Hofkokkens krænkelser
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Louise Enstrøm, Amalie Allerslev
Projektets beskrivelse
Titel:
Hofkokkens krænkelser
Beskrivelse:
Ekstra Bladet har i løbet af sommeren afdækket, hvordan den anerkendte kok og indehaver af Sallingsund Færgekro, 64-årige Jens-Peter Skov, har udnyttet sin magt og anseelse i restaurationsverdenen til at udsætte stribevis af sine ofte meget unge, mandlige medarbejdere og elever for seksuelle krænkelser og psykisk terror.
I skyggen af sine tætte forbindelser til kongehuset, positive lokalmedie-historier og kroens afsides beliggenhed på limfjordsøen Mors er den lokale gastronomi-darling i årtier ubesværet sluppet afsted med at forulempe drenge og mænd én for én – og således er hele 37 tidligere ansatte nu stået frem med detaljerede og sindsoprivende vidnesbyrd fra Sallingsund.
Dækningen har også kastet lys over, at det ikke kun er på sin kro, at Jens-Peter Skov har udsat andre for det, de selv har betragtet som seksuel grænseoverskridende adfærd.
Ekstra Bladet har således kunnet fortælle, hvordan en bare 14-årig dreng mener, at kroejeren i efteråret udsatte ham for en voldtægt på et offentligt toilet og derfor straks havde anmeldt det.
Den lokale politikreds havde, da Ekstra Bladet gik ind i sagen, ad flere omgange parkeret efterforskningen, og hele sagen havde blandt de lokale – der i en vis grad udmærket kendte til Jens-Peter Skovs kontroversielle opførsel – spredt et vedholdende narrativ, der gik på, at kroejeren var urørlig, og at det ’alligevel ikke nyttede at sige noget’.
Ekstra Bladets gennemgang fik flere eksperter til at rette kritik af kredsens håndtering af den pågældende sag, og de mange afsløringer har nu atter trukket politiet til truget for at efterforske Jens-Peter Skov på ny.
I dag beretter flere af Jens-Peter Skovs ofre om psykiske mén og afsked med drømmeuddannelsen – i nogles tilfælde endda med hele branchen.
I skyggen af sine tætte forbindelser til kongehuset, positive lokalmedie-historier og kroens afsides beliggenhed på limfjordsøen Mors er den lokale gastronomi-darling i årtier ubesværet sluppet afsted med at forulempe drenge og mænd én for én – og således er hele 37 tidligere ansatte nu stået frem med detaljerede og sindsoprivende vidnesbyrd fra Sallingsund.
Dækningen har også kastet lys over, at det ikke kun er på sin kro, at Jens-Peter Skov har udsat andre for det, de selv har betragtet som seksuel grænseoverskridende adfærd.
Ekstra Bladet har således kunnet fortælle, hvordan en bare 14-årig dreng mener, at kroejeren i efteråret udsatte ham for en voldtægt på et offentligt toilet og derfor straks havde anmeldt det.
Den lokale politikreds havde, da Ekstra Bladet gik ind i sagen, ad flere omgange parkeret efterforskningen, og hele sagen havde blandt de lokale – der i en vis grad udmærket kendte til Jens-Peter Skovs kontroversielle opførsel – spredt et vedholdende narrativ, der gik på, at kroejeren var urørlig, og at det ’alligevel ikke nyttede at sige noget’.
Ekstra Bladets gennemgang fik flere eksperter til at rette kritik af kredsens håndtering af den pågældende sag, og de mange afsløringer har nu atter trukket politiet til truget for at efterforske Jens-Peter Skov på ny.
I dag beretter flere af Jens-Peter Skovs ofre om psykiske mén og afsked med drømmeuddannelsen – i nogles tilfælde endda med hele branchen.
Publicering:
Den første artikel, hvori de første 17 tidligere ansatte stod frem og fortalte om deres oplevelser, udkom på EB.dk og på forsiden af avisen søndag d. 19. juni. Dækningen pågår fortsat i det omfang, der kommer nyt frem.
