De Polske Spioner
Metoderapport
Navnene på journalisten/journalisterne bag det indstillede
Dan Bjerregaard og Jeppe Findalen
Projektets beskrivelse
Titel:
De Polske Spioner
Beskrivelse:
Projektet ‘De polske spioner’ bygger på hidtil hemmeligholdt materiale, som er afklassificeret af den polske efterretningstjeneste. Materialet rummer en omfattende og yderst detaljeret rapportering fra de polske spioner i Danmark til hovedkontoret i Warszawa.
Spion-filerne er fundet via forskellige søgninger og kontakt til kilder med kendskab til materialet og efterretningstjenestens arbejdsmetoder, som har guidet os på vej. I sidste ende har vi opsporet de konkrete personer, der enten selv var aktive spioner for eller samarbejdede med den polske efterretningstjeneste eller ofre for spionagen.
Centralt i projektet står afsløringen af spionen med kodenavnet ‘Bret’, som i dag lever i Danmark, og som først nu bliver konfronteret med fortiden.
Afsløringen af ‘Bret’ fik tidligere partiformand og udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) til at udtrykke sin overraskelse over, at spionen var 'smuttet igennem nettet'.
- Der er ingen tvivl om, at det er forkasteligt, hvad han gjorde. Det er lidt underligt, at man ikke har fundet ham før, når der har været både en stor koldkrigsundersøgelse og en PET-undersøgelse af spioner, sagde han.
Projektet afslører desuden endnu en spion, ‘Beta’, samt en række nye detaljer om, hvordan Danmark skulle invaderes på tre uger og bombes med atomvåben, hvis den kolde krig endte i Tredje Verdenskrig.
Den polske efterretningstjenestes arbejdsmetoder bliver også afdækket, og projektet bibringer helt nye oplysninger og detaljer, som fremgår af de støvede mapper i det polske spionarkiv. Projektet viser konkrete mødesteder og ‘døde postkasser’ rundt i landet.
Det kommer også frem, hvordan de polske spioner gjorde brug af såkaldte honningfælder for at skaffe belastende materiale på danske diplomater, og hvordan de ved hjælp af store mængder alkohol forsøgte at udfritte centralt placerede danskere for dyrebare informationer.
Spion-filerne er fundet via forskellige søgninger og kontakt til kilder med kendskab til materialet og efterretningstjenestens arbejdsmetoder, som har guidet os på vej. I sidste ende har vi opsporet de konkrete personer, der enten selv var aktive spioner for eller samarbejdede med den polske efterretningstjeneste eller ofre for spionagen.
Centralt i projektet står afsløringen af spionen med kodenavnet ‘Bret’, som i dag lever i Danmark, og som først nu bliver konfronteret med fortiden.
Afsløringen af ‘Bret’ fik tidligere partiformand og udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) til at udtrykke sin overraskelse over, at spionen var 'smuttet igennem nettet'.
- Der er ingen tvivl om, at det er forkasteligt, hvad han gjorde. Det er lidt underligt, at man ikke har fundet ham før, når der har været både en stor koldkrigsundersøgelse og en PET-undersøgelse af spioner, sagde han.
Projektet afslører desuden endnu en spion, ‘Beta’, samt en række nye detaljer om, hvordan Danmark skulle invaderes på tre uger og bombes med atomvåben, hvis den kolde krig endte i Tredje Verdenskrig.
Den polske efterretningstjenestes arbejdsmetoder bliver også afdækket, og projektet bibringer helt nye oplysninger og detaljer, som fremgår af de støvede mapper i det polske spionarkiv. Projektet viser konkrete mødesteder og ‘døde postkasser’ rundt i landet.
Det kommer også frem, hvordan de polske spioner gjorde brug af såkaldte honningfælder for at skaffe belastende materiale på danske diplomater, og hvordan de ved hjælp af store mængder alkohol forsøgte at udfritte centralt placerede danskere for dyrebare informationer.
Publicering:
Serien er blevet bragt i Ekstra Bladet og på eb.dk i de første måneder af 2020
Idéen:
Idébeskrivelse:
Ideen opstod ved, at vi læste en artikel i norske Dagbladet om en polsk mand, bosat i Norge, der blev afsløret i at have samarbejdet med den polske efterretningstjeneste under den kolde krig. Vi tog kontakter til journalisterne og blev henvist til det polske spion-arkiv IPN.
