikke indsendt årsregnskab og var formentlig derfor blevet tvangsopløst. De tidligere medejere i selskabet kontaktede vi herefter både telefonisk og personligt, og det blev klart gennem vores research,, at en af de to medejere udover den 57-åriges mand, tidligere var dømt for mandatsvig.
Kriminaliteten han var dømt for, fandt vi havde flere ligheder med den sag, vi nu undersøgte. Den ene af medejerne var således dømt for at have fået returkommission i form af, at hans kæreste fik arbejde for et selskab, der fik kontrakter af den dømte gennem sin stilling som leder i det offentlige.
Via søgning i en ejendomsdatabase blev det også klart, at den 57-årige kvinde og hendes mand, havde boet tæt på den dømte, og at forholdene vi nu undersøgte var begyndt, mens de boede tæt på hinanden.
De stiftede da også selskabet sammen, mens den dømte var hjemsendt fra sit arbejde og blev efterforsket for forbrydelsen.
Vi fandt altså, at der var klare ligheder mellem de ting, som vi nu undersøgte, og som en af medejerne var dømt for. Mistanken bestod primært i, at den dømtes ‘fiduser’ var blevet givet videre til den 57-årige kvinde og hendes mand, eller at den dømte havde hjulpet til med at få sat den formodede svindel i system for parret. Måske havde han spillet en rolle i det, vi endnu ikke kendte.
Det var grundlæggende en interessant historie, der måske kunne afføde henvendelser fra nogen, der kendte mere til deres indbyrdes forhold, herunder hvad den dømte lavede i dag, samt hvorvidt han havde været aktiv i asylsystemet i perioden.
Omvendt var der selvsagt også et hensyn til den dømte, der havde udstået sin straf. På det tidspunkt havde vi heller ingen indikation på, at han foretog sig noget ulovligt. Han havde heller ikke, så vidt vi vidste, været involveret i selve sagerne omkring Udlændingestyrelsens inventar og den 57-årige kvinde, vi nu beskrev.
Dog fandt vi det overvejende sandsynligt, at såfremt han på en måde var involveret, så ville historien om ham afføde henvendelser og bringe historien afgørende videre.
En konkret sammenhæng mellem de nuværende kritisable forhold og den dømte kunne vi dog ikke finde, og derfor valgte vi af hensyn til den dømtes tilsyneladende nu lovlydige liv ikke at beskrive sagen eller den dømte i relation hertil.
Formidling:
Da det er en kompliceret sag med mange involverede, har vi efter bedste evne forsøgt at være så pædagogiske i vores formidling som muligt. Derfor har vi løbende lavet videoer, explainers, grafikker og faktabokse, som skulle gøre læserne i stand til at få et overblik hurtigt og nemt.
Herudover har vi udnyttet vores relativt store mængde af data i form af for eksempel indkøbsdata og lejepriser, til at visualisere historierne, og på den måde gøre dem lettere at forstå. Det samme har vi udnyttet i forhold til vores store mængde af regnskabsmateriale i form af fakturaer fra både Forsvaret og Jammerbugt Kommune.
Her har vi ved at lægge fakturaer og lignende materiale i artiklerne søgt at gøre de ofte tekniske og komplicerede historier mere håndgribelige og konkrete for læserne.
Herudover har vi udnyttet vores relativt store mængde af data i form af for eksempel indkøbsdata og lejepriser, til at visualisere historierne, og på den måde gøre dem lettere at forstå. Det samme har vi udnyttet i forhold til vores store mængde af regnskabsmateriale i form af fakturaer fra både Forsvaret og Jammerbugt Kommune.
Her har vi ved at lægge fakturaer og lignende materiale i artiklerne søgt at gøre de ofte tekniske og komplicerede historier mere håndgribelige og konkrete for læserne.