Idéen:
Idébeskrivelse:
Ekstra Bladet fattede første gang interesse for Jens-Peter Skov, da han i et interview i Skive Folkeblad stod frem og fortalte, hvad mange lokale længe havde haft en klar formodning om: Det var ham, der gennem de seneste måneder var blevet efterforsket i en netop lukket politisag om en bare 14-årig dreng, der mente at være blevet udsat for en voldtægt af en ældre mand på et offentligt toilet i Nykøbing M.
Inden da havde en af journalisterne bag projektet igennem bekendte fra området hørt rygter om, at selvsamme Jens-Peter Skov ofte opførte sig ualmindeligt grænseoverskridende over for sine ansatte. Noget, der også blev betegnet som en ”offentlig hemmelighed” på øen.
Kokkens tætte forbindelser til kongehuset, der på daværende tidspunkt i forvejen var under beskydning for deres relationer til Herlufsholm og Ecco, var den sidste afgørende indikation på, at der kunne ligge en vigtig historie gemt, og det fik alt i alt Ekstra Bladet til at sætte restauratøren under lup.
Inden da havde en af journalisterne bag projektet igennem bekendte fra området hørt rygter om, at selvsamme Jens-Peter Skov ofte opførte sig ualmindeligt grænseoverskridende over for sine ansatte. Noget, der også blev betegnet som en ”offentlig hemmelighed” på øen.
Kokkens tætte forbindelser til kongehuset, der på daværende tidspunkt i forvejen var under beskydning for deres relationer til Herlufsholm og Ecco, var den sidste afgørende indikation på, at der kunne ligge en vigtig historie gemt, og det fik alt i alt Ekstra Bladet til at sætte restauratøren under lup.
Tidshorizont:
Researchen blev indledt cirka halvanden måned inden første udgivelse, dvs. primo maj. Vi arbejder fortsat på sagen.
Nyhed:
Beretninger om MeToo har optaget medierne i årevis, men efter historierne om Jens-Peter Skov står det lysende klart, at ’dygtige røvhuller’ også regerer langt fra de store mediehuse og kulturelle institutioner tæt på Rådhuspladsen i København.
Projektet har desuden vist, at også mænd kan være ofre for strukturel, seksuel magtudnyttelse, og at de psykiske mén er lige store, hvad end de har fæstnet sig i kvinder fra den kreative klasse eller i hærdebrede kromedarbejdere.
En del af vidnesbyrdene om kroejerens krænkende adfærd er desuden ikke mere end nogle måneder gamle.
Deri ligger en påmindelse om, at de seneste knap fem års afdækning af MeToo – og som følge deraf offentlige diskussioner om, hvordan folk med magt må og absolut ikke må opføre sig – altså langt fra er feset ind på lystavlen hos alle.
Slutteligt står det efter historierne om Jens-Peter Skov klart, at faste relationer til kongehuset udløser en håndgribelig magt.
Mange af de kilder, der er stået frem, har således gang på gang henvist til netop Jens-Peter Skovs årelange relationer til den royale familie, når de selv har skullet sætte ord på, hvad der gjorde, at de ’ikke bare sagde fra’: Jens-Peter Skov er noget ved musikken og er ikke bleg for at gøre opmærksom på alle de døre, han kan lukke for én, hvis ikke man makker ret.
Derfor har historierne mindet om, at de, kongehuset lukker ind i varmen, bør vælges med omhu, og at den royale familie også i den sammenhæng nødvendigvis må være sit ansvar bevidst.
Projektet har desuden vist, at også mænd kan være ofre for strukturel, seksuel magtudnyttelse, og at de psykiske mén er lige store, hvad end de har fæstnet sig i kvinder fra den kreative klasse eller i hærdebrede kromedarbejdere.
En del af vidnesbyrdene om kroejerens krænkende adfærd er desuden ikke mere end nogle måneder gamle.
Deri ligger en påmindelse om, at de seneste knap fem års afdækning af MeToo – og som følge deraf offentlige diskussioner om, hvordan folk med magt må og absolut ikke må opføre sig – altså langt fra er feset ind på lystavlen hos alle.