Herefter tog vi kontakt til en række danske koldkrigs-eksperter, som hjalp os med at finde relevante baggrundsoplysninger om de polske spioner. Vi rådførte os også med en af de førende polske forskere, som har sin daglige gang på IPN-arkivet og har udgivet flere bøger om emnet.
Fra start besluttede vi at fokusere på at finde de polske spioner og blotlægge deres arbejde, og vi holdt derfor et stramt fokus i vores søgning og tilgang til kilder, da vi hurtigt erfarede, at man kan fare vild, hvis man leder for bredt. Vores primære mål var at finde en spion, som stadig var i live, og konfrontere ham eller hende. Det lykkedes.
Herefter tog vi kontakt til en række danske koldkrigs-eksperter, som hjalp os med at finde relevante baggrundsoplysninger om de polske spioner. Vi rådførte os også med en af de førende polske forskere, som har sin daglige gang på IPN-arkivet og har udgivet flere bøger om emnet.
Fra start besluttede vi at fokusere på at finde de polske spioner og blotlægge deres arbejde, og vi holdt derfor et stramt fokus i vores søgning og tilgang til kilder, da vi hurtigt erfarede, at man kan fare vild, hvis man leder for bredt. Vores primære mål var at finde en spion, som stadig var i live, og konfrontere ham eller hende. Det lykkedes.
Tidshorizont:
Vi brugte cirka 4 måneder på at researche op til de første publiceringer. Vi har ad flere omgange skullet vente på tilladelser til at tilgå materiale i Polen og har derfor lavet andre projekter. Samlet set har vi anslået brugt 4 måneders arbejde hver på projektet.
Vi har været i Polen to gange, og har løbende besøgt kilder rundt i landet. Meget af tiden er dog brugt skulder ved skulder med op til flere tolke.
Vi har været i Polen to gange, og har løbende besøgt kilder rundt i landet. Meget af tiden er dog brugt skulder ved skulder med op til flere tolke.
Nyhed:
Projektet har givet offentligheden indsigt i, hvem, hvor og hvordan den polske efterretningstjeneste opererede i Danmark under den kolde krig.
Serien har afsløret manden med kodenavnet ‘Bret’, som var polsk spion i Danmark, men som først, da Ekstra Bladet opsøger ham, bliver konfronteret med fortiden.
Derudover er en anden spion, ‘Beta’, blevet delvist afsløret, da vi valgte at anonymisere hende. (Læs mere under etiske overvejelser).
Dertil kommer en afsløring af detaljerne i Polens planer om at invadere Danmark med atomvåben i tilfælde af krig, mødesteder, instrukser til spioner og rapporter fra en lang række missioner, som hidtil har været hemmeligholdte.
Den polske efterretningstjenestes øvrige metoder bliver også bragt frem i lyset.
Serien har afsløret manden med kodenavnet ‘Bret’, som var polsk spion i Danmark, men som først, da Ekstra Bladet opsøger ham, bliver konfronteret med fortiden.
Derudover er en anden spion, ‘Beta’, blevet delvist afsløret, da vi valgte at anonymisere hende. (Læs mere under etiske overvejelser).
Dertil kommer en afsløring af detaljerne i Polens planer om at invadere Danmark med atomvåben i tilfælde af krig, mødesteder, instrukser til spioner og rapporter fra en lang række missioner, som hidtil har været hemmeligholdte.
Den polske efterretningstjenestes øvrige metoder bliver også bragt frem i lyset.
Konsekvens:
Projektet har ikke væltet nogen ministre eller lagt gaderne øde. Men det har rokket ved den fortælling, der har hersket om spionagen mod Danmark under den kolde krig. Forskerne er enige om, at den polske spionage mod Danmark var langt mere omfattende, end vi hidtil har troet. I den sammenhæng bidrager projektet med ny viden.
Derudover har projektet haft personlige konsekvenser for især spionen ‘Bret’, som blev afsløret i at have samarbejdet med den polske efterretningstjeneste under den kolde krig. På grund af forældelsesfrist tyder intet dog på, at han vil blive retsforfulgt - eller på anden vis holdt ansvarlig for at have spioneret mod Danmark.
Derudover har projektet haft personlige konsekvenser for især spionen ‘Bret’, som blev afsløret i at have samarbejdet med den polske efterretningstjeneste under den kolde krig. På grund af forældelsesfrist tyder intet dog på, at han vil blive retsforfulgt - eller på anden vis holdt ansvarlig for at have spioneret mod Danmark.