Slutteligt står det efter historierne om Jens-Peter Skov klart, at faste relationer til kongehuset udløser en håndgribelig magt.
Mange af de kilder, der er stået frem, har således gang på gang henvist til netop Jens-Peter Skovs årelange relationer til den royale familie, når de selv har skullet sætte ord på, hvad der gjorde, at de ’ikke bare sagde fra’: Jens-Peter Skov er noget ved musikken og er ikke bleg for at gøre opmærksom på alle de døre, han kan lukke for én, hvis ikke man makker ret.
Derfor har historierne mindet om, at de, kongehuset lukker ind i varmen, bør vælges med omhu, og at den royale familie også i den sammenhæng nødvendigvis må være sit ansvar bevidst.
Konsekvens:
Kongehuset var forud for den første publicering ikke videre interesserede i at udtale sig om, hvorvidt den kritik, der blev rettet mod deres mangeårige samarbejdspartner, var noget, de havde i sinde at reagere på.
Allerede efter de første afsløringer meldte den royale familie dog alligevel ud, at de afbrød samarbejdet med Jens-Peter Skov og hans kro.
Restauratørernes brancheforening tog hurtigt afstand og tøvede ikke med at kalde sagen for ”den værste, de havde set” sideløbende med, at flere af branchens mest fremtrædende personligheder på de sociale medier hyldede ofrene og samtidig gav udtryk for, at de mente, at deres beretninger med al tydelighed viste, at branchen fortsat er plaget af en betændt kultur, og at der må og skal gøres en mere ihærdig indsats for at komme den til livs.
Hotel-, restaurant og turisterhvervets brancheorganisation, HORESTA, lagde i ovnen til at fratage kroen dens status som anerkendt elevplads (Jens-Peter Skov nåede dog selv at opgive dén status, inden det møde, hvor sagen skulle drøftes, blev afholdt), og så har kromanden trukket sig fra sine tillidsposter.
Sidst, men ikke mindst, har politiet indledt en – ifølge Ekstra Bladets oplysninger større – efterforskning af forholdene på kroen.
Allerede efter de første afsløringer meldte den royale familie dog alligevel ud, at de afbrød samarbejdet med Jens-Peter Skov og hans kro.
Restauratørernes brancheforening tog hurtigt afstand og tøvede ikke med at kalde sagen for ”den værste, de havde set” sideløbende med, at flere af branchens mest fremtrædende personligheder på de sociale medier hyldede ofrene og samtidig gav udtryk for, at de mente, at deres beretninger med al tydelighed viste, at branchen fortsat er plaget af en betændt kultur, og at der må og skal gøres en mere ihærdig indsats for at komme den til livs.
Hotel-, restaurant og turisterhvervets brancheorganisation, HORESTA, lagde i ovnen til at fratage kroen dens status som anerkendt elevplads (Jens-Peter Skov nåede dog selv at opgive dén status, inden det møde, hvor sagen skulle drøftes, blev afholdt), og så har kromanden trukket sig fra sine tillidsposter.
Sidst, men ikke mindst, har politiet indledt en – ifølge Ekstra Bladets oplysninger større – efterforskning af forholdene på kroen.
Metode:
Vi startede, allerede inden vi påbegyndte vores research, med at sætte nogle helt faste rammer for 1) hvem vi skulle kontakte og 2) hvordan vi skulle gå til dem.
De seneste års store historier om MeToo har gang på gang vist, at konsekvenserne for ofrene, såvel som for den anklagede part, som regel er meget store, og derfor måtte der ikke kunne rejses tvivl om, hvorvidt nogen eksempelvis havde afstemt, hvad de skulle sige.
Det var derfor helt afgørende, at de tidligere ansatte og elever, vi indledningsvist kontaktede, fortalte deres historier uafhængigt af hinanden, ligesom at det selvfølgelig var vigtigt, at vi på ingen måde kom til at lægge ord i munden på dem eller på forhånd afslørede, hvad vi ’fiskede efter’.
Med det in mente lagde vi derfor ud med at lave en liste over syv tilfældigt udvalgte kilder, som på eksempelvis Facebook eller LinkedIn havde angivet, at de havde arbejdet på Sallingsund Færgekro på forskellige tidspunkter – og så begyndte vi ellers at ringe.
Når vi kontaktede dem, præsenterede vi os, som sandheden var, som journalister fra Ekstra Bladet. Vi fortalte, at årsagen til, at vi kontaktede dem, var, at vi på de sociale medier kunne konstatere, at de havde arbejdet på Sallingsund Færgekro, og så spurgte vi dem ellers, om de selv havde nogen idé om, hvorfor Ekstra Bladet gerne ville tale med dem.
Det, viste det sig, havde seks ud af de syv uden nærmere eftertanke ét bestemt bud på, og prompte svar såsom ’Det er vel, fordi Jens-Peter stadig går og piller ved de unge knægte oppe kroen’ og ’Ja, og det har undret mig, at I ikke har ringet noget før’ var gennemgående i næsten alle opkald.
Og så blev vi ellers ved.
Da vi havde talt med tilpas mange kilder til, at vi følte os sikre på, at der var noget at komme efter, begyndte vi godt at turde lade kilderne henvise os til andre, de vidste havde arbejdet på kroen. Dog understregede vi fortsat, at det var vigtigt, at de ikke talte sammen på forhånd, fordi vi gerne ville have folks ufiltrerede fortællinger.
Vi brugte også mange kræfter og ressourcer på at køre landet rundt for at besøge de kilder, vi af forskellige årsager vurderede ville have bedst af en længere samtale ansigt-til-ansigt, hjemme hos dem selv.
Det, at vi prioriterede at køre ud til kilderne, gjorde desuden, at vi i flere tilfælde kom i besiddelse af dokumentation, de enten ikke selv havde overvejet kunne have relevans for dækningen, eller som de måske slet ikke havde turde udlevere, havde de ikke mødt os først – eksempelvis alle akterne fra en gammel fagforeningssag om netop grov sexchikane og et billede af Jens-Peter Skov, der uopfordret masserer en kokkeelev i nakken i køkkenet på kroen.
Mange kilder ringede vi også til flere gange blandt andet med henblik på at få dem til – i detaljer – at fortælle om deres oplevelser en gang til, så vi kunne efterprøve, om historien også flere uger senere fortsat var den samme.
Vores research og omfanget af kilder krævede desuden en høj grad af struktur, og vi havde således fra start begge adgang til en række dokumenter, hvori vi hele tiden opdaterede, hvem vi havde talt med, hvor mange gange og hvornår, vi havde talt med vedkommende, præcis hvornår de havde arbejdet på kroen, samt hvad de havde oplevet.
På den måde havde vi et konstant overblik og kunne således nemt finde frem til hvem, der kunne kontaktes, når vi blev bekendt med konkrete episoder, vi havde behov for at få bekræftet fra flere sider.
Vi gjorde desuden en stor dyd ud af at transskribere samtlige interviews for på den måde at minimere risikoen for, at der var detaljer eller nuancer, vi overså.
Efter knap halvanden måneds intens research aftalte vi et længere interview med Jens Peter-Skov, der fik forklaret præmissen og forelagt fakta og alle de konkrete vidnesbyrd, der ville blive bragt i artiklerne og videoerne. Det blev det endelige udgangspunkt til første artikel.
Siden har vi modtaget adskillige henvendelser fra andre og arbejdet efter samme metode som i den indledende fase.
De seneste års store historier om MeToo har gang på gang vist, at konsekvenserne for ofrene, såvel som for den anklagede part, som regel er meget store, og derfor måtte der ikke kunne rejses tvivl om, hvorvidt nogen eksempelvis havde afstemt, hvad de skulle sige.