Metode:
Spion-arkiv
Arkivet hos Institut for National Erindring (IPN) i Warszawa hævder at have 90 kilometer materiale, hvis man stiller det op på en række. Arkivet har en hjemmeside, men denne er af yderst tvivlsom kvalitet, og ofte viser den blot få stikord fra en mappe på tusindvis af sider. Man skal ansøge om adgang til at se de fysiske mapper i Polen. Alt materiale er på polsk, ligesom alle søgninger skal foretages på polsk.
Rent metodisk udvalgt vi en lang række søgeord, som vi fik oversat til polsk. Vi søgte blandt andet på stednavne som “Danmark”, “København”, “Vejle”, typiske danske navne- og efternavne som “Hansen” og “Rasmussen”, “Anders” og “Ole”, og en række kendte personer som eksempelvis “Uffe Ellemann” og “Anker Jørgensen”.
Ud fra disse resultater kunne vi danne os et overblik over de filer, hvor et eller flere af vores søgeord fremgik et sted. Hver mappe er udstyret med en kode, der starter med “IPN” efterfulgt af bogstaver, der angiver hvilket arkiv i Polen (fx “BU” = Warszawa). Vi udfyldte herefter en formular, samt fremsendte diverse breve fra en ansvarshavende redaktør. Det tog typiske nogle måneder at få adgang til filerne, som man kun kan gennemgå ved fysisk fremmøde i Polen. Blandt de mange hundrede mapper, udvalgte vi dem, der kunne lede os på sporet af konkrete personer.
Da vi fik adgang til mapperne, gennemgik vi dem med en tolk. Ofte var der ingen brugbare informationer på de tusindvis af støvede papirer og mikrofilm. Enkelte steder optrådte navne, vi ikke var stødt på før, samt henvisninger til mapper, vi ikke havde fundet i vores søgninger i Danmark.
Tid var en faktor, vi var meget bevidste om. Så snart en mappe var en smule interessant, affotograferede vi alle sider, så vi kunne nærstudere dem i Danmark.
Undervejs fandt vi ud af, at der internt på arkivet var en langt større database over materialet, som kun kunne tilgås og fremsøges dernede. Her gennemførte vi de samme søgninger, som vi havde gjort online, og fandt yderligere materiale ad den vej. Vi havde heller ikke uendelige midler til at betale tolke med, så vi var nødt til at økonomisere.
Vi fandt undervejs ud af, at hver mappe var udstyret med en firecifret kode, som vi først efter første tur til Polen lærte betydningen af. Koden 2602 er eksempelvis materiale fra den polske efterretningstjenestes missioner. Dette gjorde vores videre søgning i den interne database mere fokuseret. Efterfølgende gennemgik vi så alt materialet med tolke i Danmark og udvalgte de mapper, der skulle oversættes ordret.
Vi besøgte arkivet to gange, hvor især den anden gang bød på flere gennembrud. Mange af de mapper, vi under vores første besøg havde fundet, var sjældent brugbare og indeholdt i høj grad breve og beskeder mellem hovedkontoret i henholdsvis Danmark og Polen. Men blandt de mange til tider intetsigende rapporteringer stod kodenavne på flere spioner og meddelere. Da vi så til vores anden tur bestilte disse mapper - som ved en fremsøgning ingen relation havde til Danmark - fandt vi de konkrete spioner, vi ledte efter.
Et omstændigt bureaukrati ville det sådan, at man efterfølgende skulle sende en officiel ansøgning om at få arkivet til at tage en kopi af hver enkelt side, så vi så herefter kunne publicere.
Ud over IPN-arkivet har vi haft adgang til DIIS’s arkivet, hvor vi fik lov til at gennemgå alt baggrundsmateriale fra koldkrigsudredningen. Dette gav dog ikke de store resultater, da materialet, som vi har brugt i dette projekt, først for få år siden er blevet afklassificeret i Polen.
Faktatjek
IPN-arkivet har skabt stor debat i Polen og internationalt, fordi det i manges øjne er at gå for vidt at lægge alt frem til offentligt skue. Samtidig har der været enkeltstående eksempler på, at materiale er blevet forfalsket og brugt internt i polsk politik.
Derfor gennemgik vi alle sager, som vi ville undersøge, for faktuelle oplysninger, der kunne efterprøves. Vi noterede bynavne, firmaer, adresser og navne på familiemedlemmer. Herefter kontaktede vi eksempelvis de tidligere arbejdspladser, hvor den polske spioner havde arbejdet for at tjekke, om oplysningen holdt vandt. På samme vis tjekkede vi de øvrige oplysninger. Vi fandt ingen nævneværdige uoverensstemmelser. Samtidig kunne vi se i noget af det materiale, som eksempelvis ‘Bret’ skulle have afleveret til sine polske kontakter, at han nævnte flere konkrete navne og steder, hvilket vi også dobbelttjekkede. Vi anså netop denne del af research som afgørende vigtig i forsøget på at vurdere kvaliteten af materialet.
Et andet vigtigt aspekt i rapporteringerne fra den polske efterretningstjeneste var, at de kunne være overdrevne eller misvisende. Flere eksperter gjorde os opmærksomme på, at dem, der eksempelvis var i Danmark, kunne have en interesse i at pynte lidt på sandheden og skrue op for superlativerne om egne bedrifter, når de rapporterede hjem til Polen. Dette kunne skabe tryghed og tilfredsstille hovedkontoret. Det var ofte svært at slå fast, hvor vigtig en given information var, når vi gennemgik filerne, så vi rådførte os derfor hos eksperterne, som slog fast, at eksempelvis tegninger over jernbaneanlæg var vigtige, mens en præsts foretrukne måltid var mindre vigtigt. Alt i alt gjorde det blot, at vi frasorterede meget, som vi mistænkte kunne være overdrevet, mens vi klart deklarerede, når der var en diskrepans mellem det, kilden siger, og det, der står i materialet. Dette ses mest tydeligt i ‘Beta’-artiklerne.
Personsøgning
Med det oversatte materiale fra Polen havde vi ofte navne på de konkrete spioner eller de danskere, der var blevet spioneret imod, eller som havde samarbejdet med den polske efterretningstjeneste.
Det var derfor i flere tilfælde blot at slå dem op i CPR-registeret. Andre måtte vi finde ved hjælp af andre oplysninger i mapperne. Med andre foretog vi forskellige søgninger ud fra deres tidligere arbejdsplads, ægtefællen eller andre fakta fra sagsmappen.
Konfrontation
Vi forberedt os grundigt før den første konfrontation med ‘Bret’. Vi valgte at opsøge ham personligt. Dette valgte vi at gøre ud fra betragtningen om, at vi potentielt kun havde et forsøg. Havde han først afvist os over telefonen, ville det blive endnu sværere - hvis ikke umuligt - at blive lukket ind i hans hjem efterfølgende.
Vi ankom derfor til hans lettere ramponerede hus et sted i Jylland en kold vinterdag og bankede på. Efter et forgæves besøg, kom vi tilbage senere på dagen og fik kontakt til ham. Vi sad i hans køkken i en time og fremlagde dokumenterne for ham. Vi efterlod ham med mappen og gav ham således mulighed for at gennemgå materialet alene.
Siden talte vi sammen i telefonen. Samtalerne var lange og snørklede, og hver gang forklarede han, at han nok snart skulle få set på materialet, men at han desværre ikke havde haft tid.
Vi valgte at opsøge ham igen på dagen, hvor vi bragte artiklerne om ham. Her medvirkede han i et kort interview, hvor han gentog sine udsagn om, at han lykkeligt havde glemt sin tid som spion.
Med flere af de andre kilder brugte vi samme model og opsøgte dem personligt på hjemmeadressen. De fleste var - måske meget naturligt, siden det er 40 år siden - meget overraskede, men det lykkedes som hovedregel at få dem i tale.
Ved den kvindelige spion ‘Beta’ gjorde vi det lidt anderledes og ringede til hende først. Dette gjorde vi, dels fordi hun ikke havde udleveret noget synderligt brugbart til efterretningstjenesten, dels fordi hun boede med sin mand og i nærheden af sin familie. Mens vi med ‘Bret’ vidste fra vores research, at han var alene, ville vi med stor sandsynlighed ikke træffe ‘Beta’ alene og således ikke give hende lejlighed til selv at tage stilling til, om hun ville tale med os, og om og hvordan hun i givet fald ville fortælle sine nærmeste, at hun havde været spion. Dette førte også til flere lange samtaler, hvor hun til sidst valgte at lade sig interviewe under betingelse af anonymitet. Dette valgte vi at følge, sagen taget i betragtning.