Det var derfor helt afgørende, at de tidligere ansatte og elever, vi indledningsvist kontaktede, fortalte deres historier uafhængigt af hinanden, ligesom at det selvfølgelig var vigtigt, at vi på ingen måde kom til at lægge ord i munden på dem eller på forhånd afslørede, hvad vi ’fiskede efter’.
Med det in mente lagde vi derfor ud med at lave en liste over syv tilfældigt udvalgte kilder, som på eksempelvis Facebook eller LinkedIn havde angivet, at de havde arbejdet på Sallingsund Færgekro på forskellige tidspunkter – og så begyndte vi ellers at ringe.
Når vi kontaktede dem, præsenterede vi os, som sandheden var, som journalister fra Ekstra Bladet. Vi fortalte, at årsagen til, at vi kontaktede dem, var, at vi på de sociale medier kunne konstatere, at de havde arbejdet på Sallingsund Færgekro, og så spurgte vi dem ellers, om de selv havde nogen idé om, hvorfor Ekstra Bladet gerne ville tale med dem.
Det, viste det sig, havde seks ud af de syv uden nærmere eftertanke ét bestemt bud på, og prompte svar såsom ’Det er vel, fordi Jens-Peter stadig går og piller ved de unge knægte oppe kroen’ og ’Ja, og det har undret mig, at I ikke har ringet noget før’ var gennemgående i næsten alle opkald.
Og så blev vi ellers ved.
Da vi havde talt med tilpas mange kilder til, at vi følte os sikre på, at der var noget at komme efter, begyndte vi godt at turde lade kilderne henvise os til andre, de vidste havde arbejdet på kroen. Dog understregede vi fortsat, at det var vigtigt, at de ikke talte sammen på forhånd, fordi vi gerne ville have folks ufiltrerede fortællinger.
Vi brugte også mange kræfter og ressourcer på at køre landet rundt for at besøge de kilder, vi af forskellige årsager vurderede ville have bedst af en længere samtale ansigt-til-ansigt, hjemme hos dem selv.
Det, at vi prioriterede at køre ud til kilderne, gjorde desuden, at vi i flere tilfælde kom i besiddelse af dokumentation, de enten ikke selv havde overvejet kunne have relevans for dækningen, eller som de måske slet ikke havde turde udlevere, havde de ikke mødt os først – eksempelvis alle akterne fra en gammel fagforeningssag om netop grov sexchikane og et billede af Jens-Peter Skov, der uopfordret masserer en kokkeelev i nakken i køkkenet på kroen.
Mange kilder ringede vi også til flere gange blandt andet med henblik på at få dem til – i detaljer – at fortælle om deres oplevelser en gang til, så vi kunne efterprøve, om historien også flere uger senere fortsat var den samme.
Vores research og omfanget af kilder krævede desuden en høj grad af struktur, og vi havde således fra start begge adgang til en række dokumenter, hvori vi hele tiden opdaterede, hvem vi havde talt med, hvor mange gange og hvornår, vi havde talt med vedkommende, præcis hvornår de havde arbejdet på kroen, samt hvad de havde oplevet.
På den måde havde vi et konstant overblik og kunne således nemt finde frem til hvem, der kunne kontaktes, når vi blev bekendt med konkrete episoder, vi havde behov for at få bekræftet fra flere sider.
Vi gjorde desuden en stor dyd ud af at transskribere samtlige interviews for på den måde at minimere risikoen for, at der var detaljer eller nuancer, vi overså.
Efter knap halvanden måneds intens research aftalte vi et længere interview med Jens Peter-Skov, der fik forklaret præmissen og forelagt fakta og alle de konkrete vidnesbyrd, der ville blive bragt i artiklerne og videoerne. Det blev det endelige udgangspunkt til første artikel.
Siden har vi modtaget adskillige henvendelser fra andre og arbejdet efter samme metode som i den indledende fase.
Modstand:
-
Etik:
Vi har i løbet af vores dækning haft mange etiske overvejelser i forhold til de – i flere tilfælde fortsat meget – unge mænd, der indvilligede at stå frem med deres oplevelser på Sallingsund Færgekro.