Hvem førte pennen?
Et andet aspekt i efterprøvningen af materialets kvalitet og ægthed var de mange efterretninger og håndskrevne dokumenter, som spionerne afleverede. Her gik vi især i dybden med ‘Bret’, da han havde leveret store mængder oplysninger, som i flere tilfælde havde en reel værdi for dem, der modtog dem. Eksempelvis tegninger over strategisk vigtigt placerede jernbaneanlæg, registreringer af flystationer og militærkøretøjers trafik ind og ud af Aarhus.
Under den første konfrontation med ‘Bret’ benægtede han ethvert kendskab til dokumenterne og påstod, at han intet havde haft med dem at gøre. Dette kunne vi i bagklogskabens klare lys have forudset, han ville gøre. Ikke desto mindre gav det os anledning til at forsøge at tjekke, om han rent faktisk talte sandt.
Vi fandt derfor via tinglysningen en række dokumenter, som han havde underskrevet i hånden. I spion-mappen fra Polen fandt vi så tilsvarende steder, hvor han havde skrevet under.
Med dem ved hånden opsøgte vi en en grafolog med mange års erfaring - blandt andet fra PFA-sagen - for at få hendes vurdering. Hun var på forhånd ikke orienteret om, hvilke underskrifter der med sikkerhed var ‘Brets’, og hvilket der potentielt var en andens. Hendes konklusion var dog klar: Han havde skrevet de polske spion-filer.
Bret bekræftede også - hvilket er meget besynderligt og ulogisk - at have skrevet en enkelt A4-side, som lå i hans mappe. Han afviste dog, at den var indleveret til den polske efterretningstjeneste. Men dette gjorde det endnu nemmere for os at vide os sikre på, hvor hans hånd havde ført pennen.
Arkivet hos Institut for National Erindring (IPN) i Warszawa hævder at have 90 kilometer materiale, hvis man stiller det op på en række. Arkivet har en hjemmeside, men denne er af yderst tvivlsom kvalitet, og ofte viser den blot få stikord fra en mappe på tusindvis af sider. Man skal ansøge om adgang til at se de fysiske mapper i Polen. Alt materiale er på polsk, ligesom alle søgninger skal foretages på polsk.
Rent metodisk udvalgt vi en lang række søgeord, som vi fik oversat til polsk. Vi søgte blandt andet på stednavne som “Danmark”, “København”, “Vejle”, typiske danske navne- og efternavne som “Hansen” og “Rasmussen”, “Anders” og “Ole”, og en række kendte personer som eksempelvis “Uffe Ellemann” og “Anker Jørgensen”.
Ud fra disse resultater kunne vi danne os et overblik over de filer, hvor et eller flere af vores søgeord fremgik et sted. Hver mappe er udstyret med en kode, der starter med “IPN” efterfulgt af bogstaver, der angiver hvilket arkiv i Polen (fx “BU” = Warszawa). Vi udfyldte herefter en formular, samt fremsendte diverse breve fra en ansvarshavende redaktør. Det tog typiske nogle måneder at få adgang til filerne, som man kun kan gennemgå ved fysisk fremmøde i Polen. Blandt de mange hundrede mapper, udvalgte vi dem, der kunne lede os på sporet af konkrete personer.
Da vi fik adgang til mapperne, gennemgik vi dem med en tolk. Ofte var der ingen brugbare informationer på de tusindvis af støvede papirer og mikrofilm. Enkelte steder optrådte navne, vi ikke var stødt på før, samt henvisninger til mapper, vi ikke havde fundet i vores søgninger i Danmark.
Tid var en faktor, vi var meget bevidste om. Så snart en mappe var en smule interessant, affotograferede vi alle sider, så vi kunne nærstudere dem i Danmark.
Undervejs fandt vi ud af, at der internt på arkivet var en langt større database over materialet, som kun kunne tilgås og fremsøges dernede. Her gennemførte vi de samme søgninger, som vi havde gjort online, og fandt yderligere materiale ad den vej. Vi havde heller ikke uendelige midler til at betale tolke med, så vi var nødt til at økonomisere.
Vi fandt undervejs ud af, at hver mappe var udstyret med en firecifret kode, som vi først efter første tur til Polen lærte betydningen af. Koden 2602 er eksempelvis materiale fra den polske efterretningstjenestes missioner. Dette gjorde vores videre søgning i den interne database mere fokuseret. Efterfølgende gennemgik vi så alt materialet med tolke i Danmark og udvalgte de mapper, der skulle oversættes ordret.
Vi besøgte arkivet to gange, hvor især den anden gang bød på flere gennembrud. Mange af de mapper, vi under vores første besøg havde fundet, var sjældent brugbare og indeholdt i høj grad breve og beskeder mellem hovedkontoret i henholdsvis Danmark og Polen. Men blandt de mange til tider intetsigende rapporteringer stod kodenavne på flere spioner og meddelere. Da vi så til vores anden tur bestilte disse mapper - som ved en fremsøgning ingen relation havde til Danmark - fandt vi de konkrete spioner, vi ledte efter.
Et omstændigt bureaukrati ville det sådan, at man efterfølgende skulle sende en officiel ansøgning om at få arkivet til at tage en kopi af hver enkelt side, så vi så herefter kunne publicere.
Ud over IPN-arkivet har vi haft adgang til DIIS’s arkivet, hvor vi fik lov til at gennemgå alt baggrundsmateriale fra koldkrigsudredningen. Dette gav dog ikke de store resultater, da materialet, som vi har brugt i dette projekt, først for få år siden er blevet afklassificeret i Polen.
Faktatjek
IPN-arkivet har skabt stor debat i Polen og internationalt, fordi det i manges øjne er at gå for vidt at lægge alt frem til offentligt skue. Samtidig har der været enkeltstående eksempler på, at materiale er blevet forfalsket og brugt internt i polsk politik.
Derfor gennemgik vi alle sager, som vi ville undersøge, for faktuelle oplysninger, der kunne efterprøves. Vi noterede bynavne, firmaer, adresser og navne på familiemedlemmer. Herefter kontaktede vi eksempelvis de tidligere arbejdspladser, hvor den polske spioner havde arbejdet for at tjekke, om oplysningen holdt vandt. På samme vis tjekkede vi de øvrige oplysninger. Vi fandt ingen nævneværdige uoverensstemmelser. Samtidig kunne vi se i noget af det materiale, som eksempelvis ‘Bret’ skulle have afleveret til sine polske kontakter, at han nævnte flere konkrete navne og steder, hvilket vi også dobbelttjekkede. Vi anså netop denne del af research som afgørende vigtig i forsøget på at vurdere kvaliteten af materialet.
Et andet vigtigt aspekt i rapporteringerne fra den polske efterretningstjeneste var, at de kunne være overdrevne eller misvisende. Flere eksperter gjorde os opmærksomme på, at dem, der eksempelvis var i Danmark, kunne have en interesse i at pynte lidt på sandheden og skrue op for superlativerne om egne bedrifter, når de rapporterede hjem til Polen. Dette kunne skabe tryghed og tilfredsstille hovedkontoret. Det var ofte svært at slå fast, hvor vigtig en given information var, når vi gennemgik filerne, så vi rådførte os derfor hos eksperterne, som slog fast, at eksempelvis tegninger over jernbaneanlæg var vigtige, mens en præsts foretrukne måltid var mindre vigtigt. Alt i alt gjorde det blot, at vi frasorterede meget, som vi mistænkte kunne være overdrevet, mens vi klart deklarerede, når der var en diskrepans mellem det, kilden siger, og det, der står i materialet. Dette ses mest tydeligt i ‘Beta’-artiklerne.
Personsøgning
Med det oversatte materiale fra Polen havde vi ofte navne på de konkrete spioner eller de danskere, der var blevet spioneret imod, eller som havde samarbejdet med den polske efterretningstjeneste.
Det var derfor i flere tilfælde blot at slå dem op i CPR-registeret. Andre måtte vi finde ved hjælp af andre oplysninger i mapperne. Med andre foretog vi forskellige søgninger ud fra deres tidligere arbejdsplads, ægtefællen eller andre fakta fra sagsmappen.
Konfrontation
Vi forberedt os grundigt før den første konfrontation med ‘Bret’. Vi valgte at opsøge ham personligt. Dette valgte vi at gøre ud fra betragtningen om, at vi potentielt kun havde et forsøg. Havde han først afvist os over telefonen, ville det blive endnu sværere - hvis ikke umuligt - at blive lukket ind i hans hjem efterfølgende.