En enkelt havde eksempelvis været så medtaget af sin tid under Jens-Peter Skov, at han til sidst måtte lade sig indlægge, ligesom flere havde måttet modtage psykologhjælp i kølvandet på deres ansættelse. Disse kilder tog vi naturligvis særligt hensyn til ved blandt andet at give dem mulighed for at trække sig og ved at holde dem særligt meget ’i hånden’ op til, under, men i særdeleshed også efter, udgivelse.
I enkelte tilfælde valgte vi også at anonymisere kilder til trods for, at de ikke have været afvisende overfor at stå frem med navn og ansigt, og alle medvirkende fik tilbud om at få tilsendt alle artikler og videoer – også dem, de ikke nødvendigvis selv direkte medvirkede i – forud for publicering.
En anden stor etisk overvejelse handlede desuden om de vidtrækkende konsekvenser, historierne forventeligt ville få for Jens-Peter Skov, når først historierne blev udgivet, og om vi som medie eventuelt skulle gøre noget for også at ’passe på ham’.
Da han mod forventning ganske beredvilligt stillede op til et langt interview for at forholde sig til de mange anklager, blev han til sidst så berørt, at vi på redaktionen efterfølgende gjorde os grundige overvejelser om, hvordan vi også kunne være opmærksomme på ham uden at give afkald på vores forpligtelser som medie og over for de øvrige kilder.
Hans navn og status var så afgørende, at det aldrig kom på tale at anonymisere ham. Til gengæld sørgede vi for at forberede ham på, hvornår og hvordan udgivelsen kom til at foregå, ligesom vi i løbet af kontakten med ham afvejede hans tilstand og den mulige nødvendighed af at kontakte pårørende for at sikre, at han havde nogen ved siden side. Det blev dog aldrig nødvendigt.
Da mange detaljer var yderst skadelige for Jens-Peter Skov, har vi som tidligere beskrevet lagt en stor indsats i at bekræfte de gengivne episoder på flere forskellige måder, og mange beretninger har på den baggrund ikke fundet vej til vores artikler og videoer.
En enkelt havde eksempelvis været så medtaget af sin tid under Jens-Peter Skov, at han til sidst måtte lade sig indlægge, ligesom flere havde måttet modtage psykologhjælp i kølvandet på deres ansættelse. Disse kilder tog vi naturligvis særligt hensyn til ved blandt andet at give dem mulighed for at trække sig og ved at holde dem særligt meget ’i hånden’ op til, under, men i særdeleshed også efter, udgivelse.
I enkelte tilfælde valgte vi også at anonymisere kilder til trods for, at de ikke have været afvisende overfor at stå frem med navn og ansigt, og alle medvirkende fik tilbud om at få tilsendt alle artikler og videoer – også dem, de ikke nødvendigvis selv direkte medvirkede i – forud for publicering.
En anden stor etisk overvejelse handlede desuden om de vidtrækkende konsekvenser, historierne forventeligt ville få for Jens-Peter Skov, når først historierne blev udgivet, og om vi som medie eventuelt skulle gøre noget for også at ’passe på ham’.
Da han mod forventning ganske beredvilligt stillede op til et langt interview for at forholde sig til de mange anklager, blev han til sidst så berørt, at vi på redaktionen efterfølgende gjorde os grundige overvejelser om, hvordan vi også kunne være opmærksomme på ham uden at give afkald på vores forpligtelser som medie og over for de øvrige kilder.
Hans navn og status var så afgørende, at det aldrig kom på tale at anonymisere ham. Til gengæld sørgede vi for at forberede ham på, hvornår og hvordan udgivelsen kom til at foregå, ligesom vi i løbet af kontakten med ham afvejede hans tilstand og den mulige nødvendighed af at kontakte pårørende for at sikre, at han havde nogen ved siden side. Det blev dog aldrig nødvendigt.
Da mange detaljer var yderst skadelige for Jens-Peter Skov, har vi som tidligere beskrevet lagt en stor indsats i at bekræfte de gengivne episoder på flere forskellige måder, og mange beretninger har på den baggrund ikke fundet vej til vores artikler og videoer.