Vi ankom derfor til hans lettere ramponerede hus et sted i Jylland en kold vinterdag og bankede på. Efter et forgæves besøg, kom vi tilbage senere på dagen og fik kontakt til ham. Vi sad i hans køkken i en time og fremlagde dokumenterne for ham. Vi efterlod ham med mappen og gav ham således mulighed for at gennemgå materialet alene.
Siden talte vi sammen i telefonen. Samtalerne var lange og snørklede, og hver gang forklarede han, at han nok snart skulle få set på materialet, men at han desværre ikke havde haft tid.
Vi valgte at opsøge ham igen på dagen, hvor vi bragte artiklerne om ham. Her medvirkede han i et kort interview, hvor han gentog sine udsagn om, at han lykkeligt havde glemt sin tid som spion.
Med flere af de andre kilder brugte vi samme model og opsøgte dem personligt på hjemmeadressen. De fleste var - måske meget naturligt, siden det er 40 år siden - meget overraskede, men det lykkedes som hovedregel at få dem i tale.
Ved den kvindelige spion ‘Beta’ gjorde vi det lidt anderledes og ringede til hende først. Dette gjorde vi, dels fordi hun ikke havde udleveret noget synderligt brugbart til efterretningstjenesten, dels fordi hun boede med sin mand og i nærheden af sin familie. Mens vi med ‘Bret’ vidste fra vores research, at han var alene, ville vi med stor sandsynlighed ikke træffe ‘Beta’ alene og således ikke give hende lejlighed til selv at tage stilling til, om hun ville tale med os, og om og hvordan hun i givet fald ville fortælle sine nærmeste, at hun havde været spion. Dette førte også til flere lange samtaler, hvor hun til sidst valgte at lade sig interviewe under betingelse af anonymitet. Dette valgte vi at følge, sagen taget i betragtning.
Hvem førte pennen?
Et andet aspekt i efterprøvningen af materialets kvalitet og ægthed var de mange efterretninger og håndskrevne dokumenter, som spionerne afleverede. Her gik vi især i dybden med ‘Bret’, da han havde leveret store mængder oplysninger, som i flere tilfælde havde en reel værdi for dem, der modtog dem. Eksempelvis tegninger over strategisk vigtigt placerede jernbaneanlæg, registreringer af flystationer og militærkøretøjers trafik ind og ud af Aarhus.
Under den første konfrontation med ‘Bret’ benægtede han ethvert kendskab til dokumenterne og påstod, at han intet havde haft med dem at gøre. Dette kunne vi i bagklogskabens klare lys have forudset, han ville gøre. Ikke desto mindre gav det os anledning til at forsøge at tjekke, om han rent faktisk talte sandt.
Vi fandt derfor via tinglysningen en række dokumenter, som han havde underskrevet i hånden. I spion-mappen fra Polen fandt vi så tilsvarende steder, hvor han havde skrevet under.
Med dem ved hånden opsøgte vi en en grafolog med mange års erfaring - blandt andet fra PFA-sagen - for at få hendes vurdering. Hun var på forhånd ikke orienteret om, hvilke underskrifter der med sikkerhed var ‘Brets’, og hvilket der potentielt var en andens. Hendes konklusion var dog klar: Han havde skrevet de polske spion-filer.
Bret bekræftede også - hvilket er meget besynderligt og ulogisk - at have skrevet en enkelt A4-side, som lå i hans mappe. Han afviste dog, at den var indleveret til den polske efterretningstjeneste. Men dette gjorde det endnu nemmere for os at vide os sikre på, hvor hans hånd havde ført pennen.
Modstand:
Den primære modstand, vi mødte, var fra de kilder, der optrådte i spion-mapperne. Den første reaktion var så hovedregel en total afvisning efterfulgt af ugers tovtrækkerier frem og tilbage, indtil der til sidst var hul igennem til erkendelsen.
Vores håndtering af dette pres var afgørende for, om vi i sidste ende ville få dem i tale. Vi brugte derfor lang tid på at vurdere deres situation, fremvise dokumenter, tage lange snakke om den kolde krig og deres rolle, for til sidst at blive inviteret et skridt tættere på det lukkede rum i dem.
Vores håndtering af dette pres var afgørende for, om vi i sidste ende ville få dem i tale. Vi brugte derfor lang tid på at vurdere deres situation, fremvise dokumenter, tage lange snakke om den kolde krig og deres rolle, for til sidst at blive inviteret et skridt tættere på det lukkede rum i dem.