Formidling:
Vi besluttede tidligt i processen, at video skulle være et bærende element i dækningen, og at de videoer, der blev lavet, skulle produceres, så de kunne stå alene, forstået således, at man, hvis man udelukkende havde set videoerne, havde fået essensen af sagen med.
Derfor var det også noget, vi – og ikke mindst Ekstra Bladets dygtige videoredaktion – tænkte ind helt fra start og brugte mange kræfter på, bl.a. ved at få lavet droneoptagelser, få opkøbt arkivmateriale af Jens-Peter Skov og Jens-Peter Skov sammen med kongefamilien fra TV 2-regionerne og ved at få udtænkt et format, der kunne være gennemgående både grafisk og lydmæssigt.
Fordi videodelen skulle være delvist bærende, var det også helt afgørende, at det lykkedes os at finde frem minimum én tidligere medarbejder, der ville gå forrest og ’bane vejen for de andre’ ved at stå frem med navn og billede – og som også var ressourcestærk nok til at gøre det.
Vi vurderede ganske enkelt, at historien ikke ville få samme gennemslagskraft, hvis ikke vores læsere/seere kunne se bare én af de unge mænd, det hele handlede om, i øjnene.
Det holdt hårdt, men med lidt benarbejde lykkedes det os til sidst at finde to, nemlig Andreas Jensen og Tommy Wichmann, der begge havde været i lære som kokkelever på Sallingsund Færgekro fra hhv. 2016/2017, og som begge havde oplevet Jens-Peter Skovs grænseoverskridende adfærd på egen krop.
Derudover sørgede vi for at optage alle telefonsamtaler med kilder, så vi også kunne bruge lyden fra dem om nødvendigt.
Sidst, men ikke mindst, prioriterede vi, at den første artikel skulle publiceres som et grafisk longread og ikke som en ’almindelig’ Ekstra Bladet-netartikel.
Dette gjorde vi, mest af alt fordi vi fra start gerne ville signalere, at der her var tale om en større journalistisk satsning, det ville være værd at følge med i, hvilket rigtig mange også endte med at gøre.
Derfor var det også noget, vi – og ikke mindst Ekstra Bladets dygtige videoredaktion – tænkte ind helt fra start og brugte mange kræfter på, bl.a. ved at få lavet droneoptagelser, få opkøbt arkivmateriale af Jens-Peter Skov og Jens-Peter Skov sammen med kongefamilien fra TV 2-regionerne og ved at få udtænkt et format, der kunne være gennemgående både grafisk og lydmæssigt.
Fordi videodelen skulle være delvist bærende, var det også helt afgørende, at det lykkedes os at finde frem minimum én tidligere medarbejder, der ville gå forrest og ’bane vejen for de andre’ ved at stå frem med navn og billede – og som også var ressourcestærk nok til at gøre det.
Vi vurderede ganske enkelt, at historien ikke ville få samme gennemslagskraft, hvis ikke vores læsere/seere kunne se bare én af de unge mænd, det hele handlede om, i øjnene.
Det holdt hårdt, men med lidt benarbejde lykkedes det os til sidst at finde to, nemlig Andreas Jensen og Tommy Wichmann, der begge havde været i lære som kokkelever på Sallingsund Færgekro fra hhv. 2016/2017, og som begge havde oplevet Jens-Peter Skovs grænseoverskridende adfærd på egen krop.
Derudover sørgede vi for at optage alle telefonsamtaler med kilder, så vi også kunne bruge lyden fra dem om nødvendigt.
Sidst, men ikke mindst, prioriterede vi, at den første artikel skulle publiceres som et grafisk longread og ikke som en ’almindelig’ Ekstra Bladet-netartikel.
Dette gjorde vi, mest af alt fordi vi fra start gerne ville signalere, at der her var tale om en større journalistisk satsning, det ville være værd at følge med i, hvilket rigtig mange også endte med at gøre.