Etik:
Vi har haft en del etiske overvejelser med projektet. Den primære har været i forhold til de konkrete personer, hvis liv vi potentielt kunne ødelægge ved at udstille, hvad de gjorde for 30, 40 eller 50 år siden.
Der var både hensyn til deres alder og den store tidsmæssige afstand til begivenhederne at tage hensyn til. Vi valgte derfor at gå grundigt og langsomt frem i forhold til kilderne. Udgangspunktet blev - som det typisk er - at vi bragte folks navn og billede, hvis de selv valgte at stille op til et interview.
Vi endte ud i alle tænkelige variationer. Den totale anonymitet til ansigt og billede i ‘Bret’-sagen. I hans tilfælde valgte vi dog ikke at bruge hans efternavn - dette skete af hensyn til hans familie, da vi fx ikke var sikre på, om han havde orienteret dem - og samtidig af hensyn til deres sikkerhed.
‘Beta’ ville gerne tale med os men ikke stå frem, da hun skammer sig over tiden. Dette valgte vi at respektere, især henset til, at hun set med polske briller var en dårlig spion, som intet leverede.
Et tredje eksempel var, da vi opsøgte en mand ved navn Viggo (hans rigtige navn er udeladt, red.), som havde været udsat for spionage fra en såkaldt honey trap; en kvinde, der under dække af at være tiltrukket af Viggo, indsamlede informationer om ham. Sagen endte med aldrig at blive bragt. Det skyldes, at Viggo ikke har fortalt sin kone om sin affære, samt at hun er den eneste, han forrådte under den kolde krig. Han var således mere et offer end en skurk. Den ældre mand er i dag dybt afhængig af hjælp fra sin kone til de daglige gøremål, og han var overbevist om, at hun ville gå fra ham, hvis hun fik nys om sagen. Vi valgte at følge hans ønske.
Der var både hensyn til deres alder og den store tidsmæssige afstand til begivenhederne at tage hensyn til. Vi valgte derfor at gå grundigt og langsomt frem i forhold til kilderne. Udgangspunktet blev - som det typisk er - at vi bragte folks navn og billede, hvis de selv valgte at stille op til et interview.
Vi endte ud i alle tænkelige variationer. Den totale anonymitet til ansigt og billede i ‘Bret’-sagen. I hans tilfælde valgte vi dog ikke at bruge hans efternavn - dette skete af hensyn til hans familie, da vi fx ikke var sikre på, om han havde orienteret dem - og samtidig af hensyn til deres sikkerhed.
‘Beta’ ville gerne tale med os men ikke stå frem, da hun skammer sig over tiden. Dette valgte vi at respektere, især henset til, at hun set med polske briller var en dårlig spion, som intet leverede.
Et tredje eksempel var, da vi opsøgte en mand ved navn Viggo (hans rigtige navn er udeladt, red.), som havde været udsat for spionage fra en såkaldt honey trap; en kvinde, der under dække af at være tiltrukket af Viggo, indsamlede informationer om ham. Sagen endte med aldrig at blive bragt. Det skyldes, at Viggo ikke har fortalt sin kone om sin affære, samt at hun er den eneste, han forrådte under den kolde krig. Han var således mere et offer end en skurk. Den ældre mand er i dag dybt afhængig af hjælp fra sin kone til de daglige gøremål, og han var overbevist om, at hun ville gå fra ham, hvis hun fik nys om sagen. Vi valgte at følge hans ønske.
Formidling:
Vores primære mål har været at forsøge at frembringe den stemning, der ligger i de støvede mapper under IPN-arkivet i Polen og den kolde krigs grå og mistroiske stemning.
Derfor har vi med hjælp fra udviklere og fotografer lagt et stort arbejde i at redigeringen og opsætning af projektet trak på netop det unikke materiale, vi havde fat i.
Vi har forsøgt at skabe en let genkendelig identitet på projektet gennem banner, serienavn etc., ligesom udtrykket i artiklerne gerne skulle følge en rød tråd.
Derfor har vi med hjælp fra udviklere og fotografer lagt et stort arbejde i at redigeringen og opsætning af projektet trak på netop det unikke materiale, vi havde fat i.
Vi har forsøgt at skabe en let genkendelig identitet på projektet gennem banner, serienavn etc., ligesom udtrykket i artiklerne gerne skulle følge en rød tråd.